lørdag den 27. februar 2021

Book Haul #2

(Reklame - indeholder anmeldereksemplar)

Februar nærmer sig sin afslutning, og det betyder, at det er blevet tid til endnu et book haul-indlæg. 
Selvom der er en del bøger at vise frem denne gang, så blev størsteparten af dem faktisk købt i januar - og en enkelt helt tilbage i december - og månedens bogkøb ser derfor mere voldsomme ud, end de egentlig var. 
Men lad os bare gå i gang. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I februar fik jeg tilsendt et enkelt anmeldereksemplar som overraskelsespakke.
Bogen er:

Roshani Chokshi: Aru Shah og ønsketræet (Pandava-kvartetten 3). Forlaget Straarup og Co.

I februar bestemt jeg mig for at prøve en bogboks, jeg har kigget på længe, nemlig Paladin Mystery Box, som jeg har lavet en unboxing af her, og i boksen befandt sig denne bog:

Sherrilyn Kenyon: Born of Defiance (The League: Nemesis Rising 7)

Jeg købte også en enkelt bog hos Saxo, nemlig:

Marc Burrows: The Magic of Terry Pratchett

Fra Thriftbooks modtog jeg 8 brugte bøger, som blev købt i januar, men var længe undervejs. 
Bøgerne er:

Eva Ibbotson:
Dial-A-Ghost
The Great Ghost Rescue
The Ogre of Oglefort
The Abominables
Which Witch?

Debi Gliori:
Pure Dead Wicked (Pure Dead 2)
Deep Trouble (Pure Dead 4)
Deep Water (Pure Dead 5)

Jeg modtog også 2 brugte bøger fra Amazon, hvoraf den ene har været undervejs siden december.
Bøgerne er:

Elise Kova: The Rebels of Gold (The Loom Saga 3)

Anne McCaffrey: All The Weyrs of Pern (Dragonriders of Pern 8)

Det blev også til en enkelt ny udgivelse fra Forlaget Petunia, som jeg bestilte på udgivelsesdagen, nemlig:

Eva Munk: Du kommer med Natten

Hos Fantask købte jeg 4 tegneserier, nemlig:

Thom Roep og Piet Wijn:
Den lumske læge (Gammelpot 3)
Porten til Østen (Gammelpot 4)

René Goscinny og Albert Uderzo:
Asterix på skattejagt (Asterix 13)
Den store grav (Asterix 25)

Sidst, men ikke mindst, blev det til et enkelt stykke bogmerchandise, nemlig en kop med Elementsygen (Sprækken til Luscuro 2), købt direkte hos forfatteren Julie Midtgaard. 

I alt flyttede 14 bøger, 4 tegneserier og 1 krus ind hos mig i perioden 31. januar til 27. februar. Af dem var 1 et anmeldereksemplar, 12 på engelsk, og 10 brugte. 
I marts er der en del nye udgivelser, jeg gerne vil have fat i, hvoraf flere allerede er forudbestilt, og så venter jeg stadig på et par bøger, som jeg bestilte i februar. Derudover håber jeg at kunne holde lidt igen med bogkøbene, men om det lykkes, vil vise sig. Med endnu en måneds hjemsendelse forude er det ikke usandsynligt, at jeg får brug for retailterapi igen, og nu åbner de fysiske boghandlere jo lige om lidt. 

Købte I bøger i januar, og er der nogle af mine bogkøb, I også er faldet for? 

fredag den 26. februar 2021

Paladin Mystery Box

I februar bestemte jeg mig for at prøve en ny bogboks, som jeg har kigget på længe, nemlig Paladin Mystery Box. Boksen tager udgangspunkt i forfatteren Sherrilyn Kenyons bøger, og hver boks har en karakter fra hendes universer som omdrejningspunkt. Den sælges i hendes sønners Etsy-shop, Queen and Sparrow. Det er ikke en abonnementsboks, så man er ikke bundet af at skulle købe flere, men kan nøjes med en enkelt, hvis man ikke har lyst og økonomi til at lade sig binde af et abonnement. Boksen findes i to størrelser, original og stor, og forskellen på de to er, udover mængden af merchandise, der følger med, at bogen i den store boks er i hardcover, mens den i den originale boks er i paperback. Jeg valgte at købe den store boks, og den dukkede forbløffende hurtigt op, når man tænker på, at boksen skulle sendes fra USA. 
Jeg vidste, at boksen ville indeholde en af forfatterens bøger (signeret, selvfølgelig), og derudover forskelligt merchandise som eksempelvis kunne være smykker, magneter, bamser, makeup, bogmærker, eller noget helt andet, men da boksene er pakket på forhånd, og vælges tilfældigt ud fra lageret, havde jeg ingen idé om, hvilken bog, der ville befinde sig i boksen. Og da forfatteren er utroligt produktiv, var mulighederne mange.  
Og så må det vist være tid til at vise indholdet frem.

Boksen var virkelig fuld, og alting var pakket pænt ind i silkepapir og små poser, som sørgede for, at indholdet ikke raslede rundt under den lange rejse. Øverst lå der et klistermærke til at sætte på bilen (eller et andet velegnet sted) med teksten Under the Protection of Acheron som er en af de gennemgående hovedkarakterer fra forfatterens Dark-Hunter-univers. 

 Den næste ting, jeg fik fat i, var en mulepose i plastik, med bogforsider til to af forfatterens bøger, Stygian og Death Doesn't Bargain på hver sin side af posen. 


Dernæst fik jeg fat i den første lille pose, som indeholdt et badge, et lille hestevedhæng og kort med bogforsider. Ingen af dem var dog bøger af Sherrilyn Kenyon, hvilket undrede mig en smule, indtil jeg fandt ud af, at forfatteren er veninde med Sherrilyn Kenyon, og hendes bøger også sælges i Etsy-shoppen. 

Næste pose indeholdt 2 magneter og endnu et kort med en bogforside fra andre forfattere, men så begyndte der at dukke ting op, der havde med Sherrilyn Kenyon at gøre. Der var et lille badge med en person fra hendes The League-serie (som jeg endnu ikke har læst)2 klistermærker, og 2 karakterkort fra hhv. The League og Dark-Hunter-serien. 

Næste pose indeholdt et halsbånd med vedhæng inspireret af The League

Det næste, jeg pakkede ud, var yderst aktuel, nemlig et mundbind med karakterer fra The League.

Derefter fik jeg fat i flere reklamepostkort fra andre forfattere, samt et enkelt The League-bogmærke. 

Sidste ting før bogen var denne lille pompom-ting, som skulle være Dark-Hunter-relateret. Jeg har dog lidt svært ved at se relationen, men det kan jo være, der dukker et lignende væsen op i de senere bind, som jeg ikke er nået til endnu. 

Og så kom jeg til bogen, som var Born of Defiance, 7. bind af The League: Nemesis Rising. Jeg har faktisk bogen allerede som massmarket paperback, men den her er signeret med et klistermærke, og selvom jeg formodentlig kommer til at læse den som paperback, fordi den er noget mere handy i det format, så er jeg glad for at have fået bogen til min samling. Jeg er endnu ikke begyndt på serien, da jeg stadig arbejder mig igennem Dark-Hunter-seriens mange bind, men det skulle eftersigende være en paranormal romance sci-fi-serie med en liga af rumsnigmordere, og jeg glæder mig, til jeg engang når til den. 

Umiddelbart er jeg positivt overrasket over boksen, som virkelig indeholdt mange ting. Jeg vil dog sige, at jeg synes, der var lidt vel mange reklamer for andre forfattere, og kunne godt have ønsket mig lidt mere papirmerchandise fra den forfatter, jeg kendte, i stedet for de, for mig ukendte og ligegyldige, romanceforfattere, som jeg aldrig kommer til at læse noget af. Og så ville det have været lidt sjovere, hvis boksen havde haft relation til de af forfatterens bøger, jeg har læst, men det er en mindre detalje, for jeg er ikke i tvivl om, at jeg kommer til at læse The League-serien på et eller andet tidspunkt. 
Om jeg kommer til at købe en Paladin Mystery Box igen, ved jeg ikke helt, men det er ikke utænkeligt. Der kommer dog nok til at gå lidt tid, for selvom boksen i sig selv ikke er så dyr, så er fragten noget pebret. 

mandag den 22. februar 2021

Arlo Finch i skyggernes rige

Arlo Finch i skyggernes rige er 3. og sidste bind i fantasytrilogien om Arlo Finch, skrevet af John August. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

Arlo savner sin far, og har besluttet sig for at føre familien sammen igen, trods truslen fra FBI. Hans plan er at hente faren hjem fra Kina gennem De Lange Skove, og, på trods af farer, lykkes det også. 
Men selvom familien er samlet igen, er det ikke slut med Arlos problemer. Det er nemlig lykkedes den tidligere ranger Hadryn at stikke af fra de hinsidige, og nu er han ude efter hævn. Og han skyr ingen midler for at få den. 
Snart står Arlo over for et umuligt valg, som kan betyde enden på alt det, han holder af. Og som om det ikke var nok, skal han endnu en gang begynde på en ny skole. 

Jeg var vild med de første bind i serien, og Arlo Finch i skyggernes rige var ingen undtagelse. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, gode dialoger og en god portion humor. 
Universet udvider sig utroligt meget i dette bind, hvor vi som læsere lærer mere om både De Lange Skove, ånderne og de hinsidiges verden, og det hele bindes smukt sammen af magi, videnskab og logiske forklaringer. Blandingen af ånder, spejderliv og parallelverdener fungerer utroligt godt, og også den virkelige verden virker realistisk og levende. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og selvom selve slutningen var en smule brat for min smag, så lykkedes det forfatteren at binde en fin knude på historien, og få samlet de mange tråde fra de forrige bind. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, spejderliv, ånder, dobbeltspil, intriger, hævn, savn, slaveri, mobning, familie og venskab. Men det er først og fremmest en historie om godt og ondt, om valg, og om at gøre det rigtige - uanset prisen. 
Personerne er levende og menneskelige, og Arlo er en skøn hovedperson. Han er intelligent, modig, og fast besluttet på at få sin far tilbage. Men familiegenforeningen bliver ikke helt som han havde regnet med, og han står snart ansigt til ansigt med omgivelsernes mistro og fordømmelse for ting hans far måske - og måske ikke - har gjort. Det er ikke let, men trods modgangen forsøger han alligevel at gøre det rigtige. Arlos venskab med Wu og Indra er virkelig godt beskrevet, og man fornemmer som læser det tætte bånd de tre har sammen, og hvor langt de hver især er parate til at gå, for at hjælpe hinanden. Og det på trods af, hvor forskellige de tre er. Wu og Indra er begge intelligente, modige og loyale, om end lidt mindre impulsive end Arlo har en tendens til at være. Af andre bipersoner var jeg ret vild med Arlos onkel Wade, som, trods sin excentricitet og stædighed, har et hjerte af guld. Og så var jeg også ret vild med Arlos søster Jaycee, som, trods storesøsterkompleks og en god portion skepsis over for magi, alligevel sætter sin lid til lillebroren, og tager afsted for at bringe faren hjem. 
Selvom slutningen var en smule brat, så var jeg ret vild med Arlo Finch i skyggernes rige, hvilket ikke mindst skyldtes den megen worldbuilding og de store mængder action, som gjorde sig gældende hele vejen igennem. Er man vild med serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg håber, forfatteren vender tilbage til universet igen, for jeg er bestemt ikke færdig med rangerne eller De Lange Skove. Bogen og serien kan varmt anbefales. 

Se også forfatterens hjemmeside

The Shepherd's Crown

The Shepherd's Crown er 41. og sidste bind af fantasyserien Discworld, skrevet af Terry Pratchett. 

Døden kommer til os alle, og nu er det blevet Granny Weatherwax' tur. Men en heks' død er ikke uden konsekvenser, og slet ikke, når heksen er så stærk som Granny Weatherwax. Uden hendes magi til at opretholde den, svækkes barrieren mellem Diskverdenen og Fairyland, og væsener fra eventyrene kan igen skabe ravage blandt mennesker og Diskens andre beboere.
Den eneste, der står i vejen for dem, er Grannys efterfølger, Tiffany Aching, men med to områder at være heks for, er hun hårdt spændt for, og selv ikke en heks kan være overalt. 
Heldigvis er hjælpen nær, og nye tider er på vej for både Disken og heksene selv. Men er det nok til at stoppe fortidens ondskabsfulde væsener? 

The Shepherd's Crown blev forfatterens sidste roman, udgivet efter hans død, og selvom Tiffany Aching-serien ikke er min yndling blandt underserierne i Discworld-serien, så synes jeg, bogen leverer et værdigt punktum for forfatterens univers. 
Sproget er letlæst og flydende, med masser af humor, livagtige beskrivelser og litterære referencer. Men også med en alvorlig tone, og en lidt melankolsk stemning, som klæder historien forbløffende godt. Og så er jeg vild med den måde, forfatteren leger med ordene på, og vender op og ned på begreber fra vores egen verden. 
Universet udvider sig endnu en gang, og man kan mærke, hvordan hvert bind bygger ovenpå de, der er gået forud. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og så slutter den helt perfekt. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, elvere, hekse, forræderi, død, sorg, kønsroller, og kampen mod det onde. Samtidig er det en historie om at finde sig selv, om valg, og om at skabe sin egen rolle og fremtid. 
Personerne er levende og menneskelige, og selvom jeg tidligere har været irriteret på Tiffany som hovedperson, så syntes jeg faktisk rigtig godt om hende i dette bind. Hun er blevet voksen, og har taget rollen som heks til sig, men kan alligevel ikke lade være med at tvivle på sig selv, da hun pludselig står med ansvaret for heksene efter Granny Weaterwax' død. Langsomt finder hun ud af, at hun ikke kan gøre alt selv, og lærer nye sider af sig selv, og sit land, at kende. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Geoffrey, adelssønnen, der gerne vil være heks, og som går imod både samfundets normer og sin families forventninger for at følge sin drøm og sine idealer. Geoffrey er lyttende, rar og hjælpsom, men har også en kerne af stål, og en tro på sig selv. som er ret inspirerende. Og så er jeg ret vild med Nac Mac Feeglerne, som har en helt utrolig livsglæde og loyalitet, selvom de bestemt ikke altid opfører sig lige pænt eller lovlydigt. 
The Shepherd's Crown var en rigtig god afslutning på en serie, som har fulgt mig i næsten 30 år, og som jeg uden tvivl kommer til at læse dele af igen og igen. Selvom det er trist at sige farvel til serien, og ikke længere have nye bøger at se frem til, så nød jeg læseoplevelsen, som, til trods for dens mere melankolske tone, stadig bød på masser af Pratchettsk humor, varme og fantastiske ordspil. Er man vild med Discworld-serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg kan kun anbefale bogen, og serien, til alle med hang til fantasy og humor. 

søndag den 21. februar 2021

Raising Steam

Raising Steam er 40. bind i fantasyserien Discworld, skrevet af Terry Pratchett. 

En ny opfindelse holder sit indtog i Ankh-Morpork. Damplokomotivet er ankommet, og togfeberen breder sig blandt indbyggerne. 
Lord Vetinari er fast besluttet på at bevare kontrollen, og derfor får Moist von Lipwig, direktør for Postvæsenet, Banken, og Møntpressen, og tidligere svindler, til opgave at udbygge jernbanenettet, med Ankh-Morpork som centrum og foregangsby. 
Ikke alle er dog lige begejstrede for fremskridtet, og dybt nede i dværgenes kongerige ulmer oprøret. Moist får brug for alle sine evner, hvis han skal overleve, og imens stiger dampen. 

Jeg elsker Discworld-serien, og Moist er en af mine absolutte yndlingshovedpersoner. Alligevel havde jeg svært ved at komme i gang med dette bind, og det tog sin tid, før jeg for alvor faldt for historien. En af grundene er, at dette bind er noget mørkere i tonen, end de foregående bind i serien, med fokus på industrialiseringen og fremskridtets pris, og en anden er, at jeg havde svært ved at forlige mig med dampmaskiner og tog i Discworld-universet - fuldstændig som de traditionelt tænkende dværge - fordi jeg bare ikke er specielt interesseret i tog. Og det gjorde desværre, at jeg ikke nød læseoplevelsen helt så meget, som jeg havde forventet. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, masser af humor, og, ikke mindst, forfatterens utrolige leg med ord, begreber og sprog, som er med til at gøre hans bøger, og universer, til noget helt særligt. 
Universet er fantastisk, og det er imponerende, hvordan forfatteren stadig, 40 bind inde i serien, kan blive ved med at udvikle og udvide sin verden, uden at modsige sig selv. Nye væsener, personer og steder bliver introduceret undervejs, samtidig med, at man som læser kan nyde gensynet med kendte steder og personer. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og historien er både spændende og tankevækkende. Action, innovation, kommunikation, undertrykkelse, oprør og politiske intriger, krydret med fanatisme, traditionalisme og fremskridt er kun nogle af elementerne i historien. Men det er også en historie om drømme, håb og udvikling, om at turde tænke stort, og hvordan en enkelt idé - eller opfindelse - kan ændre livet for mange. Og så er der masser af damp, maskiner og tog, blandet med gobliner, dværge, og familie. 
Personerne er levende, nuancerede og skæve, og mens store dele af persongalleriet allerede er introduceret i tidligere bind, så dukker der også helt nye personer op undervejs. Hovedpersonen, Moist, er, som tidligere nævnt, en af mine yndlingspersoner. Han er opportunist, svindler og lynende intelligent, men også overraskende empatisk, og modig når det gælder. Vigtigst af alt er han en overtalelsens mester, og forstår at holde mund, og vejre stemningen. Og så har han et hjerte af guld, som han gør alt for at skjule for omgivelserne. Af bipersonerne var Dick Simnel, opfinderen af dampmaskinen og selvlært ingeniør, den mest fremtrædende, og hans ærlighed, drive og mekaniske snilde gjorde ham til en skøn person at følge. Derudover nød jeg gensynet med andre kendte personer som Lord Vetinari, selvudnævnt tyran og tidligere lejemorder, hvis intelligens kun bliver udfordret af den daglige krydsogtværs. og hvis beregnende hjerne og pragmatiske natur gør ham til et farligt bekendtskab. Og så er det altid skønt at genopfriske bekendtskabet med Vimes og de andre medlemmer af vagtkorpset. 
Selvom Raising Steam ikke hørte til blandt mine favoritter i serien, så var den stadig rigtig god, da jeg først kom ind i historien, og jeg nød gensynet med universet og personerne. Er man fan af serien, må man ikke snyde sig selv for dette bind, som, trods en mørkere tone, rummer en del interessante betragtninger om fremskridtet, dets pris, og hvor langt man er parat til at gå, for at følge sine drømme. Alt sammen fortalt med Pratchetts sædvanlige leg med sproget, humor, og kerne af alvor. 

torsdag den 18. februar 2021

Murens Vogter

Murens Vogter er 1. bind af fantasytrilogien af samme navn, skrevet af Sofie M. Rodam. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard

Dana er en helt almindelig pige. Hun går i gymnasiet, bor sammen med sine forældre, og bekymrer sig for sin kræftsyge mormor. Og så er hun forelsket i sin bedste veninde, men ved ikke, hvordan hun skal få det sagt. 
Da hendes mormor dør, ændrer hendes liv sig for altid. For Danas mormor var Vogter, og Dana har arvet både hendes plads i Vogternes Råd, og de farer, der følger med. 
Før hun ved af det, befinder Dana sig på den anden side af den Mur, der skiller menneskenes og de overnaturliges verden fra hinanden, og må lære at styre sine nye magiske evner. Men det er bestemt ikke let, og det gør det ikke lettere, at Dana ikke ved, hvem hun kan stole på, i den nye verden hun er havnet i. 

Jeg havde ikke hørt om bogen, før forfatteren spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde den, og selvom ikke alt fungerede for mig, så er jeg glad for at have læst den, for historien var god. 
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne livagtige. Især actionscenerne og de magiske kampe var levende og billedligt beskrevne, men jeg kunne dog godt have tænkt mig endnu flere beskrivelser, da jeg havde lidt svært ved at se den anden verden og især Vogternes Hus for mig. Til gengæld var forfatteren virkelig god til at beskrive personernes følelser, og især Danas og hendes forældres meget forskellige håndtering af sorgen over mormorens død var virkelig godt beskrevet. 
Universet er interessant, og selvom idéen om en verden bag vores egen verden ikke er original, så formåede forfatteren alligevel at gøre den til sin egen. Forfatteren har uden tvivl lagt mange kræfter i at skabe verdenen, og man kan mærke, at der er tænkt over såvel væsener som magisystem. Jeg savnede dog noget mere worldbuilding, og lidt mere sammenhæng i de informationer Dana og læseren fik undervejs, da jeg sad tilbage med en del ubesvarede spørgsmål. Muligvis skyldes det, at forfatteren kender sit eget univers for godt, for det føltes lidt, som om der var en del indforståede - eller underforståede - detaljer i verdenen, som forfatteren gik ud fra, at jeg kendte, og derfor "glemte" at forklare undervejs, og det synes jeg var synd, for jeg ville så gerne have hørt lidt mere. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et par solide overraskelser undervejs, og så slutter den med noget af en cliffhanger. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, kærlighed, seksualitet, sorg, hemmeligheder, mærkelige væsener, ulmende oprør og ondskab. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at nogle af konflikterne undervejs ikke blev løst helt så hurtigt, så der var mere tid til at folde plottet og universet ud, for til tider gik det hele lidt for hurtigt, og især Danas følelsesmæssige dilemmaer blev meget hurtigt løst, hvilket føltes en smule urealistisk. 
Personerne er levende og menneskelige, og selvom bipersonerne manglede en smule dybde, så fungerede de godt. Jeg holdt rigtig meget af hovedpersonen Dana. Hun er intelligent og stædig, men også usikker og præget af sorg, og det gør det ikke lettere, at hun forelsker sig i piger, hun ikke er sikker på, hun kan få. Kemien mellem Dana og Cat er rigtig god, og selvom jeg ikke var så begejstret for Cats måde at håndtere forholdet på, så troede jeg på følelserne mellem dem. Af bipersonerne var det især Cat, jeg følte, jeg lærte at kende. Hun er modig, impulsiv og helt sin egen, og fast besluttet på at beholde sin frihed. Sidstnævnte får hende desværre også til at opføre sig mindre pænt over for andre, fordi hun kaster sig ud i ting, uden at afstemme forventningerne med de andre parter på forhånd, og det brød jeg mig ikke så meget om. Også den mystiske Milo var en interessant person, som man som læser ikke rigtig ved, hvor man har. Og så var jeg ret vild med troldmanden Vector, som holder alle ud i strakt arm, og Beskytteren Jason, som bærer på sin egen sorg. 
Murens Vogter gemte på en god historie, som, selvom det ikke var alt, der fungerede lige godt for mig, og det hele gik lidt for hurtigt, også havde nogle virkelig gode elementer, og et interessant univers. Det er ikke mange danske fantasybøger, der har en lesbisk hovedperson, og det var helt klart med til at give historien en anden vinkling, end man ellers ser indenfor YA fantasy, samtidig med, at det stadig var plottet, der var i centrum. Jeg er spændt på at finde ud af, hvad næste bind i serien gemmer på, for den cliffhanger, altså. 

søndag den 7. februar 2021

Den Døde Zone

Den Døde Zone er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Sandrytteren, skrevet af Tenna Vagner. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. 

Sandrytterne kan ikke længere høste energi fra ørkenen, og oprør truer Byzonen, hvor mangel på mad og vand har ramt den almindelige befolkning hårdt. Rådet planlægger at flygte tilbage til den Døde Zone og underlægge sig dens befolkning, men før de får begyndt flugten, bryder oprøret ud i lys lue. 
Det lykkes Saran at flygte mod den Døde Zone sammen med Teon og hans søster, som er blevet tvunget til at agere medie for Saran. Men den Døde Zone er meget anderledes, end de havde forventet, og Saran må tage et svært valg. 

Jeg var ret vild med de første to bind i serien, men desværre levede sidste bind for mig ikke helt op til sine forgængere. Ikke fordi bogen ikke var god, for det var den, men fordi der simpelthen skete alt for meget, og det hele gik lidt for hurtigt. 
Sproget er letlæst, enkelt og flydende, og forfatteren er utroligt god til at beskrive såvel ørkenens bagende varme som den Døde Zones fugtighed, så man som læser ser, og føler, det hele for sig. 
Universet er interessant og velgennemført, og magisystemet logisk og spændende. Jeg kunne dog godt have tænkt mig lidt mere uddybning af samfund og omgivelser i den Døde Zone, selvom jeg rigtig godt kunne lide idéen om et samfund direkte modsat det, jeg oplevede i de første to bind. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et par twists undervejs, som jeg bestemt ikke havde set komme. Historien er spændende, og fyldt med action, venskab, kærlighed, magi, undertrykkelse, mod, hemmeligheder, profetier, kønsroller, sexisme, tilgivelse og magt. Men det er også en historie om at nå sine drømme, og finde ud af, om man er villig til at betale prisen for dem. Mest af alt er det dog en historie om at finde balancen, både i og udenfor sig selv, og kampen for overlevelse. Og selvom jeg personligt ikke var så vild med slutningen, så fik forfatteren afsluttet serien på en ret god måde. Jeg kunne dog godt have ønsket, at forfatteren enten havde bredt historien ud over et bind mere, eller gjort bogen en anelse længere, for der sker, som tidligere nævnt, virkelig meget i bogen, og det betyder, at visse dele af historien til tider gik lidt for hurtigt for min smag, ligesom slutningen var en anelse brat. 
Personerne er levende og nuancerede, og selvom jeg blev en anelse frustreret over Sarans evne til at lyve for sig selv, så var jeg stadig vild med hendes mod og viljestyrke. Også selvom jeg til tider synes hun tilgav lidt for let. Af bipersonerne var jeg især vild med Teon, som virkelig har udviklet sig undervejs. Han elsker sin søster, og er fast besluttet på at redde hende, men har samtidig svært ved at se det uretfærdige i det samfund, han er vokset op i. Hans fars opførsel over for søsteren begynder dog at sætte tankerne i gang, og mødet med et andet samfund giver ham et nyt indblik i Sarans had over for Rådet, og den rolle, hun som kvinde har været påtvunget. Og så kunne jeg stadig rigtig godt lide Justus, som er et af de ganske få ordentlige medlemmer af Rådet, og som hverken tænker på egen vinding eller betragter kvinder som undermennesker eller ejendom. 
Den Døde Zone var en smule for kort i forhold til mængden af handling, men selvom slutningen var en anelse brat, så lykkedes det alligevel forfatteren at få flettet alle trådene sammen på en god måde, og var man vild med første to bind i serien, må man ikke snyde sig selv for slutningen på Sarans historie. Kan man lide fantasy med dystopiske elementer er serien helt klart værd at stifte bekendtskab med, og serien er perfekt for læsere, der ikke har mod på eller lyst til at kaste sig over de tykkere fantasyromaner. 

Se også forfatterens hjemmeside

lørdag den 6. februar 2021

Kloens Klippe

Kloens Klippe er 1. bind af science fantasy-trilogien Øglejægerne, skrevet af Camilla Wandahl.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. 

Ærild er vårlener, og bor på planten Nærv. Siden hans lillesøster blev taget af parasitterne, da han var 8 år gammel, har hans eneste ønske været at blive Øglejæger og slutte sig til Astrovåbnet, for at få hævn. 
For at komme i Astrovåbnet skal han dog først tæmme sin egen flyveøgle, og sammen med sin fætter og en gruppe andre unge må han rejse til Kloens Klippe for at finde den. Rejsen dertil er lang og farefuld, og ikke alle overlever. 
Samtidig begynder Ærild at få mistanke om, at ikke alt er, som det skal være. Men kan han klare sandheden? Og hvor langt er han parat til at gå, for at få hævn?

Selvom bogen er kort, tog det mig overraskende lang tid at læse den. Ikke fordi den er dårlig - langt fra - men fordi den gjorde mig så vred, at jeg var nødt til at læse den i små bidder. At den også har visse dystopiske elementer hjalp nok heller ikke på det, da jeg pt, grundet pandemien, har det svært med dystopiske fortællinger. 
Sproget er letlæst og flydende, og de nye begreber og ord, forfatteren har skabt, er med til at gøre bogens univers realistisk og levende. Det samme er de livagtige beskrivelser, og især kampscenerne fungerer virkelig godt. Kapitlerne er korte og hurtigt læst, og selvom jeg personligt godt kunne have ønsket, at de var lidt længere, så fungerer det godt. 
Universet er originalt og anderledes, og jeg kunne rigtig godt lide den måde, forfatteren koblede videnskab og teknologi med åndelighed og naturmagi, ligesom de mange nye væsener var interessante. Men skellet mellem teknologi og naturmagi viser også skellet mellem mennesker og vårlenere, og det er her konflikten i samfundet, og det dystopiske element, dukker op. For mens menneskene indtager toppen af samfundet, indtager vårlenerne bunden, og det var her, min vrede dukkede op. Ikke nok med, at menneskene udnytter vårlenerne, både som arbejdsstyrke og forsvar, de tvinger også en hel befolkningsgruppe til at betale offerbøder, og kan folk ikke betale, bliver de ofret. Offentlige afstraffelser er almindelige, og spørgsmål bliver ikke tolereret. Det, der for alvor gjorde mig vred, var dog den måde, menneskene lykkedes med at hjernevaske vårlenerne, så de faktisk troede på, at det var for deres eget bedste, og at menneskene beskyttede dem, når de undertrykte dem. Det gjorde mig vred på menneskene for undertrykkelsen, og på vårlenerne, fordi de ikke tænkte selv. 
Handlingen er godt skruet sammen, med en del twists undervejs, og en slutning, jeg på ingen måde havde set komme. Historien er uhyggeligt spændende og barsk, og fyldt med action, undertrykkelse, manipulation, naturmagi, øgler, social uretfærdighed, hemmeligheder, løgne, videnskab, hævn, og kærlighed til familien. Først og fremmest er det dog en historie om at finde ud af, hvem man er, og hvad man tror på. Og hvor langt man er villig til at gå for det, der er rigtigt. Bogen gav mig i øvrigt både Starship Troopers og Red Rising-vibes, så slutter den med noget af en cliffhanger. 
Personerne er levende og nuancerede, og især hovedpersonen Ærild er interessant at følge. Ærild elsker sin familie, og efter hans lillesøster bliver taget af parasitterne, er han besat af hævn. Men selvom Ærild tror på systemet, så har han det svært med menneskenes uretfærdigheder, og hans temperament, impulsivitet og hjælpsomhed giver ham konstant problemer. Heldigvis er hans fætter Seir god til at redde ham ud af problemerne, og båndet imellem de to er utroligt stærkt. Men hvor Ærilds familie kæmper for at betale offerbøderne, fordi hans mor er brudt sammen efter hendes datters død, så er Seir søn af førstejægeren og mere privilligeret, hvilket gør hans tiltro til systemet mere fast. Også de øvrige personer var interessante, og jeg kunne især godt lide Kasme og Zira, som var meget forskellige, men hvis styrker komplimenterede både hinanden og Ærild og Seir. 
På trods af, at jeg læste bogen i små bidder, så var jeg utroligt engageret i læsningen, og jeg følte mig i den grad forbundet med såvel personer som univers. At forfatteren formåede at skabe så voldsomme følelser i mig under læsningen af en så kort bog, vidner om, hvor dygtig en historiefortæller Camilla Wandahl er, og er for mig et klart kvalitetsstempel. Udover at være virkelig god, så var Kloens Klippe også en stærk start på en ny serie, som jeg helt klart skal læse videre i. Og med den cliffhanger håber jeg ikke, der går alt for længe, før næste bind udkommer. Kan man lide science fantasy med dystopiske elementer, originale universer, og masser af spænding, så er bogen her helt klart værd at kaste sig over, og jeg kan, trods den vrede, den vakte i mig, kun anbefale den. 

Se også forfatterens hjemmeside

fredag den 5. februar 2021

The Ocean at the End of the Lane

The Ocean at the End of the Lane er skrevet af Neil Gaiman. 

For fyrre år siden begik en mand selvmord, og en lille dreng slap ved et uheld en ældgammel rædsel løs. Drengens eneste forsvar er de tre kvinder - eller to kvinder og en pige - som bor for enden af vejen. Tre kvinder, som ikke er, hvad de ser ud til, og som viser drengen et glimt af verdens hemmeligheder. 

Jeg har efterhånden opdaget, at jeg har lidt ambivalent forhold til Neil Gaimans bøger. Jeg elsker hans rene fantasybøger og eventyr, men har det svært med hans noveller og mere magisk realisme-prægede historier, og den her er desværre en af sidstnævnte. 
Sproget er letlæst og flydende, og rummer den helt særlige Gaimanske atmosfære af magi, drømme og sårbarhed. Beskrivelserne er livagtige, og bogen er fyldt med litterære referencer, hvilket altid er et hit for mig. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, som overrasker hele vejen igennem. Alligevel blev jeg aldrig rigtigt fanget af historien eller personerne, og jeg er efter endt læsning stadig ikke helt klar over, hvad det egentlig var, jeg læste, hvilket måske kan ses af det meget korte handlingsreferat. Historien tager temaer som familie, drømme, magi, død, ensomhed, tid, venskab og ondskab op, krydret med familie- og pengeproblemer, men fordi den er fortalt, som den er, føles historien mest af alt som en lang drøm, og som læser var jeg i tvivl om, hvorvidt historien faktisk var en drøm, skete, eller bare var en lille drengs indbildning skabt af familiens problemer, og det irriterede mig en hel del. Jeg bryder mig ikke om at være forvirret, når jeg læser, og at bogen samtidig sluttede med en af mine hadetroper, gjorde det ikke bedre. 
Personerne er nuancerede og menneskelige, men fordi bogens stemning er så drømmeagtig, som den er, havde jeg virkelig svært ved at knytte mig til dem, og at fortællerens navn aldrig bliver nævnt, gjorde ham for mig endnu mere uvirkelig. Fortælleren fortæller i et flashback om noget, der skete, da han var syv år gammel, og som læser ser man det meste af historien igennem en syvårigs øjne. Og fortælleren føles virkelig som en syvårig, hvilket er godt gået af forfatteren. Men uheldigvis gør det også, at man som læser virkelig er i tvivl om, hvad der sker undervejs, fordi man som voksen kan se nogle nuancer i familiens interne relationer, som en syvårig opfatter på en anden måde. Og mens bipersonerne bestemt var interessante, så ses også de igennem en syvårigs øjne, hvilket dels gjorde dem temmelig sort/hvide, og dels gjorde dem svære at forholde sig til for mig. 
The Ocean at the End of the Lane er, som alle Gaimans bøger, utroligt velskrevet, og man kan mærke, at han kan sit håndværk. Desværre var bogen ikke et hit for mig, og selvom den var hurtigt læst, så var den også hurtigt glemt. Det betyder ikke, at bogen er dårlig, for det er den langt fra, og kan man lide Gaimans noveller og mere magisk realisme-prægede bøger, så er The Ocean at the End of the Lane måske et nærmere bekendtskab værd. Personligt holder jeg mig dog fremover til Gaimans fantasy. 

Se også forfatterens hjemmeside

mandag den 1. februar 2021

Læsestatus for januar

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Januar er slut, og det betyder, at det er blevet tid til at skrive årets første læsestatus. 
Årets første måned føltes på en og samme tid utroligt lang og utroligt kort. Jeg er, endnu en gang, hjemsendt, da bibliotekerne stadig er lukket ned, og det betød, at jeg startede året ud med hjemmearbejde og rigtig meget hjemmetid. Sammenholdt med vintermørket og -kulden gled dagene næsten ud i et, og mens nogle uger ingen ende ville tage, forsvandt andre i løbet af ingen tid. Jeg savner i den grad at mødes med andre mennesker fysisk, og kan mærke, at nedlukningen denne gang virkelig trækker tænder ud mentalt, hvilket også påvirkede mit læseoverskud. 
Januar var min fødselsdagsmåned, og selvom det ikke blev til den store fejring, så blev det til et enkelt fødselsdagsbesøg, da mine forældre kiggede forbi. Det var utroligt rart, og skønt at se og snakke med dem fysisk, i stedet for via telefon eller skærm. Desværre bød januar også på sygdom med medfølgende indlæggelse (ikke corona) i familien, hvilket bestemt ikke hjalp på det mentale helbred. 
Det manglende overskud gav sig som sagt også til kende i månedens læsning. For mens jeg flakkede fra den ene bog til den anden, uden rigtigt at kunne færdiglæse dem, så læste jeg samtidig virkelig mange tegneserier. Månedens serie fra seriekrukken var Caraval af Stephanie Garber, og her lykkedes det mig faktisk at få læst bind 2, og komme i gang med bind 3. Til gengæld fik jeg ikke læst månedens FairyLoot-bog, The Cruel Prince af Holly Black, som derfor skal læses i februar, eller de to bøger fra min A-Z TBR, Crooked Kingdom af Leigh Bardugo, som samtidig var min supplementsserie, eller An Ocean at the End of the Lane af Neil Gaiman. Jeg fik godt nok begyndt på Crooked Kingdom, men blev ikke færdig med den, så forhåbentlig kan jeg krydse begge to af listen i løbet af februar.
Det manglende læseoverskud betød også, at jeg ved månedens slutning var 2 bøger bagud på mit Goodreads-læsemål, men det bekymrer mig ikke så meget, da jeg er sikker på, jeg nok skal få det indhentet i løbet af året. 
Og så må det vist være tid til at få vist de bøger, jeg faktisk fik læst, frem.

Jeg starter, som altid, med anmeldereksemplarerne. I januar fik jeg læst 3 anmeldereksemplarer, tilsendt af søde forlag.
Bøgerne er:

Tonke Dragt: Brevet til kongen (Brevet til kongen 1)
Anmeldereksemplar fra Turbine forlaget. 
Serien er påbegyndt. 

Kazu Kibuishi: Elverprinsen (Amulet 5)
Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 
Serien er i gang. 

Roshani Chokshi: Aru Shah og sjælesangen
Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co. 
Serien er i gang. 

Jeg fik læst en enkelt bog fra månedens serie.
Bogen er:

Stephanie Garber: Legendary (Caraval 2)
Serien er i gang. 

Derudover fik jeg læst 4 bøger, hvoraf en enkelt blev påbegyndt i 2020. 
Bøgerne er:

Eva Munk: Stormflod (Grøn Klode 1)
Serien er påbegyndt og ajour. 

Kim Harrison: For a Few Demons More (The Hollows 5)
Serien er i gang. 

Leigh Bardugo: The Lives of Saints

A.A. Milne: Peter Plys - Komplet samling fortællinger og digte

Sidst, men bestemt ikke mindst, fik jeg læst 30(!) tegneserier og graphic novels i januar.
De er:

Jerry Scott og Jim Borgman:
Verdens længste teenager (Zits 1)
Zombie-forældre (Zits 2)
Nu laver du det ansigt igen! (Zits 3)
Kør! (Zits 4)
Fanget! (Zits 5)

Bryan Edward Hill m.fl.: All the Devils Are Here (Angel + Spike vol.1)

Kazu Kibuishi: Elverprinsen (Amulet 5)
Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 
Serien er i gang. 

Thom Roep og Piet Wijn:
Den forkælede prinsesse (Gammelpot 1)
Skakten til Nordpolen (Gammelpot 6)

Goscinny og Uderzo:
Romernes skræk! (Asterix 7)
Asterix - olympisk mester (Asterix 8)
Asterix i Alperne (Asterix 16)
Asterix' odyssé (Asterix 26)
Så til søs, Obelix! (Asterix 30)
Skolestart i Gallien (Asterix 32)
Da himlen faldt ned om ørerne! (Asterix 33)
Asterix' og Obelix' fødselsdag - Den gyldne gæstebog (Asterix 34)
Historien om hvordan Obelix faldt i gryden med trylledrik da han var lille

Jean-Yves Ferri og Didier Conrad:
Asterix og pikterne (Asterix 35)
Cæsars papyrus (Asterix 36)
Asterix i støvlelandet (Asterix 37)
Vercingetorix' datter (Asterix 38)

Mike Carey m.fl.: Lucifer book one

Franquin:
Viggo - Kviks kontorbud (Vakse Viggo 1)
Viggo kobler fra (Vakse Viggo 2)
Mesterkokken Viggo (Vakse Viggo 3)
Det var kattens, Viggo (Vakse Viggo 4)
Viggo - en kæmpekatastrofe (Vakse Viggo 5)

Dan Jurgens m.fl.: The Gray Son Legacy (Nightwing vol. 10)

Christophe Arleston og Alessandro Barbucci: Persaunernes hemmelighed (Ekho spejlverdenen 5)

I alt fik jeg læst 7 bøger og 30 tegneserier/graphic novels. Af dem var 3 anmeldereksemplarer og 6 på engelsk. Jeg fik påbegyndt 2 serier, og kom ajour med 1. 
I februar skal jeg have læst mine 2 A-Z TBR-titler fra januar, foruden januars FairyLoot-bog, og så skulle jeg gerne have færdiggjort nogle serier, så jeg ikke kommer alt for langt bagud med mine læsemål fra årets start. Februars FairyLoot-bog er These Rebel Waves af Sara Raasch, som er første bind i duologien Stream Raiders, og månedens serie er The Storm Crow af Kalyn Josephson, hvor jeg kun mangler at læse andet og sidste bind, for at være færdig med serien. Månedens supplementsserie er Discworld af Terry Pratchett. Her mangler jeg kun at læse to bind, hvoraf det ene endda er en del af min A-Z TBR, og februars anden A-Z titel bliver Fire and Hemlock af Diana Wynne Jones. Derudover håber jeg at få gjort et ordentligt indhug i anmeldereksemplarerne, så jeg kan få indhentet efterslæbet på dem, inden vi kommer alt for langt ind i 2021. 

Fik I læst nogle gode bøger i januar?