søndag den 2. august 2026

Læsestatus for juli

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Juli bød på sommerferie, sol og tiltrængt afslapning, men ikke så megen læsning, som jeg havde forventet. Min sommerferie blev afholdt som staycation i år. Planen var, at garagen og træværket på huset langt om længe skulle have træbeskyttelse, men de høje temperaturer gjorde, at jeg kun nåede at få malet træværket, da det simpelthen var for varmt at stå på en stige og male udenfor. Jeg fik dog lavet lidt havearbejde og ordnet et par indendørs projekter, og så fik jeg, efter flere års tilløb, investeret i nye gardiner, hvilket har pyntet gevaldigt. Derudover blev ferien brugt med at lægge puslespil, gispe i varmen, og en pæn portion læsning, om end ikke så meget, som jeg havde troet. 
Tilbage på biblioteket stod den på ekstra vagter, opfølgning efter ferien og en god portion festivalarbejde. En opgave, som kun vil blive større de følgende måneder, indtil festivalen er afholdt. 
Læsemæssigt blev det ikke til så meget, som jeg havde forventet. Igen var det varmen, der spillede ind, men til gengæld var jeg ret vild med de bøger, jeg fik læst. I juli fortsatte jeg læseudfordringen Anmelder-Roulette, som jeg virkelig er blevet glad for, men det blev også til et par genlæsninger og et par andre bøger fra reolerne. På nuværende tidspunkt er jeg langt forud med min Storygraph-udfordring, hvilket er rigtig rart, da jeg ingen anelse har om, hvor meget jeg får læst de kommende måneder, hvor arbejdet spidser til. Jeg kom også lidt videre med mit serielæsemål, mens mit læsemål for engelske bøger halter lidt bagud. Dog ikke så meget, at jeg er bekymret for ikke at nå i mål med det igen i år. 
Og så må det være tid til at se på, hvad jeg fik læst. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I juli fik jeg læst 3 anmeldereksemplarer.
Bøgerne var:

Malene Sølvsten: Høstnat
Anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal

Matt Dinniman: Dungeon Crawler Carl (Dungeon Crawler Carl 1)
Anmeldereksemplar fra forlaget Dreamlitt. 
Serien er påbegyndt. 

Sidsel Katrine Slej: Ísliljas fortælling (Asgårds døtre 3)
Anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup.

Jeg fik også læst 2 bøger fra reolerne. 
De var:

Gillian Harvey: Bogklubben i Bordeaux

Sidsel Katrine Slej: Njálas fortælling (Asgårds døtre 4)
Serien er slut. 

Det blev til 2 genlæsninger i juli, hvoraf den ene var månedens læsekredsbog til The Fantasy Fellowship. 
Bøgerne var:

D.E. Stevenson: Røre i andedammen (Barbara Buncle 1)

Clare B. Dunkle: The Hollow Kingdom (The Hollow Kingdom 1)

Sidst, men ikke mindst, blev det også til 4 tegneserier, der alle var genlæsninger. 
Tegneserierne var:

Franquin:
Balladen om Viggo (Vakse Viggo 13)
Viggo eller og kaos (Vakse Viggo 14)
Viggo slår sig løs (Vakse Viggo 15)
Hvem klokker klokkeren for? (Vakse Viggo 18)

I alt fik jeg læst 7 bøger og 4 tegneserier. Af dem var 3 anmeldereksemplarer og 6 genlæsninger. 1 var på engelsk. Jeg fik afsluttet 1 serie, og påbegyndt 1. 
I august håber jeg at få læst endnu flere anmeldereksemplarer med hjælp fra endnu en omgang Anmelder-Roulette. Derudover har jeg et par bøger liggende af Fantasyfestivalens udenlandske forfattergæster, som jeg gerne vil have læst inden deres besøg i september, og så skulle jeg også gerne have læst næste måneds læsekredsbog. 
Derudover byder august på familiebesøg, havearbejde, praktiske projekter inde og ude, ekstravagter og masser af festivalarbejde. 

torsdag den 30. juli 2026

Book Haul #7

August nærmer sig med hastige skridt, og juli synger på sidste vers. Men før måneden er helt forbi, må det være på sin plads at vise julis Book Haul frem. Igen er det lykkedes mig at samle en pæn stak nyanskaffelser sammen, på trods af, at jeg ikke lavede de vilde bogkøb i månedens løb. Til gengæld modtog jeg flere forudbestillinger, et par forsinkede abonnementsbøger, og en pakke, der var lidt længe undervejs. 
Julis Book Haul ser sådan her ud:

Fra The Broken Binding modtog jeg 2 meget forsinkede abonnementsbøger, nemlig bøgerne for april og maj. Heldigvis var de værd at vente på, for begge er utroligt smukke, med originale smudsomslag med guldfolie, sprayed edges, særlig endpaper art og printede illustrationer direkte på hardbacken. 
Bøgerne er:

John Gwynne:
Malice (The Faithful and the Fallen 1)
Valour (The Faithful and the Fallen 2)

Jeg modtog 3 bøger fra Saxo, hvoraf de 2 var forudbestillinger. 
Bøgerne er:

Julie Kagawa: Deathless (The Fateless 2)

Kim Laidlaw: Recipes from Sunnydale - The Official Cookbook (Buffy the Vampire Slayer)

Willow Rosenberg: The Official Grimoire -  A Magical History of Sunnydale (Buffy the Vampire Slayer)

De 2 graphic novels jeg købte hos Amazon tilbage i juni dukkede endelig op i slutningen af denne måned. 
De er:

Daniel Lieske;
The Shelter of Hope (The Wormworld Saga vol. 2)
Kingspeak (The Wormworld Saga vol. 3)

Sidst, men ikke mindst, købte jeg 2 tegneserier og 1 billedbog hos Fantask. 
De er:

Morris og Goscinny: Grønskollingen (Et Lucky Luke pletskud)

R. Goscinny og A. Uderzo: Asterix indta'r Rom

F. Walthéry og Sirius: Den blå spurvehøg (Natacha 22)

I alt flyttede 6 bøger og 4 tegneserier/graphic novels ind i perioden 3.-30. juli. Af dem var 2 abonnementsbøger, 2 forudbestillinger, 1 billedbog, 1 kogebog og 2 fanbøger. 2 var special editions med sprayed edges og 5 var nye udgivelser. 7 var på engelsk. 
I august har jeg ikke planer om de store indkøb, men har dog et par forudbestillinger, jeg venter på, og så burde jeg modtage en del bøger fra The Broken Binding, heraf flere forsinkede udgivelser. Ellers er planen at spare sammen til septembers Fantasyfestival. 

onsdag den 29. juli 2026

The Hollow Kingdom

The Hollow Kingdom er 1. bind af fantasytrilogien af samme navn, skrevet af Clare B. Dunkle. 

Da Kate og Emilys far dør, må de to søstre forlade deres hjem og flytte til Hallow Hill, hvor Kate har arvet en ejendom efter deres mor. De to søstre har dog aldrig været der, og huset har i mange år været lejet ud til en anden gren af familien. Nu er huset hjem for deres mors fætter Hugh, som er Kate og Emilys nye værge. En opgave, han dog ikke lader til at være særligt begejstret for. 
Kort efter deres ankomst begynder Kate at føle sig overvåget, og følelsen vokser, så snart mørket lægger sig. Da søstrene møder den mystiske Marak, får Kate noget nyt at frygte. For Marak er goblinernes konge, og han er fast besluttet på at gifte sig med Kate, ligegyldigt hvilke midler han må tage i brug. 
Kate får brug for alt sit mod og viljekraft, hvis hun skal undslippe Maraks kløer. Og familiens bekymring for hendes helbred gør det bestemt ikke nemmere. 

Jeg har genlæst The Hollow Kingdom mange gange, men da det er en del år siden jeg sidst kastede mig over den, var jeg spændt på, om den levede op til min erindring. Jeg havde dog ikke behøvet at bekymre mig, for bogen leverede til fulde, og jeg var lige så vild med den, som da jeg læste den første gang. 
Sproget er flydende, sanseligt og stemningsfuldt, og den lidt gammeldags tone giver både historien et strejf af eventyr og er med til at gøre den tidsperiode, bogen foregår i, troværdig. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, dialogerne velfungerende, og bogens lidt dystre stemning til trods er der også en god portion humor at hente. 
Bogens univers er sammenhængende, velfungerende og troværdigt, og mens idéen om en verden skjult under vores egen ikke er ny, så er forfatterens tilgang og opbygning af goblinernes rige det til gengæld. At bogen samtidig foregår i starten af 1800-tallet, hvor opgøret mellem tidligere tiders folketro og den voksende tro på videnskabelige forklaringer var i fuld gang, giver universet et ekstra lag af troværdighed og historisk dimension. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot der overrasker gang på gang, og en historie, der er svær at slippe. Historien er spændende, og fyldt med magi, sorg, intriger, folketro, gobliner, kidnapning, vold, søsterkærlighed, kærlighed, tvangsægteskab, hemmeligheder, sindssyge, jalousi og grådighed. Samtidig indeholder den en af mine absolutte yndlingstropes, som jeg dog ikke kan røbe uden at spoile alt for meget.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og jeg holdt virkelig meget af hovedpersonen Kate. Hun er intelligent (til tanternes forfærdelse), smuk, viljestærk og elsker sin søster overalt på jorden, men også ensom og i sorg over farens død. Kate plages af dystre drømme og mærkelige forudanelser, som hun ikke kan forklare. Alligevel er hun ikke bange for at tage kampen op imod overmagten. Mens Kate er beskyttende og forsigtig, så er hendes søster Emily næsten hendes diametrale modsætning. Hun er mere impulsiv, nysgerrig, åben og tilbøjelig til at sige, lige hvad hun tænker på, hvilket ikke altid er den bedste strategi. De to søstre supplerer hinanden rigtig godt, og deres søskendebånd fremstår stærkt og troværdigt. Marak er den mest komplekse karakter i bogen. Han er grim, hudløst ærlig og hævngerrig, men også drillesyg, magisk magtfuld og en god konge for sit folk, trods sit til tider voldsomme temperament. Marak lægger ikke fingrene imellem, da han fortæller Kate, at han har tænkt sig at kidnappe og gifte sig med hende. Til trods for det respekterer han også hendes styrke og vilje til at kæmpe imod, ligesom han er fascineret af hendes modstandskraft. Kemien mellem Kate og Marak er helt fænomenal, og selvom forholdet imellem de to er yderst problematisk (vi taler blandt andet om stalking, magiske og mentale overgreb, kidnapning, meget stor aldersforskel og tvangsægteskab), så kan jeg alligevel ikke lade være med at heppe på dem. Af andre interessante personer kan nævnes Kate og Emilys tanter, Celia og Prim, der har hjertet på rette sted, men også er lettere naive og noget gammeldags i forhold til, hvad der er passende for piger at beskæftige sig med, deres værge Hugh, som er kold, afvisende og bærer nag til deres familie, og Seylin, den talende kat, som bærer på sin helt egen hemmelighed. Min personlige favorit er dog Charm, som har en helt særlig personlighed, masser af sarkasme, og en forkærlighed for tal. 
The Hollow Kingdom er en skøn fantasyfortælling fyldt med kærlighed, fantastisk worldbuilding, eventyrstemning og masser af spænding. Er man til romantasy uden store mængder spice (bogen er trods alt skrevet til unge), og ikke bange for problematiske kærlighedsforhold, så er bogen helt klart værd at læse. Jeg er fan. 

Se også forfatterens hjemmeside

torsdag den 23. juli 2026

Njálas fortælling

Njálas fortælling er 4. og sidste bind af fantasyserien Asgårds døtre, skrevet af Sidsel Katrine Slej. 

Hele sit liv har Njála fulgt Vølsungeslægtens regler, og værnet om familiens ære. Gang på gang er hun blevet udbudt på ægteskabsmarkedet til den højestbydende bejler, for at skaffe slægten nye rigdomme eller alliancer, uden selv at have indflydelse på, hvem hendes kommende ægtemand ville blive. Men da hendes egen tvillingebror Asle får slægtens overhoved Sigurd til at love hende bort til arvefjenden, får Njála nok. 
Hun stikker af hjemmefra for at søge tilflugt hos sin ukendte tante i Glitterheim, og planlægger at bryde sine bånd til slægten en gang for alle. 
Desværre slår hendes plan fejl, og Njála tages til fange af sin slægts fjender. Ude af sig selv forsøger hun at begå selvmord i et sidste desperat forsøg på selv at bestemme over sit liv, men bliver reddet i sidste øjeblik. Dog ikke uden mén, da hun mister synet. 
Mens fejden mellem slægterne slår ud i lys lue, må Njála lære at leve i sin nye virkelighed som gidsel. Mødet med hendes fangevogter, jarlen af Snedalen, bliver dog helt anderledes, end hun havde troet, og da kongen af Glitterheim arrangerer et ægteskab imellem dem i et forsøg på at stoppe den blodige fejde, finder Njála for første gang siden sin brors død et håb i mørket. 
Men ikke alle er lige begejstrede for udsigten til at få en jætte i familien, og Njála må tage kampen op mod sin egen slægt, for at sikre sin egen lykke og stoppe fejden en gang for alle. 

Sikke en afslutning på serien! Njálas fortælling gav mig alt det, jeg havde håbet på, og mere til, og jeg elskede hver en side. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, der får såvel slagmarkens gru som de hede elskovsscener til at stå knivskarpt for det indre blik. Samtidig er sproget utroligt sanseligt, hvilket, Njálas blindhed til trods, er med til at gøre omgivelser og personer nærværende for læseren, ligesom de mange indflettede ord og begreber fra vikingetiden giver liv til såvel stemning som tidsperiode og univers. 
Worldbuildingen i den her serie er i det hele taget utroligt gennemført, og man kan mærke den enorme research der ligger bag. Ikke mindst i forhold til de utroligt mange planter og urter, der spiller en stor rolle i handlingen, ligesom man får et godt indblik i vikingetidens skikke og kultur, med dens store fokus på slægtens ære og den nordiske gudeverden. 
Plottet er godt skruet sammen, og forfatteren formår på fornemste vis at få de mange tråde vævet sammen til en tilfredsstillende slutning. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, krig, intriger, forræderi, usikre alliancer, magtbegær, grådighed, mod, besættelse, politiske ægteskaber, guder, jætter, magi, hævn, blindhed, selvmord og kidnapning, godt krydret med kvinderoller, sex, ønsket om frihed og kampen for overlevelse. Først og fremmest er det dog en historie om pligt, ære og kærlighed, og valget imellem dem. 
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og i modsætning til de foregående bind i serien følger vi denne gang to forskellige synsvinkler bogen igennem, nemlig tvillingerne Asle og Njála. På den måde får vi som læsere et godt indblik i "den anden side" af konflikten slægterne imellem, da det denne gang er to Vølsunger - om end med meget forskellige sympatier - der har hovedrollen. Og det fungerer forbløffende godt, da det hele på den måde bliver mindre sort/hvidt. Njála er den perfekte valkyrie. Hun er smuk, lydig, loyal over for slægten og god til såvel sværdkamp som huslige sysler. Hun elsker sin familie, men selv den perfekte datter kan få nok, og efter at være blevet brugt som en politisk brik og handelsvare af sin slægt, får hendes tvillingebrors forræderi bægret til at flyde over. Njála bryder med sin slægt og flygter til fjendeland i jagten på frihed og en fremtid, hun selv kan bestemme. Ønsket om frihed får også Njála til at forsøge selvmord, i stedet for at falde i fjendehænder. Desværre slår det fejl, og Njála er nu fange i dobbelt forstand, og må vænne sig til et liv med flere begrænsninger end før. Mødet med hendes fangevogter bliver dog helt anderledes end hun havde troet. I stedet for vold og grovhed er jarlen tålmodig, blid og medfølende, og da kongen af Glitterheim arrangerer et ægteskab imellem dem for at afslutte fejden, er Njála langtfra afvisende. Tværtimod forelsker hun sig hovedkulds i ham uden at have set ham en eneste gang, og kemien imellem de to er til at tage og føle på. Mens Njála ikke har set sin mand, så forelskede han sig til gengæld i hende ved første blik, uden dog at lade følelserne løbe af med ham. Bødvar er en dygtig kriger, men har også en mere blid side. Han er tålmodig, lidenskabelig og rolig, og sin dybe forelskelse til trods, ikke tilbøjelig til at lade lidenskaben tage over. Samtidig er han loyal over for sin konge, og yderst pligttro. Asle er forblændet af lidenskab og begær til Íssol, og parat til at ofre såvel familie som ære, og sætte verden i brand, for at eje hende. Han begår den ene frygtelige handling efter den anden, men kan ikke selv se det, og er blind for alt andet end hans egne ønsker og følelser. Alligevel kan man ikke som læser lade være med at føle en lille smule sympati med ham og den måde, han er i færd med at ødelægge sit liv på, uden han selv kan se det. Asle er en dygtig kriger, intelligent og målbevidst, men også egoistisk, voldelig og kun loyal over for sig selv. Han betragter alle andre, hvad enten de er frænder eller fjender, som brikker han kan flytte rundt med, og kan slet ikke forstå hvorfor Njála føler sig forrådt af hans nyeste påfund. Af bipersoner holdt jeg især af gensynet med Íssol, Ìsilja og Ingeborg, der alle kæmper for deres familie og kærlighed, men alligevel har medfølelse og sympati med den tilfangetagne Njála, hvis nuværende situation de alle har haft en ufrivillig andel i. Máni var det til gengæld umuligt at finde sympati for. Han er begærlig, grådig, egoistisk og manipulerende, og ligeglad med såvel slægt som ære, så længe han bare får sin vilje. At han samtidig er en dygtig kriger gør ham bare endnu mere farlig og selvglad. Og apropos selvglad, så er der Vølsungeslægtens overhoved, Sigurd Fafnersbane. Han er ærekær, magtbegærlig og styrer slægten med hård hånd, uden hensyn til deres følelser eller ønsker. Han er stædig, og mere opsat på ikke at tabe ansigt end at gøre det rigtige, selv når han ved, han er forkert på den, og opfører sig på mange måder som et forkælet barn. Mens Asle er forblændet af sine følelser, og Máni af hævntørst og begær, så er Sigurd kun forblændet af sit eget ego, og fuldt bevidst om, at det er hans side, der har handlet forkert, men parat til at lyve og bruge vold, for at slippe for at indrømme det, hvilket på mange måder gjorde ham værre end de to andre. 
Njálas fortælling var den helt perfekte slutning på en virkelig skøn fantasy- og romantasyserie om stærke kvinder, kærlighed og pligt med fænomenal worldbuilding, sanseligt sprog og masser af nordisk mytologi. Fans af serien vil bestemt ikke blive skuffede, og er man til dansk romantasy, kan serien her kun anbefales. 

Se også forfatterens hjemmeside

søndag den 19. juli 2026

Ísliljas fortælling

Ísliljas fortælling er 3. bind af fantasyserien Asgårds døtre, skrevet af Sidsel Katrine Slej. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup

Íslilja elsker sit liv som valkyrie. Hun lever for at kæmpe, og er kendt som en af de allerdygtigste valkyrier. Desværre står Íslilja til at miste alt det, der gør hende glad. Som valkyrie forventes det, at hun lægger sværdet til fordel for en tilværelse som husmoder, ved indgåelsen af giftemål, og Íslilja er nødt til at gifte sig, hvis hendes familie skal overleve fejden imod den magtfulde Vølsungeslægt. 
Ísliljas ægteskab er allerede arrangeret, men selvom hun ved, at det er hendes pligt at gennemføre det, kan hun ikke udholde tanken. Hun gør alt for at undgå at mødes med sin tilkommende, og kaster sig i stedet ud i den ene farlige mission efter den anden. 
Da Íslilja og hendes gruppe sendes på mission for at forhindre Vølsungerne i at indgå endnu en alliance, sker det, der ikke måtte ske. Íslilja forelsker sig. Og det er ikke i hendes trolovede. 
Íslilja står snart overfor et umuligt valg: Vælger hun med hjertet, vil hun miste sin familie, sit hjem og måske endda sit liv, men gør hun sin pligt, vil hun miste sin frihed til fordel for et giftemål uden kærlighed. 

Jeg var ret vild med de første to bind i serien, men Ísliljas fortælling tog mig med storm, og tog hele serien til et nyt niveau. Bogen er da også min absolutte favorit i serien indtil nu. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, der får såvel kærligheds- og actionscener til at stå knivskarpt for læserens indre blik. De mange indflettede begreber og ord fra vikingetiden er med til at gøre såvel universet som tiden troværdige, og historien levende. 
Universet udvider sig endnu en gang i dette bind, hvor vi både tager et smut til Udgård og Frankerrigets Midgård, samtidig med at vi lærer mere om skikke og kultur i Asgård. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og så slutter den med en cliffhanger, der gør det svært ikke straks at kaste mig over næste bind. Der var action hele vejen igennem, og bogen var umulig at slippe. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med forræderi, intriger, magtbegær, krig, fejder, familie, begær, politiske ægteskaber, vold, magi, kidnapning og bedrag, godt krydret med løgne, kampen for overlevelse, usikre alliancer, jætter og kvinderoller. Først og fremmest er det dog en historie om kærlighed, pligt og ære, og valget mellem at leve i frihed og at kunne leve med sig selv. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede. Især hovedpersonen Íslilja lærte jeg rigtig godt at kende, og jeg kunne ikke undgå at føle med hende og det umulige valg hun står over for. Íslilja er en dygtig kriger og lever for at kæmpe. Hun elsker sin familie, men har svært ved at forlige sig med den fremtid, hun står over for, og det giftemål, hun på ingen måde ønsker. Samtidig sørger hun stadig over sine forældre, som hun mistede som 12-årig, og føler sig mere og mere fremmed i hendes eget hjem. Så da hun pludselig begynder at føle ting, hun aldrig har følt før, kommer det meget bag på hende, og giver hende endnu flere følelsesmæssige kvaler, da hun ved, hendes families liv og fremtid afhænger af, at hun gifter sig med sin trolovede. Det gør det heller ikke nemmere, at den mand, hun får følelser for, ydmyger hende og nedvurderer hendes evner. Alvin er en dygtig kriger, men også højadelig, og har ikke den store tiltro til kvinders evner - selv om de er valkyrier. Han er hemmelighedsfuld og dominerende, men viser også Íslilja en anden, og mere sårbar side. Kemien mellem Alvin og Íslilja er rigtig godt skrevet, og det slår gnister, når de to optræder sammen. Jeg nød også gensynet med Ísliljas familie, som havde hovedrollerne i de foregående bind i serien. Mens forholdet til hendes svigerinde Ingeborg og bror er noget anstrengt, grundet det forestående arrangerede ægteskab med Ingeborgs bror, så er forholdet til søsteren præget af savn og en god portion misundelse over, at hun har fundet kærligheden. Og Íssol har da også udviklet sig en del igennem de sidste bind, og har fået en langt større rolle, end hun selv havde troet var mulig. Af andre bipersoner kan nævnes Ísliljas andre kampfæller Fálke, Sindre og Tarfur, der hver har deres tydelige personligheder, og mens de to sidste er indbegrebet af vikingekrigere med hor og drik, så er barndomsvennen Fálke anderledes støttende over for Íslilja, ligesom han gemmer på sin egen farlige hemmelighed. Derudover er der de mystiske maskerede modstandere, som Íslilja og hendes kampfæller må tage kampen op imod, foruden Vølsungerne selv. 
Alt i alt var Ísliljas fortælling en helt fantastisk læseoplevelse, og jeg glæder mig allerede til at finde ud af, hvordan det hele ender. Er man til episke kærlighedshistorier, fantastisk worldbuilding, spændende intriger, nordisk mytologi og dansk romantasy, så kan bogen og serien her kun anbefales, og fans af de første bind vil bestemt ikke blive skuffede. 

Se også forfatterens hjemmeside

lørdag den 18. juli 2026

Dungeon Crawler Carl

Dungeon Crawler Carl er 1. bind af science fantasy-serien af samme navn, skrevet af Matt Dinniman.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Dreamlitt

Carl er tidligere mekaniker i kystvagten. Han bor sammen med sin kæreste og hendes forkælede showkat, Prinsesse Donut i Seattle. Mens kæresten fejrer nytår i varmen, passer Carl katten derhjemme. Men det nye år får en dårlig start, da Carl slår op med sin kæreste. Da byen er lammet af en vinterstorm, lover Carl at passe Prinsesse Donut indtil hans ekskæreste kan hente katten. 
Da Prinsesse Donut bestemmer sig for at hoppe ud af vinduet midt om natten, må Carl, iført boxershorts, læderjakke og ekskærestens lyserøde crocs, hente hende ind igen. Men før Carl har fået indfanget katten, klapper lejlighedskomplekset og alle andre bygninger sammen. En fremmed race har invaderet Jorden for at udvinde dens ressourcer. Størstedelen af jordens befolkning er forsvundet sammen med bygningerne, mens de få overlevende mennesker kan vælge mellem at blive på overfladen eller træde ind i Verdensdungeonen, et realityshow, hvor kun den stærkeste overlever.
Carl og Prinsesse Donut må som Crawlere kæmpe sig frem fra niveau til niveau i Verdensdungeonen, hvis de vil overleve, og vinde den ultimative præmie. Undervejs kan de optjene evner og genstande, som, hvis de er heldige, kan hjælpe dem undervejs. Men Verdensdungeonen er fuld af farer, og Syndikatet bag har bestemt ikke spillernes bedste interesser for øje. Carl og Prinsesse Donut må lære at samarbejde og finde ud af, hvem de kan stole på, hvis de vil overleve. Men kan en mand og en kat overleve, når de står overfor gobliner, feer, muterede dyr, monstre, magi, talkshowværter, eksploderende toiletter og en AI med en fodfetich? Hvert minut tæller og alle kneb gælder, når spillet er i gang...

Dungeon Crawler Carl-serien er blevet rost til skyerne og hypet helt vildt på diverse bogplatforme, og jeg var derfor noget spændt på, om bogen kunne leve op til mine forventninger og seriens hype. Jeg havde dog ikke behøvet at være urolig, for Dungeon Crawler Carl levede op til begge dele, og jeg forstår til fulde hvorfor serien er blevet så populær, som den er. 
Sproget er letlæst og flydende, dialogerne fungerer virkelig godt, og hver karakter har en tydelig og særegen sprogtone, der gør det nemt at adskille dem fra hinanden. Bogen er proppet med computerspilsbegreber, popkulturelle referencer og masser af humor, kombineret med en god omgang samfundskritik og seksuelle undertoner. Bogens beskrivelser er livagtige, billedskabende og til tider temmelig splattede, og forfatteren er eminent god til at skrive stemninger frem. Stor ros også til den danske oversætter Tom Vedsted Vonsild, som har gjort et fantastisk stykke arbejde med at få såvel humor som spilbegreber til at give mening og spille på dansk. 
Universet er på en gang velkendt og fremmedartet, med elementer fra vores egen verden blandet med magi, teknologi og computerspilsuniverser. Resultatet er utroligt originalt og velfungerende, og som læser føler man sig hurtigt som en del af spillet. Bogens mange illustrationer er også med til at gøre universet levende, og de små sort/hvide stregtegninger er virkelig flotte. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og jeg kedede mig ikke et eneste sekund. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, magi, monstre, computerspilselementer, rumvæsener, ødelæggelse, død, mord, muterede dyr, talkshows, reality-tv, mod, hævn, intriger, forræderi, grådighed, magt og masser eksplosioner, godt krydret med talende katte, umage venskaber, medmenneskelighed, kærlighed, kæledyr og kampen om overlevelse. Bogen er umulig at slippe, og jeg slugte den på ingen tid. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og selv de onde var det svært ikke at holde af. Hovedpersonen Carl er veteran fra den amerikanske kystvagt og lidt af et mekanikergeni. Han er høj, stærk og god til nærkamp, og ikke bange for at tage kampen op mod overmagten. Men han har også et stort hjerte og et ønske om at gøre det rigtige, selv når spillet gør det umuligt. Carl er fast besluttet på ikke at lade spillet knække ham, men ønsker sig mest af alt et par bukser, og så var jeg ret vild med hans "fuck det"-attitude. Kemien mellem ham og Prinsesse Donut er helt fantastisk. Hvor Carl er den mere forsigtige type, er Prinsesse Donut ikke bleg for at kaste sig selv - eller rettere Carl - ud i kampen, i jagten på likes, følgere og evner. Hun er intelligent og til tider temmelig skånselsløs, og hader hunde, men også modig, selvbevidst og, som alle katte, fuldstændig sikker på, at hun er universets midtpunkt og fortjener al den tilbedelse, hun kan få poterne i. Men selvom hun betragter Carl - og mennesker i øvrigt - som sin tjener, så holder hun også meget af ham, og er parat til at kæmpe for ham. Af bipersonerne holdt jeg især af Mordecai, Carls og Donuts mentor og træner i spillet, som mindede en del om Master Splinter, men samtidig gemmer på en traumatisk fortid som tidligere Crawler. Men også AI-observatøren med dens sassy kommentarer, humoristiske og til tider temmelig forstyrrede forklaringer, og en (mulig) fodfetich - eller i hvert fald stor påskønnelse - for Carls fødder var svær ikke at holde af, og det samme gjaldt den hjemløse Crawler Agatha, beboere og personale fra plejehjemmet Meadow Lark og talkshowværten Odette. Og mens modstanderne i spillet til tider var groteske, klamme og voldelige, kunne jeg ikke lade være med at føle sympati med såvel gobliner som dingoer, der bare ønsker sig et bedre liv. 
Dungeon Crawler Carl var en rigtig god start på en serie, jeg glæder mig helt vildt til at læse videre i. Faktisk er det eneste minus, at næste bind ikke er udkommet på dansk endnu, så jeg kunne fortsætte serien med det samme! Kunne man lide Malice-serien af Chris Wooding, Ready Player One af Ernest Cline, Hunger Games af Suzanne Collins, A Hitchhiker's Guide to the Galaxy af Douglas Adams eller Et Grimm't eventyr af Dennis Jürgensen, eller er man vild med computerspil, LitRPG, fantasy, science fiction eller science fantasy, så er serien her helt klar værd at prøve kræfter med, og er man katteejer med hang til splat, computerspil, grovkornet humor og popkulturelle referencer, er bogen tæt på et must read. Dungeon Crawler Carl får mine varmeste anbefalinger, og jeg glæder mig allerede til næste bind. 

Se også forfatterens hjemmeside

fredag den 10. juli 2026

Høstnat

Høstnat er en novelle fra Ravnenes hvisken-universet, skrevet af Malene Sølvsten.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal

Benedict og Odion er tvillinger og hekse. De bog i Ghana, og er blevet oplært i magi af deres mor. Men da Odion bliver besat, ændrer alt sig. Han mister kontrollen over sin magi, og dræber flere i landsbyen, herunder tvillingernes mor.  
Mens hun er døende, lykkes det moren at binde Odions kræfter til Benedict. Men den synlige magiske kamp har gjort beboerne bange, og Benedict og Odion bliver taget til fange og solgt som slaver. Snart befinder de sig på et skib langt hjemmefra, på vej til et liv som slavegjorte. Benedict kæmper for at bevare kontrollen over Odions magi, men forgæves, og må se sin bror forsvinde i magiens vanvid. 
Opsat på hævn, og draget af stærke magiske kræfter, overtager Odion skibet, som snart er på vej til Aalborg med en besætning af levende døde. 
Benedict får brug for hjælp, hvis han skal stoppe sin bror, før de levende døde overtager Aalborg og resten af Danmark, og allierer sig med heksen Mardöll, lægen Elias og den unge kvinde Cecilie. Men Odion er ikke den eneste, der ønsker en hær af levende døde. Stærke kræfter er på spil, og guderne selv følger opgøret tæt. 

Høstnat foregår i forfatterens velkendte univers fra Ravnenes hvisken, og følger flere personer fra serien længe før trilogien begynder. Novellen blev den sidste bog, Malene Sølvsten fik udgivet før sin død, hvilket gjorde læsningen en anelse vemodig, den megen spænding til trods.
Sproget er letlæst og flydende, med malende, og til tider ret splattede, beskrivelser, der vækker såvel slaveskibets mørke som 1700-tallets Aalborg og de mange magiske dueller til live.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom jeg ret hurtigt gættede bogens afsluttende twist, så var jeg alligevel godt underholdt hele vejen igennem. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, sorg, kærlighed, guder, hekse, magtbegær, hævn, desperation, levende døde, ofringer, slavegørelse, forfølgelse, videnskabelige eksperimenter, forbudte medikamenter, profetier, død, grådighed og forræderi, krydret med en del splat og masser af blod.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, men desværre var der lidt for mange synsvinkler undervejs, hvilket til tider gjorde historien en anelse svær at finde rundt i. Af de personer, vi følger undervejs, kunne jeg rigtig godt lide Benedict. Han elsker sin familie og er dybt loyal, hvilket dog også er med til at give ham skyklapper på, da broren begynder at forsvinde i vanvid. Selvom han ønsker at gøre det rigtige, kan han ikke få sig selv til for alvor at bekæmpe broren, da han stadig tror på det gode i ham. Mødet med Mardöll bliver for ham også mødet med en helt ny form for magi, ligesom hun får ham til at, og Odins loyale tilbeder, på trods af Odins manglende opmærksomhed. Mardöll er ikke bange for at bruge magi, til at opnå magt og rigdom, ligesom hun ikke er bleg for at tage livet af sine tilbedere, hvis det tjener Odins sag. Elias er søn af halvguden Od, og udødelig. Han er læge og videnskabeligt nysgerrig, men samtidig bekendt med såvel gudernes som magiens verden. Da han møder Cecilie, finder han en ligesindet, der ligesom han er optaget af videnskab og medicin. Cecilie er lynende intelligent, men desværre også født som kvinde, i en tid, hvor mændene bestemmer. Hun ønsker at bryde rammerne og selv bestemme over sit liv, men er bundet af både normer og sin egen krop. Da hun møder Elias, opdager hun en verden fyldt med kræfter, hun ikke troede fandtes, og begynder at håbe på et andet liv. Udover disse personer er der også halvguden Od, som er loyal over for sin far, guden Odin, på trods af, at han også er bekendt med gudens mørkere sider. Han elsker Elias, men troskaben til guderne kommer først. Od er på mange måder fanget mellem sine to sider, guden og mennesket, hvilket også kommer til udtryk i hans følelser for hans menneskelige kærlighed, Sofie Amalie, og hans hustru, gudinden Freja. Købmanden og slavehandleren Frederik er baron, magtbegærlig, ærgerrig og grådig. Han er gift med Mardöll, uden dog at vide, at hun er heks, og er kommet i konflikt med kongen, som vil fratage ham en del af den rigdom, han føler er hans. Hans mor, enkebaronessen, er streng, religiøs, kongetro og ivrig heksejæger. Hun er forfærdet over sønnens levemåde, men kan som kvinde ikke stille noget op. Sidst, men ikke mindst, er der guderne, som kæmper mod at blive glemt og miste deres magt, men samtidig har indbyrdes konflikter og egne agendaer. Især Odin er desperat for ikke at blive glemt, og vil gøre hvad som helst for at beholde sin magt. Også selvom det vil knække hans søn eller tilbedere.
Høstnat var en god læseoplevelse, selvom jeg kæmpede lidt med at finde rundt i de mange synsvinkler, og historien samtidig inddrog hele to elementer, jeg plejer at gå langt udenom, nemlig slavegørelse og levende døde. Til gengæld nød jeg at være tilbage i Malene Sølvstens velkendte univers, og det var fedt at lære mere om, hvordan magien fungerer, ligesom jeg nød gensynet med de velkendte karakterer, og især med Elias. Er man fan af Malene Sølvstens univers, er bogen her helt klart værd at læse. Bogen kan sagtens læses som standalone, da den foregår før forfatterens andre bøger, men man vil helt klart få mest ud af historien, hvis man starter med Ravnenes hvisken

torsdag den 2. juli 2026

Book Haul #6

Så er det blevet juli, og dermed tid til at vise sidste måneds nyanskaffelser frem. I juni blev det ikke til mange bogkøb. Faktisk købte jeg kun en eneste bog, men til gengæld dukkede der flere forudbestillinger og en enkelt meget forsinket abonnementsbog op. Derudover blev det til et par enkelte nipsting, som jeg har valgt også at vise frem i dette book haul-indlæg. 
Og med disse indledende bemærkninger kommer her junis Book Haul. 

Jeg modtog 2 bøger fra The Broken Binding i juni, heraf en forudbestilling og en abonnementsbog. Begge temmelig forsinkede, da abonnementsbogen var den fra marts måned. Som sædvanlig er bøgerne utroligt smukke. Forudbestillingen har foiled edges i guld, smudsomslag med guldfolie, sort folie på hardbacken, særlig endpaper art, illustrationer i både sort/hvid og farver, og så er den signeret af forfatteren, mens abonnementsbogen har sprayed edges, trykt omslag på hardbacken, særligt smudsomslag med sølvfolie og særlig endpaper art.
Bøgerne er:

Ryan Cahill: Of Blood and Fire (The Bound and the Broken 1)

Andrea Stewart: The Bone Shard War (Drowning Empire 3)

Med bøgerne fulgte også 2 bogmærker og 1 kort med verdenen fra The Bound and the Broken-serien, som også har guldfolie. 

Fra Saxo modtog jeg 2 bøger i juni, hvoraf den ene var en længe ventet forudbestilling.
Bøgerne er:

Gillian Harvey: Bogklubben i Bordeaux

Alexis Hall: Father Material (London Calling 3)

Det sidste, jeg vil vise frem, er det dragenips jeg købte hos Grigorian Print. 1 drageæg, 1 miniaturedrage og 1 drageklistermærke blev det til, og jeg glæder mig til at finde de helt rigtige pladser til dem.

I alt flyttede 4 bøger, 2 bogmærker, 1 kort, 1 klistermærke, 1 drageæg og 1 miniaturedrage ind i perioden 30. maj til 2. juli. Af dem var 1 abonnementsbog, 2 forudbestillinger, 1 med sprayed edges, 1 med foiled edges, 2 special editions og 1 signeret. 3 var på engelsk. 
I juli har jeg ikke planer om de store bogkøb, men der er dog et par bogpakker på vej, og så har jeg også et par forudbestillinger, jeg venter på, foruden endnu en omgang temmelig forsinkede abonnementsbøger fra The Broken Binding. Uanset hvad bliver julis Book Haul derfor noget større end junis, men jeg håber at kunne holde igen med ekstrakøb i løbet af måneden. Med Fantasyfestivalen lige om hjørnet skal jeg helst ikke gå alt for meget shop-amok de kommende måneder. 

tirsdag den 30. juni 2026

Læsestatus for juni

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Juni var travlhed, hedebølge og hård ved tegnebogen, men også lyse dage, sommervarme og, travlheden til trods, en god portion læsning. 
Arbejdsmæssigt fyldte Fantasyfestivalen det meste, og især de første 14 dage af måneden var intense, da programmet skulle gøres klar til offentliggørelse på hjemmesiden. Det blev også til en del møder i månedens løb samt en smeltende varm lørdagsvagt, før jeg kunne gå på ferie med god samvittighed. 
På hjemmefronten fik jeg lavet lidt havearbejde, og så måtte jeg punge ud til både tandlæge-, elektriker- og slamsugerbesøg, samt køb af ny parasol, hvilket gjorde juni temmelig dyr at komme igennem. 
Læsemæssigt var måneden til gengæld rigtig god. Godt nok fik jeg ikke læst mange bøger i de første 14 dage, men så tog jeg i den grad revanche i sidste halvdel af måneden, godt hjulpet på vej af Anmelder-Roulette-udfordringen, hvilket også kan ses på junis mange blogindlæg. Den megen læsning gjorde også, at jeg nu er foran med min Storygraph-udfordring, og så kom jeg endelig i gang med mit serielæsemål. Jeg holdt pause fra serieudfordringen, og koncentrerede mig i stedet om anmeldereksemplarerne, og det gav i den grad pote. Det betød dog også, at jeg ikke kom videre med mit læsemål for engelske bøger, men da jeg har planer om at få læst nogle af årets udenlandske Guests of Honours bøger inden festivalen, tænker jeg, jeg nok skal få det indhentet. 
Og så må det vist være tid til at se nærmere på, hvad jeg fik læst i juni. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I juni fik jeg læst 7 anmeldereksemplarer. 
Bøgerne var:

Jeanette Sigtenborg: Fjendeland (Legendens ridder 2)
Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup & Co. 
Serien er i gang. 

Mikkel Wendelboe: Stjernedrømme (Skæbnekløver 1)
Anmeldereksemplar fra forlaget Krabat.
Serien er påbegyndt.

Nanna Foss: Leoniderne (Spektrum1)
Anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal.
Genlæsning. Serien er i gang. 

Sidsel Katrine Slej:
Magien vågner (Heksesøstre 1)
Tryllebundet (Heksesøstre 2)
Skovens kald (Heksesøstre 3)
Sølvhavet (Heksesøstre 4)
Anmeldereksemplarer fra forfatteren og forlaget Tellerup.
Serien er slut. 

Jeg fik også læst 2 bøger fra mine egne reoler, heraf 1 fagbog og 1 krimi. 
Bøgerne var:

Danmarks konger og dronninger (Gyldendals leksikon a-å)

Britt Tippins: Det forkerte mord (En sag for Barbara Larsen 1)
Serien er påbegyndt og ajour. 

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst en pæn stak læste tegneserier og graphic novels i juni. 9 styk blev det til, hvoraf de 8 var genlæsninger. 
Tegneserierne var:

Bill Watterson:
Lapmarkens helte (Steen & Stoffer 3)
Varyler fra en anden verden (Steen & Stoffer 4)
Hjemlig psyke (Steen & Stoffer 5)
Kundskabens kræ (Steen & Stoffer 6)
Snemænd uden grænser 7) 

Daniel Lieske: The Journey Begins (The Wormworld Saga vol. 1)

Franquin:
Alle er ude efter Viggo (Vakse Viggo 7)
Øretæveindbydende Viggo (Vakse Viggo 8)
Balladen om Viggo (Vakse Viggo 13)

I alt fik jeg læst 9 bøger og 9 tegneserier/graphic novels. Af dem var 7 anmeldereksemplarer og 9 genlæsninger. 5 var fantasy, 2 science fantasy, 1 krimi og 1 fagbog. 1 var på engelsk. Jeg fik afsluttet en serie, påbegyndt 2 (den ene igen) og læst videre i 1. 
I juli håber jeg at kunne fortsætte de gode takter fra juni, og arbejde mig længere ned i anmelderstakken med endnu en omgang Anmelder-Roulette. Udfordringen viste sig at fungere rigtig godt for mig i juni, og jeg har derfor besluttet, at fortsætte med den henover sommeren, og samtidig sætte serieudfordringen på pause til engang efter Fantasyfestivalen. Jeg giver dog også mig selv lov til at læse andet end anmeldereksemplarer mens jeg har ferie, så jeg ikke går død i anmelderstakken igen.
Derudover byder juli på sommerferie, havearbejde, forskellige husprojekter inde og ude, og måske en smuttur nordpå, inden jeg vender tilbage til arbejdet igen med ekstravagter og masser af festivalarbejde. 

mandag den 29. juni 2026

Sølvhavet

Sølvhavet er 4. og sidste bind i fantasyserien Heksesøstre, skrevet af Sidsel Katrine Slej.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup

De fire heksesøstre har overlevet deres sidste opgør med Jægeren, og hans medsammensvorne, Lexis mor Valentina. Samtidig lykkedes det dem at skaffe beviser for deres planer om at bygge en giftfabrik, men selvom de har sendt dem til avisen, er der ikke sket noget. Cornelia og de andre er sikre på, at Lexis mor har truet avisen til stilhed, og det er derfor op til dem, at stoppe Jægeren og Valentina én gang for alle, og helst før Jægeren får allieret sig med Midgårdsormen. 
Det er dog ikke helt så ligetil, da Jægeren bor på en ø, og den eneste måde pigerne kan komme usete derud, er ved at flyve. Noget, de endnu ikke har lært. 
Men at lære at flyve, er ikke Cornelias eneste udfordring. En dårlig oplevelse under en svømmetur har gjort hende bange for at svømme i havet, og da en mystisk dreng bliver ved med at dukke op og prøve at snakke med hende, er hun overbevist om, at hun bliver stalket. 
Kan Cornelia og hendes heksesøstre overvinde Jægeren før det er for sent? Og hvad har Cornelias ukendte far med det hele at gøre?

Det er altid lidt vemodigt at afslutte en serie, man i den grad har knuselsket, og det var derfor også med blandede følelser, at jeg kastede mig over Sølvhavet
Sproget er, ligesom i seriens foregående bind, letlæst og flydende, og beskrivelserne livagtige og billedskabende. De korte kapitler gør bogen hurtigt læst, og tempoet er højt hele vejen igennem.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og det lykkes forfatteren at få samlet alle trådene til sidst på fineste vis. Historien er spændende, og fyldt med action, forelskelse, venskab, hævn, hekse, magi, overnaturlige væsner og hemmeligheder, krydret med musik, nordisk mytologi, og familie. Samtidig er det en historie om at finde ud af, hvem man er, og overvinde frygten for det ukendte. 
Personerne er levende og menneskelige, og denne gang er det Cornelia, der har hovedrollen. Cornelia har aldrig kendt sin far, der forlod moren før hun blev født, men har altid elsket at svømme i havet, trods morens vandskræk. Hun elsker musik og at synge i sit heavy metal-band, og er gået fra at være en social outsider til nu at have tre tætte veninder og heksesøstre. At mestre magien har gjort hende mere selvsikker, og hun er bestemt ikke bange for at sige fra, hverken overfor mobberen Lexi eller mystiske, men lækre, stalkerfyre. Så da hun pludselig bliver bange for at svømme i havet, er det et hårdt slag. Kemien mellem Cornelia og Linh, Alva og Viola fungerer virkelig godt, og de fire piger supplerer og støtter hinanden på fineste vis. Forfatteren har formået at skrive et venskab, der helt organisk vokser for hvert bind i serien, uden det virker kunstigt eller forjaget, og som læser kan man mærke, hvor meget de fire piger holder af og stoler på hinanden. Og apropos venskab, så er jeg stadig vild med de tre andre heksesøstre, der, selvom de hver især har fået kærester på, stadig stiller op for hinanden når det gælder. At de i dette bind er bipersoner, ændrer ikke på, at jeg stadig knuselsker dem. Af nye bipersoner kan nævnes den mystiske Marlin, som er vild med Cornelia, men ikke har den bedste måde at vise hende det på, og Cornelias mor, som er utroligt støttende over for sin datter, men også gemmer på sine egne hemmeligheder, samt en temmelig broget kaptajn, som tager de fire heksesøstre med på fisketur. Og så er der selvfølgelig Jægeren og Valentina med deres onde planer og morderiske tendenser, og den lede Lexi, som stadig forsøger at få pigerne i fedtefadet. 
Alt i alt var Sølvhavet en rigtig god afslutning på en virkelig skøn serie, som opslugte mig i en sådan grad, at jeg glemte tid og rum. At den samtidig er virkelig flot udenpå har kun gjort fornøjelsen endnu større. Eneste kritik er, at jeg godt kunne have tænkt mig en lidt længere afslutning på bogen og dermed serien. Både fordi jeg synes det gik lidt vel hurtigt til sidst, men også så jeg kunne blive bare lidt længere i universet og sammen med de fire heksesøstre. Men det er absolut en mindre detalje, for bortset fra det nød jeg bogen i fulde drag. Er man til fantasy i den lettere ende, med masser af magi, venskab, spænding og overnaturlige væsner, så kan serien her kun anbefales, og jeg håber, forfatteren vender tilbage til personerne og universet en dag. Jeg er nemlig slet ikke færdig med heksesøstrene.  

Se også forfatterens hjemmeside.  

søndag den 28. juni 2026

Skovens kald

Skovens kald er 3. bind i fantasyserien Heksesøstre, skrevet af Sidsel Katrine Slej. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup

Efter at heksesøstrene med troldenes hjælp forpurrede Lexis mors planer, er spændingen mellem de fire piger og Lexi større end nogensinde før. Bedre bliver det ikke, da Lexis mor sørger for, at hele klassen skal på lejrtur i Løvenholm Skovene. Det sted, hvor pigernes sidste kamp mod Jægeren fandt sted, og som Violas mor på det strengeste har forbudt Viola at tage hen. 
Samtidig begynder en ny dreng i klassen. Calder er hemmelighedsfuld, og ved tilsyneladende mere om Violas fars forsvinden, end hun selv gør. Og så kender han til nøglen, som hun fik af troldene som tak for hjælpen. 
En nøgle, som gemmer på en hemmelighed, der vender op og ned på alt, og som kan koste både mennesker og magiske væsener livet, hvis ikke det lykkes heksesøstrene at stoppe en frygtelig plan fra at blive ført ud i livet. Men kan pigerne overleve de kræfter, der truer dem? Og hvorfor forsvandt Violas far egentlig?

Jeg var vild med de første to bind i serien, og Skovens kald var bestemt ingen undtagelse. 
Sproget er letlæst, flydende og stemningsfuldt, og beskrivelserne er livagtige og billedskabende, så man næsten kan se og dufte naturen mens man læser. De korte kapitler, kombineret med det høje tempo, gør, at man som læser næsten flyver igennem bogen, uden at handlingen på noget tidspunkt føles forhastet. 
Plottet er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og masser af action. Historien er spændende, og fyldt med magi, forelskelse, venskab, afpresning, hemmeligheder, ondskab og skoleliv, samtidig med at den tager tunge emner som sorg, mobning og savn op. Det hele krydret med masser af overnaturlige væsner fra den danske folketro og et strejf af nordisk mytologi. 
Personerne er levende og menneskelige, og denne gang er det Viola, som har hovedrollen. Viola er både dygtig i skolen og har styr på sine magiske kræfter, men hun har også en sårbar side, som hænger sammen med savnet efter faren og angsten for, hvad der er sket med ham, efter han forsvandt sporløst for et år siden. Så da hun endelig får et spor, kan hun ikke lade være med at handle temmelig impulsivt, hvilket ikke er verdens bedste taktik. Samtidig er hun tiltrukket og fascineret af klassens nye dreng, Calder, som ved mere, end han siger, om den magiske verden. Og tiltrækningen er tilsyneladende gensidig. Af øvrige bipersoner holder jeg stadig rigtig meget af de andre heksesøstre, som hver især har fået mere selvtillid, og hvis venskab bare bliver dybere og dybere. De fire piger supplerer hinanden rigtig godt, og ikke kun i forhold til deres magiske evner. Lexi og hendes mor, derimod, er værre end nogensinde før. Lexi styrer stadig klassen med hård hånd, og bliver bare mere og mere ondskabsfuld, i takt med at lærerne endelig begynder at sige fra, og moren er en kold, hævngerrig, magtbegærlig voldspsykopat i høje hæle. Og så er der Jægeren, som stadig spøger, og er fast besluttet på at udrydde alle magiske væsner. 
I Skovens kald fortsætter de stærke takter fra de foregående bind i serien, og var man som jeg vild med de første bøger, vil man bestemt ikke blive skuffet. At bogen samtidig er utroligt flot og umulig at slippe gør kun læseoplevelsen endnu bedre, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien, og finde ud af, hvordan historien om Alva, Linh, Viola og Cornelia ender. 

Se også forfatterens hjemmeside.  

lørdag den 27. juni 2026

Tryllebundet

Tryllebundet er 2. bind af fantasyserien Heksesøstre, skrevet af Sidsel Katrine Slej. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup

Efter vækkelsen af deres magi og deres opgør med Jægeren er Linh, Cornelia, Alva og Viola tættere end nogensinde før. Lexi står til at blive smidt ud af skolen, og Linh har endelig fået den bedste plads på sit elitegymnastikhold. Desværre går der ikke lang tid, før pigerne løber ind i problemer igen. 
På en løbetur føler Linh pludselig, at nogen er efter hende, og kort efter viser det sig, at Lexi alligevel ikke bliver smidt ud af skolen, takket være hendes ligeså ondskabsfulde mors forbindelser. I stedet bliver hele klassen tvunget til at stable et tivoli på benene, og gæt hvem, der har fået de værste opgaver. 
Selv Linhs helle, gymnastikken, er under forandring, da en ny pige dukker op, og tager al opmærksomheden, også fra Linhs hemmelige crush. 
En uset ondskab rører på sig, og heksesøstrene må sammen tage kampen op. Men hvordan bekæmper man noget, man ikke kan se?

Jeg var vild med første bind i serien, og Tryllebundet levede i den grad op til mine forventninger. 
Som i første bind er sproget letlæst og flydende, beskrivelserne livagtige og billedskabende, og de korte kapitler gør læsningen overskuelig. 
Handlingen er godt skruet sammen, og bogen er svær at slippe. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, venskab, forelskelse, mobning, og hemmeligheder, krydret med nordisk folketro, overnaturlige væsener, ondskab og hverdagen som elitegymnast. Og så er jeg vild med, at bøgerne foregår i min barndomsby, og områder, jeg er vokset op i. 
Personerne er levende og menneskelige, og denne gang er det Linh, der er hovedperson. Og hvor jeg i første bind ikke helt følte, at jeg lærte Linh rigtigt at kende, så ændrede det sig i den grad, og jeg endte med at holde meget af hende. Linh er dygtig i skolen, og den bedste på sit elitehold. Hun har endelig fået den plads på holdet hun har kæmpet for i flere år, og det er derfor et hårdt slag, da den nye pige Sol dukker op og Linh mister pladsen. Linh kæmper for at genvinde kontrollen over sig selv og sine følelser, ikke mindst dem for hendes crush Leo, og Lexis ondskabsfuldheder gør det ikke nemmere. Heldigvis har hun sine heksesøstre Alva, Cornelia og Viola, og man kan virkelig mærke, hvordan deres venskab og tillid til hinanden er vokset siden første bind. De fire piger supplerer hinanden supergodt, og stiller loyalt op, når de andre har brug for det, ligesom de holder sammen, når ondskaben truer. Af øvrige bipersoner holdt jeg især af Sol og Flint, som ved første blik ser ud til at have styr på det hele og få alting forærende, men som også har deres egne hemmeligheder og problemer. Og så elsker jeg stadig at hade Lexi, som om muligt er endnu mere modbydelig og ondskabsfuld i dette bind, med hendes mors støtte. Jeg må dog indrømme, at jeg er noget skuffet over de voksne, både lærere, skoleleder og pigernes forældre, som ikke virker superstøttende, og tilsyneladende affinder sig med at blive tromlet af Lexis mor, i stedet for at beskytte Lexis mobbeofre. 
Også dette binds omslag er utroligt flot designet af Danielle Finster og Lau Frank, og jeg elsker den måde snirkler og midterillustrationen på forsiden spiller sammen. 
Tryllebundet var en rigtig god fortsættelse på en virkelig stærk seriestarter, og var man fan af første bind, må man ikke snyde sig selv for fortsættelsen. Jeg glæder mig allerede til næste bind, og kan kun anbefale serien her. Bøgerne er måske nok letlæste, men indholdet er virkelig stærkt. 

Se også forfatterens hjemmeside

Magien vågner

Magien vågner er 1. bind i fantasyserien Heksesøstre, skrevet af Sidsel Katrine Slej.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup

Alva på 14 år og hendes familie er flyttet fra Skørping til Aarhus, og det betyder skoleskift for Alva. Desværre går den første dag i hendes nye klasse ikke supergodt. Godt nok får hun en ny veninde, Cornelia, men det lykkes hende også at lægge sig ud med klassens ledeste pige, Lexi. Noget, man ikke gør ustraffet. At klassens sødeste dreng, Emil, også er interesseret i Alva, gør kun spændingerne mellem de to piger værre. 
Samtidig begynder der at ske mystiske ting omkring Alva. Ting, der får ilden i hende til at flamme op, og en ny verden til at åbne sig for hende. Hvis, altså, hun kan overleve det, der er på vej. 

Magien vågner er starten på en letlæst fantasyserie for børn og unge, og en virkelig god en af slagsen.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne livagtige og stemningsfulde. Dialogerne flyder godt, og bogen er inddelt i korte kapitler, som er med til at gøre læsningen overskuelig. Bogen har lixtal 18, og er derfor i den lidt sværere ende af letlæsningsbøgerne, hvilket gør den til den perfekte overgangsbog for de børn og unge, der endnu ikke er klar til at kaste sig over de tykkere fantasybøger. 
Historien er spændende, og fyldt med magi, venskab, spirende forelskelse, ondskab, hemmeligheder og et strejf af nordisk mytologi, samtidig med at den tager temaer som mobning, flytning, og usikkerheden ved et skoleskift under kærlig behandling. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og især hovedpersonen Alva lærer man som læser rigtig godt at kende. Alva er intelligent, selvstændig og modig, og selvom hun føler sig en smule ensom efter at være flyttet væk fra sin veninde og usikker på at starte i en ny klasse, kaster hun sig alligevel ud i det, ligesom hun ikke er bleg for at sige fra over for klassens dronning og hendes klike. Af bipersonerne er det især pigerne Cornelia, Linh og Viola som står tydeligt. De tre er meget forskellige, men supplerer hinanden utroligt godt. Cornelia er sikker på sig selv, og nægter at ændre udseende eller væremåde, selvom det gør hende til klassens outsider. Hun er også loyal, modig og vild med heavy metal. Viola er åben og stærk, og ikke bleg for at tage styringen, når det gælder. Linh var nok den af pigerne, jeg kom mindst ind under huden på, hvilket egentlig passer fint til hendes personlighed. Linh kan virke kold og afvisende, og en smule besiddende over for sine venner, men når først hun er varmet op, er hun loyal og modig. Derudover er der Emil, klassens sødeste fyr, som giver Alva sommerfugle i maven, og som hader Lexi, hvilket der også er god grund til. Lexi er nemlig ondskabsfuld, manipulerende, hævngerrig og helt igennem led, hvilket for mig gjorde hende til en endnu værre fjende end den ondskab, de fire piger står over for. 
Sidst, men bestemt ikke mindst, er jeg nødt til at nævne bogens indpakning. Omslaget er nemlig helt utroligt flot, med masser af snirkler og en virkelig flot forsideillustration, skabt af Danielle Finster og Lau Frank, der også har lavet de vignetter af pigerne, man kan se forrest i bogen. 
Alt i alt var Magien vågner en fornøjelse at læse. Er man vild med bøger med magi, venskab og kampen mod det onde, er bogen her helt klart værd at læse, og jeg glæder mig allerede til at kaste mig over næste bind i serien.

Se også forfatterens hjemmeside

fredag den 26. juni 2026

Leoniderne

Leoniderne er 1. bind i science fantasy-serien Spektrum, skrevet af Nanna Foss. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal

Emilie er klassens stille pige. Hun er dygtig i skolen, men har det svært i klassen socialt, hvor hun er mobberen Jonathans yndlingsoffer. Emilies bedste venner er brødrene Alban og Linus, som hun tilbringer næsten al sin tid sammen med. 
Emilie elsker at tegne, og er også god til det, men alt ændrer sig, da hun tegner en dreng, hun har set i sine drømme. Dagen efter begynder drengen, Noah, og hans søster Pi nemlig i Emilies klasse, og det er ikke den eneste uforklarlige ting der sker omkring Emilie. Snart begynder flere af hendes drømme at blive til virkelighed, men ikke alle drømme er lige gode, og snart står Emilie midt i et mareridt. 

Jeg læste Leoniderne første gang i den oprindelige udgave kort før serien blev rebootet tilbage i 2020, og nu har jeg så endelig fået genlæst den i den nye udgave. Udover at blive forbløffet over, hvor meget jeg havde glemt af handlingen (jeg tror mange af os har fortrængt dele af 2020), så endte genlæsningen med at være en virkelig god oplevelse, blandt andet fordi jeg opdagede flere af de spor som forfatteren lagde ud undervejs i bogen, end jeg gjorde første gang, jeg læste den. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke er fan af seriens nye forsider, men det er en smagssag. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, så man næsten kan mærke vinterkulden og lugte røgen, mens man læser bogen. En god portion humor, litterære og videnskabelige referencer og velfungerende dialoger er også med til at hjælpe stemningen og spændingen på vej. I forbindelse med rebootet fik sproget en opstramning, og selvom indholdet er det samme, har det gjort, at personerne føltes langt mindre hysteriske og mængden af teenagedrama reduceret i denne genlæsning, hvilket var rart. 
Mens bogens univers langt henad vejen er realistisk og sat i vores verden, så er der tilpas med mystiske og overnaturlige elementer til, at verdenen alligevel føles anderledes. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og historien er fyldt med spænding, uhygge, venskab, mobning, paranormale evner, videnskab, kærlighed, identitet og tidsrejser, og så er serien foran sin tid i forhold til repræsentation af unge med handicap. 
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og jeg kunne rigtig godt lide hovedpersonen Emilie, selvom hun til tider virkede lidt for selvmedlidende. Emilie er stille, dygtig i skolen og har talent for at tegne. Desværre gør det hende også til yndlingsoffer for Jonathan, som er noget af en psykopat. Selvom Emilie elsker sin familie, føler hun indimellem, at hun drukner i den hjemlige støj, og så er det godt, at hun kan besøge sit "andet hjem" hos Alban og Linus. Venskabet mellem Emilie og især Alban er virkelig godt beskrevet, og på trods af, at der intet seksuelt er imellem dem (og hvor er det befriende med et teenagevenskab uden antydning af kærlighedsfnidder), så er deres indbyrdes kemi og "søskendebånd" virkelig stærkt. Alban er da også den af bipersonerne jeg synes bedst om. Han er blind, men lader ikke sit handicap begrænse eller definere sig, og så har han en utrolig evne til at se positivt på tingene. Alban er også beskyttende, kreativ, intelligent og loyal, og parat til at gøre alt for at beskytte dem han elsker. Linus er måske nok Albans lillebror, men er ligeså beskyttende over for Alban, og vant til at hjælpe når Alban har behov for det. Han er nørdet, hyperintelligent og elsker computerspil og dyr. Tvillingerne Noah og Pi er på mange måder diametrale modsætninger. Pi ser lyst på tilværelsen, er positiv og venlig, mens Noah er mere lukket, grov i munden og har et voldsomt temperament. Adriana er klassens stræber. Hun er smuk, karakterfokuseret og har sin egen klike, men kan også virke kold og  lukket. Hvor Emilie skal tvinges til at sige noget i timerne, kan Adriana næsten ikke få hånden ned, men samtidig får man efterhånden en følelse af, at Adriana er mere sårbar og usikker, end man skulle tro. Jeg kunne da heller ikke undgå at have en smule ondt af hende, især efter hendes mor kom på scenen. Jeg ville dog ønske, at bogens voksne var en smule mere tilstedeværende, både fysisk og følelsesmæssigt, og ikke mindst skolens lærere, som må være kollektivt blinde over for den hårde mobning Jonathan står for. Men det er en også den eneste anke jeg har i forhold til persongalleriet. 
Leoniderne var en virkelig god og spændende start på en serie hvor spændingen er i top, karakterarbejdet eminent, og forfatteren samtidig formår at bringe vigtige og tabuiserede emner som mobning, sorg og at leve med handicap på banen, uden det bliver moraliserende eller drukner handlingen. Kan man lide tidsrejser, paranormale evner, masser af spænding, humor og fantastiske karakterer, så kan bogen her kun anbefales. For mig var Leoniderne helt klart gensynet værd, og jeg glæder mig til langt om længe at få læst videre i serien. 

Se også forfatterens hjemmeside

fredag den 19. juni 2026

Stjernedrømme

Stjernedrømme er 1. bind i science fiction-trilogien Skæbnekløver, skrevet af Mikkel Wendelboe. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Krabat

Emilia bor på Lyra med sin familie. Hendes far er højt placeret i Føderationens administration, og forventer, at Emilia følger i hans fodspor. Emilia drømmer selv om at blive pilot og besøge andre planeter, hvad hendes ambitiøse far er imod. 
I skolen bliver Emilia mobbet, dels på grund af hendes fars position og dels for hendes intelligens og viden, hvilket giver hende øgenavnet stræber. Heldigvis har hun veninden Tara, og er derfor ikke helt alene. 
Da en ny elev dukker op på skolen, ændrer alt sig for Emilia. Stacy er rebelsk, mystisk og virker sært tiltrækkende på Emilia, og før Emilia får set sig om, er hun ude, hvor hun ikke kan bunde. Stacy får hende til at stille spørgsmål til det samfund, hun troede, hun kendte, og pludselig har hendes drømme en chance for at blive til virkelighed. Men kan Emilia stole på Stacy? 

Jeg har efterhånden læst en del bøger af Mikkel Wendelboe, og er ret vild med hans måde at skrue historier og verdener sammen, og Stjernedrømme var bestemt ingen undtagelse.
Sproget er flydende, og trods en del fremmede begreber, der er med til at sætte stemningen, letlæst. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, dialogerne velfungerende, og så har forfatteren tilføjet en god portion humor, der er med til at give personerne kolorit. 
Universet er gennemført, velfungerende og originalt, og forfatterens worldbuilding er, som altid, helt i top. Bagest i bogen er der en ordliste, som dels forklarer nogle af bogens begreber, og dels giver et ekstra lag til worldbuildingen, hvilket er virkelig fedt. 
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at gætte hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, system- og teknologikritik, drømme, mobning, vold, intriger, forventninger, venskab, spirende følelser, hemmeligheder og fremmede væsner, krydret med politiske hierarkier, forældreambitioner og søgen efter sin egen identitet. Alt sammen fortalt i et højt tempo, der gør det næsten umuligt at slippe bogen, og en ond cliffhanger, der gør det svært ikke straks at kaste sig over næste bind. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og jeg kunne rigtig godt lide hovedpersonen Emilia. Hun er intelligent og drømmende, men også usikker på sig selv, og har svært ved at sige fra over for såvel sin far som de andre elever. Dette skyldes i høj grad den voldsomme mobning hun bliver udsat for, som, hvis det ikke var for veninden Tara, ville føre til total isolation og ensomhed. Emilia er vokset op i Føderationen og både tror på og er loyal over for styret, men begynder langsomt at stille spørgsmål ved styrets metoder. Mødet med Stacy vender op og ned på alt det, Emilia tror på, inklusiv hendes egne følelser og seksualitet. Og kemien er da også i den grad tilstede imellem de to. Af bipersonerne var det især Stacy og Tara, der gjorde indtryk. Stacy er mystisk, forførende og sikker på sig selv, samtidig med at hun ser stort på regler og normer. Hun er modig, bramfri, hemmelighedsfuld og impulsiv, og ikke bange for at sige hvad hun tænker. Tara er loyal og impulsiv, og begejstres let, men er samtidig en smule naiv og optaget af legender. Og så har hun et ubrydeligt og varmt venskab med Emilia, hvilket også gør hende til lidt af en outsider i skolen, samtidig med at de to piger supplerer hinanden rigtig godt. Til gengæld brød jeg mig ikke specielt om Emilias far, der er superambitiøs på sin datters vegne uden at lytte til, hvad hun egentlig selv ønsker. At han også har tendens til raserianfald og leflen for folk med magt eller forbindelser, gav mig et noget anstrengt forhold til ham, på trods af, at han tydeligvis elsker sin familie og også er stolt af sin datter. Og så er der chefen for sikkerhedsstyrken, som bruger sin magt til at styre Føderationen i den retning, han selv ønsker, samtidig med at han har tendens til at overreagere, når folk eller situationer går ham imod. 
Stjernedrømme var en virkelig god start på en serie, som jeg allerede glæder mig til at læse videre i, hvilket ikke mindst skyldes personerne og den fantastiske worldbuilding. Kan man lide science fiction med masser af originalitet, fantasi og højt tempo, med et strejf af samfundskritik og masser af humor, så kan bogen her kun anbefales.  

Se også forfatterens hjemmeside

lørdag den 6. juni 2026

Fjendeland

Fjendeland er 2. bind af fantasytrilogien Legendens ridder, skrevet af Jeanette Sigtenborg. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup & Co

Elena er fast besluttet på at redde sin bror, kronprins Nicholas, fra fjendens kløer. Sammen med sin nye veninde Anna er hun rejst ind i Nordan. Målet er kongeslottet i hovedstaden, og det skal gå hurtigt, for Nicholas' liv er i fare. 
Men at rejse gennem et land i krig - og endda fjendens - er langt fra ufarligt. Bliver hun opdaget og afsløret er det ikke kun hende selv, der vil være i fare, men også hendes folks tro på Legendens ridder, tronen, hendes familie og Danvangs eksistens. 
Elena får brug for alt sit mod, hvis hun skal redde sin bror, men hun er ikke den eneste, der har hemmeligheder, og vil hun overleve, må hun finde ud af, hvem hun kan stole på, før det er for sent.

Jeg kunne rigtig godt lide første bind i serien, men på trods af cliffhangeren til sidst, tog det alligevel noget tid for mig at få læst det næste bind. Ikke så meget på grund af bogen selv, selvom den først for alvor fangede mig halvvejs inde, som på grund af udefrakommende faktorer. 
Universet er logisk og gennemført, og med turen ind i fjendeland udvides verdenen en del, ligesom der kommer mere fokus på legendens ridder og historien Danvang og Nordan imellem. Jeg savnede dog stadig noget mere worldbuilding og et kort, da jeg havde svært ved at forestille mig de geografiske afstande, og det derfor virkede som om, Elenas rejse var meget kort. 
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom dele af plottet stadig er noget forudsigeligt, var der også flere overraskelser undervejs. Tempoet er højt, og historien er spændende, og fyldt med action, hemmeligheder, mod, forræderi, krig, fjender, grusomhed, magi, riddere, venskab, familiebånd og en forklædt prinsesse. Og så slutter bogen med en cliffhanger, der gør det svært ikke at læse næste bind med det samme. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og hvor vi i første bind primært fulgte Elenas synsvinkel, med enkelte kapitler fortalt fra hendes fars, er fordelingen i dette bind mere ligeligt fordelt mellem Elena, kong Mortimer og kong Lukas. Det betyder, at vi får et bedre indblik i årsagerne til krigen og dens konsekvenser, samtidig med at vi finder ud af, at ikke alt er så sort/hvidt som Elena troede. Det er dog stadig Elena, der er primær hovedperson, og mens hun bestemt ikke mangler mod, pligtfølelse, stædighed eller kærlighed til sit land og sin familie, så blev jeg til tider noget irriteret over hendes impulsivitet og manglende evne til at holde mund. Hendes prinsessebaggrund og stolthed fornægter sig ikke, når hun mundhugges med fjendtlige adelige, og at hun ikke blev afsløret eller smidt i en fangekælder undervejs var mere held end forstand. Kong Lukas går ikke af vejen for grusomhed og virker kold, men bærer også på en stor smerte som, måske, måske ikke, er nøglen til krigen. Lukas er fast besluttet på at få hævn over Danvang, og er parat til at gøre alt for at knuse kong Mortimer. Kong Mortimer er bekymret for begge sine børns skæbne, og fast besluttet på at stoppe Elena før det er for sent. Samtidig er han også dybt bevidst om det ansvar, han har for at styre sit folk og sit land igennem krigen med så få tab som muligt. Men også han har en mørkere side, og er ikke bleg for at gribe til vold, for at få det, han vil have, hvilket blandt andet går udover Petrus. Af bipersonerne holdt jeg især af Anna, som bare ønsker en familie, og selvom hun har sine egne hemmeligheder, alligevel loyalt forsøger at hjælpe Elena med at redde Nicholas. Jeg syntes også rigtig godt om Annas moster fru Bothild, som, selvom hun har andre grunde til at forsøge at stoppe kong Lukas end Elena, alligevel har overskud til at hjælpe to piger i knibe. Og så var jeg ret glad for Vilfred, hertugsønnen, som trods sin loyalitet til kong Lukas og krigsdeltagelse også ønsker en ende på krigen, og forsøger at handle ærefuldt. 
Alt i alt var Fjendeland en god fortsættelse, selvom den for mig ikke helt levede op til første bind i serien. Selvom tempoet til tider var lidt for højt, og jeg ønskede mig mere worldbuilding, så var personerne interessante, og skiftet mellem de tre synsvinkler fungerede virkelig godt. Jeg er spændt på at se, hvordan forfatteren får afsluttet historien i næste bind, og glæder mig til at læse videre. Var man fan af første bind, eller er man til klassiske fantasyhistorier med masser af tempo, kan Fjendeland absolut anbefales. 

tirsdag den 2. juni 2026

Læsestatus for maj

Maj er slut, og der er nu kun en lille måned, til min sommerferie starter. Først venter dog nogle travle uger, hvor festivalarbejdet fra april fortsætter og intensiveres. 
Inden jeg kommer for godt i gang med juni og dens mange opgaver, skal maj dog lige afsluttes ordentligt med månedens læsestatusindlæg. 
Arbejdsmæssigt fyldte Fantasyfestivalen rigtig meget. Den helt store opgave var færdiggørelsen af årets program, men også messeplanlægning, SoMe og flere praktiske detaljer fyldte en del. Ellers bød arbejdet på afslutning af kursusforløb, møder og udlånsvagter. Desværre blev det også til en enkelt sygedag, efter en noget ubehagelig oplevelse, som jeg heldigvis er kommet mig over. 
På hjemmefronten bød maj på to miniferier, havearbejde og forskellige husprojekter, og så var jeg et smut til frisøren. Socialt bød måneden på både læsekredsmøde og venindehygge, og jeg nød begge dele. 
Læsemæssigt var maj en lidt mærkelig måned. Den startede ud med en bog som jeg endte med at måtte DNF'e, og så tog den en drejning, jeg ikke havde forudset derefter, så jeg endte med at læse noget helt andet, end det jeg havde planlagt. Jeg deltog i, og gennemførte også teknisk set, The Final Book Support Group Readathon, men desværre kom den nævnte ubehagelige oplevelse i starten af ugen, og jeg endte derfor med at opgive resten af min TBR til fordel for faglitteratur. Det gik også ud over månedens serie, Dag 0 af Annemette Gravgaard Larsen og månedens læsekredsbog, som begge røg ulæste tilbage i reolen, ligesom jeg ikke kom videre med projekt: anmeldereksemplarer. Til gengæld er jeg stadig på ret kurs med mit Storygraph-læsemål og mit læsemål for engelske bøger, så helt skidt var maj ikke. 
Men lad os se på, hvad jeg fik læst i maj. 

Det er ikke tit, jeg opgiver bøger, men efter at have kæmpet i 14 dage med at komme videre med bogen her, endte jeg med at DNF'e den en tredjedel inde. Jeg kunne overhovedet ikke med hovedpersonen, bipersonerne var rædselsfulde, og den megen banden og snakken om sex gjorde det ikke bedre. Jeg kunne mærke, at bogen drænede mig for al læselyst, og da jeg begyndte at grue for at læse videre i den, valgte jeg at sige stop. 
Bogen var:

Alexis Hall: Paris Daillencourt er ved at smuldre (Winner Bakes All 2)
Serien er opgivet. 

Jeg fik kun læst en enkelt graphic novel under The Final Book Support Group Readathon, hvilket dog var nok til at gennemføre.
Den var:

Mark Millar og Matteo Buffagni: The Magic Order vol. 5
Serien er slut. 

Det blev også til 2 biblioteksbøger i maj, nemlig:

Barbara Beatrice Davidsen:
Ærøheksenes romancebogklub (Magiske Ærø 1)
Online dating for skandinaviske hekse (Magiske Ærø 2)
Serien er ajour. 

Maj viste sig at være en rigtig god måned for biografier og fagbøger. 4 bøger fik jeg læst, og de var:

Tom Buk-Swienty: Undervejs. Erindringer 1940-1972

Paula M. Block og Terry J. Erdmann: Jim Henson's Labyrinth. The Making of Jim Henson's Iconic Film

Bill Watterson: På sporet af Steen & Stoffer

Rob Wilkins: Terry Pratchett. A Life With Footnotes 

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 13 tegneserier, hvoraf de fleste var genlæsninger. 
Tegneserierne var:

Jerry Scott og Jim Borgman:
Mor er den bedste i verden - på afstand! (Zits 11)
Vent ikke for længe med vasketøjet! (Zits 12)
Livet er hårdt som teenager (Zits 13)
Vær ikke et svin, Filip! (Zits 14)
Så er der mad, Filip! (Zits 15)
Vi er løbet tør for cornflakes (Zits 16)

Ken Broeders: Muroc (En historie om Tyve & Trolde 2)
Serien er ajour. 

Franquin:
Viggo - Kviks kontorbud (Vakse Viggo 1)
Viggo kobler fra (Vakse Viggo 2)
Mesterkokken Viggo (Vakse Viggo 3)

Bill Watterson
Steen & Stoffer (Steen & Stoffer 1)
Er der nogen uhyrer under sengen? (Steen & Stoffer 2)

Goscinny og Uderzo: Asterix i Alperne (Asterix 16)

I alt fik jeg læst 6 bøger og 14 tegneserier/graphic novels, og så DNF'ede jeg også 1 bog. Af dem var 4 fagbøger, 3 biografier, 2 biblioteksbøger og 12 genlæsninger. 3 var på engelsk. Jeg fik afsluttet 1 serie, kom ajour med 2, og DNF'et 1. 
I juni vil jeg fokusere på anmelderstakken. Nu skal antallet af ulæste anmeldereksemplarer altså ned! For at komme i gang, har jeg lavet en læseudfordring, som jeg kalder Anmelder-Roulette. Hver gang jeg bliver færdig med en bog fra stakken, vælger jeg det næste anmeldereksemplar ved hjælp af et spinner wheel. Håbet er, at udfordringen kan gøre stakken lidt mindre uoverskuelig at komme videre med, fordi jeg ikke selv skal vælge den næste bog. Roulette-elementet er så, at der også er en del temmelig tykke bøger i stakken. Da jeg får temmelig travlt i juni og gerne vil kunne fokusere ordentligt på udfordringen har jeg valgt ikke at trække en ny serie fra seriekrukken, ligesom jeg ikke har planer om at deltage i readathons i den kommende måned. 
Derudover byder juni på havearbejde, forskellige huslige projekter og masser af festivalarbejde. Der er nemlig en hel del, der skal styr på, før jeg kan gå på sommerferie i slutningen af måneden.