tirsdag den 31. december 2019

Sejlvæveren

Sejlvæveren er en science fantasybog skrevet af Muffy Morrigan.

Efter ødelæggende krige på jorden, vendte menneskene sig mod rummet. Her fandt de en ny fjende, krybene, som de har ligget i krig med siden. Med hjælp fra dragerne fik menneskene evnen til at bruge deres magi til at væve sejl til deres rumfartøjer, og for alvor tage kampen op mod krybene.
Siden har mennesker og drager sammen bekæmpet krybene, selvom ikke alle er lige begejstrede for alliancen.
Vævermester Tristan er den Laugets dygtigste sejlvæver, så da flåden får brug for sejl til deres største krigsskib til dato, er det ham, der får opgaven. Men allerede fra starten får Tristan og Lauget mistanke om, at der er noget, som ikke er, som det skal være. Ulykker rammer de af Laugets medlemmer, som er involveret i arbejdet på flådens nye skib, og i et forsøg på at opklare mysteriet, bliver Tristan tilknyttet skibet som dets Kriger - den magiker, som har ansvaret for, at sejlene fungerer på skibet.
Det går snart op for Tristan, at der er noget helt galt ombord på skibet. Men kan han opklare mysteriet, før det er for sent?

Hold op, hvor var den her bog altså bare god! Og hvor er jeg glad for, at jeg endelig fik den læst.
Sproget er, trods både sømandsudtryk og til tider temmelig teknisk sprog, letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, og en creepy undertone, som fulgte mig hele vejen igennem læsningen.
Universet er originalt, og ligner ikke noget, jeg før er støt på. Idéen om magiske sejlskibe i rummet, koblet med drager og sømandsliv er mildest talt genial, og jeg fik mindelser om såvel Hornblower-serien, Temeraire-serien, Star Trek og Starship Troopers under læsningen.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske, og historien er uhyggeligt spændende. Historien er actionfyldt, med masser af magi, sømandsliv, intriger, forræderi, attentater, hemmeligheder, venskab, monstre, rumkamp, pirater og drager. Jeg slugte bogen i et hug, og kunne ikke lægge den fra mig, før den, alt for hurtigt, var slut. Jeg var nemlig på ingen måde klar til at slippe personerne og universet, og ville ønske, at bogen var en del af en serie, så jeg kunne fortsætte rumskibsejladsen.
Personerne er levende, menneskelige og nuancenede, og jeg følte virkelig, jeg kom til at kende dem. Hovedpersonen Tristan er intelligent, modig, og har et helt særligt forhold, til de sejl, han væver, og den magi, han udfører. Hans venskab med såvel dragen Fenfyr som flådemanden Barrett, og tjeneren Riggan er virkelig godt beskrevne, og virkede helt naturlige, trods både art- og rangforskelle. Af bipersonerne var jeg især vild med dragen Fenfyr, hans loyalitet, og hang til grapefrugter, førstestyrmanden Barrett, hvis skib ufrivilligt blev en del af et komplot, den allestedsnærværende og loyale tjener Riggan, og general Muher fra Dragekorpset, hvis venskab, mod og loyalitet bliver sat på en hård prøve. Til gengæld afskyede jeg den brutale kaptajn Stemmer og hans loyale mænd, som det var svært, at finde noget formildende ved.
Er man vild med drager, Star Trek og Hornblower, science fantasy, eller vil man bare gerne prøve kræfter med en original, creepy og uhyggeligt spændende rumhistorie med drager, så er Sejlvæveren en bog, man bare ikke må gå glip af. Jeg elskede den fra start til slut, og kan kun anbefale den. Læs den!

Se også forfatterens hjemmeside.

No Good Dragon Goes Unpunished

No Good Dragon Goes Unpunished er 3. bind af fantasyserien Heartstrikers, skrevet af Rachel Aaron.

Det er lykkedes Julius at vælte sin mor af tronen, og om kort tid skal han og hans søskende stemme, for at vælge den sidste repræsentant til det allerførste demokratisk valgte Heartstriker-råd. Et råd, som Julius, meget til sin forbløffelse, allerede er blevet valgt ind i, efter det lykkedes ham at trække den sidste magiske hugtand fri, under kampen mod den gale seer.
Men ikke alle Julius' søskende er lige begejstrede for den pludselige omfordeling af magten, og samtidig forsøger Julius' mor med alle midler at stoppe Julius´planer, og tage magten tilbage.
Mens Julius forsøger at overtale sine søskende til en ikke-voldelig magtovertagelse, truer hemmeligheder fra fortiden med at ødelægge klanen. Og som om det ikke var nok, forsøger utilfredse søskende at dræbe ham, før den nye magtfordeling er komplet. Eneste lyspunkt er Marci, som dog snart får sine egne udfordringer. Hendes åndekat Ghost har det ikke for godt, og samtidig er repræsentanter for det internationale magiske råd begyndt at vise interesse for hende.

Jeg elsker virkelig den her serie, men havde dog desværre et par udfordringer med dette tredje bind.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med humor, levende beskrivelser og dynamiske dialoger.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med action, magi, intriger, forræderi, jalousi, hemmeligheder, ånder, mordforsøg, idealisme, manipulationer og, ikke mindst, drager. Historien er spændende, og fyldt med twists, hvoraf jeg desværre gættede en del denne gang, hvilket var med til at trække historien lidt ned. Derudover føltes bogen også, spændingen og de mange intriger til trods, en smule langstrukken. Måske fordi der var gang i lidt for mange tråde på en gang.
Personerne er levende, menneskelige (eller dragelige) og nuancerede, og jeg er stadig vild med hovedpersonen Julius. Han er intelligent, idealistisk, modig og har hjertet på rette sted, og så er han ikke bange for at stå på mål for det han tror på. Hans spirende følelser for Marci er godt beskrevet, og kemien mellem de to fungerer rigtig godt. Jeg havde dog et par problemer med Marci, som, selvom hun er intelligent, modig og har hjertet på rette sted, også opførte sig direkte uintelligent undervejs. På trods af alt det hun ved, så var hun til tider alt for naiv, og kombineret med hendes ambitioner og videbegærlighed, gav det hende en hel del problemer på halsen, som hun, forholdsvis enkelt, kunne havde undgået, hvis hun bare havde tænkt sig en smule om undervejs. Af bipersonerne holdt jeg især af Julius´søster Chelsie, som man virkelig kommer ind under huden på denne gang, og selvom jeg allerede gættede en del af hendes hemmeligheder i starten af bogen (og blev en smule frustreret over, at Julius ikke gættede dem samtidig), så var hun en dejlig kompleks person, som jeg ikke kunne undgå at have sympati med.
Alt i alt en virkelig god fortsættelse, selvom bogen ikke helt levede op til forgængerne i serien grundet langtrukkenhed, og Marcis hovedløse handlinger undervejs. Jeg vil dog stadig anbefale bogen, hvis man, ligesom jeg, er vild med serien, og elsker bøger om drager, ligesom jeg allerede glæder mig til at læse videre i næste bind.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 29. december 2019

Ildstorm

Ildstorm er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Ovanienprofetierne, skrevet af Lene Dybdahl.

Skyriel har endelig fundet ud af, hvem hun er. Men mødet med forældrene og bedstefaderen blev desværre ikke, som hun havde drømt om, og hun føler sig fanget af moderens planer for hendes fremtid.
Mens Skyriel drømmer sig væk fra Stormenborg, forbereder adelshusene i nord sig på krig mod den tyranniske kronprins Drystan.
Mens blodbæstet hærger i hovedstaden, forbereder Drystan sig på kongens død, og forsøger af al magt at stramme grebet om kronen. Men Drystan er ikke den eneste, som drømmer om kronen. Mod syd samler sultanen sine tropper, og imens lægger Alainon planer om at befri den sande tronarving.
Og som om det ikke var nok, er en tredje profeti undervejs...

Jeg var vild med de første bind i trilogien, og sidste bind var heldigvis ingen undtagelse.
Sproget er endnu en gang letlæst og flydende, og fyldt med livagtige beskrivelser af såvel adelsborge og fængselsøer som drageslag. Actionscenerne er livagtigt beskrevet, og man kan næsten lugte røgen fra ligbålene og blodet fra de sårede, som var man selv en del af de vilde kampe.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med action, magi, pirater, intriger, ondskab, fanatisme, undertrykkelse, sygdom, profetier, og selvfølgelig drager. Historien er uhyggeligt spændende, og jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig, før den var slut. Jeg fløj igennem historien, og slugte den på ganske kort tid.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom hovedpersonen Skyriel kan være lige impulsiv nok, så er hun modig, intelligent, rapkæftet, og fast besluttet på at skabe sin egen skæbne. Skyriels temperament giver hende stadig en del problemer på halsen undervejs, men hun har udviklet sig en del fra første bind i serien, og har lært sig selv bedre at kende. Hun savner dragen Taurir frygteligt, men er samtidig forvirret over de følelser, han vækker i hende. At hun samtidig igen får rigets skæbne lagt på sine skuldre, gør hende både usikker, og fast besluttet på at gøre det rigtige. Af bipersonerne var jeg især vild med Skyriels far, piraten Marvell, som har samme frihedstrang som sin datter, omend færre moralske skrupler. Men også Arcani og Taurir havde jeg et blødt punkt for. Drystan, Zorak, Blaid og Vorigan afskyede jeg til gengæld fra start til slut. De var alle magtbegærlige, fanatiske og voldelige, og jeg kunne ikke finde noget formildende i dem.
Alt i alt var Ildstorm en rigtig god afslutning på trilogien, selvom jeg godt kunne have tænkt mig en lidt anden slutning. Er man fan af de første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og har man ikke læst serien endnu, kan jeg kun anbefale, at man kommer i gang.

Se også forfatterens hjemmeside.

Book Haul #12

2019 nærmer sig med hastige skridt sin afslutning, og det betyder, at det er blevet tid til årets sidste book haul.
Decembers book haul blev noget større end forventet. Til gengæld har jeg ikke brugt en eneste krone på bøger. Alle bøger er nemlig denne gang en kombination af brugtbogsbyt og julegaver, og har derfor været ganske gratis. Tegneserier og graphic novels, derimod, endte jeg med at købe en del af, og så købte jeg også et par nye bogmærker, så mon ikke det går lige op i sidste ende.
Og så må det vist være tid til at vise decembers nye bøger frem.

De første bøger, jeg viser frem, fik jeg egentlig i slutningen af november, men da det var efter, jeg havde lagt novembers book haul på bloggen, viser jeg dem frem her.
Sidste dag i november var jeg på boghyggetur med en veninde til Bogormen i Esbjerg, hvor jeg havde slæbt en større stak bøger med til bytning. Jeg fandt ikke bøger for alle pengene, men kom alligevel hjem med en pæn stak på 9 brugte bøger, hvoraf jeg havde et par stykker, i mere slidte udgaver, i forvejen.
Bøgerne er:

Cornelia Funke: Tyvenes herre

Diana Wynne Jones: De syv magter

Shirley Rousseau Murphy: Den syngende drage

Sten Stetter: Slottet i Astrakon (Slottet i Astrakon 1)

Robert E. Howard: The Conan Chronicles

Dennis L. McKiernan:
The Dark Tide (The Iron Tower 1)
Shadows of Doom (The Iron Tower 2)
The Darkest Day (The Iron Tower 3)

Glen Cook: Petty Pewter Gods

Årets julegaver bestod mestendels af bøger, og jeg kom hjem med hele 7 af slagsen, plus en kalender.
Bøgerne er:

J.R.R. Tolkien:
The Silmarillion (Folio Society)
The Fellowship of the Ring (The Lord of the Rings 1) (Folio Society)
The Two Towers (The Lord of the Rings 2) (Folio Society)
The Return of the King (The Lord of the Rings 3) (Folio Society)

Folio Diary 2020

Sara Blædel: Pigen under træet (Louise Rick 10)

Jan Guillou: Den anden dødssynd (Det Store Århundrede 9)

Simona Zetterberg Gjerlevsen: Fiktion (Tænkepauser)

Selvom jeg forsøgte at holde mig i skindet til Black Friday, så faldt jeg alligevel i en enkelt gang. Cobolt havde nemlig knaldtilbud på udvalgte tegneserier, og 3 af dem endte med at flytte hjem til mig.
De er:

Thom Roep og Piet Wijn:
Den forkælede prinsesse (Gammelpot 1)
Skakten til Nordpolen (Gammelpot 6)

Walthéry: Fortidens øjne (Natacha 21)

Forlaget Zoom meddelte i november, at en af mine yndlingstegneserier var på vej til at udgå fra forlaget. Det resulterede i et par panikkøb fra min side, da jeg ikke havde taget mig sammen til at anskaffe serien selv endnu. Første panikkøb blev ved Faraos Cigarer, hvor jeg købte 10 tegneserier.
De er:

Jerry Scott og Jim Borgman:
Filip og Sara (Zits 100% 10)
Verdens længste teenager (Zits 1)
Zombie-forældre (Zits 2)
Kør! (Zits 4)
Hm, måske i den anden taske? (Zits 6)
Indeklemt (Zits 8)
Alene hjemme (Zits 11)
Livet er hårdt som teenager (Zits 13)
Vær ikke et svin, Filip! (Zits 14)
Vi er løbet tør for cornflakes! (Zits 16)

Andet panikkøb blev ved Fantask, hvor der samtidig røg lidt andet med i kurven. Her købte jeg 3 tegneserier og 3 graphic novels.
De er:

Mort Walker: Jeg troede, du havde kompasset, Jens! (Basserne 100% 51)

Jerry Scott og Jim Borgman:
Nu laver du det ansigt igen! (Zits 3)
Så er der mad, Filip! (Zits 15)

Benjamin Percy m.fl.: The Bleeding Edge (Nightwing vol. 7)

Scott Lobdell m.fl.:
Night Terrors (Nightwing vol. 8)
Burnback (Nightwing vol. 9)

Sidst, men ikke mindst, købte jeg disse 2 virkelig smukke bogmærker hos Bookart Bookmarks.

Ialt flyttede 16 bøger, 16 tegneserier, 3 graphic novels, 2 bogmærker og en kalender ind i perioden 30. november til 29. december. Af dem var 9 brugte og 8 julegaver. 10 bøger og 3 graphic novels var på engelsk.
Derudover har jeg en bestilling på vej, som dog først dukker op i det nye år.

Fik I boglige julegaver i år? Og hvilken bog glæder I jer allermest til at kaste jer over i 2020? 

lørdag den 28. december 2019

The Martian

The Martian er en science fiction-bog, skrevet af Andy Weir.

Mark Watney er botaniker og ingeniør, og udsendt som astronaut af NASA til Mars. Ved et uheld strander han på Mars, da missionen bliver afblæst grundet dårligt vejr, og han fejlagtigt bliver troet død af sit hold.
Uden mulighed for at kommunikere med jorden, og med flere år til næste Mars-mission, får Mark brug for al sin viden om botanik og teknik for at overleve helt alene på en fremmed planet.
Men kan han overleve indtil næste mission?

The Martian fik, da den udkom, utroligt mange flotte ord med på vejen, og efter at have læst den, forstår jeg hvorfor. Jeg havde ikke troet, at en bog fyldt med kemiske formler, matematik og kartoffeldyrkning ville fange mig, som den her bog gjorde, men hvor er jeg glad for, at jeg, godt nok flere år forsinket, faldt for hypen. For den var altså virkelig fantastisk.
Sproget er fyldt med humor, livagtige actionsekvenser og realistiske beskrivelser, og selvom jeg ikke kender meget til Mars, så stod planeten lyslevende for mig, mens jeg læste bogen. Selvom bogen er fyldt med kemiske forklaringer, matematiske udregninger og detaljerede botaniske forklaringer, som gik noget over hovedet på mig, så gjorde humoren og spændingen bogen både hurtigt læst og umulig at slippe.
Handlingen er godt skruet sammen, med et originalt plot som trækker tråde både til Robinson Crusoe (uden at blive superreligiøs eller kedelig), Apollo 13-filmen, halvfjerdser-tv-serier og Agatha Christie, og en historie fyldt med spænding, action, rumudforskning, fremmede planeter, politiske forviklinger, kampen for overlevelse, kemiske eksperimenter og kartoffeldyrkning, krydret med ensomhed, savn, og en storslået hjælpeaktion.
Personerne er levende og menneskelige, med hovedpersonen Mark som den mest menneskelige af dem alle. Mark har masser af humor, og så er han intelligent, viljestærk, og lader sig ikke sådan slå ud, trods de udfordringer han står over for. Hans log-indlæg er til tider hylende morsomme, og jeg grinede højlydt flere gange under læsningen af hans kommentarer til livet på Mars. Bipersonerne er nuancerede, interessante og levende, og jeg følte virkelig, at jeg kom til at kende dem godt. Især Marks holdkammerater følte jeg med, og derudover var jeg vild med samspillet - eller måske snarere modspillet - mellem de forskellige folk ved NASA på jorden, som hver især har deres egen agenda, ved siden af missionen med at få Mark hjem igen.
Er man vild med science fiction, robisonader og rumfilm, så kan The Martian kun anbefales. Jeg glæder mig allerede til at læse den igen, og skal helt klart også have set filmen på et tidspunkt.

Se også forfatterens hjemmeside.

lørdag den 14. december 2019

One Good Dragon Deserves Another

One Good Dragon Deserves Another er 2. bind af fantasyserien Heartstrikers, skrevet af Rachel Aaron.

Det lykkedes med nød og næppe Julius at overleve sin mors rænker sidst, han kom i hendes søgelys, og selvom hans drageevner stadig er forseglet, så er han egentlig godt tilfreds med sit nye liv som magisk skadedyrsbekæmper.
Desværre er hans mor ikke færdig med ham endnu, og Julius må vende tilbage til det hjem, han blev smidt ud fra, da hans mors planer om en alliance med klanens ældste og dødeligste fjender endelig bærer frugt.
Men da seeren Estella dukker op igen, får Julius en mistanke om, at alliancen er en fælde. Desværre lytter ingen til klanens yngste og mest foragtede drage, og Julius kan kun se til, mens hans ældste og mest magtfulde søskende står for skud.
Og med en dragejæger i hælene, forvirrende følelser for menneskemagikeren Marci og en bror, som er desperat efter at vise sig, har Julius rigeligt med problemer i forvejen.
Kan klanens mest foragtede drage redde deres skæbne?

Jeg var vild med første bind i serien, og heldigvis levede bind to op til mine forventninger.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, dynamiske dialoger og en god portion humor.
Universet er originalt og anderledes, og jeg er vild med blandingen af dystopisk fremtidsby, magi, ånder og, selvfølgelig, drager. Verdensopbygningen er velgennemført, og universet udvider sig en del her i andet bind, hvor læseren bliver klogere på såvel magiens som åndernes væsen, og finder ud af mere om dragerne, deres evner og deres fortid.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, som overrasker gang på gang, og en cliffhanger, som gør det svært at vente på næste bind. Historien er spændende og tempofyldt, uden på noget tidspunkt at virke forhastet. Der er masser af action undervejs, og derudover byder historien på intriger, forræderi, magi, ånder, kærlighed, magtbegær, hævn, dysfunktionelle familier, og, selvfølgelig, drager. Masser af drager.
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige. Eller måske snarere dragelige. For langt størstedelen af persongalleriet består af drager, og forfatteren formår at gøre dem menneskelige nok, til at være genkendelige og identificerbare, og fremmedartede nok til, at man som læser godt ved, at de ikke er mennesker, selvom de ligner. Og det er en ret imponerede balancegang. Hovedpersonen Julius er uden tvivl min yndlingsperson. Han er den venligste og mest menneskelignende drage, hvilket får hans familie til at se ned på ham. Men alligevel er man ikke i tvivl om, at han er en drage, og selvom han ikke opfører sig som de andre drager, så lykkes det ham alligevel at overleve iblandt dem. Julius er modig, intelligent og rar, men også manipulerende som en drage, når det er nødvendigt. Hans voksende følelser for Marci gør ham forvirret og usikker over for hende, men samtidig er han fast besluttet på at give hende frihed, og ikke slavebinde hende, som drager ellers gør med mennesker, der fascinerer dem. Kemien mellem Julius og Marci fungerer rigtig godt, og selvom Marci til tider irriterede mig med hendes impulsivitet, så er der ingen tvivl om, at hun er intelligent, videbegærlig og har et stort hjerte. Og så er hun fuldstændig uforfærdet over for drager. Hvilket måske ikke er det sikreste for et menneske. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Julius' bror Bob, klanens seer, og den, der trækker i trådene, og hans søster Chelsie, som er både beskyttende og irriteret over hendes yngre søskendes evner til at komme i problemer. Og så var jeg vild med åndekatten Ghost. Den eneste person jeg virkelig ikke kunne lide var Julius' mor, Heartstriker-klanens ubestridte matriark. Hun er magtsyg, paranoid, manipulerende, og magtfuld, og hendes manglende følelser for hendes børn og vilje til at sætte dem op imod hinanden, gør Heartstriker-klanen til en virkelig dysfunktionel familie, hvor børnene kæmper mod hinanden i kampen om deres mors velvilje og opmærksomhed. Estella var heller ikke rar, men hende forstod jeg bedre, og hun satte i det mindste ikke sine børn op imod hinanden.
Alt i alt en virkelig fed læseoplevelse, og en fantastisk fortsættelse på serien. Univers, personer og handling går alle op i en højere enhed, og jeg er vild med forfatterens humor. At bøgerne samtidig er spændende og stærkt vanedannende er kun et plus, og jeg gruer allerede lidt for den dag, hvor jeg har læst serien færdig. Er man vild med drager, så kan den her serie kun anbefales. Læs den!

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 8. december 2019

Fire and Heist

Fire and Heist er en fantasybog skrevet af Sarah Beth Durst.

I århundreder har drager levet blandt mennesker, som en del af jetsettet. I dag kalder de sig wyverns, og har mistet evnen til at tage drageskikkelse, men deres begær efter guld, og trang til at samle skatte består endnu.
Sky er yngste barn, og eneste pige, i en wyvernfamilie. Hun er vokset op i rigdom, beskyttet af sin familie, og oplært, som alle wyverns, i kunsten at stjæle.
Men for et par måneder siden mistede Sky alt, da hendes mors kup gik galt. Hendes mor forsvandt sporløst, familien mistede halvdelen af deres formue og deres status, hendes venner vendte hende ryggen, og hendes kæreste slog op med hende. Hendes familie er i opløsning, og mens hendes brødre og far bebrejder hendes mor, så kan Sky ikke lade være med at savne hende.
Så da chancen for at gennemføre det kup, som mislykkedes for hendes mor, melder sig, kan Sky ikke lade være med at slå til.
Det går dog snart op for hende, at der er langt større ting på spil, end et simpelt kup. Og passer hun ikke på, kan det ende med at koste hende livet.

Jeg havde virkelig glædet mig til at læse den her bog. Skattejagter, kup og drager? Det kunne da kun være godt. Desværre levede bogen ikke helt op til mine forventninger. Selvom plottet var godt, og jeg var underholdt hele vejen igennem, så haltede både personerne og universet, og efter endt læsning, sidder jeg tilbage med en noget flad fornemmelse.
Sproget er letlæst og flydende, med masser af humor, og litterære og historiske referencer. Personligt kunne jeg godt have brugt lidt flere beskrivelser, da verden var en smule svær at forestille mig, men de beskrivelser der var, var levende og billedskabende.
Universet haltede desværre en del. Idéen med forviste drager, kup og guldfeber er god, men det virkede lidt, som om forfatteren opfandt universet undervejs i skriveprocessen, og derfor modsagde sig selv undervejs, og samtidig manglede jeg simpelthen en del informationer, for at universet gav mening. Mange af elementerne virkede underforståede, fordi man som læser kun kunne forholde sig til hvad jeg-fortælleren valgte at forklare, og da Sky er wyvern, og kender sin egen verden så godt, som hun gør, så manglede jeg en del forklaringer.
Handlingen var godt skruet sammen, med masser af twist undervejs, og historien er fyldt med spænding, action, kærlighed, umulige kup, guldbegær, intriger, forræderi, hemmeligheder, venskab, savn og, selvfølgelig, drager. Tempoet er højt, og historien suser nærmest afsted, hvilket gjorde historien spændende, men plottet svært at følge.
Personerne er menneskelige, men desværre lærte jeg dem, med undtagelse af Sky, aldrig rigtigt at kende, og jeg havde virkelig svært ved at holde styr på bipersonerne, som flød en anelse sammen. Hovedpersonen Sky havde jeg det også lidt svært med. På den ene side havde jeg en del sympati med hende og hendes families situation. Savnet og uvisheden efter hendes mors forsvinden, det pludselige tab af status og rigdom, og hendes ekskæreste og venners opførsel gør ondt, og samtidig irriterer det hende helt vildt, at hendes far og brødre insisterer på at beskytte hende. På den anden side er hun også forkælet, impulsiv og naiv, og hendes hyppige anfald af selvmedlidenhed irriterede mig en hel del. Bipersonerne flød for mig en hel del sammen, og selvom jeg rigtig godt kunne lide Skys brødre, så havde jeg svært ved at kende forskel på dem, ligesom ekskæresten Ryan fremstod temmelig anonym, og jeg havde svært ved at se, hvad der var så interessant ved ham.
Alt i alt var Fire and Heist desværre en lidt skuffende læseoplevelse. Universet hang ikke helt sammen, personerne manglede karakter, og selvom den var spændende, og især kupdelen fungerede rigtig godt, så var tempoet alt for højt. Jeg manglede noget fordybelse, og tror, en del af problemerne kunne være afhjulpet, hvis bogen havde været bare lidt længere. For en standalone-fantasy er den nemlig meget kort (lige under 300 sider). Selvom jeg ikke var ubetinget begejstret, så er bogen, trods sine fejl, bestemt værd at læse. Men afstem måske lige forventningerne først.

Se også forfatterens hjemmeside.

mandag den 2. december 2019

Dragesten

Dragehjerte er 1. bind af fantasyserien Dragesten, skrevet af Ry Kristensen.

Le og Mark bor sammen med deres mor i et lille hus, langt fra alting. På Les 13 års fødselsdag forandrer deres liv sig for altid. Deres mor bliver angrebet af en harpie, og efterfølgende flygter de, sammen med deres mor, til deres farfars hjem.
Og her bliver de indviet i en hemmelighed, som kan koste dem livet. Le og Mark er dragemennesker, og da de to var ganske små, måtte familien flygte fra hovedstaden, da den onde general Nok, med hjælp fra heksene, myrdede kongefamilien og overtog magten i landet. Lige siden har heksene og Noks soldater jaget de overlevende dragemennesker, og det er kun med hjælp fra modstandsbevægelsen, at dragemenneskene ikke er blevet udryddet.
Langt om længe er modstandsbevægelsen ved at være klar til at slå igen. De mangler kun en ting: Dragesten! Uden dem har dragemenneskene nemlig ikke evnen til at forvandle sig til drager, og kun dragemennesker, som endnu ikke har smagt dragesten, kan få fat i dem.
Men det er bestemt ikke ufarligt, for dragestenene bevogtes af både soldater, harpier og hekse, og befinder sig på slottet i hovedstaden. Le og Mark får brug for alt deres mod, og en god portion held, hvis de skal overleve, og gennemføre missionen.

Jeg købte den her bog til Fantasyfestivalen i 2019, og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det. Den var nemlig rigtig god.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, og en god portion humor, trods de temmelig mørke emner bogen rummer.
Universet er på mange måder et klassisk fantasyunivers med drager og hekse, men byder også på nye væsener og elementer, som gør det tilpas uforudsigeligt og overraskende.
Handlingen er spændende, og fyldt med twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Og så slutter bogen med noget af en cliffhanger. Historien er fyldt med action, venskab, godt, ondt, oprør, forræderi, hekse, drager, hemmeligheder og familie. Der er en historie om at finde ud af, hvem man er, og om at følge sit hjerte, men også en historie om undertrykkelse, magtbegær og de mystiske magiske dragesten.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom især skurkene måske er lige lovligt sort-hvide, så er de to hovedpersoner Le og Mark nuancerede og interessante. Le er den yngste, og den mest impulsive. Hun er hurtig til bens, og hurtig til at udtænke planer, og så har hun et brændende ønske om at hjælpe modstandsbevægelsen. Hun tænker ikke altid over konsekvenserne, men er heldigvis også god til at rode sig ud af de problemer, hun får sig selv viklet ind i. Hendes impulsivitet kan dog også være en smule irriterende, og jeg havde flere gange lyst til at bede hende om at tænke sig om, før hun kastede sig ud i det. Mark er den ældste, og både mere forsigtig, og bedre til at tænke sig om. Selvom han er bange, så er han fast besluttet på at hjælpe sin lillesøster, da hun tager afsted efter dragestenene, og langsomt finder han modet og styrken til at følge sit hjerte. Af bipersonerne var jeg især vild med den onde heks Isabella. Hun er en person, som jeg elskede at hade, fordi hun var så helt igennem ond og modbydelig. Og det uden, at hun føltes som en kliche, som man ellers kunne frygte ville være tilfældet. Derudover kunne jeg rigtig godt lide heksens hjælper Nete, som, trods de konsekvenser det har for hende, forsøger at hjælpe Le, og Sofia, som har ben i næsen, og er parat til gøre hvad som helst, for at befri sine forældre.
Alt i alt var Dragehjerte en fornøjelse at læse, og jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien. Er man vild med drager og onde hekse, kan bogen kun anbefales. Og voksne dragefans kan sagtens læse med, selvom det egentlig er en børnebog.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 1. december 2019

Have Sword, Will Travel

Have Sword, Will Travel er 1. bind af fantasyserien af samme navn, skrevet af Garth Nix og Sean Williams.

Odo og Eleanor bor i en lille landsby, langt fra alting. Mens Eleanor drømmer om at følge i sin riddermors fodspor, ved Odo endnu ikke, hvad han vil være. Men modsat Eleanor drømmer han ikke om at forlade den landsby, han er vokset op i.
En dag, mens Odo og Eleanor skulker fra deres pligter, og er taget på ålefiskeri, finder Odo et sværd i floden. Det bliver starten på et eventyr, som Odo helst ville være foruden, og Eleanor ikke kan vente med at begive sig ud på. For sværdet er nemlig fortryllet, og da det er Odo, som har vækket det af dets dvale, slår Biter, som sværdet hedder, ham straks til ridder.
Biter og Eleanor får snart overtalt Odo til at drage ud på eventyr, for at finde ud af, hvorfor floden er begyndt at forsvinde, og om det virkelig er en drage, der står bag. Men ridderlivet er ikke ufarligt, og hvordan tager man egentlig kampen op mod en drage - og overlever?

Jeg har tidligere læst bøger af både Garth Nix og Sean Williams, og kunne ikke stå for titlen på denne bog. Og den var da også rigtig god, selvom jeg havde det lidt svært med Eleanor.
Sproget er letlæst og flydende, med levende beskrivelser, og en god portion humor. Bogen tager en del af fantasyklicheerne og ridderlivet under kærlig behandling, og giver begge dele et tiltrængt twist.
Universet er måske ikke voldsomt anderledes end så mange andre fantasyuniverser, men har dog enkelte originale væsener. Jeg kunne dog godt have tænkt mig en smule mere worldbuilding undervejs, og lidt mere geografisk viden om verdenen og landet, selvom det da hjælper, at der er et kort over området i bogen. Det kommer bare ikke rigtig til udtryk i teksten også, hvilket jeg synes er synd.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom jeg gættede de fleste twists på forhånd, så var der da også et par overraskelser undervejs. Historien er spændende, morsom og fyldt med riddere, talende sværd, jalousi, venskab, quests, magi, action, ondskab, forræderi og drager.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom det ikke var alle, der var lige nuancerede, så virkede de fleste realistiske. Hovedpersonen Odo var absolut min yndlingsperson. Han er modig, stærk, og loyal, og selvom han egentlig ikke har lyst til at drage på eventyr eller blive ridder, så tager han alligevel opgaven på sig, og gør sit bedste, for at hjælpe folk. Eleanor var jeg til gengæld ikke så vild med. Hun er ambitiøs, jaloux og impulsiv, og 100% opsat på at blive ridder ligesom sin mor. Det gør hende bare ikke til en særlig god ven, fordi hun handler uden at tænke sig om, bringer Odo (og sig selv) i farlige situationer, og kun tænker på sig selv, og hendes egen drøm. Det gjorde også, at venskabet mellem hende og Odo til tider virkede en smule kunstigt, og jeg havde virkelig lyst til at ruske hende undervejs, fordi hun opførte sig som hun gjorde. Af bipersonerne er jeg nødt til at nævne det talende sværd Biter, som, på trods af, at han er et sværd, virkelig har en stor personlighed, og udover Odo var min absolutte yndlings"person". Biter har sin egen opfattelse af, hvordan en ridder skal være og opføre sig, og han er fast besluttet på at få Odo til at opføre sig sådan. Samtidig er han impulsiv, og har let ved at blive fornærmet, hvilket giver Odo en del problemer på halsen undervejs. Men Biter er også loyal over for Odo, og opsat på at lære ham at passe på sig selv.
Selvom bogen manglede lidt, for at sidde helt i skabet, så elskede jeg humoren, Biter og Odo, og jeg skal helt klart læse videre i serien. Kan man lide ridderhistorier med et twist og masser af humor, så kan bogen her kun anbefales.

Se Garth Nix' hjemmeside.
Se Sean Williams' hjemmeside.


Læsestatus for november

November var lang, travl og regnfuld.
Måneden startede ud med en 50-års fødselsdag i København, fortsatte med den årlige højskoledag på arbejdet og BogForum, og sluttede med en hyggelig boghyggetur med en veninde. Derudover bød november på 3 dages tiltrængt ferie, som desværre blev efterfulgt af sygdom. November var også måneden, hvor jeg afslørede mit hemmelige projekt, All Dragons Readathon, som begynder i dag, og fortsætter december måned ud.
Men selvom november bød på masser af boglige begivenheder, bogkøb og boglige tanker, så var den, paradoksalt nok, også årets dårligste læsemåned. Læseoverskuddet og -lysten druknede i travlhed og den kommende organisationsændring på arbejdet, og jeg fik kun læst en eneste bog i hele måneden, som endda først blev færdiglæst på novembers sidste dag. Og den var ikke engang ret god.
Hvor november skulle have været fokuseret på anmeldereksemplarer, årslæsestakken og de bøger, jeg var begyndt på, så betød det manglende overskud, at jeg stort set kun fik læst tegneserier og graphic novels, og hverken fik læst oktober måneds FairyLoot-bog Nevernight af Jay Kristoff eller fik begyndt på Løvindens sang af Tamora Pierce, hvilket betyder, at jeg nu er 3 bind bagud i Anita Reads' readalong af Tortall-bøgerne. Det betyder også, at jeg får lidt mere travlt i december, end jeg havde håbet på, da jeg gerne vil begynde 2020 med så få påbegyndte bøger som muligt. Men nu får vi se.
Nu gælder det først novembers læsning.

I november fik jeg, som nævnt, kun færdiglæst en enkelt bog.
Den er:

Henry Williamson: Tarka the Otter

Hovedparten af min læsning i november bestod af tegneserier og graphic novels, som jeg fik læst 15 af.
De er:

Jerry Scott og Jim Borgman:
Zits 100% 13
Fanget! (Zits 4)
Vokseværk (Zits 7)

Mort Walker:
Når der går ged i den! (Basserne 100% 30)
Når der går kage i det! (Basserne 100% 31)
Middagsluren slutter nu! (Basserne 100% 32)
Hvem kommer sidst i vandet? (Basserne 100% 33)
Ikke så meget shampoo, Fjotte! (Basserne 100% 34)

Franquin: Viggo kontra Kvik (Vakse Viggo 10)

Valhalla - i nye hænder

Gillen, McKelvie, Wilson og Cowles:
Pandemonium (The Wicked + The Divine vol. 2)
Commercial Suicide (The Wicked + The Divine vol. 3)
Rising Action (The Wicked + The Divine vol. 4)
Imperial Phase Part 1 (The Wicked + The Divine vol. 5)

Munuera: Barn af Z (Zorglub 1)

Ialt fik jeg læst en bog og 15 tegneserier/graphic novels. Af dem var 5 på engelsk.
I december står den på All Dragons Readathon, og førsteprioriteten er derfor min TBR hertil. Derudover mangler jeg stadig at få læst det meste af min årslæsestak, som jeg også gerne vil i mål med, og så vil jeg, som nævnt, også gerne have færdiglæst en del af de bøger, jeg er i gang med at læse. Da jeg allerede har rigeligt med bøger, som jeg gerne skulle have læst i december, trækker jeg hverken en ny serie eller FairyLoot-bog i denne måned. I stedet får krukkerne lov til at vente til næste år.
Ellers står december på jul, familiehygge, gaveindkøb og juleferie, og selvom jeg igen i år skal arbejde mellem jul og nytår, så glæder jeg mig til at få slappet af efter en måned, som bliver præget af omvæltninger på arbejdet, nu hvor organisationsændringen for alvor træder i kraft.

Fik I læst nogle gode bøger i november? Og har I nogle læseplaner for december? 

fredag den 29. november 2019

Book Haul #11

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Det er Black Friday, og det betyder masser af billige bøger. I et forsøg på at stå imod i år, har jeg derfor besluttet mig for at vise novembers book haul frem lidt tidligere end sædvanligt, for at overbevise mig selv om, at jeg ikke har brug for at købe flere bøger lige nu. Også selvom jeg ved, at jeg sandsynligvis får et par nye bøger mere i denne måned, da jeg skal på boghyggetur imorgen. Men det er imorgen, og da jeg har en stor bunke bøger med til byt, tæller de et eller andet sted ikke rigtig med. Eller, i hvert fald først i næste måneds book haul.
Jeg havde godt nok forudset, at november ville blive en måned fyldt med nye bøger, men jeg havde nok også forventet, at de fleste indkøb ville ske på BogForum. Det holdt så ikke helt, for selvom jeg købte flest tegneserier på BogForum, så kom de fleste nye bøger dryppende i løbet af november. Det skyldtes en kombination af anmeldereksemplarer fra søde forlag og forfattere, forudbestillinger, forsinkede og forsvundne bogpakker (tak, PostNord), og, ikke mindst, tilbud.
Da jeg allerede har vist min book haul fra BogForum frem her, består denne book haul kun af de bøger, jeg løbende fik ind ad døren i november.
Og da det er en temmelig stor stak, må jeg vist hellere komme i gang med at vise dem frem.

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I november fik jeg tilsendt 7 anmeldereksemplarer af søde forfattere og forlag.
Bøgerne er:

Kristoffer J. Andersen: Hidkalderen (Summoner 1). Forlaget Tellerup.

Kristoffer J. Andersen: Hidkalderen vender tilbage (Summoner 2). Forlaget Tellerup.

Tenna Vagner: Ørkendrømme (Sandrytteren 1). Forlaget Calibat.

Tenna Vagner: Byzonens skæbne (Sandrytteren 2). Forlaget Calibat.

Jakob Leth: Kapløbet om jættekvindens våben (Når runesten revner 1). Forlaget mellemgaard.

Katja Brandis: Hollys hemmelighed (Woodwalkers 3). Forlaget Straarup og Co.

Anna Ruhe: Den gådefulde sorte blomst (Duftapoteket 2). Forlaget Straarup og Co.

Saxo var endnu en gang leverandør af størstedelen af mine bogkøb. 7 bøger, blev det til, men til gengæld var de billige, grundet tilbud på engelske bøger og en rabatkode til samme. Eneste danske bog i denne omgang glemte jeg af en eller anden grund at købe på BogForum, men også den var superbillig.
Bøgerne er:

Richard Wilhelm og Frederick H. Martens: Chinese Fairy Tales and Legends

Philip Pullman: Daemon Voices

Eoin Colfer: The Fowl Twins (The Fowl Twins 1)

Malene Sølvsten: Livets blod

Faith Hunter: Skinwalker (Jane Yellowrock 1)

Jeaniene Frost: Halfway to the Grave (Night Huntress 1)

Ilona Andrews: Magic Bites (Kate Daniels 1)

Bookdepository fristede mig også med en rabatkode, da de skrev, at de savnede mig, og jeg brugte straks koden på 3 bøger fra min wishlist.
Bøgerne er:

A Treasury of Irish Fairy and Folk Tales (Barnes and Noble Leatherbound Classics)

Lana Popovic: Fierce Like A Firestorm (Hibiscus Daughter 2)

Mindee Arnett: Shadow and Flame (Rime Chronicles 2)

Jeg købte en enkelt bog brugt på Amazon.
Bogen er:

Naked City

Hos Thriftbooks købte jeg 3 bøger brugt.
De er:

Dark and Stormy Knights

Wolfsbane and Mistletoe

Anne McCaffrey: Dragonsdawn (Dragonriders of Pern 6)

Også Folio Society savnede mig, og sendte en rabatkode på 10 pund, som jeg straks brugte på en af de nye bøger i deres vintersortiment. Med i købet fik jeg også en smuk gratis kalender.
Bogen er:

Diana Wynne Jones: Howl's Moving Castle (Howl's Moving Castle 1)

Sidst, men ikke mindst, købte jeg 2 graphic novels og en enkelt tegneserie hos Fantask.
De er:

Mort Walker: Tillykke, general Langsohm! (Basserne 100% 50)

Tim Seeley m.fl.: Raptor's Revenge (Nightwing vol. 5)

Sam Humphries og Bernard Chang: The Untouchable (Nightwing vol. 6)

Ialt flyttede 22 bøger, 1 kalender, 2 graphic novels og en tegneserie ind hos mig i perioden 2. november til 29. november, foruden de bøger og tegneserier jeg købte på BogForum. Af dem var 7 anmeldereksemplarer, 14 på engelsk (foruden 2 graphic novels), 3 antologier, 1 essaysamling, 2 eventyrsamlinger og 4 brugte bøger.
Som nævnt kommer der sikkert et par bøger med mig hjem imorgen, og så har jeg en forudbestilling på vej, men derudover har jeg ikke planer om de store bogkøb resten af året. Der skal jo også være noget, jeg kan ønske mig til jul.

Har I også slået jer løs med bogkøbene i november? Og har I planer om at benytte jer af Black Friday-tilbuddene?  



lørdag den 23. november 2019

All Dragons Readathon TBR

Så er der kun lidt over en uge til mit spritnye readathon, All Dragons Readathon, går i gang, og det er derfor blevet tid til at vise min TBR frem.
All Dragons Readathon starter 1. december og slutter 31. december, og går, i al sin enkelhed, ud på at læse bøger om og med drager. Derudover er der to udfordringer, man kan vælge at tage del i. Første udfordring handler om at stige i graderne, mens anden udfordring handler om at give sin drage særlige evner. Jo flere bøger man læser, og jo flere udfordringer man gennemfører, jo stærkere bliver både man selv og ens drage.
Jeg har (ikke overraskende, da jeg selv har fundet på udfordringerne), planer om at gennemføre begge udfordringer, så jeg både bliver dragefyrste og får en superstærk drage. I kan læse mere om udfordringerne i mit tidligere indlæg her, hvor jeg også gennemgår reglerne.


Min TBR ser sådan her ud:

Ild: Læs en bog med rødt eller orange på forsiden
Fire and Heist af Sarah Beth Durst har både rødt og orange på forsiden, og så hedder den endda noget med ild.

Visdom: Læs en bog, som blev udgivet første gang for mere end 20 år siden
Moreta: Dragonlady of Pern (Dragonriders of Pern 7) af Anne McCaffrey udkom for første gang i 1983, så den passer fint ind i udfordringen. Og det er også på tide, at jeg får læst videre i serien.

Forvandling: Læs en bog med drager, der kan forvandle sig til mennesker
One Good Dragon Deserves Another (Heartstrikers 2) af Rachel Aaron handler om drager, der kan forvandle sig til mennesker, og er endnu en serie, jeg gerne vil videre med.

Tale: Læs en bog med drage eller dragon i titlen
No Good Dragon Goes Unpunished (Heartstrikers 3) af Rachel Aaron opfylder denne udfordring.

Flyveevner: Læs en bog med en drage på forsiden
Sejlvæveren af Muffy Morrigan har en drage på forsiden, og da den er en del af min årslæsestak, er det ved at være sidste chance for at få den læst.

Magi: Læs en high fantasy-bog
Den blå portal (Skæbneløs 2) af Linette Harpsøe er high fantasy, og endnu en serie, jeg gerne vil læse videre i.

Is: Læs en bog med blåt på forsiden
Have Sword, Will Travel af Garth Nix og Sean Williams har blåt på forsiden, og burde være en forholdsvis hurtigt læst bog, da den ikke er specielt lang, og samtidig er en børnebog.

Usårlighed: Afslut eller kom ajour med en serie
Ildstorm (Ovanienprofetierne 3) af Lene Dybdahl er sidste bind i trilogien, og en bog, jeg virkelig glæder mig til at læse.

Gift: Læs en bog eller novelle på under 250 sider
Dragesten (Dragehjerte 1) af Ry Kristensen er på 203 sider, og burde være forholdsvis hurtigt læst.


Jeg håber, at jeg kommer i mål med alle udfordringerne, og glæder mig til at få læst en del af de dragebøger, som står på mine hylder. Jeg har forsøgt at vælge bøger af varierende tykkelse på både dansk og engelsk, og i forskellige serier, så jeg ikke kører træt undervejs. Stakken indeholder både helt nye bøger og boganskaffelser, og bøger, som har stået på mine reoler i et stykke tid, og som jeg nu føler mig parat til at gå i gang med.
Og så er der bare tilbage at vente på, at det bliver 1. december. Jeg håber, at flere vil læse med, men under alle omstændigheder er jeg sikker på, at jeg nok skal få det sjovt med en hel måned i dragernes tegn.

Har I planer om at deltage i All Dragons Readathon? Og hvilke bøger står i givet fald på jeres TBR? 

mandag den 18. november 2019

Top 10 Liste: Drager

I Top 10-Listerne vil jeg give 10 anbefalinger, ud fra min egen læsning.
Top 10 Listerne er ikke i prioriteret rækkefølge, hvor det bedste står øverst, men simpelthen 10 anbefalinger fra mig til jer.
Rigtig god fornøjelse.


10 historier om drager

Findes der noget mere fantastisk eller fantasyagtigt end drager? Hvad enten de er gode eller onde, destruktive eller hjælpsomme, venner eller fjender, grådige eller gavmilde, flyvende eller kravlende, ildspyende eller giftige, så har de store fabeldyr altid fascineret, og historier og myter om dem findes i stort set alle mytologier og egne af verden. 
Jeg har elsket drager, siden jeg blev introduceret til fantasy, og har igennem årene læst rigtig mange historier, hvor drager spiller en stor rolle. Derfor var det også mere end almindeligt svært, kun at udvælge 10 historier med drager denne gang.
For at afgrænse udvalget en smule, er det kun serier, hvor jeg har læst minimum 3 bøger, som kunne komme i betragtning til listen, ligesom en forfatter kun kan optræde med en bog eller serie. Og så skulle dragerne spille en vigtig rolle i forhold til plottet, og optræde fysisk undervejs. Beskrivelserne er, med få undtagelser, på engelsk, og stammer fra Goodreads, og vil, i de tilfælde, det drejer sig om serier, kun være af første bind. Da en del af serierne er meget lange, har jeg denne gang valgt ikke at skrive alle titlerne, men kun seriens navn, og så titlen på første bind i forbindelse med Goodreads-beskrivelsen. 


J.R.R. Tolkien: Hobbitten
The Hobbit is a tale of high adventure, undertaken by a company of dwarves in search of dragon-guarded gold. A reluctant partner in this perilous quest is Bilbo Baggins, a comfort-loving unambitious hobbit, who surprises even himself by his resourcefulness and skill as a burglar.
Encounters with trolls, goblins, dwarves, elves and giant spiders, conversations with the dragon, Smaug, and a rather unwilling presence at the Battle of Five Armies are just some of the adventures that befall Bilbo.
Bilbo Baggins has taken his place among the ranks of the immortals of children’s fiction. Written by Professor Tolkien for his own children, The Hobbit met with instant critical acclaim when published.

Hobbitten var bogen, der introducerede mig for fantasygenren, og den bog, der grundlagde min kærlighed til genren, da jeg fik den læst højt som barn. Bogen er en af mine absolutte yndlingsbøger, og derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at den skulle med her på listen. 
Historien om hobbitten Bilbo, der kommer på en farefuld mission sammen med en gruppe dværge og en troldmand er kendt af de fleste, hvad enten de har læst bogen, eller set den katastrofalt ringe filmtrilogi, som måske nok er billedmæssigt flot, men fuldstændig ødelægger historien. Smaug står stadig for mig som en af de mest skræmmende drager - og skurke - jeg er stødt på. Han er forfængelig, grådig, snu, intelligent og helt igennem ond. 
Forfatterens store sans for sprog, verdensopbygning og historiefortælling er helt eminent, og bogen er en klassiker inden for både fantasygenren og børnelitteraturen, som holder stadig den dag i dag. Bogen udkom oprindeligt i 1937, men er siden udkommet i et væld af forskellige udgaver og på mange forskellige sprog. 


Christopher Paolini: Arven
One boy...
One dragon...
A world of adventure.

When Eragon finds a polished blue stone in the forest, he thinks it is the lucky discovery of a poor farm boy; perhaps it will buy his family meat for the winter. But when the stone brings a dragon hatchling, Eragon soon realizes he has stumbled upon a legacy nearly as old as the Empire itself.
Overnight his simple life is shattered, and he is thrust into a perilous new world of destiny, magic, and power. With only an ancient sword and tge advice of an old storyteller for guidance, Eragon and the fledgling dragon must navigate the dangerous terrain and dark enemies of an Empire ruled by a king whose evil knows no bounds.

Serien, startende med Eragon, er en fantastisk historie om en dreng, som finder et drageæg, kommer i lære som dragerytter, og må tage kampen op mod den onde konge. 
Selvom jeg var skuffet over afslutningen på serien, så var jeg vild med universet, personerne og historien, og især venskabet mellem Eragon og dragen Saphira gjorde serien til noget særligt for mig. De to supplerer hinanden rigtig godt, og det dybe bånd, som opstår imellem dem, er med til at udvikle dem begge som personer. 
Bogen udkom første gang i 2002, da forfatteren var 17 år, og selvom sproget bærer en smule præg af hans unge alder, så udvikler hans skrivestil sig en hel del undervejs i serien. Eragon er i øvrigt endnu en dragebog med en katastrofal filmatisering. 


Anne McCaffrey: Dragonriders of Pern
HOW CAN ONE GIRL SAVE AN ENTIRE WORLD?

To the nobles who live in Benden Weyr, Lessa is nothing but a ragged kitchen girl. For most of her life she has survived by serving those who betrayed her father and took over his lands. Now the time has come for Lessa to shed her disguise—and take back her stolen birthright.
But everything changes when she meets a queen dragon. The bond they share will be deep and last forever. It will protect them when, for the first time in centuries, Lessa’s world is threatened by Thread, an evil substance that falls like rain and destroys everything it touches. Dragons and their Riders once protected the planet from Thread, but there are very few of them left these days. Now brave Lessa must risk her life, and the life of her beloved dragon, to save her beautiful world. . . .


Serien, som starter med Drager på himlen eller Dragonflight, er en af de ældste dragehistorier på denne liste, og en af de længste overhovedet. Det er desværre kun et fåtal af seriens mange bind, der er blevet oversat, men de, der er, har jeg læst igen og igen, før jeg kastede mig over serien på engelsk. Faktisk var det netop denne serie, der fik mig igang med at læse bøger på engelsk, da jeg i folkeskolen opdagede, at der fandtes flere bind om Perns drageryttere, end dem jeg kunne få på dansk. 
Dragonriders of Pern er en lidt speciel serie, forstået på den måde, at den både skifter hovedpersoner og springer i tid undervejs. Samtidig har enkelte af bindene også et strejf af science fiction, og serien blev da også lanceret som science fiction i sin tid. Formodentlig fordi det på det tidspunkt var "finere" at skrive science fiction end fantasy. Første bog i serien udkom i 1968, og der udkommer stadig nye bind i serien, selvom det nu er Anne McCaffreys søn, der har overtaget skrivningen. 


Margaret Weis og Tracy Hickman: Krøniker
Life-long friends, they went their separate ways. Now they are together again, though each holds secrets from the others in his heart. They speak of a world shadowed with rumors of war. They speak of tales with strange monsters, creatures of myth, creatures of legend. They do not speak of their secrets. Not then. Not until a chanced encounter with a beautiful, sorrowful woman who bears a magical crystal staff draws the companions deeper into the shadow forever changing their lives and shaping the fate of the world.
No one expected them to be heroes.
Least of all themselves.


Krøniker er endnu en dragetrilogi, som jeg har genlæst igen og igen. Første bog, Dragons of Autumn Twilight, udkom i 1984, og trilogien er startskuddet på en megaserie, DragonLance, som er fordelt på flere sammenhængende miniserier, der følger de samme personer gennem flere år. 
Serien er klassisk fantasy, med en gruppe meget forskellige rejsekammerater, som tager kampen op mod den onde mørkets gudinde og hendes drager. Serien er inspireret af rollespil, og det bærer den også præg af. Universet er stort, og det samme er persongalleriet blevet. Nogle af de senere serier i megaserien er både gentagende og tynde i handlingen, men de første serier, og især Krøniker-trilogien, holder stadig. 


Susan Fletcher: Dragemælk
"You must go to the dragon. You must leave tonight."

Before she even hears the words, Kaeldra already knows what she must do. She must search out the mother dragon whose draclings have just hatched and somehow get some of her precious milk. It's the only way to save her foster-sister's life. Kaeldra would rather not go. It's much too terrifying, much too dangerous. But Kaeldra knows that she's the only one who can do it. For she is the only one who can actually communicate with dragons.
But little does Kaeldra know what she's getting into. She's about to begin a journey that will entwine her fate with that of three little draclings and one would-be dragonslayer. A journey that will become a struggle for life.


En måske mere ukendt dragehistorie er Dragemælk, som er en bog, jeg har læst igen og igen, og som jeg første gang læste som barn. Bogen handler om søsterkærlighed, om at finde sig selv og, selvfølgelig, om drager. 
Bogen udkom første gang i 1989, og kan i den grad anbefales. 


Astrid Lindgren: Brødrene Løvehjerte
Brødrene Løvehjerte er en børnebog skrevet af den svenske forfatter Astrid Lindgren, og illustreret af Ilon Wikland. Bogen udkom første gang i Sverige i 1973. Dette er en historie om to uadskillelige brødres kamp for frihed i Nangijala.

Brødrene Løvehjerte er en af de mest elskede børnebogsklassikere om liv og død, kærlighed, og forholdet mellem to brødre, og deres kamp for retfærdighed og frihed i landet Nangijala. Men det er også historien om kampen mod dragen Katla, som stadig står som en af de uhyggeligste drager fra min barndom. Selvom de fleste nok ikke betragter Brødrene Løvehjerte som en bog om drager, så kunne jeg ikke lade være med at tage den med på denne liste. Jeg har genlæst bogen mange gange, og tuder lige meget hver gang. Hvilket nogle gange er den største ros, en bog kan få. Bogen er også filmatiseret, og selvom filmen efterhånden har nogle år på bagen, og jeg aldrig har brudt mig om det der med, at have en dansk fortæller, der snakker ind over den originale svenske tale, som det især er tilfældet med filmatiseringerne af Astrid Lindgrens bøger, så holder filmen endnu. Dårlige special effects og det hele. 


Lene Kaaberbøl: Skammerens Børn
Dragen gled frem af skyggerne. Langsomt, ét for ét, flyttede den sine tykke, skællede ben.
"Nico!" hviskede jeg febrilsk.
"Jeg har set den," sagde han og greb fastere om spydet. "Bare bliv ved med at gå."
Det kunne han sagtens sige. Mine ben var stive og mærkelige, og hele min krop susede og dunkede og summede af skræk. Hvis den drage kom bare et skridt nærmere...

Det var ikke med vilje, at Dina er havnet i Dunarks Dragegård. Hun har ikke spor lyst til at spille helt. Faktisk er det hendes højeste ønske at være en ganske almindelig pige og måske få nogle ganske almindelige venner. Men det går ikke, når man er Skammerens Datter og har øjne, ingen almindelige mennesker tør se ind i.


Listens eneste danske bidrag er skrevet af en af mine yndlingsforfattere. Jeg stiftede først bekendtskab med serien Skammerens Børn som voksen, men faldt alligevel pladask for historien om pigen Dina med de farlige øjne. Siden har jeg genlæst serien flere gange, og historien hører til blandt mine yndlingsdragefortællinger. Første bind i serien udkom i 2000. 
De første to bind i serien er blevet filmatiseret, og det endda ganske vellykket, selvom dragerne ikke var helt vellignende. 


Julie Kagawa: Sagaen om Talon
THE DRAGONS OF TALON: Once hunted nearly to extinction, they are now poised to take over the world.
THE ORDER OF ST. GEORGE: The legendary dragonslayers will stop at nothing to wipe dragons from the face of the earth.
These mortal enemies are locked in secret and deadly combat, with humanity none the wiser.

To take her rightful place in the Talon organization, young dragon Ember Hill must prove she can hide her true nature and blend in with humans. Her delight at the prospect of a summer of "normal" teen experiences is short-lived, however, once she discovers that she's also expected to train for her destined career in Talon. But a chance meeting with a rogue dragon will soon challenge everything Ember has been taught.
As Ember struggles to accept her future, St. George soldier Garret Xavier Sebastian is tasked with hunting her down. But when faced with Ember's bravery, confidence and all-too-human desires, Garret begins to question everything the Order has ingrained in him—and what he might be willing to give up to uncover the truth about dragons.


Den nyeste serie på listen er Sagaen om Talon, hvor første bind, Dragerne, udkom i 2014. Serien er actionfyldt, med masser af humor, og så er den, som den eneste på listen, placeret i en nutidig setting i vores egen verden, hvor drager kan tage menneskeskikkelse. Hvor drager i mange andre sammenhænge enten er meget menneskelige fra starten, eller kun dyriske, så skal dragerne i denne serie lære at være mennesker, og undertrykke deres drageinstinkter, for at kunne passe ind. Det giver personerne en undertone af noget fremmed og farligt, som gør dem lige tilpas anderledes, til at gøre dem interessante, samtidig med at man som læser stadig kan identificere sig med dem. Serien er enormt spændende, og utroligt hurtigt læst. 


Robin McKinley: Helten og Kronen
Aerin is the only child of the king of Damar, and should be his rightful heir. But she is also the daughter of a witchwoman of the North, who died when she was born, and the Damarians cannot trust her.
But Aerin's destiny is greater than her father's people know, for it leads her to battle with Maur, the Black Dragon, and into the wilder Damarian Hills, where she meets the wizard Luthe. It is he who at last tells her the truth about her mother, and he also gives over to her hand the Blue Sword, Gonturan. But such gifts as these bear a great price, a price Aerin only begins to realize when she faces the evil mage, Agsded, who has seized the Hero's Crown, greatest treasure and secret strength of Damar.


En af de måske mere ukendte dragehistorier på denne liste er Helten og Kronen, eller The Hero and the Crown, som udkom i 1984. Den er egentlig bind 2 i en serie, men kan læses for sig, og er da også den eneste i serien, som er blevet oversat. Hvilket måske også er grunden til, at jeg betragter den som en standalone, da jeg først for få år siden blev klar over, at den var en del af en serie. 
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har genlæst bogen her som barn. Aerin er en virkelig stærk hovedperson. Selvom hun er eneste barn af kongen, så gør hendes mors fortid hende mistroet blandt hendes fars folk, og hun befinder sig konstant udenfor. Hun lader det dog ikke slå sig ud, men er fast besluttet på at tjene sit folk, og da en drage begynder at hærge landet, tager Aerin i al hemmelighed kampen op. 


Naomi Novik: Temeraire
Aerial combat brings a thrilling new dimension to the Napoleonic Wars as valiant warriors ride mighty fighting dragons, bred for size or speed. When HMS Reliant captures a French frigate and seizes the precious cargo, an unhatched dragon egg, fate sweeps Captain Will Laurence from his seafaring life into an uncertain future – and an unexpected kinship with a most extraordinary creature. Thrust into the rarified world of the Aerial Corps as master of the dragon Temeraire, he will face a crash course in the daring tactics of airborne battle. For as France’s own dragon-borne forces rally to breach British soil in Bonaparte’s boldest gambit, Laurence and Temeraire must soar into their own baptism of fire.

His Majesty's Dragon eller Temeraire udkom i 2006, og er første bind i serien Temeraire. Serien foregår under Napoleonskrigene, og bliver af flere, mig selv inklusiv, opsummeret som Hornblower med drager. Serien er historisk fantasy når det er bedst, og man kan virkelig mærke, at der ligger et gevaldigt researcharbejde bag serien.
Venskabet mellem dragen Temeraire og skibskaptajnen Will Laurence er utroligt smukt beskrevet, og omdrejningspunktet for hele serien. De to supplerer hinanden utroligt godt, og hvor Temeraire er drevet af instinkter, er Laurence drevet af æresfølelse og pligt. Men dragen Temeraire er også meget intelligent, og ikke bange for at stille spørgsmål, hvilket også åbner Laurences sind for problemstillinger, han ikke lige havde tænkt over. Derudover er bogen meget britisk i sin humor, hvilket er lidt pudsigt, i og med at forfatteren er amerikaner. 

søndag den 17. november 2019

BogForum 2019

Så blev det tid til den årlige tur til BogForum. Jeg deltog for sjette gang i år, og hold da op, hvor har området udvidet sig i løbet af den tid. BogForum bliver tilsyneladende bare større og større, og desværre er det ikke udelukkende positivt. Der dukker flere og flere stande op, hvor man virkelig skal tænke kreativt, for at finde den boglige sammenhæng, og samtidig var BogForum især i år udfordret på skiltningen, som desværre var langt fra optimal. Men mere om det senere.
Jeg var igen i år kun afsted om lørdagen, hvor jeg tog derover i forbindelse med mit arbejde. Esbjerg Kommunes Biblioteker sender hvert år en busfuld bogentusiaster til BogForum, og de sidste fem år har jeg været stewardesse på turen. Det er altid en superhyggelig oplevelse, omend man godt kan mærke, at man er på det meste af dagen.
Traditionen tro overnattede jeg hos min medstewardesse fra fredag til lørdag, da bussen kører fra Esbjerg klokken 7, og vi jo både skal nå at hente rundstykker til turen først, og gerne skal være der før i god tid før passagererne. Det sidste var vi så ikke helt, for da vi ankom klokken 6.35 med rundstykkerne, stod de første passagerer allerede klar. Hvilket passede fint, da vi så kunne få dem krydset af på deltagerlisten inden bussen kom. Klokken 7 kom bussen, og vi fik læsset passagerer, mad og os selv ombord, før turen gik mod det sjællandske.
Snakken gik lystigt blandt passagererne, mens vi serverede rundstykker og kaffe (desværre ingen te, grundet problemer med varmt vand og manglende tebreve), og klokken lidt i 11 ankom vi så til BogForum. Vi var heldigvis advaret om, at indgangen i år var flyttet, grundet ombygning, og fandt da også den rigtige indgang. Desværre manglede der i den grad skilte ved indgangen, hvor der stadig stod alenlange køer udenfor, fordi billetområdet var en del mindre, end det plejede at være, så der kom færre ind ad gangen. Og det hjalp bestemt ikke, at der manglede skilte, der hvor køerne begyndte, så ingen anede, om de stod i den rigtige kø.
Men ind kom vi da, og selvom det var temmelig angstprovokerende at komme ind et andet sted, end vi plejede, og der igen manglede skilte, så fandt vi da vej forbi både Madscenen, BørneBogForum og selvudgiverområdet, og befandt os endelig i vante omgivelser.
Jeg havde i år ikke ret mange foredrag på programmet, og det betød, at jeg havde god tid til at kigge mig omkring, hilse på forlagsfolk, bogbloggere og tidligere kolleger, som jeg på forunderlig vis mødte i mængden, og selvfølgelig købe bøger. Det blev godt nok ikke til så mange bøger denne gang, men til gengæld købte jeg en del tegneserier. Men mere om det senere.
Først vil jeg nemlig fortælle om de to paneler jeg fik hørt i år.
Som nævnt havde jeg et meget løst program i år. Jeg havde egentlig to foredrag mere på programmet, men grundet køkaos i starten, og bussens afgang, nåede jeg desværre ikke mere end de to paneler i midten.

Første panel foregik på SPOT scenen, hvor de tre fantasyforfattere Katrine Skovgaard, Julie Midtgaard og Trine V. Ipsen blev interviewet om YA-fantasy og deres individuelle skriveprocesser, og det var virkelig spændende at høre dem fortælle.

Efter panelet var slut, skyndte jeg mig tilbage til indgangsområdet, hvor jeg skulle spise frokost sammen med min medstewardesse. Efter frokosten tog vi et kort kig rundt i BørneBogsForum, som vi dog hurtigt forlod grundet larmen og de lettere klaustrofobiske tilstande, der opstår med mange børn og ikke ret meget plads mellem standene, bestemte vi os for at kigge os rundt i BogForum Comics-området (hvor jeg blandt andet fik købt en del tegneserier), mens jeg ventede på, at folkene bag Valhalla-tegneserien gik på scenen i Comics-området, for at fortælle om arbejdet med tegneserien, i anledningen af, at serien i år har 40 års jubilæum. Det var virkelig spændende, og temmelig nørdet, at høre de tre erfarne tegneserieskabere fortælle om processen, livet med tegneserien, og fankulturen omkring serien, og de 45 minutter forsvandt lynhurtigt.

De sidste timer på BogForum brugte jeg på at kigge mig omkring i den store messehal, med en indlagt te- og kaffepause, da jeg tilfældigt stødte på min medstewardesse igen. Derefter var det ved at være tid til at bevæge os tilbage til ankomstområdet, med et pitstop undervejs, for vi hentede de bestilte sandwiches til busturen.

Klokken 17.45 mødtes vi med passagererne, hvorefter vi i samlet flok begav os afsted mod busholdepladsen, for at tage den lange vej hjem igen.
Hjemturen begyndte med uddeling af sandwiches, vand og vin til passagererne, og derefter kunne vi endelig slappe lidt af, mens bussen nærmede sig endestationen i Esbjerg.
Klokken 21.35 landede vi i Esbjerg, og efter at have sagt farvel til passagererne og buschaufføren, begav jeg mig ned mod banegården, hvor jeg måtte vente et godt stykke tid på at komme med toget hjem.

Klokken 23.10 var jeg endelig hjemme igen, og blev modtaget med begejstring af katten, som havde savnet mig, mens jeg havde været væk.

(Reklame - indeholder anmeldereksemplar)

Og nu må det vist være tid til at vise de bøger og tegneserier jeg fik med hjem frem. Der er i år ikke så mange, som der har været andre gange, og størstedelen er endda tegneserier. Det skyldes ikke at jeg, generelt, køber færre bøger, men mere, at jeg allerede havde fået eller købt de bøger, jeg var interesseret i, bøgerne endnu ikke var udkommet, eller at jeg syntes, de var lidt for dyre, og derfor nøjes med at ønske mig dem til jul. Der skal jo også være nogle bøger at skrive på ønskesedlen:)
Men lad os kaste os ud i det.
Jeg har intet overblik over hvilken rækkefølge, jeg har fået anskaffet mig bøgerne i, og derfor er bøgerne sorteret efter hvilken stand, jeg fik fat i dem på.

Jeg havde aftalt at afhente et anmeldereksemplar på Ulven og Uglens stand, da jeg desværre ikke kunne komme til udgivelsesreceptionen på bogen idag, og det virkede fjollet, at forlaget skulle sende bogen til mig med posten, når jeg nu alligevel var der. Jeg har været meget begejstret for de første bind i serien, og glæder mig til at læse videre.
Bogen er:

Jacob Kokkedal: Helerens håb (Den trofaste bror 3)

Hos Tellerup fik jeg også fingrene i en enkelt bog, nemlig:

Nanna Foss: Kvadrantiderne (Spektrum 4)

Science Fiction Cirklen havde tilbud på 3 bøger for 2s pris, og det måtte jeg da selvfølgelig benytte mig af.
De 3 bøger, jeg fik med hjem, er:

Krinoline og kedsomhed - Danske steampunknoveller

Damphammeren - En steampunk-antologi

A. Silvestri: Faderens sønner og andre SF noveller

Hos H. Harksen Productions fandt jeg også en enkelt bog, nemlig:

Nikolaj Johansen: Manden, som træerne elskede

På Rosinantes stand faldt jeg over en klassiker, som jeg godt nok har læst, men manglede i min samling. Nu håber jeg bare, at forlaget også udgiver resten af serien.
Bogen er:

Louisa May Alcott: Unge kvinder (Pigebørn 2)

Jeg kom tilfældigt forbi standen Peckinpah, hvor forfatteren selv solgte sin meget roste krimi, og da den også var meget billig, endte jeg med at købe den med hjem. Forfatteren var endda så sød at signere den til mig.
Bogen er:

Palle Hyldgård Poulsen: Kastaniens DNA

Hos Politikens Forlags stand fandt jeg en bog, jeg har kigget på længe, til 50 kr. Så billig en bog kunne jeg ikke stå for, så den røg med ned i tasken.
Bogen er:

Kevin Kwan: Millionæren fra Singapore (Crazy Rich Asians 1)

En af de bøger, jeg vidste på forhånd, at jeg skulle have med hjem, fandt jeg på Calibats stand. Og da jeg stødte på forfatteren på Ulven og Uglens stand, fik jeg den også signeret.
Bogen er:

Line Lybecker: Da farfar forsvandt

Den sidste bog, jeg købte, fandt jeg hos People's Press.
Bogen er:

Fredrik Backman: Folk med angst

Hos Faraos Cigarer havde de masser af gode tilbud, og det blev til hele 8 tegneserier, hvoraf tre var særlige samleudgaver.
De er:

Jerry Scott og Jim Borgman:
Fanget! (Zits 5)
Vokseværk (Zits 7)
Familiebånd (Zits 9)
Mor er den bedste i verden - på afstand! (Zits 11)
Vent ikke for længe med vasketøjet! (Zits 12)

Mort Walker:
Basserne - Den komplette samling striber og søndagssider 1953-1954
Basserne - Den komplette samling striber og søndagssider 1955-1956
Basserne - Den komplette samling striber og søndagssider 1957-1958

Hos Cobolt fik jeg også købt en stak tegneserier til samlingen. 6 styk, blev det til, nemlig:

Jim Davis:
Picatto (Garfield 35)
Kogebøger ligger godt på maven (Garfield 37)
Snehunden glammer (Garfield 38)
Garfield giver piben en anden lyd (Garfield 41)
Fart over feltet (Garfield 42)
Garfield på tynd is (Garfield 57)

Sidst, men ikke mindst, fik jeg også en smule merchandise med mig hjem. På Ulven og Uglens stand mødte jeg forfatteren Aura Isolde, og fik et bogmærke med hjem med hendes kommende bog.

Og hos People's Press fik jeg en virkelig lækker mulepose i god kvalitet og en reklame for Mofibo med mig, da jeg købte ovennævnte bog.

Ialt kom jeg hjem med 11 bøger og 14 tegneserier, samt lidt merchandise. Heraf var en bog et anmeldereksemplar.

Selvom BogForum i år var noget kaotisk grundet mangelfuld skiltning, ombygning og en massiv udvidelse af standområdet, så var det som altid en skøn dag fyldt med bogglæde og læselyst. Jeg fik i år hilst på rigtig mange forfattere, forlagsfolk, bogbloggere og bekendte, hvilket gav en del hyggelige snakke midt i kaosset. Det kan dog være svært at orientere sig blandt så mange mennesker, så har vinket til mig, eller kaldt på mig, uden at jeg reagerede, er det ikke fordi jeg med vilje har ignoreret dig. Jeg har simpelthen ikke hørt eller set dig.

Idag slapper jeg af med at lave dette indlæg, mens katten vogter over mig, og så glæder jeg mig over, at jeg har været så forudseende at tage ferie i starten af næste uge, så jeg har et par ekstra dage at komme mig over strabadserne i. Og så glæde mig til næste års BogForum, selvfølgelig:)

Var I afsted til BogForum? Og hvad fik I med jer hjem?