torsdag den 31. december 2020

Book Haul #12

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer/overraskelsespakker)

2020 nærmer sig - langt om længe - sin afslutning, men før jeg siger velkommen til 2021, vil jeg byde farvel til året der gik med årets allersidste book haul. 
Og selvom langt de fleste af bøgerne faktisk blev købt i november, så er det endnu en gang lykkedes mig at samle en pæn stak sammen, godt hjulpet af søde forlag og julegaver fra familien. 
Og med disse indledende bemærkninger overlader jeg scenen til årets sidste book haul. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I december fik jeg tilsendt 3 anmeldereksemplarer/overraskelsespakker af søde forlag. 
Bøgerne er:

Anna Ruhe: Den store duftturnering (Duftapoteket 4). Forlaget Staarrup og Co. 

Lotte og Søren Hammer: Byen ved Volga (Venner og Fjender 4). HarperCollins Nordic DK.

Taran Matharu: Den udvalgte (Deltager 1). Forårsbørn.

Til Black Friday købte jeg en del bøger hos Saxo, som dukkede op i december, sammen med en enkelt forudbestilling. 8 bøger og 1 graphic novel blev det til, og de er:

Bryan Edward Hill m.fl.: All the Devils Are Here (Angel + Spike 1, Angel 3)

Tasha Suri: Realm of Ash (The Books of Ambha 2)

Jon Hollins:
False Idols (The Dragon Lords 2)
Bad Faith (The Dragon Lords 3)

Alex Scarrow: The Eternal War (Time Riders 4)

Derek Landy: Skulduggery Pleasant (Skulduggery Pleasant 1)

Fonda Lee: Jade War (The Green Bone Saga 2)

Luke Arnold: The Last Smile in Sunder City (The Fetch Phillips Archives 1)

Joe Abercrombie: Sharp Ends

Jeg købte også en enkelt bog hos Amazon, nemlig: 

Jon Hollins: Fool's Gold (The Dragon Lords 1)

Hos BookDepository købte jeg 3 bøger til Black Friday. 
Bøgerne er:

Terry Pratchett m.fl.: The Complete Ankh-Morpork City Guide

Glen Cook: Chronicles of the Black Company (The Chronicles of the Black Company 1-3)

Richard Morgan: The Steel Remains (A Land Fit for Heroes 1)

Og så fandt jeg en illustreret udgave af Hobbitten, som jeg ikke ejede, hos The Official J.R.R. Tolkien Book Shop, som jeg selvfølgelig også måtte have fat i til samlingen. 
Bogen er:

J.R.R. Tolkien: The Hobbit (illustreret af Alan Lee, udgivet i 2020)

Sidst, men ikke mindst, blev jeg begavet med 4 bøger af familien til jul, som alle stod højt på min ønskeseddel. 
Bøgerne er:

Lene Kaaberbøl: Skammerens Datter (Skammerens børn 1), illustreret af Emil Landgreen

J.K. Rowling: Harry Potter og De Vises Sten (Harry Potter 1), illustreret af MinaLima

Jonas Jonasson: Hævnen er sød A/S

Jan Guillou: Enden på historien (Det Store Århundrede 10)

I alt flyttede 20 bøger og 1 graphic novel ind i perioden 5.-31. december. Af dem var 3 anmeldereksemplarer, 4 julegaver og 14 på engelsk. Derudover er der stadig et par pakker på vej til mig med brugte bøger, som skulle dukke op i starten af det nye år. 
I januar håber jeg at kunne holde igen med bogkøbene, men da jeg har fødselsdag i midten af måneden, er det ikke sikkert, jeg kommer til at overholde det. 

Fik I også bøger i julegave? Og hvilke bøger stod øverst på ønskesedlen i år? 

mandag den 28. december 2020

Heksejægerens bytte

Heksejægerens bytte er 1. bind af fantasyserien Dragernes Konge, skrevet af Pernille Eybye. 

I Perina er magi forbudt, og troldmænd og hekse jages af kongens heksejægere. 
Lill er datter af Gidas urtekyndige, og lever et stille og roligt liv uden for landsbyen. Men Lill har en hemmelighed: Hun er født med magiske kræfter, og har et helt særligt forhold til ild. Desværre kan hun ikke styre sine evner, og hun lever i evig frygt for at blive opdaget, og brændt på bålet. 
Mest af alt længes hun efter et helt almindeligt liv. Og helst sammen med Taysin, landsbyens smed, som har sine egne hemmeligheder. 
Da heksejægerne kommer til landsbyen på jagt efter en familie på flugt, må Taysin og Lill flygte sammen. 

Heksejægerens bytte er starten på en serie, og det kan man godt mærke. For selvom bogen er god, så sker der ikke ret meget, før til allersidst, og meget af bogen bruges på udlægning af plottråde og worldbuilding, ligesom kærlighedshistorien fylder rigtig meget. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, der får såvel personer som omgivelser til at stå knivskarpt for læserens indre blik. 
Universet er gennemført, og selvom det ligner mange andre klassiske fantasyuniverser, så fungerer det godt, og der er tænkt over såvel historie som geografi, magi og planter. 
Handlingen er godt skruet sammen, men for mig fungerede flowet desværre ikke helt. Kærlighedshistorien mellem Taysin og Lill fylder rigtig meget, og det samme gør deres flugt, men derudover er der ikke forfærdeligt meget action før til allersidst, og det gjorde bogen en smule lang at komme igennem. Historien er ellers spændenden nok, og fyldt med magi, frygt, hemmeligheder, forræderi, forfølgelse, flugt, venskab og kærlighed. Og så slutter den med noget af en cliffhanger. 
Personerne er levende og menneskelige, men med undtagelse af hovedpersonerne følte jeg ikke, at jeg kom ind under huden på nogen af dem. Taysin og Lill skiftes til at fortælle historien, og derfor lærte jeg dem hurtigt rigtig godt at kende, men bipersonerne kneb det desværre lidt mere med. Taysin er stærk, loyal og modig, og så har han et stort hjerte. Men han gemmer også på en hel del usikkerhed, og det gør det svært for ham at fortælle Lill om sine følelser. At Lill er lige så usikker omkring sine følelser gjorde til tider deres forhold temmelig frustrerende at læse om, fordi de konstant misforstår hinanden og ikke kommunikerer det, som er tydeligt at se for alle andre end dem. Selvom jeg godt kunne lide dem sammen, og egentlig også heppede på dem som par, så irriterede det mig, at de ikke sagde noget, og i stedet gemte på deres tvivl, usikkerhed og kærlighed. Lill er ensom, og hendes hemmelighed og manglende kontrol over hendes evner har gjort hende bange for både sine medmennesker og for sig selv. Det gør, at hun ikke tør stole på kærligheden til Taysin, og skiftevis nærmer sig og trækker sig fra ham, i stedet for at sige tingene lige ud. Samtidig er hun utroligt uheldig, og hendes næsten konstante behov for at blive reddet, blev for mig lidt for meget til sidst. Bipersonerne virkede en smule anonyme på mig, og det var kun Deen, jeg følte, jeg kom til at kende. Han er til gengæld også en virkelig god karakter, som skjuler sin egen usikkerhed med latter og udadvendthed, og selvom hans impulsivitet ofte giver ham problemer, så har han et stort hjerte. 
Heksejægerens bytte var en god start på en fantasyserie af den klassiske slags, som dog led lidt under et lidt ujævnt flow, manglende action, og en kærlighedshistorie, hvor den manglende kommunikation til tider blev lidt frustrerende. Til gengæld var worldbuildingen rigtig god, og bogen lægger fint op til de næste bind. Er man til klassisk fantasy med masser af kærlighed, er serien værd at stifte bekendtskab med, og jeg skal helt klart læse videre i den. 

Se også forfatterens hjemmeside

lørdag den 26. december 2020

Last Dragon Standing

Last Dragon Standing er 5. og sidste bind af urban fantasyserien Heartstrikers, skrevet af Rachel Aaron. 

Algonquin har opgivet håbet om sejr, og overgivet sig til leviathanen. Hvis verden skal overleve, må drager, ånder af alle slags, magikere og mennesker samarbejde, og fordrive leviathanen, før den æder alt. Men kan dødelige fjender overhovedet arbejde sammen, og hvad er Bobs rolle i det hele?
Julius får brug for alle sine evner, hvis han skal overleve det, der er på vej. 

Det er ingen hemmelighed, at jeg er ret vild med den her serie, og sidste bind skuffede bestemt ikke. Last Dragon Standing var noget nær en perfekt afslutning, og bød på både tårer og latter, før den var slut. 
Sproget er letlæst og flydende, beskrivelserne livagtige, og actionscenerne både realistiske og adrenalindunkende, og så byder også sidste bog på masser af humor, sarkastiske bemærkninger og fantastiske dialoger. 
Universet udvider sig endnu en gang, med nye ånder og drager, og nye former for magi, og jeg elsker blandingen af dystopisk samfund, vild magi og drager. Forfatteren har skabt en verden med logiske regler og eget magisystem, som samtidig er rigt på egen historie og forskellige kulturer, og resultatet er virkelig godt. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, magi, ånder, intriger, hemmeligheder, familiedrama, kærlighed, kampen for overlevelse, truende undergang, seere, håb og, selvfølgelig, masser af drager, alt sammen serveret i hæsblæsende tempo. Forfatteren formår at flette de mange plottråde rigtig godt sammen, og det på trods af, at mange af trådene blev lagt ud for flere bind siden. 
Personerne er levende, nuancerede og spændende, og hovedpersonen Julius er stadig min klare favorit. Han er modig, loyal, idealistisk og ærlig, men selvom han på overfladen virker naiv og lidt for god af sig, så gemmer han også på en indre drage, som ikke er bange for at manipulere, hvis det viser sig nødvendigt. Jeg har haft mine op- og nedture med Marci, men det lykkedes hende at omvende mig i dette bind, hvor hendes styrker endelig får lov at komme ordentligt til udtryk, og hun samtidig lykkes med at styre sine personlige ambitioner i kampen for livet. Marci og Julius supplerer hinanden rigtig godt, og jeg elsker, hvordan de får det bedste frem i hinanden. Og deres kemi er fantastisk. Af bipersonerne er det stadig Julius' familie jeg holder mest af. Især hans ældste bror Bob, seeren og manipulatoren, kommer man for alvor ind under huden af i dette bind, og jeg begyndte endelig at forstå, hvorfor han gør, som han gør. Amelia, i sin nye rolle som dragernes ånd og gud, er ligeså selvglad, manipulerende og arrogant, som hun hele tiden har været, men gemmer også på en overraskende selvopofrende side, som ikke er ret dragelig. Men faktisk var der ikke nogen bipersoner, som jeg ikke kunne lide, selvom Bethesda helt klart kom tæt på. 
Last Dragon Standing var en fantastisk afslutning på en fantastisk serie, som jeg ikke kan anbefale nok. Er man vild med drager og urban fantasy, så kan serien kun anbefales, og er man allerede fan, vil man bestemt ikke blive skuffet over sidste bind. Heldigvis behøver jeg ikke sige endeligt farvel til universet, for forfatteren har skrevet en spin of-serie, og jeg glæder mig allerede til at kaste mig over den. 

Se også forfatterens hjemmeside

fredag den 25. december 2020

A Dragon of a Different Color

A Dragon of a Different Color er 4. bind af fantasyserien Heartstrikers, skrevet af Rachel Aaron. 

Marcis død var et hårdt slag for Julius, og det eneste, der nu holder ham i gang, er ønsket om at gøre det bedste for sin familie. Desværre er hans familie ikke ret samarbejdsvillig. Hans mor forsøger stadig at genvinde sin position i klanen ved hjælp af intriger, F-kuldet og Chelsie har kollektivt sagt op, efter Julius fik dem fri af Bethesdas kløer, og hans ældste bror, seeren Bob, er tilsyneladende blevet forræder, og har myrdet hans ældste søster, Amelia. 
Og som om det ikke var nok, er der stadig en magtgal og morderisk ånd på jagt efter dragerne, og den kinesiske dragekejser har bestemt sig for at invadere Heartstriker Mountain. 
Ældgamle hemmeligheder er tæt på at blive afsløret, og Julius står snart over for et umuligt valg mellem den søster, der har beskyttet ham hele livet, og den sandhed, der kan redde familien. Hvis, altså, familien for en gangs skyld vil samarbejde med ham og lade sig redde. 
Det er ikke nemt, at være en rar drage. 

Åh, hvor har jeg savnet denne verden, og især personerne. Jeg nød at dykke ned i historien igen, hvor plottet for alvor begynder at spidse til, og selvom jeg havde gættet et af de helt store twists for flere bind siden, og ikke var voldsomt interesseret i det, der foregik i det magiske hav, så var det en fornøjelse at møde Heartstriker-klanen igen. 
Sproget er letlæst og flydende, med billedskabende beskrivelser som gør såvel omgivelser som magi- og dragekampe levende, og ikke mindst en god portion humor og varme, trods de temmelig dystre omstændigheder personerne befinder sig i. 
Universet udvider sig endnu en gang, og selvom jeg ikke var så interesseret i de mange magiske teoridiskussioner, så gav det god mening for historien, ligesom introduktionen af nye ånder og drager var et helt klart plus.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske, og så slutter den med en virkelig ond cliffhanger, som gør det svært ikke at begynde på næste bind med det samme. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, intriger, hemmeligheder, forræderi, mord, ånder, kærlighed, familiedrama, undertrykkelse, kampen for overlevelse, og, ikke mindst, masser af drager!
Personerne er levende og nuancerede, og jeg elsker, hvordan forfatteren formår at gøre de ikke-menneskelige personer både relaterbare og tilpas fremmedartede, eller, for dragernes vedkommende instinktprægede til, at man som læser fornemmer det farlige i dem, samtidig med, at man ikke kan lade være med at knytte sig til dem. Julius er helt klart min favorit. Han er modig, idealistisk og rar, og selvom han til tider er en smule naiv, så er han også drage nok til at ville have sin vilje - og snuhed og intelligens nok til at føre den ud i livet, selvom han ikke opfører sig som en typisk drage. Jeg har et lidt mere ambivalent forhold til Marci, den anden hovedperson. For mens jeg holder meget af hendes loyalitet og mod, så irriterer hendes ambitioner, stædighed og impulsivitet mig, fordi hun oftere fortaber sig i magisk teori end tænker sig om, før hun handler. Jeg vil dog sige, at hun og Julius supplerer hinanden godt, selvom hun indimellem tromler ham en smule. Og kemien imellem dem fejler i hvert fald ikke noget. Af bipersonerne er det især Julius' søskende, jeg holder af. Selvom de er præget af deres egne ambitioner, intriger og mål, så har de også en særegen form for loyalitet over for familien, og en særlig indbyrdes jargon, som gør dem både relaterbare og skønne at følge. Og især de to ældstes ambitioner og manipulationer får en stor indflydelse på Julius' liv. Jeg var også ret vild med dragekejseren Qilin, der, ligesom Julius, er en temmelig atypisk drage, styret af sine følelser - og sin mor, som er noget af en magtgal strigle. Ikke ulig Julius' mor, i øvrigt, selvom de begge to helt klart ville æde mig for at lave den sammenligning. Af andre personer kan nævnes magikeren Myron, som bedst opsummeres med det gamle ordsprog om, at vejen til helvede er brolagt med gode fortsætter, og Algonquin, som desperat forsøger at genskabe den verden, hun kendte før menneskene fordrev ånderne, og som jeg, trods hendes gerninger, ikke kan lade være med at have en lille smule ondt af. 
A Dragon of a Different Color var en god fortsættelse på en serie, som på kort tid er blevet en af mine yndlingsserier, og selvom der var dele af bogen, jeg ikke var helt så vild med, så var den stadig rigtig god. Bogens cliffhanger lægger op til masser af action i seriens sidste bind, og jeg kan næsten ikke vente med at finde ud af, hvordan det hele ender. Er man vild med drager og urban fantasy, så kan serien her kun anbefales, og er man allerede fan, vil man bestemt ikke blive skuffet over dette bind. 

Se også forfatterens hjemmeside

lørdag den 19. december 2020

Warbreaker

Warbreaker er 1. bind af fantasyserien af samme navn, skrevet af Brandon Sanderson. 

Hallandren og Idris har i årevis delt en usikker fred, og nu er tiden inde til at indfri de løfter, som blev givet i fredsaftalen. Kongen af Idris skal sende sin datter til Hallandren, hvor hun skal giftes med gudekongen, for at skabe en varig fred. 
Siden hun blev født, er kongens ældste datter, Vivenna, blevet opdraget til rollen som gudekongens hustru. Men i sidste øjeblik bestemmer kongen sig til i stedet at sende sin yngste, og vildere, datter Siri til Hallandren. Siris ankomst lægger dog langt fra en dæmper på uroen i gudernes palads, og krig synes mere og mere uundgåelig.
Siri er langt fra parat til rollen som gudekongens hustru, og livet i gudekongens palads er langt farligere, end hun på nogen måde kunne forestille sig. 

Jeg har efterhånden læst en del af Brandon Sandersons bøger, og har været vild med dem alle sammen. Warbreaker var ingen undtagelse, selvom det tog sin tid at få den læst. Om det var fordi, jeg startede den på det forkerte tidspunkt, skal jeg ikke kunne sige, men selvom jeg var godt underholdt, og opslugt, når jeg læste den, så havde jeg desværre lidt for let ved at lægge den fra mig. Til gengæld slugte jeg de sidste 300 sider i et hug. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, atmosfæriske omgivelser og en del humor, som især kom til syne i dialogerne. 
Universet er originalt og gennemført, med egne guder, historie, geografi og væsener, foruden et virkelig originalt og anderledes magisystem, baseret på farver og "breath" (som jeg regnede mig frem til måtte være ånd eller sjæl), som, selvom det forvirrede mig i starten, også fascinerede mig, i den måde det gennemsyrede hele verdenen, og endda guderne, på. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Og så slutter den med noget af en cliffhanger, som gør de mange års ventetid til næste bind udkommer svær at udholde. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, magi, forræderi, intriger, hemmeligheder, guder, kærlighed, jalousi, krig, mord, religion, fordomme og mod. 
Personerne er levende og nuancerede, og især Siri kom jeg til at holde rigtig meget af. Hun er modig, stædig og temperamentsfuld, men også en smule naiv, og helt uforberedt på den rolle, hun pludselig må spille. Livet i paladset er meget anderledes i forhold til det, hun er vant til, og hun er nødt til at omstille sig en del, samtidig med, at hun forsøger at finde ud af, hvem hun kan stole på. Det spirende forhold mellem hende og Susebron er præget af gensidig usikkerhed og varme, og virker både troværdigt og rigtigt. Vivenna havde jeg et lidt mere anspændt forhold til i starten. Hun er modig og intelligent, men også temmelig naiv, og utroligt fordomsfuld i mødet med Hallandrens kultur og religion. Hendes moralske overlegenhed blandet med hykleri og jalousi gjorde hende til et anstrengende bekendtskab, og det tog noget tid, før jeg begyndte at varme op over for hende. Til gengæld var hun også den person, der udviklede sig allermest undervejs, hvilket var med til at gøre hende interessant. Af bipersonerne holdt jeg især Susebron og Lightsong, men også Vasher og Denth var interessante karakterer. 
Warbreaker var original, gennemført og, selvom det tog sin tid at læse bogen, en virkelig god læseoplevelse, som i den grad overraskede mig undervejs. Er man vild med gennemført worldbuilding, nuancerede personer og overraskende plots, så kan bogen kun anbefales, og er man fan af Brandon Sanderson vil man bestemt ikke blive skuffet. 

Se også forfatterens hjemmeside

torsdag den 17. december 2020

Drageægget

Drageægget er 1. bind af fantasytrilogien Dragernes Æra, skrevet af C. G. Valentin.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Klippe.

Juliana er særligt sensitiv, og har hele sit liv følt sig udenfor. Hendes psykiske sårbarhed har ført til både angst og depression, og hun kæmper for at få sit liv på rette spor. 
Men da hun påkører en ulv, og ufrivilligt trækkes gennem en portal til en anden verden, ændrer alt sig. En profeti har udvalgt hende som frelser af både sin egen verden og Novahr Orbís, og trods Julianas protester, blandes hun ind i en søgen efter et mystisk våben, som skal redde dem alle. 
Langsomt begynder hun at finde sig til rette i den fremmede verden, men ikke alle er lige begejstrede for udsigten til en menneskelig frelser, og da hun samtidig snubler over en dødsensfarlig hemmelighed, må hun vælge, hvem hun tror på, og hvor langt hun vil gå, for den hun elsker. 
Og samtidig nærmer verdens undergang sig med hastige skridt...

Wow, altså, hvor var den her bog bare god!
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren forstår at vække såvel omgivelser som personer til live med realistiske og billedskabende beskrivelser, godt krydret med elviske udtryk og en middelalderlig sprogtone, som passer virkelig godt til den fremmede verden. 
Universet er gennemarbejdet og til trods for tydelig inspiration fra klassiske fantasyfortællinger, formår forfatteren alligevel at tilføre sin verden et godt skud originalitet. Der er tænkt over såvel geografi som historie, kultur, racer og magisystemer, og selv dragerne har fået et twist undervejs. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og jeg havde bestemt ikke set slutningen komme. At den samtidig slutter med en virkelig ond cliffhanger, gjorde kun bogen endnu bedre. Historien er spændende, og fyldt med profetier, hemmeligheder, elvere, fordomme, forræderi, had, magi, action, kærlighed, venskab, psykisk sårbarhed og, selvfølgelig, drager. Selvom forfatteren inddrager kendte plotelementer som det næsten obligatoriske trekantsdrama, så formår hun at give dem sit eget twist, og jeg elsker, hvordan Julianas sårbarhed vendes til en styrke i den fremmede verden, ligesom hun ikke bare godtager, at hun er den udvalgte, men aktivt forsøger at unddrage sig sin skæbne. 
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og jeg kom hurtigt til at holde af dem. Juliana var en skøn hovedperson. Hun er modig, men også psykisk sårbar, hvilket er med til at give hende en anden form for styrke, end helte i fantasybøger normalt har, da hun både må overvinde sine indre dæmoner og omverdenens fordomme undervejs. Jeg var vild med kemien mellem hende og Daerín, ligesom hendes venskab med Phyrra var godt beskrevet. Af bipersonerne var jeg især vild med Daerín, som på mange måder er lige så udstødt, som Juliana var det i sin gamle verden, og dagligt må kæmpe mod fordomme baseret på sin race. Mødet med Juliana og drageægget giver ham for første gang en form for håb for fremtiden, selvom det giver spændinger til anden side. Phyrra var en anden af mine yndlinge. Udover at hun er arkivar og bognørd, så er hun også bare en virkelig rar person, og en loyal ven. Også da hendes eget crush vender interessen mod Juliana. Men også troldmanden Queridor, med hans sarkasme og ærlighed, og prins Kerym med hans jalousi og pligtopfyldenhed kom jeg til at holde meget af. Til gengæld havde jeg et lidt mere blandet forhold til heksen Mibbiq, hvis syn er hele grunden til, at Juliana bliver hentet til Novahr Orbís. Hendes blinde tiltro til profetien og manglende forståelse for Julianas følelser blev lidt for manipulerende for min smag, og selvom hendes motiver har rod i loyalitet over for, og kærlighed til, hendes egen verden, så har jeg svært ved at tilgive, at hun står bag Julianas kidnapning, og hjælper med at holde hende indespærret, indtil Juliana gør sin "pligt", og redder verden. 
Til sidst er jeg nødt til nævne bogens utroligt flotte omslag, som jeg synes indfanger bogens eventyrlige stemning perfekt, og som helt klart vil pynte i reolen. 
Drageægget var en virkelig fantastisk læseoplevelse, og en utroligt vellykket start på en fantasytrilogi, som med stor succes giver et anderledes twist til nogle af de kendte fantasyelementer. Er man vild med drager, elvere og gennemført worldbuilding, så kan bogen her kun anbefales, og jeg glæder mig helt vildt til at læse videre, når næste bind i serien udkommer. Og med den cliffhanger kan det kun gå for langsomt! 

onsdag den 16. december 2020

Moreta: Dragonlady of Pern

Moreta: Dragonlady of Pern er 7. bind af fantasyserien The Dragonriders of Pern, skrevet af Anne McCaffrey. 

Moreta er leder af Ruathas drageryttere, og ser frem til den dag, hvor hendes dronningedrage lægger sine æg. Tiden nærmer sig, men glæden overskygges snart, da en mystisk sygdom breder sig blandt mennesker og dyr. Pern er i fare, og bliver der ikke fundet en kur, vil der ikke være flere ryttere tilbage, til at brænde Tråd af. 
Men at finde en kur kræver samarbejde mellem såvel ryttere og helere, som lords af de forskellige borgsamfund, og med indbyrdes intriger, magtkampe og stigende frygt og mistillid, vil det kræve et mirakel at få hele Pern til at arbejde sammen. Og tiden er ved at løbe ud. 

Det er nogle år siden, at jeg læste de første bind i serien, og jeg havde glædet mig til et gensyn med Perns drager. Desværre kunne bogen ikke leve op til mine forventninger, hvilket formodentlig skyldtes en blanding af manglende interesse i personerne, og bogens gennemgående tema om en dødelig pandemi, som, verdenssituationen taget i betragtning, var lidt for relaterbar for mig, og ødelagde en del af fornøjelsen for mig. For en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at jeg læser serien i den rækkefølge bøgerne blev udgivet, i stedet for kronologisk, da der stadig bliver udgivet bøger i serien, og kronologien derfor ændrer sig hele tiden. Derfor har bogen en anden bind-angivelse på Goodreads, hvis man skulle undre sig. 
Sproget var flydende, men jeg kunne godt mærke, at bogen har nogle år på bagen, da det til tider virkede en smule bedaget. Beskrivelserne var livagtige og billedskabende, og de mange selvopfundne ord var med til at gøre Pern levende for mig. 
Universet er gennemført og originalt, og balancerer på grænsen mellem science fiction og fantasy, med genmanipulationer, rumkolonisering og sygdomsforskning på den ene side, og et middelalderligt samfund, drager og drageryttere på den anden side. Personligt forstyrrede science fiction-elementerne mig en smule, og jeg ville have foretrukket mere fokus på fantasydelen, men det er en personlig præference, for blandingen fungerer fint og logisk. 
Handlingen er godt skruet sammen, og så slutter bogen på en måde, jeg ikke havde forventet. Historien er spændende, og fyldt med drager, politik, interne magtkampe, kærlighed, pligt, luftkampe, væddeløb og en verdensomspændende pandemi, som gav lidt for mange nutidige associationer.  
Personerne er menneskelige, men desværre følte jeg aldrig rigtigt, at jeg kom ind under huden på nogen af dem. Synsvinklen skifter mellem Moreta, som er leder af dragerytterne, Alessan, som er lord og borgherre, og Capiam, som er heler, hvilket giver et fint billede af, hvordan tre forskellige grupperinger i samfundet forsøger at stoppe pandemien. Problemet var bare, at personerne overhovedet ikke sagde mig noget, og jeg havde, trods et fint persongalleri bagest i bogen, svært ved at holde dem ude af hinanden. Det hjalp heller ikke, at der er rigtig mange navne at holde styr på, og at mange af dem ligner hinanden. Jeg kan derfor heller ikke rigtig sige noget om de tre hovedpersoner, udover at de alle tre var modige og pligtopfyldende. Og bipersonerne kunne jeg slet ikke holde styr på. 
Moreta: Dragonlady of Pern var ikke en dårlig bog, men desværre sagde personerne mig ikke rigtig noget, og havde jeg vist, at den handlede om en pandemi, med lidt for genkendelige symptomer, havde jeg ikke kastet mig over den på dette tidspunkt. Jeg er nemlig ret sikker på, at det var med til at nedsætte både min interesse og min fornøjelse at læse en bog, der, med undtagelse af dragerne, mindede lidt for meget om virkeligheden i 2020. Er man fan af serien, vil jeg stadig anbefale, at man læser bogen, men vent, til vi ikke selv står i midten af en pandemi. Det tror jeg nemlig vil hjælpe en hel del på læseoplevelsen. 

søndag den 13. december 2020

Julekonkurrence

(Reklame - præmie sponsoreret af forlaget Alvilda)

Så er vi cirka halvvejs til juleaften, og i den anledning sætter jeg, i samarbejde med forlaget Alvilda, en lækker jule-hygge-pakke på højkant. 

Pakken indeholder 2 x Salamandergraven af Mette Finderup, sponsoreret af forlaget Alvilda, og juleguf til både store og små. Salamandergraven er fjerde bind af serien A.S.P.E., men da bøgerne ikke skal læses i rækkefølge, kan også nye læsere sagtens springe på her. 

I kan deltage i konkurrencen her på bloggen, på bloggens Facebook eller på Instagram. I kan også vælge at deltage alle tre steder, for flere lodder i puljen. 

For at deltage, skal I:

  • Skrive en kommentar på bloggen, hvor I fortæller, hvem I vil dele pakken med. Husk også at skrive en mailadresse i kommentaren, hvor jeg kan kontakte jer, hvis I vinder.
  • Have en dansk adresse, som præmien kan sendes til.
Vinderen trækkes mandag 14. december klokken 16, og får direkte besked.

lørdag den 12. december 2020

A Deal with the Elf King

A Deal with the Elf King er 1. bind af fantasy romance-serien Married to Magic, skrevet af Elise Kova. 

For 3000 år siden blev barrieren mellem magiens og menneskenes verden skabt af elverkongen og hans menneskedronning. Og lige siden har elverkongen valgt en brud fra Luellas landsby. En pige, der, som det eneste menneske, ejer magiens gave, og kan opretholde balancen mellem magien og menneskenes verden. 
Men for første gang i århundreder er der ikke blevet født en pige i landsbyen med magiske evner. Samtidig breder en mystisk sygdom sig blandt beboerne, og landsbyen ved, at hvis elverkongen ikke får sin brud, betyder det krig. 
Luella er byens eneste heler, og har viet sit liv til at hjælpe landsbyen. Så da elverkongen kommer, og vælger hende som sin brud, er hun fortvivlet. 
Elvernes land er både mere magisk og langt mere farligt, end hun på nogen måde kunne forestille sig, og da hun lærer menneskedronningens sande rolle at kende, bliver Luella fast besluttet på at bryde rækken af menneskedronninger, og redde begge sine verdener, så hun kan vende hjem igen. 
Men samtidig lærer hun også at se ind under masken på den kolde elverkonge, og snart står hun over for et valg hun aldrig havde ønsket. 

A Deal with the Elf King er første bind i en ny serie af standalone-fantasy romancer, som har det til fælles, at de finder sted i den samme verden. I og med at det er en romance, er historien en smule forudsigelig, men det gør ikke spor, for den er samtidig også virkelig sød og underholdende, og jeg elskede såvel kærlighedshistorien som universet. 
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren er utroligt god til at male stemninger frem, så man både føler kulden og mærker hjertesorgen. Og så er jeg ret vild med de sarkastiske dialoger mellem Luella og elverkongen. 
Universet er interessant og velfungerende, og jeg kan godt lide magisystemet, som dels baserer sig på naturmagi og dels på, hvad man kunne kalde kuldemagi. Liv og død, og balancen imellem dem, er lige så vigtig for de to verdener som balancen mellem elverkonge og menneskedronning, og verdensopbygningen med den magiske verden, menneskenes verden og efterlivet virker både velkendt og original. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et par twists undervejs, som, selvom de er lette at regne ud, alligevel tilfører historien en god portion spænding. Omdrejningspunktet er selvfølgelig forholdet mellem Luella og elverkongen, og de spirende følelser imellem dem, men derudover er historien fyldt med magi, fordomme, jalousi, intriger, hemmeligheder, heling, sorg, pligt, selvopofrelse, forræderi og kultursammenstød. Det er en historie om liv og død, natur og kulde, magi og menneske, og balancen imellem dem, men mest af alt er det en historie om valg, kærlighed og drømme. Og så er historien ikke plaget af det næsten obligatoriske trekantsdrama, som ellers hjemsøger mange fantasy romance-historier - i hvert fald på YA-siden. 
Personerne er levende og nuancerede, og især Luella og elverkongen Eldas lærer man som læser rigtig godt at kende. Luella er en skøn hovedperson. Hun er intelligent, modig og har en stærk pligtfølelse, uden dog at give slip på sine drømme. Hun elsker sine forældre og landsbyens beboere, og er parat til at tjene dem hele livet, og endda give afkald på kærligheden for deres skyld. Mødet med elverkongen ryster hende derfor i hendes grundvold. Ikke nok med, at hun mister alt det, hun kender, og finder ud af, at hun har magiske kræfter, hun mister også sin drøm og sit formål, og må forsøge at tilpasse sig de nye spilleregler som hersker i elvernes rige. Og som om det ikke var nok, begynder hun også at få følelser for den mand, der tog hende væk fra alt det, hun kendte. Eldas er vokset op i ensomhed, og er fast besluttet på at tjene og beskytte sit folk på den bedste måde. Samtidig er han vant til at blive adlydt, og mødet med Luella er derfor noget af et chok. Alligevel kan han ikke lade være med at få følelser for hende, selvom han ved, at hun ønsker at forlade ham. Kemien mellem Luella og Eldas er virkelig godt beskrevet, og den måde, deres følelser langsomt vokser og ændrer sig på, virker både troværdig og hjertevarmende. Bipersonerne fungerer også godt, selvom jeg kunne have ønsket mig lidt mere uddybning af nogen af dem. Blandt mine favoritter var Willow, elvernes helerlærling og Luellas fortrolige, som virker både kompetent og rar, og Rinni, Eldas' bedste ven og general, som modvilligt tager Luella til sig. Men også Eldas' irriterende lillebror Harrow, med hans arrogance, festglæde og dårlige dømmekraft, endte jeg med at holde af. Luellas ven Luke, derimod, var dominerede, egoistisk og ligeglad med hvad der sker med andre, så længe han selv fik sin vilje - og sin besættelse. Og så var der Aria, som jeg virkelig ikke brød mig om. 
Sidst, men ikke mindst, er jeg nødt til at nævne bogens utroligt flotte illustrationer. Udover illustrationer af hovedpersonerne, så indeholder bogen også et kort over elvernes verden og skønne illustrationer i starten af hvert kapitel, hvilket giver bogen lidt ekstra lækkerhed, som skiller den ud fra mange andre selvudgivne bøger. 
A Deal with the Elf King var en skøn læseoplevelse, som, trods sin forudsigelighed, var lige det, jeg trængte til at læse, og jeg slugte den på ingen tid. Er man til fantasy romance, elvere og tvungne ægteskaber a la Hades og Persefone, så kan bogen her kun anbefales. Jeg glæder mig allerede til næste bog i serien udkommer, og kommer helt klart til at genlæse denne bog mange gange. 

Se også forfatterens hjemmeside

onsdag den 9. december 2020

Zirene

Zirene er 5. bind af fantasyserien Septimus Heap, skrevet af Angie Sage. 

Det er lykkedes Septimus, Jenna og Beetle at befri Nicko og Snorri fra Foryxernes Hus, og bringe dem tilbage til deres egen tid. Mens Septimus fløj tilbage til Troldmandstårnet på Stikflamme, gjorde resten af selskabet holdt i Havnen, hvor de skulle vente på, at Septimus vendte tilbage. Desværre er det ikke gået efter planen, så da Septimus dukker op igen, er det kun Jenna og Beetle, som vil med hjem på drageryg. Og da Stikflamme bliver alvorligt såret i et uvejr, må selskabet nødlande på en lille ø, for at pleje ham.
Øen er dog langt fra som fredelig, som den ser ud ved første øjekast. Den er nemlig beboet af en Zirene, og Zirenen har sine helt egne planer, som kan føre til Borgens undergang. 
Mens faren vokser, dukker uventede gæster op på øen. Men vil det lykkes at standse Zirenens planer? Og hvem står egentlig bag det hele?

Zirene var, selvom den var lidt for lang, næsten bedre end sin forgænger i serien, og jeg elsker, hvordan forfatteren kan blive ved med at overraske mig bind efter bind. 
Sproget er stadig letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, en god portion humor, og et utroligt sprogligt overskud, som giver sig udslag i forfatterens leg med ord og ordspil.
Universet udvider sig endnu en gang, med nye steder, væsener og former for magik, og fordi meget af handlingen denne gang foregår på havet, får man som læser også indtryk af, hvor stor verdenen er uden for Borgen. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, og jeg er vild med, hvordan forfatteren får bragt plottråde i spil, som hun lagde ud for flere bind siden, og samtidig holder styr på de mange sideplots undervejs. Historien er spændende, og fyldt med magi, intriger, forræderi, ånder, drager, hemmeligheder, missioner, troldmænd, magtbegær, hekse og pirater. 
Personerne er levende og menneskelige, og Septimus er en skøn hovedperson. Han er modig, intelligent og loyal, og fast besluttet på at leve op til Marcias tillid. Og så har han et godt hjerte. Af bipersonerne var jeg især vild med Ulvedrengen, hvis loyalitet, intelligens og mod også kommer på en prøve undervejs. Og så selvfølgelig Beetle, som, trods alle prøvelser, beholder både sit gode humør og sin evne til at tænke hurtigt. Jeg havde stadig et lidt blandet forhold til Jenna, som i dette bind blev degraderet til biperson, hvilket faktisk gjorde hende nemmere at holde ud, fordi jeg så mindre til hende. Selvom det bestemt var bedre, så havde jeg dog stadig mange af de problemer med hende, som jeg havde i sidste bind. Hendes impulsivitet, naivitet, og manglende evne til at lytte irriterede mig en del, og det samme gjorde hendes prinsesseadfærd, som dog var mindre i dette bind. I det hele taget virker hun mindre moden end Septimus og deres venner, hvilket er lidt besynderligt, i betragtning af, at de er på nogenlunde samme alder, og jeg håber virkelig, hun snart bliver lidt mere fornuftig. Merrin var en anden, jeg havde et lidt ambivalent forhold til. Hans selvmedlidenhed, egoisme og manglende vilje til at gøre noget, for at udvikle sig, er temmelig irriterende, men samtidig kan jeg ikke lade være med at have en lille smule ondt af ham, og den måde, han er helt alene i verden på. Til gengæld var jeg positivt overrasket over Simon Heap, som forsøger at gøre bod for sin tidligere opførsel, og som endelig har fået lidt selvindsigt. 
Og fordi det ikke kan nævnes for mange gange, så skal der igen lyde en stor ros til bogens cover, kort og illustrationer, som bare tilføjer det hele lidt mere lækkerhed. 
Zirene var endnu et forrygende bind i en virkelig god serie, og har man elsket bøgerne indtil nu, vil man bestemt ikke blive skuffet. For læsere af klassisk fantasy er serien helt klart værd at stifte bekendtskab med, og jeg glæder mig allerede til at kaste mig over næste bind i serien. 

Se også forfatterens hjemmeside

mandag den 7. december 2020

Qurér

Qurér er 4. bind af fantasyserien Septimus Heap, skrevet af Angie Sage.

Septimus er vendt tilbage til sin egen tid, men desværre blev hans storebror Nicko og Snorri fanget i fortiden. Heldigvis har Nicko efterladt sig en ledetråd, som måske kan hjælpe med at få dem tilbage til deres egen tid, hos Septimus' gamle læremester Marcellus. 
Desværre når Jenna og Septimus ikke at sætte planen i kraft, da Marcia, Septimus' nuværende læremester, tvinger ham tilbage til studierne.
Samtidig dukker en gammel fjende op, for at få hævn over Septimus. En mørk plan udklækkes, og før Septimus ser sig om, bliver han tvunget afsted som Qurér på en færd, som ingen troldmandslærling endnu har overlevet. 
Septimus får brug for alle sine evner, hvis han skal overleve, og måske redde sin bror på vejen. 

Jeg er stadig vild med serien, og selvom den ene af hovedpersonerne frustrerede mig en del denne gang, så var bogen her ingen undtagelse.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, en god portion humor, og leg med ordene. Desværre indsneg der sig en fejl i oversættelsen af dette bind, da alkymik, som i forrige bind stavedes med k til sidst, pludselig manglede k'et, og det ødelagde lidt af det magiske for mig, selvom det var en mindre detalje. 
Universet udvider sig endnu en gang, med nye væsener, steder, historie og former for magik, og på trods af, hvor mørkt det til tider er, så har verdenen også noget utroligt charmerende over sig, som er svært at stå for. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og historien er spændende og umulig at slippe. Historien er fyldt med intriger, magi, mærkelige væsener, troldmænd, hemmeligheder, hævn, jalousi, magtbegær, venskab, farlige missioner, drager og familie, og man keder sig på intet tidspunkt undervejs. 
Personerne er levende og menneskelige, og især Septimus holdt jeg meget af. Han er modig, intelligent, og loyal, og så har han et godt hjerte. Samtidig er han dygtig til forskellige former for magi, og en god ven, og jeg elsker samspillet mellem ham og Beetle. Til gengæld var jeg desværre ikke ret vild med bogens anden hovedperson Jenna, som jeg ellers har været meget glad for i de tidligere bind i serien. På positivsiden er hun modig og elsker sin familie. Men på negativsiden var hun stædig, naiv, lyttede ikke til andre, impulsiv, og opførte sig direkte dumt, fordi hun bare sprang ud i tingene uden at tænke sig om eller planlægge noget først. Derudover syntes jeg, hun opførte sig en smule dobbeltmoralsk. Hun blev ved med at sige, at hun ikke ønskede at være dronning, men trak alligevel på prinsessetitlen, når det passede hende. Og så tænkte hun overhovedet ikke på, hvordan hendes handlinger og ønsker påvirkede andre, som for eksempel i Beetles tilfælde. Af bipersonerne var jeg især glad for Beetle, som er indbegrebet af loyal ven. Men han er også intelligent og modig, og meget stolt af sit arbejde. Og så er jeg stadig ret vild med Stikflamme. For hvem ønsker sig ikke sin personlige drage? Til gengæld havde jeg det stramt med Septimus' forældre. Selvom jeg har forståelse for, at det er hårdt at miste en søn, og vide, at han er fanget i tiden, så var jeg ikke vild med den måde, de reagerede på det på. Silas forsøger i det mindste at handle og gøre noget, selvom han ikke planlægger det ret godt, men Sarah bruger mere tid på at nægte at indse sandheden og beklage sig, end på at foretage sig noget fornuftigt og forsøge at finde sin søn, og hendes måde at reagere på, da Simon dukker op, fik mig til at miste en hel del af respekten for hende. At hun tager imod ham med åbne arme, efter han har forsøgt at myrde tre af hendes andre børn, og ovenikøbet holder ham skjult, fordi hun nægter at erkende sandheden, gjorde mig direkte vred, og hun burde i det mindste have skældt ham ud og smidt ham ud, selvom hun elsker ham. Merrin havde jeg til gengæld ondt af, selvom jeg absolut ikke brød mig om hans handlinger. I modsætning til Simon har han faktisk en grund til at føle sig tilsidesat og dårligt behandlet, og selvom  hans selvmedlidenhed og manglende selvindsigt gjorde ham til et anstrengende bekendtskab, forstod jeg hans motiver, og behov for at skyde skylden for sit liv på nogen. Også selvom hans vrede mod Septimus virker en smule forfejlet. 
Sidst, men ikke mindst, er jeg endnu en gang nødt til at nævne bogens flotte illustrationer, kort og design, som er med til at give læseoplevelsen et ekstra pift, og tilføje bøgerne en ekstra smule magi. 
På trods af mine problemer med Jenna, så var jeg rigtig glad for både historie og plot i dette bind, og jeg elsker, hvordan forfatteren bliver ved med at udvide universet. Kan man lide klassisk fantasy med masser af humor og magi, så kan serien kun anbefales, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind. 

Se også forfatterens hjemmeside

søndag den 6. december 2020

Alkymik

Alkymik er 3. bind af fantasyserien Septimus Heap, skrevet af Angie Sage. 

Ved et uheld kommer Silas Heap til at slippe spøgelset af Jennas mange gange tipoldemor løs fra det maleri, hun har været bundet til i århundreder. Kort efter breder en mystisk sygdom sig i Borgen, og det samme gør panikken blandt borgerne. 
Jenna er ikke ligefrem begejstret, da spøgelset af hendes tipoldemor dukker op, og bryder sig bestemt ikke om hende. Og da spøgelset narrer Septimus i en fælde, og sender ham til fortiden, er Jenna fast besluttet på at redde ham. Men hendes tipoldemors planer er langt værre, end Jenna på nogen måde kunne forestille sig, og at finde Septimus i fortiden er ikke ligefrem nemt. 

Alkymik var endnu et spændende bind i en serie, som jeg er blevet rigtig glad for. 
Sproget er letlæst og flydende, og forfatterens leg med ordene må have sat oversætteren på noget af en prøve, da det ikke kan have været helt nemt at oversætte de forskellige ordspil. Beskrivelserne er livagtige, og til tider temmelig uhyggelige, og forfatteren blander humor og uhygge på en virkelig god måde.
Universet udvider sig igen, denne gang med nye former for magik, væsener, og baggrundshistorie for såvel Borgen som Jennas familie, og jeg elsker, hvor gennemført det hele er. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og historien får til tider karakter af en krimi, med et mysterium, der skal løses. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, intriger, komplotter, forræderi, mord, bortførelser, troldmænd, eksperimenter, tidsrejser, spøgelser og drager, krydret med hævn, familiedrama og sygdom. 
Personerne er levende og menneskelige, og jeg elsker, hvor virkelige, de føles. Septimus er stadig min yndlingskarakter. Han er modig, intelligent, men til tider lidt for impulsiv, og hans voksende selvtillid gør ham indimellem lidt for uforsigtig. Jenna er modig, intelligent, men til tider lidt naiv, og hendes forsøg på at redde Septimus er ikke altid lige gennemtænkte. Af bipersonerne var jeg især vild med Snorri, den unge købmand fra nord, som er fyldt med eventyrlyst og savn efter sin afdøde far, og har taget den lange sørejse for at finde spøgelset af sin far. Og hendes følgesvend Ullr vil gøre enhver katteejer grøn af misundelse. Marcellus var, som person, virkelig interessant. Trods sin besættelse af at leve evigt, og sin parathed til at føre sine planer ud i livet via bortførelse, så har han alligevel et godt hjerte, og er uhyre intelligent. Dronning Ethelredda er det til gengæld svært at finde noget positivt at sige om, for spøgelset er gennemført ond, manipulerende, magtsyg og egoistisk, og parat til at gøre alt, for at føre sine planer ud i livet. 
Også dette bind af serien er fyldt med flotte illustrationer og et kort over Borgen, og sammen med det flotte cover, giver det et ekstra pift til læseoplevelsen. 
Alkymik skuffede på ingen måde, og er man, ligesom jeg, glad for serien, vil man bestemt ikke blive skuffet. Kan man lide Pratchettsk humor og klassisk fantasy med et humoristisk twist, så kan serien her kun anbefales, og jeg glæder mig allerede til at kaste mig over det næste bind i serien. 

Se også forfatterens hjemmeside

Flyveri

Flyveri er 2. bind af fantasyserien Septimus Heap, skrevet af Angie Sage. 

Der er gået et år, siden Septimus Heap - tidligere Dreng 412 - fandt ud af, hvem han er, og han har fundet sig godt til rette både i sit hverv som lærling hos Marcia, den ekstraordinære troldkvinde, og som den yngste søn i familien Heap. 
Men ikke alt er fryd og gammen i familien. Den ældste søn, Simon, nægter at anerkende, at Septimus er en del af familien, og er fuld af vrede og jalousi over, at Marcia valgte Septimus som sin lærling, i stedet for ham. I al hemmelighed har han opsøgt nekromantikeren DomDaniel, og er trådt i tjeneste som hans lærling, for at få hævn over såvel Septimus, som plejesøsteren Jenna, som han giver skylden for alle sine problemer. 
Da Septimus ser Simon bortføre Jenna, er det kun broren Nicko, der tror på ham. Marcia har sine egne problemer, og Septimus' forældre nægter at tro, at deres ældste søn ville bortføre sin plejesøster, eller kaste sig over mørk magik. Derfor rejser Septimus og Nicko selv efter Simon for at redde Jenna, før det er for sent, og det bliver starten på en lang og farefuld rejse. 
Og imens rører ondskaben på sig, for DomDaniel er langt fra så død, som man skulle tro, og hans planer nærmer sig deres fuldbyrdelse. Kan Septimus stoppe ham, før det er for sent? 

Selvom jeg ikke var helt så vild med dette bind, som med det første i serien, så var bogen stadig rigtig god. 
Sproget er letlæst og flydende, beskrivelserne livagtige, og forfatteren er utroligt god til at male stemninger frem, så man skiftevis griner og gyser. Og så er jeg vild med den måde, som forfatteren leger med sproget på, og skaber nye, og alligevel velkendte, ord. 
Universet udvider sig dette bind med nye væsener, magik og steder, og jeg fik en del mindelser til Terry Pratchetts Discworld-serie, som har samme charmerende, farlige og en smule rodede opbygning. Især Borgen, og dens hemmeligheder, mindede mig om Ankh-Morpork, men også persongalleriet og beskrivelserne af dem, føltes velkendte - uden på nogen måde at føles som en kopi, da universet samtidig er utroligt originalt. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med magi (eller magik), hemmeligheder, forræderi, intriger, action, troldmænd, hekse, mærkelige væsener, ondskab, spøgelser og drager. Mest af alt er det dog en historie om mod, familie og kampen mod det onde. Jeg blev dog en smule frustreret over de voksnes manglende vilje til at tro på Septimus, og selvom jeg til dels kan forstå, hvorfor især Septimus' forældre ikke har lyst til at erkende sandheden om deres ældste søn, så burde de i det mindste lytte til ham, og undersøge sagen først. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og jeg holdt utroligt meget af Septimus. Han er blomstret en del op siden første bind, og har fået større selvtillid, både hvad angår hans magik-evner og hans intelligens. Samtidig er han faldet godt til i sin familie, og elsker både sine brødre, Jenna og sine forældre højt. Jenna har også fået mere selvtillid, efter hun har fundet ud af, at hun i virkeligheden er prinsesse, men heldigvis lader hun ikke titlen stige sig til hovedet. Hun er modig, intelligent og har bed i næsen, og så er hun ikke bange for at sige sin mening. Af de øvrige bipersoner var jeg især glad for Nicko, som, udover at være en virkelig god storebror, og loyal over for sin familie, også har fundet sin egen styrke, og et kald som skibsbygger. Og så var Stikflamme bedårende. Selvom Simon bestemt ikke opførte sig godt undervejs, så kunne jeg alligevel ikke lade være med at have en lille smule ondt af ham, selv når han opførte sig ondt. For selvom hans motiver bundede i jalousi, og han var blændet af sine ambitioner, så kunne jeg også godt forstå, hvorfor han følte sig svigtet og overset af sine forældre, og vrede over de omvæltninger, Jenna gav i familien. Også selvom hans teenageoprør er fuldstændig ude af proportioner. 
Udover en spændende historie, er bogen, ligesom sin forgænger, fyldt med flotte illustrationer og et kort, og så er bogens cover virkelig fantastisk. Jeg elsker, hvordan designet minder om rigtige trolddomsbøger, ligesom illustrationerne gør historien lige det mere charmerende og stemningsfuld. 
Flyveri var en rigtig god fortsættelse på serien, og kunne man lide første bind, vil man bestemt ikke blive skuffet. Jeg glæder mig allerede til at læse videre, og kan kun anbefale serien. 

Se også forfatterens hjemmeside

lørdag den 5. december 2020

Magik

Magik er 1. bind af fantasyserien Septimus Heap, skrevet af Angie Sage. 

For 10 år siden fandt troldmanden Silas Heap en efterladt baby i sneen, og tog hende til sig som sin egen datter. Og for 10 år siden mistede han sin nyfødte søn, Septimus, til døden.
Siden er det gået ned ad bakke for byen og Borgen, som styres af vægterne og deres kommandant, efter Dronningen blev myrdet. Magik er ikke længere respekteret, og Silas må undervise sine børn i deres evner i smug. 
Men da den ekstraordinære troldkvinde Marcia dukker op på Silas' datter, Jennas, 10 års fødselsdag, bliver familiens liv vendt op og ned. For Marcia har i årevis skjult sandheden om Jenna, og nu er hemmeligheden sluppet ud. Jenna er den forsvundne prinsesse, og der er en snigmorder på vej for at slå hende ihjel. Mens Jenna må tage med Marcia, må resten af familien flygte, og snart er de spredt for alle vinde. 
Med en menig fra De Unges Hær, Dreng 412, på slæb flygter Marcia, Jenna, Silas, sønnen Nicko og hunden Max fra Borgen. Men Jægerne er lige i hælene på dem, og en gammel ondskab er på nippet til at vende tilbage. 
Snart befinder Dreng 412 sig i en usandsynlig situation som den, der kan redde prinsessen. Hvis, altså, han kan stå imod sin træning, og finde sin indre magik. 

Det er efterhånden en del år siden, jeg læste bogen her for første gang, men selvom jeg kunne huske en del af plottet, så var jeg faktisk endnu mere vild med bogen anden gang, som er både charmerende, sjov, og til tider virkelig uhyggelig og mørk. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige, barske og til tider virkelig morsomme, beskrivelser, og jeg elskede den måde, forfatteren leger med ordene på - som man også kan se på bogens titel, hvor magi staves med k til sidst. Og så var forfatteren virkelig god til at male stemninger frem, så man som læser kunne mærke den mørke magiks krybende ondskab, og kulden fra sneen. 
Universet er både velkendt og originalt. På mange måder minder det om andre klassiske fantasyuniverser, med tilstedeværelsen af troldmænd, hekse og prinsesser, men på mange andre måder er universet helt sit eget. med egne mærkelige væsener, og et gennemarbejdet og logisk magiksystem. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med magi, action, intriger, forræderi, mord, troldmænd, jalousi, hekse, mærkelige væsener, undertrykkelse, grådighed, hemmeligheder og drager. Mest af alt er det en historie om at finde sig selv, kampen mellem godt og ondt, og at vælge det rigtige, også når det er svært. 
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og man kan som læser ikke lade være med at holde af dem. Jenna er en dejlig karakter, med ben i næsen, masser af mod og et godt hjerte. Selvom hun er vokset op uden kendskab til hendes sande identitet, så bliver hun ikke bitter, da hemmeligheden bliver afsløret, og opfører sig fuldstændig som altid over for sin adopterede familie. Dreng 412 er derimod kuet, frygtsom og ensom, og hans påtvungne flugt fra Borgen og livet som menig gør, at han for første gang møder varme fra andre mennesker. Undervejs finder han sit mod, og snart står han over for et valg mellem sin fortid og sin fremtid. Af bipersonerne holdt jeg også meget af Marcia, som, selvom hun er snobbet, også har et tydeligt moralsk kompas, selvom hendes temperament til tider gør hende lidt for impulsiv, og så var jeg ret vild med heksen Zelda, som på overfladen virker excentrisk, men som er både varmhjertet og en formidabel modstander, når nogen truer dem, hun holder af. 
Alt i alt var Magik en virkelig god læseoplevelse, som, trods de mange sider, er hurtigt læst. At den samtidig er fyldt med flotte illustrationer i starten af hvert kapitel, og coverne er gennemført, så hver bog i serien ligner trolddomsbøger, gør kun oplevelsen større. Er man til klassisk fantasy med både gys og humor, og et strejf af Terry Pratchett, kan bogen her kun anbefales, og jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien. 

Se også forfatterens hjemmeside

fredag den 4. december 2020

Henderbell: The Shadow of Saint Nicholas

Henderbell: The Shadow of Saint Nicholas er en fantasybog skrevet af J.D. Netto. 

Enzo er 16 år, og gruer for endnu en jul med familien. Hans forældre skændes konstant, faren drikker, og han har ikke set sine bedsteforældre i årevis. Som om det ikke var nok, har hans venner også slået hånden af ham, og han føler sig alene og udenfor. 
Da forældrene sender ham og hans lillesøster Ava til deres bedsteforældre for at holde jul, ser Enzo frem til en rolig og rar juleaften. I stedet bliver hans bedsteforældre bortført af uhyggelige væsener, og i et forsøg på at redde dem, opdager han og Ava det magiske land Henderbell. Et land præget af frygt, da kongen og dronningen er blevet kidnappet, og er de ikke tilbage før jul, vil både Henderbell og jorden gå under. 
En familiehemmelighed gør Enzo og Ava til landets eneste håb, men i et land hvor skygger og ondskab truer, er det ikke let at kende venner fra fjender. Og julen nærmer sig. 

Jeg har fulgt forfatteren på Instagram et stykke tid, og da jeg fandt ud af, at bogen her var en mørk julehistorie, var jeg simpelthen nødt til at få fat i den. Og heldigvis for det, for bogen var nemlig rigtig god, og utroligt creepy. 
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren formår i den grad at skabe atmosfæriske og creepy stemninger, så man næsten kan mærke kulden og føle skyggerne snige sig ind på en i mærket. Bogen har noget næsten drømme- eller måske snarere mareridtsagtigt - over sig, som gør den virkelig svær at slippe, og beskrivelserne er livagtige og billedskabende. 
Universet er mørkt, magisk og mareridtsinducerende, og gav mig mindelser om både Narnia-serien, Ringenes herre og Neil Gaiman, krydret med en god portion Julemandens død af Kenneth Bøgh Andersen og Reckless af Cornelia Funke, samtidig med, at det er helt sit eget. Og så er det virkelig fedt med et eventyrunivers, hvor ikke alt er godt og retfærdigt, og hvor herskerne ikke nødvendigvis er vise og handler rigtigt. 
Handlingen er godt skruet sammen, og både spændende og creepy. Og så er den fyldt med twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er fyldt med action, magi, forræderi, hemmeligheder, magtbegær, kidnapning, fordomme og familieproblemer, og forfatteren er ikke bange for at gøre sine karakterer ondt. Selvom julen, venskab, tro, håb og kærlighed også er tilstede, så er det også en historie om erobringens pris, og hvor langt man vil gå, for at beholde magten. Og så slutter bogen på en meget uventet måde. Bogen er hurtigt læst, og selvom dele af den gik lidt vel hurtigt, så kunne jeg ikke slippe den, og jeg levede mig i den grad ind i historien. 
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og synsvinklen skifter mellem Enzo, som er den primære hovedperson, hans lillesøster Ava og Ishmael, kongefamiliens rådgiver. Skiftende fungerer godt, og er med til at give liv til såvel personer som univers, men en gang imellem var tonen i især Enzos afsnit lige lovlig voksen, og jeg fik en fornemmelse af, at en ældre Enzo fortalte historien, i stedet for at nutids-Enzo. Det er dog en mindre detalje, som ikke gik udover historien. Jeg kunne rigtig godt lide hovedpersonen Enzo. Han er modig, selvopofrende og intelligent, men gemmer også på en vrede over for såvel sine forældre som sine bedsteforældre, for de svigt, de har gjort. Det har kulmineret i, at han er holdt op med at drømme, og mistet sin glæde ved at tegne, og at hans eksvenner samtidig mobber ham, har gjort ham ensom også i skolen. Jeg kunne rigtig godt lide, hvor beskyttende Enzo var over for sin lillesøster, og at han forsøgte at sige fra overfor sin familie, og kunne også relatere til hans tøven over for den nye verden, han pludselig befinder sig i. Ava er på mange måder Enzos modsætning. Hun er modig, stædig og tør stadig drømme, og hun kaster sig ud i den nye verden uden de store forbehold. Ishmael er intelligent, loyal og modig, men tør ikke stå ved sine følelser. Hans kærlighed er forbudt, og til trods for den store stjerne, han har hos kongeparret, tør han ikke sætte sin stilling over styr, eller forsøge at få ændret loven. Af bipersonerne faldt jeg især for Enzo og Avas bedsteforældre, men også hunelveren Doopar, som trodser sit folks forventninger, og omverdenens hån, for at forfølge sine drømme, var en skøn karakter. Og så synes jeg det er rigtig fedt, at så mange af personerne er grå. 
Henderbell: The Shadow of Saint Nicholas var en creepy, mørk og gysende julefortælling fyldt med magi og nogle ret mørke temaer. Og så er bogen utroligt flot illustreret ved hvert synsvinkelskift, ligesom hvert kapitel starter med sorte sider, hvilket er med til at give bogen dens gysende atmosfære. Bogen er spændende og hurtigt læst, og trænger man til en modpol til muntre nisser og julelys, kan bogen kun anbefales. 

Se også forfatterens hjemmeside
 

Book Haul #11

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Julemåneden har holdt sit indtog, og nedtællingen til juleaften er i gang. 
Men før der går julegaver i den, er det tid til at vise november måneds book haul frem. En book haul som, selvom den ikke nåede oktobers episke proportioner, alligevel endte med at blive noget større, end planlagt. Blandt andet på grund af Black Friday, men mest af alt fordi november var så træls en måned, at jeg havde brug for seriøs retailterapi, for at komme igennem den. Og det, kombineret med diverse bogtilbud, betød selvfølgelig masser af nye bøger. 
Men lad os bare komme i gang. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I november fik jeg tilsendt 4 anmeldereksemplarer af søde forlag og forfattere.
Bøgerne er:

Nicole Boyle Rødtnes: Den hvide enkes død (Rød og Blå 2). Forlaget Alvilda. 

Kazu Kibuishi: Elverprinsen (Amulet 5). Forlaget Alvilda. 

Niels Hovmand-Hansen: Sagaen om Sejd. Forlaget Stregfabrikken. 

Hanne Lykke Rix: Dronning Noras børn (Kongestenen 5). Forlaget DreamLitt. 

Selvom jeg plejer at holde mig langt væk fra butikkerne (de fysiske, altså) på Black Friday, så blev jeg nødt til at tage en tur til urmageren, for at få skiftet batteri i mit ur. Og da Bog og Idé ligger lige ved siden af, kunne jeg selvfølgelig ikke modstå fristelsen, når de samtidig havde 20% rabat. Det blev til 3 bøger, hvoraf den ene allerede er læst. 
Bøgerne er:

Astrid B. Z. Madsen: Skovrå

Jessica Townsend: Tomhedsfeber - Jagten på Morrigan Crow (Nevermoor 3)

Elly Griffiths: Det første juletræ

Forlaget Forfatterskabet havde udsalg på mange af deres titler i november, og jeg endte med at købe 3 bøger til reolen hos dem. 
Bøgerne er:

Claus Jensen: Skyggefolket (Mørkets cirkel 1)

Mette Østergaard Filsø: 
Mordet i elverskoven (Himmelkrystallens børn 1)
Andrails tjenere (Himmelkrystallens børn 2)

På en tur i Føtex faldt jeg over denne her, til billige penge, og da jeg er glad for serien, kom den selvfølgelig med hjem. 
Bogen er:

Sara Blædel: Den tavse enke (Louise Rick 11)

I slutningen af november modtog jeg også den bog, jeg forudbestilte til årets Fantasyfestival, hos Forlaget Silhuet. 
Bogen er:

Christian Engkilde: Sandstorm (Pandora 2)

Tellerup har været hårde ved pengepungen på det sidste, og november var ingen undtagelse. Deres nye tilbudskategori resulterede i 4 nye bøger til reolen, nemlig:

Horror.dk - 12 danske noveller

Dennis Jürgensen:
Benny og Brian møder den sorte julemand
Grønne øjne
Gargoylens gåde

Bookdepository holdt optakt til Black Friday med masser af gode tilbud, og her blev det til 1 bog. 
Den er:

Tricia Levenseller: The Shadows Between Us

Ingen måned uden bøger fra Saxo! Det lader i hvert fald til at være trenden hos mig, og i november blev det, ad flere omgange, til 9 nye bøger. 
Bøgerne er:

Ashley Elston: 10 blind dates

Anna James: Tilly og bogvandrerne (Den magiske boghandel 1)

Elise Kova: A Deal with the Elf King

J. D. Netto: Henderbell - The Shadow of Saint Nicholas

Patricia C. Wrede:
Dealing with Dragons (The Enchanted Forest Chronicles 1)
Searching for Dragons (The Enchanted Forest Chronicles 2)
Calling on Dragons (The Enchanted Forest Chronicles 3)
Talking to Dragons (The Enchanted Forest Chronicles 4)

Eva Munk: Stormflod (Grøn Klode 1)

Jeg købte også en enkelt brugt bog via Amazon i november. Jeg har længe ledt efter en massmarket paperback-udgave med dette cover, da jeg havde resten af serien i massmarket-størrelse, men sidste bind i kæmpepaperback-størrelse. Nu lykkedes det så endelig at finde den rigtige udgave, til en pris, jeg ville betale, så serien endelig matcher.
Bogen er:

Robin Hobb: Fool's Fate (The Tawny Man 3)

Forlaget Cobolt havde tilbud på nogle af deres titler i begyndelsen af november, og her købte jeg 2 bøger og 1 tegneserie.
De er:

Brandts: Hergé

Michael Farr: Tintin og Co.

Thom Roep og Piet Wijn: Hemmeligheden om den skjulte dal (Gammelpot 2)

Selvom jeg, med en enkelt undtagelse, holdt mig fra de fysiske butikker på Black Friday, så tog jeg i den grad revanche i de virtuelle butikker, hvad angår bøger. Indtil videre er 5 af dem, jeg købte hos Amazon, dukket op, og der er flere på vej.
Bøgerne er:

Fonda Lee: Jade City (The Green Bone Saga 1)

Tasha Suri: Empire of Sand (The Books of Ambha 1)

Jen Williams:
The Ninth Rain (The Winnowing Flame 1)
The Bitter Twins (The Winnowing Flame 2)
The Poison Song (The Winnowing Flame 3)

I alt flyttede 32 bøger og 3 tegneserier/graphic novels ind i perioden 31. oktober til 4. december. Af dem var 4 anmeldereksemplarer, 2 dubletter, 1 brugt og 13 på engelsk. Derudover er der stadig en del bøger på vej, blandt andet fra min shop-amok på Black Friday, som forhåbentlig dukker op i løbet af december. 
Jeg håber på at kunne holde igen med bogkøbene i december, men om det lykkes, vil vise sig. 

Fik I også købt bøger til Black Friday? Og hvilke bøger står på jeres ønskeseddel i år? 

tirsdag den 1. december 2020

Læsestatus for november

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

"Det' sørme, det' sandt, december".
Julemåneden er begyndt, men før jeg for alvor kan kaste mig over julestemning, hygge og den kommende juleferie, er det blevet tid til at gøre status over en ualmindelig lang, mørk og træls november måned. 
En måned, som startede ud med sygdom, da halsvirussen fra oktober fortsatte med at genere mig langt ind i november, og selvom jeg gradvist fik mere og mere stemme tilbage, og der blev længere mellem hostene, så blev de første to uger tilbragt med hjemmearbejde og hviskede Skype-møder, indtil jeg havde fået så meget stemme tilbage, at jeg kunne betjene lånere igen. Selvom jeg stadig hoster og er forkølet, så er der nu, endelig, lys forude, og jeg begynder at kunne se en ende på sygdommen. 
November bød på nye restriktioner og øget hjemmearbejde, men også en vellykket booktalk for kollegerne om YA og ungdomsbøger, og opstartsmøder for næste års Fantasyfestival, hvor planlægningen nu for alvor er gået i gang. 
Desværre gik den megen sygdom og medfølgende træthed udover mit læseoverskud, og selvom jeg fik påbegyndt en del bøger i månedens løb, så havde jeg svært ved at få læst dem færdige, hvilket betyder, at jeg nu officielt er bagud med mit Goodreads-læsemål, og endnu længere bagud med min A-Z TBR. Jeg satser dig på at jeg får indhentet begge dele i december. 
Og så må det vist være tid til at få vist de bøger, jeg fik læst i november, frem. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I november fik jeg læst 2 bøger tilsendt af søde forlag og forfattere. 
Bøgerne er:

Katja Brandis: Hævnens dag (Woodwalkers 6)
Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co. 
Serien er slut. 

Pernille Neergård: Opvågningen (Verdensherrerne 1)
Anmeldereksemplar fra forfatteren.
Serien er påbegyndt. 

Fra min A-Z TBR fik jeg læst 2 bøger, nemlig:

Boris Hansen: Vejen til Panteon (Panteon-sagaen 1)
Serien er påbegyndt. 

William Goldman: The Princess Bride

Og så fik jeg læst en enkelt julebog fra reolen, som ikke var så julet endda.
Bogen er:

Fredrik Backman: Dit livs handel

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 15 tegneserier.
De er:

Mort Walker: Basserne 1984

Jerry Scott og Jim Borgman:
Verdens længste teenager (Zits 1)
Zombie-forældre (Zits 2)
Nu laver du det ansigt igen (Zits 3)
Kør! (Zits 4)
Fanget! (Zits 5)
Zits - og mobiler (Zits 100% 7)
Musik og meget andet (Zits 100% 8)
Filip og mor (Zits 100% 9)
Filip og Sara (Zits 100% 10)
Filip og Pierce (Zits 100% 11)
Zits 100% 12
Zits 100% 13

Julio Ribera:
Dracurella (Dracurella 1)
Dracurella's baby (Dracurella 2)

I alt fik jeg læst 5 bøger og 15 tegneserier. Af dem var 2 anmeldereksemplarer og 2 fra min A-Z TBR. 1 var på engelsk. Jeg fik afsluttet en serie, og påbegyndt 2. 
I december skal jeg have færdiglæst min A-Z TBR, og så håber jeg at nå i mål med mit Goodreads-læsemål. Derudover kommer en stor del af måneden til at gå med mit readathon, All Dragons Readathon, som løber i hele december, og hvor jeg håber i år at nå i mål med hele min TBR. Og så har jeg et par anmeldereksemplarer og nogle julebøger, jeg også gerne vil have læst, inden året er slut. Heldigvis har jeg en uges juleferie til at hjælpe mig med at nå i mål, men om det lykkes, vil vise sig. 

Fik I læst nogle gode bøger i november? Og deltager I i All Dragons Readathon?  

Opvågningen

Opvågningen er 1. bind af fantasyserien Verdensherrerne, skrevet af Pernille Neergård. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Efter en konfrontation med hendes mobbere, vågner Annas Evne på voldsom vis, og hendes værger ser ikke anden udvej, end at sende hende til Elamenta, for at lære at beherske den. Men Elamenta er en helt anden verden, end Anna er vant til, og ikke alle er lige begejstrede for hendes tilstedeværelse. 
Mens Anna lærer sin nye verden at kende, og langsomt begynder at forstå sin Evne, bliver hun også blandet ind i en krig, som har hærget i århundreder, mellem Elamenta og Skyggefolket. En krig, hvor hendes Evne kan være enten en stor hjælp, eller en fare for både hende selv og hendes folk. 
Og samtidig er en gammel hemmelighed klar til at blive afsløret. En hemmelighed, som kan ødelægge Anna. 

Jeg var ret vild med Opvågningen, og selvom man godt kan mærke, at bogen lægger op til de næste bind i serien, så var universet og personerne fantastiske.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, som var med til at gøre såvel univers som personer levende. En gang imellem blev sproget en smule knudret i forbindelse med forklaringerne af magisystemet, men det gav samtidig universet legitimitet, fordi det føltes som videnskabelige forklaringer af et, for universet, naturligt, om end magisk, fænomen. 
Universet er originalt og gennemført, og ligner ikke noget, jeg før er stødt på. Forfatteren blander elementbaseret magi med nordisk, og andre mytologier, og tilføjer såvel parallelverdener som nye og kendte magiske væsener, og en kostskolesetting, på fantastisk vis. Der er kælet for detaljerne, og såvel magisystem som flora og fauna fremstår logisk og forståeligt. Som læser lærer man universet at kende gennem Anna og undervisningen, og selvom der til tider er temmelig mange informationer at holde styr på, så fungerer det virkelig godt. 
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Og så slutter den med noget af en cliffhanger, som gør mig taknemmelig over at jeg har næste bog i serien liggende klar. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, forræderi, hemmeligheder, krig, venskab, kærlighed, dysfunktionelle familier, nordisk mytologi og drager, tilsat kostskoleliv og søgen efter identitet. Selvom historien er helt sin egen, så mindede den mig en smule om Løvindens sang af Tamora Pierce, og eftersom det er en af mine yndlingsserier, skal det ses som en kæmpe ros til forfatteren. Bogen var spændende, men man kunne samtidig også mærke, at den lægger op til de næste bind i serien, da der var rigtig meget worldbuilding, som skulle på plads, og man ikke rigtig hørte så meget om hovedkonflikten undervejs. Jeg er dog sikker på, at det kommer i de næste bind. 
Personerne er levende og nuancerede, og især Anna og Alex, som er de to hovedsynsvinkler, kom jeg til at holde rigtig meget af. Anna er en skøn hovedperson. Hun er modig, intelligent, og temperamentsfuld, og ikke bange for at sige fra - også når hun helst skulle holde mund. Men hun gemmer også på en sårbar side, og har ikke helt let ved at falde til i den fremmede verden, hun pludselig befinder sig i. At hun også får følelser for skolens playboy, som tilsyneladende ikke kan fordrage hende, gør kun hendes følelsesliv mere kompliceret. Alex er modig, stædig og kan i den grad bære nag. At han samtidig lever et dobbeltliv som kronprins og almindelig skoleelev får indimellem hans temperament til at løbe af med ham, og det gør det ikke lettere, at han får følelser for Anna, hvis familie han i den grad bærer nag til - og med god grund. Kemien mellem Anna og Alex fungerer rigtig godt, og det slår indimellem gnister. når de to støder sammen, hvilket jeg var ret vild med. Bipersonerne er lige så levende som Anna og Alex, og især Ramon, Alex' fætter, kom jeg hurtigt til at holde af. I det hele taget var jeg vild med Alex' vennegruppe, og den kemi og ping-pong de havde med hinanden. Og selvom deres indbyrdes sprog indimellem blev lidt vel teenagedreng for mig, så var de samtidig velkommende over for Anna, og hinanden dybt loyale. Men også den gådefulde Seer, som overtager Annas oplæring, og Alex' livvagt Evan var fascinerende. Til gengæld brød jeg mig virkelig ikke om Nora, Annas faster, som, udover at være utroligt streng og næsten følelseskold over for Anna i hendes opvækst, også forbereder hende enormt dårligt på de udfordringer, hun kommer til at stå over for i Elamenta, fordi Anna er den, hun er. Selvom jeg til dels kunne forstå hvorfor Nora var, som hun var, så kunne jeg ikke tilgive hende, og det gjorde det svært at holde af hende. 
Alt i alt var Opvågningen en virkelig god start på en serie, som jeg i den grad glæder mig til at fortsætte med. Er man vild med magiskoler, nordisk mytologi og imponerende worldbuilding, så kan bogen kun anbefales, men sørg for at have næste bind klar, for med den cliffhanger, den slutter med, har man ikke lyst til at vente alt for længe med at læse videre. 

Se også forfatterens hjemmeside.