mandag den 23. marts 2015

Visdommens Vogter

Visdommens Vogter er 2. bind af Josefine Ottesens fantasytrilogi Grønnesø.

Visdommens Vogter er død, og det skaber store problemer blandt de forskellige folk ved Grønnesø. Trunterne og træspringerne udpeger hver deres vogter, og snart er Grønnesø delt i to lejre. Situationen spidser til, og spændingerne mellem trunter og træspringere forøges dag for dag. Da Pil møder Ulmus fra bakkerne finder hun ud af, at bakkerne altid har været Visdommens Vogtere tidligere, samt at Visdommens Vogter kun kan udnævnes, hvis vedkommende har Visdommens Sværd.
Sammen med Ulmus, stjernesamlerdrengen Bukar og træspringeren Titti, samt alliken Olli, tager Pil af sted for at hente sværdet. Men vejen er lang og farefuld, og måske er der mere blandt trunternes og træspringernes opførsel end man skulle tro. Pil får brug for alt sit mod hvis hun skal hente sværdet og skabe fred ved Grønnesø igen.

En rigtig dejlig fortælling om mod, venskab og forskelligheder. Bogen er fyldt med magi og dejlige illustrationer, og skrevet i Josefine Ottesens fantastiske sprog, som både er nemt at læse og ikke kan undgå at mane billeder frem for ens indre øje. En af de fantastiske ting ved Josefine Ottesens bøger er, at selvom bøgerne, som denne, er rettet mod et yngre publikum, så gør hendes fantastiske fornemmelse for sprog og brugen af samme at også voksne kan få meget ud af dem. Og det er bestemt ikke alle forfattere der formår at skrive for alle aldre.
Jeg er vild med hendes fortællestil, og ikke mindst den humor og varme som breder sig fra siderne i bogen. Og så er Pil en person som man ikke kan undgå at komme til at holde af.
Jeg glæder mig til at læse 3. og sidste bind i serien, og kan varmt anbefale også dette bind. Og for fans af Josefine Ottesen er serien et must.

Se også Josefine Ottesens hjemmeside.

mandag den 16. marts 2015

Den stjålne sten

Den stjålne sten er 1. bind af Josefine Ottesens fantasytrilogi Grønnesø.

Trunten Pil bor ved Grønnesø. Takket være Fredsstenen hersker der fred mellem de forskellige folk der bor ved søen, selvom de er meget forskellige.
Pil er selv forskellig fra resten af trunterne. Hun vil helst være ren og pæn, og bryder sig ikke så meget om ballade. Og så er hun glad for musik. Hun er ven med en af stjernesamlerne, Bukar, som lærer hende at spille på sin fløjte.
Men en aften sker det der ikke må ske. Fredsstenen bliver stjålet, og Bukar forsvinder.
Mens ufreden vokser mellem de forskellige folk sender den gamle kone Tone Pil af sted for at finde Fredsstenen og Bukar. Tone er sikker på, at det er den onde Exu der har stjålet Fredsstenen for at bruge dens magiske kræfter, og Pil må derfor rejse den lange vej til Snebjerget for at redde Bukar og få Fredsstenen tilbage.
Med sig på rejsen får hun alliken Olli og et krystalsmykke.
Men vejen til Snebjerget er lang og farefuld, og forude venter Exu...

Jeg er vild med Josefine Ottesens sprog. Hun kan med ganske få ord skabe en magisk stemning, og hendes personer er altid levende og menneskelige. Den stjålne sten er en sød og poetisk fortælling om mod, magi og venskab med masser af spænding og en god portion humor. En rigtig eventyrlig fortælling som man bliver glad af at læse. Man kan ikke undgå at komme til at holde af Pil, som, selvom hun har let til tårer, har masser af mod og et varmt hjerte. Er man, som jeg, vild med Josefine Ottesens bøger bliver man bestemt ikke skuffet. Bogen kan varmt anbefales.

Se også Josefine Ottesens hjemmeside.

søndag den 15. marts 2015

Den hvide væbner

Den hvide væbner er 1. del af fantasyserien Den hvide væbner. Bogen er skrevet af Sara Ejersbo Frederiksen.

Nara er datter af en hestehandler. Hendes far ønsker hun skal overtage forretningen og gifte sig med hans lærling, men det er ikke det Nara vil. Nara vil være ridder, og da hun finder ud af at tre riddere søger væbnere tager hun af sted for at aflægge prøve. Nara klarer prøven, og er snart væbner for ridder Avalanche. Hun lærer mere og mere om livet som ridder, og føler at hendes drøm er inden for rækkevidde.
Men da ridder Avalanche får bud fra en heks, bliver det starten på en række problemer. For Avalanche skylder heksen en tjeneste, og nu kræver hun, at han indfrier den. Ridderen skal hente en amulet som heksen siger er blevet stjålet af dværgene. Men er det nu også rigtigt?
Snart må Nara vælge mellem at gøre det rigtige - og sin drøm.

En rigtig fantasyfortælling skrevet i et godt og levende sprog. Personerne er levende, og man lærer hurtigt Nara at kende. Handlingen er godt strikket sammen, og bogen er hurtigt læst. Kan man lide fantasy er bogen absolut værd at stifte bekendtskab med.

Dommedagskoden

Dommedagskoden er 3. bind af science fiction-serien Time Riders. Serien er skrevet af Alex Scarrow.

De tre Time Riders, Maddy, Liam og Sal, må endnu en gang redde historien som vi kender den. Et mystisk dokument bliver i 1994 afkodet af en engelsk computerhacker. Og det viser sig, at dokumentet har en forbindelse til Pandora, som Maddy blev advaret om i en tidligere tidsrejse.
Men da Maddy opsøger computerhackeren begår hun en fejl som kan få skæbnesvangre konsekvenser. Hun efterlader et bevis, som får computerhackeren til at tro på tidsrejser - og får ham til at opsøge hende i 2001.
Jagten på sandheden om Pandora fører Liam og de to støtteenheder Bob og Becks tilbage til England og Sherwood-skoven i 1194. Liam bliver hurtigt blandet ind i jagten på Gralen, som blev stjålet nogle år forinden, og opdager sandhenden omkring legenden om Robin Hood.
Men hvem er den mystiske person som står bag tyveriet af Gralen - og hvad er sandheden om Pandora?
Liam, Sal og Maddy kommer på overarbejde for at redde historien. Og samtidig får Maddy mere og mere dårlig samvittighed over for Liam og den hemmelighed Foster betroede hende. Hemmeligheden om, hvad tidsrejserne betyder for Liam...

Endnu en spændende bog i serien. Masser af hæsblæsende action og en forrygende handling gør bogen umulig at slippe, og de mange plottwists gør, at bogen er spændende og uforudsigelig lige til det sidste. Historien kommer til live på en helt ny måde, og bogen (og serien i det hele taget) sætter fokus på hvad en enkelt handling eller ikke-handling kan betyde for fremtiden - og historien som vi kender den. Bogen - og serien  - kan varmt anbefales. Jeg glæder mig allerede til næste bind.

Se også forfatterens hjemmeside.

onsdag den 4. marts 2015

Dragesygen

Dragesygen er 1. bind af Ida-Marie Rendtorffs fantasyserie Dalia Dragehvisker.

Dalia er ud af en gammel dragehviskerslægt, og som sådan er hun udset til at blive dragekriger. Hendes mor døde da hun var barn, og hun er vokset op sammen med sin gode veninde Lutia.
Dalia er nu blevet så gammel, at det er tid til at tage Krigerprøven. Men samme morgen som hun skal tage den opdager hun, at hendes drage opfører sig mærkeligt. Hun er bange for, at den har fået Dragesygen, men siger ikke noget til nogen.
Dalia dumper til prøven, og samme nat bliver hun vækket af Hella som passer de syge drager. Hendes drage er blevet syg, og skal nu flyttes hen til de andre smittede drager.
Dalia får lov at blive hos sin drage resten af natten, men bliver vækket, da en mystisk mand kommer på besøg. Manden giver en af de syge drager en mystisk drik, men forsvinder da Dalias drage angriber ham.
Der er dog ingen der tror på Dalia, da hun fortæller hvad der er sket. Dalia beslutter sig derfor selv for at finde ud af hvem den mystiske person er, og hvad der var i drikken.
Men det er ikke nemt at finde ud af hvem hun kan stole på, og imens bliver hendes drage mere og mere syg...

Rigtig god historie med en spændende handling og masser af magi. Bogen er skrevet i et let og mundret sprog med masser af gode beskrivelser som gør, at man ikke kan undgå at leve sig ind i bogens univers. Samtidig gør jeg-fortælleren, at man virkelig lever sig ind i Dalias tanker og følelser. Bogens handling har en del uventede drejninger som gør at historien ikke bliver forudsigelig, men at man i stedet bliver ved med at læse for at finde ud af hvordan det hele hænger sammen. En rigtig god bog som bestemt kan anbefales.

Se forfatterens hjemmeside her.