Skin Game er 15. bind af fantasyserien The Dresden Files, skrevet af Jim Butcher.
Der er gået et år, siden angrebet på Demonreach hvor Ladyerne af både Sommer og Vinter døde, og Molly blev påtvunget titlen som Lady Vinter. Og lige siden da har Harry befundet sig i frivilligt eksil på øen, da det kun er her, de stigende smerter fra parasitten i hans hoved kan holdes nede.
Men da Mab dukker op, er freden forbi. For Mab har en opgave til sin ridder, og hun godtager ikke et nej. Et nej, som Harry er tæt på at afgive, da han finder ud af, hvad opgaven er. Ikke nok med, at han er nødt til at arbejde sammen med en gammel fjende, han skal også bryde ind i Hades' skatkammer, for at stjæle den hellige gral. Og som om det ikke var nok, har Harry kun tre dage, før parasitten bryder ud af hans hoved.
Harry får brug for hjælp, hvis han skal overleve det umulige kup - og som altid står fjenderne i kø.
Jeg elsker virkelig den her serie, og denne gang får den endda et Ocean's Eleven-element i form af et umuligt kup.
Sproget er letlæst og flydende, med masser af humor, popkulturelle referencer, sarkasme og livagtige actionscener, som får adrenalinen til at pumpe, mens temperaturen hæver og sænker sig, når Harry smider ild og is omkring sig.
Universet udvider sig konstant i nye og uventede retninger, og denne gang får fae og faldne engle selskab af både græske guder og ukendte kræfter, samtidig med at nye former for magi dukker op.
Handlingen er godt skruet sammen, med det ene overraskende twist efter hinanden, som gør bogen umulig at slippe. Historien er spændende, og fyldt med magi, action, forræderi, dobbeltspil, usikre alliancer, umulige kup, hellige relikvier, fae, faldne engle, tro, familie og kærlighed. Alt sammen fortalt i et hæsblæsende tempo, og så proppet med intriger, at man som læser skal holde tungen lige i munden, for at kunne følge med.
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og jeg elsker, hvordan samtlige personer får lov til at udvikle sig, samtidig med, at man som læser fornemmer, hvordan personernes valg påvirker både dem selv, og menneskene, og verden, omkring dem. Magt har en pris, og konsekvenser, og vejen til helvede er brolagt med gode fortsætter. Harry er stadig min yndlingsperson, og både hans intelligens, viljestyrke og mod kommer på en hård prøve, når han skal forsøge både at opfylde Mabs ordre, og udføre den på en måde, som han selv kan leve med. Og så har jeg også et blødt punkt for Michael, som nok er den mest gennemført gode person, man møder i Dresden-universet. Hans tro vakler aldrig, og hans indre styrke og store hjerte gør ham både i stand til at gøre det umulige og ofre sig for sine venner og familie. I den modsatte ende af spektret er der så Mab, som man på ingen måde kan betegne som god, men som heller ikke er gennemført ond - hun er bare. Manipulerende, umenneskelig, stolt og ubarmhjertig som vinteren selv, men også intelligent, og omsorgsfuld på sin egen måde - så længe det tjener hendes formål. Og derudover er der hjælperne til det umulige kup, som hver især har deres egne motiver og historier, og som, selvom de bestemt ikke hører til Guds bedste børn, måske alligevel har lidt godt i dem.
Jeg var ret vild med dette bind i serien, og især kup-elementet fungerede rigtig godt. Og så var jeg vild med de mange dobbeltspil og intriger, og de svære odds, som Harry måtte kæmpe mod hele vejen igennem. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg glæder mig helt vildt, til næste bind i serien udkommer.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar