fredag den 31. januar 2020

Smaragdhavet

Smaragdhavet er 3. og sidste bind af trilogien Det Glitrende Hof, skrevet af Richelle Mead.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

Tamsin stammer fra en fattig familie, men er fast besluttet på at nå helt til tops i Det Glitrende Hof. Målet er at finde en rig ægtemand, og hjælpe familien til et nyt liv i Adoria.
Det går dog ikke helt efter planen, og Tamsin må se sig slået på målstregen af sin veninde. I raseri vælger hun at tage med et andet skib til Adoria, og det fører hende på en uventet lang rejse, da skibet synker i en voldsom storm.
Med vinteren på vej, må Tamsin og de andre piger søge tilflugt blandt en religiøs sekt, og livet her er langt fra den luksus, Tamsin er blevet vant til, ved Det Glitrende Hof.
Tamsin søger desperat efter en måde at nå frem til Cape Triumph, så hun kan sikre sig et frieri - og en rig ægtemand - før det er for sent. Så da der uventet opstår følelser for ikke en, men to mænd uden penge, kommer det temmelig meget på tværs af hendes planer. Planer, som kan blive ødelagt, hvis Tamsins dybeste hemmelighed bliver afsløret.

Den her bog tog mig faktisk temmelig lang tid at læse. Mest fordi jeg startede den på det forkerte tidspunkt, men også fordi der var et par elementer af bogen, som jeg ikke havde det helt nemt med. Heriblandt hovedpersonen Tamsin, selvom jeg dog fik det bedre med hende i løbet af bogen.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, som næsten fik mig til at mærke vinterkulden mod nord, og gjorde, at såvel sektens som icoriernes by stod knivskarpe for mit indre blik. Og så var bogen fyldt med rappe bemærkninger.
Universet udvidede sig en del i dette afsluttende bind, hvor Adoria blev mere levende og detaljeret, både med hensyn til geografi, religioner, kulturer og magi.
Handlingen er godt skruet sammen, med et par uventede twists undervejs, men jeg kunne godt mærke, at det var tredje gang jeg oplevede dele af historien, og især starten var en smule kedelig, fordi jeg havde oplevet det hele før. Men derefter tog historien ellers fart, og det var næsten som om der skete for meget. Kærlighed, religion, religiøs fanatisme, jagten på lykke og rigdom, krig, intriger, forræderi, venskab og hemmeligheder fyldte handlingen, krydret med masser af drama, nærdødsoplevelser og action, i en sådan grad, at det næsten blev for urealistisk. Alt det til trods lykkes det dog forfatteren at få samlet trådene fra alle tre pigers historier rigtig godt, og jeg var absolut tilfreds med slutningen.
Personerne er menneskelige, og levende, og selvom det ikke er dem alle, der er lige nuancerede, så fungerede de godt. Jeg havde et lidt blandet forhold til Tamsin. Hun er ambitiøs, intelligent, og parat til at gøre alt for sin familie. Selv ofre sine egne følelser. Men hendes ambitioner gjorde hende også temmelig irriterende til tider, fordi hun har svært ved at se længere, end til sine egne mål, og selvom jeg forstod hendes bevæggrunde, da jeg fandt ud af, hvad hendes hemmelighed var, og hun udvikler sig en del undervejs, så blev hun bare aldrig min yndlingsperson. Og så tager hun bare nogle virkelig dumme valg undervejs. Af bipersonerne var Jago min klare favorit. Han er intelligent, sarkastisk og lige så ambitiøs som Tamsin, selvom han viser det på en anden måde. Og så har han et stort hjerte, og en humor, som gør det svært ikke at holde af ham. Blandt de personer, jeg ikke brød mig om, befandt langt de fleste af sektens indbyggere sig. Den måde, de forsøgte at pådutte pigerne deres værdier og religiøse strenghed, samtidig med, at de udnytter dem groft, og fortolker deres egne religiøse regler på den måde, der gavner dem selv mest, var næsten ikke til at holde ud, og med undtagelse af Gideon og børnene, afskyede jeg dem alle sammen. Gideon irriterede mig til gengæld på andre måder. Der var ingen tvivl om, at hans hjerte var på rette sted, og at han virkelig troede, men han var også næsten håbløst naiv, og direkte blind, over for omverdenens motiver. Jeg nød også gensynene med Mira og Adelaide, selvom det ikke var meget, jeg så til dem undervejs.
Alt i alt var Smaragdhavet en rigtig god afslutning på trilogien, og selvom Tamsin ikke var min yndlingsperson, så endte jeg med at forstå og endda holde en smule af hende. Fans af de første bind i serien vil bestemt ikke blive skuffede, og selvom der ikke er meget magi i historien, som mere minder om en kærlighedsroman end en fantasyfortælling, trods det fremmede univers, så nød jeg at lære de tre piger at kende. Er man til eventyrlige kærlighedsfortællinger med masser af drama og et strejf af magi, er serien helt klart værd at stifte bekendtskab med. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.

torsdag den 30. januar 2020

Dødens engel

Dødens engel er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Fortællinger fra Døden, skrevet af K.L. Berger.

Raven, Zeph og Dalia har endelig fundet ud af sandheden, og har taget valget mellem Himmel og Helvede.
Men det er dog langt fra enden på hemmelighederne. Dommedag er på vej, og ifølge profetien er det op til Raven, Zeph og Dalia at standse den. Først skal de dog lige lære at samarbejde med hinanden, og løse gåden om, hvem der står bag Dommedag.
Med selve menneskeheden på spil, Døden bundet, forsvundne sjæle og Helvedesriddernes genopstandelse får de nok at se til. Og tiden er ved at rinde ud...

Jeg var vild med de første bind i serien, og dette sidste bind var ingen undtagelse.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, skønne sammenligninger, masser af humor og rappe dialoger.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske, og et univers, som bare bliver ved med at vokse og udvide sig. Historien er uhyggeligt spændende, og jeg kunne ikke slippe bogen, før den var slut. Der er masser af action, venskab, forræderi, hemmeligheder, intriger, liv, død, krig, og kærlighed, foruden djævle, engle og Døden selv. Det er en historie om tro, skæbne, og religion, men også en historie om at finde sig selv, tage ansvar, og vælge, hvem man vil være. Og om at ofre sig selv, for det man tror på.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og de skiftende synsvinkler mellem Dalia, Zeph og Raven gør, at man lærer dem rigtig godt at kende. Både deres styrker, og deres svagheder. Dalia er knust af afsløringen af, hvem hun er, og føler sig virkelig på dybt vand. Og det gør det ikke bedre, at hun er utroligt dårlig til at kæmpe. Til gengæld er hun intelligent, og har et godt hjerte. Zeph er til gengæld ikke i tvivl om, hvor han hører til. Han er modig, rapkæftet, og en dygtig kriger, men hans følelser for Raven er ikke altid lige lette at styre. Og så er der Raven. Hun er modig, stædig, intelligent, og en dygtig kriger, men også en god diplomat. Og selvom sandheden bag hendes ophav kom bag på hende, så er hun ikke i tvivl om, hvor hun hører til. Eller hvad hun vil ofre, for at redde menneskeheden og dem hun holder af. De tre komplimenterer hinanden utrolig godt, og jeg er vild med både Ravens og Zephs rapkæftede og sarkastiske bemærkninger. Og ikke mindst kemien imellem dem. Af bipersonerne var jeg især vild med Lucifer, som, på trods af, at han er djævlen selv, er forbløffende indstillet på at redde menneskeheden.
Alt i alt var Dødens engel en virkelig god afslutning på en fantastisk serie, som jeg allerede glæder mig til at genlæse. Fans af de første bind i serien vil bestemt ikke blive skuffede. Er man vild med hæsblæsende action, og historier, som tager de store spørgsmål under kærlig behandling, så kan den her serie kun anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

onsdag den 29. januar 2020

Prins af Okenos

Prins af Okenos er 4. bind af fantasyserien Kongestenen, skrevet af Hanne Lykke Rix.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt

Fioron er på flugt fra demurgierne efter et forfejlet attentatforsøg på prins Knai. Med hjælp fra mormorens livvagt, Konras, og den demurgiske ekssoldat Bert, er han nået frem til Marion, som har passet på Kongestenen, mens Fioron forsøgte at nå frem til Kongsgården og dronning Nora.
Fioron har lovet at overbringe Kongestenen til hans onkel, kong Leos, i Det Sydlige Tvillingerige.
Men vejen dertil er lang og farefuld, og fyldt med fjender. Og det gør det bestemt ikke nemmere, at Fioron er temmelig håbløs som kriger.

Jeg var ret vild med den udvikling Falk - eller Fioron - gennemgik i forrige bind, men desværre irriterede Fioron mig virkelig i dette bind. Og det selvom der bliver skruet op for både action og verdensudvikling.
Sproget er letlæst og flydende, med levende beskrivelser, realistiske actionscener og en verden, som udvikler sig både geografisk, kulturelt og historisk undervejs.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot som overrasker flere gange undervejs, og masser af action. Historien er spændende, og fyldt med intriger, forræderi, magi, krig, sorg, venskab, hemmeligheder, kærlighed, liv og død. Men det er også en historie om at finde ud af, hvem man selv er, om skæbne, familie, og om at træffe sine egne valg. Historien kommer for alvor i gang i dette bind, hvor forfatteren sætter mere fokus på missionen end personerne, og dermed også skruer op for både fare og action, hvilket fungerer rigtig godt.
Personerne er levende og menneskelige, men som tidligere nævnt havde jeg desværre en del problemer med hovedpersonen Fioron, hvis udvikling fra sidste bind tager flere skridt tilbage. Hans modenhed forsvinder næsten helt, og det gør ham til et temmelig anstrengende bekendtskab. Fioron opfører sig skiftevis forkælet, selvmedlidende og selvretfærdig, og hans temperament og impulsivitet giver flere gange gruppen problemer på halsen. Samtidig opfører han sig enormt barnligt, på trods af sin alder, og de prøvelser han har gået igennem, hvilket virker en smule urealistisk. Jeg var heller ikke vild med den måde, han behandlede Bert på undervejs. På plussiden var Fiorons brændende ønske om at befri Okenos fra fjenden, nå frem til onklen med Kongestenen, og hans tro på, at det er det indeni, der tæller, og ikke den nationalitet, man er født med, men jeg havde virkelig lyst til at ruske ham undervejs, og bede ham om at tage sig sammen, når hans negative egenskaber kom frem. Selvom han var belastende og irriterende, så må jeg dog også rose forfatteren for at have ramt alle teenageres mest irriterende karaktertræk, og at det ikke lige faldt i min smag hænger nok mere sammen med min egen alder, end med Fiorons. Jeg tror da også børn og unge vil have noget nemmere ved at relatere til Fioron end jeg havde i dette bind. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Marion, den urte- og trolddomskyndige kvinde, som hjælper dem undervejs, og som både er hjertevarm, modig og intelligent. Men også livvagten Konras, som har svoret at beskytte og oplære Fioron, og hvis mod, styrke og tålmodighed (som han virkelig har brug for undervejs) er en stor hjælp på rejsen. Selvom jeg godt kunne lide demurgieren Bert, så var jeg ikke vild med venskabet mellem ham og Fioron. Bert kommer til at virke lige lovligt dum til tider, fordi han ikke kan okensk, og Fiorons konstante rettelser og kommentarer er til tider direkte nedladende. Bert er modig, og vil gerne kæmpe for det rigtige, selvom han går direkte imod sit eget folk, og at han finder sig i Fiorons omskiftelige humør og surhed er faktisk temmelig utroligt. Derudover nød jeg gensynene med personer fra tidligere bind i serien, som dukker op undervejs i historien, foruden de nye bekendtskaber Fioron gør undervejs.
Selvom hovedpersonen virkelig irriterede mig i dette bind, og gjorde, at bogen tog noget længere tid at komme igennem, end de tidligere bind i serien (det hjalp heller ikke, at bogen er næsten dobbelt så lang som de tidligere bind), så gjorde plottet, den øgede action, og verdensudviklingen helt klart bogen værd at læse, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

tirsdag den 28. januar 2020

Interview med Aura Isolde

Aura Isolde debuterer som fantasyforfattter 14. februar i år, og i den forbindelse har jeg fået lov til at interviewe hende her på bloggen. Hendes fantasydebut, Gråzonen, er første bind i en paranormal romance-serie kaldet Dødefolket. Hun har tidligere udgivet en spændings-thriller-serie på fire bind under sit rigtige navn. I sin fritid går hun til ridning, og læser en hel del. 
Læs mere om Aura Isolde og hendes bøger på hendes forfatterside


1. Du har tidligere skrevet thrillers, men skifter nu genren ud med fantasy. Hvorfor det?
Jeg kan godt lide at skrive i flere genrer. Jeg har så mange forskellige historier i hovedet, der passer i forskellige genrer. Jeg har dog altid læst meget fantasy som barn og teenager, og har altid drømt om at prøve kræfter med genren.

2. Hvad er det, du godt kan lide ved fantasygenren?
I fantasy er reglerne frit og rammerne store. Man bestemmer selv, hvordan verden skal se ud, hvad den skal hedde, hvem der lever der, og hvordan folk opfører sig. Også er det en rigtig fed rejse man både som forfatter og læser kommer ud på.

3. Hvad har været det sværeste ved at kaste dig over en ny genre?
Det sværeste er nok, at man i en paranormal romance skal forene to verdener: Vores virkelighed, der er bundet op af bestemte regler, med en ny verden, hvor man selv skaber alt. Her skal en del af det være så virkelighedstro som muligt.

4. Dine thrillers er udgivet under dit rigtige navn, mens Aura Isolde er et pseudonym. Hvorfor har du valgt at bruge et pseudonym til din fantasybog?
Jeg har valgt at skrive under Aura Isolde for at holde mine voksnebøger adskilt fra mine børne- og ungdomsbøger. Jeg har en børnebog på trapperne også. Jeg ønsker at gøre det nemmere for børn og unge at søge de bøger frem, der henvender sig til dem.
Så fremover vil jeg skrive for børn og unge under Aura Isolde.

5. Gråzonen foregår halvt i vores verden, og halvt i en magisk parallelverden. Hvorfor valgte du den form til fortællingen?
Jeg har altid elsket at skrive om kærlighed (jeg er en håbløs romantiker) og indenfor fantasy er det oplagt at det så skulle være en paranormal romance.

6. Hvor fik du inspirationen fra til Dødefolket?
Jeg spekulerede længe over den rigtige ide, da jeg først havde besluttet at skrive en fantasyserie. Jeg har en drukneulykke i starten af bogen (kan jeg godt afsløre uden at det afslører for meget) og det var den første ide der kom til mig. Jeg vidste det skulle være indenfor genren paranormale romance, og så var den ene verden jo hurtigt fastlagt. Jeg kan desværre ikke huske præcis hvordan resten opstod, for jeg tænkte længe over min historie.

7. Gråzonen foregår delvist på Mors. Har du et særligt forhold til netop dette sted i Danmark?

Ja, det har jeg helt klart fået her de seneste år. Min bedste veninde Tina (der også er forfatter ved Ulven og Uglen) bor ved Thisted, og jeg er ofte på forfatterweekender hos hende og når jeg er det, er vi altid ude ved Bulbjerg strand og gå eller et lille smut omkring Thisted. Så på en måde er det blevet mit andet hjem og derfor var det helt oplagt at den skulle foregå der.

8. Er der nogle fantasyforfattere eller -bøger, du er blevet særligt inspireret af?
Ja underbevidst er jeg nok lidt blevet inspireret af The Vampire Diaries – hvor der er en scene i starten af min bog der minder om en scene fra den. Men ellers har Lauren Kates Fallen-serien inspireret mig. Hun har en evne til at kunne skrive om samhørighed og forelskelse på en fantastisk måde. Jeg ser rigtig meget op til den måde hun kan beskrive følelser og omgivelser på – uden at fortælle det.

9. Gråzonen er 1. bind af en serie. Foretrækker du serier frem for enkeltstående romaner, når du læser, eller er det ikke noget, du tænker over?
Både ja og nej. Indimellem trænger jeg bare til at læse en enkelt bog og leve mig ind i den, og andre gange har jeg brug for, det skal være en serie, fordi jeg kommer til at holde så meget af karaktererne, at jeg bliver nødt til at vide hvad der så sker med dem. Jeg skal helst afsætte tid når jeg går i gang med en bog, for jeg har svært ved at slippe den igen før den er læst. Derfor ender jeg altid med at have læst den efter 2-3 dage og så er det ofte ret tomt for mig når så sidste side er læst. Men jeg bruger også gerne et par dage til at fordøje det jeg har læst.

10. Har du et tip til andre håbefulde forfattere?

Mine fem bedste råd er nok:
1. Tro på din historie,
2. Sørg for at læse en masse. Jeg har fundet ud af at mit ordforråd hele tiden ændrer sig. Det er ligesom de ord jeg læser lagrer sig ubevidst i min hjerne og kommer mig til gavn, når jeg så selv skriver. Men man lærer også en masse ved at se hvordan andre forfattere skriver.
3. Sørg for at have en betalæser på din historie både under og efter du har skrevet den. Historien bliver meget bedre af at en anden læser den og stiller spørgsmål til det du har skrevet.
4. Det kan også være en rigtig god ide med en sparringspartner. Jeg bruger altid min veninde Tina. Jeg fortæller hende om min ide i starten og snakker med hende om ideen (for det er som om det lukker op for andre ideer ved at fortælle det til en). Men jeg bruger også hendes feedback undervejs i min historie og bagefter læser hun det hele igennem for mig.
5. Sørg for at skrive en masse. Jo mere du får skrevet, jo nemmere bliver det også. Jeg synes det er blevet ti gange nemmere at få ordene til at flyde nu end det var i starten. Der skulle jeg tænke meget over hver ord, det skal jeg ikke længere, nu vælter de ud😊

mandag den 20. januar 2020

Fioron

Fioron er 3. bind af fantasyserien Kongestenen, skrevet af Hanne Lykke Rix.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt

Prins Falk har hele sit liv fået at vide, at han er uduelig og dum, og hans mors overbeskyttelse af ham har gjort det umuligt for ham at klare sig selv. Efter at være blevet hånet og mishandlet af sin storebror i årevis, ser han endelig et lys i mørket, da hans kusine Ellin dukker op.
Men da hun bliver forlovet med hans bror, og hans far afslører sit forræderi over for Tvillingerigerne, er det dråben, der får bægeret til at løbe over.
I vrede, og uden forsyninger, flygter Falk fra borgen, hvor han er vokset op, og ud i Furiens skove. Med sig har han Kongestenen, som han har stjålet fra sin far.
Men uden for borgen er landet på vej i krig, og Falk får brug for alle de evner, som han har fået at vide, at han ikke har, hvis han skal overleve.

Den her serie bliver bare bedre og bedre. Både tonen og hovedpersonen skifter i dette bind, som er væsentligt mørkere end dets forgængere, og jeg var vild med det. Også selvom jeg savnede Ellin.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er om muligt endnu bedre - eller i hvert fald mere stemningsfulde - end i de tidligere bind. Jeg mærkede næsten regnen og kulden på min egen hud, mens jeg læste om Falks flugt gennem skovene, og beskrivelserne af krigens følger var både skræmmende og hjerteskærende.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gjorde det svært at gætte, hvad der ville ske. Historien er utroligt spændende, og fyldt med desperation, magi, forræderi, krig, undertrykkelse, vold, død, og familie. Mest af alt er det dog en historie om at finde sig selv, og overvinde de udfordringer, man står over for. Og så er det en historie om krig, og de forfærdelige gerninger, den fører med sig. Historiens flow var denne gang helt perfekt, og det er fantastisk som læser at kunne mærke, at forfatteren har udviklet sig undevejs i serien.
Personerne er levende, nuancerede, og så menneskelige, at det næsten gør ondt. Jeg var vild med Falk som hovedperson, selvom hans selvmedlidenhed til tider kunne være temmelig irriterende. Til gengæld havde han mod, stædighed, og et inderligt ønske om at gøre det rigtige - ligegyldigt konsekvenserne. Falk udviklede sig utroligt meget gennem bogen, og det var virkelig fantastisk at følge hans rejse. Af bipersonerne var jeg især vild med den gamle kone Finke, som trods ensomhed og modgang formår at beholde sit gode humør. Og så nød jeg gensynet med nogle af karaktererne fra de tidligere bind i serien. Demurgierne, derimod, brød jeg mig absolut ikke om. Deres måde at behandle civilbefolkningen på efter erobringen var frastødende i al dens grusomhed, og det mest uhyggelige er næsten, at grusomheden var så realistisk, som den var.
Alt i alt var Fioron en rigtig god fortsættelse på serien, og jeg glæder mig allerede til at læse videre. Kunne man lide de første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg kan kun anbefale bogen.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 19. januar 2020

Miralins datter

Miralins datter er 2. bind af fantasyserien Kongestenen, skrevet af Hanne Lykke Rix.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt

Det er lykkedes Ellin at nå frem til sine slægtninge i Furien med Kongestenen, og løse den opgave, som hendes onkel gav hende inden sin død. Hendes familie er dog ikke, som hun husker dem, og Ellin forstår ikke, hvorfor hendes onkel tøver med at komme Tvillingerigerne til hjælp mod deres fjender.
Livet ved hoffet er meget anderledes, end det Ellin kender, og hun har svært ved at indordne sig og følge reglerne. Og det bliver ikke lettere af, at hun føler sig forvirret over den opmærksomhed, hendes flotte fætter Ørn, Furiens kronprins, viser hende.
Krigen er på vej, men kong Flod har sine egne planer, og hvis Ellin vil finde ud af, hvad der foregår, må hun lære at spille spillet ved hoffet, og vinde kong Flods tillid. Men det er ikke nemt.

Jeg kunne godt lide første bind i serien, men havde desværre også et par problemer med dele af den. Selvom ikke alle problemer forsvandt i bind to, så var historien bedre og mere sammenhængende disponeret, med et bedre fortælleflow, hvilket løftede læseoplevelsen en del.
Sproget er endnu engang letlæst og flydende, med realistiske og billedskabende beskrivelser, som virkelig fik Egeborg til at fremstå levende og troværdigt for mit indre blik.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom jeg gættede store dele af historiens twists fra starten, så var der andre, der virkelig overraskede mig. Historien er spændende, og fyldt med intriger, kærlighed, jalousi, forræderi, krig, hemmeligheder, magtbegær, og en virkelig dysfunktionel familie, som går mere op i alliancer og at få deres vilje, end i sammenhold og familieskab. Hvor handlingen i første bog gik for hurtigt, så gik den til gengæld lige lovligt langsomt her i andet bind. Generelt var flowet dog en hel del bedre, og historien og universet bredte sig mere ud.
Personerne er menneskelige og nuancerede, omend nogle af dem er lige sort-hvide nok. Hovedpersonen Ellin var stadig min favorit, og hun udviklede sig virkelig i løbet af historien. Hvor hun i første bind var temmelig naiv, impulsiv og forkælet, så var hun her i andet bind mere moden, og tænkte sig bedre om. Hendes forvirrende følelser for Ørn er rigtig godt beskrevet, og det samme er hendes komplicerede følelser for resten af familien på Egeborg. Ellin er modig, intelligent og lærer at tøjle både sit temperament og sin impulsivitet undervejs, hvilket gjorde hende utroligt nem at holde af - og føle med. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Falk, den yngste prins. Han er svær at blive klog på, og har ry af at være "forkert" på en eller anden måde. Hans mor forguder ham, mens hans far foragter ham, og forholdet til broren er utroligt dårligt. Men alt det til trods viser han sig som en god ven for Ellin, og overrasker flere gange undervejs. Jeg kunne også godt lide Ellins livsglade kusine Sisken, til trods for hendes naivitet og virkelig dumme valg undervejs. Og så var der også et par personer, som jeg virkelig ikke brød mig om, men som jeg ikke vil nævne her, af frygt for at spoile historien. Jeg vil bare nøjes med at sige, at et par af de mandlige personer ikke opførte sig ret pænt, og at deres forhold til det kvindelige køn var dybt problematisk.
Alt i alt en virkelig god fortsættelse, som faktisk var bedre end første bind i serien. Jeg elskede alle de mange intriger, og ikke mindst den udvikling Ellin gennemgik undervejs, og jeg glæder mig allerede til at læse videre.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 17. januar 2020

Vindere af fødselsdagskonkurrencen

Så er fødselsdagskonkurrencen slut, og de to vindere er fundet, med hjælp fra en Random Number Generator. Begge vindere har fået direkte besked.

Her på bloggen vandt Susanne. Præmien, Grænsen til Trafallas 1+2, er sponsoreret af forfatteren Julie M. Day, mens Folio Diary 2020 er sponsoreret af mig.

På Instagram vandt @ganshi_. Præmien, Forbandelsen til Laitana 1, er sponsoreret af forfatteren Sissel Moody og Forlaget Klippe, mens Folio Diary 2020 er sponsoreret af mig.

Tillykke til vinderne, og tak for de mange lykønskninger og kommentarer både her og på Instagram.

mandag den 13. januar 2020

Fødselsdagskonkurrence

Lige om lidt kan jeg igen fejre fødselsdag, og i den forbindelse har jeg lyst til at forkæle nogle af jer læsere, der trofast følger bloggen, både her og på Instagram.
Jeg har derfor lavet to konkurrencer. En her, og en på Instagram, hvor man kan vinde to forskellige bogpakker. Bøgerne er sponsoreret af forfatterne, og jeg var så heldig at vinde dem til Bogbloggereventet på sidste års Fantasyfestival. Men da jeg havde bøgerne i forvejen, vælger jeg nu at lade det komme jer til gode.

Her på bloggen kan I vinde de første to bind af Julie M. Days fantastiske fantasytrilogi Grænsen til Trafallas, sponsoreret af forfatteren, samt 1 Folio Diary for 2020, sponsoreret af mig.
For at deltage i konkurrencen skal I:

-Skrive en kommentar på bloggen, hvor I fortæller, hvilken bog I glæder jer mest til i 2020. Husk også at skrive en mailadresse i kommentaren, hvor jeg kan kontakte jer, hvis I vinder.
-Have en dansk adresse, som præmien kan sendes til.

Vinderen findes på fredag den 17. januar, og får direkte besked.

Husk også at tjekke konkurrencen på Instagram ud. Søg på @laesehestmedfantasy.





lørdag den 11. januar 2020

Wildcard

Wildcard er 2. og sidste bind af science fiction-serien Warcross, skrevet af Marie Lu.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda

Emika undslap med nød og næppe Warcross-verdensmesterskabet med livet i behold, og er gået under jorden. Efter at have opdaget sandheden bag den nye NeuroLink-algoritme er hun jaget vildt, og mens hun føler sig forrådt af Hideo, forsøger hun at finde en måde at stoppe ham på, før det er for sent.
Emika opdager snart, at hun ikke er den eneste, der ønsker at stoppe Hideo. Også den mystiske Zero og hans gruppe kæmper for at undgå Hideos kontrol, og Zero har brug for Emikas hjælp, hvis hans plan skal lykkes.
Men Zero har sine egne motiver, og Emika må finde ud af, hvem hun egentlig kan stole på, hvis hun skal overleve. Hvem er ven, og hvem er fjende?

Jeg var vild med første bind i serien, og jeg ved egentlig ikke helt, hvorfor jeg har ventet så længe med at læse fortsættelsen, og afslutningen på historien. Den var nemlig mindst lige så god som etteren, og endnu mere uforudsigelig.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom de mange japanske navne krævede, at jeg holdt tungen lige i munden, så var beskrivelserne af især actionscenerne, og ikke mindst kampscenerne i det virtuelle Warcross, så realistiske, at jeg næsten følte mig som en del af spillet selv.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det fuldstændig umuligt at gætte, hvad der vil ske. Hver eneste gang jeg troede, jeg havde gættet hvor historien var på vej hen, tog den en helt anden retning, og jeg havde på ingen måde set slutningen komme. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, kærlighed, venskab, forræderi, intriger, manipulationer, hemmeligheder, mord, sorg og savn. Men det er også en historie om frygt, kunstig intelligens, teknologi, og hvor langt man kan, og bør, gå, i søgen efter sandheden, og i videnskabens navn. Mest uhyggeligt af alt er sådan set, at det kunne ske, og i en ikke engang særligt fjern fremtid, hvis ikke vi som mennesker passer på, og tænker os om.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom ikke alle bipersonerne er lige nuancerede, så er de på ingen måde endimensionelle. Hovedpersonen Emika er intelligent, modig og besluttet på at gøre det rigtige - uanset hvad det koster hende selv. Hun er knust over bruddet med Hideo, men også fast besluttet på at stoppe hans planer, selvom hun stadig har følelser for ham. Af bipersonerne var især Hideo, Zero og Jax interessante, foruden en person mere, som jeg ikke kan nævne, for ikke at spoile handlingen for meget. Hideo føler sig svigtet af Emika, men er stadig fast besluttet på at finde frem til sandheden om, hvad der skete med hans bror - koste hvad det vil. Også selvom han stadig har følelser for Emika. Zero er nok bogens mest gådefulde person. Selvom Hideo er hans bror, så er han kold, målbevist, og vil gøre alt for at stoppe ham. På trods af, at det var hans forsvinden, der satte det hele i gang. Lejemorderen Jax er en iskold dræber. Men hun har også uventede lag, og vil gøre alt for at beskytte Zero. Og så er der, som nævnt, en biperson mere, som gjorde stort indtryk med en iskold beregnende hjerne, og en tvetydig dobbelthed, som gjorde det svært for mig at vide, hvor jeg havde vedkommende.
Wildcard var en fantastisk actionfyldt, nervepirrende og tankevækkende afslutning på en virkelig fed science fiction-serie, som jeg kun kan anbefale. Var man vild med etteren, vil man bestemt ikke blive skuffet over afslutningen, og jeg kommer helt klart til at læse serien igen.

Se også forfatterens hjemmeside.


fredag den 10. januar 2020

Den gådefulde sorte blomst

Den gådefulde sorte blomst er 2. bind af fantasyserien Duftapoteket, skrevet af Anna Ruhe.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co

Efter Luzie, Benno og nabodrengen Mats opdagede det hemmelige Duftapotek, har en ny verden åbnet sig for dem. Luzie er kommet i lære som Duftapoteker, og elsker det. Og den gamle Hanne er blomstret op, efter hun nu ikke længere bliver dopet med glemselsduft.
Men Luzie kan ikke lade være med at bekymre sig for, hvad den flygtede Willem og De Evige kan finde på, nu hvor de ikke længere har muligheden for at skabe udødelighedsduften. Og da meteorpulveret, den allervigtigste ingrediens i fremstillingen af dufte, bliver stjålet, vokser bekymringen.
Luzie og Mats har brug for pulveret, hvis de skal befri Mats' far fra virkningen af den Kærlighedsløse Duft, og samtidig ved de begge, hvilke ulykker pulveret kan medbringe i de forkerte hænder.
Luzie er sikker på, at det er Willem, der står bag tyveriet, og Hanne, Luzie, Mats og Benno sætter alt ind på at finde ham - før det er for sent.
Men ikke alt er, som det ser ud til, og De Evige er mere magtfulde, end de fire kunne forestille sig.

Jeg var vild med første bind i serien, og mine forventninger til dette bind var derfor skyhøje. Desværre levede bogen ikke helt op til første bind, selvom den stadig var rigtigt, rigtigt god.
Sproget er stadig letlæst og flydende, med livagtige og sanselige beskrivelser, som i den grad vækker de forskellige dufte og omgivelser til live. Bogen er endnu en gang fyldt med fantastiske og charmerende illustrationer, som gør både historie og omgivelser levende, og samtidig er bogen utrolig smuk udenpå.
Handlingen er godt skruet sammen, med en del overraskelser undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Der skrues op for både tempo og action her i andet bind, og selvom det gør historien nervepirrende spændende, og næsten umulig at slippe, så er det desværre på bekostning af noget af den varme og charme som greb mig i første bind. Historien går næsten for hurtigt, og jeg savnede at se mere til Villa Evie. Også selvom de fremmede lokationer var interessante og godt beskrevne. Udover action og spænding er historien fyldt med intriger, hemmeligheder, dufte, magi, søskenderelationer, venskab, fare og familiekærlighed, og jeg er ret vild med, at forældrene har fået en større rolle denne gang.
Personerne er elskelige og nuancerede, og jeg kan rigtig godt lide, at de ikke er helt så sort-hvide som i første bind. Hovedpersonen Luzie er modig, intelligent og nysgerrig, men har også en tendens til at handle impulsivt, hvilket giver hende en del problemer. Hun er fast besluttet på at redde Duftapoteket, og stoppe De Evige, men også beskyttende over for sin lillebror. Hendes forvirring omkring de følelser, hun har for Mats, er rigtig godt beskrevet, og forholdet mellem de to fungerer utrolig godt. Af bipersonerne var jeg især vild med Mats og Benno. Mats er ligeså modig som Luzie, med samme tendens til at være impulsiv, og med et overvældende ønske om at redde faren fra en kærlighedsløs tilværelse - og få ham hjem igen. Og så er der Luzies lillebror Benno, som, på trods af, at han ikke altid hører efter, er en utroligt sød, hjælpsom og modig dreng, som idealiserer sin storesøster, og er fast besluttet på at hjælpe til, sin alder til trods. Willem får en del flere nuancer her i andet bind, hvilket jeg rigtig godt kan lide, og i det hele taget udvikler bipersonerne sig en hel del undervejs. Eller også er Luzie bare blevet bedre til at opfatte de grå nuancer, i stedet for at se alle som sort/hvide. Uanset hvad, så fungerer det supergodt.
Selvom bogen for mig ikke helt levede op til etteren, så var den stadig utroligt god, og jeg elskede personerne, beskrivelserne, og de fuldstændig uforglemmelige illustrationer. Kunne man lide første bind i serien, må man ikke snyde sig selv for fortsættelsen, og jeg glæder mig allerede til næste bind udkommer på dansk.

Se også forfatterens hjemmeside.

tirsdag den 7. januar 2020

Dead Things

Dead Things er 1. bind af fantasyserien Eric Carter, skrevet af Stephen Blackmoore.

Eric Carter er nekromantiker, og bruger sine evner til at jage de døde, der bare ikke vil forblive døde, monstre og andre farlige væsener. Han lever en omflakkende tilværelse, og har ikke haft et fast hjem, siden han flygtede fra Los Angeles efter hans forældres død.
Men fortiden er ikke nem at flygte fra, og da en gammel ven tager kontakt til ham, efter det brutale mor på Erics søster, må Eric vende tilbage til den by, og de mennesker, han flygtede fra, for at finde ud af, hvem, eller hvad, der dræbte hans søster.
Meget har ændret sig i de 15 år, han har været væk, og med en gangster, et ondsindet spøgelse, og en mindre dødsgudinde i hælene, får Eric nok at gøre med bare at holde sig i live.
Jagten på hævn er igang.

Den her bog kan bedst beskrives som The Dresden Files møder Constantine møder Supernatural møder Corpse Bride, og det var en blanding, som fungerede overraskende godt.
Sproget er letlæst og flydende, med nogle virkelig atmosfæriske, blodige og klamme beskrivelser, med et drys humor og masser af sarkasme. Bogen er proppet med creep-faktor, og bestemt ikke for sarte sjæle.
Handlingen er måske ikke overvældende original (der er, som nævnt, tydelige paralleller til andre bøger/graphic novels/tv-serier), men til gengæld er historien fyldt med twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske, og slutningen tog i den grad fusen på mig. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, voodoo, ånder, spøgelser, hævn, kærlighed, mord, guder og gudinder, gangstere, magtbegær, og masser af død. Alt sammen fortalt i et hæsblæsende tempo, som både gør bogen hurtigt læst og umulig at slippe.
Universet er mørkt og dystert, med et magisystem, som bestemt ikke er for de svage sjæle, og hvor magt koster. Beskrivelserne af især Erics nekromanti er til tider virkelig klamme, og magikere går da heller ikke af vejen for menneskeofringer, hvis prisen er det værd. Blandingen af gangstere og mørk magi fungerer i øvrigt utroligt godt, hvor de dødes verden og Los Angeles' underside supplerer hinanden.
Personerne er levende og menneskelige, men måske ikke alle voldsomt nuancerede. Som læser er det uden tvivl hovedpersonen Eric man lærer bedst at kende, blandt andet fordi han er bogens jeg-fortæller, og på trods af klare psykopatiske træk (seriemordere har intet på nekromantikere, skal jeg hilse og sige), så kunne jeg rigtig godt lide hans sarkasme, stædighed og evne til at tænke ud af boksen - og overleve. Af bipersonerne var det barndomsvennen Alex og ekskæresten Vivian, der stod klarest for mig. Begge tog Erics forsvinden hårdt, og begge forsøger at udrede trådene - og fortidens sårede følelser - trods morderiske spøgelser og mistanker. Og så var der den creepy Santa Muerte, døsdgudinden, som har et godt øje til Eric, og sine egne motiver til at hjælpe.
Selvom bogen ligner mange andre mørke urban fantasyserier, så kunne jeg faktisk rigtig godt lide den, og jeg skal helt klart også læse videre. Kan man lide humoren i Dresden Files og mørket i Constantine, så er serien bestemt værd at stifte bekendtskab med. Forudsat, altså, at man ikke har sarte nerver, og kan tåle de store mængder død og lig.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 3. januar 2020

All Dragons Readathon opsamling

All Dragons Readathon er slut, og det er derfor blevet tid, til at fortælle, hvordan det gik.
Det er første gang, jeg selv har opfundet et readathon, og først og fremmest skal der lyde en stor tak for den store nysgerrighed og interesse I har vist, og ikke mindst til de af jer, som fandt tid til at læse med i julemåneden.
All Dragons Readathon startede 1. december, og sluttede 31. december, og gik, kort fortalt, ud på at læse bøger med drager. Der var to forskellige udfordringer, man kunne deltage i, hvoraf den ene gik ud på at stige i rang, mens den anden tilførte evner til ens drage. Regler og udfordringer blev mere udførligt beskrevet i mit første indlæg om readathonet, som kan læses lige her.
Jeg opdaterede i december løbende om mine fremskridt på Instagram, under hashtagget #AllDragonsReadathon, selvom det ikke blev til helt så meget, som jeg havde håbet på.

Som idékvinden bag readathonet havde jeg planlagt at gennemføre samtlige udfordringer, så min drage fik det maksimale antal evner, og jeg selv fik den højeste rang. Det vil sige, at min TBR bestod af 9 bøger, som jeg viste frem i indlægget her.
Jeg nåede desværre ikke helt i mål med min temmelig ambitiøse TBR, da jeg blev syg i midten af december, og det, kombineret med julen, gjorde, at jeg intet fik læst i 1 1/2 uge. Alligevel nåede jeg at få læst 7 bøger fra min TBR, hvilket jeg er ret godt tilfreds med.
Bøgerne, jeg fik læst, er:

Garth Nix og Sean Williams: Have Sword, Will Travel (Have Sword, Will Travel 1) 274 sider.

Ry Kristensen: Dragesten (Dragehjerte 1) 203 sider.

Sarah Beth Durst: Fire and Heist 292 sider.

Rachel Aaron:
One Good Dragon Deserves Another (Heartstrikers 2) 469 sider.
No Good Dragon Goes Unpunished (Heartstrikers 3) 498 sider.

Lene Dybdahl: Ildstorm (Ovanienprofetierne 3) 446 sider.

Muffy Morrigan: Sejlvæveren 379 sider.

Ialt fik jeg læst 2561 dragefyldte sider, ligesom jeg fik rang af Dragefyrste, og gav min drage evnerne til at spy is, spytte gift, spy ild, forvandle sig til et menneske, tale og flyve, foruden usårlighed. Ikke dårligt.

Jeg nåede, som nævnt, desværre ikke til de to sidste bøger på min TBR, som ellers ville have givet min drage både visdom og magiske evner. Men det må så blive en anden gang. Bøgerne står i hvert fald klar på reolen, og er:

Anne McCaffrey: Moreta: Dragonlady of Pern (Dragonriders of Pern 7)

Linette Harpsøe: Den blå portal (Skæbneløs 2)


Jeg har virkelig nydt at kunne afslutte året med fantasyvæsenet over dem alle, og har hygget mig meget med at finde på udfordringer mm. Selvom jeg ikke nåede helt i mål, vil jeg betegne readathonet som en succes, og jeg har allerede bestemt mig for at gentage det i december 2020. Forhåbentlig har nogle af jer også lyst til at læse med.

Deltog I også i All Dragons Readathon? Hvilken rang fik I? Og hvilke evner fik jeres drage? 

onsdag den 1. januar 2020

Læseplan for 2020

Et nyt år er begyndt, og det betyder en ny læseplan, nye læseudfordringer, og nye tiltag på bloggen. Jeg afprøver i løbet af året forskellige ting på bloggen, og har derudover kastet mig ud i 3 boglige udfordringer, foruden min Goodreads-udfordring.
Og hvad er det så jeg har planlagt? Læs med og find ud af det.

Det er femte gang, jeg kaster mig ud i at lave en læseplan for det kommende år, og jeg nyder både at planlægge det kommende år, og løbende igennem året at kunne tjekke, hvor langt jeg er kommet med de forskellige udfordringer. Jeg planlægger i år både at genbruge et par udfordringer fra tidligere år, og at kaste mig ud i en helt ny udfordring.

Som I ved, hvis I følger bloggen, er det kun bøger fra de fantastiske genrer, som jeg anmelder på siden. Det betyder, at enkelte af de bøger jeg læser i årets løb, kun figurerer i de månedlige statusindlæg, som jeg fortsætter med i 2020, men den komplette liste over årets læste bøger kan altid findes på min Goodreads-side, hvor man kan få et hurtigt overblik over min fremgang i løbet af året.
Igen i år deltager jeg i Goodreads-læseudfordringen, og læsemålet er, ligesom i 2019, sat til 130 bøger. Selvom jeg læste 148 bøger i 2019, har jeg ikke tænkt mig at sætte målet op, da jeg også har et par tykkere bøger, jeg gerne vil have læst i løbet af året, og gerne vil have ro til også at kunne læse lidt mindre i nogle måneder. Jeg tæller kun "rigtige" bøger med i læseudfordringen, så tegneserier og graphic novels vil kun figurere på de forskellige måneders læsestatus.
Jeg har igen i 2020 planer om at deltage i forskellige readathons, blandt andet Dewey´s 24 Hour Readathon, The One Readathon To Rule Them All og TomeTopple, hvis det passer ind i min kalender, foruden mit helt eget readathon, All Dragons Readathon, som vender tilbage i december 2020. Skulle der dukke andre interessante readathons op i årets løb, er det heller ikke umuligt, at jeg også deltager i dem.

Jeg har igen i år tre læseudfordringer, hvoraf to er gengangere, mens den tredje er helt ny.

Første udfordring er den serieudfordring, som jeg nu har kørt med i to år. Selvom det gik i stå her i slutningen af året, så synes jeg, idéen med seriekrukken fungerer, og hjælper mig med at komme videre med nogle af de serier, som jeg måske ellers har glemt lidt. Jeg har været alle sedlerne igennem, og har sorteret dem fra, hvor jeg har fået læst serierne, samt tilføjet de nye serier, som jeg har påbegyndt i 2019, og seriekrukken indeholder, ved årets start, 47 serier. Hver måned trækker jeg en serietitel fra krukken, og skal så, som minimum, have læst en bog i serien, før måneden er slut. Bliver jeg ikke færdig med serien, ryger sedlen tilbage i krukken, til næste gang jeg trækker den. Enkelte serier er det så lang tid siden jeg har læst, at jeg nok bliver nødt til at genlæse de første bind, men forhåbentlig kan jeg huske hvor jeg er kommet til i de fleste serier. Jeg har valgt ikke at smide anmeldereksemplarer i glasset, da de gerne skulle læses snarest, og det derfor ikke giver mening at putte dem i glasset. Skulle jeg få lyst til, i årets løb, at læse videre i en serie, som befinder sig i glasset, uden at have trukket den, er det ikke forbudt. Bliver jeg færdig med serien, og trækker sedlen senere, trækker jeg bare en ny seddel i stedet for.


Min anden læseudfordring ligner serieudfordringen en hel del. Jeg startede udfordringen i 2019, og selvom det ikke gik helt så godt, som jeg havde håbet, så har jeg alligevel tænkt mig at fortsætte med den i 2020. Det er selvfølgelig FairyLoot-udfordringen jeg tænker på. Ligesom med serieudfordringen trækker jeg hver måned en seddel fra et glas med FairyLoot-bøger, og jeg har så to måneder til at få bogen læst, smide den ud, eller bestemme mig for at give den en chance igen senere. Der er ved årets start 16 titler i krukken, og forhåbentlig er der betydeligt færre tilbage, når 2020 er slut. 

Tredje læseudfordring er helt ny, og selvom den har en del tilfælles med den tidligere årslæsestak-udfordring, så er den bygget op på en lidt anden måde. Jeg har i 2020 bestemt mig for at gennemføre A-Z TBR-udfordringen, og har lavet en liste over bøger, hvis titler begynder med de første 26 bogstaver i alfabetet. For at gennemføre udfordringen skal jeg læse 2-3 bøger fra listen om måneden, og jeg håber, at jeg ved at sprede titlerne ud på den måde, vil komme igennem hele listen, og ikke, som med årslæsestakkene, glemme dem, og først for alvor komme igang med at læse dem sidst på året. Det er ikke tanken, at jeg starter læsningen med A-titlen, og slutter med Z-titlen, men i stedet har jeg tænkt mig at plukke dem, som det passer ind, og som jeg har lyst til, da jeg tror, det er bedre for motivationen. Alle titler fra min A-Z TBR kan ses her, hvor jeg også løbende streger dem ud, efterhånden som jeg får dem læst.

Udover læseudfordringerne vil jeg fortsætte med mine Top 10-Lister. Målet er en ny liste hver tredje måned - hver måned er simpelthen for meget, da de tager temmelig lang tid at lave - og så får vi se hvordan det går. Jeg har i hvert fald masser af idéer til listerne.
Jeg har også planer om at lave flere Book Tag-indlæg, da jeg synes, de er en sjov måde at fortælle om mine læsevaner, og samtidig kan jeg se på statistikken, at det er nogle af de indlæg, som bliver læst meget, så jeg går ud fra, det betyder, at I også synes de er sjove.
Jeg fortsætter med at lave statusindlæg hver måned, og her fortæller jeg også hvordan det går med de forskellige læseudfordringer. Jeg synes, indlæggene fungerer godt, og de er i hvert fald med til at give mig et overblik over hvordan læsemåneden er gået.
Jeg fortsætter også med at lave månedlige Book Hauls i 2020. Det er en god måde for mig at få overblik over, hvor mange nye bøger jeg egentlig får ind ad døren, og jeg kan se på statistikken, at det også er nogle indlæg, der bliver læst meget. Jeg håber stadig at få begrænset mit bogkøb, så jeg faktisk også kan nå at få bøgerne læst, men nu får vi se, hvordan det kommer til at gå.
Derudover håber jeg at få tid til at genlæse nogle af mine yndlingsbøger i løbet af året. For selvom jeg får mange nye spændende bøger ind ad døren, så vil jeg også gerne kunne genopdage magien i de gamle.


Hvordan det kommer til at gå med 3 boglige udfordringer vil vise sig, men jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang.

Årets første serie fra seriekrukken er Fortællinger fra Døden af K.L. Berger, og det er bestemt ikke et dårligt valg, da jeg var vild med første to bind i serien, og kun mangler det sidste bind, for at blive færdig med serien.  Første FairyLoot-bog bliver Nevernight af Jay Kristoff, som er en bog, jeg har glædet mig meget til at læse, da jeg kun har hørt gode ting om den. Den er godt nok temmelig tyk, men da jeg har to måneder til at læse den, går det nok alligevel. Jeg har endnu ikke bestemt mig for, hvilke bøger jeg vil kaste mig over fra min A-Z TBR, så det vil I først finde ud af, når måneden er slut. Jeg regner dog med, at det bliver et par af de kortere bøger, da jeg er temmelig langt bag ud med anmeldereksemplarerne fra sidste år, og gerne vil have indhentet en del af efterslæbet i løbet af januar.

Læsestatus for december og 2019

Så gik der endnu en måned, og med den forsvandt også et år, og endda et årti. 
En afslutning betyder tid til at gøre status, og med både en måned og et år bag os, bliver indlægget denne gang lidt længere, end det plejer, da jeg også benytter muligheden på at se tilbage på, hvad 2019 betød for mig - og for bloggen. 
Først gælder det dog decembers læsestatus. 

December var travl arbejdsmæssig. Månedens start betød starten på en ny teamstruktur på arbejdet, nyt team, ny kontorplads, og ny afdelingsleder, og der var meget at forholde sig til, da den nye mødestruktur også trådte i værk.
December bød desværre også på sygdom, startende med influenza og sluttende med en kraftig forkølelse med tilknyttet stemmetab, som forfulgte mig ind i juledagene. Det betød desværre mindre overskud til læsningen, hvilket bestemt ikke var planen, med både readathonsTBR og årslæsestak, der ventede på at blive færdiglæst. Heldigvis fik jeg læst en del både før og efter sygdomsdagene, så jeg alligevel endte med at være tæt på målet. 
December betød selvfølgelig også jul, og alt, hvad der knytter sig hertil. Igen i år fejrede jeg jul hos min bror og svigerinde i Give, og det var fantastisk at opleve, hvordan min nevø og niece oplevede den. Jeg opholdt mig hos dem et par dage, men tog tidligere hjem end først bestemt, i et forsøg på at få min forkølelse til at blive bare lidt bedre, inden jeg skulle på arbejde igen den 27. 
Nytåret blev holdt i forholdsvis stilhed hjemme ved mig selv, med katten, gode bøger og mad, og selvom katten bestemt ikke var tryg ved midnatsbragene, så kom vi da begge godt igennem aftenen. 
December var også måneden, hvor mit helt eget readathon, All Dragons Readathon, løb af stablen, og selvom jeg, som nævnt, ikke nåede helt i mål med min TBR, så nød jeg, for de flestes vedkommende, de bøger jeg fik læst, og jeg er utroligt glad for den opbakning og nysgerrighed, der har mødt readathonet. 
Og så må det vist være tid, til at vise de bøger, jeg fik læst i december, frem. 

Jeg starter med de bøger, jeg fik læst i forbindelse med All Dragons Readathon. Der kommer en endelig opsummering af readathonet en af de nærmeste dage, og jeg vil derfor ikke gå i dybden med bøgerne her, men bare nævne, at jeg fik læst 7 bøger fra min TBR. 
Bøgerne er:

Serien er påbegyndt. 

Serien er påbegyndt og ajour.

Sarah Beth Durst: Fire and Heist

Rachel Aaron: 
Serien er igang. 

Serien er slut.

Muffy Morrigan: Sejlvæveren

Fra min årslæsestak fik jeg færdiglæst 2 bøger. 
De er:

Andy Weir: The Martian

Muffy Morrigan: Sejlvæveren

Derudover fik jeg læst 2 antologier, hvoraf den ene var det tætteste, jeg kom på en decideret julebog, i år. 
Bøgerne er:

Neil Gaiman: Fragile Things

Wolfsbane and Mistletoe

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 17 tegneserier og graphic novels.
De er:

Jerry Scott og Jim Borgman:
Familiebånd (Zits 9)
Mor er den bedste i verden - på afstand (Zits 11)
Vent ikke for længe med vasketøjet! (Zits 12)
Filip og Sara (Zits 100% 10)

Mort Walker:
Tillykke, general Langsohm! (Basserne 100% 50)
Basserne 1953-1954
Basserne 1955-1956

Gillen, McKelvie, Wilson og Cowles:
Imperial Phase Part 2 (The Wicked + The Divine vol. 6)
Mothering Invention (The Wicked + The Divine vol. 7)
Old is the New New (The Wicked + The Divine vol. 8)

Jim Davis:
Picatto (Garfield 35)
Kogebøger ligger godt på maven (Garfield 37)
Snehunden glammer (Garfield 38)
Garfield giver piben en anden lyd (Garfield 41)
Fart over feltet (Garfield 42)
Garfield på tynd is (Garfield 57)
Garfield overvejer (Garfield 60)

Ialt fik jeg læst 10 bøger og 17 tegneserier/graphic novels. Af dem var 2 antologier, 2 var fra min årslæsestak, og 6 bøger og 3 graphic novels var på engelsk. Jeg fik afsluttet 1 serie, påbegyndt 2, og kom ajour med 1. Så trods sygdom og juletravlhed endte december faktisk med at være en rigtig god læsemåned. 
Hvad der kommer til at ske på bogfronten i januar venter jeg lidt med at fortælle om. Det kommer nemlig i et andet indlæg om læseplanerne for 2020. Men jeg vil i hvert fald have læst nogle af den anmeldereksemplarer, jeg har liggende, og som jeg er kommet temmelig langt bagud med, så jeg kan få ryddet ud i dem, inden vi kommer alt for langt ind i 2020. 

På bogfronten var 2019 et år fyldt både med masser af boglige oplevelser og perioder med manglende læseoverskud, hvilket i perioder betød færre indlæg på bloggen, end jeg kunne have ønsket, og også betød, at jeg endte året med at være en del bagud med læsning og anmeldelse af de anmeldereksemplarer, jeg har fået tilsendt af søde forlag og forfattere. 
Jeg havde fra starten af året sat mit Goodreads-læsemål til 130 bøger, og selvom jeg endte med at læse 148 bøger, og nåede målet allerede i oktober, synes jeg egentlig målet var ganske rimeligt, da jeg, trods måneder med manglende læseoverskud, ikke fik stresset mig selv, og ovenikøbet nåede målet et godt stykke tid før deadline. Det gav også plads til, at jeg kunne få læst nogle af de lidt tykkere bøger med god samvittighed, uden at jeg følte mig presset på antallet, hvad der var rigtig rart. 
Lidt statistik fra Goodreads:



Som man kan se, havde jeg et noget blandet læseår. Jeg fik godt nok læst 148 bøger, fordelt på 47150 sider, men desværre var der også i år flere bøger, som jeg ikke var så begejstret for, og som endte med at få 2 stjerner. Heldigvis ligger langt hovedparten af årets læste bøger omkring 4 og 5 stjerner, selvom man ikke helt kan regne med den rating, da jeg også opererer med halve stjerner, og derfor runder op nogle gange. 
udover bøgerne har jeg læst et hav af tegneserier og graphic novels, så det reelle sideantal ligger en del højere end de førnævnte 47150 sider. 

Jeg havde i 2019 opstillet 3 læseudfordringer til mig selv, med noget blandet succes. 
Den første var en serieudfordring, hvor jeg fra årets start havde skrevet alle de serier ned, som jeg var i gang med, og puttet dem i et glas. Hver måned trak jeg så en serie fra glasset, og meningen var så, at jeg skulle læse videre i serien, og potentielt færdiglæse den. Det gik fint i starten af året, men gik desværre en smule i stå i efteråret. Alligevel har jeg tænkt mig at fortsætte med udfordringen i 2020, da jeg synes, det er en fin måde at komme videre med nogle af de serier, jeg er gået i stå i. 
Den anden læseudfordring lignede serieudfordringen en del. Jeg har ikke været ret god til at få læst mine FairyLoo-bøger, og derfor puttede jeg, fra årets start, alle titlerne i et glas, og trak så en hver måned, som jeg havde to måneder til at få læst, eller bestemme, om jeg stadig var interesseret i. Også denne udfordring var en blandet succes, og gik i stå i sidste halvdel af året. Jeg endte med kun at få læst 2 bøger fra krukken, mens 2 andre bøger røg ud, da jeg simpelthen ikke var interesseret i dem. Jeg kan dog stadig godt lide idéen, og har tænkt mig at fortsætte udfordringen i 2020. Forhåbentlig med større succes. 

Tredje læseudfordring var en årslæsestak på 8 bøger, som enten skulle læses i 2019 eller smides ud. Også denne udfordring var en blandet succes. Jeg endte kun med at få færdiglæst 5 af bøgerne, og fik begyndt på 2 andre, som derfor er fredet. Den sidste bog har jeg til gengæld ingen lyst til at læse længere, og den ryger derfor ud. 
Bøgerne, jeg fik læst, var:

Clausen, Nick: Udvalgt (Den sidste vindrytter 1)

Finderup, Mette: Dødsgudens løgne (Dødsgudens løgne 1)

Morrigan, Muffy: Sejlvæveren

Silvera, Adam: Den dag jeg glemmer

Weir, Andy: The Martian


Bøgerne, jeg fik påbegyndt, er:

Crossley-Holland, Kevin: Kongen i stenen (Arthur 1)

Fletcher, Charlie: Stenhjerte (Stenhjerte 1)


Bogen, jeg ikke fik læst, var:

Ness, Patrick: Mere end det

Jeg oplevede desværre i 2019, at jeg ikke var ret god til løbende at få læst bøgerne, og over halvdelen var stadig ikke læst i december. Derfor tager jeg en pause fra denne udfordring i 2020. 

Derudover havde jeg planer om at deltage i en readalong af George R.R. Martins serie A Song of Ice and Fire. Det var på alle måder en fiasko, og jeg er, på skrivende tidspunkt, stadig ikke nået længere end til side 99 i første bog i serien. 

I 2019 deltog jeg i flere readathons i årets løb. I april og oktober deltog jeg, traditionen tro, i Dewey's 24 Hour Readathon, mens jeg i marts deltog i det første TFF Readathon. April bød på endnu en omgang TomeTopple, mens jeg i december deltog i mit helt eget readathon, All Dragons Readathon. Så vidt kalenderen gør det muligt, har jeg planer om at deltage i dem alle sammen igen i 2020. 

2019 bød også på flere boglige oplevelser, blandt andet bogbloggerbrunch hos Turbine, Fantasyfestival og BogForum. 

På bloggen bød året på endnu et par interviews, ligesom jeg fik en artikel i Vi læser. Derudover lavede jeg i 2019 også månedlige statusindlæg og Book Hauls, hvilket jeg fortsætter med i 2020. Jeg fik også lavet 4 nye Top 10 Lister, og satser på at lave flere i 2020. 

Privat blev 2019 et år, som gik fra den ene yderlighed til den anden. Året startede ellers godt ud, da min  niece blev født 1. januar. Derefter fulgte en katteskabt vandskade i februar, som betød, at mit nyrenoverede køkken måtte have håndværkere på besøg, og var under renovering et godt stykke ind i april. Midtvejs gennem året døde min morfar efter flere års skranten, og et kort sygdomsforløb. Selvom jeg vidste, at det var på vej, og nåede at sige farvel til ham, var det stadig et chok, og sommerferieplanerne blev sat på standby, med en bisættelse i starten af ferien. Efteråret bød på endnu en omorganisering på arbejdet, som trådte i kraft i december, og trak en del på de mentale kræfter. Forhåbentlig falder det hele rigtigt på plads i 2020, så overskuddet kan komme tilbage. 

Til slut vil jeg gerne sige tak til alle de forfattere og forlag som har givet mig så mange dejlige læse- og bogoplevelser i 2019, og ikke mindst til jer, kære læsere, som har fulgt med, kommenteret, og forhåbentlig er blevet inspireret til jeres egne læseoplevelser.
Tak for 2019, og på gensyn i 2020.