onsdag den 30. september 2020

Book Haul #9


(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

September synger på sit sidste vers, og det betyder, at det er blevet tid til at vise månedens nyanskaffelser frem på bloggen. Jeg vidste på forhånd, at septembers book haul nok ville blive temmelig stor, men i modsætning til, hvad jeg havde troet, så kom størrelsen ikke kun til at skyldes Fantasyfestivalen, men derimod en kombination af anmeldereksemplarer tilsendt af søde forfattere og forlag, gode tilbud, brugtkøb og, selvfølgelig, en stak nye og lidt ældre titler på Fantasyfestivalens online-messe. 
Da Fantasyfestival-købene i år er dukket op lidt ad gangen, og der ikke er helt så mange af dem, som de forrige år, har jeg valgt at lave en samlet book haul for september, i stedet for at dele den i to, og jeg starter med at vise de bøger frem, som jeg fik købt udenom festivalen. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I september fik jeg tilsendt 7 anmeldereksemplarer af søde forfattere og forlag, hvoraf de sidste to kom, da jeg var næsten færdig med indlægget, og derfor ikke er med på billedet øverst. 

Bøgerne er:

Lykke Lindbo: Fanny Fairychild - Alf af hjertet (Fanny Fairychild 3). Forlaget Tanken og Mindet.

Sofie M. Rodam: Murens Vogter (Murens Vogter 1). Forlaget mellemgaard. 

Louise H. A. Trankjær: Lysets datter (Syvstjernesagaen 1). Superlux.

Sidsel Katrine Slej: Ingeborgs fortælling (Asgårds døtre). Tellerup. 

C. G. Valentin: Drageægget (Dragernes Æra 1). Forlaget Klippe.

Per Jacobsen: Spejlkabinettet. Forlaget Valeta.

Emilie Querling: Sprækker. 

I starten af september var jeg forbi Bogormen med en stak bøger til byt, og selvfølgelig kom jeg ikke derfra uden en ny stak bøger (dog færre, end jeg kom med, så lidt hjalp det da på reolsituationen). 5 bøger blev det til, og de er:

Robert Galbraith: Den hvide død (Cormoran Strike 4)

Jennifer L. Armentrout:
White Hit Kiss (The Dark Elements 1)
Stone Cold Touch (The Dark Elements 2)

Cornelia Funke: Blækmagi 1+2 (Blækhjerte 2)

En enkelt ordre på Saxo blev det også til, nemlig denne helt utroligt flotte udgave af:

Frank Herbert: Dune (Dune 1)

Forfatteren Mette Finderup holdt udsalg i anledning af udgivelsen af hendes nyeste bog i A.S.P.E.-serien, og her købte jeg 2 bøger, nemlig:

Mette Finderup:
Dommedagsbjergene (A.S.P.E. 5)
Dødens købmænd (A.S.P.E. 6)

Fantask havde status-udsalg, og her faldt jeg over en enkelt antologi til samlingen.
Bogen er:

Games Creatures Play

Og som det sidste, inden vi når til Fantasyfestival-delen af denne book haul, så blev det også til 6 bøger ved Tellerups lagerudsalg, som netop nåede at komme, inden jeg begyndte på dette indlæg. 
Bøgerne er:

Nick Clausen:
De døde brødre
De sorte symboler
De blodige bid
De hviskende veje

Pernille Eybye:
For foden af trappen
I Pandoras æske

Og så er vi nået til de bøger mm. jeg købte til årets online-Fantasyfestival. Jeg har godt nok ikke modtaget alle købene endnu (der mangler en forudbestilling og en pakke med merchandise, som Dao mistede på vejen til Ribe), men de må komme med i en senere book haul.

Hos Fantask købte jeg 1 bog med særlig festivalrabat, og 1 tegneserie/graphic novel, som jeg har ventet på skulle udkomme. 
De er:

Arleston og Barbucci: Barcelone (Ekho spejlverdenen 4)

Robert Jordan: Warrior of the Altaii

Hos Tellerup blev det til 5 spritnye bøger, hvoraf 2 havde særlig forpremiere til festivalen.
Bøgerne er:

Julie Midtgaard: Elementkrigen (Sprækken til Luscuro 3)

Haidi Wigger Klaris: Blodarv (Sort måne 1)

Line Wenzel: Slægternes fejde (Mindelandet 3)

K. L. Berger: Lugnasad

Henriette Hesselholdt: Sjæleoffer (Gudernes krig 3)

Ved Silhuet faldt jeg over 3 bøger, hvoraf den ene var en forudbestilling, og derfor først kommer med i en senere book haul, men de 2 bøger, jeg har fået hjem, er:

#moderneeventyr

Natali S. Dueholm: Føniks - Den udødelige

På Ulven og Uglens onlinestand købte jeg 2 bøger, nemlig:

Signe Fahl: 
Ellekongen (Tågespind 1)
Elleskudt (Tågespind 2)

Hos DreamLitt blev det til 3 spritnye titler, som er:

Jokers Wild (Wild Cards 3)

Linette Harpsøe: Håbets scepter (Skæbneløs 3)

Marie-Louise Rønning: Lysets vogter (Skaberens Våben 3)

Sidst, men ikke mindst, købte jeg 3 virkelig smukke ting hos Sophie Grunnet v. SilverGlass.
De er:

2 bumblekeys

1 minibog

Ialt blev det til 35 bøger, 1 tegneserie/graphic novel og 3 styk merchandise i perioden 5. til 30. september. Af dem var 7 anmeldereksemplarer, 5 brugte, 2 antologier, og 5 på engelsk. Derudover er der et par anmeldereksemplarer mere på vej til mig, og så lykkes det forhåbentlig Dao at finde mit sidste festivalkøb. Nå ja, og så fik jeg lige købt et par bøger mere, som forhåbentlig dukker op i løbet af oktober. Ups. I oktober håber jeg, at jeg kan holde igen med bogkøbene, men om det sker, vil tiden vise. Det gik jo ikke ligefrem godt i september:) 

tirsdag den 29. september 2020

An Orc On the Wild Side

An Orc On the Wild Side er en fantasybog skrevet af Tom Holt. 

Kong Mordak, det ondes ultimative hersker og konge over goblinerne, har det ikke let. På trods af talrige beviser på, at det ondes tidligere strategi ikke virker, har han ikke let ved at få sit folk med sig over på "det nye ondes" side, og holde op med at føre krig mod dværgene, elverne - og hinanden. 
Og det gør det bestemt ikke nemmere, at der pludselig dukker nye mennesker op i hans ellers kendte verden. 

Den her bog var et titelkøb, som desværre ikke levede op til mine forventninger. Meh, er det ord, der bedst beskriver læseoplevelsen, som var helt og aldeles forglemmelig. Bogstaveligt talt, for så snart jeg lagde bogen fra mig, glemte jeg prompte alt det, jeg havde læst, selvom jeg faktisk var underholdt, mens jeg læste den. Og netop forglemmeligheden er også forklaringen på det korte, og sparsomme, resume af bogen, da plottet allerede er ved at være forsvundet fra hukommelsen. 
Sproget er letlæst, flydende, og fyldt med humor, og jeg var ret vild med den måde, forfatteren brugte popkulturelle og litterære referencer på undervejs, og især brugen af Tolkiens værker, som helt klart danner grundlaget for såvel univers som historie. Desværre spændte humoren også ben for historien, (hvilket er noget jeg også tidligere har haft problemer med i komisk fantasy), fordi det hele skulle være så humoristisk hele tiden, og det fik plottet til at stritte i alle retninger, og gjorde det svært at leve sig ind i såvel personer som historien. 
Handlingen virkede på mig temmelig rodet (igen på grund af humoren), og jeg havde virkelig svært ved at finde en rød tråd - hvis der var en. Historien er fyldt med temaer som kultursammenstød, krig, had, ondskab, reformer, køn, videnskab, magi, grådighed, mistillid, politik, intriger, profetier, bagværk og Brexit, ligesom udvandring og indvandring også spiller en stor rolle, men hvad forfatteren egentlig ville med historien, fandt jeg aldrig rigtig ud af. 
Personerne var, for størstedelens vedkommende, flade og svære at skelne fra hinanden, og de mange bipersoner tjente mest til at gøre mig endnu mere forvirret undervejs. Især fordi jeg havde store problemer med både at huske dem, og skelne dem fra hinanden. Den eneste af personerne som havde en lille smule kød på sig, var Mordak, hvis ønske om at føre sin race ind i fremtiden konstant modarbejdes af såvel hans undersåtter som hans egne, ikke altid lige gode, idéer. Desværre havde han alt for lidt scenetid, fordi der hele tiden dukkede ligegyldige bipersoner op, som stjal både synsvinkel og rampelys. Og det er synd, for havde forfatteren nøjedes med at fortælle historien fra Mordaks synsvinkel, tror jeg, at jeg ville have syntes bedre om den, og været mindre forvirret. 
Alt i alt var An Orc On the Wild Side en skuffende læseoplevelse, som, selvom den mindede mig om både Ringenes Herre og Dark Lord of Derkholm af Diana Wynne Jones, som er to af mine absolutte yndlingsbøger, formåede at være forglemmelig, forvirrende og for sjov - hvilket paradoksalt nok samtidig gjorde, at den faktisk aldrig blev rigtigt sjov - selvom jeg var underholdt nok, mens jeg læste den. Er man vild med komisk fantasy, og nørdet nok, til at ville bruge tid til at finde frem til samtlige Tolkien-referencer, sangbidder, popkulturelle og samfundskritiske passager undervejs, så er bogen måske et nærmere bekendtskab værd, men desværre var den altså ikke noget for mig, og jeg har allerede glemt det meste af den. 

mandag den 21. september 2020

Fantasyfestivalen 2020

Årets Fantasyfestival er slut, og selvom det i år blev en meget anderledes festival, har jeg alligevel besluttet mig for at skrive mit traditionelle "dagen derpå"-indlæg, hvor jeg fortæller lidt om arbejdet bag kulisserne på festivalen, og om mine oplevelser under festivalen. Indlægget bliver dog markant kortere, end det plejer at være, da der denne gang ikke indgår en book haul af mine nyanskaffelser på festivalen, fordi mange af de køb, jeg gjorde, endnu ikke er blevet leveret. Til gengæld bliver septembers book haul-indlæg temmelig langt. 
Hvis I har fulgt bloggen gennem længere tid, ved I, at Fantasyfestivalen er mit hjertebarn, og at festivalweekenden for mig er årets absolutte arbejdsmæssige højdepunkt. Derfor har det også i år været ekstremt mærkeligt med en festivaluge, hvor jeg ikke lå vandret i luften, og en festivalweekend som manglede messegæster, opstilling, travlhed, og meget af den helt særlige festivalstemning, som plejer at fylde og indhylde mig hvert år. Og selvom det var positivt, at jeg i år faktisk kunne nå at høre nogle af de mange fantastiske foredrag som enten blev streamet fra Hovedbiblioteket i weekendens løb eller foregik online i ugen op til og under festivalweekenden, så var det også en lidt flad fornemmelse, at kulminationen på et helt arbejdsår fysisk kun involverede en ganske lille udvalgt skare. 
Planlægningen af årets festival startede tilbage i oktober 2019, og da vi måtte lukke ned for den fysiske festival i april 2020, havde vi faktisk en næsten færdig festival, som vi måtte lægge i skuffen, for derefter at begynde forfra med planlægningen af en digital festival. Noget, som ingen af os havde erfaringer med på det tidspunkt, og som gav os en del hovedbrud i forhold til hvordan vi fik de kendte festivalelementer inkorporeret på så god en måde som mulig, samtidig med, at vi pludselig måtte ud og afsøge, hvad der egentlig fandtes af digitale platforme, som vi kunne bruge. Især det sidste brugte vi meget tid på, da vi både havde brug for at finde en god måde at streame vores stærkt reducerede program på, og en platform til online messen, som vi håbede på at stable på benene som en erstatning for den fysiske messe. Og samtidig skulle vi også ud og finde et nyt udenlandsk hovednavn, som havde lyst til at deltage digitalt. Her bestemte vi ret hurtigt, at vi ville forsøge at få et gæstebesøg fra vores allerførste Guest of Honour, Tamora Pierce, og vi var heldigvis så heldige, at hun sagde ja til at stille op med en Ask Me Anything fra sin egen stue, så vi på den måde kunne slutte ringen. 
Online messen, som var mit hovedarbejdsområde - med teknisk bistand fra en kollega - lykkedes det os også at få i luften, med deltagelse af både gamle og nye standholdere, så vores gæster kunne benytte sig af gode tilbud i hele ugen op til det, der plejer at være festivalweekenden. 
Og så kunne vi i år sprede programmet ud over hele ugen, med streamede foredrag og aktiviteter fra såvel forfattere som kunstnere og spillere, som hver især stillede op fra deres del af landet, for at være en del af årets festival, og, som noget nyt i år, samtalegrupper om alt fra middelalderfantasy til kønsroller og gaming, med folk fra The Fantasy Fellowship-læsekredsene som moderatorer og tovholdere. En af de ting, vi havde været bekymrede for på forhånd, var muligheden for tekniske vanskeligheder, og selvom der da var lidt bøvl rundt omkring, så holdt det sig heldigvis på et minimum - både hvad angik aktiviteterne rundt om i landet, og aktiviteterne vi stod for. 
Som sagt havde jeg i år mulighed for at deltage i en del af de foredrag, der fandt sted under festivalen, og jeg har planer om, at få set flere af dem, der stadig er tilgængelige rundt omkring, i løbet af den næste uges tid. Men de foredrag jeg fik set i ugen op til, var

15.9 Vølver og Lysets Kvinder - og hvorfor de er så seje! med Marie-Louise Rønning og Mette Sejrbo

16.9 Fantasyforfattere - på slap line med Marie-Louise Rønning, Pernille Neergaard og Linette Harpsøe

16.9 Online reception for Jacob Kokkedals nye bog: Bastians løfte - Den trofaste bror 4

17.9 Release og oplæsning af Lysets datter med Louise H.A. Trankjær (som jeg dog ikke nåede at se live)

17.9 Let's set the stage - fokus på fantasysetting og temaer! med Marie-Louise Rønning og Mie Møller Bie

Fredag 18. september mødte jeg ind på Hovedbiblioteket ved 15-tiden, hvor festivalgruppen, sammen med et par andre gæster, havde bestemt os for at mødes til fællesspisning, opstart af festivalweekenden, og streaming af Boris Hansens fantasyquiz (som ingen af os før har haft mulighed for at deltage i) og AMA'en med Tamora Pierce. Her fik vi styr på de sidste tekniske detaljer, før vi kastede os ud i en hyggelig aften, hvor teknikken heldigvis opførte sig, som den skulle, og vi, trods en lille forsinkelse undervejs, kom igennem aftenens program uden problemer, om end der var en del koordinering per mail undervejs med Tamora Pierces agent. Aftenen sluttede efter AMA'en, og jeg var hjemme lidt over midnat. 


Lørdag mødte jeg ind lidt i 10 (hvilket var sent, i forhold til, at jeg plejer at være på banen 7.15 den første festivaldag, for at være klar til at lukke standholderne ind og sætte op til messen), for at hjælpe med at gøre klar til dagens streaming fra Hovedbiblioteket. Vi havde hyret teknisk hjælp til at stå for selve filmingen, hvilket var rigtig rart, da vi så havde det mindre at skulle holde styr på. Ved 11.30-tiden begyndte dagens foredragsholdere at dukke op, og klokken 12 kunne vi lukke dagens udvalgte, og stærkt begrænsede, publikum ind. Vi skulle streame tre foredrag fra biblioteket i løbet af lørdagen, og heldigvis gjorde teknikken som den skulle, og vi kom igennem dagen med kun enkelte skred i tidsplanen undervejs, og en bimlende alarm, som dog heldigvis ikke forstyrrede streaming-oplevelsen, men som krævede både pedelhjælp og teknisk bistand at få slukket igen. De tre foredrag, jeg denne gang kunne lytte med til, var:

Med læseren som co-pilot med Boris Hansen og Nanna Foss

Skrivekunst med Mette Finderup

Fantasy på gamle flasker med Tobias Stenbæk Bro, Jacob Kokkedal og Jacob Hedegaard Pedersen, modereret af Gitte Højmark Pedersen

Jeg benyttede også den mere afslappede festivaloplevelse til at få signeringer fra de to forfattere, jeg ikke tidligere har fået signeret fra, nemlig Jacob Kokkedal og Jacob Hedegaard Pedersen, hvis bøger jeg i den grad har nydt. Aftenen sluttede ved 21.30-tiden, hvilket betød, at jeg var hjemme lidt over klokken 22. 
 

Søndag var jeg igen på biblioteket lidt i 10, og startede dagen med at vaske op, før vi fik lokalet gjort klar til dagens foredrag. Ved 10.30-tiden dukkede de første foredragsholdere op, og det lykkedes mig at få overtalt den ene af dem, Merlin P. Mann, til at signere en bog for mig, før han skulle på scenen, til dagens første programpunkt.

Klokken 12 dukkede dagens gæster op, og klokken 13 var vi klar til dagens første streaming, Top 25 fantasyfilm med Filmnørdens hjørne og Merlin P. Mann, som både var virkelig sjovt, og tilføjede en del film til "dem skal jeg have set - eller genset - listen". 

Klokken 16.30 var det blevet tid til dagens andet - og sidste - foredrag fra biblioteket, GRIMM, grummere, grummest II med Benni Bødker og Kenneth Bøgh Andersen, interviewet af Gitte Højmark Pedersen. Også her lykkedes det mig at få de to herrer til at signere for mig, før de forlod Esbjerg igen. 


Efter det sidste foredrag stod den på afsked og oprydning, før jeg kørte hjem til en kat, som i den grad følte sig forsømt efter en hel weekend, hvor madslaven var på arbejde. Jeg var hjemme klokken 19, og nåede derfor at deltage i festivalens allersidste programpunkt, Udgivelsesfest hos Tellerup med Julie Midtgaard, Henriette Hesselholdt og Line Wenzel. Og så fik jeg også set interviewet med Katja Brandis på Straarup og Co.s Facebook-side. 

Dagen i dag står på afslapning, dyrlægebesøg og opladning til de næste fire dage, hvor vi blandt andet skal evaluere på årets anderledes festival. 

Til sidst skal lyde en stor tak til alle de standholdere, forlag, forfattere, foredragsholdere, illustratorer, kunstnere, gamere, og andre aktører, som har været med til at sørge for, at vi, trods udfordringer, også i år kunne holde en festival, vi er stolte af, og ikke mindst til årets gæster, som så med hjemme fra stuerne rundt omkring i hele landet og gik på oplevelse på online messen. Uden jer havde der ikke været nogen festival. Tak til mine kolleger på biblioteket for at bakke op, og til festivalgruppen for med- og modspil, skæve indgangsvinkler, problemløsning og fælles målsætning om at lave den bedst mulige festival, trods alle de benspænd vi blev udsat for undervejs. 

Og til jer læsere, som har holdt ved hele vejen: Hvad syntes I om årets festival? Så I med til de digitale foredrag, og fik I også købt jer fattige på online messen? Eller var den digitale festival ikke noget for jer? 

tirsdag den 15. september 2020

Leoniderne

Leoniderne er 1. bind af science fantasy-serien Spektrum, skrevet af Nanna Foss. 

Emilie er dygtig i skolen, men har det svært socialt. Hun er klassens mobbers yndlingsoffer, og en stille pige, som hellere vil tegne, end vise, hvad hun kan. Hendes bedste venner er brødrene Alban og Linus, og hun foretrækker at tilbringe tiden sammen med dem, end hjemme hos sin kaotiske og larmende familie. 
Men et mareridt ændrer alt. Da Emilie tegner en dreng fra drømmen, får hun et chok, da han kort efter starter i hendes klasse. Og det bliver kun starten på en række mystiske hændelser, som får Emilie til at tvivle på, hvad er er virkelighed, og hvad der er drøm. 

Det er temmelig sent, at jeg er kommet i gang med at læse denne serie (faktisk så sent, at serien står over for et reboot), men selvom jeg havde hørt meget om den, så var den overhovedet ikke, som jeg havde forestillet mig. Udover at være svær at genrebestemme, da den har elementer fra virkelig mange genrer, så mindede den mig også en del om den originale Roswell-serie fra 1999. Hvilket absolut er positivt, for jeg var vild med den serie som ung. 
Sproget er letlæst, flydende og fyldt med humor, og jeg elskede de mange litterære og videnskabelige referencer, som dukkede op undervejs. Også selvom sidstnævnte nogle gange gik en lille smule over hovedet på mig. Beskrivelserne er livagtige, og man kan næsten føle sneen under skoene og mærke vinterkulden, mens man læser bogen. 
Selvom historien foregår i vores verden, så er der alligevel elementer, som ikke helt hører til (og som jeg ikke kan komme nærmere ind på, uden at spoile bogen for de få, der ikke har læst den endnu), men som giver bogens univers et magisk twist, som fungerer virkelig godt. Og så var jeg ret vild med den måde, som forfatteren fik koblet videnskab og overnaturlige elementer sammen på. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og selvom det til tider gik lidt langsomt undervejs, hvilket mere hænger sammen med bogens status som seriestarter end spændingskurven, så var historien svær at slippe, og fyldt med temaer som venskab, identitet, kærlighed, mobning, videnskab, og tidsrejser. Og bogen lægger helt klart op til endnu vildere eventyr i de kommende bind. 
Personerne er levende og nuancerede, og selvom det ikke var dem alle, jeg lærte lige godt at kende i dette bind, så kunne jeg rigtig godt lide dem. Også selvom der til tider gik lidt for meget teenagedrama i det. Hovedpersonen Emilie er klassens stille pige. Hun er dygtig, men tør ikke sige noget i timerne, og det gør det ikke nemmere for hende, at klassens mobber nummer et konstant er efter hende. Hun virkede til tider lidt for selvmedlidende, men bortset fra det, kom jeg til at holde rigtig meget af hende. Og især venskabet og kemien mellem hende og Alban fungerede rigtig godt. Alban var da også den af bipersonerne, jeg holdt allermest af. Han er blind, men lader ikke sit handicap bremse sig, og har en utrolig evne til at se lyst på tingene, Også når han bliver udsat for livsfarlige ting fra forfatterens side. Af de andre bipersoner var det især tvillingerne Pi og Noah, som skilte sig ud. På overfladen er de to temmelig forskellige, med Pi som den positive og Noah som den negative, men alligevel har de mere tilfælles, end man skulle tro. Blandt andet deres temperament, som giver dem flere problemer på halsen undervejs. De sidste to af skolekammeraterne, Linus og Adriana, følte jeg til gengæld ikke helt, at jeg kom ind under huden af. Linus er videnskabnørden, som elsker at spille computerspil, men selvom jeg rigtig godt kunne lide ham, så virkede han en lille smule anonym. Og det samme med Adriana, som virkede en smule stereotyp i rollen som klassens smukke stræber, og som jeg blev en smule irriteret på undervejs, med den måde hun tacklede modgang på. 
Alt i alt var Leoniderne en virkelig god start på en serie, som jeg helt klart skal læse videre i. Kan man lide historier om tidsrejser og venskab, med masser af spænding og humor, så kan bogen her kun anbefales. 

Se også forfatterens hjemmeside

søndag den 13. september 2020

Mellem træernes grene

Mellem træernes grene er en magisk realisme-bog skrevet af Eva Munk.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Calibat.

Efter Amandas far døde, har familien været knuget af sorg. Men med hjælp fra hendes storebror, Mathias, er Amanda langsomt kommet over sorgen. Lige indtil Mathias begynder at foretrække vennerne frem for hende. Og da han forsvinder i skoven, ændrer verden sig for altid. 

Jeg har kendt forfatteren i flere år, og var derfor meget spændt på at læse hendes debutroman. Og sikke en oplevelse! Jeg læste bogen med en klump i halsen og tårer i øjnene, og sidder tilbage både rørt og imponeret over resultatet. 
Sproget er letlæst, enkelt og flydende, med korte sætninger, som gør historien hurtigt læst, men svær at glemme. Forfatteren er utroligt god til at male stemninger frem, og som læser kan man både mærke kulden, se vinterens skønhed, og føle den knugende sorg, som gennemsyrer familien. Derudover er bogen spækket med litterære referencer, hvilket altid er et hit for en bogelsker som mig. 
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom man som læser hurtigt gætter, hvordan det hele hænger sammen, så gør det ikke historien mindre effektiv eller rørende. Historien er svær at slippe, og behandler vigtige og svære emner som familie, sorg, sygdom, og død. Det er en historie om at finde sig selv. når katastroferne vælter ens faste base, om at acceptere sorgen - og leve med den. Men også en historie om død, smerte, og skoven, som, måske, måske ikke, gemmer på flere hemmeligheder, end man skulle tro. Bogen er magisk realisme, og bevæger sig i grænselandet mellem fantasi og virkelighed, og det er for både personer og læser svært at skelne mellem hvor virkeligheden hører op, og fantasien tager over. For måske er der mere mellem himmel og jord, end vi tror. Bogen er fyldt med illustrationer i sort/hvid, som, udover at være utroligt smukke, også er med til at skabe historiens stemning af kulde og sorg. Historien er opdelt i to dele, fortalt af to forskellige personer, hvoraf Amanda er den ene. Hvem den anden er, vil jeg ikke nævne, for ikke at komme til at spoile for meget, men hvor jeg sad med en klump i halsen, og tårer i øjnene, mens jeg læste Amandas del, så læste jeg anden del igennem tårer. 
Personerne er levende og menneskelige, og selvom det er ganske få fakta, vi som læser lærer om dem, så følte jeg alligevel, at jeg kom til at kende dem rigtig godt, og jeg følte i den grad med dem hele vejen igennem. Både Amanda og Mathias, som begge forsøger at komme sig over farens død, og moren, hvis sorg har slået hende fuldstændig ud, men alligevel forsøger at være stærk. Mest af alt følte jeg dog den store kærlighed, de alle tre har til hinanden, og som var med til at gøre bogen til en virkelig stærk læseoplevelse. 
Mellem træernes grene er en smuk, rørende og hjerteknusende historie om sorg, død, og familie, som, på trods af sit korte sideantal, var en virkelig stor læseoplevelse, der stadig sidder i kroppen. Selvom bogen er helt sin egen, så mindede den mig på nogle områder om Monster af Patrick Ness, som også blander temaer som sygdom og død med et magisk element og sort/hvide illustrationer, og hvor jeg også tudede fra start til slut. Bogen får de varmeste anbefalinger herfra, og en stærk opfordring om at læse den. Men husk at have lommetørklæder klar - du får brug for dem. 

Se også forfatterens hjemmeside

torsdag den 10. september 2020

De sidste stenvogtere

De sidste stenvogtere er 4. bind af graphic novel-serien Amulet, skrevet af Kazu Kibuishi.

Modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Alvilda

Emily og hendes venner er på vej til Cielis, for at få hjælp af Vogternes Råd i kampen mod Elverkongen. Straks ved ankomsten bliver selskabet skilt fra hinanden, og mens Emily forventes at konkurrere om en plads i Rådet, kæmper hun med følelsen af, at noget er helt galt. Og hun er ikke alene, for byen har forandret sig, og frygten råder overalt. 

Jeg er blevet ret vild med serien her, men hvor sidste bind føltes som en optakt, så skal jeg love for, der kommer fart over feltet i dette bind.
Sproget er, som i de andre bind i serien, letlæst og flydende, dialogerne fungerer, og de fremmedartede navne tilfører univers og historie ekstra krydderi.
Universet er fantastisk og originalt, og jeg elsker blandingen af elvere, magi, steampunk-elementer, monstre og luftskibe, som kombineret giver mig de vildeste Star Wars-vibes. I dette bind udvider universet sig igen, med mere baggrundshistorie, forklaringer, steder, og nye skabninger og personer, og endnu en gang gør de farvestrålende illustrationer såvel den fremmede verden som actionscenerne levende for læseren. Og så er jeg vild med de to kort bagerst i bogen, som på smukkeste vis gør Cielis endnu mere levende for læseren.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og historien er spændende, og fyldt med magi, forræderi, intriger, magtbegær, krig, fare, usikre alliancer, undertrykkelse, hemmeligheder, familierelationer, robotter og luftskibe. Der er blevet skruet op for mængden af action, men på trods af historiens høje tempo, føles handlingen ikke forhastet, da der stadig er plads til at lære mere om stenvogternes magi og det magiske univers, Emily og hendes familie er havnet i.
Personerne er levende og nuancerede, og denne gang er hovedfokus på Emily. Hun kæmper stadig med at lære at bruge sine kræfter, og det gør det bestemt ikke lettere, at hun føler, der er noget helt galt i stenvogternes by. Alligevel forbliver hun modig, stærk og stædig, samtidig med, at man ikke er i tvivl om, at hun elsker sin familie. Af bipersonerne var jeg især vild med Max, hvis pligtfølelse og idealisme slår revner undervejs, ligesom ræven Leon også var et kærkomment gensyn. Jeg ville til gengæld ønske, at der havde været mere fokus på Emilys bror Navin, som blev skubbet endnu mere ud på sidelinjen i dette bind. Og det er synd, for jeg kan faktisk bedre lide ham, end Emily, og han er både modig og intelligent. Forhåbentlig får han en større rolle i de kommende bind. 
De sidste stenvogtere skruede i den grad op for både action og intriger, og jeg glæder mig allerede, til næste bind udkommer på dansk. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og kan man lide steampunk krydret med Star Wars, magi og et virkelig syret univers, er serien helt klart værd at stifte bekendtskab med. 

fredag den 4. september 2020

Grimm II

Grimm II - Grumme eventyr genfortalt for gamle og unge er en samling af 10 eventyr, genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker, og illustreret af John Kenn Mortensen. 

Forfatterne har genfortalt 10 nye eventyr af Brødrene Grimm, og denne gang har de kastet sig over Snehvide, Hånden med kniven, Bjørnemanden, Sommer- og vinterhaven, Det blå lys, De tre håndværkersvende, Enebærtræet, Sesambjerget, Mariabarnet og Tornerose. Derudover indeholder bogen et forord om Grimms oprindelige eventyr og en efterskrift, hvor forfatterne fortæller om den oprindelige udgave af eventyrene, og hvordan de har ændret dem. 

Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker har med Grimm II endnu engang givet nyt - eller gammelt - liv til Brødrene Grimms kendte eventyr, ved at vende tilbage til eventyrenes blodige rødder. Her er ingen af Disneys nuttede dyr, ædle prinser eller lykkelige slutninger, men tværtimod masser af gys, grusomheder og grådighed, fortalt i et flydende, letlæst sprog med makabre beskrivelser og masser af kulsort humor. Og særligt grumt bliver det, når forfatterne antyder modbydelighederne med et blik eller et glimt i en økse, i stedet for at skrive det ligeud. Eventyrene bliver ikke mindre grumme af John Kenn Mortensens stemningsfulde og virkelig creepy illustrationer. 
Det er historier om grådighed, vold, ondskab, kannibalisme, ulykke, magiske gaver, afmagt, mord, sort magi og Djævelen selv, men også om kærlighed, gode og dårlige valg, jalousi og forældre - både af den gode og den onde slags. Personerne er langtfra garanteret en lykkelig slutning, og selv når det går godt, venter ulykkerne lige om hjørnet, og helte kan hurtigt blive til skurke. For slet ikke at tale om de virkelig dysfunktionelle familieforhold, som gang på gang lægger grunden til ulykke for børnene, hvad enten forældrene foretager deres valg af kærlighed eller had. 
Samtidig bliver man som læser opmærksom på, hvor meget de samme eventyr har bredt sig over hele verden, og hvor mange versioner, der findes af dem - og hvor meget H.C. Andersen stjal med arme og ben fra folkeeventyrene. To eksempler fra denne samling er Sommer- og vinterhaven og Sesambjerget, begge gendigtet af Benni Bødker, som giver mindelser om henholdsvis Skønheden og Udyret og Ali Baba og de fyrretyve røvere, men som her får et andet, og mere nordisk twist, som gør begge historier endnu mere modbydelige - og igen sætter fokus på, hvor onde, familiemedlemmer kan være mod hinanden - hvad enten det er bevidst eller ubevidst. Og dysfunktionelle familier støder man også på i Kenneth Bøgh Andersens gendigtninger af Snehvide og Enebærtræet, hvor både barnemord og kannibalisme dukker op, direkte forårsaget af moderfigurens egen jalousi. Modbydeligt, makabert og mareridtsinducerende - og bestemt ikke for børn eller folk med sarte nerver. 
Grimm II er ligeså fantastisk, barsk og grum som sin forgænger, og jeg slugte bogen på ingen tid. Er man til gys, blod og sort humor, og var man vild med Grimm, så kan bogen her kun anbefales. Jeg glæder mig allerede til at genlæse eventyrene, og håber, forfatterne kaster sig over at gendigte flere af Grimms eventyr. Jeg er i hvert fald klar. 

Se Kenneth Bøgh Andersen hjemmeside.
Se Benni Bødkers hjemmeside

Book Haul #8

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Weekenden nærmer sig med hastige skridt, og findes der en bedre måde, at starte den på, end at vise mine boglige nyanskaffelser fra august frem? Jeg har i hvert fald svært ved at komme på en, så et styk book haul kommer her.
Selvom jeg egentlig ikke havde planer om de store boglige indkøb i august, så er jeg alligevel endt med en pæn stak, hvilket til dels skyldes gavmilde forfattere og forlag, men i lige så høj grad flere spontane bog- og graphic novel-indkøb i månedens løb. Til gengæld har jeg allerede læst flere af dem, så yay!

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I august fik jeg tilsendt 5 anmeldereksemplarer fra søde forfattere og forlag.
De er:

Thomas Arnt: Muskler og Magi. Forlaget Ulven og Uglen. 

Søren Juhler: Tidens fange (Xanas Bog 1). Byens Forlag.

Tenna Vagner: Den døde zone (Sandrytteren 3). Forlaget Calibat. 

Kazu Kibuishi: De sidste stenvogtere (Amulet 4). Forlaget Alvilda. 

Tabita Aundal: Ildstenenes hemmelighed (Mysteriet om den virkelige verden 1). Forlaget Forfatterskabet.dk.

Jeg var en tur forbi den lokale Bog og Idé i jagten på fødselsdagsgaver, hvilket selvfølgelig endte med, at jeg fik 2 bøger med hjem til mig selv. Og da de senere på måneden startede deres bogudsalg, købte jeg en bog mere hos dem, hvilket giver et samlet antal på 3.
Bøgerne er:

Lene Kaaberbøl og Agnete Friis: Drengen i kufferten (Nina Borg 1)

Joy H. Davidson og Jenny Cooper: Se nu der, hvad katten har slæbt ind...

Cursed

Hos Bookdepository blev det til en enkelt bog, nemlig:

TJ Klune: The House in the Cerulean Sea

Jeg købte også et par brugte bøger hos Antikvariat.net i august.
De er:

Alex Uth:
Marskens hemmelighed (Marskens hemmelighed 1)
Marskens konge (Marskens hemmelighed 2)

Selvfølgelig blev det også til en ordre hos Saxo i august, som dog begrænsede sig til 1 bog og 2 graphic novels, nemlig:

V.E. Schwab m.fl.: The Rebel Army (Shades of Magic: The Steel Prince vol. 3)

G.L. Carriger: The Enforcer Enigma (San Andreas Shifters 3)

Bryan Edward Hill m.fl.: City of Demons (Angel vol. 2)

Hos Faraos Cigarer købte jeg 2 tegneserier/graphic novels.
De er:

Mort Walker: Basserne 1982

Jordie Bellaire m.fl.: From Beneath You (Buffy the Vampire Slayer vol. 3)

Sidst, men ikke mindst, blev det til en større portion tegneserier/graphic novels hos Fantask. 5 styk ialt, nemlig:

Jean-Yves Ferri og Didier Conrad: Vercingetorix' datter (Asterix 38)

Mike Carey m.fl: Lucifer bog 1

Dan Jurgens m.fl.: The Gray Son Legacy (Nightwing vol. 10)

Joss Whedon, Jordie Bellaire m.fl.: Hellmouth

Mort Walker: Basserne 1985

Ialt blev det til 11 bøger og 10 graphic novels/tegneserier i perioden 4. august til 4. september. Af dem var 5 anmeldereksemplarer, 1 en billedbog, 2 brugte og 9 på engelsk. Jeg ved allerede, at der er et par anmeldereksemplarer på vej til mig med posten, og at jeg kommer til at købe bøger (og sikkert mange) til Fantasyfestivalen, men har ikke planer om at købe andre bøger i september. Om jeg så kan holde mig til planen, vil vise sig. Jeg vil i hvert fald gøre forsøget. 

tirsdag den 1. september 2020

Læsestatus for august

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

August bød på vekslende vejr, varme og hverdag, og masser af fantasy. Årets online Fantasyfestival nærmer sig mere og mere, og selvom jeg ikke, som jeg plejer at gøre i august, ligger vandret i luften, så begynder jeg at kunne mærke, at det snerper til.
Arbejdsmæssigt bød august på en tur til Vejle og optagelse til webinar om fantasy, nyt skema og festivalarbejde, foruden de sidste ekstravagter for ferieramte kolleger.
På hjemmefronten blev det til et besøg fra mine forældre og reparation af garagen, så der nu kun mangler at blive skiftet en enkelt side til næste sommer, før den kan blive malet.
På bloggen satte jeg i august fokus på #MereDanskFantasy, og det blev til hele 5 Top 10 Lister i månedens løb. Desværre blev det ikke til så meget læsning, som jeg havde håbet, da varmen i starten af august og en voldsom forkølelse i slutningen af måneden (som betød endnu en gang selvisolation og testning), gik udover både energi og læseoverskud, og jeg er nu bagud med såvel anmeldereksemplarer som diverse læseudfordringer.
Jeg fik hverken læst nogle af mine A-Z bøger, månedens serie, som var Troll Trilogy af Katherine Langrish, eller augusts FairyLoot-bog Daughter of the Burning City af Amanda Foody, og selvom jeg har en måned mere til at få læst sidstnævnte, så tvivler jeg på, at jeg får det gjort i denne omgang.
Men hvad fik jeg så læst? Det fortæller jeg her.

Jeg starter, som altid med anmeldereksemplarerne. I august fik jeg læst 5 anmeldereksemplarer, tilsendt af søde forlag og forfattere.
Bøgerne er:

Anna Ruhe: Mesterens falske spil (Duftapoteket 3)
Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co. 
Serien er igang. 

Thomas Arnt: Muskler og Magi
Anmeldereksemplar fra forlaget Ulven og Uglen.

Lene Krog: Heksens storm (Pigen fra Månehøjen 2)
Anmeldereksemplar fra forlaget Ulven og Uglen.
Serien er ajour. 

Leif Jacobsen og Mats Lerneby: Heksen og Liljen (Tidsvogterne 1)
Anmeldereksemplar fra Hoi Forlag. 
Serien er ajour. 

Merlin P. Mann: Blodkongens datter (Rane og det magiske museum 1)
Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 
Serien er ajour. 

Jeg fik læst 4 bøger fra mine egne reoler i august.
De er:

Melissa Marr:
Radiant Shadows (Wicked Lovely 4)
Darkest Mercy (Wicked Lovely 5)
Serien er slut. 

Joy H. Davidson og Jenny Cooper: Se nu der, hvad katten har slæbt ind...

Alexandra Potter: Magisk Karma (Love Detective 1)

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 8 tegneserier/graphic novels.
De er:

Mort Walker:
Basserne 1976
Basserne 1977
Basserne 1979
Basserne 1982
Basserne 1985

José-Luis Munuera: Zorglub - den onde lærling (Zorglub 2)

Denis-Pierre Filippi og Silvio Camboni: Den Ekstraordinære Rejse  - Del 1

Dan Jurgens m.fl.: Burnback (Nightwing vol. 9)

Ialt fik jeg læst 9 bøger og 8 tegneserier/graphic novels i august. Af dem var 5 anmeldereksemplarer, 3 på engelsk og 1 en billedbog. Jeg fik afsluttet 1 serie, påbegyndt 3, og kom ajour med 2.
I september står den på Fantasyfestival, og selvom jeg ikke får helt så travlt i år, ved jeg endnu ikke, hvor meget overskud jeg får til at læse. Derfor vælger jeg at koncentrere mig om anmeldereksemplarerne og min A-Z TBR, samt et par enkelte bøger, jeg gerne vil have læst inden festivalen, og trækker derfor hverken en ny serie fra seriekrukken eller en ny FairyLoot-bog. Hvor meget jeg reelt får læst, vil tiden vise, for da september i år ser meget anderledes ud, end den plejer, har jeg svært ved at gætte, hvor meget læseoverskud, jeg kommer til at have.

Hvordan så jeres august ud? Og havde I også svært ved at få læst i varmen?