søndag den 29. september 2013

Usynlighed

Usynlighed er skrevet af Andrea Cremer og David Levithan.

Stephen er 16 år og blev født usynlig. Hele sit liv har han levet med forbandelsen, og han er blevet vant til at ingen kan se ham.
Men da Elizabeth og hendes familie flytter ind på samme etage ændrer alt sig. For Elizabeth kan se Stephen, og de to forelsker sig hurtigt i hinanden.
Da Elizabeth finder ud af at Stephen er usynlig, beslutter hun sig for at hjælpe ham og få forbandelsen hævet. Men det er ikke let, og i sin jagt på en løsning finder Elizabeth ud af at også hun er født anderledes. For Elizabeth har evnen til at kunne se forbandelser.
Men at hæve Stephens forbandelse kræver et opgør med forbanderen. Et opgør, som kan blive skæbnesvangert, og som kan koste både Elizabeth og Stephen livet...

Rigtig god og anderledes paranormal romance. Sproget er rigtig godt, og beskrivelserne af såvel Stephens som Elizabeths ensomhed er fantastisk godt skrevet. Bogen kan absolut anbefales.

Mystikeren

Mystikeren er 3. bind i Alyson Noëls serie Soul Seekers.

Daire vågner op i Oververdenen efter sin kamp mod Cade og er, til sin store forbavselse, stadig i live.
Daire er blevet helbredt af mystikeren Axel, men Axel har sine egne grunde til at helbrede Daire, og har ikke planer om bare at lade hende vende tilbage til Midtverdenen.
Daire er nødt til at vende tilbage til Midtverdenen hvis hun skal redde Dace og resten af verden fra Cade.
Men at redde Dace bliver ikke nemt, for Daces og Cades sjæle er vævet sammen, og at dræbe Cade vil også dræbe Dace. Og Daire er ikke meget for at skulle slå sin kæreste ihjel.
Daire må lære at bruge alle sine kræfter som søger hvis hun og Dace skal overleve. Men er kærligheden nok til at overvinde døden?

Spændende paranormal romance-serie med masser af magi og kærlighed. Lidt for meget new age-mystik for min smag, men bogen er godt skrevet, og for fans af serien er den et must.

søndag den 22. september 2013

Søsterpagt

Søsterpagt er 2.bind i Nicole Boyle Rødtnes´ trilogi Elverskud.

Birkes liv falder mere og mere fra hinanden. Efter Benjamins død og Azaleas rejse til elverne er Rosa og Birke flyttet ind i det gamle dansestudie i skoven. Rosa er tydeligt mærket af Benjamins død og trækker sig mere og mere ind i sig selv. Hun nægter at tale med pigernes far, og går ikke i skole.
Samtidig efterforsker politiet Benjamins forsvinden, og snart er pigernes far i søgelyset. Imens har Birke problemer med kæresten Malte. Hans mor efterforsker Benjamins forsvinden, og han begynder at stille flere og flere spørgsmål som Birke ikke kan svare på. Birke er nødt til at lære at bruge sine elverkræfter hvis hun skal undgå Maltes spørgsmål. Men elverblikket er farligt, og kan drive Malte til vanvid som det gjorde med Benjamin.
Og elverne presser stadig på for at få Rosa og Birke til at følge med til elverlandet. Men har de nu også rent mel i posen? Og hvad var Azaleas sygdom egentlig?

Spændende fortsættelse af en anderledes paranormal romance-serie. Bogen er absolut værd at læse, og jeg glæder mig allerede til sidste bind i serien.

torsdag den 5. september 2013

Julemandens død

Julemandens død af Kenneth Bøgh Andersen er en gyserfantasyfortælling i julekalenderbogsform.

Det burde være umuligt. Men den 1. december dør Julemanden. Myrdet. Og samtidig dræbes alle nisserne i Værkstedet. Med undtagelse af en enkelt nisse. Det lykkes Aruld at flygte på Rudalf - blandt menneskene kendt som rensdyret Rudolf - og han opsøger nu tvillingerne Frederik og Kathrine, som begge står på Julemandens artig-liste, for at få hjælp.
Han får dog mere hjælp end han regner med, da tvillingernes ven Jesper slutter sig til dem, og de 4 tager nu afsted for at redde julen, nisserne og Julemanden.
Men fjenden er stærk, og har sendt mørke væsener ud for at slå alle nisser i hele verden ihjel. Værkstedet har forvandlet sig til et mareridt, men alligevel har de 4 intet andet valg end at tage dertil. For kun i Værkstedet er der håb om at de kan finde dét der kan redde julen.
Men fjenden er overalt, og tiden er ikke på deres side. Eller er den?

Uden undtagelse den mest bloddryppende kalenderhistorie jeg nogensinde har læst. Blodet drypper fra siderne, og bogen er umulig at slippe og garanterer urolige nætter. Alligevel emmer bogen af magi og forfatterens fantastiske sprog efterlader alligevel én med følelsen af håb på trods af myrderierne - også selvom nerverne sitrer og det løber én koldt ned ad ryggen. På sin vis minder bogen om Chris Woodings Malice-serie som også er et gysende bekendtskab. Dog gemmer Julemandens død også på et filosofisk budskab, og har men læst Den Store Djævlekrig kan man kende mange af bogens bagvedliggende tanker og idéer. Bogen kan absolut anbefales - dog kun til folk med nerver af stål og sundt hjerte.

Se også forfatterens flotte hjemmeside.