tirsdag den 30. juni 2020

Mulm - Det hungrende mørke

Mulm - Det hungrende mørke er en fantasybog skrevet af Alex Uth.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Calibat og bookeater.dk.


Læs anmeldelsen på bookeater.dk.

Zinvaris Dyb

Zinvaris Dyb er 4. bind af fantasyserien Stjernekrønikerne, skrevet af Mads Schack-Lindhardt.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt

Der er gået to år, siden Thiyaranah døde, og Sebastian brød alle bånd med Tir-Nâzral. Han øver sig godt nok stadig på sin magi, men savner hverken sine gamle venner eller den konstante livsfare fra tiden som udsending. Kun sin sjæleven Storm tænker han stadig på, og dragen er den eneste, han savner.
Men selvom Sebastian har brudt alle bånd med Tir-Nâzral, så er Tir-Nâzral ikke færdig med ham.
Nogen jager de Unavngivne og Evendal-familien, og da en lejemorder pludselig dukker op i Sebastians egen verden, har han intet andet valg, end at vende tilbage til det sted, der kostede ham alt. Men faren lurer overalt, og et angreb sender Sebastian længere væk hjemmefra, end han nogensinde før har været - og tættere på den fjende, som vil gøre alt for at dræbe ham.

Med Zinvaris Dyb bevæger forfatteren serien fra ren fantasy til science fiction - eller science fantasy - og det fungerer 100% For bind fire er fuldstændig på samme niveau som de forrige bind i serien, og lige så fantastisk en læseoplevelse.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, som bringer såvel drager som rumskibe til live, og actionscener, som næsten fjerner pusten hos læseren med deres hæsblæsende tempo. Og som et ekstra krydderi er bogen også fyldt med humor, sarkastiske bemærkninger (tak, Storm) og popkulturelle og litterære referencer, som kun kan gøre en fantasy- og bogelsker som mig glad.
Endnu en gang lykkes det forfatteren at udvide såvel sit eksisterende univers, som at opbygge et helt nyt, velgennemført og troværdigt univers, med flyvende rumskibe, mærkelige væsener og en næsten Star Wars-agtig følelse, og det er imponerende, at forfatteren kan holde styr på de mange detaljer undervejs.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot som overrasker gang på gang, og en historie, som både er nervepirrende spændende, og umulig at slippe. Hæsblæsende action, magi, drager, aliens, fremmede verdener, sorg, kærlighed, venskab, profetier og hævn blandes på fænomenal vis med laservåben, frelserskikkelser og håb, og afsluttes med en cliffhanger, som gør ventetiden til næste bind næsten utålelig.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og jeg elsker hvordan Sebastian konstant udvikler sig som person. Fra at være forblændet af sin sorg og vred på næsten alt og alle, til at genvinde sit mod og ønske om at gøre det rigtige, uden at han glemmer fortiden. Og så er jeg vild med dynamikken mellem Sebastian og Storm, og det venskab, de to deler, trods sårede følelser og savn. Storm er da også min absolutte yndling blandt bipersonerne, med sin sarkasme, loyalitet og den samhørighed, han deler med Sebastian som sjæleven, samtidig med at man som læser sagtens kan følge hans frustration over den måde, Sebastian konstant sætter Storms liv på pause, til trods for, at Storm også ønsker at gøre hjælpe. Jeg kunne dog også ret godt lide (eller lide at hade) halvorken Gulbash, hvis motiver langt hen ad vejen virker mystiske, samtidig med, at man som læser sagtens kan forstå hans ønske om hævn.
Zinvaris Dyb var endnu en fantastisk og hæsblæsende læseoplevelse i en serie, som hurtigt er ved at blive en af mine absolutte stadig-igangværende yndlingserier. Fans af de foregående bind vil bestemt ikke blive skuffede, og er man vild med klassiske fantasyfortællinger, som denne gang får et gevaldigt sci-fi twist, så kan serien kun anbefales. Jeg glæder mig allerede til næste bind udkommer, for jeg er slet ikke færdig med Sebastians historie endnu.

Se også forfatterens hjemmeside.

Book Haul #6

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Med juli lige om hjørnet, er det blevet tid til at vise junis nyanskaffelser frem. Og helst før der dukker flere bøger op, for der er rigtig mange af dem denne gang. Selvom en del af bøgerne egentlig blev købt i maj, så dukkede de først op i juni, og så var jeg også så heldig, at modtage en større portion anmeldereksemplarer fra gavmilde forlag og forfattere i månedens løb, som er med til at trække antallet i vejret.
Og med disse indledende bemærkninger er det blevet tid til at vise juni måneds book haul frem.

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I juni fik jeg tilsendt 13 anmeldereksemplarer fra søde forlag og forfattere.
Bøgerne er:

Alex Uth: Mulm - Det hungrende mørke. Forlaget Calibat.
Tilsendt til anmeldelse på bookeater.dk.

Anna Ruhe: Mesterens falske spil (Duftapoteket 3). Forlaget Straarup og Co.

Katja Brandis: Fjendtlige spor (Woodwalkers 5). Forlaget Straarup og Co.

Roshani Chokshi: Aru Shah og sjælesangen (Pandava-kvartetten 2). Forlaget Straarup og Co.

Leif Jacobsen og Mats Lerneby: Heksen og Liljen (Tidsvogterne 1). Hoi Forlag.

Eva Egeskjold: Genkomsten (Vaals hær 1). Forlaget DreamLitt.

Camilla Wandahl: Kloens klippe (Øglejægerne 1). Forlaget Gyldendal. Tilsendt af forfatteren.

Tomi Adeyemi: Hævnen (Children of Blood and Bone 2). Politikens Forlag.

Lene Krog:
Grå magi (Pigen fra Månehøjen 1)
Heksens storm (Pigen fra Månehøjen 2)
Forlaget Ulven og Uglen.

Thea Astrid: Langt væk fra Asgård. Forlaget Brændpunkt.

John Flanagan: Temujaierne vender tilbage (Våbenbrødre 8). Forlaget Gyldendal.
Tilsendt til anmeldelse på bookeater.dk. 

Majbritt Ravnholt Cramer: Henretterlunden (Mæsker 1). Forlaget Facet.

I slutningen af maj havde Bog og Idé supertilbud på en række titler, og det resulterede i 6 nye bøger til reolerne.
Bøgerne er:

Liane Moriarty:
Det hun glemte
Hypnotisørens kærlighed
Vanvittig skyldig

Judy Leigh: Damen som købte en bus og bare kørte

Alexandra Potter: Magisk Karma

Ruth Ware: Mrs. Westaway er død

Hos Saxo blev det til 7 bøger og 1 graphic novel, ad flere omgange, hvoraf en enkelt var en forudbestilling.
De er:

Patricia Briggs m.fl.: Mercy Thompson: Hopcross Jilly

Rachel Aaron:
Minimum Wage Magic (DFZ 1)
Part-time Gods (DFZ 2)

Cynthia Hand, Brodi Ashton og Jodi Meadows: My Calamity Jane (The Lady Janies 3)

Rachel Aaron: Spirit's End (Eli Monpress 5)

Emiko Jean: Empress of All Seasons

KJ Charles: The Magpie Lord (A Charm of Magpies 1)

Darynda Jones: First Grave on the Right (Charley Davidson 1)

Fra Bookdepository dukkede der 3 bøger op i juni, nemlig:

Ed McDonald:
Blackwing (The Raven's Mark 1)
Ravencry (The Raven's Mark 2)
Crowdall (The Raven's Mark 3)

Jeg købte 2 tegneserier hos Faraos Cigarer, nemlig:

Mort Walker:
Basserne 1980
Basserne 1981

Og så købte jeg 4 graphic novels hos Fantask, nemlig:

Arleston og Barbucci:
New York (Ekho spejlverdenen 1)
Paris Empire (Ekho spejlverdenen 2)
Hollywood Boulevard (Ekho spejlverdenen 3)

Drew Ford, Duane Leslie og Eva De La Cruz: Steam

Sidst, men ikke mindst, blev det til 2 nye bogposer, da Overlapp.dk åbnede op for onlinebutikken.

Ialt blev det til 29 bøger, 7 tegneserier/graphic novels og 2 bogposer i perioden 31. maj til 30. juni. Af dem var 13 anmeldereksemplarer og 12 på engelsk. Og der er flere bøger på vej. I juli har jeg planer om en større ordre, da der udkommer et par nye bøger, som jeg simpelthen er nødt til at eje, men ellers regner jeg ikke med, at jeg får ret mange andre bøger ind ad døren. Andre end dem, som allerede er på vej, selvfølgelig.

Hvilke nye bøger flyttede ind hos jer i juni? Og har I planer om bogkøb i juli? 

mandag den 29. juni 2020

Kampmagikeren

Kampmagikeren er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Påkalderen, skrevet af Taran Matharu.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Forår

Efter at være blevet forrådt og efterladt i Orkriget, har Fletcher og hans venner intet andet valg, end at flygte ind i æteren. Men æteren er et farefuldt sted, og selvom de har et skjult våben, er deres overlevelse tvivlsom, og ingen af dem aner, om de overhovedet kan finde en vej ud igen. Og hele tiden er orkerne lige i hælene på dem.
Som om det ikke var nok, er Fletchers salamanderdæmon begyndt at opføre sig mærkeligt.
Og imens er situationen i Hominum ved at forvandle sig fra slemt til værre. En racekrig truer med at ødelægge den alliance, som er den eneste mulighed for at vinde krigen mod orkerne, og ufreden ulmer. Håbet om fred har aldrig syntes så fjernt før, og fjenderne er overalt. Krigen nærmer sig sin afslutning, men hvem vil vinde? Og vil der være overhovedet være et land tilbage, når krigen er slut?

Hvor jeg måtte kæmpe mig igennem andet bind, så fløj jeg igennem Kampmagikeren, som var en virkelig stærk slutning på trilogien, og uden tvivl min yndlingsbog i serien.
Som i de forrige bind var sproget letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, som fik såvel de blodige kampscener som stive hofballer til at fremstå lyslevende for mit indre blik, og jeg kunne næsten lugte blodet og krudtrøgen, og høre bragene fra riffelilden, mens jeg læste den.
Universet udvider sig endnu en gang, hvor vi som læsere får mere at vide om den mystiske æter, dæmonerne, nye geografiske steder og nye plante- og dyrearter.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som denne gang faktisk formåede at overraske mig, hvilket gjorde læseoplevelsen en hel del bedre end de foregående binds. Historien er spændende, og fyldt med action fra start til slut. Der er skruet op for såvel de politiske intriger som magiske kampe, dæmonpåkaldelser, krig, racehad og forræderi, samtidig med at historien stadig har plads til venskab, kærlighed, familie, hemmeligheder, håb, hævn, loyalitet og søgen efter et nyt hjem. Og så slutter bogen helt perfekt.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom de stadig er en smule sort/hvide, så har især Fletcher udviklet sig helt enormt undervejs. Han vokser med opgaven, og tager lederrollen på sig, samtidig med at han bevarer sin tiltro til sine medmennesker (uden iøvrigt at skelne mellem de forskellige racer), sit gode hjerte, intelligens og mod. Hans bånd med Ignatius kommer på en hård prøve undervejs, og det samme gør hans følelser og håb for fremtiden. Af bipersonerne er Othello stadig min yndlingperson, men han får kraftig konkurrence af Fletchers plejefar, hvis kærlighed og tiltro til Fletcher aldrig vakler, selv når hele verden er imod ham. Jeg manglede dog lidt mere udvikling af skurkene, som som sagt er meget sort/hvide, og så kunne jeg godt have brugt lidt mere scenetid til Fletchers hovedfjende, men det er mere en personlig præference, end en kritik.
Selvom trilogien for mig har været lidt af en rutschebanetur, og især andet bind trak tænder ud, så var slutningen det hele værd. Universet var interessant, og jeg var ret vild med Fletcher, og den udvikling han gennemgik i løbet af serien. Og selvom historien til tider var lidt for forudsigelig, så er den stadig værd at læse, for læsere der er vilde med klassiske fantasyfortællinger.

Se også forfatterens hjemmeside.

Inkvisitionen

Inkvisitionen er 2. bind af fantasytrilogien Påkalderen, skrevet af Taran Matharu.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Forår

Der er gået et år, siden Fletcher vandt Turneringen, og blev fængslet på falske anklager. Meget har ændret sig siden da, og den landsby, som Fletcher voksede op i, er næsten umulig at genkende, da han endelig får sin retssag. En retssag, som synes afgjort på forhånd, da Fletchers indflydelsesrige fjender vil gøre alt for at få ham dømt.
Kun en uventet afsløring forhindrer Fletcher i at blive henrettet for højforræderi, men han får ikke lang tid til at nyde friheden igen, før en farlig mission tvinger ham til at trænge dybt ind i orkernes territorium, ledsaget af både venner og fjender.
Mislykkes missionen, vil det ikke kun koste Fletcher og hans ledsagere livet, men også betyde Hominums undergang. Og tiden er knap.

Jeg kunne ret godt lide første bind i serien, men alligevel tog det mig lang tid at få læst bind to, som desværre ikke rigtig kunne fange mig, på trods af store mængder action, og jeg endte med at måtte tvinge mig selv til at færdiglæse den.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er livagtige og billedskabende, og som læser kan man næsten mærke kulden og fugten fra Fletchers fængselscelle og junglens fugtige varme under læsningen.
Universet er interessant og velgennemført, og forfatteren formår at udvide det på en måde, så man ikke føler sig overbebyrdet med store mængder information, men alligevel lærer nye planter, dyr, dæmoner og områder at kende undervejs. Og så var kigget ind i den orkiske kultur både interessant og grusomt.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, men desværre gættede jeg stort set dem alle sammen på forhånd - nogle af dem endda allerede i første bind - og det gjorde, at bogen blev både forudsigelig og en smule kedelig at læse. Hvilket ikke ligefrem gjorde den lettere at komme igennem. Jeg tror dog mere, det handler om, at jeg har læst rigtig meget fantasy, og forfatteren bruger mange af de klassiske fantasyvirkemidler, end at bogen som sådan er forudsigelig. For historien mangler hverken spænding, eller action, og er fyldt med magi, intriger, forræderi, hævn, dæmoner, fjender, venskab, familie, hemmeligheder og krig, krydret med racehad, fordomme, undertrykkelse og klasseforskelle. Og så slutter den, ligesom sin forgænger, med noget af en cliffhanger.
Personerne er levende og menneskelige, omend en smule sort/hvide, og man er som læser ikke i tvivl om, hvem fjenderne er. Fletcher er modig, intelligent, loyal og fordomsfri, og fungerer rigtig godt som hovedperson, ligesom dynamikken i venskabsgruppen også fungerer rigtig godt. Jeg var dog en smule træt af Sylvas fordomme og mistanker, som virkede mere jalousi- end fornuftbetingede, men ellers kunne jeg rigtig godt lide Fletchers venner. Og især dværgen Othello var jeg rigtig glad for, da han, udover at være en loyal og modig ven, også kæmper for en bedre fremtid for sit folk - og det uanset, hvad det kan koste ham selv. Til gengæld er det svært at sige noget positivt om Fletchers fjender, som ikke virkede voldsomt nuancerede, og i stedet var gennemført lede og udspekulerede.
Inkvisitionen er en solid toer i en på mange måder klassisk fantasyserie, som desværre var lidt for forudsigelig for min smag, og som aldrig rigtig fangede mig, før til allersidst. Jeg er dog ikke i tvivl om, at yngre og knap så belæste fantasylæsere, som kunne lide første bind i serien, vil elske den, og jeg har da også stadig planer om at færdiglæse serien, så jeg kan finde ud af, hvordan det hele ender.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 28. juni 2020

Blodets Sti

Blodets Sti er 2. bind af fantasyserien Et varsel om Storm, skrevet af Tobias Stenbæk Bro.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget

Brødrene Rodrik, Cedrik og Storm er på flugt fra de mænd, der dræbte deres far og brændte deres hjem ned til grunden. Ingen af dem ved, hvem mændene er, eller hvorfor deres hjem blev angrebet, og deres eneste håb om svar, er at opsøge bygmesteren Leoric i Mågehavn, som deres fars sidste besked ønskede.
Men vejen er lang og farefuld, og brødrene ved ikke, hvem de kan stole på.

Jeg havde tårnhøje forventninger til Blodets Sti, da forgængeren var en af de bedste bøger jeg læste sidste år, og selvom det tog mig lang tid endelig at få læst fortsættelsen (faktisk nåede serien at skifte forlag først), så blev de i den grad indfriet. For bogen her var lige så fantastisk som sin forgænger, og jeg ærgrer mig i den grad over, at jeg ikke har fået læst den før.
Sproget er letlæst og flydende, og med sit lidt gammeldags ordvalg formår forfatteren, sammen med de livagtige og billedskabende beskrivelser, at fremmane den helt rigtige fantasystemning.
Universet er utroligt levende, og jeg er virkelig imponeret af den måde, som forfatteren lige så stille får listet sin worldbuilding ind i handlingen, uden det på noget tidspunkt får karakter af infodumping. I stedet udvider såvel geografi som flora, fauna, religion og samfundopbygning sig naturligt i takt med brødrenes rejse og historiens forløb, og som læser føler man sig hurtigt hjemme i en ellers fremmedartet verden. Og samtidig beviser forfatteren, at man sagtens kan skabe overbevisende worldbuilding i voksenfantasy uden at skrive 800 sider lange bøger.
Handlingen er godt skruet sammen, med twists som overrasker gang på gang, og en spændende historie, som er umulig at slippe. Bogen er fyldt med forræderi, hævn, kærlighed, intriger, hemmeligheder, magtbegær, magi og ulmende uro, og mens der skrues op for såvel kampen for overlevelse som action i dette bind, så er det stadig først og fremmest en historie om broderskab, familie, og sorgen over det mistede. Og så slutter den på en måde, som gør det næsten umuligt at vente på næste bind.
Personerne er levende, nuancerede, og så menneskelige, at det næsten gør ondt. Især forholdet mellem de tre brødre er skildret utroligt godt, og de skiftende synvinkler fungerer rigtig godt, da man lærer ikke bare brødrene, men også et par af de vigtigere bipersoner, rigtig godt at kende. Af brødrene var det især Storm og Rodrik jeg holdt af, for selvom jeg til dels forstod Cedrik og hans hævntørst, så gjorde hans egoisme, manipulationer, jalousi og ambitioner ham til tider svær at holde af. Storm, derimod, var utroligt nem at holde af, da han, på trods af rollen som lillebror og chokket over farens død, får lov at udvikle sig, og påtage sig en lederrolle under flugten. Og selvom Rodrik foretog sig et par mindre heldige valg undervejs, så gjorde hans kærlighed til brødrene og faren, og især hans månelovede Olyssia også ham nem at holde af. Af bipersonerne var det især Olyssia, som brændte igennem. Og selvom jeg ikke helt forstod, hvordan hun, trods kærligheden til Rodrik kunne være så pragmatisk i forhold til sin fremtid, så gjorde hendes indre styrke, loyalitet og pligtfølelse hende til et skønt bekendtskab. Til gengæld brød jeg mig bestemt ikke om Sorte Halfdan, som på alle måder var et afskyeligt menneske, selvom han havde sine grunde til det, og jeg godtede mig da også, når det gik galt for ham undervejs.
Sidst, men ikke mindst, var jeg vild med bogens ekstraudstyr i form af kort og persongalleri, som var med til at genopfriske såvel verden som personer for mig, og så var jeg vild med, hvordan hver synsvinkel havde sin egen illustration, så man som læser hurtigt kunne afkode, hvem man fulgte hvornår.
Blodets Sti var en fantastisk fortsættelse på en fænomenal serie, og dansk fantasy, når det er bedst. Worldbuilding, plot og personer spiller perfekt sammen, og serien er guf for voksne fantasyfans. Var man vild med Væddermændenes nat vil man bestemt ikke blive skuffet, og har man ikke læst serien endnu, er det bare med at komme igang!

Se også forfatterens hjemmeside.

Fyrtårn

Fyrtårn er en fantasybog skrevet af Alex Mangor Grave.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard.

Som 10-årig farer Malik vild i Evighedsskoven, og finder fyrtånet. Her møder han den gamle fyrpasser Hans, som fortæller ham, at han er den udvalgte, og overrækker ham halvdelen af Lysets Hjerte. I mange år tror Malik, at mødet med den gamle fyrpasser er en drøm, men 10 år senere vågner Lysets Hjerte til live, og Malik må lære at tøjle dets kræfter, før det er for sent.
Sammen med fyrpasserens barnebarn Sophia drager han ud for at samle hjertet igen, men det er ikke nemt, for Veronica, som har den anden halvdel af hjertet, har sine egne planer, og kan Malik ikke stoppe hende, vil mørket vinde.

Selvom jeg godt kunne lide idéen bag plottet, og var ret begejstret for actionscenerne, så fungerede denne bog desværre ikke rigtigt for mig. Den havde masser af potentiale, men udførelsen haltede desværre en del for mig, og jeg tror, historien ville have fungeret bedre, hvis den var blevet skrevet som en serie, i stedet for at være begrænset til et enkelt bind.
Sproget er flydende, men mærkelige ordvalg, og et lidt gammeldags og næsten formelt talesprog, gør det desværre en smule knudret for læseren. Beskrivelserne er gode, selvom der er lidt for få af dem til, at omgivelserne for alvor bliver levende. Actionscenerne, derimod, er utroligt levende beskrevet, og gav mig i øvrigt de vildeste DragonBall Z-vibes, hvilket var ret fedt. Bogen er primært fortalt fra Maliks synsvinkel, og den del af det fungerer godt, men der er også et par synsvinkelskift undervejs, som desværre ikke helt fungerede, da de dukker op midt inde i afsnit, og derfor forvirrede mig en del, fordi det ikke blev markeret, at det pludselig var en anden person, der fortalte historien. Og det er synd, for handlingsmæssigt giver synsvinkelskiftene mening, men udførelsen gjorde dem desværre til en forvirrende læseoplevelse.
Jeg kan godt lide plottet, men desværre haltede udførelsen af det en smule for mig. Jeg manglede nogle mellemregninger undervejs, både hvad angik handling og verdensudvikling, og det, kombineret med det høje tempo og de mange actionsekvenser, fik desværre historien til at fremstå en smule fragmentarisk og forvirrende. Samtidig sker der rigtig meget undervejs, og for mig ville historien klart have fungeret bedre, hvis forfatteren havde gjort den til en serie, og brugt mere tid på verdensudvikling og forklaringer undervejs, i stedet for at sende sine personer ud på den ene mission efter den anden undervejs, uden at give læseren mulighed for at puste ud efter hver mission. Som læser fik man næsten fornemmelsen af at befinde sig i et computerspil, hvor man skal løse forskellige opgaver, før man står over for fjenden, og samtidig mindede magisystemet mig om DragonBall Z, med den måde, som personerne kunne "level up" i deres kampe. Også slutningen ville have haft gavn af lidt flere sider, da det endelige opgør næsten er overstået for hurtigt. Når det så er sagt, så var det en spændende historie, med masser af magi, action, venskab, kærlighed, hemmeligheder, magiske genstande og ondskab, og jeg kunne rigtig godt lide diskussionen om lys og mørke. Til gengæld var jeg ikke ret vild med tidsrejseaspektet, da den måde, det blev udført på, ramte direkte ned i en af mine yndlingsaversioner i bøger. Det er dog en personlig præference, og ikke noget, som skal lægges bogen til last.
Personerne er levende, men virkede en anelse endimensionelle og sort/hvide, og med undtagelse af Malik følte jeg ikke rigtig, at jeg kom ind under huden på nogen af dem. Og det er synd, for bipersonerne havde helt bestemt potentiale til mere. Malik som hovedperson og jegfortæller fungerede rigtig godt, og jeg kunne rigtig godt lide ham. Han er modig, hjælpsom og ikke bange for at tage sin rolle som den udvalgte på sig. Og selvom han til tider er lidt for impulsiv og overmodig, så har han heldigvis sine venner til at hjælpe sig, når det brænder på. Jeg var dog ikke helt solgt på den måde, relationerne til bipersonerne blev beskrevet på, og igen er det tempoet, den er gal med. For mig opstod de forskellige følelser lidt for hurtigt, ligesom konflikterne blev løst næsten før de begyndte, og det var for mig en smule urealistisk og letkøbt. Af bipersonerne var det Sophia, jeg følte, jeg lærte bedst at kende, og selvom jeg igen synes at følelserne udviklede sig lidt vel hurtigt undervejs, og især sorgen over bedstefarens død blev overvundet lidt vel hurtigt for min smag, så var hun let at holde af, med masser af mod og en evne til at tænke hurtigt når det brændte på. Men jeg kunne også rigtig godt lide Dice, som var både modig, loyal og en god kriger.
Selvom jeg godt kunne lide hovedpersonen, actionscenerne og idéen bag plottet, så haltede udførelsen desværre en del, og jeg havde svært ved at følge fortællingens røde tråd undervejs. Og det er synd, for såvel historie som univers havde potentiale til mere.

lørdag den 27. juni 2020

Forglem mig ej

Forglem mig ej er 2. bind af Rosenholm-trilogien, en fantasyserie skrevet af Gry Kappel Jensen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget

Kirstine, Kamille, Victoria og Malou er klar til at begynde deres andet år på Rosenholm Kostskole. de fire er, trods deres forskelligheder, blevet gode veninder, men er hver især præget af den voldsomme afslutning på første skoleår.
Der går dog ikke lang tid, før de finder ud af, at heller ikke dette skoleår bliver stille og fredeligt. Pigerne har lovet Trines ånd at opklare mordet på hende, og gør de det ikke, kan det koste dem livet.
Samtidig begynder venskabet mellem de fire piger at knage, mens deres fremtidsplaner tager form, og hemmeligheder truer med at splitte dem ad.

Jeg elskede første bind i serien, og heldigvis var Forglem mig ej lige så fantastisk som sin forgænger.
Sproget er letlæst og flydende, beskrivelserne livagtige og stemningsfulde, og dialogerne velfungerende, ligesom de forskellige grafiske elementer som sms-samtaler, artikler og breve giver historien et ekstra pift.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Og sikke en slutning! Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, kostskoleliv, mord, hemmeligheder, ånder, kærlighed, jalousi, ambitioner, venskab og hævn. Først og fremmest er det dog en historie om venskab, om at finde sig selv, og om valg. Jeg er vild med blandingen af nordisk mytologi, naturmagi, ånder, kostskoleliv og mordgåder, og synes virkelig, forfatteren har fået skabt et anderledes og levende univers.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver, historier og følelser. Historien fortælles skiftevis af hver af de fire piger, og det fungerer rigtig godt, fordi man på den måde lærer pigerne utroligt godt at kende. Kirstine er den stille, men dygtige pige, hvis forældre har slået hånden af hende. Hun er tydeligt mærket efter at være nødt til at slå ihjel, for at redde sin veninde, og det gør det ikke bedre, at hendes magi har ændret sig, og truer både hende selv og resten af skolen, hvis ikke hun kan få kontrol over den igen. Kamille har endelig fået svar på, hvem hendes far er, og sandheden har drevet en kile ind imellem hende og hendes mor, samtidig med, at hun er tvunget til stadig at holde det hemmeligt over for sine veninder. Victoria har også problemer, både med sin kæreste, og med de forventninger hendes forældre og lærere har til hende. Mens Malous usikkerhed, jalousi og ambitioner truer med at ødelægge venskabet med hendes værelseskammerater for altid. Men selvom pigerne er så forskellige, så supplerer de hinanden rigtig godt, og man fornemmer dybden i deres venskab - også når det trues af pigernes egne usikkerheder og hemmeligheder. Af bipersonerne holdt jeg især af den rare kæmpe Thorbjørn, som underviser årgangen i norrøn magi, og Victorias kæreste Benjamin. Og så var jeg både fascineret og frastødt af Zlavko, underviseren i blodmagi, hvis interesse i Malou virker seriøst creepy. For slet ikke at tale om den skøre Leah, hvis jalousi til søsteren stadig præger hende årevis efter hendes død.
Sidst, men ikke mindst, så er bogen utroligt smuk, og jeg elsker at se, hvor meget der er kælet for detaljerne. Udover de forskellige grafiske elementer, som bruges til at fortælle dele af handlingen, så er bogen også fyldt med smukke illustrationer både i starten af hvert kapitel, og i indledningen til hver af bogens fire dele, for slet ikke at tale om bogens utroligt smukke coverdesign holdt i lilla og sølvnuancer, og med sølvfolie på smudsomslaget.
Forglem mig ej var lige så fantastisk som sin forgænger, og jeg kan næsten ikke vente, til sidste bind i serien udkommer. Er man vild med nordisk mytologi, magi og kostskoleliv, så kan serien her kun anbefales, og var man fan af første bind, vil man bestemt ikke blive skuffet.

Under huden 1+2

Under huden 1+2 er 2. bind af fantasyserien Mestenes, skrevet af Pernille L. Stenby.

Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forlaget Ulven og Uglen

Norvig er død, og Mestenes er i sikkerhed på Roevel Akademi. Men selvom ingen ved, hvem Mestenes er, så skal der ikke meget til, før fortidens hemmeligheder kommer frem i dagens lys, og Mestenes bliver afsløret. En fortid, som Mestenes ikke selv husker, men som langsomt dukker op i brudstykker.
Og som om Mestenes' fortid ikke var farlig nok, så kan også nutidens følelser bringe Mestenes i fare. For i et samfund hvor alt er kontrolleret, er der ikke plads til ukontrollerede følelser, og kun et enkelt fejltrin kan ødelægge alt.

Selvom jeg slugte første bind i serien, så var jeg også lidt forbeholden over for bogen, og efter at have læst bind to, sidder jeg tilbage med de samme følelser som Inkarnation efterlod mig med, samtidig med, at en del af personerne frustrerede mig en del.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er utroligt livagtige, og til tider direkte creepy - her tænker jeg især på skjoldkrebsene. Og så er jeg vild med de mange illustrationer, som bogen er fyldt med, og som, sammen med bogens smukke cover, gør bogens udseende til noget helt særligt.
Universet er originalt, og ligner ikke noget, jeg før er stødt på, med dets blanding af såvel sci-fi, dystopiske og fantasyelementer, og her i bind to udvider det sig helt enormt. Ligesom i første bind foregår verdenopbygningen primært ved, at bipersonerne fortæller Mestenes om det, og selvom universet bestemt fik mere dybde, og logikken bag samfundopbygningen blev tydeligere, så fik det, præcis som i første bind, til tider lidt for meget karakter af infodumping, og jeg følte mig, ligesom Mestenes, temmelig forvirret undervejs.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, som overrasker gang på gang, og forfatteren inddrager både krimielementer, sci-fi, dystopisk samfundopbygning og fantasyelementer undervejs, hvilket fungerer rigtig godt. Historien er spændende, og fyldt med action, sansetive evner, intriger, jalousi, kærlighed, hemmeligheder, social kontrol, homofobi, fordomme, undertrykkelse, kønsidentitet, seksualitet, og hukommelsestab. Mest af alt er det dog en historie om at finde sig selv, om identitet, og om at trodse omverdenens forventninger og fordomme. Og så slutter den på en måde, som gør det svært at vente på næste bind. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at historien fik lidt mere tid, at folde sig ud på, for hele handlingen - og der er meget af den - finder sted over ganske få dage, og det gør, at det indimellem går lidt for hurtigt, og sammen med de mange detaljer om verdenopbygningen, gør det til tider historien en anelse forvirrende.
Personerne er levende og menneskelige, men desværre frustrerede såvel hovedpersonen Mestenes, som de to vigtigste bipersoner Axten og Mite, mig en hel del i dette bind, og især sidstnævnte havde jeg det meget svært med. Hovedpersonen Mestenes er stadig den, man som læser har det tætteste forhold til, men selvom Mestenes' hukommelsestab og gradvise genvinding af minder er interessant, så var Mestenes lidt for passiv og clueless for min smag. Jeg blev irriteret over, at Mestenes gang på gang faldt om med "mindeanfald", og måtte samles op - bogstaveligt talt - og samtidig virkede Mestenes naiv, følelsesmæssigt blank og manglede social bevidsthed. Men det værste var, at Mestenes handlede direkte uintelligent gang på gang. Mestenes får at vide, at han skal holde sig fra forskellige personer, holde mund med sin fortid, og passe på sine hemmeligheder, og i stedet for at lytte, og passe på sig selv, gør Mestenes det stik modsatte, og bringer dermed sig selv og sine venner i fare gang på gang. Til gengæld kunne jeg rigtig godt lide den måde, som forfatteren bragte Mestenes' køn og søgen på identitet i spil på, og hvordan Mestenes netop på grund af sin manglende hukommelse mangler de filtre eller etiketter, som omverdenen ellers pådutter folk enten baseret på biologisk køn eller seksualitet. Som nævnt havde jeg det stramt med både Axten og Mite. Axten er, ligesom Mestenes, temmelig naiv, og koblet med en utrolig idealisme, og næsten fanatisk tro på nettet og Loa, tænkte han sig ikke altid lige meget om. Og så er også han utroligt clueless hvad angår følelser, og i modsætning til Mestenes, har han ikke et hukommelsestab til at undskylde hans manglende sans for eventuelle konsekvenser af hans valg. Men selvom han irriterede mig en del, så kunne jeg alligevel godt lide ham, fordi han samtidig er en utroligt loyal og hjælpsom person. Mite kunne jeg derimod ikke fordrage, og til tider havde jeg lyst til at kyle bogen direkte i hovedet på hende. Hun fremstod manipulerende, jaloux, dominerende, egoistisk og bedrevidende, og den måde, hun behandlede og omtalte Mestenes på fremstillede i den grad både hendes fordomme og hendes dårlige egenskaber. Ja, hun har følelser for Axten, og ja, et trekantsdrama er under opsejling, men det undskylder ikke hendes væremåde, eller hendes fanatiske søgen efter noget, der kan stille Mestenes i et dårligt lys hos Axten. At hun alligevel hjælper med at lede efter de forsvundne skjoldkrebs og forsøge at finde hoved og hale i Mestenes' minder har mere med hendes følelser for Axten at gøre, og førnævnte søgen efter noget, der kan bekræfte hendes fordomme, end et oprigtigt ønske om at hjælpe, og jeg kunne ikke udstå hende. Af andre bipersoner var det især Saru og Moal jeg følte med. De kæmper begge med at acceptere sig selv og deres evner, samtidig med, at de har traumer i deres fortid, som præger dem markant. Og så var jeg fascineret af professor Tosne, som virkede farlig, iskold, manipulerende og fanatisk i sit ønske om at bringe Mel til fald, ligemeget hvem og hvilke metoder hun må bruge, for at gøre det, og samtidig fornemmede man som læser, at hun gemmer på sine egne hemmeligheder.
Selvom jeg endnu en gang tilbragte meget tid med at være forvirret, og havde det svært med personerne, så er der alligevel et eller andet, der drager mig ved historien og universet, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal læse videre i serien. Kunne man lide første bind, vil man helt klart også elske Under huden, og selvom serien indtil videre har været en lidt blandet oplevelse for mig, så vil jeg alligevel ikke tøve med at anbefale den til læsere, som gerne vil prøve kræfter med en unik og anderledes læseoplevelse.

Se også forfatterens hjemmeside.

Konkurrence

*Sponsoreret indlæg - konkurrence*

- Update: Vinderen er fundet, og har fået direkte besked.-

Jeg har sommerferie, og det skal fejres med en konkurrence!

Forlaget Alvilda har sponsoreret præmien, som er Sjælehvisker af Mette Finderup, tredje bind i A.S.P.E.-serien, som dog sagtens kan læses uafhængigt af de første bind i serien.

Vinderen findes ved lodtrækning på mandag 29. juni, og får direkte besked.
Du kan deltage enten på bloggen, via bloggens Facebook-side, eller på Instagram, men kan kun deltage en gang. For at deltage i konkurrencen skal du:

1. Have en dansk adresse, præmien kan sendes til.
2. Fortælle, hvad du skal læse i sommerferien.
3. Hvis du deltager på bloggen, skal du huske også at skrive enten din e-mailadresse eller dit Instagram-handle i kommentaren sammen med dit svar, så jeg kan kontakte dig, hvis du vinder. Dette er kun nødvendigt på bloggen - ikke på Facebook eller Instagram.

Deltager du via bloggen, vil kommentaren først kunne ses på indlægget, når jeg har godkendt den. Bloggen har desværre været mål for en del spam-kommentarer, og derfor er de direkte kommentarer pt. slået fra. Men bare rolig. Kommentaren skal nok dukke op, og jeg tjekker selvfølgelig alle kommentarer, før jeg trækker vinderen.

søndag den 21. juni 2020

Ghost Story

Ghost Story er 13. bind af fantasyserien The Dresden Files, skrevet af Jim Butcher.

Der er gået et halvt år, siden Harry Dresden tilintetgjorde vampyrernes røde hof for at redde sin datter. Men ødelæggelsen har efterladt et magtvakuum, og uden en troldmand i byen, er Chicago udsat for konstante angreb fra overnaturlige kræfter, som ønsker at flytte ind.
Alt det ved Harry dog intet om. For kort efter at have befriet sin datter, blev han dræbt af ukendte kræfter og eller personer, og nu står han over for en skillevej: Enten vender han tilbage til Chicago som spøgelse, og finder ud af, hvem der dræbte ham, eller også bevæger han sig videre til efterlivet. Men vælger han det sidste, vil tre af hans venner dø.
Ikke overraskende vælger Harry at vende tilbage til Chicago, men meget har forandret sig, og de venner, han ønsker at redde, er mistænksomme over for ham. Og det hjælper ikke, at han har brug for en oversætter, for overhovedet at kunne komme i kontakt med dem. En oversætter, som har sine egne problemer, og sine egne grunde til ikke at stole på Harry.
For Chicago er under belejring af de døde, og som spøgelse er det ikke ligefrem nemt for Harry at hjælpe med at stoppe dem.

The Dresden Files er en af mine absolutte yndlingserier, men selvom bogen her var god, så var den for mig ikke en af de bedste i serien, og det tog mig faktisk et godt stykke tid, før jeg for alvor kom ind i historien.
Sproget er letlæst og flydende, og jeg elsker Harrys sarkastiske monologer og humor. Beskrivelserne er livagtige, de magiske kampe levende, og de popkulturelle indspark giver serien et ekstra løft.
Forfatteren formår at lade universet udvikle sig i hvert eneste bind, og denne bog var ingen undtagelse. Ikke nok med, at spøgelser og onde ånder kom mere på banen, som læser lærer man også forfatterens - eller i hvert fald Harry Dresdens - version af efterlivet at kende, og det er fantastisk at opleve, hvordan det hele knytter sig sammen, og gør universet levende og troværdigt.
Handlingen er godt skruet sammen, med nogle gevaldige twists undervejs, og især slutningen, og morderens identitet, kom bag på mig. Historien er spændende, men det tog lidt tid, før den for alvor kom i gang, og det, sammenholdt med de anderledes relationer personerne imellem, som følge af Harrys behov for en oversætter, endte med at trække historien lidt ned for mig. Det betød dog ikke, at historien manglede action, magi, spøgelser, overnaturlige væsener, intriger, sorg eller desperation, men bare, at den for mig ikke kom helt op at ringe.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og jeg kunne rigtig godt lide den måde, forfatteren formår at vise, hvordan en persons død (Dresdens), kan påvirke de mennesker, der kendte ham, og hvordan de hver især vælger at tackle den sorg. Harry er stadig en af mine yndlingshovedpersoner. Han er modig, intelligent, sarkastisk og selvopofrende, men også impulsiv, hvilket giver både ham og hans venner problemer på halsen. Også selvom han denne gang er tvunget til at tænke sig om, fordi han ikke bare kan kaste sig ind i konfrontationer med fjenden som spøgelse. Af bipersonerne var det især Harrys lærling Molly, som jeg følte med. Harrys død, og de rædsler, hun oplevede i kampen med det røde hof, har haft en enorm psykisk indvirkning på hende, og det hjælper ikke, at hun har været tvunget til at træde i Harrys sted som magisk beskytter af Chicago. Jeg kunne også godt lide, at to tidligere ret perifære bipersoner, Mort og Butters, fik mere scenetid, men selvom især Mort fik mere dybde, så savnede jeg Harrys samspil med Murphy og de andre, og især førstnævnte syntes jeg virkede hård og mistænksom.
Selvom jeg havde lidt startproblemer med bogen, så endte jeg alligevel med at være godt underholdt, og de sidste 200 sider blev slugt i et stræk. Fans af serien vil helt bestemt nyde gensynet med Harry, selvom tempoet er sat gevaldigt ned efter adrenalinchokket i Changes, og slutningen gør, at der ikke kommer til at gå lang tid, før jeg kaster mig over næste bind i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 14. juni 2020

Between Worlds - Ragnarok

Between Worlds - Ragnarok er 1. bind af fantasyserien Between Worlds, skrevet af Dina K. Sjöblom.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Forfatterskabet.dk.

Alexandra er MMA-kæmper, men da hendes træner og mentor Nathan dør, stopper hun sin karriere, for i stedet at overtage Nathans job på det lokale museum.
I et forsøg på at bearbejde sin sorg, begynder hun at interessere sig for museets udstilling og de historier, den bærer på, men hendes liv bliver for alvor vendt på hovedet, da museet bliver offer for et indbrud, mens hun er der. Før hun ved af det, befinder hun sig i jernalderens Skotland, og mens hun forsøger at finde en vej tilbage til sin egen tid, bliver hun inddraget i politiske og religiøse rænkespil, som kan koste hende livet, hvis hun ikke passer på.
For noget er på vej, og det går snart op for Alexandra, at hun har en rolle at spille i fortiden - hvad enten hun ønsker det eller ej.

Jeg slugte bogen på ganske kort tid, og selvom tempoet til tider var lidt for højt, så var jeg ret vild med forfatterens take på den nordiske mytologi.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom det til tider var lidt forvirrende pludselig at støde på danske og oldnordiske ord blandt det engelske, så fungerede det faktisk ret godt, da det var med til at bygge universet op. Beskrivelserne er maleriske og livagtige, og man kan mærke, at forfatteren har styr på sin research, da såvel jernalderbyen som personerne står lyslevende for læseren.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot som overrasker gang på gang, og en historie, som er næsten umulig at slippe. Bogen er spændende, og fyldt med action, tvekampe, tidsrejser, magi, religion, forræderi, og sex, godt krydret med druider, skotsk historie og nordisk mytologi. Først og fremmest er det en historie om sorg, venskab, og om at lære at leve med et altoverskyggende savn. For mig var tempoet dog til tider lidt for højt, og jeg manglede lidt "fyld" i handlingen, ligesom jeg godt kunne have tænkt mig lidt mere scenetid til de andre personer. Bogen kunne, efter min mening, sagtens have været 100-200 sider længere, så både historien og universet kunne få lidt mere plads at udfolde sig på, og tempoet blev sænket en smule. Til gengæld var jeg ret vild med blandingen af druider, nordisk mytologi, skotsk historie og jernalderliv, som er et virkelig originalt og anderledes take på historierne om de nordiske guder. Og også Ragnarok fik en anden vinkel på, end jeg er stødt på før.
Personerne er interessante og levende, og jeg kunne rigtig godt lide hovedpersonen Alexandra, selvom hun til tider frustrerede mig en smule. Alexandra har traumer i sin fortid, og hendes mentors død har hensunket hende i en depression, som hun har svært ved at komme ud af. Derfor bestemmer hun sig for at videreføre hans drøm, og smider alt, for at overtage hans museumsjob. Men selvom savnet slider på hende, så er hun stadig stærk, stædig og en dygtig kæmper, hvilket kommer hende til god hjælp, da hun pludselig havner i fortiden. Til gengæld er hun hæmmet af sit temperament og impulsivitet, som giver hende en del problemer på halsen, ligesom hun ikke er ret god til at lytte, når andre forsøger at advare hende. Og det var dette, der frustrerede mig mest, for på trods af, at hun i den grad er på udebane, og er oppe mod nogle helt andre spilleregler og kønsroller, end hun er vant til, så opfører hun sig fuldstændig som om, hun befandt sig i sin egen tid, hvilket kan være direkte livsfarligt for hende. Og hun gør det igen og igen. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide nattevagten Gunvall, som er modig, madglad og munter, og Heimr, som er Alexandras stærkeste forbundsfælle og beskytter, og som, selvom hun bestemt ikke gør det nemt for ham, forsøger at hjælpe hende både med at overleve, og med at komme tilbage til hendes egen tid.
Alt i alt var Between Worlds - Ragnarok en virkelig god og anderledes tidsrejsefortælling, og jeg var ret vild med forfatterens vinkel på nordisk mytologi. Selvom det til tider gik lidt for hurtigt, og hovedpersonen frustrerede mig en smule, så glæder jeg mig allerede til næste bind. Og med den cliffhanger til sidst, kan udgivelsen af den kun gå for langsomt. Er man vild med nordisk mytologi og tidsrejser, er bogen helt klart værd at læse, og jeg kan kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.

lørdag den 13. juni 2020

Draugen

Draugen er 10. og sidste bind af fantasyserien PAX, skrevet af Åsa Larsson, Ingela Korsell og Henrik Jonsson.

Sortheksen har fået fat i nøglen til biblioteket, og mens Magnar, Estrid og Iris bare venter på, at hun slår til, og vækker uhyret, har Viggo og Alrik andre ting at tænke på. Med pres fra Sløjd-Thomas har socialrådgiverne bestemt sig for at fjerne brødrene fra deres plejeforældre, og skille dem ad, og der er nu kun få dage tilbage, før Viggo og Alrik skal flytte fra byen, og hinanden.
Men så kommer Viggo på sporet af koden, som skjuler bibliotekets hemmelighed, og i en kamp mod tiden må brødrene endnu en gang tage kampen op mod sortheksen, for at redde Marienfred og verden.

Jeg var temmelig skuffet over foregående bind i serien, og selvom dette bind var bedre, så var jeg desværre ikke begejstret for den måde, forfatterne valgte at slutte serien af på.
Sproget var, som i de foregående bind, letlæst og flydende, med dystre og livagtige beskrivelser, og stemningsfulde, gysende illustrationer, som supplerer teksten rigtig godt.
Handlingen er godt skruet sammen, med et par twists undervejs, og forfatterne får knyttet alle de løse tråde fint sammen. Jeg brød mig dog ikke om måden, de valgte at slutte serien af på, selvom historien både var spændende og hjerteskærende, og jeg kan desværre ikke forklare hvorfor, uden at spoile det hele. Men jeg var ikke tilfreds. Historien er fyldt med action, sort magi, hemmeligheder, død, mobning, fordomme, familie, monstre, dobbeltmoral og masser af gys, men jeg forstod ikke, hvorfor skurk nummer to, som dukkede op i sidste bind, overhovedet skulle med, og selvom jeg godt kunne lide delen med Alrik og Viggos evner, så følte jeg ikke, at det blev forklaret nok.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og historier, og Alrik er stadig min yndlingsperson. Han er modig, beskyttende og tænker sig om (i modsætning til stort set alle andre i bogen), og så elsker han sin bror. Tanken om at blive skilt fra ham er fuldstændig ubærlig, og Alrik ved ikke, hvordan han skal overleve det. Og selvom Viggo stadig var temmelig irriterende og meget lillebror i dette bind, så havde jeg nemmere ved at bære over med ham, fordi hans dumheder denne gang har en grund. Også selvom han stadig opfører sig impulsivt og dumt. Af bipersonerne er det stadig Viggo og Alriks plejeforældre, som jeg holder mest af, da de bare virker som et par rare, favnende og kærlige mennesker, som stiller op for drengene, hver gang de har brug for det. Magnar og Estrid, som jeg ellers holdt vældig meget af i de første bind, havde jeg det desværre temmelig svært med. De virker mere interesserede i Iris, magien og at stoppe sortheksen (og ja, det er vigtigt), end i at støtte drengene. Og alligevel forventer de, at drengene vover livet og stiller op, når de har brug for dem. Og Iris afskyede jeg. Hun mangler fuldstændig empati og forståelse for brødrenes følelser, er selvglad, egoistisk og manipulerende, og forventer, at brødrene stiller op, selvom de, til dels på grund af hende, har mistet deres hjem. Faktisk havde jeg mere forståelse og medfølelse med skurkene, end jeg havde med hende, og det er måske også derfor, at jeg har det så svært med slutningen på serien, for jeg havde lyst til at kvæle hende.
Selvom jeg bestemt ikke var tilfreds med måden, serien her sluttede på, så lykkedes det alligevel for forfatterne at få knyttet de løse ender sammen, og samtidig løfte bogen her lidt i vejret, efter skuffelsen fra sidste bind. Jeg er stadig vild med sammenblandingen af illustrationer, tekst og nordiske sagnvæsener, og holdt meget af Alrik, men desværre kunne indholdet ikke helt holde til seriens længde. Det betyder ikke, at jeg ikke stadig anbefaler serien til læsere som holder af nordisk inspireret fantasy og gys, eller at bøgerne ikke er velskrevne, men personligt ødelagde slutningen lidt af fornøjelsen for mig.

fredag den 12. juni 2020

Maren

Maren er 9. bind af fantasyserien PAX, skrevet af Åsa Larsson, Ingela Korsell og Henrik Jonsson.

Sortheksens sande identitet er endelig blevet afsløret, og Alrik, Viggo og de andre kæmper nu en desperat kamp mod tiden, for at stoppe hende, før det er for sent. Bibliotekets forsvar er svækket, og deres eneste håb er, at Iris kan stoppe sortheksen, før det lykkes hende at finde nøglen til biblioteket, og slippe det uhyre, der sover under det, fri.
Men sortheksen har en ny allieret, og ved hjælp af sort magi, lykkes det hende at narre Estrid i en fælde. Hvis Estrid skal undslippe maren, før det er for sent, må Alrik og Viggo tage kampen op mod maren i drømmeverdenen. Men drømmeverdenen kan være dødsensfarlig, hvis man ikke passer på, og de to brødre får brug for alt deres mod, hvis de skal redde Estrid.

Sidste bind sluttede med noget af en cliffhanger, men selvom dette bind starter lige på og hårdt, så var bogen desværre en skuffelse, og for mig det værste bind i serien.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er stadig livagtige og stemningsskabende, ligesom samspillet mellem handling og illustrationer fungerer perfekt, og er med til at øge bogens creepyness-faktor.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, men selvom de var overraskende, så brød jeg mig faktisk ikke om dem, og især det første twist virkede unødvendigt og ligegyldigt. Historien er spændende, og fyldt med action, sort magi, familieproblemer, hævn, ondskab, sorg og mobning. Men det er også en historie om drømme, mareridt og virkelighed, magtbegær og fordomme. Forfatterne begynder langsomt at knytte trådene fra de foregående bind sammen, og den del af det fungerer fint, men hele idéen med Alrik og Viggos evner og baggrund virkede lidt som om forfatterne ønskede at chokere og overraske læserne mest muligt, og det føltes en smule kunstigt på mig. Ligesom cliffhangeren til sidst også virkede en smule overflødig, selvom den da bestemt giver lyst til at læse sidste bind i serien.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og problemer, men desværre var en del af dem virkelig belastende og handlede uden at tænke sig om i dette bind. Udover Alrik var de eneste, jeg brød mig om, Alrik og Viggos plejeforældre, som i den grad stiller op, når brødrene har brug for det. Og Alrik var samtidig den eneste, der faktisk tænkte sig om undervejs, og forsøgte at handle fornuftigt. Desværre var han omgivet af idioter. Viggo opførte sig som sædvanligt impulsivt, og tager ingenting alvorligt, heller ikke sine nyopdagede evner. Magnar og Estrid opfører sig bestemt ikke som ansvarlige voksne, og lader stort set Iris koste rundt med dem efter forgodtbefindende, og Iris... var en egoistisk, manipulerende møgunge, som måske nok ønsker at gøre det rigtige, men hvis metoder i den grad halter bagefter. Jeg har sjældent lyst til ligefrem at kvæle en person og kaste bogen efter hende, men jeg afskyede hende virkelig, og kunne faktisk bedre lide sortheksen og mørkets væsener, end hende.
Jeg har været virkelig glad for den her serie, men desværre mindede det her bind mest af alt om næstsidste afsnit i en julekalender. Der, hvor man tror, at alt er ved at være i orden, efter at være blevet trukket i langdrag i 22 afsnit, men så bliver det hele værre end før. Samtidig dukkede der et nyt, og for mig temmelig unødvendigt, twist op i starten af bogen, og jeg havde lyst til at kvæle et par af personerne, fordi de var så belastende. Så selvom jeg kunne lide et par af elementerne, og elsker universet, så var dette bind desværre for mig det værste i serien. Jeg er stadig interesseret i at læse sidste bind i serien, men desværre mest for at afslutte den nu, for bogen her var en skuffelse. Og det er synd, for jeg har elsket serien indtil nu.

torsdag den 11. juni 2020

Hvidslangen

Hvidslangen er 8. bind af fantasyserien PAX, skrevet af Åsa Larsson, Ingela Korsell og Henrik Jonsson.

Det er blevet jul, og Alrik og Viggo glæder sig til endelig at holde en rigtig familiejul med deres plejefamilie.
Men kort før det hele går i gang, bliver en lille pige opslugt af jorden, og begge drenge fornemmer noget røre sig under jordoverfladen.
Tiden er ved at rinde ud for den lille pige, og Alrik og Viggo lægger vejen forbi biblioteket for at få hjælp. Men Iris er væk, og selvom de finder ud af, at det er en hvidslange, der står bag, ved de ikke hvordan de skal stoppe uhyret.
Og imens har sortheksen travlt...

Dette bind var et af de bedste i serien indtil nu, og ikke mindst fordi personerne endelig finder ud af det, som læserne har vidst i lang tid, nemlig hvem sortheksen er.
Sproget er letlæst og flydende, og igen skaber de livagtige beskrivelser og de stemningsfulde illustrationer sammen en uhyggelig og vinterkold følelse hos læseren.
Handlingen er godt skruet sammen, og historien slutter med en usædvanligt ond cliffhanger, som gør det næsten umuligt ikke at starte på næste bind med det samme. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med masser af action, sort magi, tortur, venskab, familieproblemer, og overnaturlige væsener, blandet med julestemning, ondskab og sociale problemer. Jeg elskede, hvordan der blev skruet op for både magien og de creepy øjeblikke undervejs, men undrede mig en smule over det subplot, som blev introduceret med en helt ny biperson som omdrejningspunkt. Og det var da også det eneste, der trak ned, da jeg simpelthen ikke forstod, hvorfor det skulle med.
Personerne er levende og menneskelig, og Alrik er stadig min yndlingsperson. Viggo var lidt mindre irriterende lillebror denne gang, men stadig rimeligt belastende, mens Iris til gengæld fik både mere dybde, og mere sympati fra min side, samtidig med, at hun beviste, at hun kan tænke hurtigt under pres. Og så dukkede der som sagt en helt ny biperson op i en fremtrædende, men for mig unødvendig, rolle, nemlig Lykke-Marie, som har det svært derhjemme, og hvis hjemmeliv går udover hendes venskaber. Og selvom jeg ikke forstod, hvorfor hun skulle inddrages i historien, så kunne jeg ikke undgå at føle med hende, og føle skammen, ensomheden og savnet efter mere sammen med hende. Sidst, men ikke mindst, er der selvfølgelig sortheksen, hvis identitet jeg ikke nævner, hvis nu der skulle være en enkelt derude, som ikke har gættet, hvem hun er, men som i hvert fald var både ond, grusom og selvglad, men også manipulerende og intelligent, hvilket er en temmelig skræmmende kombination.
Alt i alt var Hvidslangen en virkelig god fortsættelse på serien, og man kan mærke, at det hele nu endeligt spidser til. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg glæder mig allerede, til at læse næste bind i serien.

Pestmageren

Pestmageren er 7. bind af fantasyserien PAX, skrevet af Åsa Larsson, Ingela Korsell og Henrik Jonsson.

Hej-Henry er død, og Estrid og Magnar er helt ødelagte over det. Samtidig er der noget mærkeligt ved det, for hvorfor begav Hej-Henry sig op på sit tag i hjemmesko?
Imens har Viggos narrestreger givet både ham og Alrik problemer på halsen. Noget, der ikke ligefrem øger deres popularitet i byen.
Iris har en farlig plan, som skal afsløre sortheksens identitet.
Og mens julen nærmer sig, breder en mystisk sygdom sig i byen. En sygdom, som måske, måske ikke, skyldes sort magi.

Med syvende bind er serien tilbage på sporet igen, og mens sjette bind føltes en smule forudsigeligt for mig, så føltes Pestmageren anderledes, og jeg kunne rigtig godt lide hele sygdomsaspektet. Som i øvrigt var skræmmende aktuelt med al snakken om isolation, mundbind og afspritning.
Sproget er stadig letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, som, sammen med de sort/hvide og til tider gruopvækkende illustrationer, maner en helt særlig uhyggelig stemning frem.
Handlingen er godt skruet sammen, med nogle virkelig gode twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske, og jeg havde i hvert fald ikke set slutningen komme. Historien er spændende, og fyldt med action, sort magi, intriger, død, sorg, familieproblemer, venskab, sygdom og paranoia, og samtidig tager bogen emner som selvtægt og mobning op på en virkelig god måde. Og så slutter bogen, fuldstændig som de forrige bind i serien, med noget af en cliffhanger.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg kan stadig rigtig godt lide Alrik. Han er modig, ansvarsfuld og hjælpsom, samtidig med, at han har det svært med moren, og dårlig samvittighed over, at han hellere vil blive hos sine plejeforældre, end flytte sammen med hende igen. Viggo havde jeg det til gengæld temmelig anstrengt med i dette bind. Han opførte sig dumt, impulsivt og gav både sig selv og Alrik problemer på halsen, i sit forsøg på at være sjov og vise sig. Jeg havde lyst til at sætte ham i skammekrogen, og kunne desværre ikke lade være med at give de fordomsfulde voksne en smule ret, hvad angik hans opførsel. Og hans temperament gjorde ikke sagen bedre. Af bipersonerne var det denne gang især plejeforældrene, som gjorde indtryk, og jeg kan altså virkelig godt lide den måde, de favner de to drenge på, og forsvarer dem, selv når Viggo i den grad klokker i det. Iris havde jeg det til gengæld mere ambivalent med. Hun er intelligent, modig og vil gerne hjælpe, men hendes gådefulde fortid, bedrevidenhed, og lemfældige omgang med regler og andres sikkerhed, gjorde hende til tider til et anstrengende bekendtskab.
Pestmageren overraskede hele vejen igennem, og jeg slugte bogen på rekordtid. Kunne man lide de foregående bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet over Pestmageren, og jeg glæder mig allerede, til at kaste mig over næste bind i serien.

lørdag den 6. juni 2020

Nøkken

Nøkken er 6. bind af fantasyserien PAX, skrevet af Åsa Larsson, Ingela Korsell og Henrik Jonsson.

Alrik og Viggos mor er kommet på besøg i Mariefred, og mens Viggo er ovenud begejstret, er Alrik ikke spor glad. Han tror nemlig ikke på, at moren er blevet rask, og frygter at skulle flytte væk fra plejeforældrene og biblioteket.
Alrik får dog snart at andet at tænke på, da han ryger gennem isen til skolens årlige temadag. En nøkke er på spil i Mariefred, og det er op til Alrik, Viggo, Iris, Estrid og Magnar at finde og standse den, før det er for sent.
Og imens vokser ufreden og sortheksens mørke...

Jeg kan rigtig godt lide den her serie, og var glad for at vende tilbage til universet, efter en længere pause. Også selvom jeg synes, at serien er ved at blive en smule formularisk og forudsigelig, efterhånden som sortheksens identitet bliver mere og mere tydelig for læseren.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er uhyggeligt stemningsfulde og livagtige. Man kan næsten mærke vinterkulden og det iskolde vand på sin egen krop, og de sort/hvide illustrationer er med til at gøre såvel historie som uhyggen endnu mere levende.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med temaer som alkoholisme, plejefamilier, sort magi, overnaturlige væsener, mobning, venskab, fordomme, gys og masser af hæsblæsende action. Jeg er vild med den måde, som forfatterne bruger de nordiske sagnvæsener på, og hele idéen med det hemmelige bibliotek virker lokkende på en bibliotekar som mig. Og så slutter bogen med en virkelig ond cliffhanger, som gør det svært at vente på næste bind.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg holder virkelig meget af Alrik. Han er modig, intelligent, og trods sin facade, også sårbar. Forholdet til moren er anstrengt, og han stoler ikke på hende, samtidig med, at han konstant har dårlig samvittighed. Lillebroren Viggo har jeg et lidt mere ambivalent forhold til. Han er udadvendt, sjov og modig, men også lidt for impulsiv, og tænker sig ikke altid om, før han kaster sig ud i ting. Viggo elsker sin mor, og kan næsten ikke vente, til han og Alrik kan flytte sammen med hende igen, og han ignorerer derfor alle faresignalerne. Det gør ham både troværdig og en smule naiv, og til tider er han lidt for meget irriterende lillebror, til at jeg rigtig synes om ham. Af bipersonerne kan jeg især godt lide drengenes plejeforældre, som virkelig støtter op om Alrik og Viggo. Også selvom de ikke kender til kampen mod sortheksen. Deres mor brød jeg mig til gengæld ikke særlig meget om, da hun, som mange alkoholikere, skyder skylden på alle andre end sig selv, og skyldtripper sine egne børn. Iris har jeg også et lidt anstrengt forhold til, da hun, selvom hun er intelligent, også virker arrogant og selvglad, og selvom hendes rivalisering med Alrik og Viggo sikkert bunder i usikkerhed, så opfører hun sig bare ikke særlig pænt.
Nøkken var lige så spændende og godt skrevet som de forrige bind i serien, men alligevel synes jeg efterhånden, at serien er ved at blive en smule forudsigelig, da hvert bind følger nogenlunde den samme skabelon som de forrige. Det gør ikke historien dårlig, men fjerner lidt af spændingselementet, og mens jeg ikke tror, at det vil være noget målgruppen tænker over, så irriterer det mig som voksen læser. Serien er dog stadig værd at læse, og kunne man lide de første bind i serien, vil man næppe blive skuffet.

fredag den 5. juni 2020

Af blod og støv

Af blod og støv er 1. bind af fantasyserien Sagakvartetten, skrevet af Julie M. Day.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget

YARA skal indvies i heksenes kreds, men noget går grueligt galt under ritualet. ZOLA står til at blive sin stammes overhoved, men hendes landsby bliver brutalt overfaldet af fremmede mænd på jagt efter slaver. Imens fører PHILIP og TARAN en rolig tilværelse i en lille landsby, men snart vender beslutninger truffet i hovedstadens hjerte op og ned på alting. Kongen af Kalos forhandler sig til en aftale med dværgenes konge og sender sin eneste søn, KRONPRINS CASSIUS, over Salthavet til en skæbne, han ikke selv har valgt. Imens finder den fordrukne eksløjtnant RULF et nyt formål med sin eksistens, da han får et tilbud fra kongen selv, som han ikke kan sige nej til ...
(Goodreads)

Wow, wow, wow! Jeg elskede forfatterens debutserie, og det var derfor med en smule angst og bæven, at jeg kastede mig over hendes nye serie, for hvad nu, hvis den ikke kunne leve op til mine tårnhøje forventninger? Men alle mine bekymringer blev i den grad gjort til skamme, for Af blod og støv ikke bare levede op til, men overgik, mine forventninger, og bogen blæste mig fuldstændig bagover. 
Det hører til sjældenhederne, at jeg bruger bogens bagsidetekst som resumé, i stedet for selv at fortælle, hvad bogen handler om, men i dette tilfælde har jeg valgt at gøre det, for ikke at spoile handlingen for meget. Der er nemlig rigtig mange tråde at holde styr på, og masser af overraskelser, og personligt synes jeg, det var en fordel, ikke at vide for meget om bogens handling på forhånd. 
Sproget er letlæst og flydende, og man kan mærke, at forfatteren har udviklet sig, siden hendes første serie, da såvel beskrivelser som stemninger er blevet endnu mere levende og, ja, stemningsfulde. Som læser kan man næsten mærke ørkenens hede, føle skibets vuggen og tage del i landsbyens stille liv, og samtidig mærker man en undertone af, at noget er på vej, og at freden snart bliver brudt. 
Universet er velgennemført og interessant, og endnu en gang beviser forfatteren, at hun altså kan det der med worldbuilding, og tager sig tid til at gøre det ordentligt. Verdenen præsenteres drypvis, gennem personernes dagligdag, og får aldrig karakter af infodumping, og det er altså virkelig fedt. Kortet hjælper med til at holde styr på de mange steder, personerne befinder sig, og tegne fronter op, og det fungerer rigtig godt. 
Handlingen er godt skruet sammen, med mange twists undervejs, og jeg er imponeret over den måde, forfatteren formår at holde styr på alle trådene undervejs. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, ånder, magtbegær, intriger, undertrykkelse, religiøs fanatisme, kærlighed, hævn, had, sex, vold og en lurende ondskab, og en slutning, som gør det næsten umuligt at vente på, at næste bind udkommer. I modsætning til forfatterens første trilogi, som balancerede på kanten mellem YA og voksen fantasy, så er denne bog tydeligt skrevet til en voksen målgruppe, og nærmer sig grim dark-spektret med sine fejlbehæftede personer og den underliggende stemning. Og jeg er vild med det. 
Personerne er nuancerede og menneskelige, med egne motiver, fejl og historier, og selvom det bestemt ikke er dem alle, der er lige sympatiske, så følte jeg, at jeg forstod dem. Selvom der er rigtig mange synsvinkler at holde styr på, så fungerer det rigtig godt, fordi man som læser virkelig lærer hovedpersonerne at kende. Men lad os tage dem fra en ende af. Yara er i hekselære, men hendes indvielse går galt, og siden har hun og hendes søstre været på flugt fra en trussel, som hun ikke forstår. Hun er nysgerrig, intelligent og ønsker mere end noget andet, at være ligesom sine søstre. Zola er datter af sin stammes leder, men da hendes landsby bliver overfaldet og folkene bortført som slaver, må hun flygte med sin storebror, og møder en helt anden kultur, end hun er vant til. Hun er modig, krigerisk og stædig, men også loyal over for sin familie og stamme, og fast besluttet på at redde dem. Også selvom det kan ende med at koste hende alt. Philip var barndomsven med Yara, og lever et stille og roligt landsbyliv, uden de store overraskelser. Han er bedste venner med hittebarnet Taran, som er smedelærling, og mens Taran er hidsig, stærk og ikke bange for at sige fra over for systemet, er Philip mere forsigtig og bange for at skille sig ud. Kronprins Cassius er flot, modig og vant til at få sin vilje. Hans fars planer for Cassius' liv kommer i den grad på tværs, og han har intet andet valg end at indordne sig. Rulf er tidligere løjtnant i kongens hær, men blev forvist for år tilbage, og er endt som slavehandler. Selvom han ikke bryder sig om at handle med slaver, og drikker sig fra sans og samling efter hvert salg, så er han god til det, og har ingen planer om at holde op. For hver hovedperson ændrer livet sig drastisk, og de må tage umulige valg, når skæbnen banker på. Valg, som påvirker ikke bare dem selv, men den verden de lever i. Og så er der selvfølgelig bipersonerne, samt et par synsvinkler mere, som jeg ikke kan nævne, for ikke at spoile handlingen. Fælles for dem alle er dog, at de er helstøbte karakterer, som føles som virkelige personer, med egne følelser og historier. 
Sidst, men ikke mindst, er jeg nødt til at nævne bogens flotte omslag, kort og indre illustrationer, som lige giver bogen lidt ekstra lækkerhed. Faktisk er mit eneste kritikpunkt, at bogen sluttede, for jeg var på ingen måde klar til at stoppe op, og vente på, at næste bind i serien udkommer. 
Af blod og støv var en fuldstændig fantastisk læseoplevelse, som fejede benene væk under mig, og fik tiden til at gå i stå, mens siderne næsten vendte sig selv, og jeg slugte historien. Er man vild med grim dark fantasy á la Joe Abercrombie, Jacob Kokkedal, og Tobias Stenbæk Bro, og elskede man forfatterens første trilogi, så kan bogen her kun anbefales. Læs den!

Se også forfatterens hjemmeside

Arlo Finch i fuldmånens sø

Arlo Finch i fuldmånens sø er 2. bind af fantasytrilogien Arlo Finch, skrevet af John August.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

Det er næsten sommerferie, og tid til rangernes store sommerlejr. Arlo glæder sig helt vildt, og har forberedt sig i flere måneder. Men allerede inden sommerlejren går i gang, støder han, Indra og Wu på deres første mysterium. Og før de ved af det, er de blevet inddraget i en konflikt, som har tråde helt tilbage til den legendariske Gule Patrulje, som måske, og måske ikke, har fandtes i virkeligheden. Tråde, som er en del af Arlos egen historie, og som kan ende med at slå dem ihjel, hvis de ikke passer på. Arlo får brug for alt sit mod, hvis han skal overleve det, der er på vej.

Jeg var ret vild med første bind i serien, og dette bind skuffede bestemt ikke.
Sproget er letlæst og flydende, og jeg elsker den måde, forfatteren leger med ordene på, og giver dem ny mening, ved at tilføje eller fjerne et bogstav eller to. Bogen er fyldt med humor, og beskrivelserne er livagtige og realistiske, og får såvel overnaturlige væsener som bjergenes vilde natur til at fremstå knivskarpt for læseren.
Universet er originalt, og udvider sig hele tiden med nye væsener, områder og rangerudtryk, og blandingen af vores egen verden og magien fungerer rigtig godt. Og så er jeg vild med den rolle, som rangerne spiller, og den måde, spejderliv indflettes i fortællingen og universet på.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Samtidig formår forfatteren at holde styr på de mange tråde undervejs, og få dem flettet sammen til sidst, og selvom man som læser skal holde tungen lige i munden undervejs, så giver det hele mening til sidst. Og så slutter den med en cliffhanger, som gør det svært at vente på næste bind. Historien er spændende, og fyldt med action, spejderliv, magi, overnaturlige væsener, hemmeligheder, forræderi, intriger, fare og familie. Først og fremmest er det dog en historie om venskab, om sammenhold og om at gøre det rigtige, selvom det koster.
Personerne er levende og menneskelige, og især Arlo, Indra og Wu føler jeg efterhånden, at jeg kender rigtig godt. Hovedpersonen Arlo er modig, og god til at tænke hurtigt. Men selvom han godt kan lide at være forberedt på alt, er han også begyndt at være mere selvsikker, og bedre til at handle impulsivt. Til gengæld er han ikke så god til at lægge mærke til sociale signaler fra andre, og det får ham til, ubevidst, at såre sine venner, ligesom hans manglende vilje til at vælge side, og tage beslutninger, når Indra og Wu er uenige, ender med at såre dem begge. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Indra og Wu, som denne gang kommer på kollisionskurs grundet deres meget forskelligartede tilgang til rangerlivet. Hvor Indra er fast besluttet på at lære alt, og gøre det hele så perfekt som muligt, vil Wu hellere have det sjovt, og de to har svært ved at finde hinanden i dette bind. Derudover er jeg stadig vild med Arlos onkel Wade, som, trods sine asociale og eneboeragtige tendenser, alligevel stiller op for familien, når det virkelig gælder.
Arlo Finch i fuldmånens sø var ligeså god som sin forgænger, og jeg er stadig vild med blandingen af magi og spejderliv. Var man fan af den første bog i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg kan kun anbefale såvel denne bog som serien. Og så glæder jeg mig helt vildt, til sidste bind i serien udkommer.

Se også forfatterens hjemmeside.

torsdag den 4. juni 2020

Byen bag skyerne

Byen bag skyerne er 3. bind af graphic novel-serien Amulet, skrevet af Kazu Kibuishi.

Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.

Emily, Navin og deres mor er, sammen med deres venner, på jagt efter stenvogternes forsvundne by, Cielis. En by, som har været forsvundet, siden elverkongen tog magten, og som kun ganske få tror stadig findes.
Først skal de dog lige have fundet et luftskib, som kan føre dem til byen. Men det er ikke let, for elverkongens styrker er på udkig efter dem, og de er ikke de eneste. En mystisk lejemorder har sluttet sig til forfølgerne, og Emily får brug for alle de allierede, hun kan finde, hvis hun skal overleve. Men hvem kan hun stole på?

Jeg var ret vild med de foregående bind i serien, og selvom dette bind mest føltes som en optakt til de næste bind, så nød jeg at vende tilbage til universet.
Sproget er letlæst og flydende, og dialogerne fungerer rigtig godt. Det samme gør de mange fantasifulde navne, som er med til at give universet liv.
Handlingen er godt skruet sammen, men selvom tempoet er højt, så føltes det egentlig ikke, som om der skete ret meget i dette bind. Til gengæld fik vi en del information om stenvogternes magi, elverkongen og krigen. Historien er spændende, og fyldt med magi, elvere, mærkelige væsener, intriger, forræderi, magtbegær, undertrykkelse, fare, usikre alliancer, hemmeligheder, luftskibe og familierelationer. Og så mindede bogen mig helt vildt om Star Wars.
Universet er fantastisk fantasifuldt, magisk og originalt, og jeg elsker den måde, det udvider sig på bind for bind. I dette bind møder vi både nye personer, væsener og steder, og illustrationerne formår i den grad at gøre den fremmede verden levende for læseren. Actionsekvenserne er enormt godt illustreret, og man føler som læser næsten, at man selv er en del af kampene.
Personerne er levende og menneskelige, og hvor fokus tidligere har været på de to søskende, var det denne gang primært Emily og elverprinsen historien blev fortalt igennem. Og det fungerede rigtig godt. Emily kæmper med at lære at bruge amulettens evner, og samtidig begynder hun også at mærke stenvogternes forbandelse på egen krop. Samtidig føler hun et kæmpe ansvar over for både sin familie og venner, og den fremmede verden hun, igennem amuletten, pludselig er blevet en del af. Elverprinsen har gjort oprør mod sin far, og er nu på flugt fra hans styrker. Men selvom han viser hidtil usete sider af sig selv, ved Emily ikke, om hun kan stole på ham. Af bipersonerne var jeg især vild med ræven Leon og luftskibskaptajnen Enzo, som begge, hver på deres måde, søger efter Cielis, og så var jeg fascineret af lejemorderen Gabilan, som har skjulte motiver, og en gådefuld identitet. Til gengæld savnede jeg lidt mere Navin i dette bind, for selvom han udviklede sig en del i sidste bind, så forsvandt han denne gang næsten ud af handlingen.
Alt i alt var Byen bag skyerne en god forsættelse, selvom der ikke skete så meget, men til gengæld lægger den fint op til næste bind i serien. Og med den slutning bliver det godt nok svært at vente på at næste bind udkommer. Var man fan af de første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og kan man lide graphic novels med syrede universer og et strejf af steampunk, kan serien kun anbefales.

mandag den 1. juni 2020

Læsestatus for maj

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

I maj vendte der endelig en lille bid af noget, der lignede hverdag, tilbage. Midt på måneden åbnede bibliotekerne op for aflevering og afhentning af reserveringer, og jeg fik endelig, efter godt to måneder i limbo, lov til at vende tilbage til min fysiske arbejdsplads. Og hold op, hvor havde jeg savnet det. Selvom vi endnu ikke er vendt tilbage til normale tilstande, og der formodentlig går lang tid endnu, før vi gør, så var det fantastisk at kunne møde kolleger og lånere ansigt til ansigt, og jeg glæder mig allerede, til vi i denne uge åbner biblioteket endnu mere op, så lånerne også får lov til at gå rundt og kigge bøger selv. Jeg vil fortsat skulle have mere hjemmearbejde, end jeg har været vant til før Corona-krisen, men det lysner forude.
Ellers bød maj på et tiltrængt og hyggeligt besøg af mine forældre, småture i min nye bil og havearbejde. På bloggen stod den på både konkurrence, og min første nogensinde videorundvisning i hjemmebiblioteket. Nå ja, og så fik jeg også købt en hel del bøger, og en ny telefon.
Læselysten gik det til gengæld lidt op og ned med, og jeg havde svært ved at finde ud af, hvad jeg havde lyst til at læse. Samtidig gjorde tilbagevendingen til det fysiske bibliotek, at jeg var meget træt, når jeg kom hjem efter at have haft udlånsvagt. For at gå fra kun at snakke fysisk med kassedamen, til pludselig at være sammen med både kolleger og lånere har været temmelig overvældende, og selvom det har været skønt endelig at kunne være fysisk sammen med andre mennesker, så har det også været hårdt for en introvert som mig. Derfor overraskede det mig også, da jeg begyndte at tælle bøger, at jeg fik læst så mange, som jeg gjorde, men mere om det senere.
I maj fik jeg hverken læst aprils eller majs FairyLoot-bøger, Flame in the Mist af Renée Adieh eller Nevernight af Jay Kristoff, men jeg fik læst en enkelt bog fra månedens serie, The Iron Druid Chronicles af Kevin Hearne, som samtidig også var en del af min A-Z TBR. Og så fik jeg læst en hel del anmeldereksemplarer.
Og med disse indledende bemærkninger må det vist være tid til at vise de bøger, jeg fik læst i maj, frem.

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I maj fik jeg læst 10 anmeldereksemplarer, tilsendt af søde forfattere og forlag.
Bøgerne er:

Nicole Boyle Rødtnes: Livet tilbage
Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 

Elena Gilberg: Jagten på Hjertemuslingen
Anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaaard. 

Louise Haiberg:
Monstre (Død Verden 1)
Utopia (Død Verden 2)
Håb (Død Verden 3)
Forenet (Død Verden 4)
Anmeldereksemplarer fra forfatteren og forlaget Tellerup. 
Serien er slut. 

T.R. Bisgaard:
Frejs Sværd (Midgårds Beskyttere 3)
Surts Rige (Midgårds Beskyttere 4)
Anmeldereksemplarer fra forfatteren og forlaget Calibat. 
Serien er ajour.

Karen Inge Nielsen: Devotstjernens Hånd (Djævlepassagen 2)
Anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt. 
Serien er slut. 

Aura Isolde: Gråzonen (Dødefolket 1)
Anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Ulven og Uglen. 
Serien er påbegyndt og ajour. 

Som allerede nævnt fik jeg læst en enkelt bog fra månedens serie, som også stod på min A-Z TBR.
Bogen er:

Kevin Hearne: Hexed (The Iron Druid Chronicles 2)
Serien er igang. 

Derudover fik jeg læst 4 andre bøger, hvoraf 2 var antologier.
De er:

Jenny Colgan: Den skønneste chokoladebutik i Paris

Anna Grue: Mysteriet i Genbrugsen (Fru Mortensen 1)
Serien er påbegyndt og ajour. 

Death's Excellent Vacation

Home Improvement: Undead Edition

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 8 tegneserier og graphic novels.
De er:

Mort Walker:
Basserne 1971-1972
Basserne 1973-1974
Basserne 1975
Basserne 1976
Historier fra Pløresødallejren

Christophe Arleston og Alessandro Barbucci:
New York (Ekho Spejlverdenen 1)
Paris Empire (Ekho Spejlverdenen 2)
Hollywood Boulevard (Ekho Spejlverdenen 3)

Ialt fik jeg læst 15 bøger og 8 tegneserier/graphic novels i maj. Af dem var 10 anmeldereksemplarer, 2 antologier, og 3 på engelsk. Jeg fik afsluttet 2 serier, påbegyndt 2 og kom ajour med 3.
I juni står den på læsning af anmeldereksemplarer, da jeg gerne vil så langt i bund med dem som muligt, før jeg har ferie i juli. Og så skulle jeg også gerne have læst lidt flere bøger fra min A-Z TBR, som jeg er kommet noget bagud med. Jeg har derfor bestemt, at jeg ikke trækker en ny serie eller en ny FairyLoot-bog fra krukkerne i denne måned, men i stedet koncentrerer mig om de andre projekter, og så har jeg jo stadig FairyLoot-bogen fra maj, som jeg også gerne skulle have læst.
Derudover byder juni på havearbejde, hyggeprojekter og flere ture i bilen, foruden hjemmearbejde og mere normale tilstande på biblioteket.

Hvordan så jeres maj ud? Og fik I læst nogle af de samme bøger som mig?