fredag den 2. december 2011

Den Blinde Konge

Den Blinde Konge af Cecilie Eken er en selvstændig fortsættelse af hendes fantasybog Det Levende Sværd.

Vidar og Eriann er, efter at have besejret dragen med Det Levende Sværd, taget hjem til Vidars mor. Mens de er der kommer der bud fra Kong Erwin, en gammel bekendt af Vidars far, med en bøn om hjælp. Vidar vil straks tage afsted, og Eriann, som har lovet sig selv aldrig at tjene en selvoptaget konge igen, tager modvilligt med.

Det viser sig, at den blinde kong Erwin er kommet op at skændes med sin bror, som mener, at Erwin skal trække sig tilbage og overdrage tronen til ham. Kong Erwin vil have Vidar til at forsvare ham. Vidar siger straks ja, til Erianns store fortrydelse, da hun ikke ønsker at blive blandet ind i brødrenes strid.

Men kongens bror har hyret lejesoldaten Stenskalle, og Vidar må syg tage tvekampen op, trods Erianns modstand. Eriann bestemmer sig for at forlade borgen og Vidar efter tvekampen på trods af at Vidar frier til hende.

På vejen væk fra borgen bliver Eriann overfaldet af røvere, men bliver reddet da heksen Ranva dukker op. Mens Eriann kommer til hægterne i heksens hus opdager hun, at der muligvis er en anden arving til tronen. En arving, som kun kan være bedre end de to gamle brødre. Samtidig savner hun Vidar frygteligt, og hun begynder så småt at fortryde at hun forlod ham som hun gjorde. Men er det for sent for Eriann at vende tilbage til Vidar? Og kan Vidar tilgive hende at hun rejste?

God fortsættelse til historien om Eriann og Vidar. Erianns umulige valg mellem at svigte Vidar eller sig selv er rigtig godt beskrevet, og bogen er fyldt med flotte illustrationer. Har man læst Det Levende Sværd er bogen et must read. Den kan varmt anbefales.

Læs mere om bogen på forfatterens hjemmeside.

lørdag den 19. november 2011

For evigt

Så kom 6. og sidste bind i Alyson Noëls serie De Udødelige.

Ever og Damen har nu kæmpet for deres kærlighed i liv efter liv mød skinsyge rivaler, venner der blev til fjender, død og forbandelse. Ever leder stadig desperat efter en modgift så hun og Damen igen kan røre hinanden, men har samtidig problemer på hjemmefronten med Sabine, som er sikker på at Ever har brug for psykologhjælp. Men Ever er også begyndt at have mærkelige drømme. Drømme om Sommerland og den trøstesløshed som vokser og vokser der. For at redde Sommerland må Ever finde Livets Træ. Men hun må finde det alene, for Damen nægter at tage med og opgive sin udødelighed. Kan Ever redde Sommerland, og vil forholdet til Damen overleve? Er deres kærlighed for evigt, eller er den flygtig?

Mit forhold til serien har siden 1. bind været ambivalent. De forskellige bind har samtidig været noget ujævnt skrevet. Enkelte bind, som f.eks. 1. og 6. bind, har været meget spændende og flydende, mens andre af bindene i serien har været langtrukne og svære at komme igennem. Samtidig synes jeg en del af bindene i serien har haft for meget fokus på de udødeliges kræfter i stedet for handlingen. Så det er ikke med sorg at jeg siger farvel til serien. For fans af serien er 6. og sidste bind dog et absolut must.

lørdag den 5. november 2011

Forhekset

Forhekset er 2. bind i Riley Bloom-serien af Alyson Noël, og handler om Ever (fra serien De Udødelige)s lillesøster Riley og hendes liv efter døden.

Efter overståelsen af Rileys første opgave som Sjælefanger slapper Riley, hendes hund Buttercup og guiden Bodhi af med en velfortjent ferie på Jomfruøerne. Da Riley møder en sort helvedeshund, overhører hun endnu engang Bodhis formaninger og beslutter at hjælpe den over broen til den anden side. Uheldigvis har hundens ejer, Rebekka, en anden mening. Rebekka blev nemlig myrdet, og nu vil hun have hævn! Snart er Bodhi og Buttercup fanget i Rebekkas verden af smertefulde minder og raseri, og det er op til Riley at redde dem, og hjælpe Rebekka videre til den anden side. Riley får hjælp af en mystisk prins, men kan hun finde sine venner i Rebekkas verden og befri de fangne sjæle fra fortidens smerte?

Bogen er hurtigt læst og vældig spændende. Alyson Noël har virkelig ramt plet med hensyn til Rileys opførsel som før-teenager, og som voksen læser får man tit lyst til at bede hende om at tage sig sammen og tænke på andre end sig selv. Jeg kan personligt bedre lide bøgerne om Riley end bøgerne om hendes storesøster Ever, da jeg synes De Udødelige-serien efterhånden bliver for langtrukken og for fokuseret på karma og filosofi i stedet for handlingen. Alligevel har også Riley Bloom-serien tendenser til at gå lidt for meget op i filosofien om livet og døden.

Serien er dog et must read hvis man var vild med De Udødelige.

lørdag den 22. oktober 2011

Pectus´ sten

Pectus´ sten er Lise Bidstrups nyeste fantasybog, og den har det hele: spænding, humor, magi og kampen mod det onde.


Hvert 500. år skal verden fornyes, og krystalkuglen viser den nye fornyer. Men hvad nu, hvis der var to fornyere?

Pigen Isabell går på en engelsk kostskole, men bliver af den hemmelige Øvre Orden pålagt en mission: Hun skal finde Pectus´ sten så verden kan blive fornyet. Derfor må Isabell tage til Italien og tale med Beskytterne - gargoylerne på taget af domkirken i Orvieto.

Samtidig er drengen Laus fra Danmark blevet udvalgt til at deltage i et tv-show kaldet Pectus´ sten, et show som starter i Amsterdam og fører ham til Orvieto.

Laus og Isabell møder hinanden i Italien, og må nu fuldføre deres mission sammen: At finde Pectus´ sten så verden kan blive fornyet. Men de er ikke de eneste der leder efter stenen. Med dæmoner i hælene kommer Isabell og Laus ud på en længere rejse der fører dem fra Italien til Jordan til Australien til...

Bogen er superspændende, og sine steder også temmelig morsom. Jeg er for eksempel vild med beskrivelserne af Laus´ snobbede tante Lilian. Desværre er bogen for kort - slutningen lægger i den grad op til et bind 2 og en afslutning på Laus og Isabells historie. Ikke desto mindre kan bogen varmt anbefales, både for historien og for Patrick Leis´ illustrationers skyld.

Læs mere om bogen på forfatterens hjemmeside.

tirsdag den 18. oktober 2011

Vildheks 3: Kimæras hævn

Kimæras hævn er 3. bind i Lene Kaaberbøls fantasyserie Vildheks. Efter opgøret med Kimæra i sidste bind er Clara nu hjemme igen. Uheldigvis har børnene i skolen opdaget at hun er heks - eller rettere: at hun tror hun er heks - og det fører en del mobning med sig. Samtidig er hendes vildhekseevner gået agurk! Uden at ville det, og i vågen tilstand, sender hendes evner hende på vildrejse, hvor hun oplaver verden igennem forskellige dyr. Dyr som dør, fortærret af den frygtelige sult.

Efter en episode i skolegården hvor Clara og en af hendes mobbere falder ned fra cykelskurets tag og kommer på hospitalet, opsøger Clara Moster Isa for at finde ud af hvad der sker med hende. For Clara har fået en sjæleknude: Hun er gennem sine vildrejser blevet knyttet sammen med forskellige dyr - som er døde, hendes mobber, og den frygtelige sult, som allerede er begyndt at angribe Clara indefra. Det bliver så slemt, at Claras vildven Kat griber ind for at holde sulten i skak. Men Kat kan ikke holde sulten væk for evigt, og Clara og Moster Isas elev Kahla må derfor tage afsted for at finde den sultne og sætte en stopper for den. Sporene fører Clara og Kahla tilbage til Kimæras barndom, da hun stadig var pigen Kimmie, og i vildhekselære på kostskolen Egeholm. Nu må Clara finde ud af, hvad der skete med Kimmie der forvandlede hende til Kimæra, og stoppe sulten før det er for sent.

Endnu en spændende bog i Vildhekse-serien. Lige så god som de forrige bind i serien, og hurtigt læst, da sproget bærer præg af, at serien er henvendt til yngre læsere. Det gør dog ikke noget, da bogen er spændende og velskrevet.

Se også seriens flotte hjemmeside.

lørdag den 13. august 2011

Havoc

Havoc er 2. og afsluttende del af Chris Woodings miniserie, som startede med Malice.

Seth er sluppet ud af tegneserieverdenen Malice, men har mistet hukommelsen. Da han får den tilbage, bliver det starten på endnu en hæsblæsende farlig kamp mod Tall Jake og hans frygtelige tropper. Seth har fundet relikviet Lysormen i den virkelige verden, men må nu finde en vej tilbage til Malice og vennerne Kady og Justin for at kunne tage kampen op mod Tall Jake igen. Men Tall Jake jagter ham også i den virkelige verden, og Seth får brug for hjælp fra pigen Alicia. Da Seth endelig finder en vej ind i Malice igen, må Alicia tage kampen op mod Tall Jake i den virkelige verden, mens Seth leder efter oprørsbevægelsen Havoc i Malice. En oprørsbevægelse, som Kady startede første gang hun var i Malice. Kady, Justin og Seth må nu opsøge Tall Jakes fjender, Kattenes Dronning og Tabet, for at få hjælp til at aktivere relikviet og kæmpe mod Tall Jake. Forude venter det endelige opgør...


Havoc er ligeså sindssygt spændende og uhyggelig som Malice. Blandingen af tegneserie og tekst virker fortsat utroligt godt, og tegningerne gør bogen endnu mere uhyggelig. Serien er absolut ikke for folk med sarte nerver, og gir´med garanti søvnproblemer! Bøgerne kan varmt anbefales!

lørdag den 30. juli 2011

Natstjerne

5. bind af Alyson Noëls serie De Udødelige hedder Natstjerne. Bogen fortsætter hvor forrige bind i serien, Sort ild, sluttede.

Haven vil have hævn! Hendes elskede Roman er død, og nu vil Haven sørge for, at Ever kommer til at fortryde det. Haven leder med lys og lygte efter det helt rigtige våben, og falder over en mørk hemmelighed. I Romans efterladte dagbøger finder hun sandheden om Damen, Evers elskede, og hun forsøger nu at skille dem ad. Samtidig leder Ever og Damen stadig efter en kur der kan hæve den forbandelse der skiller dem ad.
Mens Haven kommer mere og mere ud af balance, og bliver mere og mere afhængig af Romans eliksir og sine magiske kræfter, må Ever træffe et frygteligt valg: Kan hun leve med sig selv, hvis hun slår Haven ihjel og forviser hende til Skyggeland? Og har hun efterhånden noget valg?

Jeg synes serien er noget svingende spændingsmæssigt. Mens jeg godt kunne lide 1. bind, Evermore, syntes jeg bind 2 og 3 var temmelig langtrukne, mens bind 4, Sort ild, fangede mig med det samme. Bind 5 syntes jeg igen var noget langtrukken, og serien bliver nok aldrig en af mine yndlinge. Især fordi tankerne om reinkarnation, chakraer og karma ligger meget fjernt for mig, og jeg synes forfatteren bruger for meget tid på at diskutere begreberne og rode rundt i Evers tidligere liv. Ellers er bogen da okay. For fans af serien er bind 5 dog et absolut must.

mandag den 13. juni 2011

Gudløs

Gudløs er 3. og sidste del af Josefine Ottesens science fiction-trilogi Det Døde Land.

Jonah har fået alt hvad han kan ønske sig i By21: muligheden for at bruge sit intellekt som han vil, og sin biologiske far, lederen af By21. Men da farens barneklon Tao bliver demonteret som en del af magtkampen mellem faren Nathan og Raquel, lederen af skal 8, bestemmer Jonah sig til at flygte fra By21s mangel på følelser og ledernes kyniske manipulationer af liv og død. Jonah flygter ud af byen, men må nu endnu en gang kæmpe for overlevelsen i Det Døde Land. For By21 vil have Jonah tilbage, og tropperne leder efter ham alle steder. Samtidig må Jonah overleve og undgå krigsherrerne for ikke at ende som slave. Jonah beslutter sig for at vende tilbage til landsbyen. Men landsbyen er væk. Kort efter Jonahs flugt vendte indbyggerne sig mod hinanden og ældrerådets bestemmelser, og landsbyen blev ødelagt. Jonah må nu finde et nyt hjem. Han kommer med en kovoj som fixer af maskinerne, og siden som krudtmester. Konvojens rejse er lang og farefuld, og fører Jonah gennem Den Sorte Ørken til A330, en handelsby hvor Det Døde Lands indbyggere mødes for at handle med alt - også hinanden. Her møder Jonah Lilli, som er skrothandler og som vækker nye følelser i Jonah. Men By21s tropper leder stadig efter Jonah, og han søger tilflugt i handelsbyens klinik, som handler med organtransplantationer - og ikke fra frivillige donorer! Jonah bliver oplært som organlæge. Men kan Jonah finde en mening med livet her? Og hvad med Lilli?


Gribende og dyster afslutning på trilogien om Jonah og hans kamp for at finde et sted han hører hjemme og en mening med livet. Jeg er ellers ikke vild med science fiction, men serien om Det Døde Land fangede mig fra første side, og jeg kunne ikke slippe den igen. Samtidig er serien meget uhyggelig, og man føler vikelig med Jonah i hans kamp for at overleve og finde en mening med livet i den dystre verden hvor alle kæmper mod alle i en verden efter det store sammenbrud. Byernes kyniske og følelseskolde manipulation af gener og indbyggere står i skarp kontrast til livet udenfor murene hvor det er den fysiske styrke der er afgørende for overlevelsen. Serien kan varmt anbefales!

søndag den 5. juni 2011

Genfødt

Genfødt er 2. bind i Josefine Ottesens science fiction-serie Det Døde Land.


Jonah er flygtet fra landsbyen efter at have slået sin fosterbror Mik ihjel. Under flugten og kampen for at overleve i Det Døde Land udenfor byerne er Jonah blevet taget tilfange af en krigsherre, som benytter Jonah som sin personlige læser. Da krigsherrens lejr bliver angrebet af byernes sikkerhedsstyrker, bliver det starten på et helt nyt liv for Jonah. For Jonahs genkode er ren - ikke-manipuleret - og som sådan kommer han med det samme til at indgå i By21s samfund og bliver udstyret med Genkort(ID). Men livet i By21 er helt anderledes end Jonahs tidligere liv i landsbyen, og det er svært for ham at falde til. For indenfor byens mure handler livet om forskning, intellekt og afstandtagen til følelser. Familiegrupper har erstattet biologiske familier, og børn bliver inden fødslen genmanipuleret, og hvis de ikke lykkes, bliver de demonteret, og det biologiske materiale bliver genanvendt. Jonah får endelig mulighed for at bruge sit intellekt, og gennemgår forsøg for at blive opgraderet til samme intellektuelle niveau som de unge, der er opvokset i By21 har. Han bliver optaget af genforskning, og får som opgave at udarbejde et træningsprogram for barneklonen af byens leder. Tao har ligesom Jonah svært ved at styre sine følelser og skabe sociale relationer til andre mennesker. Men hvor Jonah får hjælp af EMO´en, en teknologisk maskine som kan dæmpe følelserne og gøre dem rationelle, har Tao endnu ikke den mulighed. På et besøg i byens nedre lag støder Jonah igen på Angela, pigen som var med til at skabe en del af hans problemer i landsbyen. Og hvad med Jonahs biologiske forældre? Kan de findes indenfor byens mure?

Spændende og medrivende fortsættelse af bind 1: Golak. Her skildres modpolen til samfundet i Golak, hvor hårdt arbejde var vejen frem, og nye teknlogier var bandlyst. I Genfødt er det tværtimod teknologi og intellekt der styrer samfundet.

tirsdag den 31. maj 2011

Erik Jernhånd

Erik Jernhånd af Kristoffer J. Andersen er et rablende riddereventyr, som gør tykt grin med ridder- og eventyrgenren.

Erik er blevet gjort arveløs af sin far, til fordel for sin bror John, som godt nok ikke har nogen ridderfærdigheder, men som til gengæld er en dygtig administrator. Erik, som hele sit liv har trænet i at være ridder, med udgangspunkt i hans helt, Prins Constantin, drager derfor ud for at redde en prinsesse, så han alligevel kan blive konge. Men det er slet ikke så let at være ridder i Eriks verden mere. Erik får under rejsen ledsagelse af tyven Alikazar, som han redder fra fængslet mod at han går i tjeneste som Eriks væbner indtil Erik har reddet prinsessen, prinsen og kvindebedåreren Don Marco, og troldkvinden Maria, som han redder undervejs.

Det viser sig, at prinsesse Honninghår slet ikke er bortført, men at hendes far i stedet har lavet en konkurrence, hvor den der morer ham mest får prinsessen og det halve kongerige. Midt under konkurrencen bliver prinsessen alligevel bortført af en drage, og Erik og hans venner drager afsted for at befri hende. Men først skal de finde den rigtige drage, og det er slet ikke så nemt. Og hvem er Den Sorte Mand, som heksen advarer dem om, og hvad er Demo-Kraken som han kan vække? Eriks ridderfærdigheder kommer på sin prøve, og han er ikke den eneste der ønsker at befri prinsessen. Og hvad med den mystiske tyv Q, som Eriks rejseselskab hele tiden støder ind i?

Meget morsom bog, som gør tykt grin med ridder- og eventyrgenren. F.eks. fortolkningen af eventyret om De Tre Bukkebruse, som slet ikke opfører sig som i eventyret. Læs den hvis du trænger til et godt grin.

mandag den 16. maj 2011

Heksens arving

Heksens arving er en fantasybog skrevet af Sascha Christensen, forfatteren til Humaran-trilogien.

Magne på 16 år som er vokset op hos sine morforældre efter hans forældre døde, da han var 9 år. Da mormoren dør, arver Magne et sort maleri. Men det er ikke det hele. For da Magne vågner natten efter mormorens begravelse står der to ældre damer og snakker sammen i et hjørne af hans værelse. Og med skub i ryggen ryger Magne igennem maleriet og lander i Tangea, et reservat for magiske væsener. For Magnes mormor var heks, og hun bestemte, at Magne skulle overtage hendes pligter som kustode for Morkelfolket. Men Magne har ingen magiske evner, og Morkelfolket er ikke sådan at styre. Selvom de er rare, er de nemlig meget impulsive, og de elsker at feste og slås. Og det er ikke noget som deres naboer bryder sig om! Magne må nu forsøge at få morklerne til at opføre sig ordentligt med hjælp fra katten Beckett og trænymfen Nevi. Men ikke alle ønsker at Magne skal have heldet med sig. Heksen Madam Emmeline vil nemlig have morklerne smidt ud af Tangea så hun kan overtage deres land til sit eget folk, og hun har allieret sig med De Forviste, et farligt og voldeligt folk.Magne og hans venner må nu forsøge at redde både morklerne og sig selv fra Emmelines planer.

Meget spændende og morsom fantasyhistorie om en dreng uden magiske evner der må overleve i et magisk land. Den talende kat Beckett og kustodehuset Susannah som vil have Magne til at rede seng og vaske op krydrer bogen med masser af humor. Bogen kan varmt anbefales!

onsdag den 11. maj 2011

Golak

Golak er 1. bind i Josefine Ottesens science fiction-trilogi Det Døde Land.



Jonah lever sammen med sin familie i en lille landsby oppe i bjergene. Livet er hårdt og fyldt med bønner til den Almægtige, og nye tanker og spørgsmål er bandlyst. Jonahs forældre og landsbyens grundlæggere flygtede alle fra den teknologiske verden efter sammenbrudet, og ingen må læse eller tale om fortiden. Men Jonah er nysgerrig, og har masser af nye idéer. Han må hele tiden kæmpe for at indordne sig, og følge landsbyens regler. Da hans søster bliver bortført af de misdannede golakker, begynder Jonahs verden at bryde sammen. For hans søster kommer sig ikke oven på oplevelsen, og Jonah er slet ikke sikker på, at golakkerne bare er umælende dyr. Efter søsterens død, lover Jonah sin mor, at han vil gøre alt for at indordne sig. Men han opdager snart, at han ikke er sine forældres rigtige barn, men i stedet et hittebarn, hvis far åbenbart havde noget med sammenbruddet at gøre. I et forsøg på at falde til i landsbyen begynder han at genopbygge et orgel, men selv om han gør hvad han kan, bliver det sværere og sværere at passe ind mellem de andre. For reglerne er tilsyneladende anderledes for Jonah, og da han ovenikøbet i al hemmelighed lærer at læse, bliver det endnu mere umuligt at lade fortiden hvile, og begrave nye idéer.


Selvom jeg ikke er vild med science fiction slugte jeg Golak. Josefine Ottesens sprog og beskrivelse af et samfund efter teknologiens sammenbrud, og deres faste beslutning på at glemme fortiden, er helt fantastisk og meget spændende. Man føler med Jonah, og bliver ligeså frustreret som ham over de manglende svar og landsbyens modvilje mod alt hvad der er nyt og anderledes. Helt fantastisk bog, som varmt kan anbefales.

Læs mere på seriens hjemmeside eller på Josefine Ottesens flotte hjemmeside.

De Unaturlige

De Unaturlige er 2. bind i Sascha Christensens fantasyserie Humaran-trilogien.

Josephine og Liam er blevet mærket af den onde amulet Humaran, og kan hele tiden mærke den trække i dem. De er nødt til at finde amuletten igen, og bringe den tilbage til azynerne, så den kan blive ødelagt. Men deres rejse bliver lang. For azynerne sender dem i lære hos malivespierne, Nells folk, og det folk der har skabt amuletten. Josephine er nødt til at lære at bruge malivespiernes gamle magi, og må efterlade sine alfer hos sin onkel og tante. Men det er ikke let, og før Josephine er færdigoplært, sender malivespierne Liam og Josephine videre på jagten efter amuletten. Med sig får de Morgan. Hun er en af de Unaturlige, og ved tilsyneladende mere om amuletten end hun vil ud med. Josephines magi er begyndt at opføre sig mærkeligt, og hverken Liam eller Josephine véd, om de kan stole på deres rejseledsager.
Og samtidig er der nye farer på vej, for i et fjernt land har to unge munke forladt deres orden, og kun den ene har tænkt sig at hjælpe Josephine og Liam.

Fantastisk spændende fortsættelse på Den Ydmyge Amulet. Jeg kan næsten ikke vente på 3. og sidste bind i serien!

søndag den 1. maj 2011

De fem fakirer fra Faizabad

De fem fakirer fra Faizabad er 6. del af P. B. Kerrs fantasyserie Lampens Børn.


Djinn-tvillingerne John og Philippa har efterhånden fået godt styr på deres djinn-kræfter, og derfor bestemmer deres onkel Nimrod, at de skal gennemføre Taranushi-prøven. Begge skal uddele 3 ønsker til en virkelig trængende person.
Mens Philippa og John forsøger at finde værdigt trængende personer, opdager Nimrod at der er en ubalance mellem held og uheld i verden. Nogen har saboteret balancen, og der er alt for meget uheld i verden. Nimrod og tvillingerne må forsøge at stoppe betlerfakirerne fra at erhverve en af universets hemmeligheder fra den sidste fakir fra Faizabad. Det bliver starten på et eventyr, som blandt andet fører tvillingerne til Marokko, Yellowstone Nationalpark, Englands uheldigste by Bumby, og Tibet. For kun i det fortryllede land Shangri-La kan balancen mellem held og uheld genoprettes, og Shangri-La skulle efter legenden ligge i Tibet. Men kan tvillingerne og deres onkel stoppe betlefakirerne før det er for sent?

6.bind er ligeså god og spændende som de foregående bind i serien, og fuld af den samme humor. Kan varmt anbefales, og for fans af serien kan den absolut ikke undværes.

torsdag den 28. april 2011

Drengen der faldt ned gennem Udgang 43

Drengen der faldt ned gennem Udgang 43 er titlen på en fantasybog af Harriet Goodwin.


Finn Oliver mistede sin far i en flyulykke for et år siden, og er sikker på, at han aldrig vil komme over det. Hans mor har siden ulykken været på medicin, og ikke været der for ham. Da han, dagen inden sin 12 års fødselsdag, tager morens bil og kører en tur, bliver det starten på et eventyr han aldrig vil glemme. For Finn kører galt, og bilen og han falder ned gennem Udgang 43, som er en passage til Underverdenen, hvor de døde bor.

Men de døde har deres egne problemer, for den megen regn i de dødeliges verden har svækket membranen mellem Underverdenen og de dødeliges verden, og hvis membranen giver efter, vil alle de døde blive opløst af vandmasserne. Finns komme kan blive Underverdenens redning, for ifølge en gammel profeti kan kun en dødelig befri Ildperlen fra dens magiske lænker - og kun Ildperlen kan genskabe membranen og forhindre Underverdenens undergang. Finn og den døde pige Jessie må kæmpe mod tiden og vandmasserne for at redde Underverdenen. Og Finn får undervejs et nyt perspektiv på farens død.


Rørende fantasyhistorie om at miste og arbejde sig igennem sorgen. Kan varmt anbefales.

søndag den 24. april 2011

Jhegaala

jhegaala_jul10 by dibirmok
jhegaala_jul10, a photo by dibirmok on Flickr.

11.bind af Steven Brusts fantasyserie om lejemorderen Vlad Taltos hedder Jhegaala, og foregår mens Vlad er i selvvalgt eksil i hans forældres oprindelsesland Fenario. Vlad er nødt til at gemme sig for lejemorderne fra Jhereg-organisationen, og bestemmer sig for at benytte lejligheden til at lære sin mors familie at kende. Derfor rejser han til sine forældres fødeland, Fenario, hvor han i byen Burz forsøger at opspore sine slægtninge. Men Vlad finder hurtigt ud af, at han er en fremmed i sit eget land, og at der er politiske forviklinger i spil, som han er nødt til at finde ud af, hvis han skal slippe fra byen med livet i behold. For hvorfor tror folkene i byen, at han truer dem, når han nævner sin mors fødenavn. Og hvem bestemmer i byen? Da Vlads slægtninge myrdes, må Vlad forsøge at opklare hvorfor, og hvem der står bag. Og denne gang har han ikke en organisation af lejemordere i ryggen.

Jeg elsker bøgerne om Vlad Taltos. Det er ikke mange bøger der har en lejemorder som hovedperson, og serien bliver bare bedre og bedre. Det eneste der er lidt forvirrende, er de mange tidshop bøgerne imellem.
Bogen, og resten af serien, kan varmt anbefales.

lørdag den 16. april 2011

Skyggemagi

Skyggemagi af John Lenahan handler om den 17-årige Conor. Han bor alene med sin far, som er ekspert i oldtidssprog, og som mangler sin ene hånd. Conor har aldrig kendt sin mor, som døde da han var spæd.
Men da 2 ryttere en dag kommer på besøg, og den ene præsenterer sig som hans fars søster, bliver der pludselig vendt op og ned på Conors verden. For hans far er i virkeligheden prins fra landet Tir na Nog, de udødeliges land, men flygtede da Conor var spæd til virkelighedens verden for at redde Conors liv. For Conors slægtninge vil slå ham ihjel, da en gammel profeti siger at:

Sønnen af den enhåndede prins må dø. Ellers bliver han Tir na Nogs undergang.

I Tir na Nog må Conor kæmpe for livet, samtidig med at han må lære sin far at kende igen, da faren aldrig har fortalt ham om hans liv i Tir na Nog. Eller at hans mor stadig er i live, og troldkvinde. Men hvem kan Conor stole på? Alle i Tir na Nog er tilsyneladende ude på at slå ham ihjel, også selv om de ikke bryder sig om hans onkel Cialtie, som er konge i stedet for Conors far, og noget af en tyran. Kan Conor overleve Tir na Nog, og ikke mindst hans slægtninge, og finde vejen tilbage til virkelighedens verden? Og hvad med profetien?

Rigtig god og spændende fantasybog med masser af keltiske og irske myter blandet ind i historien. Bogen kan varmt anbefales.

fredag den 15. april 2011

Library Girl (original song)

Til alle bibliotekarerne derude - lyt til teksten!

lørdag den 9. april 2011

Kelley

Kelley er 1. bind i serien Vinterkongens datter af Lesley Livingston.

Kelley er 17 år, og håbefuld skuespillerinde i New York. Hun er dubleant til Titania i opsætningen af William Shakespeares En skærsommernatsdrøm, men da hovedrolleindehaveren brækker benet, får Kelley sin store chance, da hun skal overtage rollen.

En aften, da hun går tur i Central Park og forsøger at lære sine replikker, møder hun den flotte Sonny, som giver hende en rose, og derefter forsvinder sporløst i natten. For Sonny er en af alfekongen Oberons Janus-vagter, der skal beskytte menneskenes verden fra alferne, når Samhain-porten i parken åbner sig ni nætter i træk. Han er skifting - et menneskebarn stjålet af alferne og opdraget i Oberons palads.

På vej hjem redder Kelley en hest fra at drukne, og det bliver starten på en række mærkelige begivenheder. For da Kelley kommer hjem, er hesten på mystisk vis kommet ind i hendes lejlighed, og står i hendes badekar! Kelley finder ud af, at Shakespeares alfer findes i virkeligheden, og at hun er datter af alfekongen Oberon. Men nogen vil gøre alt for at sikre at Kelley ikke kan kræve sin fødselsret, og det er op til Kelley og Sonny at stoppe Den Vilde Jagt fra at jage frit igen. For hvis jagten slipper løs kan det ende med et blodbad...

Rigtig god og spændende fantasyfortælling baseret på keltiske myter og Shakespeares teaterstykke En skærsommernatsdrøm. Her er der ingen nuttede feer, men masser af politiske intriger alfehofferne imellem. Jeg kan næsten ikke vente på næste bind i serien. Bogen kan varmt anbefales!

Vildheks 2: Viridians blod

2. bind af Lene Kaaberbøls serie Vildheks har undertitlen Viridians blod. Da Clara er på besøg hos sin far for at se hans nye lejlighed, får hun besøg af en tårnfalk. Tårnfalken er sendt af vildheksen Shanaia som har brug for hjælp, og derfor tager Clara og Oscar hen i parken for at mødes med hende. Men da de finder hende, er Shanaia bevidstløs, og de bliver angrebet af måger. Clara må bede sin moster Isa om hjælp for at redde Shanaia, og da Shanaia vågner op, beder hun Clara om hjælp til at få hendes forældres hus og ejendom tilbage fra Kimæra. Kimæra overtog Vestmark, Shanaias arv, da hendes tante døde, og nu da Kimæra er fredløs, vil Shanaia tage Vestmark tilbage, og mener at Clara kan hjælpe hende. Men Clara siger nej, for Kimæra er en fuldt uddannet vildheks, og Clara er kun i lære. Da Oscar bliver bortført, og Isa og Shanaia forsvinder, må Clara alligevel tage til Vestmark for at redde dem. Men det viser sig at være en fælde, for Kimæra har sine egne grunde til at ville have Clara til Vestmark, og sender sine trældyr efter hende. For Clara har Viridians blod i sine årer... Bogen er endnu mere spændende end bind 1, og jeg kan næsten ikke vente på at 3. bind udkommer til efteråret. Bogen, og serien iøvrigt, kan varmt anbefales. Læs mere om bøgerne på seriens flotte hjemmeside.

torsdag den 31. marts 2011

Runemærker

Klokken syv en mandag morgen, fem hundrede år efter verdens undergang, havde der igen været nisser i kælderen.

Sådan starter Runemærker af Joanne Harris. Bogen er en fantasybog med inspiration fra den nordiske mytologi, og er både morsom og spændende.

Maddy Smith er født med et runemærke på sin hånd, og har altid været en enspænder i landsbyen. For runemærket er et magisk symbol som stammer fra de gamle guder, og i en verden hvor Ordenen hersker, og de gamle guder er døde, er det farligt at være anderledes. For runemærket giver Maddy evnen til at bruge magi. Som 7-årig mødte Maddy vandreren Enøje som har oplært hende i magi, runer og fortællingerne om de gamle guder. Da der pludselig kommer flere nisser end før i landsbyen, åbner Maddy med hjælp fra Enøje, indgangen til Red Horse Hill, nissernes fæstning. Maddy må i nissernes rige finde Hviskeren, en magisk genstand fra de gamle guders tid. Men alt er ikke som det ser ud, og pludselig er Maddy blandet ind i kampen mellem de gamle guder og den Navnløses tjenere i Ordenen. Kan Maddy hjælpe Loke og Odin med at genoprette de gamle guders magt?

Bogen minder i tonen om Terry Pratchetts Diskverden-bøger, og er fuld af humor. Historien er spændende, men beskrivelserne af de gamle runer kan til tider virke forvirrende og forstyrrende i læsningen. Alligevel kan man dog ikke lade være med at lade sig fange af historien.

Bogen kan varmt anbefales.

søndag den 13. marts 2011

Sort ild

Sort ild er 4. bind i Alyson Noëls fantasyserie De Udødelige. Ever har givet sin veninde Haven evigt liv ved hjælp af eliksiren, og har dårlig samvittighed. Men Haven tager imod udødeligheden og hendes nye evner med kyshånd, og ændrer fuldstændig opførsel. Hun bliver mere og mere magtsyg, og bliver, på trods af Evers advarsler, kærester med Roman, Evers dødsfjende, og bagmanden bag den forbandelse, som skiller Ever og hendes soulmate Damen ad.
Samtidig bliver Ever mere og mere besat af Roman, og dykker dybere og dybere ned i en verden af mørk magi, som hun håber kan hjælpe hende med at finde en modgift mod Damens forbandelse. Men magien giver bagslag, og snart er Ever ude hvor hun ikke kan bunde. Og det bliver ikke bedre, da hun samtidig inddrager Jude i hendes hemmeligheder. Den Jude, som har tilbragt 400 år med at miste Ever til Damen, og som stadig elsker hende...
4. bind i serien om Ever fortsætter historien om Ever og Damens udødelige kærlighed, og er ligeså god som de forrige bind i serien. Selvom jeg indimellem var noget træt af Evers attitude over for de folk der ønskede at hjælpe hende ud af det rod hun selv havde skabt, er bogen samtidig meget spændende og medrivende, og jeg glæder mig allerede til næste bind i serien. Sort ild er et must read for alle fans af serien.
Du kan læse mere om serien på forfatterens hjemmeside.

fredag den 11. marts 2011

Sjælefanger

Sjælefanger er 1. bind i Alyson Noëls nyeste serie, Riley Bloom. Serien er et spin-off af hendes serie De Udødelige, og handler om Evers lillesøster Riley, og hendes liv efter døden.

Riley er 12, da familien kører galt, og hun mister sin storesøster. For Ever overlever ulykken, mens Riley, deres forældre og hund dør, og krydser broen til efterlivet. Men efterlivet er slet ikke som Riley havde troet, og hun savner det jordiske liv og sin storesøster.
Da Riley får en opgave, og kommer i lære som Sjælefanger, er hun ekstatisk, for opgaven betyder, at hun kan vende tilbage til jorden. Okay, hun er stadig en ånd og usynlig, men alligevel. Riley er sikker på, at hun hurtigt kan overbevise spøgelset til at krydse broen, og dermed løse sin opgave, så hun kan tilbringe mere tid på jorden. Men ikke alle spøgelser ønsker at krydse over, og de giver da slet ikke op uden kamp! Riley og hendes guide Bodhi må bruge alle midler for at løse deres opgaver.

Bogen er hurtigt læst og rigtig god. Men hvis man ikke har læst bøgerne om Ever, vil der være ting man mangler at få forklaret. I modsætning til De Udødelige er bogen også fuld af humor, da historien fortælles fra en 12-årigs synsvinkel. Som supplement til De Udødelige er den et must, og den kan varmt anbefales.

Læs mere om serien på forfatterens hjemmeside.

fredag den 4. marts 2011

Malice

Malice er en ny bog af Chris Wooding, og er en blanding af tegneserie og almindelig tekst. Resultatet er en isnende, grusom, skrækindjagende, spændende historie fuld af gys og uhygge.

Seths ven Luke forsvinder efter at have remsen Kom og tag mig, Tall Jake, og læst tegneserien Malice. Seth og hans veninde Kady forsøger at finde ud af hvad der er sket med ham, og efter et besøg i en skummel tegneseriebutik opdager de, at Luke tilsyneladende er forsvundet ind i tegneserieverdenen Malice. Seth bestemmer sig for at sige remsen for at opklare mysteriet, og må snart kæmpe for sit liv i Malice for at slippe ud og standse Tall Jake.
Samtidig, i den virkelige verden, forsøger Kady at finde ud af hvad der egentlig foregår, og finde folkene bag tegneserien. Men Kady gemmer på hemmeligheder som selv ikke hun kender, og at finde sandheden bag Tall Jake og Malice er livsfarligt..

Bogen er meget uhyggelig og fantastisk spændende, og tegneseriedelens sort-hvide tegninger tilfører bogen endnu mere uhygge. Hele bogen er præget af en krybende uhygge, og er ikke til at slippe før man har læst den til ende. Fortsættelsen Havoc er på vej. Bogen er absolut ikke for folk med sarte nerver.

Læs mere om Malice og Havoc på seriens hjemmeside.

lørdag den 26. februar 2011

Kælderkrigerne

Kælderkrigerne er skrevet af Dennis Jürgensen og er en fantasyfortælling med masser af absurde og skæve hændelser.

Linus og Halfdan er vilde med at spille rollespil, og har som deres alter-egoer, Jyrk Jernhandske og Leo Lynnæve været på mange eventyr. Men da de bliver ramt af skriveblokering beder de pigen Annika om at skrive et eventyr til dem. Hun sender dem afsted på eventyr i sin kælder, hvor de skal finde de 3 kronjuveler, Morgenringen, Middagskæden og Aftenkronen. Linus og Halfdan er skeptiske, men bestemmer sig dog for at gennemføre opgaven. De opdager dog snart, at kælderen ikke er helt almindelig, og da de pludselig forvandles til deres alter-egoer har de ikke andet valg end at finde de 3 kronjuveler, så de kan komme hjem til deres egen verden - og deres egne kroppe. Men kælderverdenen er et farligt sted, og ikke alt er som man tror...

Bogen er en typisk Dennis Jürgensen-bog, med masser af humor og skruet sprog. De to hovedpersoner Linus og Halfdan minder om fyrene fra Benny og Brian-bøgerne, men selv om der er masser af humor i bogen, må jeg indrømme, at den ikke kommer til at høre til blandt mine yndlings-Jürgensen-bøger. Den er dog på ingen måde dårlig.

Ondvinter

Når du har mistet alt,
når ild og sne har blandet sig,
skal Kejserkniven beskytte dig
fra Vinterkongens hunde.

Når alt er taget fra dig,
når du er helt alene,
skal hvide stammer skjule dig
fra Vinterkongens mænd.

Sådan lyder de ord, som vætten betaler tvillingerne Sunia og Wulf med for sin frihed, da de, uden at vide det, har fanget ham i en fælde. Men det bliver kun starten på de mærkelige hændelser, som tvillingerne bliver rodet ind i. For deres fars fortid er vendt tilbage, og selv om han ikke vil tale om den, bliver tvillingerne alligevel indblandet. Først vætten, så den mystiske fremmede, som taler et sprog tvillingerne ikke kender, så den mystiske kiste på loftet, og mystiske spor. Og da deres far dør, må tvillingerne forsøge at løse mysteriet om hans fortid, for at have en fremtid. Men hvem er de farlige mænd som jager dem, og brænder gården ned, og hvordan kan de stoppe Vinterkongen og Ondvinteren som nærmer sig?

Ondvinter er skrevet af Anders Björkelid, og er en finsk fantasyfortælling fuld af knugende kulde og mørke. Som noget anderledes har bogen en vi-fortæller i form af tvillingerne Sunia og Wulf, da de to børn er nærmest overnaturligt tæt forbundne. Bogen er første del af serien Fortællingen om Blodet. Den kan varmt anbefales.

lørdag den 19. februar 2011

Blodtåge - Skeletter i Skabet 2

Blodtåge er 2. bind i fantasyserien Skeletter i skabet af Nicole Boyle Rødtnes.

Davie har mistet sin læreplads hos William, og er flyttet hjem igen, efter William og Ann kom i fængsel for at skjule deres datter Temate, som er et dødsbarn. Men nu truer hans slægtsskelet med at afsløre alle Davies hemmeligheder. Slægtsskelettet får nemlig adgang til alle Davies tanker igen, når han har boet hjemme hos sine forældre i en måned. Nu er gode råd dyre, for hvis Davies indblandning i Temates hemmeligholdelse, og hans møde med Devon kommer frem, vil Davie også komme i fængsel. Samtidig truer byen med at lukke institutionen for dødsbørn, og aflive alle dødsbørnene. Davie må og skal få slægtsskelettet til at holde mund, og udfører derfor et farligt og forbudt ritual, der skal give ham kontrollen med skelettet. Men ritualet viser sig at have uventede konsekvenser, og snart breder en blodtåge sig over byen...Kan Davie redde dødsbørnene, byen og sig selv? Og hvad vil slægtsskelettet gøre nu?

Bogen er endnu mere spændende end 1. bind af serien, Dødsbørn, med masser af gys og magi. Jeg slugte den, og kan næsten ikke vente på næste bind i serien. Den kan varmt anbefales!

Læs mere om serien på forfatterens hjemmeside.

søndag den 6. februar 2011

Historien om Morderheksen

En lille sjov bog af Eoin Colfer om to drenges møde med biblioteket og bøgernes verden - og med Morderheksen, bibliotekaren som styrer biblioteket med hård hånd.


En Must Read-bog for alle bibliotekarer!

tirsdag den 1. februar 2011

Den Ydmyge Amulet

Bogen er 1. del af Sascha Christensens Humaran-Trilogi, og fik OrlaPrisen i 2010.

Den handler om Josephine, som er magiker, og datter af to magikere. Da hendes forældre bliver forvandlet til træer, kommer Josephine til at bo hos sin onkel og faster. Da de flytter til landsbyen Haselby for at åbne et hotel i et gammelt forladt hus, opdager Josephine hurtigt, at ikke alt er lutter landsbyidyl. For huset gemmer på en frygtelig hemmelighed, og onde kræfter er i spil. Det gamle hus var nemlig det sidste sted det forsvundne magiske relikvie Humaran-amuletten blev brugt. Og hvis den falder i de forkerte hænder, kan det blive katastrofalt. For amuletten har en blodig historie og onde kræfter.


Det er nu op til Josephine at finde amuletten. Men hun har ikke lang tid, inden husets forbandelse slår til, og hun er ikke den eneste, der leder efter Den Ydmyge Amulet...

Fantastisk spændende fantasybog. Jeg er allerede igang med næste bind, og kan næsten ikke vente på afslutningen. Dansk fantasy når det er bedst! Læs den, læs den!

søndag den 16. januar 2011

Artemis Fowl - Atlantiskomplekset

I 7. bind af serien om Artemis Fowl af Eoin Colfer, har Artemis ændret sig radikalt. Han er blevet god, og vil frelse verden. Men det er ikke kun hans kriminelle tilbøjeligheder der har ændret sig. For Artemis´ omgang med femagi, løgn og bedrag har givet ham den frygtede sindssygdom Atlantiskomplekset. Mens Artemis kæmper mod sig selv, er der farlige kræfter på spil i feernes verden. En farlig forbryder har sat en ondsindet plan i værk, som skal få ham ud af feernes fængsel i Atlantis, og Holly Short får brug for Artemis´ hjælp til at standse ham. Men vil Artemis´sygdom sætte Artemis ud af spillet, eller kan han holde sammen på sig selv længe nok til at standse forbryderne?
Bogen er ligeså spændende og underholdende som de forrige bind i serien. Artemis Fowl er og bliver en af mine yndlingspersoner, og serien kan varmt anbefales. Eoin Colfer har meddelt, at bogen er den næstsidste i serien om Artemis Fowl, og det bliver svært at undvære Artemis´ selskab, efter sidste bog kommer.
Læs mere om serien på forfatterens hjemmeside.

fredag den 7. januar 2011

Ghostgirl - Homecoming

Ghostgirl - Homecoming er 2. bind i serien Ghostgirl af Tonya Hurley.

Charlotte Usher og resten af Kadaverklassen har bestået deres eksamen, og er gået videre. Men efterlivet er ikke som Charlotte havde troet. Hun og resten af klassen er kommet i praktik på en hotline for deprimerede unge. Men Charlotte har endnu ikke fået et eneste opkald, og keder sig. Samtidig, i de levendes verden, er Petula, Charlottes idol og veninden Scarlets storesøster, endt i et koma efter en fejlslagen pedicure. Scarlet er desperat efter at kontakte Charlotte, og få hendes hjælp til at finde Petulas sjæl - og helst inden Homecoming, hvor Petula skal krones som dronning. Men Charlottes hjælp kan koste dem alle 3 livet!

Jeg er helt vild med Ghostgirl-serien. Bøgerne er fulde af humor, og samtidig tager de stilling til hvad kampen om popularitet kan koste. Bøgerne er også fulde af citater og sjove tegninger, og hvert kapitel indledes med et citat, og et lille resume. Jeg venter allerede utålmodigt på 3. bind. Læs dem - de kan varmt anbefales!
Se også seriens flotte hjemmeside.