lørdag den 25. juli 2020

Flygtig evighed

Flygtig evighed er 3. bind af fantasyserien Wicked Lovely, skrevet af Melissa Marr.

Aislinn er langsomt ved at falde til rette i sin rolle som Sommerdronning, og sammen med sin konge er hun ved at få styr på Sommerhoffet, som har stået svagt mens Keenans kræfter var bundet af den forrige Vinterdronning. Men trods sit ønske om et strengt arbejdsmæssigt forhold til Sommerkongen, kan hun ikke lade være med at føle sig mere og mere tiltrukket af Keenan. Og det selvom hun stadig elsker Seth.
Men Seth er menneske, og selvom han står på god fod med regenterne af de tre fehoffer, så mærker han mere og mere, hvor sårbar han er, i en verden fyldt med magi, vold og intriger. Samtidig føler han, hvordan Aislinns forvandling fjerner hende mere og mere fra ham, og ved, at Keenan forsøger at skille dem ad.
Seth mener, han har fundet en løsning, men den kræver hjælp fra en af de magtfulde feer. Lykkes det, bliver han udødelig, og kan beholde Aislinn. Mislykkes det, kan det betyde hans død, og krig mellem hofferne. Men er kærligheden det værd?

Jeg var vild med de første to bind i serien, men desværre skuffede bind tre mig. Og det skyldtes Aislinn, som jeg virkelig ikke brød mig om i dette bind, hvilket gjorde det svært at heppe på kærligheden mellem hende og Seth. Men mere om det senere.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og sanselige beskrivelser, og en mørk og farlig undertone, som gør stemningen helt speciel.
Universet udvider sig endnu en gang, med nye feer, nye hoffer og nye former for magi, og jeg elskede indblikket i det oprindelige feland.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med magi, intriger, kærlighed, venskab, feer, hemmeligheder, løgne, bedrag, forblændelse og valg, og bogen er næsten umulig at slippe.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom der denne gang er en del flere synsvinkler involveret, så fungerer det for det meste godt, selvom jeg havde det virkelig anstrengt med Aislinns synvinkel. Hovedomdrejningspunktet er denne gang igen Aislinn og Seth, men hvor jeg nød Seths kapitler, så kom jeg til at afsky Aislinns. Hvor hun som menneske var viljefast, stærk og intelligent, så opfører hun sig som fe egoistisk, selvmedlidende, naivt og direkte uintelligent, mens hun opfører sig, som om hun er verdens midtpunkt, og tager det som selvfølgeligt, at alle andre får hendes liv til at glide, som hun ønsker det. Hendes stigende forblændelse af og tiltrækning til Keenan går dels udover hendes forhold til Seth, samtidig med, at hun lukker øjnene for den måde, Keenan manipulerer med hende på, og hun opførte sig både dumt og himmelråbende naivt i en sådan grad, at jeg havde lyst til at kyle bogen i hovedet på hende. Samtidig gjorde hendes opførsel det umuligt for mig at heppe på forholdet mellem hende og Seth, fordi jeg syntes, at han fortjente bedre end den forkælede og egoistiske møgunge Aislinn forvandlede sig til undervejs. Seth, derimod, var skøn som hovedperson. Han er ærlig, loyal og støttende, og opfører sig som den perfekte kæreste, trods Aislinns vandrende følelser. Seth føler sig mere og mere hjemme i feernes verden, men er samtidig også opmærksom på, hvor sårbar han er som dødelig, hvor kun Aislinns følelser og Nialls venskab beskytter ham. Til gengæld forstod jeg ikke, hvorfor han var villig til at tilbringe evigheden sammen med Aislinn, med den måde, hun behandlede ham på. Jeg kunne også godt lide gensynet med Vinterdronningen Donia, og den måde, hun begyndte at sige fra over for både Keenan og Aislinn, når de, igen-igen, forsøgte at bruge hende som buffer i deres forstyrrede forhold. Sorchas synsvinkel var den sidste, og igen kunne jeg rigtig godt lide hende. Som dronning for Det Høje Hof lever hun adskilt fra menneskenes verden, og selvom hun på mange måder er mere magtfuld end de andre monarker, så er hun også mere bundet af såvel regler som af sin egen natur. Alligevel bliver hun fascineret af Seth, og det forhold, som opstår mellem de to, virker utroligt ægte og rigtigt. Af bipersonerne nød jeg især gensynet med Niall, som er faldet til i sin nye rolle som konge af Det Mørke Hof, mens Bananach, feen som er indbegrebet af krigens væsen, både fascinerede og skræmte mig. Til gengæld brød jeg mig bestemt ikke om Keenan, hvis egoisme og manipulationer fik ham til at fremstå som en forkælet lille dreng, og den måde han brugte både Aislinn og Donia gjorde ham ikke ligefrem mere sympatisk.
Selvom jeg stadig er vild med universet og de politiske intriger var spændende, så havde jeg store problemer med Aislinn, og forholdet mellem hende og Seth, hvilket desværre gjorde, at bogen blev en lidt mere blandet læseoplevelse, end de tidligere bind i serien, selvom den overordnet set stadig var god. Det betyder ikke, at jeg ikke anbefaler bogen til fans af serien, og jeg har stadig tænkt mig at læse de næste bind, men jeg håber virkelig, Aislinn genfinder de styrker, hun havde som menneske, for hun var godt nok anstrengende i dette bind.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 24. juli 2020

Farligt blod

Farligt blod er 2. bind af fantasyserien Wicked Lovely, skrevet af Melissa Marr.

Leslie er en pige med mange problemer. Hendes mor har forladt familien, faren er druknet i alkohol, hendes bedste veninde lyver for hende, og hendes bror har ladet sine venner voldtage hende. Leslie plages af mareridt og pengebekymringer, men er fast besluttet på at slippe væk, og leve sit eget liv. Og første skridt på vejen er at få en tatovering. Desværre er det ikke en almindelig tatovering, hun bestemmer sig for, og før hun ved af det, er hun blevet bundet til herskeren af Det Mørke Hof, Irial, og trukket ind i feernes mørke og farlige verden. En verden, som kan ende med at tage livet af hende.

Jeg læste første bind i serien for 10 år siden, og har haft bind to stående i reolen næsten lige så længe, men alligevel er det først nu, at jeg har fået læst den. Og sikke en læseoplevelse jeg har snydt mig selv for.
Sproget er letlæst og flydende, stemningen mørk og farlig, og beskrivelserne livagtige og billedskabende.
Universet udvider sig i dette bind, hvor vi som læsere får et blik bag kulisserne i Det Mørke Hof, som er langt mere skånselløst end Vinter- og Sommerhofferne. Det Mørke Hof ernæres af mennesker og feers mørke følelser, og efter i århundreder at have spist godt på grund af den forrige Vinterdronnings grusomheder og konflikten mellem Vinter- og Sommerhofferne, så sulter feerne nu. Og det gør deres hersker desperat efter at finde en ny måde, at føde sit hof på.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og en slutning, som jeg bestemt ikke havde set komme, men som jeg var ret vild med. Historien er spændende, og fyldt med magi, venskab, kærlighed, besættelse, begær, desperation, vold, voldtægt, afhængighed, feer, hemmeligheder og intriger. Først og fremmest er det dog en historie om at finde sig selv, og sin egen styrke, og det fungerer utroligt godt.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver, historier og svagheder, og selvom hovedpersonerne er skiftet ud, i forhold til i første bind, så kom jeg hurtigt til at holde af dem alle tre. Leslie, Irial og Niall skiftes til fortælle historien, og det fungerede rigtig godt, da man dels fik historien fra flere sider, og dels lærte de tre rigtig godt at kende. Leslie er fast besluttet på at slippe væk hjemmefra, og ikke mindst fra broren. Hun er plaget af mareridt, og af at holde brorens overgreb hemmeligt, og føler, at hun er ved at drukne. Hendes venskab med Aislinn er præget af hemmeligheder, og selvom hun er interesseret i Niall, så holder han sig fra hende. Ønsket om en tatovering er det eneste, der rigtigt holder hende igang, men desværre viser tatoveringen sig at være farligere end hendes hjemmeliv, og Leslie må konfrontere sin frygt, hvis hun skal overleve. Niall har i århundreder været Keenans loyale ven, men har en fortid med herskeren af Det Mørke Hof, som han skammer sig over. Det står ikke helt klart, om det er et venskab, eller et romantisk forhold de to havde sammen, men Niall afviste ham, og flygtede fra hoffet, fordi han ikke kunne klare sandheden om de mørke feers ernæring. Niall er interesseret i Leslie, men er nødt til at adlyde sine herskere, når de beordrer ham til at holde sig fra hende. Irial er desperat efter at redde sit hof, og bliver hurtigt interesseret i og besat af Leslie, og hendes mørke følelser. Så da hun vælger hans tatovering, er han begejstret. Han havde dog ikke regnet med, at han selv ville begynde at have følelser for sit menneske. Kemien mellem Leslie, Niall og Irial fungerer rigtig godt, og selvom det er et rigtigt trekantsdrama, så generede det mig faktisk ikke, fordi det var så jævnbyrdigt som det var. Af bipersonerne nød jeg gensynene med karaktererne fra første bind i serien, selvom jeg virkelig ikke brød mig om Keenan i dette bind. Han er manipulerende, iskold og egoistisk, og den måde, han behandler Niall på er ærligt talt temmelig modbydelig. Af de nye bipersoner kunne jeg især godt lide tatovøren Rabbit, som til trods for sine egne hemmeligheder og den rolle, han spiller i Leslies skæbne, alligevel er en god ven for hende. Og så var jeg også ret vild med den voldelige, men loyale, og på sine egen måde kærlige, Gabriel. Især hans nedsmeltning over datteren er virkelig morsom. Leslies bror, derimod, hadede jeg, og han havde da heller ingen forsonende karaktertræk.
På trods af nye hovedpersoner, så var jeg lige så vild med Farligt blod som med forgængeren, og var man fan af første bind, og er man til feer, kærlighed og dyster stemning, så kan serien her kun anbefales. Jeg glæder mig allerede til at kaste mig over næste bind.

Se også forfatterens hjemmeside.

tirsdag den 21. juli 2020

Mørk lykke

Mørk lykke er 1. bind af fantasyserien Wicked Lovely, skrevet af Melissa Marr.

Hele sit liv har Aislinn set dem. Feerne. Usynlige, frygtelige og farlige, og kun mulige at overleve, så længe de ikke kender hendes hemmelighed. Derfor har hun levet efter tre regler hele sit liv. 1. Kig ikke på de usynlige feer. 2. Svar ikke usynlige feer. 3. Tiltræk aldrig feers opmærksomhed.
Desværre kommer hun snart til at bryde alle tre regler. For Keenan, Sommerkongen, har valgt hende til sin nye dronning, og før hun ved af det, er Aislinn fanget i et ældgammelt og dødsensfarligt spil mellem Vinterdronning og Sommerkonge. Et spil, hvor hun ikke kender reglerne, men kan miste alt, hvis hun taber.

Jeg læste første gang Mørk lykke i 2010, og var fuldstændig vild med bogen. Og heldigvis holder den stadig, for der gik ikke mange sider, før jeg igen var fuldstændig opslugt af universet og personerne, og jeg slugte bogen på ingen tid.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren forstår at skabe en underliggende stemning af lurende fare, så man næsten kan se usynlige feer titte frem fra skyggerne, mens man læser. Beskrivelserne er livagtige, og især feerne beskrives på en måde, så det overjordiske fremstår tydeligt.
Universet er velgennemført og troværdigt, og bygger på keltisk mytologi. Feerne her er hverken nuttede eller rare, men kolde, manipulerende, sensuelle og egoistiske, og minder mere om fae og Shakespeares version, end Disneys. Men selvom feerne er magtfulde, så er der stadig regler, som de er nødt til at følge, ligesom de har svagheder, som straffer dem, hvis de overtræder deres egne love. Det giver såvel magisystem som verden en overordnet logik, som er med til at øge troværdigheden, så man som læser tror på den verden, man bliver introduceret til.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med intriger, forræderi, hemmeligheder, magi, magtbegær, undertrykkelse, bedrag, besættelse og en god portion action. Først og fremmest er det dog en historie om kærlighed, fortvivlelse og sorg, godt krydret med et af de mest dysfunktionelle mor/søn-forhold man kan forestille sig. Og selvom visse dele af plottet var temmelig klichefyldt, så kunne jeg ikke lade være med at elske det, trods trekants- og teenagedrama.
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige (eller fe-lige). Synsvinklen skifter mellem Aislinn, Keenan og Donia, og det fungerer rigtig godt, fordi man på den måde både får en del af forhistorien for konflikten, og får en dybere forståelse for karakterernes følelser. Aislinn er en virkelig skøn hovedperson, som, selvom hun er vokset op i frygt for, at feerne ville opdage hendes hemmelighed, ikke kan lade være med at gøre oprør mod bedstemorens regler. Aislinn er fast besluttet på at leve sit eget liv, på trods af fare og feer, og samtidig forsøger hun at finde ud af, om hun tør tage springet fra ven til kæreste med Seth. Hun er ikke bange for at sige sin mening, og kemien mellem hende og Seth er virkelig godt skrevet. Så da Keenan dukker op på banen, bliver Aislinn både bange og irriteret. For selvom hun er forelsket i Seth, og ved hvor farlige feer er, så kan hun alligevel ikke lade være med at blive tiltrukket af ham. Og samtidig er Keenan fascineret af Aislinn, der, som den eneste pige, kan modstå ham. Hvilket bare gør ham mere opsat på at vinde hendes kærlighed. Men selvom Keenan er selvoptaget, egoistisk og skræmmende, og parat til at gøre alt, for at vinde over sin mor, så har han også en mere skrøbelig side, som gør det svært ikke at have sympati med ham. Donia er Vinterpigen, og selvom det er hendes opgave at forhindre Aislinn i at vælge Keenan og blive Sommerdronning, så elsker hun stadig Keenan, og ønsker at hjælpe ham med at overvinde Vinterdronningen. Jeg holdt utroligt meget af Donia, og følte virkelig med hende, og den måde, hun er blevet en brik i spillet mellem Keenan og hans mor. Hun har mistet alt af kærlighed til Keenan, og som tak er hun blevet forvandlet til en fe, og må se på, mens han forsøger at gøre andre piger forelskede i ham, så han kan finde sig en dronning, der kan gøre det, Donia ikke kunne. Af bipersonerne holdt jeg især af Seth, som, udover at være en virkelig rar person, og en ven, Aislinn kan stole på, og fortælle alt, også er beskyttende, og kærlig, og jeg kunne ikke lade være med at heppe på det spirende forhold mellem ham og Aislinn. Vinterdronningen er det til gengæld svært at finde noget pænt at sige om, for mage til ondskabsfuld, manipulerende, magtbegærlig og forstyrret mor skal man godt nok lede længe efter.
Mørk lykke bevæger sig på grænsen mellem fantasy og paranormal romance, og selvom sidstnævnte ikke er en genre, jeg læser ret meget af, så holdt jeg meget af denne historie, hvilket i høj grad skyldes det mørke univers og de interessante og komplicerede hovedpersoner. Er man vild med feer og kærlighed, og elskede man Julie Kagawas Iron Fey-serie, så kan bogen her varmt anbefales. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til at kaste mig over næste bind i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

mandag den 20. juli 2020

Temujaierne vender tilbage

Temujaierne vender tilbage er 8. bind af fantasyserien Våbenbrødre, skrevet af John Flanagan.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal.


Anmeldelsen kan læses på bookeater.dk.

søndag den 19. juli 2020

Snuff

Snuff er 39. bind af fantasyserien Discworld, skrevet af Terry Pratchett.

Commander Vimes bliver, meget mod sin vilje, tvunget på ferie af sin kone, Lady Sybil. Ferien går til familiens landsted, som Vimes aldrig har set, da det hører til Lady Sybils arvegods.
Vimes har svært ved at vænne sig til livet på landet, og længes efter byens larm. Der går dog ikke længe, før Vimes får mistanke om, at der er ugler i mosen. Og før han ved af det, er han viklet ind i opklaringen af ikke bare en, men mange, forbrydelser, hvoraf flere har rødder flere år tilbage i tiden.
Hvem vidste, at livet på landet kunne være så farligt?

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker Terry Pratchetts bøger, og især Discworld-serien står mit hjerte nær. Jeg elsker Pratchetts finurlige og fabulerende sprog, og den måde han tager alvorlige emner op, forklædt i fantasyklæder, og får mig til at tænke. Og Snuff var heldigvis lige så fantastisk som de øvrige bind i serien.
Sproget er letlæst, flydende og legende, og Pratchett forstår at lege med, og bygge videre på, sproget, hvor kendte vendinger får en ny betydning med et lille twist. Beskrivelserne er livagtige, billedskabende, og til tider urkomiske, og Pratchetts humor og bid er uovertrufne. Og så elsker jeg de skjulte hentydninger til litterære personer undervejs.
Selvom vi nu er 39 bind inde i serien, så formår forfatteren at blive ved med at udvide både universet og persongalleriet, og samtidig give plads til de personer, vi allerede kender. Denne gang er det goblinerne, der er i centrum, og såvel racen som folks fordomme omkring dem, bliver mesterligt udfoldet.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte hvad der vil ske. På overfladen er Snuff en krimi, med en mordgåde i centrum, og et indviklet plot fyldt med intriger, korruption, mord, slaveri og skruppelløse smuglere, men under overfladen er bogen et opgør med fordomme og racisme, krydret med integritet, kærlighed, landadel, og søgen efter retfærdighed. Og blandingen fungerer virkelig godt.
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, med alt hvad det indebærer af fejl, motiver og styrker, og jeg elskede såvel gensynet med kendte personer fra tidligere bind i serien, som de nye personer, forfatteren introducerer undervejs. Sam Vimes er en af mine yndlingspersoner fra Pratchetts univers, og jeg nød at følge både hans jagt på forbrydere, i, for Vimes, nye omgivelser, som familieidyllen, og hans kærlighed til sin kone og søn. Vimes er politimand med stort P, og har en stor respekt for loven, og tro på retfærdigheden, men samtidig er han kynisk nok til at vide, at loven ikke altid er nok, og at reglerne en gang imellem bliver nødt til at blive bøjet, hvis retfærdigheden skal ske fyldest. Han er en hengiven ægtemand og far, men har svært ved at finde sig til rette i den rang, han er blevet påduttet, og enten ignorerer eller overser de sociale spilleregler for adelen, når de ikke giver mening for ham. Af bipersonerne holdt jeg især af Vimes' butler Willikins, som har sine egne hemmeligheder, og en mere praktisk tilgang til loven, og Lady Sybil, Vimes' adelige kone, som ikke er bange for at spille på sin rang og manøvrere bag kulisserne, for at sikre, at retfærdigheden sker fyldest, når loven ikke kan følge med. Og så nød jeg gensynene med Vetinari, Ankh-Morporks iskolde og manipulerende diktator og de andre medlemmer af the City Watch, og de nye personer, som Vimes møder undervejs, herunder forskellige landadelige og, ikke mindst, et uforglemmeligt teselskab, som gav mig Austen-vibes.
Selvom det efterhånden har taget mig lang tid at læse mig igennem serien, så forbliver det en fornøjelse, hver gang jeg kan kaste mig over et nyt bind, og Snuff var bestemt ingen undtagelse. Jeg var underholdt hele vejen, og selvom visse dele var hårde at komme igennem (følelsesmæssigt, forstås), så grinede jeg mig igennem andre dele, og forundredes endnu en gang over, hvor gennemført universet og personerne er. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg glæder mig allerede, til at læse næste bind i serien, nu hvor seriens slutning er indenfor rækkevidde.

Se også forfatterens hjemmeside.

lørdag den 18. juli 2020

Just One Damned Thing After Another

Just One Damned Thing After Another er 1. bind af science fiction-serien The Chronicles of St. Mary's, skrevet af Jodi Taylor.

Madeleine Maxwell har en PhD i historie, men har endnu ikke fundet drømmejobbet. Så da hendes gamle lærer dukker op, for at headhunte hende til St. Mary's Institute of Historical Research, tager hun imod tilbuddet.
Jobbet viser sig dog hurtigt, at være langt farligere - og mere spændende - end Max på nogen måde kunne have forestillet sig. For St- Mary's historikere nøjes ikke med at læse om historiske begivenheder - de opsøger dem! Og nogle gange har besøgene en dødelige udgang for historikerne, når Historien selv modsætter sig ændringsforsøg.
Og det går snart op for Max, at det ikke kun er Historien, hun er oppe imod. For St. Mary's er ikke de eneste, der kan rejse i tiden, og deres modstandere er langt farligere - og mere skruppelløse - end de kaosskabende historikere.

Jeg har ønsket at læse bogen her, siden jeg hørte om den første gang, og selvom den ikke helt levede op til mine forventninger, så var den stadig rigtig god, og lægger i den grad op til de næste bind i serien.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom det er fyldt med både historiske og videnskabelige termer, så er det stadig letforståeligt. Beskrivelserne er livagtige, og såvel instituttet som de forskellige tidsperioder fremstår realistisk og levende for læseren. Og så er bogen fyldt med humor, som flere gange fik mig til at le højt.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at regne ud, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, tidsrejser, kærlighed, lidenskab for historien, videnskab, intriger, forræderi, venskab og masser af te, krydret med vold, død og voldtægtsforsøg. For mig var der dog lidt for meget handling til den ene bog, og selvom historien hænger godt sammen, så fungerede overgangene mellem de forskellige handlingselementer ikke helt for mig, og jeg tror, det ville have fungeret bedre, hvis bogen var blevet delt op i flere bind. Især fordi det meste af bogens handling alligevel føles som et oplæg til de næste bind i serien, mens St- Mary's formål og ansatte præsenteres for læseren, sammen med hovedkonflikten. Det ændrer dog ikke på, at bogen var virkelig god, og jeg både græd og grinede mig igennem den.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, med egne motiver og historier, og især hovedpersonen Max faldt jeg for. Hun er intelligent, loyal og, selvom hun har det svært med følelser, har hun et varmt hjerte. Selvom hun til tider kan være temmelig naiv hvad angår andre mennesker, så er hun villig til at gøre alt, for at redde dem, hun holder af. Og så er hun ikke bange for at sige sin mening. Af bipersonerne holdt jeg især af Chief Farrell, som både gemmer på en tragisk fortid og uventet lidenskab, og kemien mellem ham og Max fungerede utroligt godt. Jeg kunne også rigtig godt lide Max' medstuderende og de andre historikere, som hver især havde masser af mod og en fælles lidenskab for historien, og elskede at hade IT-afdelingens leder Isabella Barclay med hendes kontrolfreak-tendenser og hell has no fury-følelser.
Alt i alt var Just One Damned Thing After Another en rigtig god seriestarter, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind. Er man vild med tidsrejser, britisk humor og excentriske personer, så kan bogen kun anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

tirsdag den 14. juli 2020

Reticence

Reticence er 4. og sidste bind i steampunk-fantasyserien The Custard Protocol, skrevet af Gail Carriger.

Rue og Quesnel skal giftes, men ikke før de får fat i en skibslæge til The Spotted Custard, da såvel Rues graviditet som besætningens evne til at rode sig ud i problemer, har gjort det nødvendigt at have kvalificeret lægehjælp ombord.
Men den nye skibslæge er slet ikke, som de havde forestillet sig. For ud over at være intelligent, kvinde, og datter af en snigmorder, har Arsenic også en helt særlig evne til at få Percy på dybt vand.
Percy føler sig, for første gang, tiltrukket af en kvinde i en sådan grad, at han overvejer at starte et forhold med hende. Men hvordan skal en tilbageholden og genert videnskabsmand gøre kur til en kvindelige læge, når han også skal holde et luftskib i luften, finde forsvundne hemmelige agenter, redde eksotiske varvæsener og løse rørproblemer? Og er Arsenic overhovedet interesseret i ham?

Jeg elskede Reticence, som for mig afsluttede serien på virkelig god vis, samtidig med at den knyttede forfatterens tidligere serier Finishing School og Soulless sammen, og fik det hele til at gå op i en højere enhed.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom mit eksemplar af bogen desværre var skæmmet af flere stavefejl undervejs, så gik det heldigvis ikke ud over historien. Beskrivelserne er livagtige og til tider humoristiske, og jeg elsker forfatterens humor og den generelle britiskhed, som præger hendes bøger - på trods af, at forfatteren er amerikaner.
Universet udvider sig endnu en gang, med nye maskiner, væsener og kulturer, og jeg elsker hvordan vampyrer, varvæsener, te, luftskibe og rørsystemer går op i en højere enhed, og skaber et univers, som jeg virkelig gerne ville besøge.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, som, sammen med forfatterens evne til at sammenflette usandsynlige elementer, gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, varvæsener, vampyrer, te, luftskibe, eventyr, hemmelige agenter, videnskab, venskab, fremmede kulturer og kærlighed, krydret med hatte, kønsroller, og belastende familiemedlemmer.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg elskede Percy som hovedperson. Han er intelligent, loyal og nysgerrig, men også kejtet i sociale situationer, og mødet med kærligheden både forvirrer og løfter ham. Kemien mellem ham og Arsenic fungerer virkelig godt, og jeg både troede og heppede på dem som par. Arsenic er, ligesom Percy, intelligent og socialt akavet, men har samtidig helt styr på, hvad hun vil, og selvom hun ikke havde regnet med at møde kærligheden, og ikke helt ved, hvordan hun skal forholde sig til den, så forstår hun, som den eneste, hvordan Percy fungerer. De to skiftes til at fortælle historien, hvilket fungerer rigtig godt, og derudover får en enkelt af bipersonerne Spoo, også scenetid undervejs. Af bipersonerne nød jeg især gensynene med personer fra såvel Soulless som Finishing School-serierne, men også Spoo, med hendes mod og evne til at tænke lynhurtigt under angreb, holdt jeg meget af.
Reticence var for mig den bedste bog i serien, hvilket ikke mindst skyldtes Percy og Arsenic, som jeg begge holdt meget af, og følte mig forbundet med. Jeg var underholdt hele vejen igennem, og er helt ked af, at serien er slut, for selvom bogen sluttede perfekt, så kommer jeg til at savne Percy og Arsenic og resten af besætningen ombord på The Spotted Custard. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og bogen får mine varmeste anbefalinger med på vejen.

Se også forfatterens hjemmeside.

mandag den 13. juli 2020

Competence

Competence er 3. bind af steampunk-fantasyserien The Custard Protocol, skrevet af Gail Carriger.

Efter deres seneste eventyr er besætningen fra The Spotted Custard ankommet til Singapore, med et lettere beskadiget luftskib. Reparationen går ikke som forventet, og Primrose og varkatten Tasherit bliver efterladt, da skibet pludselig synker. Primrose får brug for al sin kløgt, hvis hun skal finde og redde luftskibet.
Missionen bliver dog kun første skridt på et nyt eventyr, da kodede breve fra Prudences mor, den formidable lady Maccon, sender luftskibet på mission til Sydamerika, for at redde en gruppe vampyrer, som er de sidste af deres art.
Rejsen forløber dog ikke uden problemer, og mens Percy er begejstret for de nye videnskabelige opdagelser, som besætningen uforvarende gør sig undervejs, bliver Primrose mere og mere forvirret over de følelser, som Tasherit vækker i hende.
Og forude venter de fremmede vampyrer...

Competence var for mig det bedste bind i serien indtil nu, og det skyldes hovedsageligt, at vi i dette bind skifter hovedperson, og synsvinkel, fra Prudence, som jeg havde det temmelig svært med i de første bind, til Primrose og Percy, som samtidig fik mere dybde.
Sproget er letlæst, flydende, og fyldt med humor, og beskrivelserne er livagtige og humoristiske.
Universet udvider sig igen, med nye overnaturlige væsener, æterstrømme og kulturer, og jeg elsker forfatterens blanding af luftskibe, vampyrer, varvæsener, videnskabelige opdagelser, te og kampparasoller. Og så oser bøgerne af britiskhed, som får serien til at føles som en blanding af historiske kærlighedsromaner fra Victoria-tiden og Jules Vernes klassikere.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med overraskelser undervejs, som gør bogen næsten umulig at slippe. Historien er spændende, og fyldt med action, varkatte, vampyrer, luftskibe, te, parasoller, kærlighed, venskab, eventyr, videnskab, køn og seksualitet, krydret med familieproblematikker, valg og søgen efter identitet.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg holdt især af tvillingerne Percy og Primrose, som denne gang deltes om at fortælle historien. Det gav dem både mere dybde, og samtidig får man som læser indblik i, hvor intelligente de to faktisk er - og hvor forskellige. For hvor Percy mest går op i videnskabelige opdagelser og sin karriere, så er han samtidig mere accepterende over for homoseksualitet end sin søster, og mere fintfølende hvad angår romantiske forviklinger, end man skulle tro, når man kun ser ham udefra. Primrose, derimod, går meget op i de sociale normer, og hvad der forventes af hende, og hendes følelser for Tasherit både forvirrer og skræmmer hende. Men selvom de to søskende er meget forskellige, er man ikke i tvivl om, at de elsker hinanden. Af bipersonerne holdt jeg især af Tasherit, varkatten, som ikke lægger skjul på sine følelser, og står uforstående over for sociale normer, og selvom jeg stadig ikke er vild med Prudence, så havde jeg lettere ved at tolerere hende i dette bind, hvor jeg pludselig kunne se, hvorfor hendes venner holder af hende - selvom hun nok aldrig bliver helt min kop te.
Alt i alt var Competence en fornøjelse at læse, og jeg var underholdt hele vejen igennem. Fans af serien vil bestemt ikke blive skuffede, og jeg glæder mig allerede til at læse sidste bind i serien. Kan man lide steampunk, var man vild med Soulless-serien, eller er man til britisk fantasy a la Diana Wynne Jones, vil Carrigers univers uden tvivl være et hit, og jeg kan kun anbefale serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 12. juli 2020

Kings of the Wyld

Kings of the Wyld er 1. bind af fantasytrilogien The Band, skrevet af Nicholas Eames.

For 19 år siden var Clay Cooper en del af en gruppe af eventyrere, kaldet Saga, som var både beundret og frygtet for deres mod og dygtighed. I dag lever han et stille liv sammen med sin kone og datter, og savner ikke sin glorværdige ungdom.
Men da den tidligere leder af gruppen dukker op og beder om hjælp til at redde sin datter, kan Clay ikke sige nej, og før han ser sig om, er han igen på vej på eventyr. Men verden har forandret sig de sidste 19 år, og eventyrere er ikke, hvad de var engang. Heller ikke Clay selv, og han er ikke den eneste i gruppen, der mærker alderen trykke. Og som om det ikke var nok, har gruppen snart en flok gamle, og nye, fjender på nakken.

Jeg har hørt virkelig mange rosende ord om den her bog, og forventningerne var derfor tårnhøje, da jeg endelig kom i gang med den. Og de blev ikke gjort til skamme, for bogen her var alt det, jeg havde hørt den var, og jeg var underholdt hele vejen igennem.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med sarkastiske bemærkninger, livagtige, og til tider komiske, beskrivelser, realistiske actionscener og masser af humor.
Universet er både velkendt og originalt, og man kan mærke, at forfatteren både har ladet sig inspirere af de store klassiske fantasyfortællinger, og samtidig givet sin egen fantasi frit løb, for ud over magi, drager og orker, vrimler bogen også med uglebjørne, mutantkaniner og himmelskibe. Og blandingen fungerer fantastisk.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og historien er spændende, og fyldt med action, magi, himmelskibe, drager, lejemordere, eventyrere, kærlighed, venskab, desperation, umulige missioner, helte, fjender og familie. Selvom man kan mærke, at forfatteren læner sig op af de klassiske fantasyklicheer fra både romaner og rollespil, så forstår han at give dem sit eget twist, så selv pensionerede eventyrere kan være helte, og reddede prinsesser viser deres sande ansigt. Og resultatet er helt fantastisk, og meget nostalgisk.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og det er befriende at læse om helte, som på ingen måder er perfekte - de slås, dræber, drikker og lyver - men alligevel kan man som læser ikke lade være med at falde for dem. Hovedpersonen Clay Cooper er den, man bedst lærer at kende, da hele historien fortælles fra hans synsvinkel, og ud af hele gruppen er han måske også den, der er både mest realistisk, og mest moralsk, ligesom det er ham, der holder sammen på gruppen. Og selvom han egentlig ikke har spor lyst til at tage på eventyr, og helst bare vil hjem til sin familie, så er han loyal og pligtopfyldende nok, til at ville føre opgaven til dørs. Det, der bærer historien, er venskabet og kemien mellem de forskellige medlemmer af eventyrgruppen, og som læser føler man sig som en del af gruppen, og mærker de dybe venskabsbånd, der binder de meget forskellige mænd sammen. Udover Clay var det den til tider temmelig uheldige troldmand Moog, som jeg holdt mest af. Han er evigt optimistisk, og temmelig klodset, men også loyal, vidende, og har et stort hjerte. Men også den tidligere tyv nu konge Matrick, med hans ægteskabelige kvaler, den formælte kriger Ganelon og den tidligere leder af eventyrgruppen Gabriel følte jeg med. Og så var jeg ret vild med den kvindelige røver Jain, som, selvom hun absolut ikke er bleg for at røve sine ofre, også har principper, og den udøde barde Kit.
Kings of the Wyld var alt det jeg havde håbet på, og er man til klassisk fantasy, rollespil og roadtrip-bøger med et twist, så kan bogen kun anbefales. Jeg både lo og græd undervejs, og nød såvel personer som univers. Bogen var underholdende, og umulig at slippe. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien, og forhåbentlig går der ikke alt for lang tid, før jeg kan kaste mig over næste bind.

Se også forfatterens hjemmeside.

onsdag den 8. juli 2020

Livets blod

Livets blod er en novelle fra Ravnenes hvisken-universet, skrevet af Malene Sølvsten.

Elias er adoptivsøn af halvguden Od, og har levet i flere hundrede år. I 1700-tallet er han endelig faldet til ro som apoteker med kone og tre børn. Men Elias er besat af at overvinde døden, og hans eksperimenter er tæt på at give resultat. Så tæt, at Odin selv advarer ham, og, da Elias nægter at opgive sine eksperimenter, dræber hans familie.
Men drabet på Elias' familie giver bagslag, for Elias er mere opsat end nogensinde før, på at løse livets gåde, så han kan få sin familie tilbage. Elias må vælge mellem sin fortid og en mulig fremtid, men kan han opgive det, han har kæmpet for i århundreder? Og vil Odin nogensinde lade ham opleve lykken igen?

Jeg var vild med Ravnenes hvisken-trilogien, og meget fascineret af Elias, så da jeg fandt ud af, at hans historie udkom i novelleform, skulle jeg selvfølgelig læse den. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Selvom dele af handlingen kronologisk foregår før trilogien, så giver det mest mening at læse novellen efter trilogien, da man ellers bliver spoilet for dele af seriens handling.
Livets blod fortæller Elias' historie fra han indleder sin kamp mod guderne, og de valg, han tager i løbet af sit lange liv - gode som dårlige.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren forstår at bringe de forskellige tidsperioder til live ved hjælp at livagtige beskrivelser undervejs.
Handlingen er godt skruet sammen, og til trods for, at jeg kendte dele af Elias' historie i forvejen, så blev jeg alligevel overrasket undervejs. Historien er spændende, men også hjerteskærende, og fyldt med magi, forbudte eksperimenter, mystiske medikamenter, guder, liv, død, forræderi, sorg, profetier, tid, tro og en altoverskyggende kærlighed, og jeg kunne ikke lade være med at føle for Elias, og mærke hans smerte undervejs. Samtidig får vi som læsere en del af optakten til begivenhederne i Ravnenes hvisken, og især samtalerne mellem Odin og Loke gav nye facetter til den historie, jeg troede, jeg kendte.
Personerne er levende og menneskelige, og Elias fungerede rigtig godt som hovedperson. Han er intelligent og besat af tanken om at udrydde døden, men også en kærlig far og ægtemand, med dybe følelser, og tabet af familien er tæt på at ødelægge ham. Det er kun tanken om at få dem tilbage, der lader ham overleve, og hans tiltagende bitterhed og kynisme er rigtig fint beskrevet. Af bipersonerne var det især slaven Ben, som stod frem, med hans loyalitet, stærke magiske evner og, trods flere beviser for det modsatte, stadige tro på det gode i Elias. Men også Loke og Odin fik flere, og mere dystre facetter undervejs.
Livets blod var en rigtig god novelle, og et dejligt gensyn med Ravnenes hvisken-universet. Jeg ville dog have ønsket, at historien var længere, for en gang imellem synes jeg, det hele gik lidt for hurtigt, og jeg ville have elsket at dykke dybere ned i Elias' liv og følelser. Var man vild med Sølvstens trilogi, vil man også elske Livets blod, og jeg kan kun anbefale den, til de læsere der, ligesom jeg, har Ravnenes hvisken-abstinenser.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 5. juli 2020

Skin Game

Skin Game er 15. bind af fantasyserien The Dresden Files, skrevet af Jim Butcher.

Der er gået et år, siden angrebet på Demonreach hvor Ladyerne af både Sommer og Vinter døde, og Molly blev påtvunget titlen som Lady Vinter. Og lige siden da har Harry befundet sig i frivilligt eksil på øen, da det kun er her, de stigende smerter fra parasitten i hans hoved kan holdes nede.
Men da Mab dukker op, er freden forbi. For Mab har en opgave til sin ridder, og hun godtager ikke et nej. Et nej, som Harry er tæt på at afgive, da han finder ud af, hvad opgaven er. Ikke nok med, at han er nødt til at arbejde sammen med en gammel fjende, han skal også bryde ind i Hades' skatkammer, for at stjæle den hellige gral. Og som om det ikke var nok, har Harry kun tre dage, før parasitten bryder ud af hans hoved.
Harry får brug for hjælp, hvis han skal overleve det umulige kup - og som altid står fjenderne i kø.

Jeg elsker virkelig den her serie, og denne gang får den endda et Ocean's Eleven-element i form af et umuligt kup.
Sproget er letlæst og flydende, med masser af humor, popkulturelle referencer, sarkasme og livagtige actionscener, som får adrenalinen til at pumpe, mens temperaturen hæver og sænker sig, når Harry smider ild og is omkring sig.
Universet udvider sig konstant i nye og uventede retninger, og denne gang får fae og faldne engle selskab af både græske guder og ukendte kræfter, samtidig med at nye former for magi dukker op.
Handlingen er godt skruet sammen, med det ene overraskende twist efter hinanden, som gør bogen umulig at slippe. Historien er spændende, og fyldt med magi, action, forræderi, dobbeltspil, usikre alliancer, umulige kup, hellige relikvier, fae, faldne engle, tro, familie og kærlighed. Alt sammen fortalt i et hæsblæsende tempo, og så proppet med intriger, at man som læser skal holde tungen lige i munden, for at kunne følge med.
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og jeg elsker, hvordan samtlige personer får lov til at udvikle sig, samtidig med, at man som læser fornemmer, hvordan personernes valg påvirker både dem selv, og menneskene, og verden, omkring dem. Magt har en pris, og konsekvenser, og vejen til helvede er brolagt med gode fortsætter. Harry er stadig min yndlingsperson, og både hans intelligens, viljestyrke og mod kommer på en hård prøve, når han skal forsøge både at opfylde Mabs ordre, og udføre den på en måde, som han selv kan leve med. Og så har jeg også et blødt punkt for Michael, som nok er den mest gennemført gode person, man møder i Dresden-universet. Hans tro vakler aldrig, og hans indre styrke og store hjerte gør ham både i stand til at gøre det umulige og ofre sig for sine venner og familie. I den modsatte ende af spektret er der så Mab, som man på ingen måde kan betegne som god, men som heller ikke er gennemført ond - hun er bare. Manipulerende, umenneskelig, stolt og ubarmhjertig som vinteren selv, men også intelligent, og omsorgsfuld på sin egen måde - så længe det tjener hendes formål. Og derudover er der hjælperne til det umulige kup, som hver især har deres egne motiver og historier, og som, selvom de bestemt ikke hører til Guds bedste børn, måske alligevel har lidt godt i dem.
Jeg var ret vild med dette bind i serien, og især kup-elementet fungerede rigtig godt. Og så var jeg vild med de mange dobbeltspil og intriger, og de svære odds, som Harry måtte kæmpe mod hele vejen igennem. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg glæder mig helt vildt, til næste bind i serien udkommer.

Se også forfatterens hjemmeside.

lørdag den 4. juli 2020

Cold Days

Cold Days er 14. bind af fantasyserien The Dresden Files, skrevet af Jim Butcher.

Harry Dresden er vendt tilbage til de levende, og det er blevet tid til at betale hans gæld til dronning Mab. Meget mod hans vilje må han indtage rollen som Mabs hitman, Winter Knight, og hans allerførste job er et af de store: Dræb Vinter Ladyen Maeve - Mabs egen datter.
Det går hurtigt op for Harry, at der er langt mere på spil, end de sædvanlige magtkampe ved Vinterhoffet, men hvem er ven og hvem er fjende?
Harry får brug for allierede, hvis han skal overleve ved Vinterhoffet, og finde ud af, hvad der ligger bag. Men det er ikke nemt, for fjenderne står i kø, og jagten er gået ind.

Med Cold Days er serien tilbage på sporet igen, og jeg elskede de mange intriger og magtkampe som Vinterhoffet bragte ind i historien.
Sproget er letlæst, flydende, og fyldt med sarkastiske bemærkninger, popkulturelle referencer og masser af humor. Og såvel beskrivelserne af de magiske kampe som kulden ved Vinterhoffet var spot on, og fik univers og personer til at fremstå levende.
Sidhe-elementet er en af mine yndlingsdele af Dresden-universet, og jeg elskede det indblik, vi som læsere fik i både de interne magtforhold ved hoffet, Vinterkræfterne og Mabs formål, som var et helt andet, end jeg havde regnet med, og giver en ny dybde til en naturkraft i universet.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, og en cliffhanger, som gør det svært ikke at kaste sig over næste bind med det samme. Historien er spændende, og fyldt med magi, action, forræderi, intriger, magtbegær, fae, sex, skjulte motiver, ære og løgn, krydret med kærlighed, skjulte fjender og kampen for overlevelse.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, med egne motiver og historier, og det er skønt at følge, hvordan de alle har udviklet sig i løbet af serien. Harry måske mest af alle, og ikke mindst nu, hvor Vinterkræfterne gør det sværere end nogensinde før at gøre det rigtige - trods hans krops og magis ønsker. Derudover var jeg rigtig glad for, at såvel Molly som Murphy har fået mere ro og er helet, efter mødet med Harrys spøgelse i sidste bind, og så nød jeg gensynet med Thomas, og ikke mindst Mab, som er ligeså ubarmhjertig som vinteren selv, men også gemmer på næsten glemte følelser, som måske/måske ikke er ægte. I det hele taget er jeg ret vild med den måde, som de forskellige sidher bliver portrætteret på, og blandingen af menneskelighed og noget andet, og farligere, fungerer rigtig godt. Som læser ved man aldrig, hvor man har dem, og det er med til at tilføre såvel personerne som historien noget uforudsigeligt, som jeg rigtig godt kan lide.
Alt i alt er Cold Days et virkelig godt bind i en fantastisk serie, og er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet. Jeg glæder mig allerede til at kaste mig over næste bind, og kan kun anbefale serien. 

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 3. juli 2020

The Scarecrow of Oz

The Scarecrow of Oz er 9. bind af L. Frank Baums fantasyserie Oz.

Pigen Trot og Kaptajn Bill bliver fanget i en hvirvelstrøm, og skyllet op i en hule. Her møder de Ork-fuglen, og sammen finder de vej ud af hulen, og ender i et mærkeligt land.

Den her bog føltes mest af alt som fanfiction, og jeg har ikke ret meget jeg kan sige om den, som referatet af bogen måske også antyder.
Sproget er letlæst og enkelt, omend en smule gammeldags - hvilket ikke er så mærkeligt, da bogen er skrevet i 1915 - og selvom de mange illustrationer er charmerende, og hjælper med at gøre såvel personer som handling levende, så manglede jeg nogle beskrivelser undervejs.
Handlingen er rodet, for at sige det mildt. Jeg havde svært ved at finde ud af, hvad det overordnede plot egentlig gik ud på, for historien var meget "så skete der det, og det, og det", uden der var en tydelig rød tråd, eller bare en mening med de ting, som hovedpersonerne kom ud for. Og det, med den manglende worldbuilding, gjorde bogen til en sød, men ret ligegyldig affære, som genbrugte store dele af plottet fra den første Oz-bog, og ellers bare namedroppede personnavne fra de foregående 8 bøger i serien. Bogens titel er iøvrigt direkte misvisende, da fugleskræmslet først dukker op over halvvejs inde i bogen. Og det endda i en birolle.
Efterfølgende har jeg fundet ud af, at bogens hovedpersoner i virkeligheden hører hjemme i en anden serie af forfatteren, hvilket bare gør det endnu mere besynderligt, at de skulle proppes ind i denne bog. Især fordi de faktisk ikke er ret interessante som personer, og mest af alt virker stereotype - den gamle sømand med træbenet og en beskyttende adfærd over for den lille, søde og, med nutidsøjne, alt for artige pige, for slet ikke at tale om den lige så kedsommelige lille dreng, der også dukker op undervejs, og som hele tiden bliver væk, den onde konge, heksen og den forvirrede kærlighedshistorie som også dukker op midt i det hele.
The Scarecrow of Oz er en bog som, medmindre man er vokset op med den, og har et nostalgisk forhold til den, helt sikkert vil føles både kedelig, ligegyldig, rodet og gammeldags for den voksne læser, og jeg kan ikke anbefale den. Heldigvis var den hurtigt læst, og den vil sikkert også være hurtigt glemt.

torsdag den 2. juli 2020

Mid Year Book Freak Out Tag 2020

Med lidt over halvdelen af 2020 bag os, er det blevet tid til at gøre status over første halvårs læsning.
Og igen i år har jeg valgt at gøre det ved hjælp af Mid Year Book Freak Out Tagget. Det er et af de ældre book tags, som stadig bliver besvaret rundt omkring, og det er desværre ikke længere muligt at finde det originale tag på BookTube. Jeg har tidligere besvaret tagget i 2018 og 2019, og nu er det så blevet tid til at kaste mig over det igen. Jeg har selv oversat spørgsmålene fra engelsk til dansk.

1. Bedste bog du har læst indtil videre i 2020
Jeg har læst rigtig mange virkelig gode bøger i 2020, men den bedste af er uden tvivl Helerens håb (Den trofaste bror 3) af Jacob Kokkedal, som jeg stadig tænker på.

2. Bedste fortsættelse du har læst indtil videre i 2020
Her kunne jeg sagtens nævne Helerens håb igen, da den som tredje bind i en serie også er en fortsættelse, men for at tagget ikke bliver alt for ensformigt, vælger jeg i stedet Blodets Sti (Et varsel om Storm 2) af Tobias Stenbæk Bro, som også tæller blandt de bedste bøger, jeg har læst i år, og er en virkelig fantastisk fortsættelse.

3. Ny udgivelse du gerne vil læse, men ikke har fået læst endnu
Genkomsten (Vaals hær 1) af Eva Egeskjold. Bogen tæller blandt mine mest ventede udgivelser i år, men selvom den ligger klar og venter, er jeg desværre ikke nået til den endnu. Jeg regner dog ikke med, at der går særligt længe, før jeg kaster mig over den, for jeg glæder mig vildt meget til at vende tilbage til forfatterens fantastiske univers. 

4. Mest ventede udgivelse for anden halvdel af året
Der er faktisk et par stykker, som jeg ikke rigtig kan vælge imellem, men Den trofaste bror 4 af Jacob Kokkedal er en af dem. Og så er der Peace Talks og Battle Ground (Dresden Files 16 og 17) af Jim Butcher, og Elementkrigen (Sprækken til Luscuro 3) af Julie Midtgaard.

5. Største skuffelse
The Islands of Chaldea af Diana Wynne Jones og Ursula Jones. Bogen manglede noget af den magi, som forfatterens bøger plejer at have, hvilket formodentlig hænger sammen med, at det var søsteren, der færdiggjorde den efter forfatterens død. Den var sød, men så heller ikke mere. 

6. Største overraskelse
Livet tilbage af Nicole Boyle Rødtnes. Bogen var slet ikke, som jeg havde forventet, men stadig virkelig god.

7. Ny yndlingsforfatter (Debutforfatter eller ny for dig)
Julie Midtgaard! Jeg læste de første to bind af hendes debutserie i år, og blev blæst fuldstændig bagover, og jeg glæder mig helt vildt, til næste bind i serien udkommer.

8. Nyeste boglige crush
Ingen nye boglige crushes i år. Hvilket nok hænger sammen med, at jeg har læst rigtig mange fortsættelser i år, og stadig crusher på personerne fra de serier.

9. Nyeste yndlingskarakter
Adale fra Helerens håb. Hun er stærk, modig, intelligent, og parat til at gøre alt for sine plejebørn.

10. Bog der fik dig til at græde
Da farfar forsvandt af Line Lybecker ramte mig hårdt, og jeg tudede mig igennem dele af den.

11. Bog der gjorde dig glad
Urmageren fra Filigree Street (Urmageren fra Filigree Street 1) af Natasha Pulley var en fantastisk læseoplevelse, som satte mig i godt humør. Også selvom jeg havde lyst til at skubbe en af personerne ud foran et tog.

12. Bedste filmatisering du har set i år
Jeg har ikke set nogle filmatiseringer i år, så pas.

13. Bedste anmeldelse du har skrevet i år
Jeg synes ikke, der er en anmeldelse, der skiller sig ud fra de andre, så i stedet peger jeg på min Videorundvisning i hjemmebiblioteket. Indlægget var længe undervejs, og krævede, at jeg tog et kursus i videoredigering først, men jeg var ret tilfreds med, hvordan det blev.

14. Den smukkeste bog du har købt indtil videre (eller fået)
Prisen for den smukkeste bog går til Elementsygen (Sprækken til Luscuro 2) af Julie Midtgaard. Jeg mener, se den lige.

15. Hvilke bøger skal du have læst ved årets slutning
Mange, men i hvert fald de bøger, jeg stadig mangler, fra min A-Z TBR. Og der er da et par stykker at gå i gang med. 
Derover mangler jeg at 47 bøger for at nå mit Goodreads-læsemål, efter jeg satte antallet op fra 130 til 150 i slutningen af juni. 

Og det var alt for denne gang. Jeg håber, I synes det var ligeså sjovt at læse tagget, som jeg synes det var lave det, og har I lyst til selv at kaste jer over det, skal I være meget velkomne. 

onsdag den 1. juli 2020

Læsestatus for juni

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Med juni kom hverdagen tættere på tiden før Corona, da bibliotekerne fik lov til at åbne mere op, og vi endelig kunne lade lånerne komme tæt på bøgerne - om ikke os - igen. Samtidig kunne vi for alvor starte arbejdet med årets Fantasyfestival op igen, som ellers har ligget lidt stille, og vi nærmer os nu en digital festival, som vi føler, vi kan være stolte af. Med hverdagslignende tilstande begyndte travlheden også at melde sig, og især de sidste 14 dage i juni havde jeg travlt med at få afsluttet projekter og følge op, så jeg kunne tage på sommerferie med god samvittighed. En sommerferie, som jeg i den grad har brug for, ovenpå de sidste mange måneders uvished, stress og utryghed.
Til min store overraskelse lykkedes det, på trods af travlhed, faktisk også at få læst en hel del, og især anmeldereksemplarerne fik en ordentlig skalle, så jeg nu føler, jeg kan holde ferie med god samvittighed, da det er lykkedes mig at komme (næsten) ajour med dem, og jeg nu kun har anmeldereksemplarer fra maj og juni liggende - den sidste fra april er jeg nemlig i gang med at læse, så den tæller ikke rigtig med.
I juni valgte jeg ikke at trække nye bøger fra serie- og FairyLoot-krukkerne, ligesom jeg ikke fik læst maj måneds FairyLoot-bog, Nevernight af Jay Kristoff. Jeg fik heller ikke læst nogle af bøgerne fra min A-Z TBR, hvilket betyder, at jeg er kommet lidt længere bagud med det projekt, end jeg havde håbet på at være midtvejs gennem året. Til gengæld fik jeg læst en hel del biblioteksbøger, og fik afsluttet en serie den vej, som jeg har været i gang med længe. Og så fik jeg købt en hel del bøger.
Derudover rundede jeg i juni 100 læste bøger i år (i skrivende stund står den på 102 bøger), og jeg har derfor besluttet mig for at sætte min Goodreads-læseudfordring op fra 130 til 150 bøger, da jeg ellers risikerer at fuldføre udfordringen allerede i august, hvis ikke i juli.
Men nu må det vist være tid til at vise de bøger, jeg fik læst i juni, frem.

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I juni fik jeg læst 13 anmeldereksemplarer, tilsendt af søde forfattere og forlag.
De er:

Kazu Kibuishi: Byen bag skyerne (Amulet 3)
Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 
Serien er ajour. 

John August: Arlo Finch i fuldmånens sø (Arlo Finch 2)
Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 
Serien er igang. 

Julie M. Day: Af blod og støv (Sagakvartetten 1)
Anmeldereksemplar fra Turbine forlaget.
Serien er påbegyndt og ajour. 

Dina K. Sjöblom: Between Worlds - Ragnarok (Between Worlds 1)
Anmeldereksemplar fra forfatteren og Forfatterskabet.dk.
Serien er påbegyndt og ajour. 

Pernille L. Stenby:
Under huden del 1
Under huden del 2
Samlet anmeldelse findes her.
Anmeldereksemplarer fra forlaget Ulven og Uglen.
Serien er ajour. 

Gry Kappel Jensen: Forglem mig ej (Rosenholm-trilogien 2)
Anmeldereksemplar fra Turbine forlaget.
Serien er ajour. 

Alex Mangor Grave: Fyrtårn
Anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard. 

Tobias Stenbæk Bro: Blodets sti (Et varsel om Storm 2)
Anmeldereksemplar fra Turbine forlaget. 
Serien er ajour.  

Taran Matharu:
Inkvisitionen (Påkalderen 2)
Kampmagikeren (Påkalderen 3)
Anmeldereksemplarer fra Forlaget Forår. 
Serien er slut. 

Mads Schack-Lindhardt: Zinvaris Dyb (Stjernekrønikerne 4)
Anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt. 
Serien er ajour. 

Alex Uth: Mulm - Det hungrende mørke
Anmeldereksemplar fra forlaget Calibat og Bookeater.
Anmeldt på bookeater.dk. 

Som nævnt fik jeg også læst en del biblioteksbøger i juni. 5 styk blev det til, og de er:

Åsa Larsson, Ingela Korsell og Henrik Jonsson:
Nøkken (PAX 6)
Pestmageren (PAX 7)
Hvidslangen (PAX 8)
Maren (PAX 9)
Draugen (PAX 10)
Serien er slut. 


Derudover fik jeg læst 3 bøger fra mine egne hylder (som i øvrigt alle var på engelsk), hvoraf 2 var antologier.
De er:

The Mammoth Book of Comic Fantasy

An Apple for the Creature

Jim Butcher: Ghost Story (The Dresden Files 13)
Serien er igang. 


Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst en del tegneserier/graphic novels i månedens løb. Hele 16 styk blev det til, og de er:

Mort Walker:
Det her bliver en god dag! (Basserne 100% 39)
Der er plads til alle! (Basserne 100% 40)
Kokkens fristelser (Basserne 100% 41)
Vi hygger os! (Basserne 100% 42)
Sådan et uvejr regner jeg ikke for noget særligt (Basserne 100% 43)
Nu er det jul igen! (Basserne 100% 44)
Fin stil, Jens Fup! (Basserne 100% 45)
Nu falder der brænde ned! (Basserne 100% 46)
Få så fart på, Jens! (Basserne 100% 47)
Så er der serveret! (Basserne 100% 48)
Glemte du noget, Jens Fup? (Basserne 100% 49)
Tillykke, general Langsohm! (Basserne 100% 50)
Jeg troede, du havde kompasset, Jens! (Basserne 100% 51)

Santullo-Jok: Fyrre kister

Noelle Stevenson: Beware the kitten holy (Lumberjanes vol. 1)

Kurtis J. Wiebe: Sass and Sorcery (Rat Queens vol. 1)

Ialt fik jeg læst 20 bøger og 17 graphic novels/tegneserier i juni. Af dem var 13 anmeldereksemplarer, 5 biblioteksbøger, 2 antologier og 6 på engelsk. Jeg fik påbegyndt 2 serier, kom ajour med 7 og afsluttet 2.
I juli står den på lystlæsning, og på bloggens Facebook og Instagram har I mulighed for at komme med indspark til, hvad jeg skal læse i månedens løb. Jeg håber også at få læst i hvert fald et par af de anmeldereksemplarer, jeg har liggende, og så skal jeg videre med min A-Z TBR. Jeg har derfor besluttet mig for at holde sommerferie fra både serie- og FairyLoot-krukken, så jeg kan komme videre med mine andre projekter, men vender tilbage med nye valg fra krukkerne i august.
Derudover byder juli på sommerferie, diverse småprojekter, havearbejde, reparation af garagen (hvis vejret arter sig, og min far har tid), og måske et lille familiebesøg eller to.

Hvordan så jeres juni ud? Og hvad skal I læse i sommerferien?