fredag den 27. september 2019

FairyLoot #22

Min sidste FairyLoot-boks var lidt af en skuffelse, men da FairyLoot meldte ud, at temaet for september var Witches be crazy, og at en stor del af boksen ville være Fandom-neutral, var jeg ikke i tvivl om, at jeg måtte prøve lykken igen. Og heldigvis for det, for boksen her var virkelig gennemført, og gav i den grad spooky Halloween-vibes.
Døm selv:

Som altid var det første, jeg fik øje på, månedens temakort, illustreret af Taratjah, og med spoilers på bagsiden.

Første ting, jeg fik fat i var en, jeg ikke kommer til at bruge, da jeg ikke forstår fascinationen ved pins. Men den er flot, og passer til temaet. den er designet af thatslovelydearshop, og bærer titlen Not Your Basic Witch Enamel Pin.

Næste ting jeg fiskede op af boksen, var en Cauldron Bath Bomb, formet som en heksegryde, og designet af @littleheartgifts. Nu har jeg godt nok ikke et badekar, jeg kan bruge den i, men jeg synes tanken er rigtig sjov, og point til gennemførselen. Den skulle dufte af melon, og jeg tænker, den sikkert kommer til at dukke op på billeder af og til.

Derefter fik jeg fat i disse Witch Playing Cards. De er utroligt flotte, med sølvsprayede kanter, og billedkortene er inspireret af Charmed, Sabrina, Throne of Glass og månedens bog. De er designet af @obsidiayan og @crookedyew.

I boksen var der også en spændende sort stofpose, som viste sig at gemme på to metalsugerør og en lille børste til at rense dem med. Der står ikke, hvem der har designet dem, men jeg gætter på, at det er FairyLoot selv, der står bag. 

Næste ting var disse virkelig bløde og lækre Fluffy Witch Socks, designet af FairyLoot. Personligt foretrækker jeg sokker med længere skafter, men jeg kommer helt sikkert til at bruge dem til vinter.

Største ting i boksen var uden tvivl denne Canvas Tote Bag, designet af @bandofweirdos. Det er i en lækker, kraftig kvalitet, og dekoreret med forskellige hekseagtige elementer.

Med i boksen var også månedens to tarot-kort, designet af @loweana.art, og inspireret af Shatter Me-serien af Tahereh Mafi. Jeg har aldrig læst serien, så jeg ved desværre ikke, hvem personerne er, men kortene bærer titlerne Ace of Cups og The High Priestess.

Det sidste, jeg fiskede op, før månedens bog, var denne lille Just As Sane As I Am-notesblok, designet af FairyLoot, og inspireret af Luna Lovegood fra Harry Potter-serien. Jeg synes, den falder lidt udenfor lækkerhedsmæssigt, når nu de andre ting er så gennemførte, men skal nok få den brugt.

Sidst, men ikke mindst, var der månedens bog. Jeg havde gættet bogen, før jeg bestilte boksen, og den lyder spændende. Bogen er Serpent and Dove af Shelby Mahurin, og udover at være signeret af forfatteren, har den bronzesprayede sider, og et vendbart smudsomslag med karakterprint på bagsiden.

Med bogen fulgte også et karakterprint med brev fra forfatteren på bagsiden, månedens bogmærke og septembers FairyScoop.

Alt i alt var det en virkelig gennemført boks, med indtil flere brugbare ting, som alle ramte temaet rigtig godt. FairyLoot har denne gang virkelig tænkt ud af boksen, og jeg syntes det var rigtig fedt, at indtil flere af tingene var Fandom-neutrale. Selvom jeg ikke kommer til at bruge hverken pin eller bath bomb, så passede de rigtig godt til temaet, og kvaliteten på tingene er i det hele taget rigtig lækker.
Jeg kommer stadig ikke til at købe hver måneds boks, men vil helt sikkert forkæle mig selv en anden gang, hvis temaet lyder interessant.

tirsdag den 24. september 2019

Top 10 Liste: Autobuy forfattere

I Top 10-Listerne vil jeg give 10 anbefalinger, ud fra min egen læsning.
Top 10 Listerne er ikke i prioriteret rækkefølge, hvor det bedste står øverst, men simpelthen 10 anbefalinger fra mig til jer.
Rigtig god fornøjelse.


10 autobuy forfattere

Det er ingen hemmelighed, at jeg køber rigtig mange bøger. Primært køber jeg selvfølgelig bøger ud fra, om de lyder spændende, men der er nogle forfattere, hvor jeg bare køber alt, hvad de skriver - ligegyldigt hvad det er. Og modsat, hvad man skulle tro, så er det ikke kun fantasyforfattere, det gør sig gældende for. Denne gang har der nemlig sneget sig ikke mindre end to forfattere med på listen som, endnu, ikke har skrevet fantasy - men som jeg alligevel køber alt af. 
For at komme i betragtning til listen, skal forfatterne stadig være levende, aktive, og kunne udkomme med nye bøger. Jeg har også en god portion døde forfattere, hvor jeg langsomt samler deres bagkatalog, eller hvor andre udgiver deres værker posthumt eller i redigeret format, men de tæller ikke med denne gang. Derudover skal jeg have læst minimum 5 bøger af forfatterne, for at de kan komme i betragtning til listen. Jeg skal nemlig vide, at det er forfattere, som jeg vil blive ved med at investere i. At forfatterne er med på listen, betyder ikke, at jeg ejer alle deres bøger, men bare, at jeg ønsker at eje alle deres bøger, og at jeg køber dem, efterhånden som jeg læser mig igennem de bøger, jeg allerede har af forfatterne. 


Sidsel Sander Mittet
Sidsel Sander Mittet er et forholdsvis nyt bekendtskab for mig. Hun er dansk fantasyforfatter, og debuterede i 2015, med første bind af Morika-trilogien, Rent blod. Siden er det blevet til yderligere 7 bøger, fordelt på tre forskellige trilogier, hvoraf den nyeste udkom 14.september i år.
Sidsels sprog er eminent, og hun forstår både at opbygge troværdige og interessante universer, og skabe nuancerede personer, som man ikke kan lade være med at forelske sig i som læser. Men det, der måske imponerer mig mest, ved Sidsels bøger, er hendes evne til at tage tabuer og samfundskritiske emner op, og gøre dem relaterbare for læseren, uden brug af moralske pegefingre. 
Jeg har elsket samtlige af hendes bøger, og selvom jeg endnu ikke har læst hendes nyeste, er jeg ikke i tvivl om, at jeg også vil elske den. Og derfor er Sidsel blevet en autobuy forfatter for mig. 

Lene Dybdahl
Lene Dybdahl er dansk fantasyforfatter, og har indtil videre skrevet 7 fantasyromaner, fordelt på 2 trilogier og en enkelt standalone. Derudover har hun skrevet en del noveller. Jeg har fulgt Lene, siden hun udkom med sin første bog, Den Gyldne Nøgle, i 2012, og er vild med hendes sprog, gennemførte universer, og actionfyldte historier. Jeg har elsket alle de af hendes bøger, som jeg har læst (jeg mangler stadig at læse den nyeste, som udkom 14. september i år), og er ikke i tvivl om, at jeg vil elske hendes fremtidige bøger også. Hvilket er grunden til, at jeg bliver ved med at købe hendes bøger, og at hun er havnet på denne liste. 

Patricia Briggs
Patricia Briggs er amerikansk fantasyforfatter, og en meget produktiv en af slagsen. Hun debuterede i 1993, og har, indtil videre, skrevet 25 fantasybøger og adskillige noveller, fordelt på flere serier, og en enkelt standalone. Hun har både skrevet high fantasy og urban fantasy, og det er især den sidste genre, som har givet hende en plads på denne liste. Patricias sprog er letlæst, varieret og fyldt med humor, og hendes personer er nuancerede, interessante og svære ikke at elske. Jeg har læst stort set alt, hvad hun har skrevet (jeg mangler mine nyeste anskaffelser), og har elsket dem alle. Patricia leverer varen hver gang, og er en af de ganske få forfattere, hvor jeg forudbestiller hendes bøger, så snart det er muligt. 

Jim Butcher
Jim Butcher er amerikansk fantasyforfattere, med over 20 romaner, fordelt på 3 forskellige serier, flere graphic novels og noveller bag sig. Han debuterede i 2000 med første bind af serien Dresden Files, en serie, som også danner baggrund for flere graphic novels og en, temmelig ringe, tv-serie. 
Dresden Files var min første introduktion til Butchers forfatterskab, og selvom jeg endnu ikke har alle hans bøger, så samler jeg dem stille og roligt sammen. Jeg er vild med Butchers måde at fortælle sine historier på, hans konstant udvidende universer, og, ikke mindst, hans humor, og jeg var slet ikke i tvivl om, at han fortjente en plads på denne liste. 

Joe Abercrombie
Joe Abercrombie er en britisk fantasyforfatter, som skriver indenfor undergenren grim dark fantasy. Han debuterede i 2005 med Stålets vilje, og siden er det blevet til 10 bøger, 1 novellesamling og en graphic novel, primært i hans First Law-univers. Abercrombies sprog er utroligt billedskabende, og fyldt med en sort humor, som jeg holder meget af. Hans personer er nuancerede, fejlfyldte og ikke altid lette at holde af. Og så alligevel, for de ender uden undtagelse med at trænge ind under huden på læseren. Jeg har endnu ikke læst alle hans bøger (mest på grund af tykkelsen, da de stort set alle er mursten), men jeg har elsket de bøger, jeg har læst, og er ikke i tvivl om, at jeg også kommer til at elske resten af hans bøger. 

Brandon Sanderson
Brandon Sanderson er en utroligt produktiv amerikansk fantasyforfatter, med over 25 bøger, adskillige noveller og flere graphic novels. Han debuterede med Elantris i 2005, og siden er det blevet til adskillige nye bøger om året. Langt de fleste af hans bøger og universer hænger sammen i det, han selv kalder Cosmere, og hans kendetegn er velgennemførte universer, interessante personer og plotlines, - og murstenstykkelse. Jeg har endnu ikke alle Sandersons bøger, men har elsket alle de bøger, jeg har læst af ham, og er ikke i tvivl om, at jeg også skal have læst resten af hans bøger. Hvilket er grunden til, at han er havnet på denne liste. 


John Flanagan
John Flanagan er australsk fantasyforfatter. Han debuterede med Gorlans ruiner, første bind af serien Skyggens lærling, i 2004, og siden er det blevet til over 20 bøger i det samme univers, fordelt på flere serier. Hans sprog er letlæst og humorfyldt, historierne spændende og actionfyldte, og hans personer elskelige og interessante. Jeg er endnu ikke stødt på en bog af ham, som jeg ikke har elsket, og ejer næsten alle hans bøger, hvilket er grunden til, at han er havnet på denne liste. 

Tamora Pierce
Tamora Pierce er amerikansk fantasyforfatter, og den forfatter på listen, som jeg har læst i længst tid. Hun debuterede i 1983 med Alanna, første bind af Løvindens sang, og siden er det blevet til mere end 20 bøger fordelt på to forskellige universer, samt flere noveller. Hendes bøger er nogle af dem, jeg genlæser gang på gang, og jeg forudbestiller altid hendes nyeste udgivelser, så snart det er muligt. 
Jeg elsker hendes sprog, personer og universer, og er endnu ikke blevet skuffet af hendes bøger. Hvilket også er grunden til, at hun er med på denne liste. 

Jan Guillou
En af de få ikke-fantasyforfattere på denne liste. Jan Guillou er svensk forfatter, og har skrevet både ungdomsbøger, spændingsromaner, historiske romaner, faglitteratur og essaysamlinger. Han debuterede som forfatter i 1986 med Coq Rouge, første bind af hans agentserie om Carl Hamilton, og siden er det blevet til over 30 bøger. Jeg stiftede første gang bekendtskab med ham i folkeskolen, hvor jeg faldt over hans serie om Carl Hamilton, og har siden læst en stor del af hans forfatterskab. Jeg er endnu ikke helt up to date (mest fordi han udkommer med minimum en ny bog om året), men satser på, at jeg på et eller andet tidspunkt får læst mig igennem hele hans forfatterskab. Jeg har elsket det, jeg har læst indtil nu, og er ikke i tvivl om, at jeg også kommer til at elske resten af hans bøger. 

Fredrik Backman
Sidste forfatter på listen er en anden ikke-fantasyforfatter. Fredrik Backman er svensk forfatter, og debuterede i 2012 med En mand der hedder Ove. Bogen blev en øjeblikkelig bestseller, og siden er det blevet til 7 bøger, med flere på vej, hvoraf flere er blevet filmatiseret. Backmans brug af humor og måde at give liv til skæve eksistenser og fortælle barske hverdagshistorier på, og hans aldrig svigtende evne til at få mig til at tude, er grunden til, at han er havnet på denne liste, og jeg glæder mig allerede til lidt senere på året, hvor hans nyeste bog udkommer. 

lørdag den 21. september 2019

The Librarian's Vampire Assistent

The Librarian's Vampire Assistent er 1. bind af paranormal romance-serien af samme navn, skrevet af Mimi Jean Pamfiloff.

Michael Vanderhorsts skaber er blevet myrdet, og derfor er han taget til Phoenix, for at finde ud af, hvem der står bag. Men da han støder ind i bibliotekaren Miriam, tager hans besøg en drejning, han ikke havde regnet med.
Før han ved af det, har han fået job som biblioteksassistent, og da Miriam bliver brutalt overfaldet, tager han en spontan beslutning om at redde hendes liv.
Michael må forsøge at holde Miriam i live, finde sin skabers morder, og finde ud af, hvad de lokale vampyrer skjuler. Alt sammen mens han holder biblioteket åbent.
Det er bestemt ikke nemt at være vampyrisk biblioteksassistent.

Da jeg så titlen på den her bog, måtte jeg bare læse den. Men selvom den var underholdende, så manglede den et eller andet, for at gøre læseoplevelsen rigtig god.
Sproget er letlæst og flydende, med levende beskrivelser, en god portion humor, og popkulturelle referencer. Bogen er fortalt i første person nutid, hvilket fungerer både godt og skidt. Godt, fordi man virkelig lever sig ind i handlingen, og skidt, fordi det føles, som om det hele går alt for hurtigt.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, uden dog at være voldsomt original. Historien er spændende, og fyldt med action, bogglæde, vampyrer, intriger, mord, hemmeligheder, mafiaen og sex, men desværre har forfatteren en hang til infodumping, og samtidig mangler der et par mellemregninger undervejs, som gør, at historien ikke helt hænger sammen, og føles noget forhastet.
Personerne er temmelig klichefyldte og stereotype, hvilket ikke nødvendigvis er dårligt, men får dem til at føles noget flade og kedelige. Michael, historiens jeg-fortæller, er den eneste, man som læser lærer rigtigt at kende, men selvom han er sexet, intelligent og en stærk vampyr, så har han også en tendens til at have lidt for ondt af sig selv, og har svært ved at føle noget for andre. Og alligevel bliver han fascineret af Miriam, som slet ikke opfører sig, som hun burde. Miriam er, i rollen som den stille og klodsede bibliotekar, temmelig stereotyp, selvom hun pengemæssigt falder udenfor rollen. Af bipersonerne var Lula, Michaels vampyriske søster/familie, nok den mest interessante, selvom hun også blev en smule flad. Men hendes sorg, hengivenhed for Michael, og hjælpsomhed gjorde, at jeg ikke kunne lade være med at føle med hende.
Bogen er ganske underholdende, og hurtigt læst, men jeg manglede noget dybde på personerne, og lidt mere uddybning af handlingen og universet. Havde bogen været bare 50 sider længere, havde det  heller ikke gjort noget. Som en hurtig og uforpligtende læseoplevelse fungerer bogen fint, men vil man have lidt mere dybde, er det nok ikke lige den her bog, man skal kaste sig over.

Se også forfatterens hjemmeside.

mandag den 16. september 2019

Fantasyfestivalen 2019

Årets Fantasyfestival er slut, og det er blevet tid til mit traditionelle "dagen derpå"-indlæg, hvor jeg fortæller lidt om arrangeringen af festivalen, mine oplevelser i løbet af weekenden, og giver et kig på de bøger og andet, jeg fik med mig hjem i år.
Hvis I har fulgt bloggen gennem længere tid, ved I, at Fantasyfestivalen er mit hjertebarn, og noget af det, jeg er allerstoltest af, at være med til at føre ud i livet. Festivalweekenden er for mig højdepunktet for mit arbejdsår, og selvom det også er benhårdt, er hele arrangeringen, udførelsen og efterbearbejdningen af festivalen uden tvivl den arbejdsopgave, som jeg har det allersjovest med.
Jeg glæder mig hvert eneste år til at opleve den helt særlige stemning, der hersker under festivalen, og det er en stadig glæde at følge den måde festivalen vokser, og bliver taget til sig, af flere og flere for hvert år.
Også i år var festivalen præget af vokseværk. Både Riddersalen og Kunstnerhjørnet blev udvidet med flere stande, og vi fik i år åbnet op for messen hele vejen rundt, hvilket gav mere plads til standene, og hjalp på flowet. Også Markedspladsen voksede i år, og vi havde besøg af både gamle kendinge og helt nye standholdere og aktører både ude og inde.
Programmet bød i år på flere debatter, samtaler og foredrag, underholdende gøgleroptræden og stemningsfuld musik fra fantastiske Virelai, som igen i år underholdt ude og inde, og inviterede både gæster og standholdere med til kædedans.
Igen i år voksede besøgstallet markant, da vi allerede lørdag nåede næsten samme besøgstal, som under hele sidste års festival. Jeg er spændt på, hvad det endelig besøgstal er blevet, og om vi har oversteget vores håb om 4000-5000 gæster i år. Det er fantastisk at opleve, hvordan festivalen stadig kan trække nye gæster indenfor, og at se gamle kendinge dukke op igen, år efter år.
Vi glæder os allerede til at sige velkommen tilbage til næste år.

Planlægningen af årets festival startede næsten før sidste års festival var slut. Igen i år har jeg stået for bookingen af vores udenlandske hovednavne, som i år var amerikanske Peter V. Brett og Julie Kagawa, hvilket har ført til mange mails frem og tilbage på engelsk. Derudover er det primært mig, der står for festivalens hjemmeside og Facebook-side, hvilket også har krævet en del tid og hovedbrud undervejs. Ikke mindst, da vi fik ny hjemmeside i år, og derfor skulle tage stilling til opbygningen, indhold og hvad der skulle med fra den gamle hjemmeside. Min hovedopgave har dog været planlægningen af den indendørs messe i Riddersalen, med udformning af standplan, planlægning af opstilling og nedtagning, og masser af mails frem og tilbage med standholderne. I år måtte vi for første gang tage en venteliste i brug, da standene forsvandt lynhurtigt efter der blev åbnet for bookingen, hvilket var virkelig fantastisk at opleve.

Som altid var de sidste 14 dage op til festivalen fyldt med praktiske opgaver, og den sidste uge lå jeg næsten vandret i luften, for at få det hele klar. Eller sådan føltes det i hvert fald.
Vores udenlandske gæster ankom i år af to omgange. Onsdag ankom Peter V. Brett og hans familie, trods flyforsinkelse og utrolige mængder regn, og torsdag aften mødtes han med dele af planlægningsgruppen, samt hans primære kontaktperson under festivalen, hvor vi bød ham officielt velkommen til Esbjerg. Jeg havde taget en af hans bøger med, og var så heldig, at få ham til at signere den til mig - ovenikøbet med en lille tegning.

Inden da havde jeg brugt dagen på de sidste koordineringsmøder inden festivalen, pakning af de sidste navneskilte til standholdere, forfattere og andre aktører, samt opmåling af alle standene i messeområdet. Eller næsten alle standene, for de sidste to kunne jeg først måle op til, da reolerne var væk.
Fredag morgen mødte jeg tidligt ind, og på de tidspunkt var pedellerne allerede i fuld gang med at flytte alle reolerne væk, så messeområdet kunne blive klar. Klokken 8.30 holdt jeg briefing med mine kolleger om slagplanen for dagen, og derefter fortsatte reol- og møbelflytningen, hvorefter der blev stillet borde og stole klar på standene, sat sort stof over reolerne, udsmykket lokaler, sat skilte op, og gjort klar i foredragssalene. Omkring klokken 11.30 var vi klar, og klokken 12 dukkede de første standholdere op. Herefter havde jeg nok at gøre med at sige pænt goddag, vise på plads, og hjælpe med praktiske problemer, mens mine kolleger gjorde billetsalget klar, og pedellerne lavede el til standene, satte scener op, og hjalp, hvor der var behov for det. Samtidig var der fuld gang i den på pladsen foran biblioteket, hvor der blev rejst telte til markedspladsen foran det magiske universitet.
Klokken 17 var der opsætningsforplejning for kolleger og standholdere, hvilket på det tidspunkt var særdeles tiltrængt, da jeg aldrig nåede at få frokost, grundet travlhed. Klokken 20.30, efter instruktion af vagten, lukning af vinduer og døre, og et på gensyn til standholdere og kolleger, stoppede opstillingen for den dag, og alle tog hjem for at hvile ud, inden det gik løs.
Lørdag morgen startede tidligt. Klokken 7.15 var jeg på min pind, og fik gennemgået slagplanen for dagen med festivalgruppen, pedellerne og de kolleger, der havde meldt sig til morgentjansen, hvorefter jeg fik de sidste ting på plads, inden vi igen åbnede for standholderne klokken 8.00. Herefter var jeg travlt beskæftiget med at vise standholderne på plads, inden festivalen åbnede klokken 10.




Og så myldrede det ellers ind med mennesker. Klokken 10.30 blev festivalen åbnet af Virelai, efterfulgt af taler fra festivallederen, formanden for Kultur og Fritidsudvalget, Peter V. Brett og Julie Kagawa.

Som sædvanlig nåede jeg ikke at opleve ret mange af foredragene eller de andre spændende aktiviteter, da jeg som messeansvarlig brugte det meste af min tid i messeområdet, men jeg nåede da at opleve Peter V. Brett. Ellers brugte jeg tiden i messeområdet i Riddersalen og Kunstnerhjørnet, hvilket betød masser af dejlige snakke med standholdere, forfattere, kunstnere, aktører og bogbloggere, som fandt mig i mængden, og jeg fik da også sneget mig med til at par releaseevents med Sidsel Sander Mittet hos Facet og Sabrina Mose hos Superlux, hvor jeg henholdvis et lille glas og kage, og signering af forfatternes nyeste bøger.  I år nåede jeg også et længere smut ud på Markedspladsen end de tidligere år, men det blev dog ikke til mere end afhentning af frokost, snak med et par standholdere, jeg kendte fra tidligere år, og et par hurtige billeder af de forskellige stande, før jeg måtte ind igen.
Før jeg vidste af det, var klokken blevet 18, og festivalen lukkede ned for natten. Som de forrige år havde vi lørdag aften inviteret standholdere, aktører, foredragsholdere, frivillige og personale på fantasyfest med fællesspisning og dans ved Virelai. I år foregik det på Tobakken, hvilket fungerede supergodt, da der var masser af plads til både spisning og dans. Spisningen startede klokken 19, men dørene blev åbnet klokken 18.30. Det tog lidt tid at få alle ud af huset og lukket vinduer og døre, så jeg nåede først derned lige før spisningen skulle gå igang. Allerede klokken 19.30 sluttede festen dog for mit vedkommende, og efter at have fulgt Julie Kagawa tilbage til hotellet, tog jeg og den kollega, jeg overnattede hos under festivalen, hjem for at sove, og blive klar til endnu en lang dag.

Søndag morgen kunne jeg møde lidt senere, hvilket betød, at jeg kunne vente helt til 7.45, inden jeg skulle være klar til endnu en dag i fantasyens tegn. Efter udskiftning af skilte ved foredragssalene, lidt hjemmesidearbejde mm., var jeg klar til at snige mig ind til søndagens bloggerevent med Julie M. Day og Mikkel Wendelboe, og jeg nød virkelig at hilse på mine medbloggere og -vloggere, og høre de to forfattere fortælle om livet som fantasyforfattere, deres bøger, og deres vej til udgivelse. Og så kom jeg endda på tredjepladsen i den indlagte quiz, hvor jeg vandt 3 bøger. Da jeg har bøgerne i forvejen betyder det, at der snart dukker en konkurrence op på bloggen, hvor en eller flere får muligheden for at vinde bøgerne. Jeg fik også en skøn goodie bag med mig hjem, som jeg viser frem senere i indlægget.
Senere på dagen lykkedes det mig også at høre samtalen mellem Kenneth Bøgh Andersen, Benni Bødker og Gitte Højmark Pedersen om Grimm-bogen. Dog kun fordi jeg havde meldt mig som billetmodtager, og derfor skulle være der.
Ellers brugte jeg, endnu engang, det meste af tiden i messeområdet. Klokken 16, efter en sidste kædedans rundt i biblioteket med Virelai, lukkede festivalen for i år, og derefter var det tid til at pakke ned og sige farvel og tak, og forhåbentlig på gensyn, til standholderne. Klokken 18.15 var de sidste standholdere gået, og biblioteket var ryddet, og klar til de morgenfriske rengøringsfolk, som vaskede gulvet tidligt i morges, mens jeg lå og sov, hvorefter pedellerne sammen med andre kolleger flyttede reoler, møbler og pc'er på plads, så biblioteket var klar til at modtage lånerne klokken 10, hvor den betjente åbningstid begyndte.
Selv tog jeg toget hjem søndag aften, og efter at være kommet hjem med fyldte tasker, blev jeg taget imod af min meget kærlige kat, som havde savnet mig de sidste par dage.

Idag holder jeg en velfortjent fridag med fødderne oppe og masser af te. Jeg har fået vasket tøj, taget billeder af mine mange indkøb, og svaret på et par opfølgende mails, men ellers slapper jeg af med at skrive dette indlæg, se Lucifer på dvd, og lave ingenting.
Imorgen vender hverdagen tilbage igen, med den sidste opsamling og oprydning efter festivalen. Forude venter evalueringen, men allerede nu kan vi konstatere, at festivalen igen i år har været en stor succes, og den umiddelbare tilbagemelding er overvældende positiv, hvilket er virkelig dejligt.
Efter evalueringen går planlægningen af næste års festival for alvor igang, og jeg glæder mig allerede.
Er I nysgerrige på, hvad der foregik i år, kan I stadig finde årets program på festivalens hjemmeside www.fantasyfestival.dk, ligesom der allerede ligger en del billeder på festivalens facebook og Instagram, under vores officielle hashtags #fantasyfestival19 og #fantasyfestival2019. Der vil løbende dukke flere billeder op.
Selvom det ikke lykkedes mig at få lagt et eneste billede op på Instagram i løbet af festivalen, så fik jeg faktisk et par stykker. Så her kommer et lille indblik i min weekend i billeder.











Til allersidst i dette allerede meget lange indlæg, vil jeg vise de bøger og merchandise frem, som jeg fik købt i løbet af weekenden. Og det blev til temmelig mange bøger i år. Selvom jeg havde lagt et budget hjemmefra, så endte der desværre med at gå MobilePay i den, og jeg oversked derfor budgettet med en hel del. En del af forklaringen er selvfølgelig, at jeg som messeansvarlig kommer forbi de forskellige stande flere gange i løbet af festivalen. Derudover havde standholderne bare generelt mange nye og spændende bøger med i år, hvoraf flere udkom på festivalen, og var til særlige messepriser, og så har jeg bare ikke ret meget modstandskraft, når det drejer sig om nye fantasybøger.
53(!) bøger og 3 graphic novels blev det til, foruden 3 nye booksleves, og indholdet af et par goodie bags. En del af dem er anmeldereksemplarer, som jeg havde aftalt at afhente til festivalen, og 3 af dem vandt jeg som præmie, men langt de fleste var nogle, jeg købte selv.
Jeg har igen i år inddelt bøgerne efter hvilken stand jeg købte/fik dem ved, da jeg fuldstændig har glemt rækkefølgen og dagene, jeg fik fat i dem.
Og så til bøgerne.

Hos Ulven og Uglen modtog jeg en virkelig fin pakke med anmeldereksemplarer af Del 1 og 2 af Pernille L. Stenbys Under huden (Mestenes 2). Med i pakken var også en personlig besked fra forfatteren, 2 virkelig flotte bogmærker, og en USB-nøgle med et spil, der hører til bogen, som jeg virkelig glæder mig til at prøve.

Hos Forlaget Forår afhentede jeg et anmeldereksemplar af Kampmagikeren (Påkalderen 3), skrevet af Taran Matharu. Pudsigt nok afhentede jeg til sidste års festival på samme måde et anmeldereksemplar af første bind i serien, Novicen, som jeg endelig fik læst og anmeldt i juni i år.

Hos DreamLitt afhentede jeg et anmeldereksemplar af Qul Sasas Skygger (Stjernekrønikerne 3) af Mads Schack-Lindhardt.

Derudover købte jeg 8 bøger hos dem i løbet af festivalen.
Bøgerne er:

Peter V. Brett: Krigen i dagslyset (Dæmoncyklussen 3, del 1+2)

K.L. Berger: Dødens engel (Fortællinger fra Døden 3)

Wild Cards del 1+2

Linette Harpsøe: Den blå portal (Skæbneløs 2)

Birthe Skov Midtiby og Thorkild Skov:
Lue (Skovhuggerens saga 1)
Eldur (Skovhuggerens saga 2)

Jeg var så heldig at få de sidste to signeret af Thorkild Skov, da han igen i år var en af kunstnerne i Kunstnerhjørnet.

Hos Facet købte jeg 2 bøger, som jeg virkelig glæder mig til at læse.
Bøgerne er:

Nick Clausen: Pigen som ikke var der

Sidsel Sander Mittet: Smagen af aske (Bjergtaget 2)

Jeg havde timet købet med releaseeventet for udgivelsen af Bjergtaget 2, så udover at hilse på Sidsel og få et lille glas, var hun også så sød at skrive en lille hilsen i mit eksemplar.

Hos Tellerup fik jeg fingrene i 4 bøger, som alle havde release på Fantasyfestivalen. Jeg fik også tiltusket mig 3 bogmærker. 
Bøgerne er:

Julie Midtgaard: Elementprøven (Sprækken til Luscuro 1)

Henriette Hesselholdt: Gudindens avatar (Gudernes krig 1)

Line Wenzel: Dronningernes erindringer (Mindelandet 1)

Lene Dybdahl: Ildstorm (Ovanienprofetierne 3)

Hos Superlux købte jeg Åmanden og Mosekonen (Myternes stemme 1) af Sabrina Mose, og da jeg fik det timet med hendes bogreception, fik jeg både kage, og en sød hilsen i bogen. 

På Silhuets stand købte jeg 4 bøger:

Christian Engkilde: Vulkanvinter (Pandora 1)

Kristoffer J. Andersen: Eliksiren

Nnedi Okorafor: Hvem frygter døden

Katrine Skovgaard: Basismagi C

Jeg var så heldig, at både Christian og Kristoffer var på standen, da jeg kom forbi, og fik en sød hilsen fra dem i deres respektive bøger.

På Straarup og Co.s stand købte jeg 2 bøger:

Katja Brandis:
Crags forvandling (Woodwalkers 1)
Farlig t venskab (Woodwalkers 2)

Hos Forlaget Evig købte jeg Dragehjerte (Dragesten 1) af Ry Kristensen, som også selv stod på standen, og var så sød, at signere den til mig.

Hos Forlaget Klippe afhentede jeg også 2 anmeldereksemplarer, hvoraf den ene er en ny udgave af en bog, jeg tidligere har anmeldt på bloggen, og fik både 2 flotte bogmærker og en mulepose (som ikke er på billedet), med.
Bøgerne er:

Sissel Moody:
Den magiske sten (Forbandelsen over Laitana 1)
Undergrundens mysterier (Forbandelsen over Laitana 2)

Forfatteren stod selv på standen, og var også så sød, at skrive en lille hilsen i hver af dem.

Hos Arnold Busck købte jeg kun en enkelt bog i år. Til gengæld er den enormt flot.
Bogen er:

Forfatternes kort - Bøgernes fantasiverdener

På Mette Finderups stand købte jeg hele 6 bøger.
Bøgerne er:

Mette Finderup:
Smertensbarn (Den Grønne Ø 1)
Blodvarslet (Den Grønne Ø 2)
Hjerteløs (Den Grønne Ø 3)
Lysbroen (Den Grønne Ø 4)
Sjælehvisker (A.S.P.E. 3)
Salamandergraven (A.S.P.E. 4)

Mette stod selv ved standen, og var så sød at signere dem allesammen til mig.

Den farligste stand for min pengepung var uden tvivl Fantask, som igen i år havde et fantastisk udvalg af engelske fantasybøger med. Ovenikøbet var de så søde at stille en kasse til mig, som jeg så stille og roligt fyldte i løbet af festivalen, hvorefter vi afregnede sidst om søndagen, hvor kassen var helt fuld. Endda med top på.
Det blev til hele 17 bøger og 3 graphic novels:

Gillen m.fl.: The Faust Act (The Wicked + The Divine vol. 1)

Mark Millar og Olivier Coipel: The Magic Order, book 1

Bill Willingham m.fl.: Legends in Exile (Fables 1)

Tom Holt: An Orc on the Wild Side

Joe Abercrombie:
Best Served Cold
The Heroes
Red Country

Irene Radford: A Spoonful of Magic

Seanan McGuire:
Discount Armageddon (InCryptid 1)
Midnight Blue-Light Special (InCryptid 2)
A Local Habitation (October Daye 2)

Richelle Mead: Succubus Blues (Georgina Kincaid 1)

Sarah Beth Durst:
The Queen of the Blood (The Queens of Renthia 1)
The Reluctant Queen (The Queens of Renthia 2)
The Queen of Sorrow (The Queens of Renthia 3)

Kristen Britain:
Green Rider (Green Rider 1)
First Rider's Call (Green Rider 2)
The High King's Tomb (Green Rider 3)

Lauren M. Roy:
Night Owls (Night Owls 1)
Grave Matters (Night Owls 2)

Hos Turbine forlaget var jeg så heldig at få fingrene i denne lækre goodie bag. Da jeg modtog den, var bogen pakket fint ind, med bånd og en lille klokke på.
I posen var der:

Dødeklokken (De Tre Tyste 3) af Synne Kristine Eriksen
1 postkort for serien De Tre Tyste
1 postkort for Kaldet fra Galathea (Awen 1)
6 lækre bogmærker
En quiz med Hvilken æt tilhører du? fra Kaldet fra Galathea
Pressemeddelelse for Dødeklokken (De Tre Tyste 3) af Synne Kristine Eriksen
Et krus med Kaldet fra Galathea
Te inspireret af Kaldet fra Galathea (Awen 1)
Chokolade

Jeg nåede desværre ikke receptionen, men da Synne var der, da jeg kom forbi, var hun så sød at signere min bog alligevel. Derudover fik jeg også hilst på forfatterne af Kaldet fra Galathea, der også stod på standen, da jeg kom.

Som nævnt fra jeg til bogbloggerevent om søndagen, og her fik jeg fingre i denne lækre goodie bag.
I muleposen med Fantasyfestivalens logo på var der masser af lækre snacks. Posen indeholdt:
1 flaske vand
1 flaske froosh med banan
1 pose rischips
2 stykker chokolade
2 müslibarer

Til bogbloggereventet fik jeg også fingrene i et par bogmærker fra Julie M. Day og Mikkel Wendelboe.

Og så vandt jeg 3 bøger, sponsoret af Julie M. Day og Sissel Moody, som jeg godt nok havde i forvejen.
Bøgerne er:

Julie M. Day:
Den halves arv (Grænsen til Trafallas 1)
Skyggen fra Nord (Grænsen til Trafallas 2)

Sissel Moody: Den magiske sten (Forbandelsen over Laitana 1)

Sidst, men ikke mindst, købte jeg 3 booksleeves hos BRETH Design, og hendes nye merchandise-firma Overlapp. Jeg ville egentlig kun købe en enkelt, men kunne ikke vælge mellem tre af de Harry Potter-inspirerede poser, så endte med at købe dem alle tre. Med poserne fulgte 5 bogmærker, 3 klistermærker, 1 visitkort, en plakat og et udklip selv-skilt.

Og så kom vi til vejs ende. Forude venter en helt almindelig arbejdsuge, før jeg har en uges velfortjent ferie. Før jeg slutter helt, vil jeg dog lige sige en stor tak til foredragsholdere, aktører, standholdere, frivillige og gæster som var med til at gøre Fantasyfestivalen til noget helt fantastisk igen i år. Jeg håber, I har nydt den lige så meget som jeg.
Sidst, men bestemt ikke mindst, skal der lyde en kæmpe tak til mine fantastiske kolleger for den kæmpe indsats I igen i år har ydet både op til, under og efter festivalen, til min efterhånden faste vært for husly og skøn forplejning, og til resten af planlægningsgruppen for benhårdt arbejde, problemløsning, sjov, kreativitet og med- og modspil. Jeg håber, I er friske på endnu en omgang til næste år:)

Og til jer læsere, som har holdt ud hele vejen igennem indlægget: Tak fordi I læste med. Jeg håber, I kunne lide det, og ikke blev alt for afkræftede af sult undervejs. Var I til Fantasyfestival i weekenden? Hvis ja, hvad syntes I om den? Hvad var jeres yndlingsaktivitet? Og gik I også shopamok på fantasybøger?