Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup.
Bane er blevet bidt, og efterladt i den døde verden. Hans artsfæller anser ham allerede for død, og selvom det er lykkedes Nera at få lov til at efterlade blod til ham, vokser hans blodtørst dag for dag.
Neras eneste håb om at redde ham er den kur, som lægen Peter har udviklet mod zombievirussen. Men kuren er kun udviklet til mennesker med blodtype 0, og endnu ikke gennemtestet.
Og tiden er ved at rinde ud for Bane. I desperation lægger Nera en sidste plan for at redde ham. En plan, som kan koste hende livet.
Hold da op. Sikke en slutning! Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive så glad for en zombieserie, men sidste bind her endte med at overbevise mig. Og selvom jeg aldrig bliver den store zombiefan, så har jeg bestemt ikke fortrudt læseoplevelsen.
Jeg er vild med Louise Haibergs sprog. Det er letlæst og flydende, og den måde, hun bruger dagbogselementet til at føre læseren helt ind i hovedpersonens hoved, og gøre Neras følelser levende på, er virkelig godt gennemført. Beskrivelserne er knivskarpe, og til tider direkte kvalmende, og både actionsekvenser, zombier og vampyrelvernes verden kom til live i al deres forskellighed.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gjorde det svært at gætte, hvad der ville ske. Og jeg havde i hvert fald ikke set slutningen komme. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med sex, zombier, traumer, venskab, frygt, hemmeligheder, blod, vampyrelvere og kampen for overlevelse. Mest af alt er det dog en historie om kærlighed, og hvor langt man vil gå, for at redde den man elsker. Og så fik vi endelig svar på de sidste spørgsmål.
Personerne er levende og menneskelige, og man kan virkelig mærke, hvor meget de har udviklet sig fra seriens start. Nera er selvfølgelig den, der har udviklet sig mest. Hun ved, hvad hun vil, og er fast besluttet på at gennemføre det, uanset hvad andre siger. Hun er modig, stærk, og stædig, men også psykisk sårbar, og især separationen fra Bane tager hårdt på hende. Det er kun sammen med ham, at hun føler sig sikker og hel, og derfor er hun desperat for at redde ham. Og netop hendes forhold til Bane udvikler sig virkelig meget i dette bind. Både Nera og Bane sænker endelig paraderne, og indser, at de er stærkere sammen, end hver for sig. Og så er deres kemi næsten brandbar. Bane er mere åben med Nera end nogensinde før, og endelig sikker på, at det er hende, han vil have - trods deres forskellige arter, samfundets normer og andet, der står i vejen for dem. Jeg var også stadig ret vild med Aiden og Kirsta, som begge forsøger at hjælpe Nera, og også lægen Peter endte jeg med at holde af, selvom han stadig lod sig rive med af videnskabelig begejstring på upassende tidspunkter.
Forenet leverede en virkelig god slutning på en serie, som blev bedre bind for bind, og som (næsten) endte med at overbevise mig, hvad angår zombiebøger. Og selvom jeg ved, at jeg får mareridt i nat, så var læseoplevelsen det værd. Kunne man lide resten af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet over afslutningen. Er man zombiefan, eller bare vild med konceptet "vampyrelvere", så kan serien kun anbefales. Men sørg for, at døren er forsvarligt låst, og læs ikke bøgerne i mørke, for jeg garanterer, at samtlige lyde vil vække paranoiaen til live under læsningen, og mareridtene vil stå i kø.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar