Snedkerens Hemmelighed

Snedkerens Hemmelighed er 3. bind af fantasyserien Næslandet, skrevet af Eva Egeskjold.

Dronning Ingaea er død, dræbt af den gift der var tiltænkt Oona, og det er lykkedes forræderen at stikke af fra Lundene med Skjoldet. Inden dronningen døde, lykkedes det hende at fortælle Oona dets hemmelighed, og hun ved nu, hvad hendes rolle i profetien er. Det haster derfor med at finde forræderen før han får overdraget Skjoldet til Lucili, og Oona tager derfor af sted sammen med Sigmon og hans mænd, troldmanden Dolomedes, hendes bror Bjørn og Stigandir. Men selvom de er lige i hælene på dem, så er forræderne hele tiden et skridt foran.
På rejsen får Bjørn endelig sit store ønske om at blive bjørnekriger opfyldt, men hans forvandling er ikke som de andres, og heksene er sikre på, at der er noget i hans og Oonas blod der er anderledes end andre Lysfolks. Igen dukker spørgsmålet om hvem Oonas far var, og ikke mindst hvorfor Lucili fik Oonas mor til at glemme alt om ham, op, og igen er svarene uden for rækkevidde.
Det lykkes gruppen at generobre Skjoldet før Lucili kan nå at bruge det, men prisen er uhyggeligt høj: Lucili overvinder Dolomedes, og Oona bliver livsfarligt såret, mens resten af gruppen bliver spredt for alle vinde.
Hvis Radixfolket skal bekæmpes, er Oona nødt til at overleve for at bruge Skjoldet. Hun får brug for al sin styrke og magi, hvis hun skal bekæmpe Lucili, og må tage et valg som enten vinder krigen - eller mister alt.

Sikke en fortælling! Der er fuld fart over feltet her i tredje bind af serien, og igen leverer forfatteren et veldrejet plot med masser af twists undervejs, som overrasker læseren gang på gang. Handlingen er actionfyldt, og fuld af magi, mystiske væsener, krig, forræderi, intriger, kærlighed og hemmeligheder i en sådan grad, at man som læser sidder forpustet tilbage, og ikke mindst slutningen gør det svært at vente på at fjerde og sidste bind i serien udkommer. Igen udvider bogens univers sig, og denne gang i en mørkere retning, da man igennem historien lærer rigtig meget om Radixfolket og deres levevis, som bestemt ikke er hverken rar eller ublodig. Man lærer også mere om Næslandets magi undervejs, og den måde den fungerer på. Tonen er mørk og dyster, og i takt med at Oona og Lysfolket bliver mere og mere desperate, gør læseren det også. Hvor første bog sagtens kunne læses af store børn, så gør tredje bogs megen sex, vold og bloddryppende rædsler, at aldersgruppen er rykket betydeligt opad.
Sproget er letlæst og flydende, og igen er forfatterens beskrivelser uhyggeligt naturtro. Der var flere øjeblikke, hvor jeg ønskede at hun var mindre god til at bruge sproget til at suge mig ind i bogens univers, for det bliver godt nok grumt undervejs. Ikke mindst beskrivelserne af Radixfolkets levevis og perversiteter er svære at læse uden at få kvalme, hvilket skal ses som en kompliment, også selvom jeg bliver en smule bekymret for den fantasi forfatteren lægger for dagen i den retning.
Personerne udvikler sig stadigt, og man kan mærke, at de er bliver mere og mere realistiske og virkelige undervejs. Jeg bliver gladere og gladere for Oona, som, på trods af at hun er plaget af skyldfølelse over dronningens død og begynder at tvivle på sin egen dømmekraft, alligevel ved hvad hun skal gøre - også selvom det kan koste hende livet. Hendes voksende følelser for Sigmon er rigtig godt beskrevet, og samtidig er hun usikker, fordi hun pludselig er nødt til at adlyde ham som hendes konge, selvom hun har sine egne meninger om hvad der skal ske. Samtidig bliver hun mere og mere nysgerrig efter at finde ud af hvem og hvad hendes far var, og hvad der egentlig skete med ham.
Jeg er også ret glad for Oonas søskende, som vi lærer bedre at kende i løbet af bogen. Her er Bjørn nok den mindst komplicerede, med hans ønske om at blive bjørnekriger så han kan bekæmpe det folk, som ødelagde Muldnæs og få hævn over de lidelser de har påført hans familie. Eiric er en perfekt blanding af magi, gammelkloghed, og et barns ønske om at hjælpe sin familie og venner. Han kan lege med de jævnaldrende børn det ene øjeblik, og brygge magiske miksturer det andet øjeblik, og begge dele er bare en del af ham. Jeg faldt pladask for ham, fordi han, på trods af alt det han har været igennem, alligevel har en barnlig naivitet tilbage - også selvom han til tider virker ældre end han er. Og så er der alle de andre bipersoner, som forræderen, Lucili og Conian, og så den person som jeg ikke kan nævne, fordi han måske er bogens største spoiler og overraskelse, men som også er en af de bedst beskrevne og mest nuancerede personer i bogen.
Var man vild med de første bind i serien vil man bestemt ikke blive skuffet, for bogen er næsten endnu bedre end forgængerne i serien. Jeg glæder mig rigtig meget til at læse sidste del af serien og finde ud af hvordan kampen om Næslandet ender, og jeg kan næsten ikke vente.

Se også forfatterens hjemmeside.