Mesterens falske spil er 3. bind af fantasyserien Duftapoteket, skrevet af Anna Ruhe.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co.
Efter at have lært sandheden om sit særlige talent for dufte, og evner som sentifleur, har Luzie for alvor kastet sig over arbejdet som duftapoteker. Men selvom hendes evne til at føle dufte hjælper hende, savner hun en læremester, og føler sig langt fra klar til at løse den opgave, som Daan de Bruijn har givet hende.
Da Bonsky dukker op, og advarer Luzie om, at lederen af De Evige, Syrell de Richemont, har en ny plan, der skal give ham magten over alle mennesker, beslutter Luzie og Mats sig for at tage til Paris for at forhindre det.
Det viser sig dog hurtigt, at opgaven er langt farligere, end de havde regnet med, for De Evige har et hemmeligt våben, og tiden er ved at løbe ud.
Jeg kunne rigtig godt lide de første to bind i serien, men selvom der blev skruet op for både action og hemmeligheder i dette bind, så havde jeg et par problemer med hovedpersonen, som desværre trak den samlede læseoplevelse lidt ned. Bogen var dog stadig rigtig god, selvom den for mig ikke helt levede op til sine forgængere i serien.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og sanselige beskrivelser, som gør det nemt at se såvel personer som omgivelser for sig, samtidig med, at man næsten kan dufte blomsterne i væksthuset og duftene i duftflaskerne. Og så elsker jeg bogens mange smukke og charmerende illustrationer, som er med til at vække historien til live, og som sammen med det smukke omslag gør bogen til et helt lille kunstværk.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, som gør det svært at gætte hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med hemmeligheder, intriger, forræderi, venskab, forelskelse, magi, søskenderelationer, action, fare, dufte, jalousi og ondskabsfulde planer.
Personerne er levende og menneskelige, og som læser kommer man hurtigt til at holde af dem. Jeg havde dog et par problemer med hovedpersonen Luzie denne gang, som jeg syntes opførte sig virkelig dumt undervejs. Luzie er modig, loyal og elsker sin familie, men hun er også temmelig impulsiv og nysgerrig, og koblet med en stigende frustration over omgivelsernes hemmeligheder, fik det hende til at kaste sig fuldstændig uigennemtænkt ud i den ene farefulde situation efter den anden. For eksempel er hendes og Mats' plan om at opsøge de Richemont mere en antiplan end en plan, og det irriterede mig, at Luzie ikke brugte bare to minutter på at tænke sig om, inden hun kastede sig ud i farefulde situationer. Samtidig kommer forholdet til Mats på en alvorlig prøve denne gang, og selvom jeg ikke var vild med det noget ujævne forhold imellem de to (Mats hopper og springer for Luzie, men jeg synes ikke, hun var ret god til at lytte til ham), så gjorde det alligevel ondt. For Mats er, trods samme impulsivitet og nysgerrighed som Luzie, også en virkelig god ven, som stiller op, hver gang Luzie har brug for det. Af andre bipersoner kan især nævnes Luzies lillebror Benno, som er supercharmerende, og har en blind tiltro til, at hans storesøster selvfølgelig klarer problemerne, og den psykopatiske de Richemont og hans datter, Elodie, som begge er iskolde, manipulerende og intelligente, og som har større planer med Luzie, end hun på nogen måde kunne forudse.
Selvom Luzie irriterede mig en del denne gang, så kunne jeg stadig rigtig godt lide historien, illustrationerne og personerne, og er man fan af serien, må man ikke snyde sig selv for fortsættelsen. Jeg skal i hvert fald helt klart læse videre i serien, når næste bind udkommer dansk.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar