Oprører er 1. bind af fantasytrilogien Dæmondræberen skrevet af Louise Haiberg.
I årtusinder har der hersket krig mellem Himmelen og Helvede, og i årtusinder har engle og dæmoner kæmpet indædt mod hinanden gennem besættelse af mennesker på jorden. En af de kæmpende på dæmonernes side er Dominic. I tusindvis af år torturerede han sjæle i helvede og kæmpede mod englene som en af Helvedes generaler. Og han gjorde det med iver og stor dygtighed. Men langsomt begyndte den evige krig at kede ham, og til sidst gjorde han oprør og stak af fra Helvede.
I flere hundrede år flygtede han fra dæmonerne. Men så blev han opsøgt af ærkeenglen Michael som gav ham et tilbud: Hvis Dominic lod være med at besætte andre kroppe end den han havde, ikke dræbte engle og ikke dræbte mennesker, medmindre de var besat af dæmoner, så ville englene beskytte ham mod dæmonerne.
Dominic takkede ja, og siden har han levet i nogenlunde fred og gjort livet surt for dæmonerne.
Han havde dog aldrig troet at Michael ville give ham endnu et tilbud: Nemlig at blive den første dæmon som får adgang til himlen.
Men troede Dominic han havde problemer før er det ingenting mod hvad han får nu. For da den faldne engel Tia opsøger ham viser det sig snart, at et større komplot er under opsejling, og inden han ved af det er Dominic midt i endnu en krig.
Jeg har længe gået og kigget på bogens flotte forside i min reol, og da jeg valgte dansk fantasy som månedens læsetema var et af mine klare mål at få begyndt, og helst færdiglæst, serien. Netop fordi jeg har haft lyst til at læse den så længe bestemte jeg at denne bog skulle være min deltagerbog i #flyvehjoernets læseudfordring som i denne måned lød på at læse en bog af en dansk forfatter. En udfordring som jo i forvejen lå lige til højrebenet med mit eget læsetema. Og nu hvor jeg har læst bogen synes jeg bestemt også det er en værdig deltager jeg stiller op med til #flyvehjoernet, for hold op hvor er den bare god. Og hvorfor er den så det? Jo, for det første er der sproget. Flydende hele vejen igennem, letlæst, med maleriske beskrivelser, gode actionscener, og en dejlig sarkastisk fortællertone som jeg holder meget af. Beskrivelserne af såvel Helvede som diverse krigsscenarier er rigtig gode, og man kan næsten lugte blodet og mærke heden fra lavaen i ansigtet mens man læser bogen. Handlingen er godt skruet sammen, med et godt plot, masser af spænding og action, gys, kærlighed, forræderi og et par uventede twists undervejs. Jeg er vild med den måde forfatteren formår at inddrage forskellige historiske personer og slag i handlingen på en måde som giver mening og er med til at give en anden vinkel på de historiske begivenheder. Og sidst, men bestemt ikke mindst, er der personerne. Dominic er en fantastisk hovedperson med en dejligt sarkastisk indstilling og fortællertone. Han er en person som udvikler sig hele vejen igennem bogen, og jeg kom til at holde utroligt meget af ham fordi han følger sine overbevisninger ligegyldigt hvad det koster ham. Samtidig har han et forbløffende stort hjerte og en kærlighed til mennesket som er ret utrolig, især når man tager i betragtning at han er en dæmon med temmelig mange liv og sjæle på samvittigheden. Også de andre personer i bogen er interessante og levende, og især Tia og Reg lærer man rigtig godt at kende. Bogen er hurtigt læst. Den er nemlig umulig at slippe, og jeg læste den på en enkelt dag, fuldstændig opslugt at Dominics liv. Nu glæder jeg mig så til at gå i gang med næste bind i serien. Jeg kan varmt anbefale Oprører til elskere af dark fantasy.
Se også forfatterens blog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar