Competence er 3. bind af steampunk-fantasyserien The Custard Protocol, skrevet af Gail Carriger.
Efter deres seneste eventyr er besætningen fra The Spotted Custard ankommet til Singapore, med et lettere beskadiget luftskib. Reparationen går ikke som forventet, og Primrose og varkatten Tasherit bliver efterladt, da skibet pludselig synker. Primrose får brug for al sin kløgt, hvis hun skal finde og redde luftskibet.
Missionen bliver dog kun første skridt på et nyt eventyr, da kodede breve fra Prudences mor, den formidable lady Maccon, sender luftskibet på mission til Sydamerika, for at redde en gruppe vampyrer, som er de sidste af deres art.
Rejsen forløber dog ikke uden problemer, og mens Percy er begejstret for de nye videnskabelige opdagelser, som besætningen uforvarende gør sig undervejs, bliver Primrose mere og mere forvirret over de følelser, som Tasherit vækker i hende.
Og forude venter de fremmede vampyrer...
Competence var for mig det bedste bind i serien indtil nu, og det skyldes hovedsageligt, at vi i dette bind skifter hovedperson, og synsvinkel, fra Prudence, som jeg havde det temmelig svært med i de første bind, til Primrose og Percy, som samtidig fik mere dybde.
Sproget er letlæst, flydende, og fyldt med humor, og beskrivelserne er livagtige og humoristiske.
Universet udvider sig igen, med nye overnaturlige væsener, æterstrømme og kulturer, og jeg elsker forfatterens blanding af luftskibe, vampyrer, varvæsener, videnskabelige opdagelser, te og kampparasoller. Og så oser bøgerne af britiskhed, som får serien til at føles som en blanding af historiske kærlighedsromaner fra Victoria-tiden og Jules Vernes klassikere.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med overraskelser undervejs, som gør bogen næsten umulig at slippe. Historien er spændende, og fyldt med action, varkatte, vampyrer, luftskibe, te, parasoller, kærlighed, venskab, eventyr, videnskab, køn og seksualitet, krydret med familieproblematikker, valg og søgen efter identitet.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg holdt især af tvillingerne Percy og Primrose, som denne gang deltes om at fortælle historien. Det gav dem både mere dybde, og samtidig får man som læser indblik i, hvor intelligente de to faktisk er - og hvor forskellige. For hvor Percy mest går op i videnskabelige opdagelser og sin karriere, så er han samtidig mere accepterende over for homoseksualitet end sin søster, og mere fintfølende hvad angår romantiske forviklinger, end man skulle tro, når man kun ser ham udefra. Primrose, derimod, går meget op i de sociale normer, og hvad der forventes af hende, og hendes følelser for Tasherit både forvirrer og skræmmer hende. Men selvom de to søskende er meget forskellige, er man ikke i tvivl om, at de elsker hinanden. Af bipersonerne holdt jeg især af Tasherit, varkatten, som ikke lægger skjul på sine følelser, og står uforstående over for sociale normer, og selvom jeg stadig ikke er vild med Prudence, så havde jeg lettere ved at tolerere hende i dette bind, hvor jeg pludselig kunne se, hvorfor hendes venner holder af hende - selvom hun nok aldrig bliver helt min kop te.
Alt i alt var Competence en fornøjelse at læse, og jeg var underholdt hele vejen igennem. Fans af serien vil bestemt ikke blive skuffede, og jeg glæder mig allerede til at læse sidste bind i serien. Kan man lide steampunk, var man vild med Soulless-serien, eller er man til britisk fantasy a la Diana Wynne Jones, vil Carrigers univers uden tvivl være et hit, og jeg kan kun anbefale serien.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar