tirsdag den 30. april 2019

Skygger i skumringen

Skygger i skumringen - 8 gys, der fucker med din hjerne er en gysernovellesamling skrevet af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet

Jeg var ret vild med forfatternes første fælles gysernovellesamling Sprækker i virkeligheden, så da forlaget spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde deres nyeste novellesamling, sagde jeg ja tak. Og heldigvis for det, for bogen var lige så god som forgængeren.
Sproget er endnu en gang letlæst og flydende, og selvom lixtallet er lavt (bogen er lix 22), så er det ikke noget, novellernes indhold eller flow bærer præg af. Forfatterne formår, på trods af, at de er skiftedes til at skrive novellerne, at holde den samme sprogtone hele vejen igennem, og de er begge utroligt gode til at skabe uhyggelige stemninger med få ord. Som i deres første novellesamling tager alle historierne udgangspunkt i realismen. Nogle af novellerne nøjes med et anstrøg af noget uforklarligt eller overnaturligt, så læseren, ligesom hovedpersonerne, kan blive helt i tvivl om, hvad der egentlig sker. Og andre tager en klar overnaturlig retning undervejs. Uanset om gysene tager den ene eller den anden retning, så fungerer de rigtig godt, og jeg må sige, at undertitlen er velvalgt. Flere af novellerne blev virkelig creepy undervejs, og usikkerheden over, hvad der egentlig sker, gør novellerne psykologisk interessante, med en underliggende tone af noget uforklarligt og fremmedartet.
Novellerne handler om alt fra mobning, sex, besættelse, hævn og angst, til selvmord, forelskelse, venskab og perfektionisme. Det er unge, der er i centrum i novellerne, og historierne tager udgangspunkt i de unges liv, usikkerhed og udfordringer. Alle hovedpersonerne kæmper med ensomhed, og står på en eller anden måde udenfor fællesskabet. Og det hvad enten det skyldes sorg, mobning eller den svære overgang fra barn til voksen.
Da noveller, i sagens natur, er ret korte, er det svært at lave et handlingsreferat af dem, uden at spoile handlingen for meget. Og det gælder i særlig grad for gysernoveller, hvor twistet ofte er det, der tilfører gyset. Jeg har dog valgt to af novellerne ud, som også var dem jeg bedst kunne lide, som jeg vil fortælle lidt mere om. Og så håber jeg, at jeg kan gøre det, uden at spoile dem for meget.
Besat er skrevet af Caroline Ørsum, og i novellen følger vi de fire venner Molly, Ellen, Jon og Oscar, da de tager på en weekendtur til Oscars bedsteforældres sommerhus. Det, der skulle have været en hyggelig vennetur, tager dog en uventet drejning, da Molly slår op med Jon. Ellen er historiens jeg-fortæller, og jeg kunne i den grad leve mig ind i hendes følelser undervejs. Molly og Jons forhold er i forvejen en smule akavet for hende, da hun er værelseskammerat med Molly og Jon er hendes stedbror, så da de slår op, må hun forsøge at finde en balancegang mellem broren og veninden. Og det gør det ikke lettere, at hun selv er forelsket i Oscar. Selvom novellen i høj grad foregår i et realistisk miljø, så dukker der alligevel elementer op undervejs som gør, at man som læser bliver i tvivl om, hvad der er foregår. Det giver novellen et psykologisk twist, og skruer op for creep-faktoren, at man ikke er helt sikker på, hvad der egentlig sker, og slutningen sætter i den grad tankerne i gang.
Husker du er skrevet af Camilla Wandahl, og handler om hovedpersonen Isak, som er kæreste med Liv. De skal til kunstudstilling hos Livs kusine Lea, som Isak også er gode venner med. Men hvad er det, der sker med hendes ar? Novellen foregår i et realistisk miljø, men samtidig er der noget, der skurrer. Forfatteren formår at indflette en undertone af, at der er et eller andet, der er helt forkert, uden på noget tidspunkt at spoile slutningen. Og det var først bagefter, at jeg kunne se de brødkrummer, som var drysset ud undervejs i novellen. Det er virkelig godt håndværk, og igen er det det psykologiske spil med læseren, som er med til at skabe uhyggen.
Skygger i skumringen er en virkelig god gysernovellesamling som tager udgangspunkt i problemstillinger, som de unge vil kunne nikke genkendende til, og bogen vil derfor være oplagt at bruge i undervisningssammenhæng. Historierne bevæger sig på kanten af virkeligheden, og får både hovedpersoner og læser til at stille spørgsmålstegn ved, hvad der er virkeligt. For er det hele fri fantasi, eller ligger der en anden, og mere overnaturlig, forklaring bag fænomenerne? Selvom historierne er letlæste, så er creep-faktoren i top, og pludselige lyde, mørke hjørner og ringende telefoner vil få det til at løbe læseren koldt ned ad ryggen både under og efter læsning. Trods kuldegysninger får bogen mine varmeste anbefalinger. Læs den - hvis du tør.

lørdag den 27. april 2019

TomeTopple #4 - status

TomeTopple er slut for denne gang, og selvom jeg ikke helt nåede i mål med min meget ambitiøse TBR, så er jeg rigtig godt tilfreds. Jeg fik nemlig læst hele 9 bøger i løbet af de to uger, readathonet varede, plus det løse. Og med det løse mener jeg, at jeg også fik læst en del bøger på under 500 sider, selvom det ikke lige var meningen. De tæller dog ikke med i optællingen her.

Ialt havde jeg 11 bøger på min TBR.
Bøgerne var:

Rick Riordan:
The Lost Hero (Heroes of Olympus 1) 551 sider.
The Son of Neptune (Heroes of Olympus 2) 521 sider.
The Mark of Athena (Heroes of Olympus 3) 584 sider.
The House of Hades (Heroes of Olympus 4) 597 sider.
The Blood of Olympus (Heroes of Olympus 5) 514 sider. 

Amie Kaufman og Jay Kristoff:
Illuminae (The Illuminae Files 1) 599 sider.
Gemina (The Illuminae Files 2) 659 sider.
Obsidio (The Illuminae Files 3) 615 sider.

Jacob Hedegaard Pedersen: Krigsmager (Krigen 1) Anmeldereksemplar fra DreamLitt. 620 sider.

Peter V. Brett:
Den tatoverede mand (Demon Cycle 1) Jeg har allerede læst de første 54 sider, så det er kun 636 sider, af 690, der tæller med.
Ørkenspyddet - del 1 (Demon Cycle 2,1) Anmeldereksemplar fra DreamLitt. 551 sider.

Heraf fik jeg læst 9 bøger, nemlig:

Amie Kaufman og Jay Kristoff:
Illuminae (The Illuminae Files 1) (Genlæsning) 599 sider.
Gemina (The Illuminae Files 2) 659 sider.
Obsidio (The Illuminae Files 3) 615 sider. 


Jacob Hedegaard Pedersen: Krigsmager (Krigen 1) Anmeldereksemplar fra DreamLitt. 620 sider.

Som nævnt i mit første TomeToppleindlæg (som kan læses her) var der 5 udfordringer, man kunne deltage i. Udfordringerne var:

1. Læs en voksenbog
2. Læs den tykke bog (over 500 sider) som har stået ulæst længst tid/har været længst tid på din TBR
3. Læs en tyk bog i en genre, du normalt ikke læser
4. Læs en bog, som er del af en serie
5. Læs mere end en bog

Af disse fik jeg gennemført 3 udfordringer, nemlig 1 (Krigsmager af Jacob Hedegaard Pedersen), 4 (samtlige bøger) og 5 (hvilket giver sig selv). 

Ialt fik jeg læst 5260 sider til denne runde af TomeTopple, hvilket jeg er rigtig godt tilfreds med. Jeg glæder mig allerede til næste runde, da TomeTopple altid giver mig en ekstra motivation til at kaste mig over nogle af de tykkere bøger i min reol. 

Var der nogle af jer, der var med? Og hvordan gik det for jer? 

fredag den 26. april 2019

The Burning Maze

The Burning Maze er 3. bind af fantasyserien The Trials of Apollo, skrevet af Rick Riordan.

Efter at have befriet to orakler, og mødt to af triumviratets tre kejsere, er Apollo på vej mod vest, hvor endnu et orakel venter på at blive befriet.
Meg og Apollo er nødt til at tage vejen igennem Labyrinten, hvis de skal nå frem til vestkysten, og det fangne orakel, i tide. Til at guide dem, hidkalder Meg satyren Grover, som har tidligere kendskab til Labyrinten. Men Labyrinten opfører sig mærkeligt, og er mere dødsensfarlig end nogensinde før. Og det er ikke kun under jorden, at Labyrintens nye farer truer.
Skal Apollo slå kejseren og redde oraklet, får han brug for hjælp. For Caligula er den farligste og mest brutale af de tre kejsere, og han har store planer.

Hold da op, hvor var den her bog bare god. Og sikke en slutning!
Sproget er letlæst og flydende, med masser af humor, litterære og popkulturelle referencer (blandt andet en Tolkien-reference!) og skønne, malende beskrivelser. Tonen i bogen er overraskende mørk, i forhold til de tidligere bind i serien, men stadig præget af Riordans velkendte humor.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og en slutning, som gør det næsten umuligt at vente, til næste bind udkommer til efteråret. Historien er spændende, og fyldt med action, hævn, intriger, venskab, guder, magi, profetier, opblæste egoer, liv, død og - naturbevaring?
Personerne er levende og menneskelige, og det er skønt at følge Apollos fortsatte udvikling. For selvom han stadig synes Zeus overreagerede med hensyn til straffen, så begynder han også langsomt at sympatisere med halvgudernes skæbne, og føle med menneskene. Han har stadig episoder hvor han lider af guddommeligt ego og selvmedlidenhed, men også episoder med opførsel grænsende til det heroiske, mod og styrke, samt et gryende venskab med Meg, trods hendes lukkethed. Meg må konfrontere en del af sin fortid i dette bind, og det er bestemt ikke nemt for hende. Hun er stadig præget af sin opvækst hos Nero, og den hjernevask han har udsat hende for, men begynder i stigende grad at tage sine egne valg, og finde sin egen form for retfærdighed. Derudover byder bogen på flere gensyn med personer fra andre af Riordans bøger, samt et møde med den skræmmende og amoralske kejser Caligula, som er både den mest vanvittige og brutale af de tre kejsere i triumviratet.
Kan man lide Riordans skrivestil og univers, og har man elsket de forrige bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet. Jeg kan i hvert fald kun anbefale bogen, selvom slutningen var hård.

Se også forfatterens hjemmeside.

torsdag den 25. april 2019

The Dark Prophecy

The Dark Prophecy er 2. bind af fantasyserien The Trials of Apollo, skrevet af Rick Riordan.

Apollo er blevet sendt på en mission, som måske kan give ham hans gudestatus tilbage. Han skal finde og redde et orakel, og på den måde få profetierne tilbage på sporet igen. Og så håber han at finde sin "herre", halvguden Meg, som er vendt tilbage til sin stedfar, kejser Nero.
Missionen sender ham til Indiana sammen med Leo og Calypso, hvor de kommer på sporet af endnu en af de tilbagevendte kejsere. En kejser, som Apollo har en fortid med, og som bestemt ikke har gode minder om guden.
Apollos prøvelser er først begyndt.

Jeg var vild med første bind i serien, men den her bog manglede et eller andet, som jeg ikke helt kan sige hvad var. Muligvis en god dosis Percy, og muligvis noget andet.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med humor, og levende og grinagtige beskrivelser.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists. Historien er spændende, og fyldt med action, forræderi, hævn, magi, guder, mytiske skabninger, kejsere, profetier, og - strudse? De gamle romerske og græske myter tages under kærlig behandling, og i dette bind er det især Apollos fortid og gerninger som gud, der tages under kærlig behandling. For slet ikke at tale om hans faderevner...
Jeg er stadig vild med universet, og den måde det konstant vokser på. Måske gemmer denne bog endda på et easter egg for en fremtidig serie? Det håber jeg i hvert fald, for det kunne være ret interessant - uden at spoile for meget.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom Apollo er både egoistisk, selvglad og opblæst, så viser han sig alligevel at have et hjerte, ligesom han periodisk udviser tegn på personlig udvikling. Han kan være lidt for meget til tider, men jeg må indrømme, at jeg godt kan lide ham som både hovedperson og -fortæller. Og jeg er ret vild med de haikudigte der indleder og opsummerer hvert kapitel. Meg er stædig, modig og en dygtig kriger, men også en helt almindelig pige med traumer, og tillidproblemer, som ikke kan lade være med at udnytte sin magt over Apollo en smule. Og så er der Leo og Calypso, som, selvom de ikke er mine yndlingspersoner, giver en sammenhæng, og et komisk indslag, til de tidligere serier. Af nye personer var jeg især vild med Josephine og Emmie, med deres blanding af gale videnskabskvinder, moderlighed, krigerinder og indbyrdes kærlighed, og ikke mindst den måde, de sætter deres gæster i arbejde på - uden hensyntagen til tidligere guddommelighed. Og så var der kejseren, som var skingrende vanvittig, paranoid, brutal og samtidig uhyggeligt intelligent, hvilket gjorde ham utroligt skræmmende.
Alt i alt en rigtig god bog, som dog desværre ikke helt levede op til sin forgænger i serien. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg skal læse videre i serien, for Riordans univers og personer fascinerer mig stadig, og jeg er simpelthen nødt til at finde ud af, hvad der sker med Apollo fremover. Kunne man lide første bind i serien, er bogen her et must read, og har man læst Riordans andre bøger, kan den her serie bestemt anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

Krigsmager

Krigsmager er 1. bind af fantasytrilogien Krigen, skrevet af Jacob Hedegaard Pedersen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget DreamLitt

Mørkets gudinde Lawilna har, sammen med de andre mørke guder, været forvist fra verdenen siden den store krig mellem guderne. Men onde kræfter forsøger at bringe hende tilbage, samtidig med at der går rygter om krig.
I Moseby forsøger mennesket Asp bare at overleve, og forsørge sin familie. Men hans hang til alkohol og hans konstante gældsætning gør det svært for ham, og alkoholen er ved at ødelægge både ham selv og hans familie. Det eneste job han til sidst kan få, er hos gamravnene, som hverken er velsete eller til at stole på.
Bjergmændene taler om krig, og ønsker at tage deres tabte land tilbage fra menneskene. I et forsøg på at gøre indtryk på den pige, han er forelsket i, tager den unge gedehyrde og ulvetæmmer Kragdish med en gruppe krigere, som er på vej til krigen. Men det viser sig snart, at kamp og krig slet ikke er, som han havde forestillet sig.
Og hos dværgene i bjergene er krigen allerede kommet. Dværgen Wilhelmina må rasende se sin leder overgive magten til bjergmænd og mennesker, og snart er dværgene besat. Wilhelmina nægter dog at overgive sig ligeså let som sine ledere, og begynder i smug at gøre modstand.

Den her bog var følelsesmæssigt hård at komme igennem. Der er ikke meget håb at spore i bogen, og samtidig havde jeg det svært med en del af personerne, hvilket fik dele af bogen til at virke meget lang.
Bogen er første del af en grim dark-trilogi hvor temaet netop er krig, moral og afstumpethed, og det gør den ikke ligefrem letlæst eller hyggelig at komme igennem. Det gør den dog bestemt ikke dårlig, men den konstante brutalitet og afstumpethed som visse af personerne udviser, får næsten læseren til at have det fysisk dårligt under læsningen.
Sproget er flydende og passer i tonen godt til såvel univers som handling. Forfatteren er utroligt god til at skabe livagtige, og til tider direkte kvalmende, beskrivelser af både krigens og helt almindelige personers afstumpede handlinger. Der er en hel del, og for mig lige lovligt mange, grafiske voldtægtsscener, foruden blodige og brutale kampscener, afrevne lemmer, og bræk og lort i lange baner.
Handlingen er godt skruet sammen, omend bogen er noget langsom i tempoet. Bogen er mere et personstudie end handlingsorienteret, og som sådan fungerer den godt, men jeg kunne personligt godt have brugt en smule mere tempo. Men det kan være det kommer i næste bind. Historien er barsk og til tider hjerteskærende, og fyldt med vold, mord, forræderi, voldtægt, alkoholisme, krig, besættelse, oprør, hævn og fornedrelse. Personerne bliver tvunget ud i hårde valg, og må leve med konsekvenserne efterfølgende, hvilket bestemt ikke er nemt.
Universet et interessant, og selvom jeg kendte det i forvejen fra forfatterens tidligere serie, Dværgenes Krønike, så var det et noget andet indblik jeg fik i verdenen i denne bog. Til dels fordi forfatterens tidligere serie var rettet mod børn, men også fordi der i dette bind sættes fokus på bjergmændenes religion og liv. Og selvom der dukker personer fra den tidligere serie op undervejs, så er det i så korte glimt, at det mere føles som et kort deja vu, end som velkendte personer.
Personerne er levende og menneskelige, med egne historier, styrker og svagheder. Synsvinklen skifter i hvert kapitel mellem Asp, Kragdish og Wilhelmina, som både fysisk og racemæssigt befinder sig langt fra hinanden. Af de tre personer kunne jeg bedst lide Wilhelmina. Hun er modig, stærk, stædig, og ønsker at se sit folk frit. Og hun er stærk nok til at gøre noget ved det, i stedet for bare at indordne sig. Kragdish var for mig lige lovligt naiv, og jeg havde svært ved at sætte mig ind i hans tankegang. På trods af alle de modbydeligheder han oplever mændene i krigergruppen udføre, så tror han stadig fuldt og fast på, at han kan vinde hæder i krigen, trods manglende kampevner. Han sætter måske nok grænsen ved selv at voldtage kvinder, men han siger ikke noget, når andre i gruppen gør det, og hans på en gang personlige styrke og manglende mod til at gøre noget, irriterede mig en del. Asp kunne jeg til gengæld ikke fordrage. Hans manglende vilje til at gøre sit eget liv bedre og droppe alkoholen, hans selvmedlidenhed, og den måde han behandler sin familie på, gjorde, at jeg måtte kæmpe med at komme igennem hans del af kapitlerne, og jeg kom på intet tidspunkt til at føle bare en lille smule sympati med ham. At hans del af kapitlerne også for det meste var fyldt med bræk, lort og druk, gjorde ham bare endnu mere frastødende at læse om. Af bipersonerne var det helt klart dværgene, jeg syntes bedst om - det vil sige, dem af dem der ikke var medløbere - mens jeg enten hadede (som i garverens og de fleste af bjergmændenes tilfælde), var ligeglad med, eller foragtede resten. Men mine følelser for bipersonerne til trods, så var de stadig utroligt nuancerede og levende.
Selvom jeg havde et par problemer med dele af bogen, så var den stadig velskrevet og velgennemført. Universet er interessant, og historien er barsk, brutal og hjerteskærende. Forfatteren tegner bestemt ikke et skønbillede af krigens væsen og den indflydelse den har på folks handlinger og valg. Jeg ved ikke, om jeg kan sige, at jeg glæder mig til at læse videre, da jeg er sikker på, at de næste bind bliver lige så følelsesmæssigt hårde at komme igennem, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal læse resten af serien. Kan man lide grim dark fantasy, er Krigsmager bestemt værd at læse, men vær forberedt på, at bogen er følelsesmæssigt hård, og forfatteren er lidt for god til at beskrive krigens brutalitet.

mandag den 22. april 2019

The Blood of Olympus

The Blood of Olympus er 5. og sidste bind af fantasyserien Heroes of Olympus, skrevet af Rick Riordan.

Dødens port er blevet lukket, men det er ikke nok til at standse Gaia. Den 1. august nærmer sig med hastige skridt, og hvis ikke de syv venner kan finde en måde at besejre hende på, vil Gaia vågne og dræbe både guder og mennesker, før hun giver jorden til hendes børn, kæmperne.
Først skal de syv dog nå frem til det sted i Grækenland, hvor Gaia har planer om at vende tilbage. Men der er mange farer på vejen, og Gaia har kun brug for to af dem i live.
Imens forsøger Nico, Reyna og træner Hedge at bringe Athenas statue tilbage til Camp Half-Blood, før romerne angriber, og muligheden for fred mellem romerske og græske halvguder, og heling af gudernes romerske og græske aspekter, er tabt. Men Nicos kræfter har en pris, og der er masser af fjender, som ønsker at standse dem, før de når frem.

Hold da op for en afslutning. Der er fart over feltet fra start til slut, og bogen var næsten umulig at lægge fra mig.
Sproget er, ligesom i resten af serien, letlæst og flydende, og fyldt med humor, levende beskrivelser og rappe dialoger.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, og et par easter eggs til senere serier undervejs. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, guder, monstre, krig, forræderi, venskab, kærlighed, mod, håb, og kampen for overlevelse. Og masser af både romersk og græsk mytologi. Jeg er vild med den måde, Riordan fortolker de gamle myter på, og ikke mindst det univers han har skabt. Og slutningen var helt perfekt.
Personerne er levende og menneskelige, med både styrker og svagheder. Riordan forstår, at helte ikke er overmennesker, og at de godt kan tabe, føle frygt og have svagheder, og alligevel kæmpe videre, for det de tror på. Efter at have fulgt personerne igennem længere tid, føler jeg også, at jeg virkelig har lært at kende og elske dem. I denne bog får både Reyna og Nico lov til at fortælle dele af historien, og især Nicos synspunkt var forfriskende, da han er en af mine yndlingspersoner. Og nu fik vi endelig lov til at komme ind i hovedet på ham. Nico udvikler sig en del i løbet af denne serie, og lærer en hel del om sig selv i løbet af denne bog, hvilket er ret fedt at følge. Samtidig lærte jeg også Reyna bedre at kende, hvilket gjorde, at jeg kom til at synes bedre om hende. Og så er der Leo, hvis hjertesorger udvikler ham, og får ham til at vokse. Selvom han stadig føler sig udenfor mellem de tre par ombord på Argo II, så forstår han følelserne bedre, og bliver mere alvorlig, uden dog at miste sin humoristiske sans fuldstændig. Og det klæder ham altså.
En fantastisk afslutning på en serie, som jeg måske ikke var helt solgt på i starten, men som omvendte mig undervejs, og som jeg endte med at elske. Har man læst de første bind i serien, vil man absolut ikke blive skuffet over slutningen. Er man vild med græsk eller romersk mytologi, elskede man Percy Jackson-serien, og synes man, ligesom jeg, at Riordans humor er fantastisk, vil man også elske den her serie. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 21. april 2019

The House of Hades

The House of Hades er 4. bind af fantasyserien Heroes of Olympus, skrevet af Rick Riordan.

Det er lykkedes for de syv venner at redde Nico og genfinde Athenas statue. Men kampen mod Arachne endte med, at Percy og Annabeth blev kastet ned i Tartarus, og de to må nu forsøge at overleve det farligste sted i hele Underverdenen. Eneste vej ud, er dødens port, som bevogtes af Gaias styrker. Kun ved at lukke porten på begge sider, kan Gaias styrker stoppes, og døde monstre forblive døde. Men først skal Annabeth og Percy krydse et Tartarus fyldt med fjender, som hellere end gerne vil se dem døde.
Ombord på Argo II er resten af gruppen, samt Nico og træner Hedge, på vej til House of Hades, hvor den anden halvdel af dødens port befinder sig. De håber at nå frem, så de kan møde Annabeth og Percy der, og endelig få lukket portene. Men vejen er lang og farefuld, og Gaias styrker er overalt.
Og imens nærmer de romerske halvguder sig Camp Half-Blood. Krig synes uundgåelig.

Hold da op, hvor var den her bog bare fantastisk. Masser af action, og spænding hele vejen igennem.
Sproget er letlæst og flydende, og, trods den alvorlige handling, fyldt med humor. Beskrivelserne er livagtige, og især Tartarus var indimellem lidt for realistisk beskrevet.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists undervejs, som gør det svært at forudse, hvad der vil ske. Historien er spændende fra start til slut, og fyldt med action, magi, monstre, guder, krig, kærlighed, venskab, forræderi og profetier.
Personerne er levende og menneskelige, og igen skiftes de syv hovedpersoner til at fortælle historien. Især Frank udvikler sig en hel del igennem denne bog, og det var spændende at følge hans voksende selvtillid og styrke. Og så har jeg et blødt punkt for Nico, som godt nok er tvær, standoffish, og kold, men også ensom, og med en hemmelighed, som er ved at æde ham op. Men han er også loyal over for dem han holder af, og så har han nogle ret seriøse halvgudeevner. Af andre bipersoner fra jeg især vild med Bob (som jeg ikke kan sige mere om, uden at spoile et af de store twists), Small Bob, og træner Hedge, en satyr med seriøse impulsproblemer og et stort ego, men med hjertet på rette sted.
Kan man lide serien, vil man bestemt ikke blive skuffet over dette bind, og jeg kan næsten ikke vente med at kaste mig over sidste bind.

Se også forfatterens hjemmeside.

lørdag den 20. april 2019

Påskekonkurrence

Konkurrencen er slut!


Konkurrencetid!
Det fine påskevejr skal fejres, og jeg sætter derfor en af mine yndlingsbøger på højkant, sammen med lidt påskeguf, til en heldig vinder. 
Howl's Moving Castle af Diana Wynne Jones er en bog, jeg har genlæst igen og igen, og jeg elsker dens humor, varme og magiske stemning. 
For at deltage i konkurrencen skal du skrive en kommentar med en bog, som du har genlæst om og om igen. Husk at skrive din e-mailadresse, så jeg kan kontakte dig, hvis det er dig, der vinder. Du skal have en dansk adresse for at deltage. 
Vinderen findes ved lodtrækning tirsdag 23. april.

Så er vinderen fundet ved hjælp af en Random Number Generator, og vinderen blev: Malene Erika. Vinderen har fået direkte besked.
Tak til alle deltagerne. 

The Mark of Athena

The Mark of Athena er 3. bind af fantasyserien Heroes of Olympus, skrevet af Rick Riordan.

Annabeth har endelig fundet Percy, og der er håb om fred mellem de romerske og græske halvguder. Desværre lykkes det Gaia at forpurre fredsslutningen, og Percy, Annabeth, Piper, Jason, Leo, Hazel og Frank må flygte fra Camp Jupiter ombord på Argo II.
Men selvom freden nu synes fjernere end nogensinde før, er de syv nødt til at fortsætte deres mission, og stoppe Gaia. Først er de dog nødt til at finde, og redde, Nico, som er den eneste, der måske ved, hvor dødens porte befinder sig. Det eneste, de ved, er, at Nico befinder sig i Rom, i den gamle verden, og det er ikke gode nyheder. For den gamle verden er mere farlig for halvguder, end noget andet sted, og gudernes fortsatte skizofrene skiften mellem deres græske og romerske aspekter lover ikke godt for hjælpen fra den kant.
Og Annabeth har også sin egen mission: At følge Athenas mærke til den genstand, som romerne stjal, og som er grunden til hadet mellem græske og romerske halvguder. Kun ved at finde genstanden kan der blive fred mellem grækere og romere, så Gaia kan blive besejret. Men vejen er lang og farefuld, og Gaias hjælpere vil gøre alt for at forhindre, at de når frem.

Denne bog er uden tvivl den bedste i serien indtil nu. Der er fart over feltet fra starten, og bogen slutter med den ondeste cliffhanger.
Sproget er letlæst og flydende, og Riordan har endelig fundet balancen mellem humor, fare og kærlighed igen. Beskrivelserne er livagtige, og sammenligningerne er til tider utroligt morsomme.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, magi, kamp, jalousi, kærlighed, venskab, fordomme, guder, kæmper, profetier, liv og død. Både de romerske og græske myter tages i brug, og kulturforskellene og fordommene mellem de to træder godt frem.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg føler efterhånden, at jeg kender de syv rigtig godt. Ikke mindst, fordi de skiftes til fortælle historien, hvilket engang imellem også betyder, at personerne forbliver i farefulde situationer, mens en anden person fortæller. Selvom de syv hovedpersoner er forbundet af et fælles formål, og en fælles mission, så er der stadig en vis mistro mellem de græske og romerske halvguder, og både hemmeligheder og jalousi risikerer at splitte gruppen ad, før de år gennemført deres mission. Percy og Jason kæmper, som de to stærkeste halvguder ombord, og naturlige ledere, med at lære at samarbejde, mens Hazel, Leo og Franks indbyrdes forhold forplumres af jalousi og deja vu. Og alligevel fungerer gruppen rigtig godt sammen, deres indbyrdes forskelle og sammenstød til trods. Af bipersonerne var jeg især vild med satyren træner Hedge, og hans krigeriske natur, som ikke altid har den bedste situationsfornemmelse, eller selvindsigt, men som alligevel har hjertet på rette sted - trods forkærligheden for skydevåben.
Jeg elskede den her bog, og kan næsten ikke vente med at læse næste bind i serien. Kunne man lide de første bind i serien, kan man godt glæde sig til denne bog, og jeg kan kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 19. april 2019

The Son of Neptune

The Son of Neptune er 2. bind af fantasyserien Heroes of Olympus, skrevet af Rick Riordan.

Percy har mistet sin hukommelse, men ved, at han er en halvgud, og på vej til et sted, hvor han kan være i sikkerhed. Hvis ellers han kan holde sig i live, og slippe væk fra de to gorgoner, der nægter at dø.
Mod alle odds lykkes det ham at nå frem til lejren Rom, hjemsted for de romerske halvguder. Han når dog ikke at være der ret længe, før krigsguden Mars dukker op, og sender ham afsted på en quest sammen med Mars' søn Frank og Plutos' datter Hazel, som begge gemmer på farlige hemmeligheder.
Deres opgave: Find det sted, hvor kæmpen Alyconeus holder dødsguden Thanatos lænket, og befri ham, så monstre og fjender igen kan dø. Og bring den gyldne ørn tilbage til Rom.
Rejsen bringer dem til Alaska, et sted, hvor guderne ikke kan hjælpe dem, og tæt på Gaias indflydelse. Lykkes deres mission ikke, vil Rom blive angrebet af Gaias tropper, og lejren udslettet.

Jeg var lidt skuffet over første bind i serien, men den her bog ændrede heldigvis mit første indtryk af serien.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom tonen stadig er mørkere end i Percy Jackson-serien, så er der noget mere humor i denne bog, og flere af Percys skønne sammenligninger.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og selvom jeg godt kunne ønske mig lidt færre flashbacks, så forstår jeg, hvorfor de er med. Historien er spændende, og fyldt med action, kærlighed, guder, venskab, intriger, forræderi, død, profetier og helte. Denne gang er det den romerske mytologi, Riordan tager under kærlig behandling, ligesom der kommer en del baggrundshistorie på det gamle Roms politiske system og kultur. Og det fungerer rigtig godt.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg var glad for gensynet med min yndlingsperson Percy, og, ikke mindst, hans humoristiske syn på de livsfarlige situationer han konstant havner i. Percy er modig, stærk, loyal og tænker hurtigt i kampsituationer, og så har han er stort hjerte. De to nye hovedpersoner Frank og Hazel skiftes sammen med Percy til at fortælle historien, og det fungerer rigtig godt. Frank er klodset og usikker, men også modig, loyal og god til taktik. Han har endnu ikke fundet sin halvgudekraft, og har slet ikke lyst til at være søn af Mars. Og det hjælper ikke, at hans familie gemmer på flere hemmeligheder. Hazel er datter af Pluto, og hader sin evne til at frembringe forbandet guld og andre kostbarheder. Hun er loyal og modig, men gemmer også på en farlig hemmelighed, som kan ændre alt. Venskabet mellem de tre fungerer rigtig godt, fordi de supplerer hinanden helt fantastisk. Af bipersonerne var jeg især glad for gensynet med Nico, og så var det sjovt at møde nogle af guderne som deres romerske aspekter.
Alt i alt en rigtig god fortsættelse, som løftede serien op på det niveau, jeg er vant til i Riordans bøger. Kan man lide mytologiske fortællinger med masser af action og humor, og elsker man Percy Jacksons univers, så kan den her bog klart anbefales. Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

torsdag den 18. april 2019

The Lost Hero

The Lost Hero er 1. bind af fantasyserien Heroes of Olympus, skrevet af Rick Riordan.

Jason husker intet, fra før han vågnede op i en skolebus. Hverken sine forældre, sine klassekammerater, sin bedste ven Leo eller hans kæreste Piper. Det eneste, han ved, er, at der er noget, der er helt galt. Og det viser sig snart, at han har ret, for der går ikke længe, før han og hans venner bliver angrebet af et monster.
Og som om det ikke var mærkeligt nok, bliver de reddet af to unge i en stridsvogn med flyvende heste foran.
Stridsvognen fører dem til Camp Half-Blood, hvor Jason, Leo og Piper finder ud af, at de alle tre er halvguder. Jason føler dog stadig, at der er noget galt, og at han er anderledes, end de andre halvguder. For hvorfor føler han sig mere hjemme, ved at præsentere sig som søn af Jupiter, end søn af Zeus? Og hvornår lærte han lige at tale flydende latin?
Han får dog ikke lang tid til at spekulere over sin glemte fortid, for Hera, gudernes dronning, er blevet kidnappet, og det er op til Jason, Leo og Piper at befri hende, før guderne begynder at bekrige hinanden. Men hvem kan kidnappe en gudinde? Og hvad er det, guderne skjuler?

Jeg har elsket alle de af Riordans bøger, jeg har læst, men desværre skuffede den her mig en smule. Ikke fordi den er dårlig, men for mig levede den bare ikke op til hans andre bøger.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser og en god portion humor, men alligevel virkede bogen mørkere, eller måske snarere mere alvorlig, end forfatterens andre bøger, og jeg følte ikke, at der var helt så meget humor, som er noget af det, jeg holder mest af ved hans bøger, i den her.
Universet udvider sig med hver eneste bog fra Riordans hånd, og jeg er ret vild med idéen om de lettere skizofrene guder, ligesom jeg elsker de nye monstre og mytologiske personer, som dukker op undervejs. Riordan formår som ingen anden at gøre de gamle historier levende og nutidige, og jeg elsker det univers, han har skabt.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, som, selvom jeg gættede et par af dem, formår at gøre historien spændende og svær at slippe. Historien er fyldt med action, guder, magi, forræderi, kamp, monstre, familie, profetier og hemmeligheder, tilført et godt drys heltehistorier og personlige tragedier.
Personerne er levende og menneskelige, men desværre knyttede jeg mig aldrig rigtigt til de tre hovedpersoner, Jason, Leo og Piper, og det til trods for, at synsvinklen skifter mellem de tre. Jason er modig, forvirret, men alligevel målrettet. Hans manglende hukommelse gør det svært for ham at vide, dels hvem han selv er, og dels hvad hans opgave er, og samtidig gør den også, at han i stor grad må lytte til sine instinkter, for at finde ud af, hvem han kan stole på. Leo er lidt af et mekanisk geni, hurtig til at blive forelsket, og altid klar med en humoristisk bemærkning. Han føler sig til tider lidt i skyggen af Jason, men er loyal, når det gælder. Piper er datter af en berømt filmstjerne, og føler sig ofte ensom. I forsøget på at få sin fars opmærksomhed er hun blevet lidt af en kleptoman, og hun har en forunderlig evne til at overtale folk til at give hende ting. Piper er forelsket i Jason, og hans manglende hukommelse er tæt på at knuse hendes hjerte. Venskabet og relationerne mellem de tre hovedpersoner fungerer rigtig godt, men selvom jeg lærte en del om deres fortid, så faldt jeg ikke for dem på samme måde, som jeg har gjort det for Riordans andre personer. Jeg savnede også Percy, og selvom bogen bød på gensyn med Annabeth og flere af de andre halvguder, så var det ikke helt nok for mig. Og det selvom bipersonerne er levende og nuancerede.
Selvom bogen var god, så levede den for mig ikke op til Riordans andre bøger, og jeg savnede noget af letheden og humoren fra især Percy Jackson-serien. Og så Percy, selvfølgelig. Han skulle dog vist nok dukke op i næste bind, så vi får se, om det hjælper på mit indtryk af serien. Jeg vil dog stadig anbefale bogen, hvis man er vild med Riordans univers, og har man læst hans andre bøger, er serien  et must.

Se også forfatterens hjemmeside.

onsdag den 17. april 2019

Top 10 Liste: Nordiskinspireret fantasy

I Top 10-Listerne vil jeg give 10 anbefalinger til fantasylæsning, ud fra min egen læsning.
Top 10 Listerne er ikke i prioriteret rækkefølge, hvor det bedste står øverst, men simpelthen 10 fantasyanbefalinger fra mig til jer.
Rigtig god fornøjelse.


10 nordiskinspirerede fantasybøger/serier

Rigtig meget fantasy er inspireret af nordisk mytologi, folketro, sagn og sagnvæsener, og tendensen er kun vokset igennem de sidste år. For mig, der er vokset op med historierne om Tor, Loke og de andre guder, elverfolk og trolde, er det både spændende og velkendt, når jeg støder på fantasy, som læner sig op ad og låner inspiration fra noget, som ligger så dybt i den danske kultur, og herunder opremser jeg de 10 bøger/serier, som har gjort mest indtryk på mig, og hvor den nordiske inspiration er fremtrædende. I de tilfælde, hvor det drejer sig om serier, er reglen, at jeg skal have læst mindst tre bøger i serien, før den kan optræde på listen, ligesom en forfatter kun kan være repræsenteret en gang. Listen er på ingen måde definitiv, og kan sagtens have ændret sig om nogle år, men lige nu er det altså sådan her, den ser ud. Beskrivelsen stammer fra Goodreads, og vil, i de tilfælde, det drejer sig om serier, kun være af første bind. De bøger, der er anmeldt på bloggen, linker til anmeldelsen. 


Siri Pettersen: Ravneringene
Som ung opdager Hirka, at hun er et odinsbarn – en haleløs råddenskab fra en anden verden. Foragtet. Frygtet. Og jaget. Hun aner ikke længere, hvem hun er og er tilmed på flugt for sit liv. Men dette er kun begyndelsen. Hirka er ikke den eneste råddenskab, der er kommet fra en anden verden, men måske den eneste, der ikke er kommet for at dræbe.

Selvom det tog noget tid for mig at komme igennem serien, så var jeg vild med universet og personerne. Inspirationen fra nordisk mytologi er utroligt tydelig, samtidig med at universet formår at være helt sit eget. De nordiske guder nævnes dog en del undervejs, ligesom navnene i især første bind klinger nordisk. Derudover er der, som seriens navn antyder, en del nordiske symboler som f.eks. ravne med, ligesom folket i Ymslanda leder tankerne hen på trolde, med deres haler. 


Malene Sølvsten: Ravnenes hvisken
Ravnenes hvisken 3
17-årige Anne kan se hændelser i fortiden, og en nat genoplever hun et uhyggeligt gammelt mord. En rødhåret pige bliver myrdet og får skåret et runetegn i ryggen. Men kort efter begynder rødhårede piger at blive dræbt på egnen, og tegnet er på dem alle.
Pludselig er den lille by fuld af fremmede. De har mystiske kræfter, og de kredser om Anne, som ikke er vant til at have folk tæt på. Den asatroende Luna, den gudesmukke Mathias og den mystiske Varnar ønsker alle at hjælpe hende. Men er de venner eller fjender? Kan hun stole på sine følelser efter et helt liv alene?
En vil hun forelske sig i.
En vil blive hendes bedste ven.
En vil redde hendes liv.
Og en vil slå hende ihjel.


Malene Sølvstens trilogi blev et landsdækkende fænomen allerede fra udgivelsen af første bog, og som den eneste danske fantasyforfatter har hun formået at blive nomineret til Læsernes Bogpris. Hun har været nomineret til og vundet flere priser for sine bøger, og det er fuldt fortjent, for serien er fantastisk. Serien er tydeligt inspireret af nordisk mytologi og asatro, og både guder, sagnvæsener og sagn spiller en rolle undervejs. Sølvsten formår at blande nordisk mytologi, krimi, magi og realisme sammen på en ret unik og meget spændende måde, og give nyt liv til de gamle historier. 


Lars-Henrik Olsen: Erik Menneskesøn
Erik Menneskesøn
Kampen om sværdet
Kvasers blod
Gudernes skæbne
Gudinden Idun og hendes livsæbler er blevet bortført af jætterne, og guderne er bed at miste deres styrke. Erik bliver fra jorden hentet op til gudernes verden. Sammen med Tors datter Trud må og skal han finde Idun ... og forhindre Ragnarok.

Historien om drengen Erik, som møder de nordiske guder, er en af de helt store klassikere i dansk børnelitteratur, og det er den første bog, jeg kan huske, hvor jeg stødte på den nordiske mytologi i historieform. Første bind fik jeg læst højt i klassen, og siden slugte jeg resten af serien selv. Olsen indfletter både gudesagnene fra den nordiske mytologi og nogle af de danske heltesagn i sin serie, og selvom første bind nok altid vil stå som det bedste for mig, så er serien stadig en af de bedste inden for nordisk inspireret fantasy, og derfor fortjener den en plads på denne liste. 


Rick Riordan: Magnus Chase og de nordiske guder
Magnus Chase har ikke haft det for let. Siden en forfærdelig nat for to år siden, da hans mor sagde, at han skulle løbe for livet, har han levet alene på gaden i Boston på flugt fra politiet og myndighederne. Men også andre er på jagt efter Magnus: Hans onkel Randolph, som hans mor altid har advaret ham imod. Da Magnus falder i onklens baghold, fabler Randolph løs om nordiske guder og et fantastisk sværd, som har været tabt i tusindvis af år, men som retmæssigt tilhører Magnus. Historier om Asgårds guder, ulve og Ragnarok bobler op i Magnus’ hukommelse. Men i samme øjeblik bliver byen angrebet af et ildmonster, som tvinger ham til at vælge mellem at redde sig selv eller hundredevis af uskyldige mennesker.
Nogle gange er døden den bedste start på et nyt liv ...


Det er ingen hemmelighed, at jeg er ret glad for Rick Riordans måde at genfortolke verdens mytologier på, og hans fortolkning af historierne og guderne fra den nordiske mytologi er da også utroligt underholdende. Riordan slipper rigtig godt fra opgaven, og selvom ikke alt klinger lige nordisk, så er der ingen tvivl om, at han har lavet sin research. Og humoren fejler heller ikke noget. Selvom jeg har læst trilogien på engelsk, og anmeldelserne er af de engelske udgaver, så har jeg valgt at bruge de danske titler på denne liste, for helhedsindtrykkets skyld. 


Sigbjørn Mostue: Alfetegnet
I sommerferien tager Espen op til sin morfars gård sammen med sin mor. Men morfar er begyndt at ´vrøvle lidt´, og det er nu Espens onkel, der driver gården. Til morfarens voldsomme protester vil Sven til at fælde Gammelskoven. Efter et lynnedslag finder Espen en meget speciel nøgle i skoven. Nøglen fører Espen til en ny verden: en parallel virkelighed, hvor omgivelserne er de samme, men hvor træer, dyr og fugle kan snakke, og hvor nisser, alfer, turser og genfærd dukker op. Men farer truer. Hvis skoven fældes, vil alferne være forsvarsløse, og selveste Gravbøjgen vil udrydde dem. De har valgt Espen til at kæmpe for sig, men Espen vægrer sig. Han har altid gået uden om problemerne. Men det, de onde magter ikke ved, er, at der også står en pige bag ham: Eva.

Trilogien Alfetegnet er, i modsætning til de forrige serier på listen, ikke direkte inspireret af nordisk mytologi, men i stedet af nordiske sagnvæsener som nisser, genfærd og alfer. Mostue viser, at ikke alle sagnvæsener er lige hyggelige og rare, og formår at gøre mørket i historierne tydeligt for læseren. Serien er letlæst, velskrevet og spændende, og sørgeligt undervurderet herhjemme. 


Helle Ryding: Morganas kilder
Den Sorte Ravns forbandelse
De fire vinde
Regnbuestøv
Hvorfor har Elisa kræfter, hun ikke selv kan styre? Hvordan kan det være, hun altid ved, hvordan alle stjerner og planeter står på himlen? Og hvorfor vokser hendes hår hurtigere end alle andres?
12-årige Elisa er ikke som andre mennesker. Da hun var spæd, efterlod hendes mor hende i en kurv foran herregården Svaneborg. Moderen forsvandt, og det samme gjorde et brev, der fortalte om en frygtelig forbandelse.
Nu dukker det gamle brev pludselig op og forandrer Elisas trygge tilværelse på Svaneborg. Samtidig flytter en mærkelig gæst med en høg ind på herregården, og en nat lokkes Elisa til at ride ud i Ellemosen, hvor mosefolket og svartalfer venter på hende i det bundløse mudder.
Hvad sker der med hende? Hvem er hun egentlig, og hvor kommer hun fra? I sin søgen efter sandheden om sig selv må Elisa helt ud til et sted, hvor regnbuen ender.


Selvom det efterhånden er nogle år siden, jeg læste denne trilogi, så står den stadig for mig som noget helt særligt. I denne serie er det igen de nordiske sagnvæsener, der er i centrum, og undervejs møder Elisa både de gode og de mindre gode af de overnaturlige. I serien møder vi både elvere, alfer og mosefolk, såvel som flere andre kendte skikkelser, og Ryding formår at give såvel væsener som sagn nyt liv. 


Nicole Boyle Rødtnes: Elverskud
Birke og hendes to søstre danser en gang om måneden for byens borgere. Ikke af lyst, men for at overleve. De er af elverblod. De har det fra deres mor, der forelskede sig i et menneske og døde under fødslen. Siden da har deres far gjort alt for at give dem et så almindeligt liv som muligt. Men helt almindelig bliver man aldrig, når man er gennemsigtig i ryggen og med et forkert blik kan drive en fyr til vanvid ...

Nicole Boyle Rødtnes er en af mine absolutte yndlingsforfattere, og hendes fortolkning af elverfolket viser tydeligt dobbeltheden forbundet med disse sagnvæsener. På den ene side gudesmukke piger, på den anden side er de nødt til at suge livskraft gennem dans, for at leve. Det er mørke, tragedie og kærlighed, der driver elverpigerne her, og mødet med menneskene ender sjældent lykkeligt. 


Joanne Harris: Runemærker
Runelight
Maddy lever i en verden, hvor det er en synd at drømme. Hun er mærket af en rune, og har et talent for magi som vækkes af en en-øjet vandringsmand.

Joanne Harris er englænder, og nok mest kendt for sine voksenromaner, men hun har også skrevet en enkelt fantasyserie for børn - med en tilhørende spin of-serie for voksne. Inspirationen fra såvel den nordiske mytologi som de nordiske sagnvæsener er tydelig i serien, hvor der både indgår runer, nisser og nordiske guder undervejs, og man kan tydeligt mærke, at Harris har lavet sin research, før hun skrev bogen. Desværre er det kun første bind, der er blevet oversat til dansk, men det skal bestemt ikke afholde en fra at læse den, for den er rigtig god. 


William King: Dæmondræberen
Hvide Ulv frigør i vikingetiden en ond dæmon fra en klippegrotte. Dæmonen dræber hans bror og han flygter for livet ... Jæger-Rolf redder ham og jagten på dæmonen starter ...

Den eneste selvstændige bog på denne liste tilhører den mørke del af fantasygenren, og William King formår at skabe en ret creepy stemning, som følger læseren igennem hele bogen. De nordiske guder spiller en stor rolle undervejs, ligesom forskellige mørke sagnvæsner dukker op i historien. Bogen er nok ikke så kendt idag, da den har en del år på bagen efterhånden, men kan man lide mørk fantasy, hensat til vikingetiden, er den bestemt værd at læse. 


Åsa Larsson, Ingela Korsell og Henrik Jonsson: PAX
Nøkken
Pestmageren
Hvidslangen
Maren
Draugen
"Tiden pulserer - og mørket vandrer ind."
Der sker mærkelige ting i den lille by Mariefred. Overnaturlige væsner vækkes til live. Brødrene Alrik og Viggo bliver udvalgt til at beskytte det hemmelige bibliotek under kirken. De gamle vogtere mener, at brødrene er for unge – så de arrangerer en højst usædvanlig prøve, hvor Alrik og Viggo skal være både modige og tænke hurtigt, hvis de vil overleve. Og oven i det hele er der krig i skolegården, hvor Simon og hans slæng tror, de skal bestemme det hele...


Sidste serie på listen hører også til i den mørke ende af spektret. Forfatterne og illustratoren inddrager sagnvæsener, monstre og sort magi fra den nordiske sagnverden, og udover at være enormt creepy, formår serien også at være hurtigt læst, spændende og, til tider, ret sjov. Bøgerne er fyldt med illustrationer, som er med til at fortælle historien, og illustrationerne fanger stemningen i bøgerne, og den nordiske sagnverden, perfekt. Her er nordisk mørke for alle pengene, og samtidig lærer læseren flere af de mere obskure og farlige sagnvæsener at kende undervejs. Jeg har desværre ikke fået læst serien færdig endnu, men det skal nok komme, for jeg har været ret vild med serien indtil nu. 
(Og ja, den opmærksomme læser har sikkert opdaget, at der er ti bind i serien, men kun ni bøger på billedet. Det skyldes, at den her liste har været undervejs siden før sidste bind udkom, og jeg orkede ikke at slæbe hele serien med hjem fra biblioteket en gang til, for at fotografere den.)

tirsdag den 16. april 2019

Obsidio

Obsidio er 3. og sidste bind af science fiction-trilogien The Illuminae Files, skrevet af Amie Kaufman og Jay Kristoff.

Rumstationen Heimdall er blevet tilintetgjort, og flygtninge fra både Kerenza, Alexander og Heimdall er nu stuvet sammen i skibet Mao. Deres eneste mulighed er at vende tilbage til Kerenza, og håbe på, at BeiTechs rumport stadig er der.
Men ikke alle ombord er lige begejstrede for idéen om at tage kampen op mod BeiTech, og utilfredsheden og uroen ulmer ombord på skibet.
Imens kæmper de mennesker, der overlevede BeiTechs angreb, med at holde sig i live på Kerenza. De ved, at tiden er ved at rinde ud, for så snart BeiTechs rumport er repareret, vil alle Kerenzas beboere blive dræbt. BeiTech ønsker ingen vidner til de uhyrligheder firmaet har begået, og Kerenzas beboere er en risiko, de ikke kan lade blive tilbage.
Eneste håb for Kerenzas beboere er Mao, men skibet er truet af interne konflikter, og så er der AIDAN...
Det endelige opgør nærmer sig.

Sikke en afslutning. Bogen holdt mig fanget på kanten af stolen i timevis, og jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig.
Jeg er vildt imponeret over den måde forfatterne formår at fortælle en nervepirrende og rystende historie gennem chatsamtaler, papirlapper, retsudskrifter og transkriberede videoer, og den måde rumkampene vises på, er fuldstændig genial, fordi man som læser fornemmer den forvirring og det adrenalinsus soldaterne befinder sig i, gennem grafikken. Samtidig ændrer sprogets stil sig, alt efter hvilket format teksten vises i, hvilket giver personlighed og realisme til såvel personer som historie. Forfatterne har opbygget en stemning af krybende uhygge, desperation og kulde som tydeligt skinner igennem historien, og gør bogen stort set umulig at slippe. Og samtidig indeholder bogen også en god portion humor, trods de temmelig desperate omstændigheder skib, planet og personer befinder sig i.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med gys, action, kærlighed, familie, rumkampe, desperation, hævn, venskab, AIs, hacking, grusomheder, folkemord, forræderi og kampen for overlevelse, og især krigens grusomheder, og overtrædelserne af helt basale menneskerettigheder og krigsregler fremstår tydeligt, og på en så knugende og kvalmende måde, at det ikke kan undgå at gøre ondt på læseren undervejs.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og selvom det er en smule forvirrende, at vi nu er oppe på syv hovedpersoner (Kady og Ezra fra Illuminae, Hanna, Nik og Ella fra Gemina, og nu også Asha og Rhys), så fungerer det, fordi historien på denne måde ses fra flere forskellige vinkler. Asha er stædig, stærk og modig, og kæmper for at overleve under BeiTechs besættelse. Hun ved, at tiden er ved at rinde ud, men kæmper en stædig kamp mod besætterne, samtidig med, at hun holder håbet om overlevelse i live. Hendes fortid har givet hende en del sår, og da hun pludselig bliver konfronteret med Rhys, den kæreste hun troede, hun ikke kunne leve uden, og som fik hende til at ødelægge sig selv, bliver såret revet op igen. Og det gør det bestemt ikke bedre, at han er en af de hadede soldater fra BeiTech. Rhys elsker stadig Asha, men har opgivet drømmen om hende. Hans ankomst til Kerenza åbner hans øjne for BeiTechs opførsel, og, ikke mindst, deres grusomheder og totale mangel på menneskelighed overfor lokalbefolkningen. Han må finde ud af, hvor langt han er indstillet på at gå i pligtens tjeneste - og hvad han kan leve med. Og samtidig kan han ikke lade være med at håbe, at Asha stadig elsker ham. Kady, Ezra, Hanna, Nik og Ella har alle udviklet sig en del undervejs, og selvom Hanna stadig irriterer mig en smule, så kunne jeg bedre lide hende i denne bog, hvor hun ikke virkede helt så forkælet og egoistisk. Men mine yndlingspersoner er stadig Kady og Ezra, tæt fulgt af den sarkastiske Nik. Og AIDAN, ikke at forglemme, som skiftevis er både helt og skurk, lettere psykotisk og realistisk og alligevel, på mystisk vis, svær ikke at holde af.
Er man fan af de første bind i trilogien, vil man bestemt ikke blive skuffet over afslutningen, for hold op, hvor var den bare god. Kan man lide hæsblæsende science fiction med masser af spænding, gys og humor, så kan den her trilogi kun anbefales. Serien er hurtigt læst, men stemningen bliver siddende længe i kroppen, og grafikken er helt fantastisk. Har du ikke læst serien endnu, er det bare med at gå igang.

søndag den 14. april 2019

Gemina

Gemina er 2. bind af science fiction-trilogien The Illuminae Files, skrevet af Amie Kaufman og Jay Kristoff.

På rumstationen Heimdall er man ved at være noget bekymrede. I flere måneder har man intet hørt fra planeten Kerenza og dens illegale mine, og samtidig har stationen stadige problemer med deres ormehulsgenerator og en irriterende popsangsvirus.
Det er dog mindre irritationsmomenter, i forhold til, hvad der er på vej.
For BeiTech-korporationen ved, at de overlevende fra Kerenza er på vej til rumstationen, og de er opsatte på at slette alle spor af deres ulovlige angreb, uanset hvor mange mennesker, de skal slå ihjel.
Da deres oprydningsteam ankommer til rumstationen, er de eneste personer, der har mulighed for at gøre noget, kommandantens forkælede datter Hanna, og hendes pusher Nik, som tilhører en mafiafamilie, og hvis families ulovlige aktiviteter kan både redde - og dræbe - samtlige mennesker ombord på stationen. Hvis ikke BeiTechs oprydningshold gør det først.

Jeg var vild med første bind af trilogien, Illuminae, og kunne næsten ikke vente med at læse videre i serien. Men selvom bind 2 bestemt var fantastisk, så var jeg ikke helt så vild med den her bog, som med etteren.
Ligesom første bind i trilogien leger bogen med formatet, og historien fortælles gennem chatsamtaler, overvågningsrapporter, lydfiler, netsider og dagbogstegninger. Det betyder også, at sproget ændrer sig en del, både i forhold til hvilke personer, der taler, og i forhold til hvilket format den fortælles gennem. Og ligesom i etteren fungerer det overraskende godt, selvom jeg gerne skal indrømme, at dagbogstegningerne ikke sagde mig så meget.
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet overrasker gang på gang. Historien er uhyggeligt spændende, og jeg sad på kanten af stolen under hele læsningen. Alligevel tog det lidt tid for mig at komme ind i historien denne gang, hvilket skyldes, at det tog en del tid for mig at knytte mig til hovedpersonerne, som jeg desværre ikke fik helt det nære forhold til, som jeg havde til Kady, Ezra og, ikke mindst, AIDAN, i forrige bind. Historien er fyldt med action, kærlighed, familie, forræderi, sammensværgelser, mord, narkotika, mafiakriminalitet, hævn og videnskab. Jeg var ikke helt vild med slutningen, som jeg synes blev lidt vel mærkelig, og narkotika-delen af plottet sagde mig heller ikke så meget, men det ændrer ikke noget på, at det var en utroligt god historie, fyldt med nervepirrende spænding, iskolde gys, og kampen for overlevelse.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom det tog lidt tid, før jeg kom til at holde af hovedpersonerne, så fremstod de stadig lyslevende for mig. Hanna var hende jeg havde det sværest med. Selvom hun, heldigvis, udvikler sig undervejs, så starter hun ud med at være en rig, selvcentreret, forkælet, fars pige, som godt nok er god til kampsport, men som går mere op i stoffer og modetøj, og sin perfekte kæreste, end at lave noget fornuftigt. Nik er født ind i en mafiafamilie, og har allerede haft sin første fængselsstraf. Han er loyal over for, og elsker, sin familie, selvom han ikke altid er begejstret for den kriminelle del af arbejdet. Hans flirten med, og forelskelse i, Hanna, virkede noget besynderlig på mig. Nok mest fordi jeg ikke kunne se, hvad der skulle være så interessant ved den populære rige pige. Men Nik har et stort hjerte, trods hans kriminelle tilbøjeligheder, og da han uforvarende bliver en del af BeiTechs oprydningsarbejde, gør han alt, hvad han kan, for at rette op på fejlen. Også bipersonerne var nuancerede og interessante, og jeg kunne især godt lide Niks kusine Ella, som ikke lader sit handicap bremse hendes liv. Og så var jeg ret fascineret af oprydningsteamets leder, som var iskold, beregnende, og fuldstændig ligeglad med menneskeliv. Eller, med andre ord, en komplet psykopat.
Har man læst første bind i serien, så er denne bog absolut et must. Og er man vild med sci-fi, men har endnu ikke læst serien, er det bare med at gå i gang. Man skal bestemt ikke lade sig skræmme af det anderledes format, for når man først er kommet ind i historien - og det går hurtigt - så fungerer det fantastisk. Jeg kan i hvert fald kun anbefale bogen - og serien. Også selvom jeg havde et par kritikpunkter denne gang.

fredag den 12. april 2019

TomeTopple #4

Så er det blevet tid til endnu en omgang TomeTopple. Det er fjerde gang jeg deltager, og ottende gang TomeTopple løber af stablen. Som altid handler det om at læse tykke bøger på mere end 500 sider, og denne gang har jeg udvalgt en større stak af de tykke bøger, jeg har stående på hylderne, end jeg plejer. Denne gang ligger TomeTopple nemlig over påsken, hvor jeg godt nok skal arbejde den første del af ugen, men til gengæld har jeg ferie ugen efter, hvilket gerne skulle give mig en hel del læsetid.

TomeTopple er startet af Sam fra booktube-kanalen Thoughts on Tomes, som, sammen med en række andre booktubere, også er vært for readathonet. I videoen nedenfor, kan I høre mere om, hvad det hele går ud på:

TomeTopple starter lørdag 13. april klokken 00.00 og slutter fredag 26. april klokken 23.59. Som altid er der 5 udfordringer, men der er denne gang blevet skiftet lidt ud i dem, så de denne gang er:

1. Læs en voksenbog
2. Læs den tykke bog (over 500 sider) som har stået ulæst længst tid/har været længst tid på din TBR
3. Læs en tyk bog i en genre, du normalt ikke læser
4. Læs en bog, som er del af en serie
5. Læs mere end en bog

Jeg tager 3 af udfordringerne op, nemlig 1, 4 og 5. Da jeg, som tidligere nævnt, har ferie det meste af readathonperioden, har jeg denne gang valgt en noget ambitiøs TBR, og jeg håber, at jeg når igennem dem alle - eller i hvert fald de fleste af dem - i de 14 dage readathonet varer.

Ialt har jeg 11 bøger på min TBR (plus en bonusbog, som ikke helt når op på 500 sider, og derfor ikke tæller med).
Bøgerne er:

Rick Riordan:
The Lost Hero (Heroes of Olympus 1) 551 sider.
The Son of Neptune (Heroes of Olympus 2) 521 sider.
The Mark of Athena (Heroes of Olympus 3) 584 sider.
The House of Hades (Heroes of Olympus 4) 597 sider.
The Blood of Olympus (Heroes of Olympus 5) 514 sider.
Amie Kaufman og Jay Kristoff:
Illuminae (The Illuminae Files 1) 599 sider.
Gemina (The Illuminae Files 2) 659 sider.
Obsidio (The Illuminae Files 3) 615 sider. 

Jacob Hedegaard Pedersen: Krigsmager (Krigen 1) Anmeldereksemplar fra DreamLitt. 620 sider.

Peter V. Brett:
Den tatoverede mand (Demon Cycle 1) Jeg har allerede læst de første 54 sider, så det er kun 636 sider, af 690, der tæller med.
Ørkenspyddet - del 1 (Demon Cycle 2,1) Anmeldereksemplar fra DreamLitt. 551 sider.

Alle bøgerne er del af serier, hvilket klarer udfordring nummer 4. 2 af dem er anmeldereksemplarer, som jeg gerne snart vil have læst, og det er til den ene af disse, at bonusbogen knytter sig, da del 2 ikke helt når op på de krævede 500 sider. Får jeg læst bare 2 af bøgerne på min TBR vil udfordring nummer 5 være i hus, og da 3 af bøgerne er voksenfantasy, passer de ind i udfordring nummer 1. 
Ialt er min TBR på 6447 sider, hvilket er temmelig ambitiøst, men burde kunne lade sig gøre, da både Rick Riordan og The Illuminae Files plejer at være hurtigt læste. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme igang. 
Når TomeTopple er slut, kommer der et statusindlæg på bloggen, hvor jeg fortæller lidt om, hvordan readathonet er gået, og om jeg nåede igennem min omfattende TBR. I kan også løbende følge mine fremskridt på Instagram, under hashtagget #tometopple. 

Er der nogle af jer, der deltager? Og hvilke tykke bøger står på jeres TBR?

tirsdag den 9. april 2019

Midnatsjuvelen

Midnatsjuvelen er 2. bind af trilogien Det Glitrende Hof, skrevet af Richelle Mead.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda

Mira er sirminicaner, men har ikke boet i sit hjemland i flere år. Hendes far hjalp kættere med at flygte, og efter hans død er hun og hendes bror fortsat med at hjælpe andre. Hendes bror må desværre flygte til den nye verden, da han ved et uheld kommer til at dræbe en adelig, og efterlader Mira alene i en fremmed by.
Da Mira møder Cedric Thorn, øjner hun en chance for endelig at finde sin bror igen, og samtidig slippe væk fra en by, som bliver mere og mere farlig for hende at være i.
Livet ved Det Glitrende Hof er dog ikke helt som hun havde forestillet sig, og hun må slås med de andre pigers fordomme og rygteskabelse, indtil et råd fra en ældre mand giver hende et våben mod dem.
Mira ønsker, at tjene penge nok, til at slippe fri af sin ægteskabskontrakt, men aner ikke hvordan. Det er først på sørejsen til Adoria, at hun øjner en mulighed, da hun finder ud af, at medpassageren Grant er spion. Mira får Grant til at hyre hende til at spionere mod overklassen, og mændene interesserede i Det Glitrende Hof, og kommer snart på sporet af en sammensværgelse.
Men livet som spion er ikke det eneste der trækker i Mira, og da hun samtidig bliver mere og mere tiltrukket af Grant, må hun finde ud af, hvor langt hun vil gå, for at redde sin bror.

Den her serie har virkelig overrasket mig positivt, og jeg var faktisk endnu gladere for dette bind, end første bind i serien. Muligvis, fordi jeg bedre kunne forholde mig til Mira, men det spillede nok også ind, at jeg ikke holdt en månedlang pause i læsningen, og at der er væsentlig mere action i det her bind. Bogen foregår samtidig med forrige bind, men viser handlingen fra Miras synsvinkel, og det giver faktisk en hel del perspektiv til historien og personerne, som er rigtig interessant.
Sproget er letlæst og flydende, med levende beskrivelser, livagtige actionscener og en god portion humor.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som overrasker hele vejen igennem. Historien er spændende, og fyldt med action, forræderi, spioner, intriger, pirater, kærlighed, venskab, religion og kampen for retfærdighed. Det er en historie om, hvor langt man vil gå, for at redde sin familie, og om at følge sit hjerte. Men også en historie om at gøre det rigtige - uanset hvor svært det er.
Serien er ikke traditionel fantasy, men mere en eventyrlig kærlighedshistorie, og fantasyelementet begrænser sig til, at handlingen foregår i et fiktivt univers, som dog minder en hel del om vores egen verden for et par hundrede år siden.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg var ret vild med hovedpersonen Mira. Mira er stærk, pragmatisk og modig, og parat til at kæmpe, for det der er rigtigt. Hun er ikke ret interesseret i ægteskab, men er parat til at kaste sig ud i det for sin brors skyld. Samtidig er hun utroligt nysgerrig og ressourcestærk, og lynhurtig til at finde sammenhænge. Men hun kan også være impulsiv, og, trods intentioner om det modsatte, kan hun ikke lade være med at åbne sit hjerte. Både for Adelaide og Tamsin, men også for andre. Af bipersonerne var jeg især vild med Grant, som er sarkastisk, intelligent, nysgerrig og, til tider, uventet hjælpsom. Kemien mellem Mira og Grant er troværdig og gnistrende, og selvom følelserne mellem dem ikke kommer uventet, så fungerer det rigtig godt. Derudover nød jeg gensynet med Adelaide (Elizabeth) og Tamsin gennem Miras øjne, som opfangede andre nuancer af dem, end Elizabeth gjorde, og jeg glæder mig allerede til at lære Tamsin nærmere at kende i næste bind.
Kunne man lide første bind i serien, og holder man af eventyrlige kærlighedsfortællinger med masser af action, intriger og flotte kjoler, så kan den her bog kun anbefales. Og det gør bestemt heller ikke noget, at seriens forsider er utroligt flotte at se på.

Se også forfatterens hjemmeside.

lørdag den 6. april 2019

Readathon #6

Så er der kun et par timer, før forårets readathon går igang. Det er sjette gang, jeg deltager i Dewey's 24 Hour Readathon, og jeg har glædet mig længe. Jeg har brugt den sidste måneds tid på at samle læsestakken sammen, og tænke snacks og nem aftensmad, og nu mangler jeg kun den sidste snackklargøring, for at være helt klar.
Jeg har brugt formiddagen med at slå græs, for første gang i år, vaske tøj og gøre rent, og kan nu, med god samvittighed, sætte resten af weekenden af til at læse. Derudover har jeg fået taget billeder af alle bøgerne i min læsestak, mens lyset fra optimalt, og fået tjekket, at de findes på Goodreads, så jeg ikke skal bruge læsetiden til at lægge bøgerne derind.
Heller ikke denne gang planlægger jeg at læse hele døgnet, da jeg godt vil have bare en smule energi, når hverdagen går igang igen i næste uge. Jeg plejer dog alligevel at få læst en del, og mon ikke også jeg får det denne gang.
Som altid vil jeg løbende opdatere dette indlæg, som læsedøgnet skrider frem, ligesom jeg vil være aktiv på Instagram og Goodreads. Jeg forsøger, som altid, også at følge med i, hvordan det går de andre deltagere, på deres sociale medier, og håber igen i år, at finde den rette balance mellem egen læsning, og de sociale medier.

(Reklame - indeholder boggaver fra forlag)

Min læsestak består denne gang af en blanding af YA og børnebøger, med en enkelt voksenbog og graphic novel iblandt. Jeg har efterhånden fået støvsuget mine reoler for tynde bøger, så nogen af dem er denne gang lidt tykkere end normalt, men jeg håber, det går alligevel.
Min læsestak ser sådan ud:

Becky Albertalli og Adam Silvera: Hvis det er os (448 sider)
Jeg har virkelig glædet mig til at læse den her bog, som er blevet vildt hypet på de sociale medier. Så vidt jeg husker, købte jeg den til sidste års BogForum, og jeg har gemt den med netop dette readathon in mente. Selvom den er lidt tykkere, end de bøger jeg normalt læser til readathons, så regner jeg med, at det går alligevel, da jeg plejer at læse YA-bøger forholdsvis hurtigt.

Adam Silvera: Den dag jeg glemmer (318 sider)
Bogen er en boggave fra forlaget Gyldendal til Bogbloggertræf 2016.
Den her bog har stået ulæst i reolen, siden jeg modtog den til Bogbloggertræffet for 2 1/2 år siden, og er en del af min årslæsestak. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke har fået den læst endnu, men nu må det være på tide, at få det gjort.

Vicky Myron: Dewey - Bibliotekskatten, der ændrede verden (307 sider)
Min læsestaks eneste voksenbog faldt jeg over til årets bogudsalg i Bog & Idé, og jeg har med vilje gemt den til forårets readathon. Jeg tænker, at det er en, jeg vil elske, som både katteejer og bibliotekar.

Måns Gahrton og Amanda Eriksson: Dumme Donald bygger en mur i børnehaven (32 sider)
Bogen er tilsendt som boggave fra Forlaget Alvilda.
Læsestakkens eneste billedbog dukkede ganske uventet op hos mig i februar, og igen har jeg gemt den til forårets readathon. Jeg tænker nemlig, den vil give et udmærket afbræk mellem de noget tykkere bøger i stakken.

Patrick Ness: Og havet var vores himmel (158 sider)
Bogen er Ness' første illustrerede bog siden Monster, og jeg er virkelig spændt på at læse hans genfortolkning af Moby Dick, hvor hvalerne har hovedrollen. Den udkom i slutningen af sidste år, og igen har jeg med vilje gemt den til forårets readathon.

V.E. Schwab m.fl.: The Steel Prince (112 sider)
Jeg elskede forfatterens Shades of Magic-trilogi, så da jeg hørte, at der blev udgivet en graphic novel prequel-historie, var jeg selvfølgelig nødt til at have den. Den har ikke stået på reolen ret længe, da jeg modtog den i marts, og jeg glæder mig helt vildt til at læse den, når jeg trænger til afbræk mellem de længere bøger.

J.K. Rowling: The Tales of Beedle the Bard (160 sider)
Selvom jeg faktisk har ejet bogen siden den første danske udgave udkom for flere år siden, har jeg endnu aldrig fået den læst, hvilket jeg er noget pinligt berørt over. Sidste år udkom bogen så i en illlustreret udgave, tegnet af Chris Riddell, og fuldstændig som med Fantastic Beasts and Where to Find Them har det givet mig motivation til endelig at få bogen læst. Så nu venter jeg bare på, at Quiddith gennem tiderne kommer i en illustreret udgave:) Om jeg læser bogen i et stræk eller nøjes med at læse en historie af gangen, har jeg ikke bestemt mig for endnu. Men læst bliver den.

Ialt er læsestakken på 1535 sider, men da flere af dem er illustrerede, burde det være inden for mulighedens grænser. Skulle jeg mod al forventning løbe tør, har jeg masser af bøger at tage af i reolen, men det bliver nok næppe aktuelt.

12.26
Læsestakken er klar, blogindlægget påbegyndt, telefonen ligger til opladning, og alle snacks er i hus. Jeg har denne gang begrænset mig til napoleonshatte, jordbær, bastogner og lidt chokolade, da jeg af erfaring ved, at jeg ikke får spist ret mange snacks, når jeg først går igang med læsningen. Skulle jeg få lyst til mere, har jeg is i fryseren. Nu vil jeg få tørret hår og spist frokost, før jeg gør jordbærene klar, og stiller dem i køleskabet.

13.35
Frokosten er spist og opvaskemaskinen er sat i gang. Jeg har fået gjort jordbærene klar, og ordnet kattebakke, så nu er der bare tilbage at vente, indtil klokken bliver 14. Tiden kan jeg jo så bruge, på at finde ud af, hvilken bog jeg vil læse først.

13.53
Snacks og te er stillet klar, og første bog er udvalgt fra læsestakken. Så nu skal de sidste 7 minutter bare gå, så jeg kan komme i gang med læsningen.

14.00
Og starten er gået. Første bog bliver Dewey - Bibliotekskatten, der ændrede verden.

17.09
Jeg er blevet færdig med Dewey - Bibliotekskatten, der ændrede verden, som viste sig at være en både charmerende og tænksom bog om katte, livsglæde, biblioteker, en bibliotekar og en lille by i Iowa, som genfandt troen på sig selv. Bogen var hyggelig, og som bibliotekar fra den digitale tidsalder var det sjovt at læse om arbejdet før indførslen af EDB, og hvor meget jobbet ligner sig selv, på trods af landegrænser. Som katteejer var det sjovt at opdage, at det åbenbart er artsbestemt, det med at gå tur bag bøgerne. Og som læser var det spændende at dykke ned i byen Spencers historie og udvikling, og Vicki Myrons liv. Bogen blev lidt for sentimental og amerikansk til tider, hvilket trak en smule ned, men ellers var det en hyggelig læseoplevelse.
Jeg har fået tømt opvaskemaskinen, og venter på, at anden kande te trækker færdig. Imens vil jeg tage en rundtur på de sociale medier, og se, hvordan det går med de andre deltagere, før jeg går i gang med dagens anden bog.

17.33
Det ser ud, som om der er godt gang i læsningen rundt omkring, og efter en lille pause, og en ny kande te, er jeg nu klar til at kaste mig over den næste bog i læsestakken, som bliver Og havet var vores himmel af Patrick Ness.

18.22
Det tog jo ikke lang tid. Jeg er blevet færdig med Og havet var vores himmel, og hold op, hvor var den god. Tankevækkende, filosofisk og blodig, og fyldt med referencer til Moby Dick, som jeg led mig igennem (på engelsk) for nogle år siden. Og det er, sammen med de fantastiske illustrationer, netop referencerne til Moby Dick, der gør bogen så fantastisk. Sprogtonen, omarbejdede citater og handlingen ligner klassikeren utroligt meget, og at Ness formår at vende historien på hovedet i en sådan grad, og det fungerer, er ret utroligt. Historien tager nogle ret alvorlige tematikker som liv og død, skæbne og frie valg, hævn og tilgivelse op, samtidig med, at der filosoferes over, om ondskab kan bekæmpes med ondskab, og om djævelen eksisterer - og hvis han gør, hvad der så gør ham til djævlen?
Nu vil jeg sætte aftensmaden i ovnen, og mens den bliver færdig, vil jeg læse et eventyr - eller to - fra The Tales of Beedle the Bard. Jeg trænger nemlig til noget rart og hyggeligt, efter at have læst om hvalmord, hævn og død.

19.27
Jeg fik både hentet vasketøjet ind og læst de første to eventyr i The Tales of Beedle the Bard mens pizzaen var i ovnen. Mens jeg spiste fik jeg også læst 26 sider af Balladen om Viggo (Vakse Viggo 13), som godt nok ikke var en del af min læsestak, men en pludselig indskydelse. Nu er jeg så klar til at genoptage læsningen af The Tales of Beedle the Bard, som jeg allerede er temmelig betaget af.

20.09
Så er jeg blevet færdig med The Tales of Beedle the Bard, som selvfølgelig var helt fantastisk. Rowlings sprog og historier og Chris Riddells illustrationer supplerer hinanden utrolig godt, og jeg er glad for, at jeg endelig har fået bogen læst. Det er altid skønt, at vende tilbage til Harry Potter-universet, og jeg var vild med Dumbledores supplerende noter efter hvert eventyr, hvor eventyrene blev taget under kærlig behandling. Uden, at der gik for meget danskanalyse i det.
Nu vil jeg kaste mig over den næste bog i læsestakken, Den dag jeg glemmer af Adam Silvera.

23.02
Jeg er blevet færdig med Den dag jeg glemmer, som desværre var lidt af en skuffelse. Bogen var slet ikke, som jeg havde forestillet mig, og desværre var det ikke til dens fordel. Jeg kedede mig igennem hele første halvdel af bogen, og selvom den blev mere interessant, da det store twist kom, så var den lidt for meget Eternal Sunshine of the Spotless Mind, som jeg også husker som en mærkelig film. Historien har ellers nogle gode og vigtige pointer om sorg, homoseksualitet og selvaccept, men desværre druknede de lidt i en langtrukken historie, en klynkende hovedperson, og lidt for meget teenagedreng-pral og banden til min smag.
Nu vil jeg tage en runde på de sociale medier, og se hvordan det går de andre deltagere, før jeg går i gang med den næste fra læsestakken, som bliver The Steel Prince. Jeg kan mærke, at jeg har brug for lidt fantasy og billeder, og tænker denne graphic novel vil være det helt rigtige.

23.29
Så blev jeg også færdig med The Steel Prince. Jeg var ikke helt vild med billedsiden, som var lidt for mørk for min smag, men historien var god, og jeg skal helt klart læse næste bind, når det engang udkommer. Jeg kan mærke, at jeg er ved at være træt, så sidste bog for i aften bliver Dumme Donald bygger en mur i børnehaven. Den er kort, så tager nok ikke så lang tid, og så har jeg kun en enkelt bog, jeg skal have læst imorgen.

23.55
Dumme Donald bygger en mur i børnehaven var ganske rigtig hurtigt læst. Som titlen antyder, er det en billedbog, der giver associationer til en helt bestemt amerikansk præsident, og den del fungerer rigtig godt, selvom historien måske nok blev kørt lidt vel langt ud. Uden de satiriske stikpiller til føromtalte amerikanske præsident tror jeg ikke, bogen ville have været så sjov, men når man ved, hvem der tænkes på, er den faktisk temmelig sjov.
Nu vil jeg gå i seng, så jeg er frisk til slutspurten imorgen.

08.33
Er vågen igen, selvom katten nok er mere vågen end mig. Mens jeg venter på, at teen trækker færdig, vil jeg lige se, hvordan det går de andre deltagere rundt omkring.

09.03
Mens jeg spiste morgenmad, fik jeg også færdiglæst Balladen om Viggo (Vakse Viggo 13). Nu er det tid til at begynde på den sidste bog fra læsestakken, Hvis det er os.


12.44
Er blevet færdig med Hvis det er os. Den levede for mig desværre ikke helt op til den massive hype, bogen har modtaget, men var da bestemt både sød, sjov og charmerende. Også selvom jeg godt kunne have tænkt mig en anden slutning. Jeg har stadig god tid, inden readathonet slutter, så jeg har bestemt mig for, at jeg endelig vil have læst Quidditch gennem tiderne af J.K. Rowling. Den er meget kort, så jeg burde kunne nå at blive færdig med den. Først skal jeg dog lige have lavet en ny kande te.

13.22
Så fik jeg endelig læst Quidditch gennem tiderne. Gensynet med Harry Potter-universet var selvfølgelig skønt, men jeg savnede lidt mere dybde og længde på bogen, og ikke mindst nogle flere (og mere interessante) illustrationer. Men mon ikke der kommer en illustreret udgave af den på et tidspunkt.
Nu vil jeg kaste mig over første bind i mangaserien Jim Henson's Return to the Labyrinth, og se, hvor langt jeg kan nå, inden klokken bliver 14.

14.01
Readathonet er slut, og jeg nåede lige akkurat at blive færdig med første bind af mangaserien Jim Henson's Return to the Labyrinth. Selvom illustrationerne er fantastiske, og fuldstændig gengiver stemningen fra filmen, så haltede historien desværre lidt. Men det kan jo være, den bliver bedre i næste bind.
Mit readathon forløb rigtig godt. Jeg nåede igennem hele min læsestak, og fik ovenikøbet læst 3 bonusting.
Ialt fik jeg læst 1895 sider, fordelt på 6 bøger, 1 tegneserie, 1 graphic novel og 1 manga i løbet af de 24 timer, hvilket jeg er ret godt tilfreds med.

De bøger, jeg fik læst, var:

Vicky Myron: Dewey - Bibliotekskatten, der ændrede verden. 307 sider.
Patrick Ness: Og havet var vores himmel. 158 sider.
J.K. Rowling: The Tales of Beedle the Bard. 160 sider.
Adam Silvera: Den dag jeg glemmer. 318 sider. Bogen er en boggave fra forlaget Gyldendal til Bogbloggertræf 2016.
V.E. Schwab m.fl.: The Steel Prince. 112 sider.
Måns Gahrton og Amanda Eriksson: Dumme Donald bygger en mur i børnehaven. 32 sider. Bogen er tilsendt som boggave fra Forlaget Alvilda.
Franquin: Balladen om Viggo (Vakse Viggo 13). 47 sider.
Becky Albertalli og Adam Silvera: Hvis der er os. 448 sider.
J.K. Rowling: Quidditch gennem tiderne. 105 sider.
Jake T. Forbes og Chris Lie: Jim Henson's Return to the Labyrinth, vol. 1. 208 sider.

Læsestakken var denne gang en blanding af YA, børnebøger, en enkelt voksenbog og tegneserier/graphic novels/manga, og det fungerede rigtig godt. Genrerne talte en enkelt biografi, fantasy, contemporary og satire/humor, og det var skønt at have noget forskelligt at skifte imellem undervejs.
Nu er der kun tilbage, at sige tak for denne gang. Jeg håber, I havde et godt læsedøgn, hvis I var med, og en god weekend, hvis I ikke var. Nu vil jeg slutte af, og spise frokost. Jeg er ved at være temmelig sulten, og tænker, resten af dagen skal tilbringes med alt andet, end at læse. Måske bliver det også til en tur i haven i det skønne vejr?

Var du med? Og hvordan gik dit læsedøgn?