mandag den 9. september 2019

Grå magi

Grå magi er 1. bind af fantasyserien Pigen fra Månehøjen, skrevet af Lene Krog.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Ulven og Uglen

Tronraneren Vidar Baltzer har, efter massakren på kongefamilien, indtaget landet Bragismark, og holder det i et jerngreb med hjælp fra sine mænd, kaldet de Grå, og heksen Caris Bellis. Folk med magiske evner bliver fanget og ført bort, og der går rygter om, at heksen suger deres evner ud af dem.
Men modstanden mod det nye regime vokser, og oprørerne forsøger desperat at finde frem til et våben, der kan ende heksens magt.
De to piger Aia og Merian bliver, uden deres vidende, rodet ind i oprørskampen. Aia ved ikke hvem hun er, og hjemsøges i drømme af ansigtet på den mand, der slog hende ihjel for et år siden. Efter et uheld, bliver hun ført til Tordenklippen for at komme sig af sine skader. Her møder hun Merian, som er taget med husets ejers nevø, Birk, hjem, for at undgå at skulle holde ferie hos sin familie. Hendes bror er nemlig sherif for de Grå, og Merian kan ikke tåle tanken om at skulle være i nærheden af ham. Hendes far blev dræbt i Vidars oprør, og at hun kan ikke tilgive sin bror, at han er gået over til fjenden.
Da huset på Tordenklippen brænder ned, har Aia, Merian og Birk ikke andet valg, end at sætte kursen mod syd, og Merians familie. Men vejen er lang og farefuld, og mens Aia kommer tættere på sin glemte fortid, opdager pigerne, at intet er, som det ser ud til, og at farerne lurer overalt.

Bogen her er en revideret udgave af Pigen fra Månehøjen, som jeg tidligere har læst og anmeldt på bloggen. Jeg var ret glad for den første udgave af bogen, så var virkelig spændt på at læse denne udgave, som skulle være blevet ændret en del.
Heldigvis har ændringerne kun gjort bogen endnu bedre. Der er blevet strammet op på sproget, og de kedelige stavefejl fra første udgave er blevet rettet, så sproget nu fremstår endnu mere letlæst og flydende. Humoren fra første udgave er heldigvis stadig intakt, og beskrivelserne er livagtige og stemningsfulde.
Universet er originalt, anderledes, og velgennemført, og jeg er vild med den måde forfatteren får blandet Bragismarks historie, religion, væsener og magisystemer ind i handlingen, uden at det får karakter af infodumping eller virker kunstigt.
Handlingen er godt skruet sammen, og de mange twists gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, kærlighed, venskab, intriger, hævn, mord og oprør. Slutningen er blevet ændret en del fra første udgave, og der er blevet skåret en del handling fra, hvilket kun har gjort bogen bedre. Og så slutter denne version med noget af cliffhanger.
Personerne er levende og menneskelige, og gennemført troværdige. Som læser kommer man hurtigt til at kende og elske personerne, og især Aia og Merian er helt fantastiske. Aia ved ikke, hvem hun er, og kan kun huske, at en mand dræbte hende. Alligevel forsøger hun at få det bedste ud af det liv, hun lever nu, trods hjemsøgelse af spøgelser, og folk, der stræber hende efter livet. Aia er stærk, modig og rapkæftet, men føler også, at hun mangler en del af sig selv. Mødet med Merian giver hende et nyt formål, og et håb om at finde ud af, hvad der gemmer sig i hendes egen fortid. Merian var stadig min yndlingsperson. Hun er, ligesom Aia, modig, stærk og rapkæftet, men også impulsiv og temperamentsfuld. Hendes brors forræderi og tabet af hendes store kærlighed Kord har gjort hende kold og hævngerrig, men mødet med Aia får nogle helt nye sider frem i hende. Udover Aia og Merian er der kommet en ny synsvinkel til i denne bog, nemlig Merians bror Leander, og det fungerer rigtig godt. Gennem ham kommer man nemlig om bag facaden på de Grå, og lærer samtidig hans bevæggrunde for de valg, han har truffet, at kende. Af bipersonerne er jeg stadig helt vild med Merians mor, som minder mig en del om Maude Varnæs med hendes rengøringsvanvid, supervisering af tjenestefolkene og hypokondri, og jeg håber, hun får lidt mere scenetid i næste bind i serien.
Jeg elskede virkelig denne nye version af historien, som har fjernet de ting, der irriterede mig i den første udgave af bogen, og gjort den endnu bedre end før. Jeg kan næsten ikke vente, til næste bind i serien udkommer, og er spændt på at finde ud af, hvad der vil ske med personerne fremover. Er man vild med originale universer, magi og elskelige personer, så kan den her bog kun anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: