Pigen fra Månehøjen

Pigen fra Månehøjen er 1. bind i en fantasyserie skrevet af Lene Krog.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Krigen hærger Bragimark. Efter mordet på kongefamilien, har de grå, anført af Vidar og heksen Caris, overtaget magten i landet. Sherifferne jager marlinger, hekse og andre overjordiske væsener, og selvom enkelte kæmper imod de grå, så forekommer kampen umulig at vinde.
Merian hader de grå. De dræbte hendes far og den mand hun elskede, og hun kan ikke tilgive sin bror for at være gået over til dem og endda være blevet en af deres sheriffer. For at undgå at tage hjem til sin familie i sommerferien spørger hun universitetets mest populære elev Birk om at måtte tage med ham hjem. Og til hendes store lettelse siger han ja.
I Birks onkels hus møder Merian Aia, som er kommet til skade. Aia mistede for nogle år siden hukommelsen, og ved ikke hvem hun er. Hun ved kun, at hun blev fundet livløs i en sø, og at nogen forsøgte at slå hende ihjel.
Samme nat som Merian og Birk ankommer, brænder huset ned. Birks onkel når, inden han dør, at give Aia et mærkeligt smykke, som han beder hende om at give til modstandsbevægelsen. Kort efter arresteres Birk, Aia, Merian og healeren Regin af de grå, som leder efter et våben, som onklen skulle have fremstillet. Regin bliver dræbt, men det lykkes Aia at skjule halskæden, og i sidste ende bestemmer de grå sig for at løslade dem, på grund af Merians bror.
Uden andre muligheder bestemmer Aia, Merian og Birk sig for at tage hjem til Merians familie, men vejen er lang og farefuld, og mens Aia kommer tættere på sin fortid, opdager hun, at hun har en større rolle at spille i krigen, og at der var en grund til at hun flygtede. De to piger opdager snart, at intet er som det ser ud til, og at langt farligere kræfter er på spil, end de nogensinde kunne drømme om.

Jeg havde ikke hørt om bogen før forfatteren spurgte om jeg ville anmelde den, men efter at have læst den, er jeg rigtig glad for jeg lærte den at kende. For bogen er rigtig god.
Sproget er letlæst og flydende, og indeholder en god portion humor. Beskrivelserne er rigtig gode, og det eneste der skæmmer, er nogle enkelte stavefejl i bogens første del.
Handlingen er godt skruet sammen, selvom første del af bogen var en smule forudsigelig for mig. Jeg gættede stort set alle historiens twists, og troede jeg havde regnet det hele ud. Men så kom anden del, og jeg opdagede, at jeg overhovedet ikke havde gættet hvor forfatteren var på vej hen, hvilket gjorde historien endnu bedre og endnu mere spændende. Historien er fyldt med action, magi, forræderi, hævn, mord, oprør, kærlighed og venskab, og bogens univers er interessant og anderledes. Jeg var dog ikke så vild med det store twist i slutningen, selvom jeg ikke kan forklare hvorfor uden at spoile bogen, og ville ønske forfatteren havde taget et andet valg. Alligevel glæder jeg mig til at læse videre i serien, for jeg er nemlig virkelig vild med personerne.
For mig er det nemlig personerne der først og fremmest bærer den her bog. De er levende, menneskelige og realistiske, og især Merian og Aia er helt fantastiske. Bogens synsvinkel skifter mellem Merian og Aia, og det gør at man lærer bogens to hovedpersoner rigtig godt at kende. Merian var uden tvivl min yndlingsperson. Hun er vred, stædig, modig og handlekraftig, samtidig med at hun på mange måder også er en typisk teenagepige. Forholdet til moren er præget af oprørstrang, og "mor er pinlig"-følelser, som de fleste teenagere kan nikke genkendende til. Merians vrede er primært rettet mod broren for hans forræderi, og mod de grå for farens og Kords død. Hun fik aldrig fortalt Kord at hun elskede ham, og de uforløste følelser gør hende kold og hævngerrig. Mødet med Aia, og det venskab der langsomt vokser frem mellem dem, bløder hendes hjerte lidt op igen, og giver hende for første gang en veninde hun kan være sig selv sammen med. Aia ved ikke hvem hun er. Det eneste hun ved er, at nogen har forsøgt at slå hende ihjel. Hun plages af mareridt, og hjemsøges af en ånd. Samtidig opdager hun, at hun har nogle mærkelige evner, som måske er magi, og måske noget andet. Aia er stærk, modig, og ligeså stædig som Merian, og hun både længes efter og frygter at finde ud af hvem hun er. Både Merian og Aia er utroligt sarkastiske og rapmundede, og det var en ting, som jeg rigtig godt kunne lide. Også bogens bipersoner er levende, med egne motiver og historier, og især de to kærlighedsinteresser kunne jeg rigtig godt lide. Jeg nævner dog ikke deres navne, da det vil spoile handlingen. Derudover var jeg vild med Merians mor, som gav mig en del Maude Varnæs-associationer.
Alt i alt var det en rigtig god fantasybog. Den er, trods sin tykkelse på næsten 600 sider, utrolig hurtigt læst, hvilket både skyldes det letlæselige sprog, og den spændende handling, som gør bogen svær at slippe. Bogen kan absolut anbefales, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.