Livets blod

Livets blod er en novelle fra Ravnenes hvisken-universet, skrevet af Malene Sølvsten.

Elias er adoptivsøn af halvguden Od, og har levet i flere hundrede år. I 1700-tallet er han endelig faldet til ro som apoteker med kone og tre børn. Men Elias er besat af at overvinde døden, og hans eksperimenter er tæt på at give resultat. Så tæt, at Odin selv advarer ham, og, da Elias nægter at opgive sine eksperimenter, dræber hans familie.
Men drabet på Elias' familie giver bagslag, for Elias er mere opsat end nogensinde før, på at løse livets gåde, så han kan få sin familie tilbage. Elias må vælge mellem sin fortid og en mulig fremtid, men kan han opgive det, han har kæmpet for i århundreder? Og vil Odin nogensinde lade ham opleve lykken igen?

Jeg var vild med Ravnenes hvisken-trilogien, og meget fascineret af Elias, så da jeg fandt ud af, at hans historie udkom i novelleform, skulle jeg selvfølgelig læse den. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Selvom dele af handlingen kronologisk foregår før trilogien, så giver det mest mening at læse novellen efter trilogien, da man ellers bliver spoilet for dele af seriens handling.
Livets blod fortæller Elias' historie fra han indleder sin kamp mod guderne, og de valg, han tager i løbet af sit lange liv - gode som dårlige.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren forstår at bringe de forskellige tidsperioder til live ved hjælp at livagtige beskrivelser undervejs.
Handlingen er godt skruet sammen, og til trods for, at jeg kendte dele af Elias' historie i forvejen, så blev jeg alligevel overrasket undervejs. Historien er spændende, men også hjerteskærende, og fyldt med magi, forbudte eksperimenter, mystiske medikamenter, guder, liv, død, forræderi, sorg, profetier, tid, tro og en altoverskyggende kærlighed, og jeg kunne ikke lade være med at føle for Elias, og mærke hans smerte undervejs. Samtidig får vi som læsere en del af optakten til begivenhederne i Ravnenes hvisken, og især samtalerne mellem Odin og Loke gav nye facetter til den historie, jeg troede, jeg kendte.
Personerne er levende og menneskelige, og Elias fungerede rigtig godt som hovedperson. Han er intelligent og besat af tanken om at udrydde døden, men også en kærlig far og ægtemand, med dybe følelser, og tabet af familien er tæt på at ødelægge ham. Det er kun tanken om at få dem tilbage, der lader ham overleve, og hans tiltagende bitterhed og kynisme er rigtig fint beskrevet. Af bipersonerne var det især slaven Ben, som stod frem, med hans loyalitet, stærke magiske evner og, trods flere beviser for det modsatte, stadige tro på det gode i Elias. Men også Loke og Odin fik flere, og mere dystre facetter undervejs.
Livets blod var en rigtig god novelle, og et dejligt gensyn med Ravnenes hvisken-universet. Jeg ville dog have ønsket, at historien var længere, for en gang imellem synes jeg, det hele gik lidt for hurtigt, og jeg ville have elsket at dykke dybere ned i Elias' liv og følelser. Var man vild med Sølvstens trilogi, vil man også elske Livets blod, og jeg kan kun anbefale den, til de læsere der, ligesom jeg, har Ravnenes hvisken-abstinenser.

Se også forfatterens hjemmeside.