mandag den 21. april 2014

Skyggernes hav

Skyggernes hav er 4. del af fantasyserien Trolddomsjægerne. Serien er skrevet af Jared Bane.

I jagten på de sidste 2 mørke magikere er Lot og Trolddomsjægerne kommet til Hammerhoved. Men der er noget galt i byen. Flere fiskerbåde er forsvundet til havs, og oprøret ulmer blandt indbyggerne. Byens fyrste er dog ikke bekymret, og gør ikke noget for at hjælpe sine undersåtter.
Samtidig kan Lot mærke, at der er fare på færde. Hans magiske kræfter vokser hele tiden, men han har svært ved at finde ud af hvor faren befinder sig. Trolddomsjægerne lejer en fiskerbåd til at føre dem tæt på det sted, hvor sørøverne holder til, for at finde ud af, om det er dem der står bag de forsvundne fiskerbåde.
Det viser sig dog snart at der trolddom på spil, og Trolddomsjægerne er sikre på, at det er den mørke magisker Seldor som står bag. For Seldor har magt over de fire elementer, og snart sætter han alle kræfter ind på at stoppe Lot og Trolddomsjægerne.
Men hvordan kan man bekæmpe én som har elementerne i sin magt? Lot må dykke dybt ned i sine magiske kræfter hvis han skal overleve mødet med Seldor.

Endnu et spændende bind i serien med masser af action og magi. Bogen er hurtigt læst, men det gør den bestemt ikke dårlig. Den kan varmt anbefales, og har man læst resten af serien er 4. bind et must.

fredag den 18. april 2014

Knight of Ghosts and Shadows

Knight of Ghosts and Shadows er en fantasybog, og 1. del af serien Bedlam Bards. Bogen er skrevet af Mercedes Lackey og Ellen Guon.

Eric Banyon er omvandrende musiker, og spiller især til Middelalderfestivaler. Hans fløjtespil er noget helt særligt, men Eric er ikke interesseret i at slå sig ned et fast sted. Da hans kæreste Maureen slår op med ham på en meget offentlig måde midt under en Middelalderfestival i Los Angeles, bestemmer Eric sig for at spille det væk i ensomhed. Men hans fløjtespil vækker noget, og pludselig er Eric midt i en ældgammel kamp mellem elverfolk og det gode og det onde. For elverfolkene har længe været knyttet til festivalområdet, og nu truer et byggefirma pladsen. Og hvis de fordriver elverfolket, mister elverne deres magi - og menneskene mister kreativiteten. Desværre er elvernes muligheder for at kæmpe mod byggefirmaet få. Faktisk har de kun én: Eric. Eric er nemlig barde, og selvom han ikke ved det har hans musik evnen til at slå ondskaben på flugt. Eric må nu lære at bruge sine magiske evner som barde inden det er for sent.

Bogen fangede mig ikke rigtig, selvom idéen om at musik har magiske evner er sjov og anderledes. Desværre synes jeg bogen var noget langtrukken og fuld af masser af tekniske musikudtryk som fjernede fokus fra handlingen. Jeg har ikke før læst noget af forfatteren, men ved at Mercedes Lackey regnes blandt de helt store amerikanske fantasyforfattere. Så det er da ikke umuligt at jeg vil prøve at læse en af hendes andre bøger på et andet tidspunkt. Men denne fangede mig altså ikke.

Se også Mercedes Lackeys hjemmeside her.