onsdag den 31. juli 2019

Living Shadows

Living Shadows er 2. bind af fantasyserien Mirrorworld eller Reckless, skrevet af Cornelia Funke.

Det lykkedes Jacob at redde sin bror fra Mirrorworld og goylernes forbandelse, men prisen var høj. Takket være den Røde Fes hævntørst og dobbeltspil, er Jacob blevet ramt af en den Mørke Fes forbandelse. En forbandelse, som siges at være ubrydelig.
Jacob er desperat, og forsøger at finde en magisk måde at bryde forbandelsen på. Men intet virker.
Sidste forsøg er den største skat af dem alle: En magisk armbrøst, som eftersigende kan redde folk fra alle forbandelser, hvis de bliver skudt af en der elsker dem. Men armbrøsten er også et frygteligt våben i de forkerte hænder, og Jacob er ikke den eneste skattejæger, der leder efter den.

Jeg læste første bind i serien sidste år, og forelskede mig fuldstændig i Funkes mørke og magiske eventyrunivers. Jeg havde derfor høje forventninger til bind 2, og jeg blev bestemt ikke skuffet.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, som får såvel den magiske Mirrorworld, actionscenerne og personerne til at fremstå lyslevende for læseren.
Universet er originalt og anderledes, og de kendte eventyr bliver i den grad twistet og vendt på hovedet. Her er magien farlig og ikke til at stole på, og intet er, hvad det ser ud til. De mange litterære referencer til både kendte og mindre kendte eventyr gør kun universet endnu mere interessant, og jeg elsker undertonen af mørke og vildskab.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det umuligt at gætte, hvad der vil ske, og som gør bogen svær at lægge fra sig. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, sort magi, hekse, overnaturlige skabninger, hævn, forræderi, jalousi, kærlighed, magiske genstande, intriger og ulmende uro. Dobbeltspil, hemmeligheder og usikre alliancer gør kun historien endnu mere spændende. Bogen slutter med en cliffhanger, som gør det svært ikke at kaste sig over næste bind i serien med det samme.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og historier, men samtidig formår forfatteren at tilføre de ikke-menneskelige personer noget fremmedartet, som både giver dem kant og dybde, samtidig med, at man stadig kan relatere til dem. Hovedpersonen Jacob er, på overfladen, frygtløs, modig, nysgerrig og ambitiøs. Hans jagt på magiske skatte fører ham vidt omkring, men giver ham også problemer undervejs. Men Jacob er mere nuanceret end som så. Han elsker sin bror, og vil gøre alt, for at beskytte ham - selv give sit liv. Hans følelser for Fox er mere komplicerede. På den ene side ser han hende stadig som den lille pige, han reddede, og på den anden side er han begyndt at få øjnene op for, at hun er blevet voksen - og at han måske føler en hel del mere for hende, end han vil indrømme. Både over for hende, og for sig selv. Jacob ved, at forbandelsen betyder, at han kun har kort tid tilbage, men han nægter at give op. Af bipersonerne er det især Fox og Nerron man lærer at kende. Dels fordi synsvinklerne skifter mellem Jacob, Fox og Nerron, og dels fordi de simpelthen er så godt beskrevne. Fox er utroligt loyal, modig og stærk. Og så er hun håbløst forelsket i Jacob, og vil gøre alt for at redde ham. Men hun er også snu, som sit andet jeg, og kan tænke hurtigt. Fox er mere forsigtig end Jacob, og stoler ikke helt så meget på andre, hvilket engang imellem viser sig at være en fordel, når Jacob får rodet dem ud i problemer. Forholdet mellem Fox og Jacob er utrolig godt beskrevet, og jeg kunne rigtig godt lide deres indbyrdes relation. Og så lærer vi Foxs fortid bedre at kende her i andet bind. Nerron er goyl, skattejæger, og anser sig selv for at være Jacobs største rival. Udover at han gerne vil have fat i armbrøsten til sig selv, så ønsker han også at slå Jacob, og blive kendt som den bedste skattejæger. Nerron er ambitiøs, forræderisk og hævntørstig, men har alligevel sin egen form for moralsk kode. Hans bastardbaggrund har gjort ham bitter, og opsat på at bevise sit værd, og det gør ham både farlig og stædig. Også de andre bipersoner er nuancerede og interessante, og sjældent som de ser ud på overfladen, hvilket bare gør dem endnu mere spændende at læse om.
Sidst, men ikke mindst, er jeg nødt til at nævne bogens udseende. Udover det utroligt smukke cover, så er bogen fyldt med smukke, mørke og til tider makabre illustrationer, som er med til at tilføre Funkes univers dets dystre og eventyragtige tone, og levendegøre universet for læseren.
Jeg elskede første bind i serien, og dette bind var ingen undtagelse. Kan man lide mørke og magiske universer, twistede eventyr og hæsblæsende action, så kan serien kun anbefales. Læs den!

Se også forfatterens hjemmeside.

mandag den 15. juli 2019

Krigerskæbne

Krigerskæbne er 2. bind af fantasyserien A.S.P.E., skrevet af Mette Finderup.

Alin er den yngste af børnene, og rigtig god til at kæmpe med sværd. Hun har fået den legendariske eventyrer Hermann Honager som læremester, og kæmper benhårdt, for at blive god nok til at beskytte sine venner.
Men Alin har problemer med selvtilliden, og da de fire børn hører om det magiske sværd, som Erina og Hermanns gruppe måtte opgive at få fat i, bestemmer børnene sig for at tage afsted og finde sværdet til Alin.
Desværre ligger sværdet skjult på en kirkegård i den lille by Skærve. En kirkegård som, ifølge sagnet, plages af både ligædere, vampyrer og andre monstre, og sværdet skulle være det eneste, som holder monstrene i skak.
Vennerne opdager snart, at der foregår mærkelige og skumle ting på kirkegården, men det skal ikke forhindre dem i at finde sværdet til Alin. Men det er ikke altid en god ting at bryde en forbandelse, og snart må Alin finde ud af hvor langt hun vil gå, for at få sit eget sværd.

Jeg var ret vild med første bind i serien, og dette bind var ingen undtagelse. Faktisk var bogen endnu bedre end første bind, og jeg slugte den på ganske kort tid.
Sproget er letlæst og flydende, med en god portion humor, og masser af livagtige - og til tider temmelig klamme - beskrivelser. Især den forbandede kirkegård fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Christian Guldagers illustrationer fanger både personerne og handlingen perfekt, og jeg er ret vild med hans streg, som formår at være både humoristisk og uhyggelig på en og samme tid.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, monstre, venskab, forbandelser, hemmeligheder og eventyr. Det er en historie om at tro på sig selv, og finde ud af, hvor langt man vil gå, for at nå sine mål. Der er skruet godt op for actiondelen her i andet bind, og det er rigtig fedt. Tempoet er højt, hvilket gør bogen umulig at slippe, og de klassiske fantasyelementer fungerer rigtig godt. Jeg kunne personligt godt have tænkt mig, at vennernes rejse var lidt mere udpenslet, men det er med voksenbrillerne på. Og så fordi jeg elsker at læse om rejser i fantasybøger.
Personerne er levende og menneskelige, og hvor det meget var Silvius og, til dels, Ene, der var i centrum i den første bog, så er fokus denne gang på Alin og, til dels, Pilo, som jeg følte, jeg kom til at kende bedre i dette bind. Jeg kan rigtig godt lide Alin. Hun er modig, sej, og stædig, men også til tider usikker på sig selv, hvad der ikke er så underligt, når man tænker på, at hun også er den yngste i gruppen. Pilo trådte mere i karakter i dette bind, hvor han tog, om ikke lederskab, så en større rolle på sig, som gruppens ældste. Jeg er stadig ikke helt solgt på Ene, selvom jeg bedre kunne lide hende i denne bog, hvor hun tøjler sin impulsivitet og evne til at komme i problemer lidt bedre end i første bind. Og så er jeg stadig ret glad for Silvius, som langsomt begynder at få styr på sine evner, og hvis fortid som grevesøn viser sig at være en uventet styrke for ham i dette bind. Af bipersonerne var jeg ret vild med krigeren Hermann. Han er stor, pralende og stærk, men også en dygtig kriger, med et hjerte af guld. Og så var der den mystiske graver, som var svær at blive klog på.
Alt i alt en rigtig god fortsættelse, som på ingen måde led under "den svære toer"-syndromet. Jeg er stadig vild med universet og rollespilsassociationerne, og skal helt klart læse videre i serien, lige så snart jeg får fat i næste bind. Er man vild med klassiske fantasyfortællinger, så kan serien kun anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

Dæmonhuden

Dæmonhuden er 1. bind af fantasyserien A.S.P.E., skrevet af Mette Finderup.

Viktor er ældste søn af en greve, og skal en dag overtage titlen fra sin far. Men Viktor synes hoflivet er kedeligt, og vil meget hellere være magiker. Efter lang tids plagen får han lov til at komme i lære hos en alkymist, da faren mener det er mere ufarligt end at være magiker.
Men da Viktor ved et uheld kommer til at sprænge sin læremesters laboratorium i luften, får han endelig sin drøm opfyldt. Godt nok får hans familie at vide, at han er død, men Viktor kommer, under navnet Silvius, i lære hos en ægte magiker, troldkvinden Erina.
Troldkvinden har en plan, som involverer Silvius og tre andre børn, og snart står Silvius over for sit livs eventyr.

Jeg har virkelig glædet mig til at begynde på den her serie. Selvom jeg aldersmæssigt er en smule udenfor målgruppen, så lød bogen spændende, og da jeg hørte, at den er baseret på rollespil, var jeg bare nødt til at læse den.
Sproget er letlæst og flydende, med masser af humor, og livagtige beskrivelser, der får såvel personer som omgivelser til at fremstå lyslevende for det indre blik. Bogen er gennemillustreret af Christian Guldager, som formår at fange såvel stemning som personer helt perfekt.
Handlingen er godt skruet sammen, med en del overraskelser undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med magi, venskab, drømme, ondskab, mod, action og eventyr. Det er en historie om at turde tro på sig selv, og have modet til at udleve sine drømme. Men også en historie om at stole på andre, og kæmpe mod det onde. Inspirationen fra rollespil er ret tydelig (en umage gruppe helte med forskellige evner og roller, et eventyr, og en opgave, der skal løses), og historien er, på mange måder, en ret klassisk fantasyhistorie. Det gør den dog hverken kedelig eller forudsigelig, men giver den i stedet en, for mig, lidt nostalgisk følelse og stemning, som jeg rigtig godt kunne lide, og som mindede mig om både tegnefilmserien Dungeons and Dragons, og DragonLance-serien. Yngre læsere, som ikke er vokset op med de to serier, vil stadig nyde serien med dens spændende plot og humor.
Personerne er levende og menneskelige, og især de fire børn Silvius, Alin, Pilo og Ene lærer man som læser rigtig godt at kende. I dette bind er det primært Silvius som fortæller historien, og derfor var det også ham jeg følte, jeg kom til at kende bedst. Silvius er grevesøn, og som sådan forudbestemt til engang at arve titlen og farens formue. Han vil dog meget hellere være magiker, og tøver ikke, da muligheden for at få sine drømme opfyldt viser sig. Også selvom han sandsynligvis aldrig vil se sine forældre igen, og hans lillebror kommer til at arve titlen i stedet for ham. Silvius er modig, intelligent og stædig, men ikke altid lige god til at sige fra, eller undgå ulykker. Han er udholdende, og kæmper for at lære at bruge sin magi. Alin er datter af en lejesoldat, og tidligere slave. Hun er en dygtig kriger, stædig, modig og loyal. Men hun har også temperament. Ene er tyv. Hun er drillesyg, nysgerrig og impulsiv, og lidt for god til at overtale andre til at følge hende. Det giver både hende og de andre problemer, som hun ikke altid kan rode sig selv og de andre ud af igen. Pilo er den ældste af børnene, og den man lærer mindst om i dette bind. Han er intelligent, modig og en dygtig bueskytte, men mangler selvtillid og tiltro til sine egne evner. Og så forguder han sin læremester, elveren Avanera. Silvius, Alin, Pilo og Ene må lære at arbejde sammen og stole på hinanden, men det er bestemt ikke nemt, når de er så forskellige. Samtidig gør deres forskelligheder, at de supplerer hinanden rigtig godt som gruppe, og det bliver spændende at følge dem i de næste bind, hvor gruppen formodentlig lærer hinanden bedre at kende, og bliver bedre til at arbejde sammen. Udover de fire børn, er der også et par bipersoner i historien, hvoraf troldkvinden Erina er den mest gådefulde af dem, og den man som læser lærer bedst at kende. Hun er temperamentsfuld, utålmodig, og, selvom hun hverken bryder sig om eller forstår børn, så har hun alligevel brug for de fire børn. Erina er en dygtig magiker, men som læser ved man ikke helt, om hun er til at stole på, eller hvad hendes planer er.
Alt i alt en rigtig god start på en klassisk fantasyserie om en gruppe umage helte som tager ud på eventyr. Voksne fantasylæsere vil nyde det nostalgiske element i serien, mens yngre læsere vil elske den actionfyldte historie. Jeg glæder mig allerede til at læse videre, og kan kun anbefale bogen.

Se også forfatterens hjemmeside.

Grimm

Grimm - Grumme eventyr genfortalt for gamle og unge er en samling af 10 eventyr, genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker, og illustreret af John Kenn Mortensen.

Forfatterne har gendigtet 10 af brødrene Grimms eventyr. Da bogen er en samling af 10 eventyr, er det svært at komme med et decideret resume, så i stedet får I at vide, hvilke eventyr, forfatterne har genfortalt. Bogen indeholder eventyrene Hans og Grete, Den syngende knogle, Historien om drengen, der drog ud for at lære at blive bange, Rapunsel, Dødens gudsøn, Røverbrudgommen, Fitchers fugl, Højboernes gave, Pigen uden hænder og Lille Rødhætte. Derudover indeholder bogen et forord om Grimms oprindelige eventyr, samt en efterskrift, hvor forfatterne fortæller om den oprindelige udgave af eventyrene, og hvordan de har ændret dem.

Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker er begge kendt som mestre af gyset, og det beviser de til fulde med disse gendigtninger, hvor der hverken er sparet på gys, grusomheder, blod eller ondskab. Historierne er grumme og makabre, og fortalt i et sprog som både er letlæseligt, flydende og indeholdende en kulsort humor. Og så er forfatterne uhyggeligt gode til at fremmale de mest makabre, kvalmende og blodige scener for læseren, godt hjulpet på vej af John Kenn Mortensens uhyggelige illustrationer.
Eventyrenes personer kommer ud for lidt af hvert, og er bestemt ikke garanteret en lykkelig slutning. Historierne vrimler med kannibaler, onde hekse og feer, mord, grådighed, død, ulykke, sort magi og onde forældre, og ulydighed er lige så tit personernes ulykke som deres frelse. Heldigvis er der også lyspunkter og kærlighed imellem, men det er ikke altid nok, til at redde personerne fra deres skæbne.
De to eventyr, der skræmte mig mest, var sjovt nok to af dem, som jeg ikke kendte særlig godt i forvejen, nemlig Røverbrudgommen og Fitchers fugl, skrevet af henholdsvis Benni Bødker og Kenneth Bøgh Andersen. En del af chokværdien stammer sikkert fra, at jeg ikke kendte så meget til eventyrene i forvejen, men langt størstedelen må tilskrives forfatternes måde at fortælle historierne på - og de store mængder blod og kannibalisme, som eventyrene indeholdt. Begge eventyr indeholder desuden handlekraftige og stærke unge piger, som bruger hovedet, og ikke bare lader sig slå til tåls med det ægteskab, der venter dem begge. Og heldigvis for det.
Derudover var jeg vild med Kenneth Bøgh Andersens udgave af Hans og Grete, og Benni Bødkers genfortælling af Lille Rødhætte. Her kendte jeg selvfølgelig eventyrene bedre, og måske netop derfor syntes jeg rigtig godt om de ændringer forfatterne flettede ind i historierne. Igen spiller menneskeædning en stor rolle, og igen er forældrene dem, der, bevidst eller ubevidst, er skyld i børnenes ulykke, men hvor ulydighed i det ene eventyr ender med at være en redning, så har ulydigheden i det andet eventyr store konsekvenser for hovedpersonen.
Er man træt af polerede og ufarlige eventyr fyldt med lykkelige slutninger, elsker man gys og makabre fortællinger, eller vil man bare tilbage til dengang, hvor eventyr ikke var for sarte sjæle, og ligeså tit endte grufuldt som lykkeligt, så kan den her eventyrsamling kun anbefales. Jeg slugte eventyrene, og kunne slet ikke slippe bogen, før den var slut. Om jeg vil kunne sove uden mareridt i nat er usikkert, men det får mig ikke til at fortryde læsningen, og jeg ved allerede nu, at bogen vil blive genlæst igen og igen. Og så skal jeg helt klart have fat i efterfølgeren, når den udkommer til efteråret.

Se Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside.
Se Benni Bødkers hjemmeside.


søndag den 14. juli 2019

Gemini

Gemini er en fantasyserie på 6 bind, bestående af Forbyttede børn, Veje mellem verdener, Drengen fra Stjernerne, Skyggedæmonens datter, Dødens symfoni og Det trettende tegn. Serien er skrevet af Mette Finderup og Thomas Munkholt, og illustreret af Lars Gabel.

På deres 14 års fødselsdag vågner de to piger Aike og Veronika, til deres store overraskelse, i en fremmed verden. De to piger har, på mystisk vis, byttet plads, og ingen, selv ikke deres egne familier, har opdaget det.
De to verdener, Tusmørkely og Solsiden, er meget forskellige, og pigerne forsøger desperate at finde en vej tilbage til deres egen verden. Men verdenerne er adskilt af en ældgammel mur, og det viser sig snart at muren spiller en stor rolle i forbytningen. Og der er væsener, der vil gøre alt for at sikre, at pigerne bliver, hvor de er.

Jeg var virkelig vild med den her serie. Bøgerne er forholdsvis korte (hvilket også er grunden til, at jeg anmelder serien samlet), og fyldt med fantastiske og stemningsfulde illustrationer i en sådan mængde, at bøgerne balancerer på grænsen mellem illustrerede bøger og graphic novels.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med både humor, gys og levende beskrivelser, som hjælpes godt på vej af Lars Gabels fantastiske illustrationer. Dele af historien fortælles i tegneserieform, mens andre dele fortælles via ren tekst, og blandingen af de to former fungerer utroligt godt.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at forudse, hvad der vil ske. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, forbytninger, dæmoner, forræderi, fordomme, ondskab, musik og action.
Universet er spændende, og de tre forskellige verdener (Tusmørkely, Solsiden og Muren) fremstår utroligt livagtige og forskellige for læseren. Igen hjælper illustrationerne til at fange de forskellige stemninger, men samtidig er verdenerne så tilpas forskellige, at man ikke kan lade være med at være fascineret af forskellene. I Tusmørkely er videnskaben ikke så langt fremme som i Solsiden, men til gengæld er magien langt mere fremherskende her, end i Solsiden, hvor alt forklares videnskabeligt. Jeg kunne rigtig godt lide den måde, forfatterne brugte stjernetegn og musik i deres verdensopbygning, og forskellen på de to verdeners forskellige former for magi - eller energi - var også godt forklaret, og gav mening. Og så er der Muren, som var sin helt egen, og meget creepy, verden. Ikke fordi der ikke også var masser af creepfactor i Tusmørkely og Solsiden. For eksempel var der både et mystisk bibliotek og et utroligt creepy cirkus, for slet ikke at tale om de allestedsnærværende skygger.
Personerne er levende og nuancerede, og selvom jeg ikke holdt lige meget af alle personerne, så følte jeg alligevel, at jeg lærte dem rigtig godt at kende, hvilket ikke mindst skyldtes at synsvinklen skiftede mellem de to hovedpersoner Aike og Veronika hele vejen igennem, hvilket var lidt forvirrende i starten, indtil jeg havde fanget systemet. Aike er forkælet, populær og har rige forældre, hvilket betyder, at hun er vant til både at få sin vilje, og få det hun peger på. Det gør hende meget selvsikker, men også naiv og til tider lidt for impulsiv, og det tog noget tid før jeg for alvor kom til at holde af hende. Veronika er en stille pige, og noget mere forsigtig af sig. Hun elsker sin familie, og kan slet ikke vente med endelig at få lov til at lære magi. Pigernes møde med en anden verden er et chok for dem begge to, og de vil gøre alt for at finde en vej hjem igen. Det kræver dog, at de lærer at stole både på hinanden, og på dem selv. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide den mystiske popstjerne Dante og Veronikas lillebror, men også Helene og Spinoza var interessante personer.
Kan man lide fantasy med et strejf af horror, graphic novels, og spændende historier, så kan Gemini-serien kun anbefales. Jeg elskede serien, og kommer helt klart til at læse den igen og igen.

Se Mette Finderups hjemmeside.
Se Thomas Munkholts hjemmeside.
Se Lars Gabels hjemmeside.

torsdag den 4. juli 2019

Storm Cursed

Storm Cursed er 11. bind af fantasyserien Mercy Thompson, skrevet af Patricia Briggs.

Mens Adam har travlt med hemmelige møder, må Mercy overtage opgaven med at forsvare flokkens territorium. Som om det ikke var slemt nok at måtte slås mod en morderisk goblin, så må hun også tage kampen op mod zombie miniature geder.
Og det er desværre kun starten på flokkens nye problemer. Onde hekse, der udøver sort magi, har bestemt sig for at slå sig ned i flokkens territorium, og de godtager ikke et nej.
Samtidig er flokken uforvarende - og grundet en dårlig advokat - blevet tvansudskrevet  som bodyguards for menneskelige politikere i kommende forhandlinger med feerne. Forhandlinger, som heksene vil gøre alt for at stoppe.
Heksene må stoppes. Men hvordan stopper man lige hekse, som har kontrol over de døde - og nogle gange også de levende?

Jeg elsker simpelthen den her serie, og dette bind var ingen undtagelse.
Sproget er letlæst og flydende, med levende, og til tider kvalmende, beskrivelser, rappe dialoger, og en god portion humor.
Handlingen er godt skruet sammen, med maser af twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske, og som gør bogen umulig at slippe. Historien er spændende, og fyldt med varulve, magi, hekse, zombier, politiske intriger, forræderi, feer og kærlighed. Det er en historie om at tage ansvar og holde sit ord, om fredsforhandlinger, magtbegær, hemmeligheder, og om at beskytte sin familie - hvad enten den er af kød og blod, eller valgt.
Universet udvider sig endnu en gang, og denne gang får man som læser et indblik i de sorte hekses magi og totale mangel på moral og samvittighed. Heksene er for mig nok de mest creepy væsener i Briggs' univers, netop fordi deres drivkraft er smerte og magtbegær, mens magien samtidig gør dem sindssyge. Heksene er ligeglade med hvem de torturerer eller dræber - familie, venner eller fjender - så længe det giver dem mere kraft, og det gør dem utroligt uhyggelige.
Personerne er levende og menneskelige - selv de creepy hekse, som stadig har et element af noget menneskeligt i sig, uanset hvor korrumperet det er. Jeg er virkelig vild med Mercy og Adam som par. Udover at de har en rigtig god kemi i soveværelset, så formår de også at ramme en balance mellem Mercys selvstændighed og Adams beskyttergen, som virker realistisk. Mercy er intelligent, loyal, modig, sarkastisk og selvstændig, men ikke imod at lade sig beskytte - en gang imellem - mens Adam er modig, trofast, besiddende og stærk, uden at blive for besiddende eller kontrollerende. Og det selvom hans alfaside er både kontrollerende og besiddende. Jeg er også ret vild med Zee og Tad, som begge er mere, end de ser ud til, og som gemmer på indtil flere fehemmeligheder. Og så skræmmer den psykopatiske og gådefulde vampyr Wulfe mig stadig fra vid og sans, simpelthen fordi han er så utilregnelig. Man ved aldrig, hvilken side han er på, og hans magiske evner er uhyggeligt stærke. I det hele taget er bipersonerne utroligt nuancerede, og man kommer hurtigt til at holde af dem. Hvis ikke man da frygter eller hader dem - eller en kombination.
Alt i alt endnu et fantastisk bind i en af mine absolutte yndlingsserier. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og er man ikke begyndt på serien endnu, er det bare med at komme igang. Eneste problem er sådan set, at der er alt for længe til næste bind udkommer. Og jeg har allerede  abstinenser.

Se også forfatterens hjemmeside.

tirsdag den 2. juli 2019

Gennem kul og blod

Gennem kul og blod er 3. og sidste bind af steampunk-serien Revolutionstrilogien, skrevet af Nikolaj Johansen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Calibat

Revolutionen hænger i en tynd tråd. Argones idé om at gå alene ind i byen og fremlægge sine krav for soldaterne er endt med at få ham dømt for landsforræderi, og han er nu på vej tilbage til det Imperium, han forsøgte at tage kampen op imod. Denne gang ikke som priviligeret adelsøn, men som straffefange.
Alt håb er dog ikke ude. Tilbage i Occitanien forsøger Rosheen at lære resterne af Argones oprørshær at kæmpe, og den lille gruppe occitanere gør livet surt for soldaterne med sabotagehandlinger.
Men oprørerne er få, og soldaterne mange.
Drømmen om revolution og lighed hænger i en tynd tråd.

Jeg var ret vild med de første bind i trilogien, så da forfatteren spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde sidste bind, sagde jeg selvfølgelig ja. Og det er jeg glad for, at jeg gjorde, for bogen var det perfekte punktum for en rigtig vellykket dansk steampunk-trilogi.
Hvor første bind var næsten ren action, og andet bind fokuserede meget på efterveerne af ødelæggelserne, så var tredje bind meget karakterdrevet, med fokus på religion, moral, idealisme, og etiske principper. Trilogien har på mange måder været en dannelsesrejse for hovedpersonen Argone, og det bliver i den grad tydeligt her i sidste bind, hvor Argone bliver konfronteret med sin fortid, og må tage stilling til, hvem han ønsker at være. Og det fungerer rigtig godt.
Sproget er letlæst og flydende, med realistiske beskrivelser som næsten klaustrofobisk levendegør mørket i kulminerne og occitanernes hemmelige tunneller, og forskellen mellem landet og industribyen.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom der er skruet en del ned for actiondelen i denne bog, så kan man som læser følge personernes udvikling undervejs, og revolutionens langsomme, tøvende udvikling. Historien er spændende, og fyldt med emner som religion, magtbegær, oprør, indvandring og kolonisering, erobring, undertrykkelse, idealisme, industrialisering, drømme, venskab og familie.
Universet er fascinerende, og jeg er vild med blandingen af mærkelige maskiner, luftskibe og mysticisme.
Personerne er levende og menneskelige, med egne historier og motiver, og man kan virkelig følge, hvordan de udvikler sig igennem bogen. Argone er idealistisk, og, trods det, at han har startet en revolution, og i kraft af sin opvækst kender imperiet ud og ind, til tider forbløffende naiv. Han vokser dog i løbet af bogen, da han endelig begynder at opdage konsekvenserne af sine handlinger, og finder ud af, hvor langt han er villig til at gå, for at få retfærdighed. Rosheen er præget af hævntørst efter at have mistet sin bror, og er glødende tilhænger af Argones revolution. Hun er ikke bange for at slå ihjel, eller lade målet hellige midlet, men mødet med occitanerne får langsomt hendes øjne op for, at revolution ikke altid behøver at betyde død, og at målet ikke altid helliger midlet. Eamonn tror på imperiet, og støtter på ingen måde tanken om revolution. Han stoler på, at soldaterne gør det rigtige, også selvom beviserne ikke altid taler for det. Jeg havde det lidt svært med ham i dette bind, da det virker som om, han lukker øjnene for soldaternes grusomheder, fordi han har fået en ny kirke, og soldaterne tror på Gud. Enten det, eller også var han simpelthen himmelråbende naiv. Ambre er occitaner, men drømmer om mere end et slidsomt liv i en landsby. Hun tror på Argones revolution, og kæmper videre, selvom han er væk. Selvom hun er parat til at gå langt for revolutionens skyld, og nysgerrig omkring imperiets levemåde, så følger hun stadig sit folks moralske kodeks og religion. Selvom de alle fire skiftes til at fortælle historien, så er man ikke i tvivl om, at det er Argone, der er både hovedpersonen og omdrejningspunktet for historien, og det er uden tvivl også ham, der udvikler sig mest i løbet af bogen. Man kan næsten sige, at han udvikler sig fra en naiv og idealistisk dreng, til en mand, som er sikker på sig selv, og stadig idealistisk, omend knap så naiv. Fælles for alle personerne, bipersonerne inklusiv, er, at de er nuancerede, uperfekte mennesker af kød og blod, som er nemme at forholde sig til, og til at forstå. Også selvom man som læser ikke nødvendigvis kan holde af dem alle sammen.
Bogen sluttede for mig på den helt perfekte måde, og selvom jeg er ked af at sige farvel til personerne og universet, så er jeg glad for at have været med på rejsen. Kan man lide steampunk med levende personer, et spændende univers og masser af karakterudvikling, krydret med problemstillinger om industrialisering, kolonisering og religion, kan serien kun anbefales. Var man, som jeg, vild med de første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet.

Se også forfatterens hjemmeside.

mandag den 1. juli 2019

Book Haul #6

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Juni er slut, og det er derfor tid til at vise månedens nye bøger frem. Jeg har efterhånden fundet ud af, at jeg køber mange bøger i de måneder, hvor jeg ikke får læst ret meget, og det viste sig også at holde stik i juni. Jeg købte nemlig en hel del bøger, plus en del merchandise, i månedens løb, og bøgerne er denne gang en blanding af sommerferiebøger, særlige udgaver, serier og et par enkelte anmeldereksemplarer. Et par af bøgerne blev godt nok købt i maj, men dukkede først op i juni, og så har jeg stadig et par bøger på vej til mig, som først bliver vist frem i juli måneds book haul.
Da der er mange bøger, der skal vises frem, må vi hellere komme i gang.

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I juni fik jeg tilsendt 2 anmeldereksemplarer fra søde forfattere og forlag.
Bøgerne er:

Nikolaj Johansen: Gennem kul og blod (Revolutionstrilogien 3). Forlaget Calibat.

Karin Ordell: Féerne på Féstøv-slottet. Books on Demand.


Jeg køber en hel del bøger hos Saxo, og juni måned var ingen undtagelse. Her fik jeg både købt de sidste bind i en serie, så jeg nu kan få den færdiglæst, en næsten komplet og svær at opstøve serie, som jeg har læst for flere år siden, et par helt nye bøger og en sød chiklit til sommerferien. Ialt blev det til 13 bøger.
Bøgerne er:

Margaret Rogerson: Sorcery of Thorns

Jenny Colgan: Den lille butik med de lykkelige slutninger

Henry Williamson: Tarka the Otter (Puffin Classics)

Pittacus Lore:
The Revenge of Seven (Lorien Legacies 5)
The Fate of Ten (Lorien Legacies 6)
United as One (Lorien Legacies 7)

Diana Wynne Jones: The Chronicles of Chrestomanci vol. 2

Margaret Weis og Tracy Hickman:
Dragon Wing (The Death Gate Cycle 1)
Elven Star (The Death Gate Cycle 2)
Fire Sea (The Death Gate Cycle 3)
Serpent Mage (The Death Gate Cycle 4)
The Hand of Chaos (The Death Gate Cycle 5)
The Seventh Gate (The Death Gate Cycle 7)


Hos Cdon.com lykkedes det mig at finde det resterende bind i The Death Gate Cycle-serien.
Bogen er:

Margaret Weis og Tracy Hickman: Into the Labyrinth (The Death Gate Cycle 6)


Amazon tilbød mig en rabatkode, for at lave en Wish List hos dem, og den benyttede jeg selvfølgelig til at købe 2 bøger, jeg længe har kigget på, men som var lige det dyreste. At de så kom til at koste nogenlunde det samme med porto og fragt, taler vi ikke om:)
Bøgerne er:

Grimm's Complete Fairy Tales (Barnes and Noble Leatherbound Classics)
The Arabian Nights (Barnes and Noble Leatherbound Classics)


Også Bookdepository gav mig rabat på bøgerne på min Wish List, og jeg benyttede lejligheden til at købe 2 bøger, jeg længe har ønsket mig.
Bøgerne er:

Brian Sibley: The Maps of Tolkien's Middle-Earth

Celtic Tales - Fairy Tales and Stories of Enchantment from Ireland, Scotland, Brittany and Wales


Kvickly havde supertilbud på den nyeste bog i Afdeling Q-serien, så den røg selvfølgelig med i kurven.
Bogen er:

Jussi Adler-Olsen: Offer 2117 (Afdeling Q 8)


I Føtex faldt jeg over 2 bøger på tilbud, som jeg tænkte passede perfekt til lidt let sommerlæsning.
Bøgerne er:

Jenny Colgan:
Velkommen til Floras sommerkøkken
Rosie Hopkins' søde drømme


Og sidst, men bestemt ikke mindst, købte jeg 1 enkelt bog og 2 graphic novels hos Fantask.
Bogen er:

Christina Henry: Black Wings (Black Wings 1)

De 2 graphic novels er:

Joss Whedon: High School is Hell (Buffy the Vampire Slayer vol. 1)

Judd Winick, Joe Benitez og Ian Churchill: Together Forever (Titans book one)


Derudover købte jeg også en del merchandise hos Superhelten. Desværre har jeg opdaget, at huen og vanterne er i børnestørrelse, men så må jeg bruge dem til Instagram-fotos i stedet for - der gør størrelsen ikke så meget.
Jeg købte:

The Marauder's Map

Slytherin beanie og handsker

Witch (Disney funko pop 347)


Det sidste merchandise-køb i denne omgang er fra Faraos Cigarer, hvor jeg købte en enkelt funko pop, nemlig:

Snow White (Disney 339)

Ialt blev det til 24 bøger, 2 graphic novels, 2 funko pops og 2 andre former for merchandise i perioden 3. juni til 1. juli. Af dem var 2 anmeldereksemplarer fra forfattere og forlag, 18 var på engelsk, 15 var fantasy/science fiction, og de resterende 9 var en blanding af klassikere, fagbøger, chicklit og 1 enkelt krimi. Jeg har stadig et par bøger på vej til mig, og så overvejer jeg at gøre et enkelt dyrt bogkøb mere i juli. Om det bliver til noget, må I se i næste Book Haul.

Har I købt nye bøger i juni? Og har I mon læst nogle af dem, som jeg har købt?