Tyrannosaurernes fyrste Reaper har bortført Stjerne, Gnist og Lasse (med elvernavnet Klinge) til fortiden. Han skal bruge dem til at hente et gammelt våben fra højelvernes by, som er gemt i tiden, og som kun elvere kan få adgang til.
Mens Vass og Reaper holder Stjerne som gidsel, må Gnist og Klinge forsøge at fremskaffe våbnet. Højelverne er dog ikke ligefrem gæstfrie, og hverken Gnist eller Klinge har den store lyst til at give våbnet til Reaper. For Reaper vil bruge våbnet til at få hævn over menneskene, og give magten tilbage til tyrannosaurerne. Og det er ikke ligefrem gode nyheder for elvere og mennesker.
Tilbage i nutiden forsøger Lucas (Tordenstød) desperat at finde en måde, hvorpå han kan redde sin bror, mage og datter. Men at rode i tiden er sort magi, og de eneste, der måske kan hjælpe, er sortelverne. Lucas, Chris, Luma og den udstødte sortelver Daggry tager derfor afsted til sortelvernes land, i håbet om, at de kan - og vil - hjælpe, selvom de ikke ligefrem er begejstrede for skovelvere.
Men problemerne slutter ikke, selv hvis Lucas får sin familie tilbage. Reaper vil have sin hævn, og hvis ikke mennesker og elvere står sammen, vil alt være forbi. Men kan de to racer arbejde sammen, og stole på hinanden, med den gensidige mistro imellem dem? Og hvem er egentlig den største fjende?
Jeg var meget glad for de første bind i serien, og sidste bind skuffede bestemt ikke.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige, og, til tider, temmelig blodige, beskrivelser. Forfatteren har udformet sit eget elversprog til serien, som bliver brugt til at krydre dialogerne, og det er med til at tilføre bogen, og universet, noget helt særligt. For os, der ikke er født i Aiña, er der heldigvis en ordbog bagest i bogen, som gør det nemt at finde ud af, hvad der bliver sagt, når der slås over i elversprog.
Universet er utrolig gennemført, og er stødt vokset fra bog til bog i serien. Udover elvernes sprog og kultur, er der tænkt rigtig meget over både den hierarkiske opbygning hos menneskene, og dinosaurernes rolle, ligesom også geografi, flora og fauna er tænkt ind, i bedste Tolkien-tradition (hvis man ser bort fra dinosaurerne, altså). En del af det enorme forarbejde kommer også læseren til gode bagest i bogen, hvor der, udover ordlisten, også er et persongalleri, og en oversigt over Aiñas fauna og væsener. Universet låner elementer fra såvel fantasy- som science fiction-genren, og tilfører det dinosaurer, elvere, og noget anderledes og originalt, som gør Aiña til noget helt særligt. Og det fungerer virkelig godt.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske, og bogen umulig at slippe. Historien er spændende, og fyldt med action, kærlighed, venskab, familie, fordomme, hævn, elvere, magi, krig og dinosaurer. Det er en historie om at finde sig selv, om ondskab og udslettelse, og om konsekvenserne ved at lege med tiden. Men det er også en historie om magtbegær, griskhed og dobbeltspil, og om at rette op på fortidens ugerninger - eller tilgive dem.
Personerne er levende og nuancerede, og især Lucas og Gnist kommer man helt ind under huden af, da de to skiftevis fortæller historien. Lucas er kommet langt, siden han første gang besøgte Aiña. Han har endelig forliget sig med sin indre elver, og fundet balancen mellem sit tidligere liv som menneske, og sin nutid som elver. Efter at have fundet ud af, at Gnist er hans datter, er han blevet voldsomt beskyttende over for hende, og stolt af hende. Han har genfundet tilliden og kærligheden til sin mage Stjerne, men det tidligere kolde forhold mellem dem har resulteret i, at han nu føler sig splittet mellem Stjerne og Daggry, og har svært ved at vælge mellem dem. Gnist er modig, nysgerrig og impulsiv, hvilket til tider får hende rodet ud i problemer, hun ikke lige kan komme ud af igen. Hun vil så gerne gøre sin nyfundne far stolt af hende, hvilket gør hende endnu mere impulsiv, og fører til flere problemer. Men det gør hende også enormt nem at holde af, selvom jeg til tider også havde lyst til at skælde hende ud. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Lucas' bror Lasse, og hans bedste ven Chris, som begge får lidt mere scenetid i denne bog, end de ellers har haft, og dermed også lidt mere personlighed. Jeg kunne også godt lide den mystiske og bramfrie Le'Andro, tidligere dusørjæger og nu dekan og leder af en by, og den forførende og hemmelighedsfulde sortelver Daggry, som har et større hjerte, end man lige skulle tro. Og både den frygtindgydende, sindssyge og hævnlystne Reaper, og den beregnende og hemmelighedsfulde Vass fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Forfatteren har formået at gøre såvel elvere som øgler menneskelige nok til, at man kan forholde sig til, og føle med, dem, samtidig med, at de stadig er fremmedartede nok til at man frygter dem. Og det er altså en virkelig imponerende balancegang. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville fatte sympati for en blodtørstig dinosaur, som ovenikøbet er fjenden, men det skete altså.
Alt i alt en virkelig fed afslutning på en serie, som har overrasket mig gang på gang, og kun er blevet bedre for hvert bind. Jeg elskede virkelig den her bog, og kommer til at savne personerne og Aiña, nu hvor serien er forbi. Jeg håber, at forfatteren vender tilbage til Aiña en dag, for jeg er bestemt ikke færdig med universet endnu. Var man fan af de første bind i serien vil man bestemt ikke blive skuffet. Kan man lide elvere, imponerende og gennemført worldbuilding og, ikke mindst, dinosaurer, så kan den her serie kun anbefales.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar