mandag den 31. oktober 2016

Læsestatus for oktober


Mens udklædte børn er på vej rundt i de mørke gader i deres uhyggeligste Halloween-dress, har jeg kastet mig over en noget hyggeligere beskæftigelse. Det er nemlig igen blevet tid til at gøre status over måneden der gik.
Oktober måned var præget af travlhed. Efterårsferien er nemlig højsæson for børnebibliotekarer, og jeg havde da også nok at se til med tre arrangementer, selvom det ene desværre måtte aflyses på grund af for få tilmeldinger. Rigtig ærgerligt, da jeg havde glæder mig til at læse igennem til Bibliotekernes Readathon.
Jeg fik chancen igen da jeg deltog i mit allerførste Readathon, Dewey´s 24 Hour Readathon, i slutningen af uge 42, og det var rigtig sjovt at læse "sammen" med folk i hele verden. Jeg skal bestemt være med igen en anden gang, og håber kalenderen kan gå op så jeg kan være med igen i april. I kan læse mere om mit Readathon her.
I oktober fik jeg læst hele 17 bøger, hvoraf en del blev læst til Readathonen. Blandt bøgerne var både anmeldereksemplarer, biblioteksbøger, gaver fra årets Bogbloggertræf, og bøger som har stået på hylderne et stykke tid. Heraf også et par stykker fra månedens læsetema.



Vi starter med anmelderbøgerne. I løbet af oktober fik jeg læst 5 anmelderbøger, som jeg havde fået tilsendt fra forfattere og forlag.
Bøgerne var:

Karina Laurberg Bidstrup: De udstødtes mærke (Nemeria 1)
Anmeldereksemplar fra Forlaget EgoLibris.
Serien er ajour. 

Nick Clausen: Mareridt & Myrekryb 1 - Syv uhyggelige historier
Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet.
Serien er ajour. 

Mørke Guders Templer (red. Rasmus Wichmann og Henrik Sandbeck Harksen)
Anmeldereksemplar fra forlaget H. Harksen Productions.

Jacob Oliver Krarup: Oprøret (Gangene under jorden 1)
Anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Calibat.
Serien er ajour.

Nick Clausen: Drømmeland
Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet.


I oktober var læsetemaet True Blood-serien af Charlaine Harris, også kaldet Sookie Stackhouse-serien eller The Southern Vampire Mysteries.  Jeg fik læst 3 bøger i serien, hvilket jeg egentlig er godt tilfreds med. 
Bøgerne var:

Club Dead (The Southern Vampire Mysteries 3)

Dead to the World (The Southern Vampire Mysteries 4)

Dead as a Doornail (The Southern Vampire Mysteries 5)
Serien er i gang. 



I starten af oktober skulle jeg holde bogcafé med temaet "Bøger om Bøger". I den forbindelse læste jeg 3 biblioteksbøger, som forlængst er afleveret, men jeg nåede da at få taget et billede af dem inden.
Bøgerne var:

Robin Sloan: Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik

Lynn Austin: Bibliotekarens Virkelige Eventyr

Diane Setterfield: Den Trettende Fortælling


Sidst, men bestemt ikke mindst, fik jeg læst hele 7 bøger til Dewey´s 24 Hour Readathon.
Bøgerne var:

John Green: Endnu en Katherine

Tove Ditlevsen: Gift

Audrey Carlan: Januar (Calendar Girl 1).
Gave fra Lovebooks til Bogbloggertræf 2016. 

Sarah Crossan: One
Gave fra Politikens Forlag til Bogbloggertræf 2016.

Rainbow Rowell: Kindred Spirits

Kenneth Bøgh Andersen: Den faldne djævel (Den Store Djævlekrig 6)
Serien er slut. 

Jacob Oliver Krarup: Oprøret (Gangene under jorden 1)
Anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Calibat.
Serien er ajour.

Alt i alt var det en rigtig god læsemåned, og jeg fik i den grad taget revanche for september.
November måned bliver præget af Bogforum. Jeg skal igen der over med mit arbejde, og jeg glæder mig helt vildt.
Derudover har jeg en del anmeldereksemplarer jeg gerne vil have læst og anmeldt, og så håber jeg også at få læst et par bøger til november måneds læsetema som er Fantasy med feer. Jeg har nemlig en del fe-bøger stående på reolen som jeg endnu ikke har fået læst, og nu skal det altså være.

Hvad har I fået læst i oktober? Og skal I også til Bogforum?

søndag den 30. oktober 2016

Book Haul #7 2016


Nu er der ikke længe til årets Bogforum, og eftersom jeg ved at jeg kommer til at slæbe masser af bøger med hjem derfra, tænkte jeg, jeg hellere måtte få vist de bøger jeg har fået i løbet af oktober frem. Det er lykkedes mig at skære en del ned på indkøbene denne gang, så der er ikke helt så mange som der har været de foregående gange, hvilket er godt for såvel reolerne som pengepungen. Jeg tvivler dog på det holder.
Men lad os kaste os ud i det, og se på bøgerne.


Som altid starter vi med anmeldereksemplarerne. Siden sidst har jeg fået 4 bøger tilsendt fra forfattere og forlag, som jeg virkelig glæder mig til at komme i gang med.
Bøgerne er:

Jacob Oliver Krarup: Oprøret (Gangene under jorden 1). Forlaget Calibat.

Melissa Grey: Skyggetimen (Fjer og Flammer 2). Forlaget Alvilda.

Naomi Novik: Temeraire (Temeraire 1). Forlaget Alhambra.

Jacob Kokkedal: I døden og videre (Den trofaste bror 1). Forlaget Ulven og Uglen. Tilsendt af forfatteren.


Derudover købte jeg 4 bøger på Amazon. Det var bøger jeg har kigget på et stykke tid, men som jeg ikke kunne finde andre steder. Og nu skulle det altså være.
Bøgerne er:

Rainbow Rowell: Kindred Spirits

Raye Wagner: Curse of the Sphinx (Curse of the Sphinx 1)

Raye Wagner: Demigods and Monsters (Curse of the Sphinx 2)

Rachel Aaron: No Good Dragon Goes Unpunished (Heartstrikers 3)


Sidst, men ikke mindst, købte jeg 4 bøger på Saxo. Alle bøgerne er fortsættelser til serier jeg har resten af, selvom jeg faktisk kun har læst den ene af serierne, og derfor var jeg selvfølgelig nødt til at have dem.
Bøgerne er:

Sarah J. Maas: Empire of Storms (Throne of Glass 5)

Rick Riordan: The Hammer of Thor (Magnus Chase and the Gods of Asgard 2)

Sara Raasch: Ice like Fire (Snow like Ashes 2)

Leigh Bardugo: Crooked Kingdom (Six of Crows 2)

Alt i alt har jeg fået 12 nye bøger på hylderne i perioden 3. oktober til 30. oktober. En tredjedel er anmeldereksemplarer, så jeg har "kun" købt 8 bøger selv. Nu må vi så se hvornår jeg får dem læst.
Da Bogforum er lige om hjørnet ved jeg, at næste måneds Book Haul vil være en del større, men jeg er egentlig lidt stolt af at det er lykkedes mig at holde igen i denne måned.
Har I fået nye bøger på hylderne i oktober? Og går I også og tæller ned til Bogforum?

lørdag den 29. oktober 2016

Drømmeland

Drømmeland er en gyser skrevet af Nick Clausen.

Louie på 12 år bor alene med sin mor. Hans far døde da han var 1 år, og det er først for nylig at moren har fået en kæreste. Louie har egentlig ikke noget imod Philip, men har det svært med den konstante flytten som moren foretager. Han har ingen minder om sin far, og moren har ikke fortalt ham ret meget om ham.
En nat møder han i drømme en mand i blåt tøj et mærkeligt sted. Manden fortæller ham, at alt i Drømmeland i virkeligheden er to ting: Hvad du ser, og hvad du ønsker at se. Manden fortæller ham ting om moren og faren som Louie aldrig har fået fortalt, og efter et stykke tid finder Louie ud af, at manden i det blå tøj er hans far.
Efterhånden som Louie lærer sin far at kende, tilbringer han mere og mere tid i Drømmeland. Han sover mere og mere, og er alligevel udmattet når han vågner. Han tilbringer også en del tid i farens og morens gamle hus, som stadig er usolgt. Men Drømmeland er ikke ufarligt, og en gang imellem er det klogere at lade fortiden hvile...

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet

Jeg fik denne bog i en overraskelsespakke fra forlaget sammen med to andre bøger, og nu har jeg endelig fået den læst.
Bogen handler om liv og død, sorg, tab og overlevelse, men også om at komme videre, og at lære at elske igen, samtidig med at man lukker nye mennesker ind. Bogen er spændende, og personerne er levende og realistiske. Louie er på mange måder en typisk 12-årig dreng, selvom han i starten er lige lovlig høflig og artig, af en 12-årig at være. Han har aldrig haft mulighed for at bearbejde tabet af faren, fordi han aldrig har kendt ham, og har i stedet vænnet sig til at være den eneste kærlighed i sin mors liv. Selvom han egentlig godt kan lide Philip er der også en smule jalousi indblandet, hvilket kommer rigtig godt til udtryk i handlingen. Moren virker utroligt realistisk, og Nick Clausen har virkelig formået at beskrive og levendegøre moren som en kvinde, der aldrig er kommet sig over tabet af sin mand, og som konsekvens deraf er usikker i forhold til kærligheden, og har en del neuroser i forhold til skidt og sygdomme.
Sproget er flydende og letlæst, og beskrivelserne af såvel Louies gamle forfaldne hus, som det uvirkelige Drømmeland er utroligt gode.
Selv om det er en gyser må jeg indrømme, at jeg egentlig ikke synes den var ret gyset. Og så alligevel, for den har et eller andet over sig. Noget, som jeg, apropos titlen, vil kalde drømmende. Man ved, at der bag Louies rare drømme gemmer sig mareridt, og at der er sære ting på færde i virkeligheden. Samtidig ophæves grænsen mellem drøm og virkelighed konstant, så det er svært at finde ud af om Louie drømmer eller er vågen. Det virker rigtig godt, og selvom jeg ikke rystede af angst, så havde jeg alligevel svært ved at slippe bogen da jeg først var gået i gang med den.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 28. oktober 2016

Dead as a Doornail

Dead as a Doornail er 5. bind i Charlaine Harris´ serie The Southern Vampire Mysteries (aka True Blood, aka Sookie Stackhouse)

Efter opgøret med heksene er der endelig kommet lidt ro i Sookies liv. Bortset selvfølgelig fra, at hendes bror Jason nu er en varpanter, og at Eric bliver ved med at plage hende for at finde ud af hvad der skete mellem dem mens han havde mistet hukommelsen.
Men roen forsvinder, da hendes chef Sam bliver skudt lige ved siden af hende. Og Sookie finder snart ud af, at Sam ikke er den eneste hamskifter/vardyr der er blevet ramt af kugler. Også lederen af varpanterne er blevet skudt, og de andre varpantere mistænker Jason for at stå bag.
Sookie må finde den rigtige gerningsmand før næste fuldmåne, hvis Jason skal overleve. Men hun får snart endnu mere at tænke på, da der bliver sat ild til hendes hus, og hun kun overlever med nød og næppe. Og som om det ikke er nok, så har Sookie også problemer med kærligheden. På vampyrsiden kæmper Bill og Eric om hendes gunst, men også lederen af varpanterne og varulven Alcide efterstræber hende, og ligegyldigt hvem hun vælger kan hun ikke undgå at blive blandet ind i politik.
Det er slet ikke nemt at være telepat...

Femte bind i serien lever bestemt op til sine forgængere. Tempoet er højt, og handlingen næsten eksploderer allerede fra første side, så det er med at holde tungen lige i munden for at hitte rede i alle de mange plottwists, intriger, indviklede racepolitikker og mordforsøg som endnu en gang invaderer Sookies liv. For slet ikke at tale om Sookies rodede romantiske liv, hvor bejlerne står i kø, og hvor det er svært at finde ud af hvem der er mest - eller mindst - farlig for Sookies helbred. Dette bind i serien er en smule anderledes end de andre, fordi der rent undtagelsesvis faktisk ikke er sex i bogen. Eller, ikke ret meget, i hvert fald. Det er både forfriskende og tiltrængt, fordi det giver både læseren og Sookie en chance for at finde ud af hvem hun egentlig vil have, og hvad valget eventuelt vil koste hende. Jeg er spændt på om forfatteren tager revanche i næste bind.
Sproget er endnu en gang letlæst og flydende, og der er ikke sparet på humoren. Beskrivelserne er stadig gode og levende, og universet bliver endnu en gang udvidet, hvilket gør at det bliver ved med at virke nyt og magisk. Som læser lærer man mere om varulvenes interne organisation, og det er faktisk temmelig interessant, fordi forfatteren formår at få varulvene til at være både genkendelige og fremmedartede på en og samme tid. Som læser både fascineres og frygter man de fremmede væsener, og der trækkes dermed en temmelig tydelig parallel til nutidens raceproblemer.
Personerne er levende og menneskelige - og farlige og fremmedartede. Sookie er en dejlig hovedperson med et stort hjerte og en utrolig stædighed, som, på grund af sin evne, ofte er udenfor det menneskelige fællesskab. Man skulle tro at hun så passede ind i det overnaturlige fællesskab, men det gør hun faktisk heller ikke. Med andre ord: Hun er for overnaturlig til at være menneske og for menneskelig til at være overnaturlig. Det gør at hun ofte er ensom, og derfor klamrer hun sig også i endnu stærkere grad til sine få venskaber og sin bror. Det er rigtig godt skrevet - og rigtig godt beskrevet. Bipersonerne virker også levende og realistiske, selvom de ikke altid handler logisk set fra et menneskeligt synspunkt.
Eneste minus ved bogen er forsiden, som bare overhovedet ikke passer til indholdet. Bogen henvender sig i den grad til voksne, men dømmer man ud fra forsiden skulle man tro det var en børnebog. Det er ikke helt heldigt, og jeg undrer mig over hvad forlaget har tænkt da de godkendte coveret.
Er man fan af serien vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

torsdag den 27. oktober 2016

Dead to the World

Dead to the World er 4. bind af serien The Southern Vampire Mysteries af Charlaine Harris.

Sookie er ved at vende sig til livet uden Bill, og ikke mindst til ikke konstant at blive slået halv fordærvet. Pengene er små, og Sookie er nødt til at tage alle de ekstravagter hun kan få.
Da Sookie er på vej hjem efter arbejde Nytårsaften kører hun næsten ind i en nøgen mand som løber på vejen. Eller rettere, en nøgen vampyr. Det viser sig nemlig, at Eric, Area 5s sherif, har mistet hukommelsen efter et sammenstød med nogle hekse, og Pam, Erics næstkommanderende, beder Sookie om at passe på Eric indtil de kan få løst problemet med heksene.
Sookie opdager snart, at en Eric uden hukommelse ikke er til at stå for, men at passe på en vampyr er ikke hendes eneste problem. For kort efter at Eric er dukket op forsvinder hendes bror, Jason, sporløst. Sookie bliver mere og mere bange for at heksene efter Eric har bortført Jason, og mens hun leder efter sin bror, opdager hun at det ikke kun er vampyrerne heksene er ude efter. Også varulvene i nabobyen har problemer med dem, og snart er Sookie igen i dybe problemer.

Jeg er ret vild med den her serie, som har en skøn blanding af humor, kærlighed og mysterier. Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er helt fantastiske.
Hovedpersonen Sookie har en skøn måde at opleve handlingen på, og det er specielt den humor der kommer til udtryk i hendes betragtninger som jeg er helt vild med. Samtidig er hun en dejlig person med et stort, men også skrøbeligt, hjerte, som altid forsøger at hjælpe sine medmennesker - også selvom hun en gang imellem hellere skulle holde sig væk. I dette bind er Bill forsvundet ud af handlingen - han er taget til Peru - og jeg må indrømme at jeg bestemt ikke savnede ham. Han er nemlig lige lovlig kontrollerende efter min mening, og så har han lidt for mange hemmeligheder som giver Sookie problemer. Jeg kan bedre lide Eric som person, også fordi der er lidt mere "bad boy" over ham, og derfor kunne jeg bedre lide kærlighedshistorien i dette bind.
Seriens univers udvider sig endnu mere i dette bind, hvor både hekse og feer dukker op, og det på en måde som virker helt naturlig.
Handlingen er endnu en gang fyldt med kærlighed, mysterier, lig, varulve, vampyrer, magi og sex, og spændingen stiger støt hele vejen igennem. De mange twists gør det umuligt at forudsige hvad der vil ske undervejs, og jeg havde i hvert fald ikke set slutningen komme. Jeg er dog noget skuffet over bogens forside, som jeg bare ikke synes virker særlig sexet - og er det noget handlingen er, så er det sexet.
Er man fan af serien vil man bestemt ikke blive skuffet. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til at læse næste bind.

Se også forfatterens hjemmeside.

mandag den 24. oktober 2016

Top 10 Liste: Mest genlæste fantasyserier

Jeg har bestemt mig for at indføre noget nyt på bloggen, nemlig Top 10 Lister. I listerne vil jeg give 10 anbefalinger til fantasylæsning, ud fra min egen læsning. Jeg vil forsøge at lave en liste om måneden, men det er dog langt fra sikkert at det bliver sådan det ender. 
Top 10 Listerne er ikke i prioriteret rækkefølge, hvor det bedste står øverst, men simpelthen 10 fantasyanbefalinger fra mig til jer. 
Rigtig god fornøjelse.

10 mest genlæste fantasyserier

Serier forstås som tre eller flere fantasybøger der hænger sammen, og en fantasyforfatter kan kun repræsenteres af en serie på listen. 


J.R.R. Tolkien: Ringenes Herre
Eventyret om Ringen
De to tårne
Kongen vender tilbage


Serien handler om hobbitten Frodo, som af sin onkel arver en magisk ring. Ringen viser sig at tilhøre den onde Sauron, hvis ondskab igen begynder at vokse, efter flere tusind års fred. Frodo bliver udvalgt til at føre Ringen til Mordor og ødelægge den, så Saurons magt kan blive brudt. Han bliver ledsaget af en gruppe af mennesker, dværge, elvere og hobbitter på sin færd, og med i gruppen er også troldmanden Gandalf. Men Ringens magt vokser i takt med Saurons ondskab, og Frodos kræfter og modstandskraft forsvinder langsomt under den lange rejse. Kun trofasthed og kærlighed kan overvinde Ringens magt, og skal verden reddes, må alle frie folkeslag stå sammen mod ondskaben. 

Det kommer nok ikke som en overraskelse for de af jer der kender mig, at Ringenes Herre står på listen. Jeg har elsket Tolkiens univers lige siden jeg som barn fik læst Hobbitten højt, og det var igennem Tolkien at min kærlighed til fantasygenren blev født. Siden jeg selv lærte at læse har jeg genlæst Tolkiens bøger igen og igen. Serien er for mig den ultimative fantasyserie - beklager, Harry Potter-fans - og vil altid have en særlig plads i mit hjerte.


Guy Gavriel Kay: Fionavar-Gobelinen
Sommertræet
Den vandrende ild
Den mørkeste vej


Fem unge fra Torontos universitet møder en aften en troldmand fra en anden verden. Han overtaler dem til at besøge Fionavar, som er den første af alle verdener, og hvis skæbne har stor betydning for alle de andre verdener. Men allerede under rejsen går det galt, og de fem bliver skilt fra hinanden. Mens de fire, Kimberly, Kevin, Jennifer og Paul, venter på at troldmanden får opstøvet deres ven, Dave, opholder de sig som æresgæster ved kongen af Brennins hof, hvor der forberedes en stor fest. Men en gammel ondskab er i færd med at rejse sig, og falder Fionavar, falder de andre verdener snart efter. De fem venner får hver især en rolle at spille i kampen mod den onde Rakoth Maugrim, og finder undervejs ud af hvem de selv er. 

Jeg læste første gang serien som ung teenager, da jeg, i rent selvforsvar, begyndte at græsse i voksenafdelingen, efter at have læst alle bibliotekets andre fantasybøger. Serien fangede mig med det samme, ikke mindst på grund af dens fantastiske sprog, og det helt igennem utrolige univers. Siden har jeg genlæst den rigtig mange gange, og hver gang begejstres jeg over sproget, som fanger mig allerede i indledningen. Jeg forstår stadig ikke, at det kun er denne ene serie af forfatterens mange bøger, der er oversat til dansk. 


Diana Wynne Jones: Chrestomanci-serien
Christopher Chants ni liv
Et fortyllet liv
Magikerne i Caprona
Hekseskolen
Conrad´s Fate
The Pinhoe Egg
Mixed Magics


Serien handler om ærkemagikeren Chrestomanci, der som den eneste har ni liv. Hans opgave er at holde styr på magien og stoppe onde magikere fra at ødelægge de forskellige verdener. I løbet af serien bliver Chrestomanci-titlen overtaget af forskellige personer, ligesom Chrestomanci også har et par lærlinge undervejs. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.

Jeg har læst Chrestomanci-serien et utal af gange siden jeg var barn, og vender stadig tilbage til bøgerne den dag i dag. Der er nemlig noget ufatteligt charmerende og magisk over dem, og så er de fulde af humor. De første fire bøger er oversat til dansk, men de sidste tre, hvoraf Mixed Magics er en novellesamling, er aldrig blevet det, formodentlig fordi de blev udgivet flere år efter de første bind, hvor Diana Wynne Jones desværre begyndte at gå lidt i glemmebogen blandt såvel forlag som læsere. Og det er synd, for hendes bøger er fantastiske, og fulde af varme, humor og magi. 


Tamora Pierce: Løvindens sang
Alanna
I Gudindens hånd
Kvinden Der Rider Som En Mand
Den Springende Løvinde


Tvillingerne Thom og Alanna har magiske evner. Thom drømmer om at blive troldmand, og hader at øve krigerfærdigheder, mens Alanna drømmer om at blive ridder, og ikke har spor lyst til at blive en fin dame. Da tvillingerne af deres far bliver sendt hjemmefra for at gå i skole, beslutter de sig for at bytte plads. Mens Thom tager til klosterskolen for at lære trolddom, udgiver Alanna sig for at være en dreng, og tager til hovedstaden for at lære at blive ridder. Hun finder dog snart ud af, at det slet ikke er så let at blive kriger som hun troede, og samtidig må hun hele tiden passe på ikke at ingen finder ud af at hun i virkeligheden er en pige. Heldigvis får hun en gruppe gode venner, heriblandt kronprinsen og tyvenes konge, som hjælper hende med at forfølge den fremtid hun så brændende ønsker sig. 

Jeg har elsket den her serie siden jeg første gang læste den som barn, og har siden genlæst den igen og igen. Universet er helt fantastisk, og bliver hele tiden udbygget, efterhånden som der kommer både efterfølgende og tidligere serier til. At serien har et stærkt feministisk budskab gik fuldstændig hen over hovedet på mig som barn, hvor jeg i stedet bare syntes det var en god historie. Det synes jeg sådan set stadigvæk det er, men som voksen kan jeg se flere lag i historien, og derfor holder den også stadigvæk. Det var derfor også et stort øjeblik da jeg hørteTamora Pierce fortælle til Fantasyfestivalen i Esbjerg i 2015. 


Judith Tarr: The Hound and the Falcon 
The Isle of Glass
The Golden Horn
The Hounds of God

På dansk: Hunden og Falken: Elvermunken, Det gyldne horn, Herrens hunde


Serien handler om munken Alfred som gemmer på en hemmelighed. Han er nemlig elver, og har som sådan, efter Bibelens forskrifter, ikke nogen sjæl. En dag dukker en anden elver op i klostret, hårdt såret, og Alfred får pludselig brug for sine magiske evner. Elveren pålægger ham at opsøge kongen, Richard Løvehjerte, for at overbringe et budskab fra elverkongen, og pludselig må Alfred lære at begå sig i verden udenfor klostrets mure. Han får selskab af en hund, som er mere end den ser ud til, og bliver kastet ind i en verden af hofintriger, religiøs fanatisme og magi. 

Jeg har altid været vild med historie fra middelalderen og korstogstiden, og da jeg som barn opdagede denne historiske fantasy-serie var jeg helt solgt. Jeg har læst den og den samhørende serie, Korset og Halvmånen, et utal af gange, og en stor del af min fascination af og viden om korstogstiden stammer herfra. Magi og historie - what´s not to lige?


Lloyd Alexander: Kampen om landet Prydain
Tarans første rejse
Taran og mørkeridderne
Taran og borgen på øen
Taran Vandringsmand
Kong Taran


Serien handler om drengen Taran som er hittebarn, og opvokset hos troldmanden Dallben. Han vil gerne være en stor helt, men lever i stedet et helt almindeligt liv som grisepasserassistent. Hvis man da kan kalde det helt almindeligt at tage sig af en orakelgris. En dag stikker grisen af, og det bliver starten på et eventyr ud over det almindelige hvor Taran møder både prinser, prinsesser, mærkelige og onde væsener, og må tage kampen op mod ondskaben. 

Serien er en af de klassiske fantasyserier for børn, og er temmelig letlæst, selvom historien på ingen måde mangler noget. Jeg har læst den igen og igen, og elsker seriens humor og sprog, og ikke mindst de mange dejlige personer som læseren møder undervejs. 


David Eddings: The Elenium
The Diamond Throne
The Ruby Knight
The Sapphire Rose

På dansk: Eleniaden: Dronningens beskytter, Jagten på Bhelliom, Patriarkens trone, Kampen mod Azash


Ridder Jernhøg har i mange år levet i eksil. Men da hans konge dør, vender han tilbage til sit fødeland for at tjene sin dronning, og indtage sin retmæssige plads som Dronningens beskytter. Da han vender hjem finder han hurtigt ud af, at kongen er død under mystiske omstændigheder, og at den unge dronning er blevet ramt af en ukendt sygdom. Heldigvis er det lykkedes nogle riddere af hans orden og hans lærer i magi, Sephrenia, at indkapsle dronningen i magi, men det er en stakket frist, og finder Jernhøg ikke en kur, vil dronningen være død inden der er gået et år. Sammen med riddere fra de andre ridderordener, sin væbner og hans søn, Sephrenia og hittebarnet Flute må Jernhøg kæmpe mod tiden og dronningens fjender for at finde en kur. En kur, som kan vise sig at være farligere end man skulle tro, for en ældgammel fjende er begyndt at røre på sig igen, og Jernhøg kan risikere at måtte vælge mellem sin dronning og sine ridderløfter.

Som barn slugte jeg serien igen og igen, og det har egentlig ikke ændret sig efter jeg er blevet voksen, på trods af at jeg nu undrer mig over hvorfor serien er placeret i børneafdelingen, indholdet taget i betragtning. Jeg er vild med Eddings´ skrivestil og verdensopbygning, og havde jeg ikke valgt at hver forfatter kun kunne repræsenteres af én serie, ville alle forfatterens serier stå på listen. 


C.S. Lewis: Narnia-serien
Troldmandens nevø
Løven, heksen og garderobeskabet
Hesten og drengen
Prins Caspian
Morgenvandrerens rejse
Sølvstolen
Det sidste slag


Serien handler om landet Narnia, som er nært forbundet med alle andre verdener. Børn fra vores verden besøger Narnia, hvor de får afgørende betydning for landet og kampen mod det onde.

Endnu en klassisk fantasyfortælling for børn, som jeg har genlæst igen og igen. I og med at hver bog i serien fortæller en afsluttet historie, og der i øvrigt skiftes hovedpersoner i hvert bind, er det svært at komme med et samlet referat, men tilsammen fortæller serien utrolig historie. Det var bestemt ikke alle bind jeg var lige begejstret for som barn, men efter jeg som voksen fandt ud af at C.S. Lewis med bøgerne ville fortælle om kristendommen for børn, er jeg blevet mildere stemt overfor nogle af bøgerne, som pludselig begyndte at give mening, og jeg genlæser dem stadig indimellem. 


Anne McCaffrey: Skjaldenes hal-serien
Ildøglernes sang
Skjaldenes hal
Dragetrommer


Menolly er datter af en borgherre, og har store musikalske evner. Men hendes far nægter at lade hende uddanne sig som skjald, og efter et uheld med en fisk ødelægger hendes ene hånd, mister hun håbet. Men da hendes forældre helt forbyder hende at synge og spille, flygter hun fra borgen. Men Pern er et farligt sted at bo, og da der pludselig falder Tråd, må Menolly gemme sig i en hule. Her finder hun en rede med ni ildøgleæg, og pludselig ændrer hendes fremtid sig i en grad hun aldrig ville have drømt om. 

Jeg elsker alt hvad der har med drager at gøre, så det er ikke så mærkeligt, at jeg har genlæst serien her et utal af gange. Som teenager fandt jeg ud af, at Pern-serien på originalsproget er endnu længere end disse tre, men jeg har faktisk kun fået læst en enkelt af de andre trilogier på engelsk. Jeg har dog undret mig en del over, at forfatteren selv betegnede sig som science fiction-forfatter, for jeg har altid betragtet denne serie som fantasy. 


Margaret Weis & Tracy Hickman: DragonLance - Krøniker
Dragons of Autumn Twilight
Dragons of Winter Night
Dragons of Spring Dawning

Tidligere: De første tegn, Drageskygger, Dragemørke, Dragelansen, Dragekrigen, Mørkets dronning


Dragerne er vendt tilbage til Krynn, som er et land behersket af guderne og tre slags magi. Mørkets dronning er i gang med at opbygge sine styrker, og krig synes uundgåelig. En gruppe bestående af en ridder, to barbarer, en kriger, en halvelver, en dværg, en kendar og en troldmand begiver sig sammen ud for at finde dragelansen, det eneste våben der kan dræbe de drager der hærger Krynn. Men vejen er lang og farefuld, og det er ikke nemt at skabe sammenhold mellem de forskellige racer. 

Som sagt elsker jeg drager, så selvfølgelig har jeg også læst denne serie - og de efterfølgende - igen og igen. For godt nok er serien ikke stor litteratur, og samtlige fantasyklicheer kan findes i bøgerne, men historien har altså et eller andet over sig, som bare virker. Jeg læste serien første - og anden - og tredje - og...  gang - som barn, og elskede den højt. Jeg må dog indrømme, at de to første serier - Krøniker og Legender - for mig er de absolut bedste, og jeg stod af ved de to sidste serier, Sjæle-Krøniken og Dødekrøniken


Har I læst nogle af serierne på listen? Og hvad synes I om dem?

søndag den 23. oktober 2016

Den faldne djævel

Den faldne djævel er 6. og sidste bind i fantasyserien Den Store Djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen.

Azriel er blevet genopvækket fra de døde af Jesus, og hans ønske om hævn har aldrig været større. Satina og Filip forsøger at stoppe ham, men Filip er ikke længere en djævel, og selvom han er vred på Gud har han svært ved at finde det had der er nødvendigt for at få hornene igen.
Men for at stoppe Azriel må de først finde ud af hvad hans planer er. Jagten på Azriel fører Satina og Filip til Hades, Asgård og Paradis, men jo flere svar de får, jo flere spørgsmål opstår der. For hvad er det egentlig Azriel vil?
Samtidig kæmper Filip med sine følelser for Satina, og for at finde ud af om han vil blive i Helvede eller vende tilbage til livet. Og det gør det ikke nemmere at tage en beslutning, da Azriel angriber hans mor.
Den endelige krig om Helvede, Paradis og jorden er i gang, og vinder Azriel, vil ondskaben udslette det gode. Filip får brug for al sit mod hvis han skal vinde Den Store Djævlekrig...

Jeg har glædet mig til at læse sidste bind i serien lige siden jeg vendte sidste side i foregående bind, og købte bogen dagen efter den udkom, til Fantasyfestivalen i Esbjerg. Siden har den ligget og ventet på det helt rigtige tidspunkt, nemlig min første Readathon, som jeg var sikker på bogen ville passe perfekt til. Og det gjorde den også, for sikke en slutning!
Kenneth Bøgh Andersens sprog er som altid helt fantastisk. Det er flydende, billedskabende og letlæst, og fyldt med grumme beskrivelser, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen, og en god portion humor, som gør at læseren ikke dør af skræk undervejs. Og så er talesproget utroligt gennemført, med djævlene for hvem  "ond dag"  er det samme som "god dag", og indbyggerne i Paradis for hvem det er lige modsat.
Bogens univers - eller universer, hvis man tager de enkelte dødsriger og verdener hver for sig - er utroligt gennemført, og man føler sig som læser hurtigt hjemme i Helvede, Asgård og Hades, som virker mere interessante end Paradis, hvor alt godt nok ikke kun er godt, men hvor der mangler noget kulør.
Personerne er levende og menneskelige, gode og onde, og langt de fleste er begge dele. Selv Gud, med det heftige temperament, rummer begge dele, og også Lucifer har langt mere godt i sig end man skulle tro. Filip selv balancerer igennem hele bogen på kanten mellem godt og ondt. Han vil gerne være ond, men har svært ved at give sig hen til ondskaben - også selvom det ville give ham en fordel i kampen mod Azriel, som nok er den eneste person der er gennemført ond, og give ham muligheden for at blive i Helvede hos de djævle, og den faderskikkelse, han har savnet så meget. Men Filip er også teenager på godt og ondt, og det kommer på den fineste måde til udtryk i den måde forholdene til Satina og Sabrina, og Satinas kæreste, bliver beskrevet på. Det er troværdigt og utroligt godt skrevet.
Handlingen er fyldt med spænding, action, tortur, hævnplaner, mord, intriger, kærlighed, venskab, ondskab, godhed, død, jalousi og liv, og de mange plottwist gør historien umulig at forudsige og holder læseren på kanten af stolen hele vejen igennem. Der er blod, iskolde gys og lig til den store guldmedalje, men også kærlighed, tilgivelse og frie valg. For i sidste ende er det dét der er forskellen på godt og ondt - eller Filip og Azriel. Filip vil have det frie valg han føler Gud har snydt ham for, og Azriel vil fratage alle andre friheden. Det er ondt, og det er godt, og historien fik mig til skiftevis at grine og græde mens jeg fulgte Filips færd gennem liv og død.
Den faldne djævel er en fantastisk afslutning på en fantastisk serie. Jeg kommer til at savne Filip, og ikke mindst Helvede, og selv om serien er slut kan jeg ikke lade være med at håbe på flere historier i universet. For med en lidt omformuleret kliche, så skal det være ondt, før det er godt.
Serien og bogen kan varmt anbefales, og har du ikke læst den endnu, er det bare med at komme i gang.

Se også forfatterens hjemmeside.

Gangene under jorden

Gangene under jorden er 1. bind i science fiction-trilogien Oprøret , skrevet af Jacob Oliver Krarup.

Så længe Casper kan huske har han arbejdet under jorden i en diamantmine. Arbejdet er hårdt, og læretiden som minearbejder byder på konflikter med både vagter og de andre lærlinge. Casper har kun to venner, Sandra og William.
En dag kommer der fint besøg i minen. Og en af de besøgende, en pige, er en som Casper har set før. Men kun i sine drømme, hvor han hedder Noah, og har en familie.
Casper bestemmer sig for at finde ud af hvor han kommer fra, men for at gøre det, må han stikke af fra minen. Og det er bestemt ikke ufarligt.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Calibat.

Da forfatteren spurgte om jeg ville anmelde bogen sagde jeg ja tak, da jeg syntes den lød spændende. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. For bogen er spændende - uhyggeligt spændende. Handlingen er fyldt med action, mærkelige drømme, slaveri, jalousi, forræderi, hemmeligheder og venskab, og tempoet er højt hele vejen igennem. Sproget er flydende og letlæst, og især beskrivelserne af de mørke minegange er utroligt gode. Personerne er levende og menneskelige, og især hovedpersonen Casper lærer man rigtig godt at kende. Som læser kan man ikke undgå at leve sig ind i Caspers situation, og man hepper på ham mens han jagter sin fortid, og drages ind i konflikter med de andre unge. Men også bipersonerne Sandra og William lærer man godt at kende, og kommer til at holde af. Konflikterne er i øvrigt noget af det som virkelig er beskrevet godt i den her bog, fordi de både virker hverdagsagtige og som noget der sker unge imellem, og som noget der hører en uretfærdig tilværelse til. Bogen er flot illustreret i sort/hvid, og tegningerne er med til at gøre bogen endnu mere spændende. Bagest i bogen er der et appendix som forklarer mere om livet i minen, og det fungerer rigtig godt. Bogen har målgruppen 10+, og jeg er sikker på at den nok skal vække begejstring blandt de børn den er skrevet til. Jeg var i hvert fald godt underholdt.

lørdag den 22. oktober 2016

Readathon #1

For første gang i år deltager jeg i Dewey´s 24 Hour Readathon, og jeg har glædet mig længe. I det næste døgn er det kun læsning der er på programmet, kun afbrudt af en nødvendig, for mig, sovepause, og opdatering på de sociale medier, hvor jeg både lægger min egen læsning op og følger med i andre deltageres status. I løbet af Readathonen vil jeg løbende opdatere dette blogindlæg, ligesom jeg også vil være aktiv på GoodreadsInstagram og Facebook.


Forberedelserne til Readathon begyndte allerede da jeg havde bestemt mig for at tilmelde mig, hvor jeg begyndte at overveje hvilke bøger jeg skulle læse. Jeg ved allerede, at jeg ikke holder til at læse hele døgnet igennem, så stakken skulle være realistisk, og et af de gentagne råd jeg har læst på tidligere deltageres blogge er, at det er en god idé at have korte bøger og forskellige genrer med i stakken. Den endelige stak er en blanding af nye og gamle bøger, som er meget forskellige.
Bøgerne er:

John Green: Endnu en Katherine. 282 sider.
Bogen er den eneste John Green-bog jeg ikke har fået læst, selvom den har stået i min reol et stykke tid. Jeg har bestemt mig for, at det er den bog jeg starter med, så jeg endelig kan få den læst.

Tove Ditlevsen: Gift. 140 sider.
Også denne bog har stået ulæst i min reol et stykke tid. Den er købt på tilbud på et eller andet tidspunkt, og er en erindringsbog som jeg glæder mig til at dykke ned i.

Audrey Carlan: Januar (Calendar Girl 1). 159 sider.
Bogen er et særtryk fra Lovebooks, som jeg modtog til årets Bogbloggertræf. Det er en erotisk fortælling som jeg har hørt en del om, men som jeg egentlig ikke havde planer om at læse. Nu hvor jeg har den, skal den dog læses, og jeg tænker den vil være et godt afbræk efter erindringsbogen.

Sarah Crossan: One. 377 sider.
Også denne bog fra Politikens Forlag modtog jeg til årets Bogbloggertræf. Det er en Young Adult-roman som jeg har hørt rigtig meget godt om, og som jeg er meget spændt på at læse. Bogen er skrevet i digtform, og jeg forudser masser af tårer.

Rainbow Rowell: Kindred Spirits. 62 sider.
Denne bog har jeg ønsket mig i et stykke tid, men den har været stort set umulig at skaffe.Den er nemlig et særtryk som blev udgivet i forbindelse med World Book Day 3. marts 2016, og som hurtigt blev revet væk. Endelig lykkedes det så at finde den på Amazon, og jeg er sikker på at bogen vil være perfekt at læse som afslutning på første del af Readathonen.

Kenneth Bøgh Andersen: Den faldne djævel (Den Store Djævlekrig 6). 297 sider.
Jeg afslutter Readathonen med sidste bind af en højtelsket fantasyserie. Bogen udkom 16. september, og var én af dem jeg købte til årets Fantasyfestival i Esbjerg. Jeg har været fristet til at læse den siden jeg købte den, men har holdt stand, fordi jeg var sikker på, at den ville være perfekt til Readathonen.

Ialt er læsestakken på 1317 sider, som jeg burde kunne komme igennem. Jeg tror ikke jeg løber tør, men skulle det ske, er der jo altid backup at finde i reolerne.

Skal I også være med? Og hvor kan jeg følge jer?


10.58 
Nu er der kun ganske få timer til det går løs, og jeg er så klar.
Bøgerne er udvalgt, slik og frugt er købt, aftensmaden er i fryseren, og det eneste jeg mangler er at gå en tur med støvsugeren, så jeg ikke bliver forstyrret af dårlig samvittighed mens jeg læser. Og jeg løber næppe tør for slik undervejs. Se bare her:

Jeg har tjekket at alle bøgerne er på Goodreads, så jeg ikke skal spilde tid med at oprette dem efterhånden som jeg får dem læst, og der er taget billeder af bøgerne, så de bare skal lægges på bloggen efterhånden som jeg bliver færdig med dem. Og så har jeg skrevet det blogindlæg som jeg vil opdatere løbende under Readathonen.

13.47
Går og tripper, mens jeg kigger på uret. Jeg har været forbi Dewey´s 24 Hour Readathons hjemmeside og udfyldt de fem Opening Event Questions. I skal heller ikke snydes for dem, så de kommer her:

1) What fine part of the world are you reading from today? Ribe, Denmark.
2) Which book in your stack are you most looking forward to? Den faldne djævel by Kenneth Bøgh Andersen, last volume in a Danish fantasy series.
3) Which snack are you most looking forward to? Oreos with double cream.
4) Tell us a little something about yourself! Children´s Librarian and booklover.
5) If you participated in the last read-a-thon, what’s one thing you’ll do different today? If this is your first read-a-thon, what are you most looking forward to? I look forward to following the other participants and of course reading a lot of books.

Slik, frugt og te er stillet frem, og den første bog er valgt, og venter nu bare på at blive åbnet.

14.00
Så er det nu! Første bog er John Greens Endnu en Katherine.

17.15
Færdig med første bog, og er glædeligt overrasket. Synes den var både sjov og tankevækkende, selvom jeg må indrømme at de matematiske formler gik noget hen over hovedet på mig. Den er ikke på højde med forfatterens En flænge i himlen, men det ville også være urimeligt at forvente.
Jeg har lavet mere te, og vil nu tjekke blogge rundt omkring, inden jeg går i gang med næste bog, som bliver Tove Ditlevsens Gift.

19.30
Aftensmaden står i ovnen, og jeg er blevet færdig med anden bog. Den var slet ikke som jeg havde regnet med. Tove Ditlevsens sprog er fantastisk, men bogen er meget barsk og temmelig deprimerende, så efter aftensmaden tager jeg hul på en lille let sag, i form af Calendar Girl 1: Januar af Audrey Carlan. Forhåbentlig letter det humøret lidt.
Mens aftensmaden bliver færdig vil jeg kigge mig omkring på andre deltageres blogge, og trække lidt frisk luft. Kan mærke jeg trænger til lidt blæst og kold luft til at vække mig lidt.

20.32
Aftensmaden er spist, og te og chokolade har fundet vej tilbage til bordet. Jeg har lige været ude og blive luftet lidt, og er nu klar til begynde på Readathonens tredje bog. 

22.06
Er færdig med Calendar Girl: Januar, og er blevet bekræftet i, at den ikke var noget for mig. Alt for meget sex, og den handling der var, var urealistisk. Men den var da et godt og fluffy afbræk efter Gift. Nu vil jeg gå i gang med den nok sidste bog inden jeg går i seng, nemlig One af Sarah Crossan, som jeg har hørt rigtig meget godt om.

23.42
Fjerde bog er færdiglæst, og hold op hvor var den bare god! Jeg tudede mig igennem slutningen, og slugte bogen på næsten ingen tid. Jeg mindes ikke at have læst en roman i digtform før, men bogen var så godt skrevet og handlingen så medrivende, at jeg faktisk ikke tænkte over det.
Nu vil jeg tjekke blogge og opdateringer rundt omkring, før jeg går i seng og sover nogle timer. Vi ses i morgen tidlig.

9.12
Er stået op og parat til endnu nogle timers læsning. Rundstykkerne er i ovnen, og mens de varmer færdig vil jeg begynde på femte bog i stakken, som er en lille tynd sag. Det er nemlig Rainbow Rowells Kindred Spirits.

10.03
Jeg har fået spist morgenmad, og læst Kindred Spirits, som er en rigtig sød bog om fans, nørder og Star Wars. Bogen er sjov og rigtig godt skrevet, selvom den ikke er så lang. Den helt rigtige vågne op-bog. Nu vil jeg surfe lidt rundt på de andre deltageres blogge før jeg begynder på den sidste bog i min læsestak, Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen.

12.52
Jeg er færdig med sjette og sidste bog i min læsestak, som bestemt var en værdig afslutning på serien. Udførlig anmeldelse følger senere.
Der er stadig lidt over en time til Readathonen er slut, så jeg har bestemt mig for at supplere læsestakken med et anmeldereksemplar fra forlaget Calibat, nemlig Oprøret af Jacob Oliver Krarup, som er første bind i serien Gangene under jorden. Bogen er på 69 sider, så jeg burde kunne nå at blive færdig med den.

13.26
Er blevet færdig med Gangene under jorden 1: Oprøret, og vil nu bruge den sidste halve time på at tjekke de andre deltageres fremskridt. Jeg har i alt fået læst 7 bøger på 1386 sider, og er egentlig helt stolt af mig selv. Senere i dag får jeg skrevet anmeldelser på Den faldne djævel og Oprøret, men jeg kan godt mærke at hovedet lige skal have en pause. Jeg tror også jeg vil gå en tur i solskinnet når Readathonen officielt er slut, men indtil da vil jeg kigge mig lidt omkring og se hvordan det er gået for de andre læsere.

13.41
Har udfyldt Dewey´s End of Event Survey, og den skal I da ikke snydes for.

1.Which hour was most daunting for you? Hour 10 - around 23 o´clock in Denmark.
2. Could you list a few high-interest books that you think could keep a Reader engaged for next year? Kindred Spirits by Rainbow Rowell, One by Sarah Crossan and Den faldne djævel by Kenneth Bøgh Andersen.
3. Do you have any suggestions for how to improve the Read-a-thon next season?No.
4 What do you think worked really well in this year’s Read-a-thon? Everything.
5. How many books did you read? 7.
6. What were the names of the books you read? Endnu en Katherine by John Green, Gift by Tove Ditlevsen, Calendar Girl: Januar by Audrey Carlan, One by Sarah Crossan, Kindred Spirits by Rainbow Rowell, Den faldne djævel by Kenneth Bøgh Andersen, Oprøret by Jacob Oliver Krarup.
7. Which book did you enjoy most? It´s a toss up between Den faldne djævel and One.
8. Which did you enjoy least? Calendar Girl: Januar
9. How likely are you to participate in the Read-a-thon again? What role would you be likely to take next time? Very likely, and I would be a reader again.

14.00
Oktobers Readathon er officielt slut, og det har virkelig været en dejlig oplevelse at bruge et helt døgn (næsten) på læsning og bøger. Jeg har virkelig hygget mig, og det har ikke mindst været fordi jeg har vidst, at der, samtidig med at jeg læste, har siddet læsere i hele verden og læst lige så opslugte som jeg. På den måde er læsningen, som ellers kan være noget asocial, pludselig blevet vældig social, og det har været sjovt at følge de andre læseres fremskridt via de sociale medier.
Jeg fik selv læst 7 bøger, på trods af at jeg havde en pause på 9 timer hvor jeg fik noget tiltrængt søvn. Det har fungeret rigtig godt at læse korte bøger i forskellige genrer, og det er noget jeg tager med mig til næste Readathon. For jeg skal så meget være med igen.
Jeg må konstatere at jeg har indkøbt så rigeligt med slik og frugt, og jeg fik langtfra spist det hele. Næste gang kan jeg roligt skære ned på indkøbene, for der går i hvert fald et stykke tid før jeg skal spise mere chokolade. Jeg kunne godt have ønsket mig, at jeg havde været lidt bedre til at kommentere og følge med ved de andre bloggere, men det må jeg så sætte mere tid af til næste gang.

Har I været med? Og hvordan er jeres læsedøgn gået?

fredag den 21. oktober 2016

Mørke Guders Templer

Mørke Guders Templer er en fantasynovellesamling redigeret af Rasmus Wichmann og Henrik
Sandbeck Harksen, og med noveller af Martin Wangsgaard Jürgensen, Helle Jakobsen, A. Silvestri, Christina E, Ebbesen, Bjarke Schjødt Larsen, Michael Dyst, Flemming R.P. Rasch, Kristoffer Jacob Andersen, Lars Kramhøft, Rasmus Wichmann og Thomas Hverring.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget H. Harksen Productions.

Da forlaget henvendte sig og spurgte om jeg havde lyst til at anmelde en samling af Sword & sorcery-noveller for voksne sagde jeg ja tak. Godt nok er Sword & sorcery ikke min yndlingsgenre, men jeg syntes det lød spændende med en samling fantasynoveller for voksne skrevet af danske forfattere. Nu har jeg så læst bogen, og jeg må konstatere, at den desværre ikke var noget for mig.
For at starte fra en ende af, så var jeg meget imponeret over forfatternes sprog. Der var virkelig gjort noget ud af beskrivelserne, og der var nogle utroligt opfindsomme fornærmelser i talesproget, som også ledte tankerne hen på fantasyuniverser med det lidt mere gammeldags sprogvalg. Kun i novellen En sang om vand havde jeg et problem med sproget, som på mig virkede en smule gentagende, og det er da også den ene af to noveller som jeg ikke rigtig forstod.
Stemningen i novellerne er meget dyster, og det er også en af grundene til at jeg ikke rigtig brød mig om bogen. Det blev simpelthen for deprimerende for mig, fordi der aldrig skete noget godt for hovedpersonerne. Kun i en enkelt af novellerne, Karzul - Stjernekoglerens forbandelse, var stemningen lidt lysere, fordi forfatteren brugte humor til at fortælle den, og det er da også én af de noveller som jeg bedst kunne lide. Enkelte af novellerne var for mig mere gys end fantasy, og især den første, Menneskejagt, skræmte mig fra vid og sans. Jeg fik flere gange undervejs i bogen en Lovecraftsk fornemmelse, hvilket også hænger sammen med de mange sønderrevne lig og tentakler i bogen. Der er utroligt mange lig, drab, mord, blod, tentakler og kannibalisme i bogen, og i flere af novellerne vader hovedpersonerne bogstavelig talt i blod og kropsdele. Og da beskrivelserne er så gode som de er, krævede læsningen masser af lys og en forsvarligt låst dør.
Et af kendetegnene for Sword & sorcery er, at historien er fokuseret på helten - eller snarere antihelten - da personerne ofte er lejesoldater eller overlevere, som enten bliver betalt for en opgave eller vil tage hævn for noget der er overgået dem. Og hovedpersonerne i bogens noveller er ingen undtagelse. Desværre betød det også, at det var svært at finde noget positivt at sige om hovedpersonerne, fordi de fleste af dem simpelthen var gennemført usympatiske og utroligt selvcentrerede. Jeg kom aldrig rigtig til at holde af dem, og det gjorde det ikke bedre at der aldrig skete noget godt for dem.
Alt i alt var det her bare ikke en bog for mig. Jeg må nok konstatere, at jeg mere er til episk fantasy og den klassiske kamp mellem godt og ondt, end til sword & sorcery. Jeg har brug for nogle mere sympatiske hovedpersoner og mere verdensopbygning end den her novellesamling bød på, og så foretrækker jeg min fantasy mindre gyset. Men kan man lide spandevis af blod, afrevne lemmer, tentakler, og mørke fortællinger á la Lovecraft vil man sikkert kunne lide novellerne.

tirsdag den 18. oktober 2016

Club Dead

Club Dead er 3. bind af varmpyrserien The Southern Vampire Mysteries, også kaldet Sookie Stackhouse-serien eller True Blood, af Charlaine Harris.

Sookie er ved at have vænnet sig til at have vampyrer i sit liv. Og især Bill, hendes kæreste. Men på det seneste har Bill virket noget fjern, og mere optaget af den opgave som dronningen af Louisiana har givet ham end af Sookie. Opgaven fører Bill til Seattle, men inden han tager af sted beder han Sookie om at gemme hans computer hvis hun ikke hører fra ham, eller hvis der skulle ske ham noget.
Og så forsvinder han. Sookie bliver opsøgt af Eric, Bills nærmeste chef, som fortæller hende at Bill er blevet kidnappet - i Mississippi! Og ikke nok med at Bill har løjet for Sookie om hvor han skulle hen, han har også fundet sammen med sin vampyrekskæreste - uden at fortælle hende det.
Men det er ikke de eneste problemer Sookie har. Et varulvebandemedlem opsøger hende på hendes arbejde for at kidnappe hende, og kun en indgriben fra Bubba, en ikke særlig klog vampyr med en forkærlighed for katte, redder hende.
Eric beder Sookie om at tage til Mississippi og finde Bill, før Louisianas dronning bliver for utålmodig. Og for at det ikke skal virke alt for oplagt, skal Sookie gå undercover som kæreste til varulven Alcide, og finde ud af om kongen af Mississippi har Bill - og hvor.
Men det er bestemt ikke ufarligt, og før Sookie får set sig om er hun op til halsen i jaloux formskifter-ekskærester, døde varulve i skabe, fanatiske vampyrjægere og tiltrækkende mænd som hellere end gerne vil have hende med i seng. Hvad skal en telepat dog stille op?

Det er et stykke tid siden jeg læste de første to bind i serien, og da jeg valgte serien som månedens læsetema var det fordi jeg rigtig gerne ville læse videre i den. Nu har jeg så taget det første skridt på vejen med bind 3, og jeg er bestemt ikke skuffet. Bind 3 er nemlig ligeså godt som jeg husker de første bind i serien. Og hvorfor er det så det? Først og fremmest er der sproget. Charlaine Harris kan noget med sprog, og som læser føler man sig hurtigt hensat til det sydlige USAs fugtige klima og mentalitet. Beskrivelserne er virkelig gode og livagtige, og sproget er flydende og letlæst, krydret med en god portion humor. Personerne er mennesker på godt og ondt, og virker utroligt menneskelige - selv dem der teknisk set ikke er mennesker. Især hovedpersonen Sookie lærer man rigtig godt at kende, og man føler virkelig med hende og forbander, ligesom hun selv, hendes utrolige tiltrækning af uheld. Sookies komplicerede forhold til Bill er virkelig godt beskrevet, og man kan ikke undgå at være rasende på Bill på hendes vegne. Jeg er også ret vild med Bubba, hvis virkelige identitet er genstand for en del konspirationsteorier, og som, på trods af at han er vampyr, virkelig er en rar person, selvom han uforvarende ofte får gjort situationerne endnu mere rodede. Handlingen er rigtig godt skruet sammen, og de mange twists undervejs gør plottet umuligt at forudsige, og bogen uhyggeligt spændende. Historien er fyldt med action, vampyrer, varulve, intriger, politik, kærlighed, jalousi, utroskab, mord og masser af lig som, bogstavelig talt, vælter ud af skabene.
Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien og se hvilke nye problemer Sookie får rodet sig ud i, og er man fan af serien vil man absolut ikke blive skuffet.

Se også forfatterens hjemmeside.

onsdag den 12. oktober 2016

Mareridt & Myrekryb 1

Mareridt & Myrekryb 1 - Syv uhyggelige historier er en gysernovellesamling skrevet af Nick
Clausen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet. 

I august måned dukkede der en fuldstændig uventet bogpakke op i min postkasse. Det var en overraskelsesgave fra Facet med tre bøger, hvoraf Mareridt & Myrekryb 1 var en af dem. Nu har jeg så fået læst den første af bøgerne, og jeg må sige at titlen er velvalgt. Historiernes krybende uhygge gav mig myrekryb mens jeg læste dem, og mareridt efter jeg læste dem. Og det på trods af at novellerne alle er rettet mod børn. Nick Clausen formår at skrive gys på en måde, som er skræmmende enkel i sproget, og uhyggeligt billeddannende. Sproget er letlæst - bogen har lixtal 17 - og flydende, men det betyder bestemt ikke at der er skruet ned for gysene. Og faktisk er det eneste for mig der fortæller at den er skrevet til børn alderen på hovedpersonerne, for forfatteren taler på intet tidspunkt ned til sin læserskare, eller dæmper uhyggen. Mine nerver ville nok have haft det bedre hvis han havde gjort det sidste.
Det er altid svært at komme med et handlingsreferat for en novellesamling, fordi novellerne ofte er meget forskellige, og fordi noveller generelt også er meget korte, og man derfor ikke kan sige så meget uden at spoile historien. Jeg har derfor valgt to af novellerne, som jeg vil fortælle lidt mere om, og som virkelig skræmte mig fra vid og sans. Det er den første novelle, Blod på tanden, og den femte novelle, Læderhud. 
Blod på tanden handler om Emil som vågner op på hospitalet efter en bilulykke, men som snart finder ud af at der er noget helt galt på hospitalet. Jeg kunne virkelig godt lide den måde den var strikket sammen på, og især måden han vågner på synes jeg var genialt udtænkt - og utroligt uhyggelig. Og så kunne jeg rigtig godt lide hovedpersonen, hvilket altid er et plus.
I Læderhud bliver Peter inviteret i ly for regnen hos en ensom gammel dame, som dog viser sig at have, om ikke rotter på loftet, så dog hemmeligheder i kælderen, og en meget mærkelig hobby. Jeg synes plottet var meget originalt - det var det nu iøvrigt i alle novellerne - og igen kom jeg til at holde meget af hovedpersonen, som jeg virkelig følte jeg kom til at kende. Og det er godt klaret af forfatteren, når historien er på under 30 sider.
Mareridt & Myrekryb 1 er gysende noveller om alt fra fisk til fugle, mærkelige hobbyer til uhyggelige huse, og børn i livsfare. Det er historier som får det til at løbe dig iskoldt ned ad ryggen, får hjemmets mørke hjørner og sære lyde til at rykke tættere på dig, og får dig til at ligge søvnløs om natten af frygt for mareridt. Er du vild med gys og har du nerver af stål, er det lige en bog for dig. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 9. oktober 2016

De udstødtes mærke

De udstødtes mærke er 1. bind i fantasyserien Nemeria, skrevet af Karina Laurberg Bidstrup.

Da hendes far dør, bliver Aya dronning af Nemeria. På sit dødsleje giver faren hende en sjælden ædelsten, kaldet en sjælesten, som eftersigende kan tæmme en drage. Men dragerne er forsvundet fra Nemeria for længe siden, og Aya er overbevist om at det bare er en gammel legende.
Kort efter at hun har besteget tronen, vågner Aya ved at en snigmorder forsøger at myrde hende. Snigmorderen er sendt af Karnas, som har taget magten i nabolandet Illea ved et kup. Men Azriel er andet og mere end en snigmorder. Han er halvt drow, sortelver, og så er han brændemærket med de udstødtes mærke, en praksis som ellers har været forbudt i Nemeria i flere år, og som mærker ham som landsforræder.
Før det lykkes Aya og hendes loyale folk at finde ud af hvem på slottet der har givet Karnas oplysninger, lykkes det Azriel at flygte. Dog ikke før Aya frelste ham fra en gruppe soldater og bønders forsøg på at brænde ham på bålet. Kort efter angriber Karnas grænsen, og Aya tager af sted sammen med hæren for at standse ham. Men angrebet viser sig at være en fælde, og størsteparten af Ayas mænd dør. Aya undslipper, sammen med en lille gruppe mænd, men bliver skilt fra dem, og overlever kun på grund af Azriels indgriben.
I desperation beslutter Aya sig for, sammen med en lille gruppe, at tage til Illea for at dræbe Karnas og forhåbentlig standse krigen. Men skal turen lykkes, får de brug for Azriels hjælp. Noget, som ikke falder i god jord hos hverken Azriel eller Ayas mænd, som bestemt ikke stoler på ham.
Rejsen er lang og farefuld, og sammenholdet i gruppen bliver sat på prøve. Samtidig begynder Aya og Azriel at få følelser for hinanden. Men kan en udstødt halvelver og en dronning have en fremtid sammen? Og hvad er det for et hemmeligt våben Karnas har?

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget EgoLibris. 

Da forlaget spurgte om jeg ville anmelde bogen sagde jeg ja tak, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. For hold op hvor er det her en god bog. Sproget er letlæst og flydende, med naturtro og levende beskrivelser, som virkelig får læseren til at føle sig hjemme i Nemeria. Bogens univers er sammenhængende, og udvider sig i takt med handlingen, uden man på noget tidspunkt føler at der mangler forklaringer på hvorfor tingene er som de er. De mange forskellige væsener, folk og magien føles bare naturlige, og man lever sig som læser hurtigt ind i den fremmede verden.
Handlingen er godt skruet sammen, og spændingen holder hele vejen igennem, godt hjulpet på vej af plottwists og det høje tempo, som på intet tidspunkt virker forhastet. Historien er fuld af forræderi, krig, magi, kærlighed, magtsygdom og venskab, samtidig med at forfatteren også tager emner som fordomme, racisme og endda homofobi under kærlig behandling, uden dog at moralisere over for læseren.
Men der hvor bogen for alvor har sin styrke, er personerne. De er levende, menneskelige og utrolig nuancerede, og man kommer hurtigt til at holde af dem. Aya er en ung kvinde med en kerne af stål. Hun er stædig, kæmper for det der er rigtigt, og er dybt loyal over for sit folk og sine venner. Men hun har også evnen til at se det gode i folk og se forbi de herskende racefordomme, og ikke mindst har hun evnen til at vise barmhjertighed over for sine fjender - selvom hun ikke går af vejen for at slå dem ihjel, hvis det ikke kan være anderledes. Hendes voksende følelser for Azriel er rigtig godt beskrevet, og kærligheden virker naturlig, selvom den bestemt ikke er uden forhindringer. Azriel er en utrolig kompliceret person. Han er opvokset i og med had, som barn af en Nemeriansk kvinde, der blev voldtaget af en drow, og har altid været udenfor. Hans menneskelige familie hadede ham, og drowerne betragter ham som en vederstyggelighed. Han hader Nemeria og dets folk, for den måde de behandlede ham på, men begynder alligevel modvilligt at nære følelser for Aya, og efterhånden også en form for venskab til den lille gruppe han mod sin vilje bliver en del af. Hans undren over Ayas totale ligegyldighed overfor hans herkomst er både hjerteskærende og fint beskrevet, og man kommer som læser til at holde utroligt meget af ham - selvom han startede med næsten at slå bogens anden hovedperson ihjel. Også bipersonerne er godt beskrevne, og virker menneskelige. Selv de af dem som ikke er mennesker. Wolf er Ayas beskytter, og han tager sin opgave som leder af hendes vagtkompagni, og general, meget alvorligt. Hans loyalitet over for Aya er urokkelig, og selvom han betragter det spirende forhold imellem Aya og Azriel med uvilje, så bunder uviljen i bekymring for hvad et kærlighedsforhold imellem dem vil betyde for Ayas omdømme og mulighed for at lede sit land. Aya og Azriel skiftes, sammen med Wolf, til at fortælle historien, og man lærer dem derfor rigtig godt at kende. Skiftet i synsvinkler betyder, at man som læser ser handlingen fra flere forskellige sider, og det fungerer rigtig godt, ikke mindst fordi man oplever fordommene både ude- og indefra.
Bogen var fuldkommen umulig at slippe, og jeg slugte den i løbet af ganske få timer. Den kan varmt anbefales, men jeg føler dog at det er nødvendigt med en advarsel: Slutningen er vældig frustrerende - simpelthen fordi den slutter. For jeg vil have mere. Jeg er bestemt ikke færdig med Nemeria, Aya og Azriel, og at skulle vente på næste bind i serien bliver en styrkeprøve uden lige. Og når det så er sagt, så læs den! Det eneste du vil blive skuffet over, er at den slutter.

søndag den 2. oktober 2016

Book Haul #6 2016


Selvom jeg vidste september ville blive en måned hvor der flyttede rigtig mange nye bøger ind på mine reoler, så kom det alligevel bag på mig hvor mange bøger det lykkedes mig at skrabe sammen. Jeg vidste godt at både Fantasyfestivalen og Bogbloggertræffet ville ende med en del bøger, og derfor burde jeg også have begrænset mig til kun at købe nye bøger på Fantasyfestivalen. Men sådan gik det altså ikke.
Jeg har tidligere skrevet om bøgerne fra Fantasyfestivalen og Bogbloggertræffet, så dem vil jeg ikke opliste igen. Men resten af septembers bøger - de kommer her.


Vi starter som altid med anmeldereksemplarerne. Siden sidste book haul har jeg modtaget 4 bøger fra forlag og forfattere, som jeg virkelig glæder mig til at få læst.
Anmeldereksemplarerne er:

K. L. Berger: De 7 synder. Forlaget DreamLitt. Anmeldt på bookeater.dk.

Julie Kagawa: Oprørerne (Sagaen om Talon 2). Forlaget HarperCollins Nordic.

Mørke Guders Templer (red. Rasmus Wichmann og Henrik Sandbeck Harksen). H. Harksen Productions.

Leigh Bardugo: Den sorte kætter (Grisha 2). Forlaget Alvilda.


Derudover modtog jeg månedens bog fra Gyldendals Bogklubber, selvom jeg egentlig troede jeg havde afbestilt den. Da jeg også fik bogen til Bogbloggertræffet forærer jeg den til min mor.
Bogen er:

Linn Ullmann: De urolige


Sidst, men ikke mindst, købte jeg 4 bøger i Århus English Bookstore, som jeg var forbi og hente i starten af september da jeg alligevel var i Aarhus. Jeg har skrevet om butikken før, men kender I den ikke, så er det en spøjs butik fyldt med bøger (og jeg mener virkelig fyldt, der er kun en meget smal passage til kunderne), hvoraf størstedelen er på engelsk.
De bøger jeg købte var:

Lev Grossman: The Magicians (The Magicians 1)

Lev Grossman: The Magician King (The Magicians 2)

Lev Grossman: The Magician´s Land (The Magicians 3)

Blake Charlton: Spellwright

Alt i alt lykkedes det mig at samle 9 bøger sammen, foruden de 18 bøger fra Bogbloggertræffet og de 19 bøger fra Fantasyfestivalen, i perioden 4. september til 2. oktober. Heraf kom 1 som sagt som en komplet overraskelse, og halvdelen var anmeldereksemplarer. Jeg ville sådan ønske jeg kunne sige at der nu var lukket for bogkøb i et stykke tid - i hvert fald indtil Bogforum - men der er allerede flere bogpakker på vej.
Har I fået nye bøger på hylderne i september? Eller er I bedre til at holde igen end jeg er?