lørdag den 8. august 2020

Top 10 Liste: Mest overraskende dansk fantasy

I Top 10-Listerne vil jeg give 10 anbefalinger til fantasylæsning, ud fra min egen læsning. 
Top 10 Listerne er ikke i prioriteret rækkefølge, hvor det bedste står øverst, men simpelthen 10 fantasyanbefalinger fra mig til jer.
Rigtig god fornøjelse.



10 mest overraskende danske fantasybøger/serier

Denne liste er den anden i en række med fokus på dansk fantasy. Listen kan ændre sig, efterhånden som jeg får læst flere serier/bøger af danske forfattere. Denne gang handler det om overraskende fantasybøger og -serier af danske forfattere. Det vil sige bøger og serier, som overraskede mig enten på indholdet (hvilket betyder, at der kan forekomme spoilers), eller overgik mine forventninger til dem. En forfatter kan kun være repræsenteret en gang på listen. Beskrivelsen stammer fra Goodreads, og er af første bind i serien. De titler, der er anmeldt på bloggen, linker til anmeldelsen. 


Julie M. Day: Grænsen til Trafallas
”Hvad er jeg?” gentog jeg. Denne gang lød jeg vredere end planlagt. Men jeg var vred! Jeg var vred og frustreret.

”Du er halv,” sagde han så.

De tre ord virkede voldsomme og på samme tid befriende. Og pludselig havde jeg svært ved at synke.

---

Da Grace stifter bekendtskab med en mærkværdig skriftrulle, og der samtidig kommer en fremmed mand til byen, er hun ikke i tvivl – den fremmede vil hende noget, og det er ikke nødvendigvis noget godt.

Inden længe bliver Grace hvirvlet ind i en ældgammel fejde mellem godt og ondt. Hun er stærkt ønsket af nogen i det fremmede og magiske land, Trafallas, mens andre helst ser hende forsvinde. Hvem er de gode, og hvem er de onde, og hvem af dem kan Grace stole på?
Serien er forfatterens debutserie, og da jeg ikke havde hørt om den, før jeg fik første bind til anmeldelse, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle forvente. Men jeg blev i den grad positivt overrasket, for serien tog mig med storm, og jeg var dybt imponeret over forfatterens evne til at opbygge et velgennemført og fantastisk univers, og tage sig tid til at lade Trafallas komme til live. 


K.L. Berger: Fortællinger fra Døden
”Du er ikke bare sjælehenter, er du?”
Min nye makker ryster langsomt på hovedet. ”Men hvem er jeg så?”
”Du er høsteren,” svarer jeg. ”Du er Døden selv.”

Da Raven dør, vågner hun op til et møde med selveste Døden. Efterlivets hersker tilbyder hende et evigt job som sjælehenter, men hvad der virker som et ufarligt job, viser sig at være omgivet af ældgamle kræfter, der truer med at tage livet af både Raven og alle omkring hende. For at forhindre Dommedag må Raven alliere sig med både Himlen og Helvede i et forsøg på at nedkæmpe fjenden. Men når krigen truer, og mørket indtager verden, hvem er så i virkeligheden sande venner og fjender? Kan Raven stole på den lyse side, eller går vejen til frelse gennem mørket?


Denne bog overraskede mig fra starten, da forfatteren lægger ud med at tage livet af sin hovedperson på en virkelig modbydelig måde. Og selvom Raven vågner op igen til et nyt liv, så husker jeg stadig chokket over, at en forfatter kunne være så ond ved sin hovedperson. 


Pernille L. Stenby: Mestenes
Jeg er … levende.
Det er det, der er galt. Det er det, der er sket. Jeg er levende. Jeg bryder mig ikke om følelsen af blodet i mine årer, men jeg kan lide lyden af mit åndedræt. Der er en ro over den lyd. På samme tid gør den mig bange.

Der er kun tågen og Hans stemme indtil et lys vækker Mestenes til live. Men kroppen er fremmed, og dens minder vil ikke give slip.


Denne serie overraskede mig fra første side i første bind, og derfra blev den bare ved. Som læser er man ligeså forvirret som hovedpersonen, der vågner op med hukommelsestab, og samtidig er det lykkedes forfatteren at skabe et virkelig originalt univers, som inddrager både fantasy, science fiction, dystopisk verdensopbygning og krimielementer undervejs. 


Eva Egeskjold: Næslandet
"Jeg burde have vidst det," hvislede Lucili, og i det samme angreb hun ham uden så meget som at flytte en fod. Hun rakte en arm ud mod ham i en lynhurtig bevægelse og krummede sin hånd så hårdt sammen, at hendes næsten kødløse fingre stak gennem håndrodens knogler. Dolomedes stivnede og greb sig til brystet, hvorefter han sank i knæ. "Nå!" skreg Lucili hånligt, "kan du mærke dit middelmådige troldmandshjerte krympe?! Kan du mærke det vrides og tømmes for blod? Det blod, som langsomt svinder til fordel for insektets saft! Jeg skal tømme det for den sidste rest af menneskelighed, og du vil blive et væsen i min magt!" hylede hun triumferende, og Dolomedes skreg et skrig mod himlen, som fik det til at løbe koldt ned ad Oonas ryg.

Legenden om Querqus Skjoldet er første bind i trilogien om Næslandet, hvor Eva Egeskjold fortæller om en ganske ung kvindes ubestridelige skæbne, som udvalgt til at frelse Næslandet fra dets ærkefjende, Radixfolket.

Udover at fortælle en virkelig god og spændende historie, så har forfatteren med Næslandet skabt et virkelig fedt og originalt univers, med masser af naturelementer, inspiration fra ordsprog og en fjende, som er både ond og virkelig creepy. Serien er forfatterens debut, og jeg var virkelig overrasket, over hvor velgennemført og helt sit eget universet er, og hvor hurtigt jeg forelskede mig i det. 


Louise Haiberg: Død Verden
Mit navn er Nera. Dette er mit liv, min virkelighed. Den nye verden.Jeg begyndte at skrive dagbog for ikke at glemme dem vi mister.Fordi jeg ikke længere kan holde ud at glemme dem.Den indeholder min historie. Mine minder og beskrivelser.Jeg skriver den til fremtidige generationer ...

Nera lever og overlever i en verden hvor døden venter om hvert hjørne.Zombier lagde den gamle verden i graven, og livet handler nu om ren overlevelse.Intet sted er trygt, og alt virker tabt da menneskehedens redning dukker op fra en uventet side.Men alt har en pris, og er det virkelig det værd?Hvor langt vil man gå for at holde sig i live?


Jeg er hunderæd for zombier, og derfor gik der et stykke tid, før jeg kastede mig over denne serie, selvom jeg kendte forfatteren i forvejen, og var ret vild med hendes skrivestil. Heldigvis var serien rigtig god, og jeg blev overrasket over, hvor vild jeg faktisk blev med serien, trods zombierne. 


Kasper Hoff: Solbarnet
I landet Solrun slider folket for at opføre helligdommen Soltårnet. En gammel profeti siger, at Solbarnet en dag vil bestige tårnet og hente solguden ned på jorden, og at det vil ende folkets lidelser.

Drengen Nimo udvælges til opgaven, men han opdager snart, at det ikke er alle, der ønsker at profetien skal gå i opfyldelse. Sammen med adelspigen Zira, begiver han sig ud på en rejse, der tvinger ham til at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad han tror på.

Solbarnet er en historie om venskab og mod - og om kampen mod et religiøst styre, der er kørt helt af sporet.


Jeg var virkelig positivt overrasket over denne bog, som slet ikke var, som jeg havde forestillet mig. Den var tankevækkende, dyster, og en virkelig god læseoplevelse, med et univers i opløsning og personer, som man næsten kun kunne holde af. 


Jacob Kokkedal: Den trofaste bror
Heltenes tid er forbi i Gudshave, og i menneskeriget Sastion langt mod nord er tronarvingen en spinkel dreng, der helst bruger sin tid på at læse. Men bag bjergene i Ushulash truer De Urenes horder med at løbe Gudshave over ende, og der er pludselig mere brug for helte, end der har været i flere hundrede år. Men hvor skal man finde en helt, når Magiens Strømme ikke længere skaber dem? Er vilje nok til at vinde over ondskaben? Og kan man vinde, hvis viljen mangler?

Jeg havde ikke rigtig hørt om den her serie, før jeg fik første bind til anmeldelse, men trods dens meget mørke og voldelige indhold, faldt jeg for den med et brag. Ikke mindst på grund af hovedpersonen Balt, som, trods sjofle sange, drukkenskab, skidt og pukkel, gemmer på overraskende dyder og hemmeligheder. 


Lene Krog: Pigen fra Månehøjen
Heksens storm
Et svagt minde fortalte Aia, at det ikke var første gang, hun havde oplevet livet svinde. Pludselig dukkede det op ud af tågen. En blodrød genspejling af himlen og en fortabt erkendelse af, at det var sådan, det endte. Ligesom nu.

På Vidar Baltzers ordrer har De Grå taget kontrol over Bragimark og ransager landet for magiske evner. Hekse og marlinge forsvinder på stribe, men i skyggerne hviskes der om oprør.

Aia ved knap, hvem hun selv er. Uden minder eller familie kender hun kun sit vante arbejde i skoven og sin egen isolerede hverdag. Men verden omkring hende kan ikke lade Aia glemme, for uden hendes fortid har Bragimark ingen fremtid.


Historien blev oprindeligt selvudgivet under titlen Pigen fra Månehøjen, men er siden blevet genudgivet ved Ulven og Uglen i en revideret udgave, under titlen Grå magi. Jeg har været så heldig, at få lov at anmelde begge udgaver af bogen, og allerede første gang jeg læste den, blev jeg overrasket over, hvor god og gennemført historien og universet var. Og den er kun blevet bedre af at have været igennem en redigeringsrunde. 


Mikkel Wendelboe: Aiñafablen
Imod deres vilje bliver tre almindelige unge mænd hvirvlet ind i en ældgammel krig. I en fremmed verden, hvor bedrag, farer og dinosaurer lurer i skyggerne, skal de forsøge at redde sig selv, inden det er for sent. Men tingene, følelserne og deres sjæle ændrer sig undervejs, og snart er der langt mere på spil.

” ... rystende løftede jeg derfor en hånd og undersøgte mit nye jeg. Mine store, fængslende øjne, mine markerede kindben, min voldsomt veltrænede overkrop og mit lange hår. Fakta kørte igen og igen igennem min hjerne, men det var alligevel, som om min forstand nægtede at lege med, indtil sandheden ganske langsomt, og i al sin gru, gik op for mig. Det var ikke en drøm, og jeg var ikke et menneske mere. Det var virkelighed.”


Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg begyndte på serien, men jeg blev overrasket over, hvor gennemført forfatterens univers var, og, ikke mindst, hvordan han formåede at få to så forskellige væsener som elvere og dinosaurer til at spille sammen på en måde, så man som læser bare tænker "selvfølgelig". 


Catharina Kjelgaard Vedel-Smith: Ildsangen
"Hold fast Ainua! Husk! Du er en rensende ild, der brænder dårligdommene væk og efterlader en sund og ren krop," gentog Silas for hende. Angstens sved var begyndt at dryppe fra hans pande.

Ainua kan heale, og allerede i en tidlig alder, udviser hun et stort talent. Landsbyen hun vokser op i, ligger i nærheden af en stor, mørk skov, og alle ved, at skove er farlige.

Så hvorfor føler Ainua sig draget af den?


Jeg var noget spændt, da jeg sagde ja til at anmelde bogen her, for med selvudgivne bøger kan det gå begge veje. Heldigvis endte bogen med at overraske mig positivt med et spændende plot, et velgennemført univers og en skøn hovedperson, og jeg glæder mig til at læse videre i serien, når næste bind engang udkommer. 

fredag den 7. august 2020

Mesterens falske spil

Mesterens falske spil er 3. bind af fantasyserien Duftapoteket, skrevet af Anna Ruhe.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co. 

Efter at have lært sandheden om sit særlige talent for dufte, og evner som sentifleur, har Luzie for alvor kastet sig over arbejdet som duftapoteker. Men selvom hendes evne til at føle dufte hjælper hende, savner hun en læremester, og føler sig langt fra klar til at løse den opgave, som Daan de Bruijn har givet hende.
Da Bonsky dukker op, og advarer Luzie om, at lederen af De Evige, Syrell de Richemont, har en ny plan, der skal give ham magten over alle mennesker, beslutter Luzie og Mats sig for at tage til Paris for at forhindre det.
Det viser sig dog hurtigt, at opgaven er langt farligere, end de havde regnet med, for De Evige har et hemmeligt våben, og tiden er ved at løbe ud.

Jeg kunne rigtig godt lide de første to bind i serien, men selvom der blev skruet op for både action og hemmeligheder i dette bind, så havde jeg et par problemer med hovedpersonen, som desværre trak den samlede læseoplevelse lidt ned. Bogen var dog stadig rigtig god, selvom den for mig ikke helt levede op til sine forgængere i serien.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og sanselige beskrivelser, som gør det nemt at se såvel personer som omgivelser for sig, samtidig med, at man næsten kan dufte blomsterne i væksthuset og duftene i duftflaskerne. Og så elsker jeg bogens mange smukke og charmerende illustrationer, som er med til at vække historien til live, og som sammen med det smukke omslag gør bogen til et helt lille kunstværk.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, som gør det svært at gætte hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med hemmeligheder, intriger, forræderi, venskab, forelskelse, magi, søskenderelationer, action, fare, dufte, jalousi og ondskabsfulde planer.
Personerne er levende og menneskelige, og som læser kommer man hurtigt til at holde af dem. Jeg havde dog et par problemer med hovedpersonen Luzie denne gang, som jeg syntes opførte sig virkelig dumt undervejs. Luzie er modig, loyal og elsker sin familie, men hun er også temmelig impulsiv og nysgerrig, og koblet med en stigende frustration over omgivelsernes hemmeligheder, fik det hende til at kaste sig fuldstændig uigennemtænkt ud i den ene farefulde situation efter den anden. For eksempel er hendes og Mats' plan om at opsøge de Richemont mere en antiplan end en plan, og det irriterede mig, at Luzie ikke brugte bare to minutter på at tænke sig om, inden hun kastede sig ud i farefulde situationer. Samtidig kommer forholdet til Mats på en alvorlig prøve denne gang, og selvom jeg ikke var vild med det noget ujævne forhold imellem de to (Mats hopper og springer for Luzie, men jeg synes ikke, hun var ret god til at lytte til ham), så gjorde det alligevel ondt. For Mats er, trods samme impulsivitet og nysgerrighed som Luzie, også en virkelig god ven, som stiller op, hver gang Luzie har brug for det. Af andre bipersoner kan især nævnes Luzies lillebror Benno, som er supercharmerende, og har en blind tiltro til, at hans storesøster selvfølgelig klarer problemerne, og den psykopatiske de Richemont og hans datter, Elodie, som begge er iskolde, manipulerende og intelligente, og som har større planer med Luzie, end hun på nogen måde kunne forudse.
Selvom Luzie irriterede mig en del denne gang, så kunne jeg stadig rigtig godt lide historien, illustrationerne og personerne, og er man fan af serien, må man ikke snyde sig selv for fortsættelsen. Jeg skal i hvert fald helt klart læse videre i serien, når næste bind udkommer dansk.

Se også forfatterens hjemmeside.

torsdag den 6. august 2020

Darkest Mercy

Darkest Mercy er 5. og sidste bind af fantasyserien Wicked Lovely, skrevet af Melissa Marr.

Det står ikke godt til blandt feerne. Sommerkongen er forsvundet, Det Mørke Hof er præget af indre uro og en stadigt mere ustabil konge, Feriget hat lukket sine grænser, og selveste Døden er kommet til Huntsdale.
Uroen ulmer, og mens spændingerne stiger mellem fehofferne, vokser Bananach sig stærkere og stærkere. Krig synes uundgåelig.
Midt i alt dette forsøger Aislinn at regere Sommerhoffet, men hendes splittelse mellem pligten som dronning og kærligheden til Seth gør det svært, og Seth har sine egne hemmeligheder.
Hvis feerne skal overleve, må hofferne og deres regenter lære at arbejde sammen. Men kan kærlighed og venskab overvinde århundreders mistro og had? Og kan krigen standses?

Sikke en slutning. Jeg har haft lidt op og nedture med den her serie, men afslutningen var det hele værd, og de mange løse tråde blev afsluttet på en rigtig god måde.
Sproget er letlæst, flydende og sanseligt, og jeg elsker den mørke stemning af lurende fare og følelser, som gennemsyrer historien. Beskrivelserne er livagtige, og man kan næsten mærke varmen og glæden i Sommerhoffet, føle Vinterhoffets kulde og reservation, og de mørke følelser og blodet ved Det Mørke Hof.
Universet udvider sig konstant, med nye feer, regenter og forklaringer, og jeg elsker farligheden og magien.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med intriger, forræderi, kærlighed, sorg, død, feer, politik, mistro, jalousi, venskab, magi og krig. Mest af alt er det dog en historie om valg, balance, pligt og overlevelse, men også en historie om, hvor meget man er villig til at ofre for den - eller det - man elsker. Intet er sikkert, og forfatteren er bestemt ikke bange for at være ond ved sine personer.
Personerne er levende og nuancerede, og historien fortælles denne gang fra mange forskellige sider, og af personer fra alle hofferne, hvilket gør, at man får næsten alles syn på såvel indbyrdes konflikter som krigen, der synes uundgåelig. Fra Sommerhoffet er det Keenan og Aislinn, der skiftes til at fortælle, og hvor jeg har haft et temmelig anstrengt forhold til dem begge to i tidligere bind, så endte jeg med at syntes rigtig godt om dem til sidst. Keenan har stadig et strejf af forkælet og egoistisk møgunge, men udvikler sig en del undervejs, og får endelig rede på sine egne følelser, mens Aislinn, i Keenans fravær, har lært rollen som dronning bedre at kende, og er ved at få styr på sine følelser for Keenan og Seth. Donia fortæller historien set fra Vinterhoffets side, og hendes dybe pligtfølelse, jernvilje og venskab på trods, gjorde hende til en af mine yndlingpersoner, og fik mig til at håbe på en lykkelig slutning for hende og Keenan. Seth fortæller historien fra Det Høje Hofs side, og hans synsvinkel gav et nyt syn på konflikten, og bidrog med et skæbneelement gennem hans syn. Ikke alle hans valg er lige gode, men jeg elsker, hvor loyal han er, både som ven og som kæreste, og den måde, han lader Aislinn træffe sine egne valg - uanset hvor meget det kan ende med at såre ham. Niall repræsenterer Det Mørke Hof, og hans stigende ustabilitet og sorg over tabet af Irial gjorde hans dele af historien både uforudsigelige og hjerteknusende at læse. Derudover er der et par synsvinkler mere, men det er disse fem, der er hovedpersonerne, og jeg nød, hvor meget de hver især har udviklet sig i løbet af serien. Af bipersonerne var jeg især vild med Evan, Donias højre hånd, hvis loyalitet og mod virkelig var inspirerende, ligesom Gabriel, lederen af Den Vilde Jagt, stadig er en af mine favoritter. Og så nød jeg gensynene med nogle af personerne fra tidligere bind. Bananach, derimod, var virkelig skræmmende som personificeringen af krig, og hendes rænkespil, forræderi og blodtørst gjorde hende til en frygtindgydende modstander.
Darkest Mercy var en fantastisk afslutning på serien, og overraskede mig gang på gang undervejs. Personerne udviklede sig og voksede konstant hele vejen igennem, og jeg nød den mørke stemning og universet i fulde drag undervejs. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og er man til feer, kærlighed og mørke stemningsfulde historier, kan serien kun anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

onsdag den 5. august 2020

Radiant Shadows

Radiant Shadows er 4. bind af fantasyserien Wicked Lovely, skrevet af Melissa Marr.

Ani er født som halvt menneske og halvt fe, men selvom hendes fesides styrke har tvunget hende til at tilknytte sig Det Mørke Hof, føler hun sig ikke hjemme i nogen af verdenerne. Hendes kræfter ligner ikke noget, feerne før har set, og da farlige fjender begynder at interessere sig for Ani, bliver hun tvunget til at foretage et umuligt valg. Et valg, som ikke gøres lettere af, at hun føler sig draget mod Den Høje Dronnings bror og snigmorder, Devlin, og han af hende.
Og mens Krig vokser sig stærkere, uroen ulmer mellem hofferne, Sommerkongen er forsvundet og Den Høje Dronning begynder at vakle, må Ani og Devlin tage kampen op mod de kræfter, der truer selve ferigets eksistens.

Selvom jeg rigtig godt kunne lide Ani og Devlin, så var Radiant Shadows desværre ikke ligeså god som de forrige bind i serien, og hvor jeg har slugt de andre bind, så havde jeg sværere ved at komme igennem bogen her. Og det uden at jeg helt kan sige hvorfor.
Sproget er stadig letlæst og flydende, beskrivelserne levende og sanselige, og stemningen mørk og magisk.
Universet udvider sig endnu en gang, med nye feer, steder og former for magi, samtidig med, at konflikten mellem orden og kaos bliver yderligere forklaret.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, kærlighed, venskab, feer, intriger, fare, drømme, ulmende uro, forræderi og hemmeligheder, og så slutter bogen med noget af en cliffhanger.
Personerne er levende og nuancerede, og historien fortælles denne gang skiftevis af Ani, Devlin og Rae. Men hvor jeg nød Ani og Devlin som personer, og ikke mindst kemien imellem dem, så kom jeg aldrig rigtigt ind under huden på Rae, og det gjorde, at hendes afsnit i historien mest af alt var forvirrende og virkede mere som fyld, end som en integreret del af handlingen. Og det selvom der faktisk sker en del. Jeg manglede både hendes forhistorie og forklaring på hendes evne til at drømmevandre, og det gjorde, at jeg hverken forstod eller knyttede mig til hende undervejs. Ani faldt jeg derimod for med det samme. Hun er stærk, stædig, modig, loyal og villig til at ofre alt for sin familie og sit hof. Men samtidig føler hun sig, som halvt fe, udenfor i både feernes og menneskenes verden, og hendes kræfter både skræmmer og frustrerer hende. Devlin har altid adlydt sin søster og dronning, og har gjort hendes beskidte arbejde for hende i årtusinder. Lige indtil han blev beordret til at myrde Ani da hun var barn. Han har altid bekæmper og undertrykt sine følelser og lidenskab, for at passe ind i Det Høje Hof, men mødet med Ani får alle hans undertrykte følelser til at blusse op, og snart står han over for et umuligt valg mellem kærlighed og pligt. Af bipersonerne var jeg især vild med Den Mørke Konge Niall og Seth, Den Høje Dronnings adopterede søn, men også Barry, som dukker op senere, var jeg ret vild med, og ikke mindst i relation til Devlin. Og så elsker jeg virkelig Gabriel og hans forældreevner - eller mangel på samme. Til gengæld irriterede Sorcha og den måde, hun gik fuldstændig i frø på, mig en del.
Der bliver skruet op for både spænding og politiske intriger i dette bind, hvor man virkelig fornemmer den ulmende uro imellem de forskellige hoffer, men selvom jeg nød kemien mellem Ani og Devlin, så fangede bogen mig desværre ikke lige så meget, som de forrige bind i serien, og det tog længere tid for mig at komme igennem den. Er man fan af serien, kan bogen dog stadig anbefales, og jeg glæder mig til snart at kaste mig over sidste bind i serien, og finde ud af, hvordan det hele ender.

Se også forfatterens hjemmeside.

mandag den 3. august 2020

Book Haul #7

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Juli er slut, og det betyder, at det igen er blevet tid til at vise mine boglige nyanskaffelser frem på bloggen. Selvom jeg i juli ikke fik helt så mange nye bøger ind ad døren, som i juni, så blev det alligevel til en pæn stak, takket være søde forlag og forfattere, længeventede bogpakker, og en større, temabaseret, ordre.
Og så er det vist tid til at vise juli måneds book haul frem.

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I juli modtog jeg 2 anmeldereksemplarer fra søde forfattere og forlag. De er:

Merlin P. Mann: Blodkongens datter (Rane og det magiske museum 1). Politikens Forlag.

Eva Munk: Mellem træernes grene. Forlaget Calibat.

I juli gik jeg shopamok hos Saxo, hvor jeg foretog en stor, lettere temabaseret, ordre. Hele 12 bøger blev det til, hvoraf 9 har med den samme forfatter at gøre.
Bøgerne er:

Kalyn Josephson: The Crow Rider (The Storm Crow 2)

Jim Butcher:
Peace Talks (The Dresden Files 16)
Furies of Calderon (Codex Alera 1)
Academ's Fury (Codex Alera 2)
Cursor's Fury (Codex Alera 3)
Captain's Fury (Codex Alera 4)
Princep's Fury (Codex Alera 5)
First Lord's Fury (Codex Alera 6)

Magic City: Recent Spells

Urban Enemies

Rick Riordan: Camp Jupiter Classified

Elle Cosimano: Seasons of the Storm

Tilbage i juni bestilte jeg 3 bøger hos Bookdepository, og i juli dukkede de endelig op.
Bøgerne er:

Rachel Aaron: The Legend of Eli Monpress (Eli Monpress 1-3)

Gareth Hanrahan: The Shadow Saint (The Black Iron Legacy 2)

Peter McLean: Priest of Bones (War for the Rose Throne 1)

En anden bog, som endelig dukkede op i juli, var min bestilling fra Thriftbooks, nemlig:

Rachel Aaron: The Spirit War (Eli Monpress 4)

Jeg faldt også over en enkelt bog i min lokale Kvickly, som har nedlagt deres bogafdeling, og derfor solgte ud af restlageret til stærkt reducerede priser.
Bogen er:

C.L. Taylor: Løgnen

Sidst, men ikke mindst, købte jeg 3 tegneserier hos Fantask.
De er:

Mort Walker:
Basserne 1977
Basserne 1978
Basserne 1979

Ialt blev det til 19 bøger og 3 tegneserier i perioden 31. juni til 3. august. Af dem var 2 anmeldereksemplarer, 16 på engelsk og 1 brugt. I august regner jeg ikke med at købe helt så mange bøger, da jeg gerne skulle have sparet lidt op inden september, hvor der udkommer en hel del fantasybøger op til Fantasyfestivalen. Og selvom festivalen i år foregår digitalt, kommer det ikke til at afholde mig fra at købe rigtig mange bøger i løbet af weekenden.

Købte I nogle gode bøger i juli?

søndag den 2. august 2020

Top 10 Liste: Afsluttede danske fantasyserier

I Top 10-Listerne vil jeg give 10 anbefalinger til fantasylæsning, ud fra min egen læsning. 
Top 10 Listerne er ikke i prioriteret rækkefølge, hvor det bedste står øverst, men simpelthen 10 fantasyanbefalinger fra mig til jer.
Rigtig god fornøjelse.



10 afsluttede danske fantasyserier

Denne liste er den første i en række med fokus på dansk fantasy. Listen kan ændre sig, efterhånden som jeg får afsluttet flere serier af danske forfattere. For at serierne kan komme i betragtning til listen, skal alle bind være udkommet, og jeg skal selv have læst alle bind i serierne. En forfatter kan kun være repræsenteret en gang på listen. Beskrivelsen stammer fra Goodreads, og er af første bind i serien. De titler, der er anmeldt på bloggen, linker til anmeldelsen. 



Kenneth Bøgh Andersen: Den Store Djævlekrig
Djævelens lærling
Dødens terning
Filip er en god dreng, en rigtig god dreng, som ved et uheld påkøres af en bil, dør og lander i Helvede, åbenbart udset til Djævelens arvtager. Det går nu hurtigt op for Lucifer, at det ikke er den rigtige dreng, men han er nødt til at oplære ham alligevel. Det er blot et spørgsmål om at finde Filips skyggesider, og det bliver langt nemmere, da Filip pludselig forelsker sig og oplever jalousiens stærke kræfter. Filip får hurtigt både venner og fjender i den sære dystre underverden. Og pludselig får han også færten af et ondsindet komplot mod den sorte trone.

Kenneth Bøgh Andersen er en af mine yndlingsforfattere, så det er ikke mærkeligt, at en af hans serier dukker op på denne liste. Jeg har været fan af serien, siden første bind udkom, og elsker den måde den blander fantasy, humor og gys med alvorlige emner som tro og mobning. Sproget er letlæst, personerne levende, og universet fantastisk og anderledes. Men vigtigst af alt, fortæller serien en rigtig god og spændende historie, som jeg med stor fornøjelse læser igen og igen. 


Lene Kaaberbøl: Skammerens børn
Skammerens datter
Skammertegnet
Slangens gave
Skammerkrigen
Det er ikke med vilje, at Dina er havnet i Dunarks Dragegård. Hun har ikke spor lyst til at spille helt. Faktisk er det hendes højeste ønske at være en ganske almindelig pige og måske få nogle ganske almindelige venner. Men det går ikke, når man er Skammerens datter og har øjne, ingen almindelige mennesker tør se ind i.

Lene Kaaberbøl er en af Danmarks mest kendte fantasyforfattere, og serien Skammerens børn er nok hendes mest kendte. Første bind i serien er både blevet filmatiseret og musicaliseret, og er næsten fast pensum i skolerne i dag. Og det er ikke svært at se hvorfor, for historien om Dina med de farlige kræfter er fyldt med magi, drager, et fantastisk univers, og, vigtigst af alt, relatérbare personer, som tilsammen fortæller en spændende historie om at være anderledes, mod, og kampen mod det onde. 


Josefine Ottesen: Krigeren
På den yderste ø
Bag borgens mure
Over åbent vand
Som ganske lille skyllede Odd i land på Berkanas ø, og siden er han blevet holdt som træl af troldkvinden, der vil give den unge mand tilbage som offer til havet. Odd selv drømmer hemmelig om at blive kriger i kongens hird, men vejen mod målet er ikke bare uendelig lang; den bliver også blodig og fuld af svig.

”Den gamle faldt på knæ og bad for sit liv, men blodrusen hamrede gennem Odd. Han tog sigte, svingede staven og smadrede den gamles hovedskal. Blodet silede ud af mund og næse, da den gamle faldt forover. Kampens varme dundrede gennem Odd og fik hele hans krop til at sitre af ophidselse.”


Sammen med de første to på listen hører Josefine Ottesen til blandt de mest kendte og populære fantasyforfattere i Danmark, med bøger, der er både sikre læserhits og prisvindere. Krigeren er for mig den bedste af hendes serier, med et fantastisk univers inspireret af vikingetiden, magi, levende personer, og bloddryppende actionscener, blandet sammen til en historie om mod, retfærdighed og krigerliv. 


Julie M. Day: Grænsen til Trafallas
”Hvad er jeg?” gentog jeg. Denne gang lød jeg vredere end planlagt. Men jeg var vred! Jeg var vred og frustreret.

”Du er halv,” sagde han så.

De tre ord virkede voldsomme og på samme tid befriende. Og pludselig havde jeg svært ved at synke.

---

Da Grace stifter bekendtskab med en mærkværdig skriftrulle, og der samtidig kommer en fremmed mand til byen, er hun ikke i tvivl – den fremmede vil hende noget, og det er ikke nødvendigvis noget godt.

Inden længe bliver Grace hvirvlet ind i en ældgammel fejde mellem godt og ondt. Hun er stærkt ønsket af nogen i det fremmede og magiske land, Trafallas, mens andre helst ser hende forsvinde. Hvem er de gode, og hvem er de onde, og hvem af dem kan Grace stole på?


Med første bind af Grænsen til Trafallas tog Julie M. Day mig med storm, og blev øjeblikkeligt en af mine absolutte yndlingsforfattere. Historien om Graces kamp mod det onde er fyldt med elvere, kærlighed, action, magi og et fuldstændig fantastisk univers, som jeg forelskede mig i ved første møde, og jeg anbefaler ivrigt serien til alle og enhver. Jeg var derfor heller ikke i tvivl om, at serien skulle med på den her liste.


Lene Dybdahl: Nøglens Vogtere
I måneskinnet bliver fantasien og forestillingskraften levende ...

Da David og Lauras forældre bliver kidnappet, må de rejse til Madrid for at lede efter en mystisk gylden nøgle.
Det bliver et nervepirrende kapløb med tiden, da de jages af en morderisk sekt, som vil gøre alt for at få fat i nøglen.
Den Gyldne Nøgle er første del af serien Nøglens Vogtere.
Tvillingerne David og Laura kommer ud på en rejse, hvor gåder, profetier og magiske genstande åbner døre til verdener, de ikke anede eksisterede.


Lene Dybdahl har efterhånden en del bøger bag sig, men for mig er det stadig hendes debutserie, som er min yndlingserie. Jeg har altid været historisk interesseret, og måske er det netop derfor, at denne serie står som noget særligt. For udover, at historien om David og Laura er spændende, og fyldt med magi, mystiske profetier og action, så lærte den mig også en hel del, om en historisk periode, jeg ellers ikke vidste ret meget om. 


Eva Egeskjold: Næslandet
"Jeg burde have vidst det," hvislede Lucili, og i det samme angreb hun ham uden så meget som at flytte en fod. Hun rakte en arm ud mod ham i en lynhurtig bevægelse og krummede sin hånd så hårdt sammen, at hendes næsten kødløse fingre stak gennem håndrodens knogler. Dolomedes stivnede og greb sig til brystet, hvorefter han sank i knæ. "Nå!" skreg Lucili hånligt, "kan du mærke dit middelmådige troldmandshjerte krympe?! Kan du mærke det vrides og tømmes for blod? Det blod, som langsomt svinder til fordel for insektets saft! Jeg skal tømme det for den sidste rest af menneskelighed, og du vil blive et væsen i min magt!" hylede hun triumferende, og Dolomedes skreg et skrig mod himlen, som fik det til at løbe koldt ned ad Oonas ryg.

Legenden om Querqus Skjoldet er første bind i trilogien om Næslandet, hvor Eva Egeskjold fortæller om en ganske ung kvindes ubestridelige skæbne, som udvalgt til at frelse Næslandet fra dets ærkefjende, Radixfolket.


Jeg mødte Eva Egeskjold til Fantasyfestivalen i 2015, og det endte med, at jeg kom hjem med de første tre bøger af Næslandet-serien Da jeg endelig fik læst dem, forelskede jeg mig fuldstændig i universet, som ikke ligner andre, jeg har læst om, og sammen med forfatterens måde at fortælle historien på, og de levende personer, har det givet serien en plads her på listen. 


Sidsel Sander Mittet: Morika
På skoleøen Raudra undervises krigerlærlingen Korau og visdomslærlingen Eshri i Morikas idealer for fred og tolerance. Deres fremtid ligger fast.

Men i det skjulte arbejder stærke kræfter på at vende tilbage til tidligere tiders adelsvælde.

Snart befinder Eshri, Korau og deres venner sig midt i en kamp for et samfund, de altid har taget for givet. Spørgsmålet er imidlertid om samfundet overhovedet er værd at kæmpe for?

Eshri og Korau opdager snart, at intet er, som de troede…


Sidsel Sander Mittet er en utroligt produktiv forfatter, som på fem år har skrevet hele tre trilogier, der alle er helt fantastiske. Alligevel er det hendes debutserie, som har fået plads her på listen, da det var den, der første gang stjal mit hjerte, sit barske indhold til trods. Udover at fortælle en spændende historie, tager forfatteren vigtige og tabuiserede emner som racisme, xenofobi, homofobi, undertrykkelse, religion og kultursammenstød op på en virkelig god måde, som får læseren til at tænke, samtidig med, at man er utroligt godt underholdt undervejs. 


Malene Sølvsten: Ravnenes hvisken
17-årige Anne kan se hændelser i fortiden, og en nat genoplever hun et uhyggeligt gammelt mord. En rødhåret pige bliver myrdet og får skåret et runetegn i ryggen. Men kort efter begynder rødhårede piger at blive dræbt på egnen, og tegnet er på dem alle.

Pludselig er den lille by fuld af fremmede. De har mystiske kræfter, og de kredser om Anne, som ikke er vant til at have folk tæt på. Den asatroende Luna, den gudesmukke Mathias og den mystiske Varnar ønsker alle at hjælpe hende. Men er de venner eller fjender? Kan hun stole på sine følelser efter et helt liv alene?

En vil hun forelske sig i.

En vil blive hendes bedste ven.

En vil redde hendes liv.



Og en vil slå hende ihjel.


Malene Sølvsten er på få år blevet en af Danmarks mest kendte fantasyforfattere, og har som få formået at gøre fantasy spiseligt for ikke-fantasylæsere, med seriens helt særlige blanding af krimi, nordisk mytologi, gymnasieliv og et univers funderet i Nordjylland. Ravnenes hvisken er da også en fuldstændig fantastisk serie, og jeg var på intet tidspunkt i tvivl om, at den skulle med på listen. 


Nicole Boyle Rødtnes: Skeletter i skabet
Dødsbørn
Hvad ville du gøre, hvis du skulle tilbringe et år af dit liv i stinkende kloakker med rotter og giftige blåslanger?

Det spørgsmål må den 15-årige Davie stille sig selv, da han er så uheldig at trække kloakpasser som læreplads.

Ikke nok med at jobbet er klamt, Davie opdager også, at hans læremester skjuler en frygtelig hemmelighed i sin kælder. En hemmelighed, der udgør en trussel mod hele byen, og som får store konsekvenser for Davies liv.

“Hvad sker der?” spurgte William. Han holdt lampen ud over vandet.
“Jeg syntes, jeg så noget i vandet.” Jeg kiggede ned i det grumsede vand. Jo, der var en skygge.
“Kom væk derfra med det samme!”
Jeg drejede hovedet for at spørge hvorfor, men blev afbrudt af et højt plask. Kolde dråber af kloakvand sprøjtede ned over mig. Et langt dyr skød op ad vandet. Kroppen var som en slanges, men dens hoved var omkranset af en manke af brusk. Slangen åbnede munden, så de skarpe tænder blev synlige. Jeg tabte hammeren i vandet.


Nicole Boyle Rødtnes er, med mere end 50 udgivelser bag sig, en af Danmarks mest produktive børne- og ungdomsforfattere, og, i mine øjne, en af de bedste. Hendes letlæste sprog, velkonstruerede historier og evne til at kaste sig over en hvilken som helst genre er imponerende, og jeg har elsket stort set alt, hvad jeg har læst fra hendes hånd. Selvom hun efterhånden har en del fantasyserier bag sig, så er det alligevel hendes debutserie, jeg har valgt at give en plads her på listen. Historien om slægtskeletter, familiehemmeligheder, dystopisk samfund og en fremtid som kloakpasser er både original og godt skruet sammen, og blandingen af gys, humor og magi fungerer perfekt. 


Louise Haiberg: Dæmondræberen
Navnet er Dominic.

Enhver dæmon kender mit ansigt og drømmer om at aflevere mit hoved til Lucifer.

Jeg har vandret på jorden i årtusinder. Boet i Helvede og ledt dæmoniske horder i krigen mod englene.
Ikke ligefrem min glansperiode, men ingen er perfekt.

Jeg gjorde oprør – årsagen til at jeg i dag er hadet af min egen race og lever skjult blandt menneskene.

Før blev jeg kaldt Dominic Engledræber.
I dag går jeg under navnet Dominic Dæmondræber.


Dette er min historie …

Jeg faldt for Louise Haibergs særlige humor og skrivestil med et brag, da jeg læste hendes debutserie, og har elsket stort set alt, hvad hun har skrevet siden. Selv hendes zombieserie, på trods af, at jeg ellers plejer at gå langt uden om alt, hvad der lugter af zombier. Trilogien Dæmondræberen har dog en særlig plads i mit hjerte, hvilket ikke mindst skyldes hovedpersonen Dominic, som jeg stadig har et mindre crush på. Jeg elsker universet, personerne (selv de trælse af dem), og ikke mindst historien, som blander engle og dæmoner med kampen for det gode, historiske begivenheder, kærlighed og masser af action. 

lørdag den 1. august 2020

Læsestatus for juli

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Juli bød på en tiltrængt sommerferie, og selvom vejret ikke viste sig fra den bedste side, så nød jeg at slappe helt af, og endelig få skuldrene ned efter de sidste måneders uvished og stress. Som så mange andre holdt jeg sommerferie hjemme ved mig selv, og bortset fra en enkelt tur til Thy for at fejre min nevøs fødselsdag, holdt jeg mig på min egen matrikel. Selvom det på grund af vejret ikke blev til så meget havearbejde, som jeg havde håbet, så fik jeg til gengæld læst rigtig mange bøger i min ferie, og det fortsatte endda efter jeg begyndte på arbejde igen, selvom hastigheden, grundet flere lange dage, gik lidt ned.
I juli holdt jeg (næsten) fri fra anmeldereksemplarerne, og kastede mig i stedet over et sommerlæseprojekt, som jeg kaldte #sænkmintbr, og som gik ud på at få læst nogle af de ulæste bøger, jeg måske ikke selv går efter først, i mine reoler. På bloggens Facebook og Instagram bad jeg, på bedste sænke slagskibe-facon, bloggens følgere om at komme med bogstav- og talkombinationer, svarende til reol og hylde, hvorfra jeg så skulle læse en bog, og det viste sig at fungere rigtig godt, og fik mig til at læse bøger, jeg ellers næsten havde glemt. Selvom jeg langt fra nåede alle kombinationerne igennem (jeg fik 38 kombinationer), så fik jeg alligevel læst mig igennem en del af dem, hvoraf flere var virkelig gode, og jeg har allerede besluttet at gentage successen næste år. Jeg har løbende opdateret om min læsning på bloggens Instagram under hashtagget #sænkmintbr, så er I nysgerrige, kan I læse mere der. Det betyder dog ikke, at jeg kun har læst bøger til sommerprojektet, for det blev også til et par genlæsninger, ligesom jeg kom ajour med en serie, før nyeste bind udkom i juli. Men mere om det senere.
Juli blev også den måned, hvor bloggen rundede 1000 følgere på Instagram, hvilket jeg er meget overvældet over. Tusind tak, til alle jer, der også følger bloggen der.
I juli satte jeg mit Goodreads-læsemål op fra 130 til 150, men da jeg allerede nu har læst 125 bøger, har jeg bestemt mig for at sætte det op endnu en gang til 175, for ikke at nå i mål allerede i starten af september.
Jeg holdt ferie fra både FairyLoot- og seriekrukken i juli, men fik læst et par bøger fra min A-Z TBR, selvom jeg ikke helt fik indhentet efterslæbet på denne udfordring. Men med fem måneder igen, burde jeg stadig kunne nå at læse mig igennem den, hvis jeg opprioriterer den lidt mere, end jeg ellers har gjort de næste par måneder.
Og så må det vist være tid til at vise de bøger frem, som jeg fik læst i juli.

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarer og boggaver. I juli fik jeg læst 3 anmeldereksemplarer/boggaver som jeg har fået af søde forlag.
De er:

John Flanagan: Temjaierne vender tilbage (Våbenbrødre 8)
Anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal.
Anmeldt på bookeater.dk. 
Serien er ajour. 

Tess Gerritsen: Kirurgen (Rizzoli og Isles 1)
Boggave fra forlaget Jentas til Bogbloggertræf 2015. 
Serien er påbegyndt. 

Lee Child: 61 timer (Jack Reacher 14)
Boggave fra forlaget Jentas til Bogbloggertræf 2015. 
Serien er påbegyndt. 

Langt det meste af min læsning i juli skyldtes #sænkmintbr. Ialt fik jeg læst 17 bøger som en del af udfordringen, og derudover skal der lyde en stor tak til @emilie_sondergaard_forfatter, @mariarudebeck, Tommy Rasmussen, Christina Ruskjær, Vicki Rasmussen, @jennifervenia, Lene Jensen, Knud Ringgaard Jessen, Lene Dybdahl Holm, Anja Ørskov, @nina.and.the.books, @ganshi_, Tenna Vagner Viffeldt Laursen, @5foot9incheshobbit, @mads.schacklindhardt, @henriettesblog, Hanne Rump, Signe Elise Bro, @karinafrederiksen, @annsofitz og Britt West Jørgensen hvis kombinationer jeg desværre ikke nåede til. Jeg er virkelig glad for, at så mange af jer havde lyst til at lege med.
De bøger, jeg fik læst, er:

Jenny Colgan: Velkommen til Floras sommerkøkken (Mure 1)
Serien er påbegyndt. 
Tak til @trolderier for kombinationen. 

Lene Kaaberbøl: Kadaverdoktoren (Madeleine Karno 1)
Tak til Sidsel Sander Mittet for kombinationen. 

Lene Kaaberbøl: Det levende kød (Madeleine Karno 2)
Serien er slut. 
Tak til @bookworm_dk for kombinationen. 

L. Frank Baum: The Scarecrow of Oz (Oz 9)
Serien er opgivet. 
Tak til @froekengroenanbefaler for kombinationen. 

Thomas Dinesen: No Man's Land
Tak til @jakris84 for kombinationen. 

Malene Sølvsten: Livets blod
Tak til Ingrid Hansen for kombinationen. 

Laurie R. King: Garment of Shadows (Mary Russell and Sherlock Holmes 12)
Serien er igang.
Tak til Marianne Eva Jakobsen kombinationen. 

Nicholes Eames: Kings of the Wyld (The Band 1)
Serien er påbegyndt. 
Tak til @iamlenek for kombinationen. 

Gail Carriger: Competence (The Custard Protocol 3)
Tak til @regitzexenia for kombinationen. 

Gail Carriger: Reticence (The Custard Protocol 4)
Serien er slut.
Tak til Kristina Vallentin Larsen for kombinationen. 

Jodi Taylor: Just One Damned Thing After Another (The Chronicles of St. Mary's 1)
Serien er påbegyndt. 
Tak til Cindy Jasmin Høyrup for kombinationen. 

Terry Pratchett: Snuff (Discworld 39)
Serien er igang.
Tak til @juliem.day for kombinationen. 

Melissa Marr: Farligt blod (Wicked Lovely 2)
Tak til Karen Inge Nielsen for kombinationen. 

Melissa Marr: Flygtig evighed (Wicked Lovely 3)
Serien er igang. 
Tak til @frejan.sjogreen for kombinationen. 

Andrew Wilson: Talent for mord
Tak til @gemmanebi for kombinationen. 

Tess Gerritsen: Kirurgen (Rizzoli og Isles 1)
Boggave fra forlaget Jentas til Bogbloggertræf 2015. 
Serien er påbegyndt. 
Tak til @fantastiske.familie.boger for kombinationen. 

Lee Child: 61 timer (Jack Reacher 14)
Boggave fra forlaget Jentas til Bogbloggertræf 2015. 
Serien er påbegyndt. 
Tak til @anita86dk for kombinationen. 

Jeg fik læst 2 bøger fra min A-Z TBR i juli.
De er:

Nicholes Eames: Kings of the Wyld (The Band 1)
Serien er påbegyndt. 

Jodi Taylor: Just One Damned Thing After Another (The Chronicles of St. Mary's 1)
Serien er påbegyndt. 

Det blev også til 2 genlæsninger i juli, og jeg nød dem begge.
Bøgerne er:

D.E. Stevenson: Røre i andedammen (Miss Buncle 1)

Melissa Marr: Mørk lykke (Wicked Lovely 1)

Som nævnt tidligere, brugte jeg en del af juli på at komme ajour med en af mine yndlingserier, før det nyeste bind udkom. Det blev til 3 bøger, hvoraf den ene var en novellesamling, som er:

Jim Butcher:
Cold Days (The Dresden Files 14)
Skin Game (The Dresden Files 15)
Brief Cases
Serien er igang. 

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 10 tegneserier/graphic novels i månedens løb.
De er:

Mort Walker:
Den er for tyk, den ærtesuppe! (Basserne 100% 38)
Basserne 1977
Basserne 1978
Basserne 1980
Basserne 1981

Kurtis J. Wiebe m.fl.:
The far reaching tentacles of N'Rygoth (Rat Queens vol. 2)
Demons (Rat Queens vol. 3)
Serien er igang. 

Patricia Briggs: Hopcross Jilly (Mercy Thompson)

Drew Ford, Duane Leslie og Eva de la Cruz: Steam

Scott Lobdell m.fl.: Knight Terrors (Nightwing vol. 8)

Ialt fik jeg læst 23 bøger og 10 tegneserier/graphic novels i juli. Af dem var 3 anmeldereksemplarer/boggaver, 1 novellesamling, 2 genlæsninger, og 15 på engelsk. Jeg fik påbegyndt 4 serier, afsluttet 2 og kom ajour med 1.
I august vender hverdagen tilbage, og det betyder, at det er tid til at kaste mig over anmeldereksemplarerne igen. Derudover skulle jeg gerne have gjort et ordentligt indhug i de bøger, jeg stadig har tilbage på min A-Z TBR, da jeg nu officielt er bagud. Augusts valg fra FairyLoot-krukken er Daughter of the Burning City af Amanda Foody, som udmærker sig ved både at være en standalone og ikke ret lang, og månedens serie fra seriekrukken er Troll Trilogy af Katherine Langrish, hvor jeg mangler at få læst de to sidste bind. Forhåbentlig når jeg i mål med begge udfordringer i august.

Hvordan så jeres ferielæsning ud?