Det er halvandet år siden at Filip tog valget mellem at blive i Helvede og vende tilbage til livet. Men Filip har det ikke godt. Han har svært ved at lægge oplevelserne bag sig, og føler sig fanget i sit liv.
Oplevelserne i Helvede har også ændret ham. Han har fået særlige evner, som han bruger til at gøre onde - og gode - ting. Samtidig føler han sig vred hele tiden. Vred på Gud, vred på Døden og vred på sin mor, for hvis skyld han vendte tilbage.
Han længes tilbage til Helvede - og Satina. Da Søren uventet dukker op og næsten forårsager en katastrofe ændres alt igen for Filip. Og til det bedre.
For Filip får lov at vende tilbage til Helvede. Og denne gang er det selveste Jahve der har bedt ham om at komme.
For noget er helt galt i Himlen. Jesus og hans søn er forsvundet, og en fordømt er tilsyneladende sluppet ind uden nogen har opdaget det. Og det viser sig snart, at det hele måske har rødder i Djævlekrigen.
Men selvom Filip har en opgave er han glad for at være tilbage i Helvede. Og denne gang er han fast besluttet på at blive. Meget har dog ændret sig mens han har været væk, og forholdet til Satina er ikke helt det samme som før.
Kan Filip endnu en gang redde Helvede - og Himlen? Og hvad er det egentlig der foregår?
Da jeg hørte at der kom endnu et bind i serien var jeg vildt begejstret. Og efter at have læst den er jeg det stadig. Kenneth Bøgh Andersens sprog er som altid helt fantastisk. Beskrivelserne af Helvede vækker bogens univers til live, og personerne er levende og troværdige. Specielt Filips indre vrede og splittelse er rigtig godt beskrevet. Den måde forfatteren bruger de kristne myter og fortællinger på er helt fænomenal. For selv om man kender historierne får forfatteren lige vendt dem en omgang, så de fremstår anderledes og overraskende, og man kan derfor ikke forudsige hvad det er der vil ske i historien. Som sine forgængere i serien indeholder bogen masser af bloddryppende gys, hæsblæsende action, neglebidende spænding og en god portion humor. Og så er handlingen skruet rigtig godt sammen med masser af uventede twists som gør bogen umulig at slippe. Slutningen vil jeg ikke røbe, men ondskabsfuld, det er den. Fans af serien vil bestemt ikke blive skuffede. Jeg giver den mine varmeste anbefalinger.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar