Aislinn er langsomt ved at falde til rette i sin rolle som Sommerdronning, og sammen med sin konge er hun ved at få styr på Sommerhoffet, som har stået svagt mens Keenans kræfter var bundet af den forrige Vinterdronning. Men trods sit ønske om et strengt arbejdsmæssigt forhold til Sommerkongen, kan hun ikke lade være med at føle sig mere og mere tiltrukket af Keenan. Og det selvom hun stadig elsker Seth.
Men Seth er menneske, og selvom han står på god fod med regenterne af de tre fehoffer, så mærker han mere og mere, hvor sårbar han er, i en verden fyldt med magi, vold og intriger. Samtidig føler han, hvordan Aislinns forvandling fjerner hende mere og mere fra ham, og ved, at Keenan forsøger at skille dem ad.
Seth mener, han har fundet en løsning, men den kræver hjælp fra en af de magtfulde feer. Lykkes det, bliver han udødelig, og kan beholde Aislinn. Mislykkes det, kan det betyde hans død, og krig mellem hofferne. Men er kærligheden det værd?
Jeg var vild med de første to bind i serien, men desværre skuffede bind tre mig. Og det skyldtes Aislinn, som jeg virkelig ikke brød mig om i dette bind, hvilket gjorde det svært at heppe på kærligheden mellem hende og Seth. Men mere om det senere.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og sanselige beskrivelser, og en mørk og farlig undertone, som gør stemningen helt speciel.
Universet udvider sig endnu en gang, med nye feer, nye hoffer og nye former for magi, og jeg elskede indblikket i det oprindelige feland.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med magi, intriger, kærlighed, venskab, feer, hemmeligheder, løgne, bedrag, forblændelse og valg, og bogen er næsten umulig at slippe.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom der denne gang er en del flere synsvinkler involveret, så fungerer det for det meste godt, selvom jeg havde det virkelig anstrengt med Aislinns synvinkel. Hovedomdrejningspunktet er denne gang igen Aislinn og Seth, men hvor jeg nød Seths kapitler, så kom jeg til at afsky Aislinns. Hvor hun som menneske var viljefast, stærk og intelligent, så opfører hun sig som fe egoistisk, selvmedlidende, naivt og direkte uintelligent, mens hun opfører sig, som om hun er verdens midtpunkt, og tager det som selvfølgeligt, at alle andre får hendes liv til at glide, som hun ønsker det. Hendes stigende forblændelse af og tiltrækning til Keenan går dels udover hendes forhold til Seth, samtidig med, at hun lukker øjnene for den måde, Keenan manipulerer med hende på, og hun opførte sig både dumt og himmelråbende naivt i en sådan grad, at jeg havde lyst til at kyle bogen i hovedet på hende. Samtidig gjorde hendes opførsel det umuligt for mig at heppe på forholdet mellem hende og Seth, fordi jeg syntes, at han fortjente bedre end den forkælede og egoistiske møgunge Aislinn forvandlede sig til undervejs. Seth, derimod, var skøn som hovedperson. Han er ærlig, loyal og støttende, og opfører sig som den perfekte kæreste, trods Aislinns vandrende følelser. Seth føler sig mere og mere hjemme i feernes verden, men er samtidig også opmærksom på, hvor sårbar han er som dødelig, hvor kun Aislinns følelser og Nialls venskab beskytter ham. Til gengæld forstod jeg ikke, hvorfor han var villig til at tilbringe evigheden sammen med Aislinn, med den måde, hun behandlede ham på. Jeg kunne også godt lide gensynet med Vinterdronningen Donia, og den måde, hun begyndte at sige fra over for både Keenan og Aislinn, når de, igen-igen, forsøgte at bruge hende som buffer i deres forstyrrede forhold. Sorchas synsvinkel var den sidste, og igen kunne jeg rigtig godt lide hende. Som dronning for Det Høje Hof lever hun adskilt fra menneskenes verden, og selvom hun på mange måder er mere magtfuld end de andre monarker, så er hun også mere bundet af såvel regler som af sin egen natur. Alligevel bliver hun fascineret af Seth, og det forhold, som opstår mellem de to, virker utroligt ægte og rigtigt. Af bipersonerne nød jeg især gensynet med Niall, som er faldet til i sin nye rolle som konge af Det Mørke Hof, mens Bananach, feen som er indbegrebet af krigens væsen, både fascinerede og skræmte mig. Til gengæld brød jeg mig bestemt ikke om Keenan, hvis egoisme og manipulationer fik ham til at fremstå som en forkælet lille dreng, og den måde han brugte både Aislinn og Donia gjorde ham ikke ligefrem mere sympatisk.
Selvom jeg stadig er vild med universet og de politiske intriger var spændende, så havde jeg store problemer med Aislinn, og forholdet mellem hende og Seth, hvilket desværre gjorde, at bogen blev en lidt mere blandet læseoplevelse, end de tidligere bind i serien, selvom den overordnet set stadig var god. Det betyder ikke, at jeg ikke anbefaler bogen til fans af serien, og jeg har stadig tænkt mig at læse de næste bind, men jeg håber virkelig, Aislinn genfinder de styrker, hun havde som menneske, for hun var godt nok anstrengende i dette bind.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar