Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup.
Nera og hendes gruppe er nået frem til Vita, vampyrelvernes sikre zone, og er nu endelig i sikkerhed. Men mens de andre hurtigt falder til, og nyder livet i sikkerhed hver for sig, har Nera svært ved at falde til, og det gør det ikke bedre, at hun ikke kan få svar på de spørgsmål, hun har.
For også Vita gemmer på mørke hemmeligheder, og Nera føler sig stadig mere utryg i det, der burde være et utopia. Hun føler sig kun i sikkerhed, når hun er sammen med Bane, men drukner næsten i angst og mareridt, når han ikke er der.
Alt for sent viser det sig, at Nera ikke er den eneste, der har svært ved at falde til, og at vampyrelvernes skyggesider er stærkere end først antaget.
Hvor første bind var næsten konstant action, så var dette bind i serien mere rolig i tempoet, hvilket passer fint til stemningen i Vita, men også gjorde, at der ikke var så meget drive i handlingen.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er stadig knivskarpe, omend der er knap så mange kvalmende zombiescener i dette bind. Men selvom Vita på overfladen virker lys og fredelig, så formår forfatteren alligevel at opbygge en stemning af lurende uhygge, og en fornemmelse af, at der ligger noget mørkt og venter lige under overfladen. Dagbogselementet fungerer stadig rigtig godt, og er med til at bringe Neras underliggende traumer og fornemmelse af ensomhed og mistænksomhed til live på en virkelig god måde.
Handlingen er godt skruet sammen, omend actiondelen denne gang er blevet nedtonet en del. Historien er dog stadig spændende, og fyldt med hemmeligheder, venskab, mistro, kærlighed, vampyrelvere, traumer og ensomhed. Det er en historie om PTSD, og om hvad man gør, når kampen for overlevelse er slut. Men også en historie om de monstre, der findes indeni, om at give efter for sine mørke følelser, og om at føle sig udenfor og ensom, selv blandt andre mennesker.
Personerne er menneskelige og interessante, omend jeg stadig savnede lidt kød på bipersonerne. Jeg er stadig ret vild med Nera som hovedperson. Hun er nysgerrig, modig og handlekraftig, og føler sig ansvarlig over for sin tidligere gruppe. Men hun er også mistroisk, paranoid og præget af PTSD og traumer, efter de frygtelige ting, hun har været ude for inden hun ankom til Vita. Jeg kunne stadig rigtig godt lide Aiden, som dels udvikler sig en del undervejs, men som også endelig løfter på sløret for sin fortid, og dermed bliver mere levende og menneskelig. I modsætning til Nera falder Aiden hurtigt til, og begynder at bearbejde sin traumatiske fortid, og samtidig vokser forholdet til vampyrelveren Kirsta. Også Neras forhold til Bane udvikler sig, og selvom Bane desværre tilbringer en del af bogen med at være bortrejst (jeg ville gerne have haft meget mere Bane), så fungerer kemien mellem Nera og ham rigtig godt. Til gengæld brød jeg mig ikke rigtig om lægen Peter, som virker besat af sin forskning, og samtidig holder på vampyrelvernes hemmeligheder. Han virkede på mig arrogant og kold over for sine medmennesker, og selvom jeg ikke tvivlede på hans intelligens, så tvivlede jeg en del på hans motiver.
Hvor uhyggen i Monstre var lige på og hårdt, så var den i Utopia mere snigende og psykologisk, hvilket næsten gjorde det værre. Selvom jeg savnede lidt tempo undervejs, så var jeg vild med den måde, som forfatteren synliggjorde personernes traumer, og her kom dagbogselementet virkelig til sin ret. Jeg både glæder mig til og frygter næste bind i serien, hvor jeg har på fornemmelsen at vi måske får svar på nogle af Neras mange spørgsmål - og måske besøg af en zombie eller to?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar