fredag den 30. oktober 2020

Book Haul #10

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Oktober nærmer sig sin slutning, og det betyder, at det er blevet tid til at vise månedens book haul frem. En book haul, som jeg på ingen måde havde forudset ville blive så gigantisk, som den blev, men som takket være søde forlag og forfattere, og Tellerups lagersalg, endte med næsten at overskride bordpladens formåen på mit sædvanlige fotosted for book hauls (seriøst, der var kun 5 cm bordplade tilbage, da alle bøgerne var stillet op, og rækken målte 127 cm!). 
Og så må det vist være tid til at vise bøgerne frem, for det kommer til at tage sin tid. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I oktober fik jeg tilsendt 16 anmeldereksemplarer (eller egentlig 14, da der var dubletter af 2 af dem) af søde forlag og forfattere. 
Bøgerne er:

Jacob Kokkedal: Bastians løfte (De trofaste bror 4). Forlaget Ulven og Uglen.

John August: Arlo Finch i skyggernes rige (Arlo Finch 3). Forlaget Alvilda. (2 eks.)

Mette Finderup: Salamandergraven (A.S.P.E. 4). Forlaget Alvilda. (2 eks.)

Hanne Rump:
Hemmeligheden (Sif og Ulvefolket 1. Forlaget Calibat.
Lærlingen (Sif og Ulvefolket 2). Forlaget Calibat.
Heksekraft (Sif og Ulvefolket 3). Forlaget Calibat. 
Formskifteren (Birk og Ulvefolket 1). Forlaget Krabat. 

Nanna Foss:
Leoniderne (Spektrum 1). Forlaget Gyldendal. 
Geminiderne (Spektrum 2). Forlaget Gyldendal.
Ursiderne (Spektrum 3). Forlaget Gyldendal.
Kvadrantiderne (Spektrum 4). Forlaget Gyldendal. 

Pernille Neergård: Afsløringen (Verdensherrerne 2). Forlaget DreamLitt. Tilsendt af forfatteren. 

Katja Brandis: Hævnens dag (Woodwalkers 6). Forlaget Straarup og Co. 

Annemette Gravgaard Larsen: Mørkehav (Dag 0 1). Forlaget Straarup og Co. 

Som tidligere nævnt har Tellerups lagersalg, som de holdt i slutningen af september/starten af oktober, en stor del af æren for, at oktobers book haul blev så gigantisk, som den gjorde. Jeg kunne nemlig ikke nøjes med den første ordre, som var med i septembers book haul, men afgav hele 2 ordrer mere, som nåede frem i oktober, og jeg endte endda med at bryde min bogkøbsregel, fordi jeg bare ikke kunne stå for deres tilbud. 13 bøger i alt blev det til, og bøgerne er:

R.S. Söderström: Piggy - den store flugt fra juleaften

Dennis Jürgensen:
Marcherende myrer (Roland Trier 4)
Eksploderende skadedyr (Roland Trier 5)
Faldende masker (Roland Trier 6)
Tunnelmanden

Christina Bonde:
Kampen om Valianien (Izola 2)
Tilbage til Izola (Izola 3)

Nick Clausen: Ulm

Julie Cross: Fanget i fortiden (Tempest 1)

K.L. Berger: Hvor jeg hører til

Haidi Wigger Klaris: Åndehvisken

Teddy Vork: Diget

Michael Kamp: Bunker 137

Det blev selvfølgelig også til et par køb på Saxo i oktober. 6 bøger blev det til, hvoraf størstedelen var nye udgivelser.
Bøgerne er:

Jim Butcher: Battle Ground (The Dresden Files 17)

Terry Pratchett: The Time-travelling Caveman

Rick Riordan: The Tower of Nero (The Trials of Apollo 5)

Eoin Colfer: Deny All Charges (The Fowl Twins 2)

Jenny Colgan: Sommer i det lille bageri på strandpromenaden (Det lille bageri på strandpromenaden 2)

Fredrik Backman: Dit livs handel

Jeg fik også købt et par brugte bøger på Antikvariat.net i oktober, nemlig:

Jenny Colgan:
Den lille café ved den endeløse strand (Mure 2)
Jul i det lille bageri på strandpromenaden (Det lille bageri på strandpromenaden 3)

Tilbage i september fik jeg en rabatkode til Bookdepository, og den skulle selvfølgelig bruges. Det blev til 3 bøger, som er:

J.K. Rowling: Quidditch Through the Ages (illustreret udgave)

Sir Thomas Malory: Le Morte d'Arthur - King Arthur and the Knights of the Round Table 

Lewis Carroll: Alice's Adventures in Wonderland and Other Stories (Barnes and Noble Leatherbound Edition)

Jeg er (endnu) ikke abonnent hos Illumicrate, men da de satte denne special edition til salg, måtte jeg bare have fingre i den.
Bogen er: 

Leigh Bardugo: The Lives of Saints

Hos Fantask købte jeg 2 tegneserier i oktober, nemlig:

Robin: 80 Years of the Boy Wonder

Mort Walker: Basserne 1984

Sidst, men ikke mindst, dukkede mit køb fra Overlapp til Fantasyfestivalen også op i oktober. Første pakke forsvandt desværre på vejen til Ribe, men Overlapp var så søde at sende en ny pakke afsted til mig, så jeg, lettere forsinket, fik de 2 bogposer jeg havde bestilt, plus lidt lækkert merchandise. 
Bogposerne er:

Dansk Fantasy Fix

House of Slytherin

I alt blev det til 41 bøger, 2 graphic novels/tegneserier og 2 bogposer i perioden 1.-30. oktober. Af dem var 16 anmeldereksemplarer, 2 dubletter, 2 brugte og 9 på engelsk. Derudover er der et par bogpakker mere undervejs, som forhåbentlig dukker op i løbet af den kommende måned. Især den ene af dem har efterhånden været rigtig længe undervejs. I november regner jeg ikke med at foretage de store bogindkøb, men om det kommer til at holde, vil vise sig. Med Black Friday forude er der bestemt en mulighed for, at de gode intentioner endnu engang går fløjten. 

torsdag den 29. oktober 2020

Nattens Cirkus

Nattens Cirkus er en historisk fantasyroman skrevet af Erin  Morgenstern. 

Cirkusset dukker op uden varsel, og når tusmørket falder på, åbnes portene til et magisk sted uden sidestykke. Et sted, hvor intet er, som det ser ud til, og drømmene får frit spil.
Men hvad ingen ved er, at cirkusset gemmer på ægte magi, og er centrum for en duel mellem to unge magikere, som begge er bundet til cirkusset - og et dødeligt spil - af mægtige kræfter. Og trods deres voksende følelser for hinanden, har de intet andet valg end at fortsætte den kamp, som deres mentorer bandt dem til, da de var børn. 
Men er det værd at vinde spillet, hvis man må give afkald på den, man elsker for at gøre det? Og kan cirkusset overleve Celia og Marcos magiske duel?

Nattens Cirkus er en af de bøger, som jeg har hørt rigtig meget om på især Booktube, hvor folk enten elsker eller skuffes over den. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg var noget nervøs for at skulle begynde på den, da nogle af de ting, folk nævner som det fantastiske ved den, er elementer, som jeg ikke altid er lige begejstret for. Men selvom visse dele ikke helt fungerede for mig, så endte jeg faktisk med at synes godt om den, selvom den ikke fik mig helt op at ringe. 
Sproget er letlæst og flydende, og utroligt atmosfærisk. Der er noget næsten drømmeagtigt over bogens stemning, og de smukke og stemningsfulde beskrivelser har en stor del af æren for det. 
Jeg synes dog stemningen gik lidt udover plottet, som for mig til tider var lidt vel rodet, ligesom slutningen virkede lidt forhastet. Historien er ellers spændende, og fyldt med magi, drømme, hemmeligheder, magi, manipulationer, kærlighed, og et fantastisk rejsende cirkus, men de mange spring i tid irriterede mig, og afsnittene med du-synsvinklen fungerede overhovedet ikke for mig. 
Personerne var nuancerede og interessante, men bipersonerne led desværre en smule under bogens atmosfære, og blev aldrig rigtigt levende for mig. Til gengæld følte jeg virkelig, at jeg kom ind under huden på både Marco og Celia, og jeg kom til at holde rigtig meget af dem. Begge er intelligente og dygtige magikere, men hvor Marco er mere manipulerende og tilfreds med at befinde sig i baggrunden, så er Celia mere følsom og vant til at befinde sig på en scene. Både Marco og Celia er præget af den opdragelse og undervisning de har fået af deres mentorer, og hvor Marcos mentor lod meget være op til Marco selv, var Celias far anderledes dominerende og direkte voldelig over for hende. Selvom de to er bestemt til at kæmpe mod hinanden, så kan de ikke lade være med at være tiltrukket og draget mod hinanden, og at de hverken ved hvorfor de spiller eller hvad spillet går ud på, gør kun det hele værre. Af bipersonerne var det især Bailey, drengen som drømmer om et andet liv, og forelsker sig i cirkusset, som jeg følte, jeg kom til at kende. Men jeg holdt også meget af tvillingerne Poppet og Widget, og følte med Isobel og hendes umulige kærlighed. Celias far, derimod, havde jeg lyst til at skubbe ud foran toget. Magen til selvoptaget idiot skal man lede længe efter, og den måde, han var villig til at sætte sit barns liv på spil for at vinde et spil, var decideret modbydelig. 
Selvom jeg rigtig godt kunne lide bogens drømmende stemning, og var vild med såvel cirkus-delen som kærlighedshistorien, så gjorde det rodede plot, de mange spring i tiden, og de fleste bipersoners "fladhed", at jeg sad tilbage med lidt af en "var det det?"-følelse, efter endt læsning. Bogen var bestemt god, men slet ikke så fantastisk, som jeg har hørt mange fortælle, at den er. Det er dog kun min mening, så er man vild med historisk fantasy og atmosfæriske fortællinger, er bogen måske et forsøg værd. Og uanset hvad, er det en utroligt smuk bog at se på. 

Se også forfatterens hjemmeside

søndag den 25. oktober 2020

Ready Player One

Ready Player One - Spillet om OASIS er 1. bind af science fiction-serien Ready Player One, skrevet af Ernest Cline. 

I år 2045 er verden plaget af krige, sygdom, og manglende ressourcer, og store dele af jordens befolkning lever i fattigdom. Eneste flugt fra virkeligheden er virtual reality-spillet OASIS, hvor store dele af menneskeheden bruger deres tid. 
Da skaberen af OASIS dør, testamenterer han hele sin formue, og OASIS, til den spiller, der kan løse en række gåder gemt i spillet. Men efter fem år er det endnu ikke lykkedes en eneste spiller at løse den første gåde, og selvom jagten stadig er i gang, er det kun de mest ukuelige spillere, som stadig leder efter sporene. 
En af dem er Wade. Han er forældreløs og fattig, og hans eneste hobby - og altoverskyggende besættelse - er OASIS og dets skaber, og han ved en uhyggeligt masse om skaberens yndlingsperiode, 1980'erne. Wade har ikke midler til at købe ekstraudstyr i spillet, så da han finder det første spor, er ingen mere overraskede end ham. Pludselig får spillere over hele verden blod på tanden igen, og jagten på de næste spor går ind. Men ikke alle spiller for spillets skyld, og før Wade får set sig om, er han jaget vildt. Vil han overleve, bliver han nødt til at løse spillets gåde, men konkurrencen er hård, og det er ikke til at vide, hvem han kan stole på - hverken i den virtuelle eller den virkelige verden. 

Bogen her er lidt af en kultklassiker, og jeg har længe glædet mig til at læse den. Desværre levede den ikke helt op til mine forventninger, selvom den stadig var virkelig god. 
Sproget er flydende, og spækket med nørdede referencer til popkultur og litteratur fra 1980'erne, og den del var jeg ret vild med. De mange computer- og spilreferencer fungerede til gengæld ikke helt så godt for mig, da jeg i mange af tilfældene ikke anede, hvad de betød, og det trak læseoplevelsen en smule ned, da virtual reality spiller så stor en rolle i bogen, som den gør. 
Universet er interessant og gennemført, og der er noget næsten drømmeagtigt over det, fordi kontrasterne mellem virkeligheden og spilverdenen er så store, som de er. Blandingen af dystopisk virkelighed og en altomspændende besættelse af 1980'erne fungerer overraskende godt. Jeg er selv barn af 1980'erne, og selvom jeg ikke fangede alle referencerne (jeg var trods alt lidt for ung, til at have oplevet teenagekulturen i 1980'erne), så var jeg alligevel forbløffet over, hvor meget jeg genkendte. Og samtidig bragte forfatteren en hel del etiske overvejelser i spil omkring retten til privatliv, netetik og monopoler på internettet, som både var tankevækkende og lidt for tæt på vores nuværende virkelighed. For hvem ejer internettet? Og hvor langt er folk parate til at gå for at eje informationerne fra - og adgangen til - det virtuelle liv? 
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med overraskelser, og historien er spændende, og fyldt med action, hemmeligheder, magtbegær, computerspil, gåder, venskab, konkurrence, fattigdom, desperation og drive. De mange spilsekvenser gjorde til tider, at bogen føltes en smule lang - mest fordi jeg som ikke-gamer havde svært ved at forstå spiljargonen, og ikke var vanvittig interesseret i samtlige dele af spillet - men selvom dele af handlingen virkede temmelig syret, og jeg ikke helt forstod gamermentaliteten, så kunne jeg ikke undgå at blive fanget af historien. Også selvom jeg syntes kærlighedshistorien var en smule unødvendig. 
Personerne var for mig en smule flade, da det er de færreste af dem, vi som læser møder i virkeligheden, og med undtagelse af Wade følte jeg ikke, at jeg kom rigtigt ind under huden på dem, før til allersidst. Wade var til gengæld en interessant og nuanceret hovedperson. Først og fremmest er han utroligt nørdet, men han er også modig, handlekraftig og intelligent, samtidig med at han er konkurrencemindet, hjælpsom, og til tider en smule naiv. Af bipersonerne var det især Wades ven Aech, som bed sig fast. Han er intelligent og lige så nørdet som Wade, og de to havde en fantastisk kemi imellem sig, som gjorde, at man virkelig troede på deres venskab - til trods for, at de to aldrig har mødt hinanden i virkeligheden. Art3mis var jeg til gengæld ikke så begejstret for, da hun føltes mere som et ideal, end som en levende person, hvilket gjorde, at forelskelsen mellem hende og Wade føltes temmelig kunstig. 
Selvom bogen var virkelig god, så blev de mange 1980'er-referencer til tider lidt for meget for mig, og især spilreferencerne gik over hovedet på mig. Jeg tror dog, at mere garvede gamere, og læsere, som var unge - eller voksne - i 1980'erne vil få mere ud af bogen, og bogen er helt klart værd at anbefale, da den gemmer på flere vigtige tematikker, foruden en spændende historie.  

Fjendtlige spor

Fjendtlige spor er 5. bind i fantasyserien Woodwalkers, skrevet af Katja Brandis. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co

Efter sidste opgør med rigmanden og pumachangeren Andrew Milling, har Carag nok at gøre med at skaffe allierede, og stoppe Millings planer. 
Men det er ikke let, for Milling får flere forbundsfæller for hver dag, og hævnens dag nærmer sig med hastige skridt. I et forsøg på at kæmpe imod, danner Carag og hans venner en hemmelig klub, som skal hjælpe menneskene, men det er ikke helt nemt. Samtidig skal Carag bestemme sig for, hvad han vil lave, når han bliver voksen, og både han og hans klassekammerater forbereder sig på at skulle i praktik i menneskenes verden.
Og som om det ikke var nok, er Carag også forvirret over sine ændrede følelser for Lou. 

Jeg er ret vild med den her serie, og femte bind var ingen undtagelse. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser af såvel omgivelser som dyr, og jeg er vild med, hvordan forfatteren får indflettet viden om dyr og deres liv undervejs. 
Universet udvider sig endnu en gang med nye changere og evner, og med dette bind tilfører forfatteren endda et strejf af egyptisk mytologi. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, og historien er til tider uhyggeligt spændende, og fyldt med action, venskab, forelskelse, hemmeligheder, forræderi, intriger, changere, dyr, fare og hævn.
Personerne er nuancerede og levende, og jeg holder utroligt meget af Carag som hovedperson. Han er modig, loyal og hjælpsom, og fast besluttet på at gøre det rigtige, men har også tendens til at være lidt for impulsiv, hvilket af og til giver ham problemer. Af bipersonerne er jeg især vild med Holly og hendes kleptomaniske tendenser, loyalitet og impulsivitet, men også Carags rival Jeffrey, som fik tilført flere nuancer i løbet af dette bind. Han er stadig led, men hans motiver blev mere forståelige undervejs, hvilket gjorde ham en hel del mere interessant og menneskelig, og jeg kunne ikke lade være med at have en lille smule ondt af ham undervejs. 
Fjendtlige spor var ligeså god som sine forgængere i serien, og jeg glæder mig allerede til næste bind udkommer. Er man fan af serien, eller vild med fantasy og dyr, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg kan kun anbefale bogen og serien. 

Se også forfatterens hjemmeside.  

lørdag den 24. oktober 2020

Readathon #9

Så er der ikke længe, til efterårets readathon går i gang. Det er niende gang, jeg deltager, og selvom hverken overskud eller motivation er helt i top grundet læsetørke og sygdom, har jeg alligevel bestemt mig for at læse med, og forhåbentlig dukker læselysten op undervejs. 

Læsestakken er klar, og jeg har sørget for nem aftensmad, fået taget billeder til Instagram og bloggen, så nu mangler jeg bare at stille snacks frem, før jeg er helt klar til at gå i gang. 
Læsedøgnet begynder som sædvanligt klokken 14, men slutter denne gang søndag klokken 13, da vi går over til vintertid i løbet af læsedøgnet. Som altid vil jeg løbende opdatere dette blogindlæg efterhånden som læsedøgnet skrider frem, ligesom jeg også vil være aktiv på Instagram under readathonet. 
Heller ikke denne gang har jeg planer om at læse alle døgnets 24 timer, da jeg stadig døjer med sygdom, og gerne skulle være frisk igen til på mandag, hvilket betyder, at jeg får brug for rigelige mængder søvn. Men jeg læser så længe, jeg har lyst til, og hepper på mine medlæsere i det omfang, jeg husker det. 

Min læsestak består denne gang af bøger fra mine andre oktober-readathons (som jeg på dette tidspunkt er langt bagud med) samt en enkelt graphic novel til de sene timer. Bøgerne er lidt længere, end jeg plejer at vælge til denne type readathon, men til gengæld er der færre af dem, så mon ikke det går alligevel. 
Min læsestak ser sådan her ud:

V. E. Schwab m.fl.: The Rebel Army (Shades of Magic: The Steel Prince vol. 3) (112 sider)
Jeg læste forrige volume i denne graphic novel-serie til forårets readathon, og nu må det være på tide at få afsluttet serien. Selvom jeg ikke er så vild med tegnestilen, så elsker jeg historien og universet, og jeg er spændt på at se, hvordan forfatteren får afsluttet historien. 

Katja Brandis: Fjendtlige spor (Woodwalkers 5) (296 sider)
Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co.
Som nævnt er jeg kommet noget bagud med oktobers readathon, og jeg har derfor valgt at sætte en af bøgerne fra Efterårsmagi-readathonet på denne TBR også. Bogen dækker udfordringen Læs en bog der giver dig en varm følelse på en kold dag.

Alice Oseman: Radio Silence (411 sider)
Jeg er ved at forberede mig til en book talk om YA-bøger for mine kolleger, og her mangler jeg at få læst denne bog, som samtidig er en del af min Bookopolathon-TBR for oktober, hvor den dækker Dark cover

Ernest Cline: Ready Player One (Ready Player One 1) (634 sider)
Readathonets længste bog er både en del af min A-Z TBR og en del af min Bookopolathon-TBR, hvor den dækker Set in the Future. Og så er det en bog, som jeg længe har haft lyst til at læse, men af en eller anden grund aldrig har fået begyndt på. 

I alt er min læsestak på 1453 sider, hvilket burde være muligt at komme igennem, trods manglende energi og motivation, og jeg kan jo altid supplere stakken, hvis jeg får lyst. 

14.02
Og vi er i gang. Første bog: Radio Silence af Alice Oseman.  

16.40
Radio Silence er færdiglæst, og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg syntes om den. Venskabet og Youtube-delen var sådan set interessante nok, men fortællestilen fungerede ikke for mig, og for en bog med venskab i centrum, syntes jeg godt nok, der blev snakket meget om seksualitet. En ok læseoplevelse, selvom bogen ikke helt var min kop te - men jeg er jo også temmelig langt fra målgruppen. Og det har nok heller ikke hjulpet, at jeg fik hovedpine undervejs.
Nu vil jeg tage et par panodiler og lave lidt mere te, før jeg finder ud af, hvad den næste bog, jeg vil kaste mig over, skal være. 

17.56
Min hovedpine er gået over, og jeg har fået læst The Rebel Army, som, trods tegnestilen, var rigtig god. Nu vil jeg få sat aftensmaden i ovnen, og tjekke hvordan det går mine medlæsere, før jeg finder ud af, hvilken bog som bliver den næste, jeg går i gang med. 

21.10
Readathonets tredje læste bog blev Fjendtlige spor af Katja Brandis. Bogen er femte bind i serien Woodwalkers, og helt klart på niveau med sine forgængere i serien. Jeg kan mærke, at jeg er ved at være træt, så får nok ikke læst ret meget mere i aften, da jeg stadig er halvsyg, men så kan jeg tage fat med fornyet energi i morgen, og forhåbentlig få læst den sidste bog på min TBR. 

08.30
Efter en god nats søvn er jeg klar igen. Morgenmaden venter på mig, og efter jeg har spist, vil jeg kaste mig over den sidste bog på min TBR, Ready Player One af Ernest Cline. 

13.00
Readathonet er slut for denne gang, og selvom jeg ikke blev helt færdig med Ready Player One, og nåede i mål med min TBR, så er jeg ganske godt tilfreds. Jeg fik læst 1343 sider i alt, og selvom det er lidt mindre, end jeg plejer at få læst, så har jeg denne gang også været noget mere afslappet i min deltagelse, grundet sygdom og manglende motivation. Så bare det, at jeg har fået gang i læsningen igen er en triumf. Nu vil jeg spise frokost og få læst de sidste 110 sider i Ready Player One i ro og mag. 
Tak for denne gang. 

lørdag den 17. oktober 2020

The Omega Objection

The Omega Objection er 2. bind af paranormal romance-serien San Andreas Shifters, skrevet af G.L. Carriger. 

Isaac har slået sig ned i San Francisco, hvor han arbejder som bartender. Han er utroligt populær blandt byens formskiftere, men har en hemmelighed, som, hvis den bliver opdaget, kan tvinge ham til at flygte igen. For Isaac er en Omega-varulv, med evnen til at hjælpe formskiftere med deres mentale og følelsesmæssige problemer, men også en overnaturlig stor tiltrækning for varulve, som alle ønsker at eje ham. 
Men da han møder varulven Tank, medlem af San Andreas-flokken, bliver alt det, Isaac troede, han vidste om varulve, vendt på hovedet, og mens følelserne imellem dem vokser, står Isaac over for et valg: At stole på Tank, eller vedblive at flygte.

Jeg var en smule skuffet over første bind i serien, men heldigvis endte The Omega Objection med at overraske mig positivt. Muligvis fordi jeg denne gang vidste, hvad jeg gik ind til, men måske mest af alt, fordi de ting, jeg savnede mere af i første bind (verdensudvikling, personudvikling mm.), var mere til stede her i bind to. Og så elskede jeg hovedpersonerne. 
Sproget er letlæst, flydende, og humoristisk, med livagtige beskrivelser, og nogle virkelig steamy sexscener, som, trods antallet af dem, stadig gav plads til personernes følelsesmæssige udvikling undervejs. 
Universet fik mere dybde i dette bind, og jeg følte, jeg fik et bedre indblik i varulvenes og formskifternes samfund, samtidig med at jeg nød referencerne til Soulless-serien. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, som overrasker flere gange. Historien er spændende, og fyldt med hemmeligheder, varulve, magi, sex, traumer, kærlighed, homoseksualitet og søgen efter identitet og selvaccept. 
Personerne er levende og menneskelige (eller varulve-lige), og især hovedpersonerne Isaac og Tank fremstod nuancerede og relaterbare. Isaac har været på flugt fra varulve i årevis, og lever et liv præget af frygt og hemmeligheder. Han har slået sig ned i San Francisco for at undgå varulve, så da han opdager, at en flok har slået sig ned i byen, får han lidt af et chok. Og det bliver ikke bedre, da han, helt uventet, får følelser for en af dem. Tank kender sin rolle i flokken, men føler sig ofte overset. Så da han møder Isaac, har han for første gang i lang tid, følelsen af virkelig at blive set. Og at de klikker på det seksuelle plan også, gør kun det hele endnu bedre. Både Isaac og Tank har en følelsesmæssig bagage, som giver dem udfordringer i deres spirende forhold, og det er fantastisk at følge, hvordan de to hjælper hinanden med at hele, og finde deres indre styrker. At kemien samtidig slår gnister mellem dem, og de passer virkelig godt sammen, gør dem kun mere troværdige både som par og som individuelle personer. Af bipersonerne holdt jeg især af Isaacs chef Xavier og hans kæreste Lavish, som begge har et blødt punkt for Isaac, og forsøger at beskytte ham på hver deres måde, og så var jeg vild med flokkens interne kemi og samspil, som, trods deres meget forskellige personligheder og udfordringer, mindede om en stor familie, der altid er parat til at bakke hinanden op, hvis der er brug for det. Og deres indbyrdes dialoger og seksuelt ladede, men uskyldige, drillerier, var utroligt morsomme.
The Omega Objection var morsom, underholdende og steamy, men formåede samtidig at være repræsentativ på den gode måde, hvor emner som race, seksuelle præferencer og homoseksuelle forhold blev indflettet på en naturlig måde, uden at det føltes, som om forfatteren skrev ud fra en checkliste. Og så havde bogen et par fantastiske hovedpersoner, som jeg ikke kunne lade være med at falde for. Er man til varulve og paranormal romance, blandet med masser af humor, så er serien helt klart værd at læse. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til at kaste mig over næste bind i serien. 

Se også forfatterens hjemmeside

fredag den 16. oktober 2020

Fanny Fairychild - Alf af hjertet

Fanny Fairychild - Alf af hjertet er 3. og sidste bind af Lykke Lindbos fantasytrilogi Fanny Fairychild.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Tanken og Mindet. 

Det er lykkedes Fanny, med hjælp fra sine venner, at redde alferne fra Midgårdsormens gab, men selvom alferne nu er vendt hjem, har meget forandret sig i Alfheim. 
Hel har, med hjælp fra Frejas ituslåede spejl, sendt sine dødehære ud i de ni riger, og deres råd og fordærv truer med at opsluge alt levende. Ragnarok er tættere på end nogensinde før. 
Men med Odin tilbage i Asgård, er der håb om, at guderne kan stoppe Hel, før det er for sent. Hvis altså guderne kan finde på en plan, og redde Heimdal fra Hels kløer.
Men Hel har et es i ærmet, og en lille alf er måske den eneste, der kan stoppe verdens undergang. 

Jeg var ret vild med de første to bind i serien, og heldigvis formåede sidste bind at afslutte historien om Fanny på en rigtig fin måde. 
Sproget er letlæst og flydende, og jeg elsker den måde, som forfatteren får indflettet ord og begreber fra den nordiske mytologi undervejs, da det er med til at give historien den helt rigtige atmosfære. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, og især Hels domæne fremstod skræmmende livagtigt. 
Universet udvider sig endnu engang, da vi får et indblik i nye riger og steder, og jeg er vild med, hvordan forfatteren får flettet alfer, nordisk mytologi og vores egen verden sammen. At bogen samtidig er udstyret med både runealfabet, ordliste og indtil flere kort er med til at give bogen og universet det sidste pift, og gøre hele læseoplevelsen til noget helt særligt. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot som både overrasker og holder læseren limet til stolen hele vejen igennem. Historien er spændende, og fyldt med guder, krig, forræderi, intriger, kærlighed, familie, sorg, alfer, og magi, og forfatteren formår at få afsluttet historien på virkelig fin vis, med en slutning, som både varmede, og fik mig til at knibe en tåre eller to. 
Personerne er levende og nuancerede, og det er skønt at følge, hvordan Fanny har udviklet sig undervejs. Fra at tvivle på sig selv, har hun fået mere mod og selvtillid, og samtidig fået bearbejdet en del af sorgen over morens død. Og selvom hun stadig ikke har helt kontrol over sine evner, og familiekonflikterne stadig ligger og lurer, så har hun et stort og varmt hjerte. Af bipersonerne kunne jeg rigtig godt lide Odin, som har forandret sig en del, siden vi som læser første gang mødte ham, men også den godmodige og lettere naive jætte Agner, og kærlighedsgudinden Freja holdt jeg meget af. Og så kunne jeg heller ikke helt lade være med at have sympati for Hel, trods hendes noget barnlige opførsel og undergangsplaner. Fannys stedmor, derimod, kom jeg aldrig rigtig til at holde af, og hendes far var lidt for vattet for min smag. 
Sidst, men ikke mindst, er der bogens design. Udover at bogen er gudesmuk at se på, med guldfolie på omslaget, og en utrolig smuk forsideillustration, så er bogen også fyldt med skønne illustrationer, og især de førnævnte kort er jeg ret vild med. 
Fanny Fairychild - Alf af hjertet var en skøn læseoplevelse, og en virkelig god afslutning på serien. Fans af serien vil ikke blive skuffede, og er man vild med nordisk mytologi, kan serien kun anbefales. 

Se også forfatterens hjemmeside


torsdag den 1. oktober 2020

Oktober TBR

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Som noget nyt laver jeg en TBR for oktober måned. Jeg deltager i den kommende måned i hele to readathons (eller snarere 1 1/2), som løber hele måneden, og i stedet for at lægge 2 TBRs på bloggen den samme dag, laver jeg i stedet et indlæg for begge readathons, hvor jeg viser min TBR for hvert readathon frem. Der er en del overlap imellem dem, fordi jeg ville deltage i dem begge readathons, men samtidig ville det blive for voldsomt med to adskilte TBRs. Der kom nemlig lidt flere bøger end først beregnet på den ene TBR, men mere om det senere. Samtidig havde jeg tre forskellige kategorier af bøger, som gerne skulle inkorporeres i de to TBRs, nemlig booktalk-bøger, anmeldereksemplarer og A-Z TBR-bøger. 

Jeg starter med min TBR for det halve readathon - som egentlig slet ikke er et readathon - da min TBR for det har temmelig stor indflydelse på min TBR til det rigtige readathon. 
Som jeg nævnte i min læsestatus for september, afholdt Becca and the Books readathonet Bookoplathon i september, men grundet travlhed havde jeg ikke mulighed for at deltage i det. Derfor bestemte jeg mig for at køre min helt egen uautoriserede udgave af det i oktober, hvor jeg ville bruge spillebrættet og reglerne til at finde frem til min oktober TBR. I videoen her kan man høre mere om regler og finde spillebræt, kort mm., men kort fortalt går Bookoplathon ud på, at man spiller sig frem til sin TBR, ved at slå terninger et bestemt antal gange. Dog med det lille benspark (som viste sig ikke at være så lille endda), at hvis man slår en dobbelt - altså samme antal øjne på begge terninger - skal man tilføje et ekstra slag, hvilket betyder, at man skal tilføje en bog mere til sin TBR. Jeg havde egentlig bestemt mig for 6 slag, men da det gik så godt, bestemte jeg mig for at forhøje det til 8. Og så tog skæbnen hævn, og jeg endte med en TBR på 11 bøger. Til gengæld fik jeg inkorporeret bøger fra alle tre kategorier, så helt skidt var det ikke. 

Min uofficielle Bookoplaton TBR endte med at se sådan her ud:

1. Foiled Cover: Fanny Fairychild - Alf af hjertet (Fanny Fairychild 3) af Lykke Lindbo.
Anmeldereksemplar fra Forlaget Tanken og Mindet. 

2. Young Adult: Henretterlunden (Mæsker 1) af Majbritt Ravnholt Cramer. 
Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet.

3. Fire on cover: Dæmring af Benjamin Lamberth.
Anmeldereksemplar fra Byens Forlag.

4. Set in the present: The Hate U Give af Angie Thomas

5. Most recent purchase: I Pandoras æske af Pernille Eybye

6. Chancecard: Besat (Nattens sanger 1) af Christina Bonde

7. Adult: Nattens cirkus af Erin Morgenstern
A-Z TBR.

8. Water on cover: Aru Shah og sjælesangen (Pandava-kvartetten 2) af Roshani Chokshi.
Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co.

9. Set in the future: Ready Player One (Ready Player One 1) af Ernest Cline.
A-Z TBR.

10. Dark cover: Radio Silence af Alice Oseman.

11. LGBTQ+: Rødt hjerte, blåt blod af Casey McQuiston. 

Temmelig ambitiøst, men det burde kunne lade sig gøre. Også selvom det ikke er de eneste bøger, jeg har planer om at læse i oktober. 

Og det fører mig til min anden readathon-TBR, og det første officielle readathon i oktober. Efterårsmagi readathonet er et helt nyt readathon skabt af Sofies bogverden, og da jeg så hendes annoncering af det, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle være med. Readathonet består af 7 udfordringer, og jeg har selvfølgelig planer om at læse en bog til hver udfordring. I videoen her, kan I høre Sofie fortælle om readathonet. 
Fordi min TBR for Bookoplathon blev noget større, end jeg havde regnet med, er der en del gengangere på min TBR, for heldigvis kunne flere af bøgerne også bruges til dette readathons udfordringer.
Min TBR for Efterårsmagi readathonet ser sådan her ud:

1. Læs en bog der giver dig en efterårssteming 
I Pandoras æske af Pernille Eybye. For mig er gys lig med efterår, og her passer bogen her perfekt ind. 

2. Læs en bog med grøn, gul eller orange på forsiden:
The Princess Bride af William Goldman. Og så er den også en del af min A-Z TBR. 

3. Læs en bog i en genre du ikke er vant til
The Hate U Give af Angie Thomas. Hårdtslående socialrealisme er ikke noget, jeg læser ret tit, så her passer bogen perfekt. 

4. Læs en bog med et overnaturligt/magisk væsen 
Besat (Nattens sanger 1) af Christina Bonde. Så vidt jeg ved, skulle der være vampyrer med, og de må tælle som et overnaturligt væsen. 

5. Læs en bog der giver dig en varm følelse på en kold dag 
Fjendtlige spor (Woodwalkers 5) af Katja Brandis. Børnebøger giver mig næsten altid en varm følelse at læse, og serien her har ikke skuffet indtil nu. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co. 

6. Læs en bog du længe har villet læse 
Vejen til Panteon (Panteon-sagaen 1) af Boris Hansen har stået på min TBR alt for længe, og samtidig vil jeg kunne krydse en titel mere af på min A-Z TBR. 

7. Læs en bog med en forside du synes er flot
Henretterlunden (Mæsker 1) af Majbritt Ravnholt Cramer har et vildt flot cover. Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet. 

I alt har jeg altså 14 bøger på min TBR for oktober, hvilket burde kunne lade sig gøre. Oveni dem kommer dog de to bøger, jeg pt. er i gang med, og som jeg skal have færdiglæst, før jeg kan begynde at læse bøgerne fra mine to TBRs, og min TBR for Dewey's 24 Hour Readathon, som jeg endnu ikke har fået sammensat. Jeg vil dog tro, at der også her vil være en del gengangere, afhængigt af, hvor mange af ovenstående bøger jeg har fået læst, når vi nærmer os readathon-weekenden. Jeg forudser dog, at jeg får travlt, så det er heldigt, at det alle sammen er bøger, jeg virkelig gerne vil læse. 
Wish me luck!

Læsestatus for september

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

September er forbi, og vi bevæger os nu for alvor ind i de mørke efterårsmåneder. Men inden vi helt siger farvel til september, er det tid til at gøre status over måneden, der gik. 
September bød på årets Fantasyfestival, der i år var digital, og selvom arbejdspresset ikke var så højt, som det plejer at være op til og omkring Fantasyfestivalen, så havde jeg alligevel pænt travlt på arbejdet. Ikke mindst fyldte tankerne omkring teknikken rigtig meget, for ville det hele nu virke, som det skulle? I det hele taget har arbejdet fyldt meget den sidste måneds tid, da der har været en del ændringer det sidste stykke tid, hvoraf en del selvfølgelig skyldes Corona, og det har slidt på overskuddet. Derfor er det heller ikke overraskende, at jeg ikke har fået læst ret mange bøger i september, i forhold til hvad jeg plejer. Til gengæld har jeg fået læst en del tegneserier og graphic novels, så helt skidt har det ikke været. 
September sluttede med en uges tiltrængt ferie, som indtil videre (jeg har stadig et par dage tilbage i oktober) er gået med praktiske gøremål. Maling af baggangen (som jeg næsten er færdig med), oprydning, køb og installering af ny fryser og tur til genbrugspladsen, samt en lille smule havearbejde. Og selvom det har været hårdt, har det også været rigtig godt for mig mentalt, at skulle koncentrere mig om praktiske opgaver, og jeg har nydt at se arbejdet skride frem. Det er så gået lidt udover bloggen, men mon ikke også det går? 
I september havde jeg bevidst valgt ikke at trække en ny serie fra seriekrukken eller en ny FairyLoot-bog, ligesom jeg heller ikke fik læst augusts FairyLoot-bog Daughter of the Burning City af Amanda Foody.  Til gengæld fik jeg læst et par bøger fra min A-Z TBR, så lidt fremskridt med årets læseprojekter har der da været. 
Og så må det vist være på tide, at vise de bøger, jeg fik læst i september, frem. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I september fik jeg læst 2 anmeldereksemplarer tilsendt af søde forlag og forfattere. 
Bøgerne er:

Kazu Kibuishi: De sidste stenvogtere (Amulet 4)
Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 
Serien er i gang. 

Eva Munk: Mellem træernes grene
Anmeldereksemplar fra forlaget Calibat. 

Jeg fik læst en enkelt bog som optakt til årets Fantasyfestival.
Bogen er:

Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker: Grimm II

Fra min A-Z TBR fik jeg læst 2 bøger. 
De er:

Nanna Foss: Leoniderne (Spektrum 1)
Serien er påbegyndt. 

Tom Holt: An Orc on the Wild Side

Derudover fik jeg læst 2 YA biblioteksbøger, som er en del af en kommende book talk, jeg skal give for mine kolleger. 
De er:

Kirsten Smith: Trinkets

Ashley Elston: 10 blind dates

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 11 tegneserier/graphic novels i september.
De er:

Kurtis J. Wiebe m.fl: High Fantasies (Rat Queens vol. 4)

Denis-Pierre Filippi og Silvio Camboni: Den Ekstraordinære Rejse - Del 2

Jean-Yves Ferri og Didier Conrad: Vercingetorix' datter (Asterix 38)

Jordie Bellaire m.fl.: From Beneath You (Buffy the Vampire Slayer vol. 3)

Bryan Edward Hill m.fl.: City of Demons (Angel vol. 2)

Joss Whedon, Jordie Bellaire m.fl.: Hellmouth (Buffy the Vampire Slayer)

Mort Walker:
Basserne 1978
Basserne 1980
Basserne 1981

Kazu Kibuishi: De sidste stenvogtere (Amulet 4)
Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 
Serien er i gang. 

Christophe Arleston og Alessandro Barbucci: Barcelona (Ekho spejlverdenen 4)

I alt fik jeg læst 6 bøger og 11 tegneserier/graphic novels i september. Af dem var 2 anmeldereksemplarer, 2 fra min A-Z TBR, 2 biblioteksbøger og 1 eventyrsamling. 5 var på engelsk. Jeg fik påbegyndt 1 serie, men ikke afsluttet nogen. 
I oktober står den på anmeldereksemplarer og bøger fra min A-Z TBR. Jeg er nu officielt temmelig langt ud med begge projekter, og har derfor bestemt mig for at sløjfe både serie- og FairyLoot-projekterne for resten af året, så jeg kan koncentrere mig om mine andre projekter, uden at blive alt for stresset. Derudover mangler jeg stadig at læse en lille stak bøger til kollega-booktalken her i oktober. Men oktober bliver også en readathon-måned. Jeg har pt. planer om at deltage i 2 1/2 readathon i månedens løb, og glæder mig virkelig meget til kaste mig over dem. Det første readathon (som faktisk er det sidste) er Dewey's 24 Hour Readathon, som i år ligger fra den 24.-25. oktober, og som efterhånden er blevet lidt af en læsetradition for mig. Andet readathon varer hele oktober, og er opfundet af booktuberen Sofies bogverden med efteråret som omdrejningspunkt. Titlen er Efterårsmagi readathon, og jeg glæder mig til at læse med. Og så kommer vi til det halve readathon. I september afholdt booktuberen Becca and the Books, med udgangspunkt i hendes månedlige TBR-spil, Bookcoplathon readathon. Da jeg vidste, at september ville blive en travlt måned, valgte jeg ikke at deltage, men har bestemt mig for i stedet at deltage helt uofficielt i oktober, hvor jeg bruger spillepladen og udfordringerne til at sammensætte min oktober TBR. Udfordringen bliver så både at få bøgerne til at passe ind i de andre readathons, og at få så mange anmeldereksemplarer og A-Z TBR-bøger med som muligt. Om det lykkes, vil I kunne se i min oktober TBR senere i dag. 

Hvordan så jeres september ud? Og deltog I, i den digitale Fantasyfestival?