Commander Vimes bliver, meget mod sin vilje, tvunget på ferie af sin kone, Lady Sybil. Ferien går til familiens landsted, som Vimes aldrig har set, da det hører til Lady Sybils arvegods.
Vimes har svært ved at vænne sig til livet på landet, og længes efter byens larm. Der går dog ikke længe, før Vimes får mistanke om, at der er ugler i mosen. Og før han ved af det, er han viklet ind i opklaringen af ikke bare en, men mange, forbrydelser, hvoraf flere har rødder flere år tilbage i tiden.
Hvem vidste, at livet på landet kunne være så farligt?
Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker Terry Pratchetts bøger, og især Discworld-serien står mit hjerte nær. Jeg elsker Pratchetts finurlige og fabulerende sprog, og den måde han tager alvorlige emner op, forklædt i fantasyklæder, og får mig til at tænke. Og Snuff var heldigvis lige så fantastisk som de øvrige bind i serien.
Sproget er letlæst, flydende og legende, og Pratchett forstår at lege med, og bygge videre på, sproget, hvor kendte vendinger får en ny betydning med et lille twist. Beskrivelserne er livagtige, billedskabende, og til tider urkomiske, og Pratchetts humor og bid er uovertrufne. Og så elsker jeg de skjulte hentydninger til litterære personer undervejs.
Selvom vi nu er 39 bind inde i serien, så formår forfatteren at blive ved med at udvide både universet og persongalleriet, og samtidig give plads til de personer, vi allerede kender. Denne gang er det goblinerne, der er i centrum, og såvel racen som folks fordomme omkring dem, bliver mesterligt udfoldet.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte hvad der vil ske. På overfladen er Snuff en krimi, med en mordgåde i centrum, og et indviklet plot fyldt med intriger, korruption, mord, slaveri og skruppelløse smuglere, men under overfladen er bogen et opgør med fordomme og racisme, krydret med integritet, kærlighed, landadel, og søgen efter retfærdighed. Og blandingen fungerer virkelig godt.
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, med alt hvad det indebærer af fejl, motiver og styrker, og jeg elskede såvel gensynet med kendte personer fra tidligere bind i serien, som de nye personer, forfatteren introducerer undervejs. Sam Vimes er en af mine yndlingspersoner fra Pratchetts univers, og jeg nød at følge både hans jagt på forbrydere, i, for Vimes, nye omgivelser, som familieidyllen, og hans kærlighed til sin kone og søn. Vimes er politimand med stort P, og har en stor respekt for loven, og tro på retfærdigheden, men samtidig er han kynisk nok til at vide, at loven ikke altid er nok, og at reglerne en gang imellem bliver nødt til at blive bøjet, hvis retfærdigheden skal ske fyldest. Han er en hengiven ægtemand og far, men har svært ved at finde sig til rette i den rang, han er blevet påduttet, og enten ignorerer eller overser de sociale spilleregler for adelen, når de ikke giver mening for ham. Af bipersonerne holdt jeg især af Vimes' butler Willikins, som har sine egne hemmeligheder, og en mere praktisk tilgang til loven, og Lady Sybil, Vimes' adelige kone, som ikke er bange for at spille på sin rang og manøvrere bag kulisserne, for at sikre, at retfærdigheden sker fyldest, når loven ikke kan følge med. Og så nød jeg gensynene med Vetinari, Ankh-Morporks iskolde og manipulerende diktator og de andre medlemmer af the City Watch, og de nye personer, som Vimes møder undervejs, herunder forskellige landadelige og, ikke mindst, et uforglemmeligt teselskab, som gav mig Austen-vibes.
Selvom det efterhånden har taget mig lang tid at læse mig igennem serien, så forbliver det en fornøjelse, hver gang jeg kan kaste mig over et nyt bind, og Snuff var bestemt ingen undtagelse. Jeg var underholdt hele vejen, og selvom visse dele var hårde at komme igennem (følelsesmæssigt, forstås), så grinede jeg mig igennem andre dele, og forundredes endnu en gang over, hvor gennemført universet og personerne er. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg glæder mig allerede, til at læse næste bind i serien, nu hvor seriens slutning er indenfor rækkevidde.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar