Farligt blod

Farligt blod er 2. bind af fantasyserien Wicked Lovely, skrevet af Melissa Marr.

Leslie er en pige med mange problemer. Hendes mor har forladt familien, faren er druknet i alkohol, hendes bedste veninde lyver for hende, og hendes bror har ladet sine venner voldtage hende. Leslie plages af mareridt og pengebekymringer, men er fast besluttet på at slippe væk, og leve sit eget liv. Og første skridt på vejen er at få en tatovering. Desværre er det ikke en almindelig tatovering, hun bestemmer sig for, og før hun ved af det, er hun blevet bundet til herskeren af Det Mørke Hof, Irial, og trukket ind i feernes mørke og farlige verden. En verden, som kan ende med at tage livet af hende.

Jeg læste første bind i serien for 10 år siden, og har haft bind to stående i reolen næsten lige så længe, men alligevel er det først nu, at jeg har fået læst den. Og sikke en læseoplevelse jeg har snydt mig selv for.
Sproget er letlæst og flydende, stemningen mørk og farlig, og beskrivelserne livagtige og billedskabende.
Universet udvider sig i dette bind, hvor vi som læsere får et blik bag kulisserne i Det Mørke Hof, som er langt mere skånselløst end Vinter- og Sommerhofferne. Det Mørke Hof ernæres af mennesker og feers mørke følelser, og efter i århundreder at have spist godt på grund af den forrige Vinterdronnings grusomheder og konflikten mellem Vinter- og Sommerhofferne, så sulter feerne nu. Og det gør deres hersker desperat efter at finde en ny måde, at føde sit hof på.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og en slutning, som jeg bestemt ikke havde set komme, men som jeg var ret vild med. Historien er spændende, og fyldt med magi, venskab, kærlighed, besættelse, begær, desperation, vold, voldtægt, afhængighed, feer, hemmeligheder og intriger. Først og fremmest er det dog en historie om at finde sig selv, og sin egen styrke, og det fungerer utroligt godt.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver, historier og svagheder, og selvom hovedpersonerne er skiftet ud, i forhold til i første bind, så kom jeg hurtigt til at holde af dem alle tre. Leslie, Irial og Niall skiftes til fortælle historien, og det fungerede rigtig godt, da man dels fik historien fra flere sider, og dels lærte de tre rigtig godt at kende. Leslie er fast besluttet på at slippe væk hjemmefra, og ikke mindst fra broren. Hun er plaget af mareridt, og af at holde brorens overgreb hemmeligt, og føler, at hun er ved at drukne. Hendes venskab med Aislinn er præget af hemmeligheder, og selvom hun er interesseret i Niall, så holder han sig fra hende. Ønsket om en tatovering er det eneste, der rigtigt holder hende igang, men desværre viser tatoveringen sig at være farligere end hendes hjemmeliv, og Leslie må konfrontere sin frygt, hvis hun skal overleve. Niall har i århundreder været Keenans loyale ven, men har en fortid med herskeren af Det Mørke Hof, som han skammer sig over. Det står ikke helt klart, om det er et venskab, eller et romantisk forhold de to havde sammen, men Niall afviste ham, og flygtede fra hoffet, fordi han ikke kunne klare sandheden om de mørke feers ernæring. Niall er interesseret i Leslie, men er nødt til at adlyde sine herskere, når de beordrer ham til at holde sig fra hende. Irial er desperat efter at redde sit hof, og bliver hurtigt interesseret i og besat af Leslie, og hendes mørke følelser. Så da hun vælger hans tatovering, er han begejstret. Han havde dog ikke regnet med, at han selv ville begynde at have følelser for sit menneske. Kemien mellem Leslie, Niall og Irial fungerer rigtig godt, og selvom det er et rigtigt trekantsdrama, så generede det mig faktisk ikke, fordi det var så jævnbyrdigt som det var. Af bipersonerne nød jeg gensynene med karaktererne fra første bind i serien, selvom jeg virkelig ikke brød mig om Keenan i dette bind. Han er manipulerende, iskold og egoistisk, og den måde, han behandler Niall på er ærligt talt temmelig modbydelig. Af de nye bipersoner kunne jeg især godt lide tatovøren Rabbit, som til trods for sine egne hemmeligheder og den rolle, han spiller i Leslies skæbne, alligevel er en god ven for hende. Og så var jeg også ret vild med den voldelige, men loyale, og på sine egen måde kærlige, Gabriel. Især hans nedsmeltning over datteren er virkelig morsom. Leslies bror, derimod, hadede jeg, og han havde da heller ingen forsonende karaktertræk.
På trods af nye hovedpersoner, så var jeg lige så vild med Farligt blod som med forgængeren, og var man fan af første bind, og er man til feer, kærlighed og dyster stemning, så kan serien her kun anbefales. Jeg glæder mig allerede til at kaste mig over næste bind.

Se også forfatterens hjemmeside.