Den sidste alliance

Den sidste alliance er 3. og sidste bind af Julie M. Days fantasytrilogi Grænsen til Trafallas.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt. 

Zachos er død, og Grace er knust af sorg. Hun kan slet ikke forestille sig et liv uden Zachos, og i desperation beslutter hun sig for at rejse til Skyggefolket i Nord, hvis fyrste skulle have evnen til at genopvække de døde.
Imens nærmer krigen sig. Otera, lederen af Oprørerne, har genoplivet Kruux, og hans frygtelige væsener er i fuld gang med at erobre Trafallas.
Kun den halve kan stoppe ham. Men Grace føler sig overhovedet ikke i stand til noget som helst uden Zachos, og tiden er ved at løbe ud.

Sikke en slutning! Jeg har ventet på sidste bind af trilogien med lige dele længsel og frygt, og jeg blev på ingen måde skuffet. Faktisk overgik bind 3 alle mine forventninger (hvilket burde have været umuligt, tårnhøje som de var), og jeg fløj igennem bogen.
Sproget er letlæst og flydende, med fantastisk livagtige beskrivelser, velskrevne dialoger, og troværdige actionscener. Forfatteren er utroligt god til at skabe stemninger, og skrive følelser, så man som læser ikke kan lade være med at græde, rase eller føle med Grace. Og det uden, at det føles kunstigt, eller bliver for meget.
Universet udvidede sig endnu en gang, med mange nye og mareridtsgivende væsener, nye planter, byer og lokationer, og jeg blev endnu en gang imponeret over forfatterens utrolige worldbuilding.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, der overrasker gang på gang, og en spændende historie fyldt med altopslugende kærlighed, masser af action, knusende sorg, savn, forræderi, ondskab, venskab, krig, elvere og magi. Men fremfor alt er det en historie om valg. Grace's valg. Valget mellem liv og død. Trafallas eller menneskenes verden? Og valget mellem godt og ondt. Hvor langt er hun parat til at gå for kærlighedens skyld? Og hvor høj en pris er hun villig til at betale? Jeg havde på ingen måde set slutningen komme, men selvom den var følelsesmæssigt hård, så var den også helt perfekt, og afrundede historien på den smukkeste måde.
Personerne er nuancerede, levende og menneskelige, og selvom det bestemt ikke var dem alle, jeg brød mig om, så kunne jeg langt hen ad vejen forstå og identificere mig med dem. Grace udviklede sig utrolig meget i løbet af bogen. Selvom hun er sønderknust af sorg, så finder hun langsomt sin indre styrke, og finder ud af, hvor langt hun er parat til at gå. Uden Zachos var hun tvunget til at tage også de svære beslutninger og valg på sig, og hun voksede virkelig med opgaven. Udover Grace fik Otera og Ethellion også lov til at fortælle en del af historien, og det fungerede super godt. Dels fordi man som læser fik indblik i deres følelser og motivationer, og dels fordi det gav en anden dimension til historien. Otera var stadig ond, men i og med at jeg som læser tilbragte lidt tid i hovedet på hende, følte jeg, at jeg forstod hende en smule bedre. Også selvom jeg ikke stadig hadede om hende. Ethellion kunne jeg ikke lade være med at have en smule ondt af. Hans loyalitet og følelser for Grace bliver sat på en alvorlig prøve, og han hjælper hende velvidende, at han risikerer at få sit hjerte knust, hvis det lykkes hende at bringe Zachos tilbage. Og måske også hvis det ikke lykkes hende. Af bipersonerne er jeg stadig vild med Fëra og Kanthos, som begge er mærket af sorgen efter Zachos, men også Skyggefolkets hersker Morfildor var jeg fascineret af. Han er gådefuld, fremmedartet, og har sine egne motiver, for at tilbyde Grace sin hjælp. Hans fremmedartethed gjorde ham svær at blive klog på, og som læser vidste man aldrig helt, hvor man havde ham, hvilket var ret fedt.
Den her bog har bare det hele. Store følelser, fantastisk worldbuilding, elskelige personer og elvere, og en historie, som giver læseren "all the feels". Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og har man ikke stiftet bekendtskab med serien endnu, er det bare med at komme igang.
Den sidste alliance var en fantastisk afslutning på en fantastisk trilogi, og selvom jeg er ked af, at måtte sige farvel til Trafallas og Grace, så var det et yderst tilfredsstillende punktum, forfatteren fik sat for historien. Og hvem ved? Måske tager forfatteren mig med til Trafallas igen en dag? Jeg krydser i hvert fald fingre.

Se også forfatterens hjemmeside.