Efter besøget i Skæbnebiblioteket er Oona vendt tilbage til Ensomnios ø, i håbet om at han kan hjælpe hende med at befri hendes far fra Lucilis lænker. Men Ensomnio er død, og i stedet finder hun hans dagbog, gennem hvilken hun kommer i kontakt med hans ånd, som viser hende glimt fra troldmanden Dolomedes´ liv. Dolomedes, som er bukket under for Lucili, og nu er en del af den hær af Radixfolk og andre mørke skabninger der truer Lundene.
Men Ensomnio guider hende også til hvordan hun slipper uset ind i Aisgard, så hun kan befri sin far og, med hans hjælp, endelig dræbe Lucili og befri Næslandet for Radixfolkets ondskab.
Men hvad ingen ved er, at Lucili har lagt planer for fremtiden. Planer, som kan true Næslandet selv efter hendes død.
Oona får brug for al sin magi og al den hjælp hun kan finde, hvis hun skal overleve mødet med Radixfolket igen, og sætte en stopper for ondskaben en gang for alle.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.
Jeg har været vild med serien, siden jeg læste de tre første bind i starten af året, og jeg har glædet mig helt vildt til at læse sidste bind. Selvom det altid er vemodigt at tage afsked med en serie og et univers man holder så meget af, så skuffede bogen bestemt ikke.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatterens beskrivelser er utroligt livagtige - næsten lidt for livagtige, til tider, da Eva Egeskjold har en særlig evne til at beskrive blodige kampscener og grusomheder, så man som læser næsten kan lugte blodet, høre kamplarmen og mærke kulden. Og så har hun en fascination af insekter, som næsten får det til at krible alle vegne, og fik mig til nervøst at betragte stuens hjørner i jagten på edderkoppespind.
Handlingen er utrolig godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at forudsige hvad der kommer til at ske, og umuligt at slippe bogen. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, kærlighed, familie, hemmeligheder, intriger, usikre alliancer, forræderi, vold, krig, grusomheder og kampen for overlevelse.
Næslandets univers udvider sig til stadighed med nye væsener, folk og steder, og forfatterens brug af naturen og dens kræfter i opbygningen af såvel historie som univers er fantastisk. Inspirationen fra naturen er tydelig i såvel de mange væsener der optræder (blandt andet mine favoritter, Ovisulvene, spindlerne og de virkelig creepy fugle Laniidae), som i den store rolle naturkræfterne spiller (for eksempel månen, havsvæverne og Lucilis forbandelse). Men også evolutionen, kampen for overlevelse, jagten på føde, og såvel heksenes som Radixfolkets behov for at videreføre deres genetiske arv til næste generation har rødder i naturen, og det samme har de forskellige former for magi, som i vid udstrækning er forbundet til enten dyreriget eller elementerne - selvom der også er andre former for magi. Universet er originalt, anderledes, mørkt og fuldstændig magisk, og jeg er ked af at måtte sige farvel til det, nu hvor serien er slut.
Personerne er menneskelige og nuancerede, og især Oona har udviklet sig kolossalt igennem serien. Fra en uskyldig pige til en stærk ung kvinde, som tager ansvar for sine handlinger, og kan tage svære valg, selvom det kommer til at veje tungt på hendes samvittighed. Hendes store familiefølelse og hendes voksende kærlighed til Sigmon er rigtig godt beskrevet, og som læser kan man ikke lade være med at holde af hende. Af bipersonerne var jeg især vild med Oonas far Vidarr, som er en utrolig nuanceret person, der kæmper mod både sit folk og sig selv, for at blive et ordentligt menneske. Men også Dolomedes lærer man bedre at kende i denne bog, og jeg endte med både at beundre og have ondt af ham. Og så er der Lucili og Conian, som jeg ikke kunne lade være med at elske at hade. De er begge gennemført onde, men deres ondskab er også fascinerende, i og med at de aldrig undskylder for den, men følger deres natur og deres ambitioner ligegyldigt hvad der måtte komme i vejen for dem. Historien fortælles fra forskellige personers synsvinkler, og det fungerer rigtig godt, fordi man dels lærer personerne rigtig godt at kende, og dels følger konflikten fra både de gode og de ondes perspektiv, hvad der er med til at gøre ondskaben, om ikke forståelig, så i hvert fald levende. En af de ting jeg rigtig godt kunne lide, var, at forfatteren ikke er bange for at være ond ved sine personer - eller lade dem være onde, for den sags skyld. Og det gælder både helte og skurke. Det er med til at gøre personerne menneskelige, og samtidig viser det de frygtelige følger krig har: Alle bliver påvirket, og selv uskyldige kan begå grusomheder, hvis de presses hårdt nok. Men det er også personernes modgang der får dem til at rejse sig, og som giver dem modet og styrken til at ændre sig, hvad enten det er til godt eller ondt. Og det er fantastisk godt set og skrevet.
Asaphs Rige er en fantastisk afslutning på en fantastisk serie. Historien er original, magisk og barsk, universet er gennemført, anderledes og fascinerende, og personerne er levende og nuancerede. Har man læst de første bind i serien vil man ikke blive skuffet, og har man ikke læst dem endnu, kan jeg kun anbefale at man gør det.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar