Nimo bor i en fattig ørkenby, og har til opgave, at finde mad til sin familie. Men det er ikke let, for ørkenen vrimler ikke ligefrem med føde. Hans far arbejder med at bygge Soltårnet, det bygningsværk, der skal hjælpe Solens udvalgte, Solbarnet, med at opfylde profetien, og hente Solen ned til jorden. Byggeriet har været i gang i flere år, og er Solruns vigtigste og helligste opgave. Nimo glæder sig til den dag, hvor det bliver hans tur til at arbejde på tårnet, og endelig gense faren.
Men inden det sker, dør faren, og Nimo bliver dømt for Solfornægtelse.
Men før Nimo dør af straffen, dukker der en eksaminator op i byen. Solbarnet er abdiceret, og det er nu tid til at finde det nye Solbarn. Og mod alle odds lykkes det Nimo at bestå prøverne.
Snart er Nimo på vej til hovedstaden, og sit nye liv som Solbarn. Men livet hos Solbarnets hof er ikke ufarligt, og det er ikke alle, der ønsker, at profetien skal gå i opfyldelse...
Det er over tre år siden, at jeg vandt bogen i en konkurrence på Forlaget Facets facebook-side. Siden da har den stået ulæst i reolen, og i et forsøg på endelig at få den læst, endte den i min årslæsestak for 2018. Med få dage tilbage af året fik jeg den så endelig læst, og jeg var virkelig positivt overrasket.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, som fik mig til at se såvel omgivelser som personer lyslevende for mig, mens jeg læste bogen. Der er en underliggende tone af, at noget er helt forkert hele vejen igennem bogen, og i det hele taget er forfatteren god til at beskrive stemningerne undervejs levende og troværdigt.
Handlingen er godt skruet sammen, og historien er både spændende og foruroligende, fordi man sagtens kan forestille sig, at et sådant samfund kunne eksistere i dag. Handlingen er fyldt med action, religion, korruption, intriger, magtbegær, hemmeligheder, forræderi, hævn og undertrykkelse, men også venskab og mod. Det er en historie om at finde ud af hvem man er, og hvad man tror på, men også om hvordan magt korrumperer, og hvordan man kan miste sig selv undervejs. Og så er det en historie om et samfund hvor spørgsmål er forbudt, og religionen styrer alt. Selve plottet, med at bygge et tårn, der skal nå op til solen/Gud, mindede mig en del om historien om Babelstårnet i Det Gamle Testamente, og jeg tænker, at forfatteren må være blevet inspireret af netop den historie, til at skrive bogen, samtidig med, at historien er både original og anderledes. Bogen er hurtigt læst, men bestemt ikke hurtigt glemt.
Personenerne er nuancerede, levende og troværdige, og især hovedpersonerne Timo og Zira er godt beskrevne. Timo er en ganske almindelig dreng, men da hans far dør, begynder han at tvivle på både solguden og Soltårnet, og han kan ikke lade være med at være vred, over den måde hans mor tackler sorgen på. Hans nye liv i paladset forvirrer ham, og hurtigt stiger magten ham til hovedet, og han begynder at tro på sin egen historie. Mødet med Zira giver ham, for første gang, en ven, han kan stole på, men han har samtidig svært ved at finde ud af, hvad han skal stille op med hende. Zira er vokset op som datter af en af De Usynlige, der fortolker Solbarnets ord, og sidder på den reelle magt i landet. Hun er intelligent og privilligeret, og klog nok til at vide, at ikke alt hvad De Usynlige prædiker, hænger sammen. Hun går dog stille med dørene, og det er først, da hun får ordre til at blive venner med Solbarnet Timo, at hun for alvor begynder at tvivle på profetien og Solbarnet. Som den eneste ser hun Timo, som han er: et bange, ensomt barn, som ikke ved hvad han skal stille op med sig selv, og den magt, han har fået kylet i nakken. Men det er ikke nemt at gå imod systemet, og slet ikke, når hendes egen far er en del af det. Af bipersonerne kunne jeg rigtig godt lide Solo, Ziras fars tjener, som er loyal overfor Zira, selv om det kan koste ham livet. Derudover var jeg fascineret af Ziras far Mester Horloq og Modet Noma, som er hinandens nærmeste konkurrenter i rådet, og som begge vil gøre alt for at holde på den magt de har - og ikke mindst, øge den. Jeg kan ikke sige, at jeg kunne lide dem, men jeg forstod dem, og jeg elskede at hade dem, med mellemrum, undervejs.
Alt i alt en rigtig god læseoplevelse, som var både dyster og tankevækkende. Jeg er glad for, at jeg endelig fik den læst, og kan kun anbefale den. Kan man lide dystopisk fantasy med nuancerede personer, så er Solbarnet bestemt værd at læse.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar