Viser opslag med etiketten 2020. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 2020. Vis alle opslag

lørdag den 2. januar 2021

All Dragons Readathon #2 opsamling


All Dragons Readathon
er slut for denne gang, og det er derfor blevet tid til at fortælle, hvordan det gik. 
Det er anden gang, readathonet er løbet af stablen, og jeg nød endnu en gang oplevelsen. 
All Dragons Readathon startede 1. december og sluttede 31. december, og gik, kort fortalt, ud på at læse bøger med drager. der var to forskellige udfordringer, man kunne deltage i, hvoraf den ene gik ud på at stige i rang, mens den anden tilførte evner til ens drage. Regler og udfordringer blev mere udførligt beskrevet i mit første indlæg om readathonet, som kan læses her. 
Jeg opdaterede måneden igennem løbende om mine fremskridt på Instagram under hashtagget #AllDragonsReadathon, så er I interesserede, kan I søge på hashtagget og se, hvad jeg syntes om de forskellige bøger. 
Som idékvinden bag All Dragons Readathon havde jeg selvfølgelig planlagt at gennemføre alle udfordringerne, og selvom det ikke lykkedes mig at komme igennem hele min TBR, så fik jeg alligevel, takket være to "tillægsbøger" jeg læste undervejs, fuldt hus til sidst. 

(Reklame - indeholder anmeldereksemplar)

Bøgerne jeg fik læst, var:

Angie Sage:
Magik (Septimus Heap 1) Flyveevner - 581 sider 
Flyveri (Septimus Heap 2) Magi - 534 sider
Alkymik (Septimus Heap 3) Ild - 537 sider
Zirene (Septimus Heap 5) Is - 613 sider 

Anne McCaffrey:
Moreta: Dragonlady of Pern (The Dragonriders of Pern 7) Visdom - 359 sider
Nerilka's Story (The Dragonriders of Pern 8) (i Nerilka's Story and The Coelura) Gift - 133 sider

C.G. Valentin: Drageægget (Dragernes Æra 1) Tale - 338 sider
Anmeldereksemplar fra Forlaget Klippe.

Rachel Aaron:
A Dragon of a Different Color (Heartstrikers 4) Forvandling - 512 sider.
Last Dragon Standing (Heartstrikers 5) Usårlighed - 300 sider

I alt fik jeg læst 3907 dragefyldte sider, og opnåede både rang af dragefyrste, og gav min drage fuldt hus på evner. Ikke dårligt. 

Den bog, jeg desværre ikke fik læst fra min TBR, var Onyx and Ivory (Rime Chronicles 1) af Mindy Arnett. I stedet blev bogen udskiftet med Flyveri af Angie Sage, da jeg kunne se, at jeg ikke nåede at blive færdig med bogen før året var slut, og også Flyveri er en high fantasy-bog. 

Jeg har virkelig nydt at kunne afslutte endnu et år i selskab med fantasyvæsenet over dem alle, dragen, og glæder mig allerede til det bliver december igen, og tredje runde kan gå i gang. 

Deltog I også i All Dragons Readathon? Hvilken rang fik I? Og hvilke evner fik jeres drage?

fredag den 1. januar 2021

Læsestatus for december og 2020


(Reklame - indeholder anmeldereksemplar)

2020 er endelig slut, og det samme er december, og det betyder, at det er blevet tid til at gøre status over året - og måneden - der gik. 
Da jeg i dette indlæg gør status over både en måned og et år, bliver indlægget denne gang lidt længere, end det plejer at være, men jeg håber, I har lyst til at læse med alligevel. Så sæt jer godt tilrette, med en kop varmt et eller andet, og måske en snack eller to, og læs med, mens jeg siger farvel til måneden og året der gik. 
Jeg lægger ud med decembers læsestatus. 

December var en lidt mærkelig måned, hvor jeg tilbragte rigtig meget tid hjemme. Den nye norm betyder mere hjemmearbejde og flere Skype-møder, og selvom jeg har haft travlt, så har det alligevel ikke føltes sådan, fordi meget af den daglige transport på den måde er blevet skåret væk. Kort før jeg gik på juleferie, lukkede landet ned igen, og selvom bibliotekerne havde åbent i en begrænset åbningstid for afhentning og aflevering, så stod jeg pludseligt uden udlånsvagter mellem jul og nytår, hvilket betød en ekstra fridag, da jeg pludselig havde mulighed for at afspadsere i stedet for at hjemmearbejde, på et tidspunkt, hvor alle andre holdt ferie. Samtidig vendte mit læseoverskud endelig tilbage, og december endte med at være en forrygende læsemåned, hvor jeg nød både at fordybe mig i mit readathon, All Dragons Readathon, lystlæse, og følge op på mine årslæseprojekter. Derudover deltog jeg i et hyggeligt Online Christmas Party med HarperCollins Nordic DK, hvor jeg blandt andet hørte lidt om Lotte og Søren Hammers nyeste bind i serien Venner og Fjender, og lidt om hvad der kommer af nye bøger fra forlaget i 2021. 
Julen blev tilbragt i Thy hos min bror og svigerinde, og jeg nød at se dem, og ikke mindst min nevø og niece, for første gang i et halvt år. At min nevø og niece også nød at se faster igen herskede der vist ingen tvivl om, og jeg tilbragte det meste af min miniferie deroppe med mindst et barn på skødet eller i hånden, hvilket var så skønt. Juleaften blev fejret med både mine og min svigerindes forældre, og selvom gaveorgiet for de mindste var enormt, så tog de det forbløffende pænt. Nytårsaften tilbragte jeg, som jeg plejer, alene sammen med katten, og selvom ingen af os var begejstrede for nytårsbragene - som i år var længerevarende end tidligere - så kom vi da igennem aftenen. Også selvom vi blev vækket klokken 5.30, hvor det sidste nytårskrudt åbenbart skulle fyres af. Resten af juleferien har jeg tilbragt hjemme, og jeg i den grad nydt at slappe af, og tage den med ro. Det har været tiltrængt, efter et efterår, som har været utroligt hårdt både mentalt og fysisk. 
Og så må det vist være tid til at vise de bøger, jeg fik læst i december, frem. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I december fik jeg læst 1 anmeldereksemplar, nemlig:

C.G. Valentin: Drageægget (Dragernes Æra 1)
Anmeldereksemplar fra Forlaget Klippe. 
Serien er påbegyndt og ajour. 

I forbindelse med All Dragons Readathon fik jeg læst 9 bøger, og selvom stakken endte med at se lidt anderledes ud, end først planlagt, så var jeg ret begejstret for de fleste af bøgerne. En nærmere opfølgning på readathonet kommer en af de nærmeste dage, men de bøger, jeg fik læst, var:

Angie Sage:
Magik (Septimus Heap 1)
Flyveri (Septimus Heap 2)
Alkymik (Septimus Heap 3)
Zirene (Septimus Heap 5)
Serien er i gang. 

Anne McCaffrey:
Moreta: Dragonlady of Pern (The Dragonriders of Pern 7)
Nerilka's Story (The Dragonriders of Pern 8) (i Nerilka's Story and The Coelura)
Serien er i gang. 

C.G. Valentin: Drageægget (Dragernes Æra 1)
Anmeldereksemplar fra Forlaget Klippe. 
Serien er påbegyndt og ajour. 

Rachel Aaron:
A Dragon of a Different Color (Heartstrikers 4)
Last Dragon Standing (Heartstrikers 5)
Serien er slut. 

Fra decembers start var jeg en del bagud med min A-Z TBR, og selvom det ikke lykkedes mig at nå helt i mål med den (mere om det senere), så fik jeg færdiglæst 4 bøger fra den i månedens løb. 
Bøgerne er:

Angie Sage:
Qurér (Septimus Heap 4)
Zirene (Septimus Heap 5)
Serien er i gang. 

Brandon Sanderson: Warbreaker (Warbreaker 1)
Serien er påbegyndt og ajour. 

Pernille Eybye: Heksejægerens bytte (Dragernes Konge 1)
Serien er påbegyndt. 

Jeg fik også læst en del julebøger i december. 7 styk, blev det til, og de er:

R.S. Söderström: Piggy - den store flugt fra juleaften

Camilla Läckberg: Mord og mandelduft

Elly Griffiths: Det første juletræ

Dennis Jürgensen: Benny og Brian møder Den Sorte Julemand

J.D. Netto: Henderbell: The Shadow of Saint Nicholas

Luna Mørup: Claire og julemiraklet

J. Krohn: Peters Jul

Som nævnt blev det til en del lystlæsning i december, og det betød, at jeg fik læst 4 bøger, som ikke passer ind i de andre "kategorier". 
Bøgerne er:

Elise Kova: A Deal with the Elf King (Married to Magic 1)
Serien er påbegyndt og ajour. 

Traudl Junge og Melissa Müller: Til den bitre ende

Craig Cabell: Terry Pratchett - The Spirit of Fantasy

Terry Pratchett: The Time-travelling Caveman

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 16 tegneserier.
De er:

Jerry Scott og Jim Borgman:
Zits - og biler (Zits 100% 5)
Zits - og skole (Zits 100% 6)
Hm, måske i den anden taske (Zits 6)
Vokseværk (Zits 7)
Indeklemt (Zits 8)
Familiebånd (Zits 9)
Alene hjemme (Zits 10)
Mor er den bedste i verden - på afstand (Zits 11)
Vent ikke for længe med vasketøjet! (Zits 12)
Livet er hårdt som teenager (Zits 13)
Vær ikke et svin, Filip! (Zits 14)
Så er der mad, Filip! (Zits 15)
Vi er løbet tør for cornflakes (Zits 16)

Slim nr. 7

Munuera. Lady Z (Zorglub 3)

Thom Roep og Piet Wijn: Hemmeligheden om den skjulte dal (Gammelpot 2)

I alt fik jeg læst 23 bøger og 16 tegneserier. Af dem var 1 et anmeldereksemplar, 2 biografier, 2 novellesamlinger, 4 fra min A-Z TBR, 2 billedbøger og 2 noveller. 9 var på engelsk. Jeg fik afsluttet en serie, påbegyndt 4, og kom ajour med 3. Alt i alt var december en virkelig god læsemåned. 
Hvad der kommer til at ske på bogfronten i januar venter jeg lidt med at fortælle om. Det kommer nemlig i et andet indlæg sammen med læseplanerne for 2021. Men jeg vil i hvert fald have læst nogle af de anmeldereksemplarer, jeg har liggende, så jeg kan få ryddet ud i dem, inden vi kommer alt for langt ind i 2021. 

På bogfronten, som på mange andre områder, var 2020 et meget blandet år. Selvom jeg i perioder kæmpede med manglende læseoverskud, så læste jeg så meget desto mere, når overskuddet var der, og jeg endte med at sætte mit Goodreads-læsemål, som fra starten af året var på 130 bøger, op hele to gange. Først til 150 i juli, og derefter til 175 i august. Og slutresultatet blev 177 læste bøger, hvilket jeg er både stolt og overrasket over. 
Lidt statistik fra Goodreads:


Som man kan se, havde jeg et ganske godt læseår. Selvom et par enkelte bøger endte med at få 2 stjerner på Goodreads, så har langt de fleste haft 4 eller 5 stjerner, og selvom man ikke helt kan regne med stjernerne, da jeg også opererer med halve stjerner, og derfor runder op nogle gange, så ser det alligevel ret godt ud. Ifølge Goodreads har jeg læst 57090 sider, fordelt på 177 bøger, hvilket er næsten 10000 sider mere end i 2019, og selvom det reelle tal ligger en hel del højere, da jeg også har læst en hel del graphic novels og tegneserier i årets løb, som ikke figurerer i oversigten, så er det også et tegn på, at jeg har fået læst virkelig meget i 2020. 

Jeg havde i 2020 opstillet 3 læseudfordringer til mig selv, med blandet succes. 
Den første var en serieudfordring, hvor jeg fra årets start havde skrevet alle de serier ned, som jeg var i gang med, og puttet dem i et glas. Hver måned trak jeg så en serie fra glasset, og meningen var så, at jeg skulle læse videre i serien, og potentielt færdiglæse den. Det gik fint i starten af året, men gik desværre en smule i stå i efteråret, hvor jeg endte med at sætte udfordringen på pause. Alligevel har jeg tænkt mig at fortsætte med udfordringen i 2021, da jeg synes, det er en fin måde at komme videre med nogle af de serier, jeg er gået i stå i.
Den anden læseudfordring lignede serieudfordringen en del. Jeg har ikke været ret god til at få læst mine FairyLoot-bøger, og derfor puttede jeg, fra årets start, alle titlerne i et glas, og trak så en hver måned, som jeg havde to måneder til at få læst, eller bestemme, om jeg stadig var interesseret i. Også denne udfordring var en blandet succes, og gik i stå i sidste halvdel af året. Jeg endte med kun at få læst 1 bog fra krukken, mens 5 andre bøger røg ud, da jeg simpelthen ikke var interesseret i dem. Jeg kan dog stadig godt lide idéen, og har tænkt mig at fortsætte udfordringen i 2021. Forhåbentlig med større succes.
Tredje læseudfordring var en A-Z TBR for hele året, som gik ud på at læse bøger, hvis titler begyndte med de første 26 bogstaver i alfabetet. Titlerne kan ses her. Selvom jeg ikke nåede helt i mål med udfordringen, da jeg, grundet perioderne med manglende læseoverskud, endte med at være en del bagud ved årets slutning, så fik jeg faktisk læst hele 21 af bøgerne, og fik startet på 2 af de resterende, som jeg dog ikke nåede at få færdiglæst, før året var slut. Jeg betragter derfor udfordringen som en succes, og har tænkt mig at fortsætte med den i 2021, hvor jeg håber at kunne nå helt i mål. 

I 2020 deltog jeg i flere forskellige readathons. I marts deltog jeg både i The Backlist Readathon og TFF readathon, i april prøvede jeg for første gang kræfter med O.W.L.s Magical Readathon og deltog, traditionen tro, i Dewey's 24 Hour Readathon, i oktober stod den på endnu en omgang Dewey's 24 Hour Readathon og Efterårsmagi Readathonet, og i december sluttede jeg året af med mit helt eget readathon, All Dragons Readathon. Så vidt kalenderen tillader det, har jeg planer om at deltage i dem alle sammen igen i 2021. 

Selvom de fysiske bogfestivaler måtte aflyses i 2020, så blev det alligevel til en del boglige arrangementer i årets løb, hvor forlag og forfattere flyttede online, og det var skønt at se, hvor stor opfindsomhed forfatterne lagde for dagen. Derudover deltog jeg selvfølgelig også i Fantasyfestivalen, som i år rykkede online, og hvor jeg, for en gangs skyld, faktisk kunne deltage i de forskellige foredrag undervejs, fordi jeg ikke, som vanligt, havde travlt andetsteds. Det var en både skøn og surrealistisk oplevelse, men ikke desto mindre ser jeg frem til en helt almindelig festival i 2021. For det er altså bare sjovere at mødes fysisk. 

På bloggen bød året på både forfatterinterview og videorundvisning i hjemmebiblioteket. Jeg fortsatte også med at lave månedlige statusindlæg og Book Hauls, og så blev det til 8 nye Top 10 Lister i årets løb, hvoraf 5 af dem blev lavet i forbindelse med #meredanskfantasy. Jeg satser på at fortsætte med både statusindlæg, Book Hauls og Top 10 Lister i 2021. I juli prøvede jeg kræfter med en spontan læseudfordring, hvor jeg, under hashtagget #sænkmintbr, bad om hjælp fra bloggens følgere på Facebook og Instagram til at finde sommerferielæsningen blandt de ulæste bøger på mine reoler. Jeg fik langt flere forslag, end jeg kunne nå at læse, og har allerede bestemt mig for at gentage udfordringen i 2021. 

Derudover blev 2020 også året, hvor bloggens sociale medier oplevede en større vækst af følgere. I skrivende stund følger 1003 med på Instagram, mens 393 følger bloggen på Facebook og 339 aktivt synes om bloggen. Tak til jer, der er kommet til i det forløbne år. Jeg håber, I bliver hængende. 

Privat var 2020 et både sært og hårdt år. Med nedlukningen i marts blev hverdagen pludselig meget anderledes, og hjemmearbejde og Skype-møder blev en integreret del af arbejdsdagen. Jeg fik prøvet kræfter med karantæne ad flere omgange, mens jeg ventede på testsvar (eller bare at få lov til at blive testet), og den manglende fysiske kontakt med familien var svær at forholde sig til. Selvom det blev til et par enkelte besøg fra mine forældre i foråret og sommeren, hvor min far blandt andet udskiftede det meste af min garage (resten udskiftes i år), og en enkelt tur til familien i Thy i juli, så tilbragte jeg det meste af tiden sammen med katten, som, i modsætning til mig, har nydt at have mig så meget hjemme. Madslaven og døroplukkeren skal da sættes i sving!
Efteråret blev desværre ikke bedre, med nye restriktioner, manglende mentalt overskud på arbejdet, og en halsvirus fra helvede, der lagde mig ned fra midten af oktober til midten af november, og tog lang tid at komme over. 
Et enkelt lyspunkt bød året dog på. Under forårets karantæne fik jeg nemlig, med hjælp fra min far, købt en lille bil, og det er skønt ikke længere at være afhængig af kollektiv trafik når jeg skal på arbejde eller på familiebesøg (i fremtiden, når det bliver tilladt igen). 
Heldigvis er der med vaccinen nu lys forude, og selvom vi ikke slipper for restriktioner og nedlukninger foreløbig, så føles det, som om vi går mod bedre tider. 

Til slut vil jeg gerne sige tak til alle de forfattere og forlag som har givet mig så mange dejlige læse- og bogoplevelser i 2020, og ikke mindst til jer, kære læsere, som har fulgt med, kommenteret, og forhåbentlig er blevet inspireret til jeres egne læseoplevelser.
Tak for 2020, og på gensyn i 2021.

torsdag den 31. december 2020

Book Haul #12

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer/overraskelsespakker)

2020 nærmer sig - langt om længe - sin afslutning, men før jeg siger velkommen til 2021, vil jeg byde farvel til året der gik med årets allersidste book haul. 
Og selvom langt de fleste af bøgerne faktisk blev købt i november, så er det endnu en gang lykkedes mig at samle en pæn stak sammen, godt hjulpet af søde forlag og julegaver fra familien. 
Og med disse indledende bemærkninger overlader jeg scenen til årets sidste book haul. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I december fik jeg tilsendt 3 anmeldereksemplarer/overraskelsespakker af søde forlag. 
Bøgerne er:

Anna Ruhe: Den store duftturnering (Duftapoteket 4). Forlaget Staarrup og Co. 

Lotte og Søren Hammer: Byen ved Volga (Venner og Fjender 4). HarperCollins Nordic DK.

Taran Matharu: Den udvalgte (Deltager 1). Forårsbørn.

Til Black Friday købte jeg en del bøger hos Saxo, som dukkede op i december, sammen med en enkelt forudbestilling. 8 bøger og 1 graphic novel blev det til, og de er:

Bryan Edward Hill m.fl.: All the Devils Are Here (Angel + Spike 1, Angel 3)

Tasha Suri: Realm of Ash (The Books of Ambha 2)

Jon Hollins:
False Idols (The Dragon Lords 2)
Bad Faith (The Dragon Lords 3)

Alex Scarrow: The Eternal War (Time Riders 4)

Derek Landy: Skulduggery Pleasant (Skulduggery Pleasant 1)

Fonda Lee: Jade War (The Green Bone Saga 2)

Luke Arnold: The Last Smile in Sunder City (The Fetch Phillips Archives 1)

Joe Abercrombie: Sharp Ends

Jeg købte også en enkelt bog hos Amazon, nemlig: 

Jon Hollins: Fool's Gold (The Dragon Lords 1)

Hos BookDepository købte jeg 3 bøger til Black Friday. 
Bøgerne er:

Terry Pratchett m.fl.: The Complete Ankh-Morpork City Guide

Glen Cook: Chronicles of the Black Company (The Chronicles of the Black Company 1-3)

Richard Morgan: The Steel Remains (A Land Fit for Heroes 1)

Og så fandt jeg en illustreret udgave af Hobbitten, som jeg ikke ejede, hos The Official J.R.R. Tolkien Book Shop, som jeg selvfølgelig også måtte have fat i til samlingen. 
Bogen er:

J.R.R. Tolkien: The Hobbit (illustreret af Alan Lee, udgivet i 2020)

Sidst, men ikke mindst, blev jeg begavet med 4 bøger af familien til jul, som alle stod højt på min ønskeseddel. 
Bøgerne er:

Lene Kaaberbøl: Skammerens Datter (Skammerens børn 1), illustreret af Emil Landgreen

J.K. Rowling: Harry Potter og De Vises Sten (Harry Potter 1), illustreret af MinaLima

Jonas Jonasson: Hævnen er sød A/S

Jan Guillou: Enden på historien (Det Store Århundrede 10)

I alt flyttede 20 bøger og 1 graphic novel ind i perioden 5.-31. december. Af dem var 3 anmeldereksemplarer, 4 julegaver og 14 på engelsk. Derudover er der stadig et par pakker på vej til mig med brugte bøger, som skulle dukke op i starten af det nye år. 
I januar håber jeg at kunne holde igen med bogkøbene, men da jeg har fødselsdag i midten af måneden, er det ikke sikkert, jeg kommer til at overholde det. 

Fik I også bøger i julegave? Og hvilke bøger stod øverst på ønskesedlen i år? 

søndag den 13. december 2020

Julekonkurrence

(Reklame - præmie sponsoreret af forlaget Alvilda)

Så er vi cirka halvvejs til juleaften, og i den anledning sætter jeg, i samarbejde med forlaget Alvilda, en lækker jule-hygge-pakke på højkant. 

Pakken indeholder 2 x Salamandergraven af Mette Finderup, sponsoreret af forlaget Alvilda, og juleguf til både store og små. Salamandergraven er fjerde bind af serien A.S.P.E., men da bøgerne ikke skal læses i rækkefølge, kan også nye læsere sagtens springe på her. 

I kan deltage i konkurrencen her på bloggen, på bloggens Facebook eller på Instagram. I kan også vælge at deltage alle tre steder, for flere lodder i puljen. 

For at deltage, skal I:

  • Skrive en kommentar på bloggen, hvor I fortæller, hvem I vil dele pakken med. Husk også at skrive en mailadresse i kommentaren, hvor jeg kan kontakte jer, hvis I vinder.
  • Have en dansk adresse, som præmien kan sendes til.
Vinderen trækkes mandag 14. december klokken 16, og får direkte besked.

fredag den 4. december 2020

Book Haul #11

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Julemåneden har holdt sit indtog, og nedtællingen til juleaften er i gang. 
Men før der går julegaver i den, er det tid til at vise november måneds book haul frem. En book haul som, selvom den ikke nåede oktobers episke proportioner, alligevel endte med at blive noget større, end planlagt. Blandt andet på grund af Black Friday, men mest af alt fordi november var så træls en måned, at jeg havde brug for seriøs retailterapi, for at komme igennem den. Og det, kombineret med diverse bogtilbud, betød selvfølgelig masser af nye bøger. 
Men lad os bare komme i gang. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I november fik jeg tilsendt 4 anmeldereksemplarer af søde forlag og forfattere.
Bøgerne er:

Nicole Boyle Rødtnes: Den hvide enkes død (Rød og Blå 2). Forlaget Alvilda. 

Kazu Kibuishi: Elverprinsen (Amulet 5). Forlaget Alvilda. 

Niels Hovmand-Hansen: Sagaen om Sejd. Forlaget Stregfabrikken. 

Hanne Lykke Rix: Dronning Noras børn (Kongestenen 5). Forlaget DreamLitt. 

Selvom jeg plejer at holde mig langt væk fra butikkerne (de fysiske, altså) på Black Friday, så blev jeg nødt til at tage en tur til urmageren, for at få skiftet batteri i mit ur. Og da Bog og Idé ligger lige ved siden af, kunne jeg selvfølgelig ikke modstå fristelsen, når de samtidig havde 20% rabat. Det blev til 3 bøger, hvoraf den ene allerede er læst. 
Bøgerne er:

Astrid B. Z. Madsen: Skovrå

Jessica Townsend: Tomhedsfeber - Jagten på Morrigan Crow (Nevermoor 3)

Elly Griffiths: Det første juletræ

Forlaget Forfatterskabet havde udsalg på mange af deres titler i november, og jeg endte med at købe 3 bøger til reolen hos dem. 
Bøgerne er:

Claus Jensen: Skyggefolket (Mørkets cirkel 1)

Mette Østergaard Filsø: 
Mordet i elverskoven (Himmelkrystallens børn 1)
Andrails tjenere (Himmelkrystallens børn 2)

På en tur i Føtex faldt jeg over denne her, til billige penge, og da jeg er glad for serien, kom den selvfølgelig med hjem. 
Bogen er:

Sara Blædel: Den tavse enke (Louise Rick 11)

I slutningen af november modtog jeg også den bog, jeg forudbestilte til årets Fantasyfestival, hos Forlaget Silhuet. 
Bogen er:

Christian Engkilde: Sandstorm (Pandora 2)

Tellerup har været hårde ved pengepungen på det sidste, og november var ingen undtagelse. Deres nye tilbudskategori resulterede i 4 nye bøger til reolen, nemlig:

Horror.dk - 12 danske noveller

Dennis Jürgensen:
Benny og Brian møder den sorte julemand
Grønne øjne
Gargoylens gåde

Bookdepository holdt optakt til Black Friday med masser af gode tilbud, og her blev det til 1 bog. 
Den er:

Tricia Levenseller: The Shadows Between Us

Ingen måned uden bøger fra Saxo! Det lader i hvert fald til at være trenden hos mig, og i november blev det, ad flere omgange, til 9 nye bøger. 
Bøgerne er:

Ashley Elston: 10 blind dates

Anna James: Tilly og bogvandrerne (Den magiske boghandel 1)

Elise Kova: A Deal with the Elf King

J. D. Netto: Henderbell - The Shadow of Saint Nicholas

Patricia C. Wrede:
Dealing with Dragons (The Enchanted Forest Chronicles 1)
Searching for Dragons (The Enchanted Forest Chronicles 2)
Calling on Dragons (The Enchanted Forest Chronicles 3)
Talking to Dragons (The Enchanted Forest Chronicles 4)

Eva Munk: Stormflod (Grøn Klode 1)

Jeg købte også en enkelt brugt bog via Amazon i november. Jeg har længe ledt efter en massmarket paperback-udgave med dette cover, da jeg havde resten af serien i massmarket-størrelse, men sidste bind i kæmpepaperback-størrelse. Nu lykkedes det så endelig at finde den rigtige udgave, til en pris, jeg ville betale, så serien endelig matcher.
Bogen er:

Robin Hobb: Fool's Fate (The Tawny Man 3)

Forlaget Cobolt havde tilbud på nogle af deres titler i begyndelsen af november, og her købte jeg 2 bøger og 1 tegneserie.
De er:

Brandts: Hergé

Michael Farr: Tintin og Co.

Thom Roep og Piet Wijn: Hemmeligheden om den skjulte dal (Gammelpot 2)

Selvom jeg, med en enkelt undtagelse, holdt mig fra de fysiske butikker på Black Friday, så tog jeg i den grad revanche i de virtuelle butikker, hvad angår bøger. Indtil videre er 5 af dem, jeg købte hos Amazon, dukket op, og der er flere på vej.
Bøgerne er:

Fonda Lee: Jade City (The Green Bone Saga 1)

Tasha Suri: Empire of Sand (The Books of Ambha 1)

Jen Williams:
The Ninth Rain (The Winnowing Flame 1)
The Bitter Twins (The Winnowing Flame 2)
The Poison Song (The Winnowing Flame 3)

I alt flyttede 32 bøger og 3 tegneserier/graphic novels ind i perioden 31. oktober til 4. december. Af dem var 4 anmeldereksemplarer, 2 dubletter, 1 brugt og 13 på engelsk. Derudover er der stadig en del bøger på vej, blandt andet fra min shop-amok på Black Friday, som forhåbentlig dukker op i løbet af december. 
Jeg håber på at kunne holde igen med bogkøbene i december, men om det lykkes, vil vise sig. 

Fik I også købt bøger til Black Friday? Og hvilke bøger står på jeres ønskeseddel i år? 

tirsdag den 1. december 2020

Læsestatus for november

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

"Det' sørme, det' sandt, december".
Julemåneden er begyndt, men før jeg for alvor kan kaste mig over julestemning, hygge og den kommende juleferie, er det blevet tid til at gøre status over en ualmindelig lang, mørk og træls november måned. 
En måned, som startede ud med sygdom, da halsvirussen fra oktober fortsatte med at genere mig langt ind i november, og selvom jeg gradvist fik mere og mere stemme tilbage, og der blev længere mellem hostene, så blev de første to uger tilbragt med hjemmearbejde og hviskede Skype-møder, indtil jeg havde fået så meget stemme tilbage, at jeg kunne betjene lånere igen. Selvom jeg stadig hoster og er forkølet, så er der nu, endelig, lys forude, og jeg begynder at kunne se en ende på sygdommen. 
November bød på nye restriktioner og øget hjemmearbejde, men også en vellykket booktalk for kollegerne om YA og ungdomsbøger, og opstartsmøder for næste års Fantasyfestival, hvor planlægningen nu for alvor er gået i gang. 
Desværre gik den megen sygdom og medfølgende træthed udover mit læseoverskud, og selvom jeg fik påbegyndt en del bøger i månedens løb, så havde jeg svært ved at få læst dem færdige, hvilket betyder, at jeg nu officielt er bagud med mit Goodreads-læsemål, og endnu længere bagud med min A-Z TBR. Jeg satser dig på at jeg får indhentet begge dele i december. 
Og så må det vist være tid til at få vist de bøger, jeg fik læst i november, frem. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I november fik jeg læst 2 bøger tilsendt af søde forlag og forfattere. 
Bøgerne er:

Katja Brandis: Hævnens dag (Woodwalkers 6)
Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co. 
Serien er slut. 

Pernille Neergård: Opvågningen (Verdensherrerne 1)
Anmeldereksemplar fra forfatteren.
Serien er påbegyndt. 

Fra min A-Z TBR fik jeg læst 2 bøger, nemlig:

Boris Hansen: Vejen til Panteon (Panteon-sagaen 1)
Serien er påbegyndt. 

William Goldman: The Princess Bride

Og så fik jeg læst en enkelt julebog fra reolen, som ikke var så julet endda.
Bogen er:

Fredrik Backman: Dit livs handel

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 15 tegneserier.
De er:

Mort Walker: Basserne 1984

Jerry Scott og Jim Borgman:
Verdens længste teenager (Zits 1)
Zombie-forældre (Zits 2)
Nu laver du det ansigt igen (Zits 3)
Kør! (Zits 4)
Fanget! (Zits 5)
Zits - og mobiler (Zits 100% 7)
Musik og meget andet (Zits 100% 8)
Filip og mor (Zits 100% 9)
Filip og Sara (Zits 100% 10)
Filip og Pierce (Zits 100% 11)
Zits 100% 12
Zits 100% 13

Julio Ribera:
Dracurella (Dracurella 1)
Dracurella's baby (Dracurella 2)

I alt fik jeg læst 5 bøger og 15 tegneserier. Af dem var 2 anmeldereksemplarer og 2 fra min A-Z TBR. 1 var på engelsk. Jeg fik afsluttet en serie, og påbegyndt 2. 
I december skal jeg have færdiglæst min A-Z TBR, og så håber jeg at nå i mål med mit Goodreads-læsemål. Derudover kommer en stor del af måneden til at gå med mit readathon, All Dragons Readathon, som løber i hele december, og hvor jeg håber i år at nå i mål med hele min TBR. Og så har jeg et par anmeldereksemplarer og nogle julebøger, jeg også gerne vil have læst, inden året er slut. Heldigvis har jeg en uges juleferie til at hjælpe mig med at nå i mål, men om det lykkes, vil vise sig. 

Fik I læst nogle gode bøger i november? Og deltager I i All Dragons Readathon?  

lørdag den 28. november 2020

All Dragons Readathon #2 TBR

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Med kun få dage tilbage før starten går til All Dragons Readathon, må det vist være på tide, at jeg får vist min TBR frem. 
All Dragons Readathon starter 1. december og slutter 31. december, og går, i al sin enkelhed, ud på at læse bøger om og med drager. Derudover er der to udfordringer, man kan vælge at tage del i. Første udfordring handler om at stige i graderne, mens anden udfordring handler om at give sin drage særlige evner. Jo flere bøger man læser, og jo flere udfordringer man gennemfører, jo stærkere bliver både man selv og ens drage.Jeg har (ikke overraskende, da jeg selv har fundet på udfordringerne), planer om at gennemføre begge udfordringer, så jeg både bliver dragefyrste og får en superstærk drage. I kan læse mere om udfordringerne i mit tidligere indlæg her, hvor jeg også gennemgår reglerne.

Min TBR ser sådan her ud:

Ild: Læs en bog med rødt eller orange på forsiden
Alkymik (Septimus Heap 3) af Angie Sage har rødt på forsiden, og da jeg skal have læst bogen alligevel, for at kunne nå i mål med min A-Z TBR, passer den perfekt til denne udfordring. 

Visdom: Læs en bog, som blev udgivet første gang for mere end 20 år siden
Moreta: Dragonlady of Pern (Dragonriders of Pern 7) af Anne McCaffrey udkom for første gang i 1983, så den passer fint ind i udfordringen. Og det er også på tide, at jeg får læst videre i serien. Bogen var også på min TBR i første runde, hvor jeg desværre ikke nåede til den, så nu prøver jeg igen. 

Forvandling: Læs en bog med drager, der kan forvandle sig til mennesker
A Dragon of a Different Color (Heartstrikers 4) af Rachel Aaron handler om drager, som kan forvandle sig til mennesker, og jeg glæder mig til at læse videre i en serie, som jeg er virkelig vild med. 

Tale: Læs en bog med drage eller dragon i titlen
Drageægget (Dragernes Æra 1) af C.G. Valentin har ordet "drage" i både bog- og serietitel, og en bog, jeg virkelig glæder mig til at læse. Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Klippe. 

Flyveevner: Læs en bog med en drage på forsiden
Magik (Septimus Heap 1) af Angie Sage er egentlig en genlæsning, men da det er så længe siden, jeg sidst læste den, har jeg brug for at få historien genopfrisket, før jeg kaster mig over de næste bind i serien. Bogen har drager på forsiden, og kan derfor fint passes ind i min TBR. 

Magi: Læs en high fantasy-bog
Onyx and Ivory (Rime Chronicles 1) af Mindy Arnett er både high fantasy, og en del af min A-Z TBR, så derfor passer den fint ind her på listen. 

Is: Læs en bog med blåt på forsiden
Zirene (Septimus Heap 5) af Angie Sage har blåt på forsiden, og da den samtidig er en del af min A-Z TBR skulle jeg under alle omstændigheder have læst den i december. 

Usårlighed: Afslut eller kom ajour med en serie
Last Dragon Standing (Heartstrikers 5) af Rachel Aaron afslutter en serie, som jeg indtil videre har været meget begejstret for, og jeg glæder mig helt vildt, til at finde ud af, hvordan det hele ender. 

Gift: Læs en bog eller novelle på under 250 sider
Nerilka's Story (Dragonriders of Pern 8) af Anne McCaffrey er en kort novelle på 134 sider, hvilket burde være overkommeligt. 


Jeg håber, at jeg kommer i mål med alle udfordringerne, og glæder mig til at få læst en del af de dragebøger, som står på mine hylder. Jeg har forsøgt at vælge bøger af varierende tykkelse på både dansk og engelsk, og i forskellige serier og for forskellige aldersgrupper, så jeg ikke kører træt undervejs. Stakken indeholder både helt nye bøger, og bøger, som har stået på mine reoler i et stykke tid, og så har jeg forsøgt at passe nogle af de bøger fra min A-Z TBR ind, som jeg stadig mangler at få læst. 
Nu er der så bare tilbage at vente på, at det bliver 1. december. Jeg håber, at flere vil læse med, men under alle omstændigheder er jeg sikker på, at jeg nok skal få det sjovt med en hel måned i dragernes tegn.

Har I planer om at deltage i All Dragons Readathon? Og hvilke bøger står i givet fald på jeres TBR?

lørdag den 14. november 2020

Top 10 Liste: Litterære drager

I Top 10-Listerne vil jeg give 10 anbefalinger til fantasylæsning, ud fra min egen læsning. 

Top 10 Listerne er ikke i prioriteret rækkefølge, hvor det bedste står øverst, men simpelthen 10 fantasyanbefalinger fra mig til jer.
Rigtig god fornøjelse.


10 litterære drager

Drager, eller dragelignende væsener, findes i næsten alle mytologier, og derfor er det ikke overraskende, at drager, næsten fra fantasygenrens begyndelse, har spillet en stor rolle, hvad enten det har været som forhindring, skurk, eller, i nyere tid, som helte eller hjælpere. Faktisk er drager næsten blevet synonyme med fantasy, og der er da heller ingen tvivl om, at drager er mit yndlingsfantasyvæsen. Hvor Vestens drager typisk har haft rollen som skurke og ødelæggere, har Østens drager været mere nuancerede, og ofte haft rollen som vismænd eller hjælpere. Hvad enten de er gode, onde, sjove, ødelæggende, eller misforståede, er dragerne svære at komme udenom. Og da jeg satte mig for at lave denne liste, måtte jeg ud i en hård frasortering, for drager findes i alle former, og i rigtig mange bøger. Listen er på ingen måde definitiv - som sagt måtte jeg ud i en hård frasortering - men lige nu er det sådan her, den ser ud. Beskrivelserne af bøgerne stammer fra Goodreads.
Sidst, men ikke mindst, skal der advares om SPOILERS, i forhold til omtalen af dragerne.  


Smaug (The Hobbit)
In a hole in the ground there lived a hobbit. Not a nasty, dirty, wet hole, filled with the ends of worms and an oozy smell, nor yet a dry, bare, sandy hole with nothing in it to sit down on or to eat: it was a hobbit-hole, and that means comfort.
Written for J.R.R. Tolkien’s own children, The Hobbit met with instant critical acclaim when it was first published in 1937. Now recognized as a timeless classic, this introduction to the hobbit Bilbo Baggins, the wizard Gandalf, Gollum, and the spectacular world of Middle-earth recounts of the adventures of a reluctant hero, a powerful and dangerous ring, and the cruel dragon Smaug the Magnificent.


Smaug er nok en af de mest kendte litterære drager overhovedet. Og en af de mest skræmmende. Han er intelligent, snu, grådig og hævntørsten, og kombineret med evnen til at spy ild, flyve, og sylespidse tænder, er han ikke en drage, man har lyst til at møde. Smaugs evne til at tale, og til at lokke og smigre sine fjender, gør ham ekstremt farlig, og selvom hans arrogance og indbildskhed, og et vist sted på brystet, gør ham sårbar, så skal man ikke forvente nogen form for nåde, hvis man stjæler fra ham. 


Saphira (Eragon)
One boy...
One dragon...
A world of adventure.

When Eragon finds a polished blue stone in the forest, he thinks it is the lucky discovery of a poor farm boy; perhaps it will buy his family meat for the winter. But when the stone brings a dragon hatchling, Eragon soon realizes he has stumbled upon a legacy nearly as old as the Empire itself.

Overnight his simple life is shattered, and he is thrust into a perilous new world of destiny, magic, and power. With only an ancient sword and the advice of an old storyteller for guidance, Eragon and the fledgling dragon must navigate the dangerous terrain and dark enemies of an Empire ruled by a king whose evil knows no bounds.

Can Eragon take up the mantle of the legendary Dragon Riders? The fate of the Empire may rest in his hands.


Saphira er modig, intelligent og nysgerrig, og fuldstændig loyal over for Eragon. Samtidig har hun en stærk pligtfølelse over for Varden, og både hader og frygter Galbatorix for det, han har gjort mod Rytterne og hendes race. Efterhånden som hun bliver ældre, udvikler såvel hendes evner som hendes sprog sig, og jeg elsker hendes samspil med Eragon, som er præget af kærlighed, venskab og gensidig respekt. 


Temeraire (His Majesty's Dragon)
Aerial combat brings a thrilling new dimension to the Napoleonic Wars as valiant warriors ride mighty fighting dragons, bred for size or speed. When HMS Reliant captures a French frigate and seizes the precious cargo, an unhatched dragon egg, fate sweeps Captain Will Laurence from his seafaring life into an uncertain future – and an unexpected kinship with a most extraordinary creature. Thrust into the rarified world of the Aerial Corps as master of the dragon Temeraire, he will face a crash course in the daring tactics of airborne battle. For as France’s own dragon-borne forces rally to breach British soil in Bonaparte’s boldest gambit, Laurence and Temeraire must soar into their own baptism of fire.

Temeraire er nysgerrig, intelligent og belæst, og så er han sin bedste ven og rytter, Laurence, dybt hengiven og loyal. Også selvom han har svært ved at forstå Laurences pligtfølelse og idéer om ære. Selvom han gerne vil i kamp, og nyder at vise sine evner frem, så er det for ham mere spændingen end ideologien bag krigen, eller begreber som godt og ondt, der driver ham. Samtidig føler han sig også en smule ensom, fordi han er den eneste drage af sin slags blandt de britiske drager. 


Julius Heartstriker (Nice Dragons Finish Last)
As the smallest dragon in the Heartstriker clan, Julius survives by a simple code: keep quiet, don’t cause trouble, and stay out of the way of bigger dragons. But this meek behavior doesn't fly in a family of ambitious magical predators, and his mother, Bethesda the Heartstriker, has finally reached the end of her patience.

Now, sealed in human form and banished to the DFZ--a vertical metropolis built on the ruins of Old Detroit--Julius has one month to prove that he can be a ruthless dragon or kiss his true shape goodbye forever. But in a city of modern mages and vengeful spirits where dragons are considered monsters to be exterminated, he’s going to need some serious help to survive this test.

He only hopes humans are more trustworthy than dragons...

Julius Heartstriker er anderledes end sine søskende. Udover at være en af de yngste, så er han også både fysisk mindre og fuldstændig ligeglad med sine søskendes interne intriger og kampe. Hans aggressivitet og blodtørst er stort set ikke eksisterende, og han kan ikke lade være med at være flink,  hjælpsom, idealistisk og naiv. Han vil hellere gemme sig på sit værelse, end stige i hierarkiet, og aner ikke, hvad han vil med sit liv. Men selvom han ikke opfører sig som en typisk drage, så savner han ikke desto mindre sin drageskikkelse, da hans mor spærrer hans evne til at skifte skikkelse, og må i stedet bruge sine magiske evner, intelligens og halvrustne kampevner for at overleve. 


Fenfyr (Sejlvæveren)
Tristan Væver er den mest talentfulde Sejlvæver, Lauget nogensinde har set. Siden han som barn trådte ind i Væverlauget, er han blevet trænet i den magi, som dragerne har givet menneskeracen. Magien gørmenneskene i stand til at Væve de sejl, som har ført til Sejlskibenes Anden Æra. Sejlskibene flyver hurtigere end lysets hastighed og gør det muligt at rejse langt ud i rummet, hvor menneskene nu bor spredt vidt omkring på fjerntliggende rumstationer.

Intet har forberedt Tristan på, at selveste dragerne en dag vil bede ham om at Væve sejlene til det største skib, der nogensinde er bygget: Winged Victory, som af de fleste anses for menneskeracens sidste håb i kampen mod de onde rumvæsener, Krybene, som er både menneskers og dragers værste mareridt.

På Winged Victorys jomfrurejse viser det sig, at der er mennesker, der vil gøre alt for at vinde kampen mod Krybene - koste, hvad det vil. Tristan og hans nærmeste ven, dragen Fenfyr, må kæmpe mod Kryb, pirater, mytterister og forrædere - ikke blot for at redde deres eget liv, men hele menneskeheden.

Fenfyr er intelligent, eventyrlysten, og modig, men har også temperament, og instinkter, der nogle gange tager over. Hans venskab med sejlvæveren Tristan er præget af gensidig respekt, og selvom han er loyal over for sin race, så er han ikke bange for at sige fra, hvis det viser sig nødvendigt. Og så er han vild med grapefrugter.  


Caius (Midnatspigen)
Skjult under New Yorks gader lever "avicenerne", et folk med fjer i stedet for hår og stærk magi i blodet.

De er den eneste familie, som Echo – en 17-årig menneskepige og glimtvis virtuos tyv – nogensinde har kendt.

Avicerne har været i krig med ildfolket drakharianerne siden tidernes morgen. Da Echo hører nyt om en legendarisk ildfugl, der ifølge myten kan skabe fred, ender hun i spidsen af en broget flok lovløse, soldater og andre forvirrede sjæle, som vil finde fuglen, inden krigen ender med at brænde deres verden ned …


Caius er modig, intelligent og ledet af sit ønske om at gøre det bedste for sit folk. Samtidig gemmer han på en hemmelighed, som både piner ham, og driver ham fremad. Hans søgen efter Ildfuglen gør ham blind over for hans fjenders intriger, og hans ønske om fred gør ham samtidig sårbar i et hof præget af mange års krig. Heldigvis er han en dygtig kriger, både fysisk og magisk, og har loyale støtter omkring sig. 


Katla (Brødrene Løvehjerte)
Brødrene Løvehjerte er en børnebog skrevet af den svenske forfatter Astrid Lindgren, og illustreret af Ilon Wikland. Bogen udkom første gang i Sverige i 1973. Dette er en historie om to uadskillelige brødres kamp for frihed i Nangijala.

Katla er for mig nok den mest skræmmende drage på denne liste. Han er dødsensfarlig, vild, og drevet af instinkter i stedet for intelligens, og så er han bundet til den onde Tengil, som bruger ham til lige dele afskrækkelse og henrettelser. Selvom Katla ikke er ret meget fysisk til stede i historien, så fylder han alligevel en hel del, og jeg kan huske, at han gav mig mareridt som barn. 


Kitten (Wild Magic)
Young Daine's knack with horses gets her a job helping the royal horsemistress drive a herd of ponies to Tortall. Soon it becomes clear that Daine's talent, as much as she struggles to hide it, is downright magical. Horses and other animals not only obey, but listen to her words. Daine, though, will have to learn to trust humans before she can come to terms with her powers, her past, and herself.

Kitten er nok den mest nuttede drage på denne liste. Hun er nysgerrig og intelligent, men fordi hun er så ung, som hun er, tænker hun sig ikke altid lige meget om, hvilket til tider giver hende problemer. Hendes tætte bånd til Daine er præget af kærlighed og loyalitet, og efterhånden som Kitten bliver ældre, udvikler både hendes intelligens, magi og evne til at kommunikere sig. 


Storm (Tir-Nâzrals Arving)
Forestil dig, at alle de verdener, der nogensinde er blevet skrevet bøger om, eksisterer – at de er lige så virkelige, som den verden, du lever i. Og forestil dig, at der findes et sted, der gør det muligt at rejse til disse verdener.

Da Sebastian flytter ind i sin fars afdøde onkels hus sammen med sine forældre, møder han den sære nabo, Martha. Hun er en del af en hemmelig verden, hvorfra man kan rejse ind i bøgerne og ændre deres historier.

Sebastian sendes ud på et eventyr, der overgår hans vildeste fantasi – til en hemmelig verden fuld af magi og forunderlige væsener. Det bliver en farefuld færd, hvor Sebastian skal tage sig i agt – bag hver et hjørne lurer det onde, som kan blive den magiske verdens undergang.

Storm er intelligent og loyal, og så har han både humor og et sarkastisk bid, som jeg virkelig nyder. Men Storm er helt klart også drage, med en drages instinkter og blodtørstighed, og det fører ham indimellem på kollisionskurs med Sebastian, på trods af det tætte bånd i mellem dem. At han samtidig har en næsten teenageagtig evne til at blive fornærmet og surmule, gør ham kun mere relaterbar, sin art til trods. Ikke mindst fordi han bliver ved med at udvikle sig, i takt med, at han bliver ældre. 


Kazul (Drage-prinsessen)
Cimorene is everything a princess is not supposed to be: headstrong, tomboyish, smart - and bored. So bored that she runs away to live with a dragon - and finds the family and excitement she's been looking for.

Kazul er intelligent, pligtopfyldende og glad for søde sager. Især flamberede kirsebær. Hun er også belæst, dygtig til magi og venlig - så længe andre ikke kommer hende på tværs. For selvom Kazul er civiliseret og rar af en drage at være, så har hun stadig en drages instinkter, både hvad angår blodtørst og uviljen til at skille sig af med sine skatte. Og så er hun lidt af et rodehoved.  

lørdag den 7. november 2020

All Dragons Readathon #2

Igen i år indtager dragerne december, når All Dragons Readathon vender tilbage med anden runde. All Dragons Readathon er mit helt eget readathon, som jeg startede op i december sidste år, og er et fantasybaseret readathon med fokus på drager. Det går i al sin enkelhed ud på at læse bøger, hvor drager spiller en større rolle, enten som helte eller skurke. Dragerne skal spille en aktiv rolle, og det er derfor ikke nok, at det nævnes en enkelt gang på side 553, at der findes drager i verdenen, hvis man aldrig ser dragen selv, og den ikke spiller nogen rolle for plottet i bogen. Men det er også den eneste ekskluderende regel. Så længe der er drager med, tæller alle bøger.
Readathonet starter 1. december, og slutter 31. december, og har selvfølgelig også sit helt eget hashtag, #AllDragonsReadathon.

Der er to forskellige former for udfordringer, man kan vælge at deltage i.

Første udfordring
Den første udfordring handler om at stige i graderne, og her er det antallet af bøger, man læser i readathonperioden, der tæller. Læser man fem bøger, har man optjent den højeste rang, og får man kun læst en enkelt, får man den laveste rang. De fem rangtrin er:

1 bog = Staldknægt

Drager sviner ret meget, og nogle skal jo feje møget væk. Er du staldknægt, er det din opgave at passe dragerne i dragestalden.

2 bøger = Lærling
Du har knyttet bånd til en drage, og er kommet i lære som dragerytter.

3 bøger = Dragerytter
Du har gennemført din læretid, og er blevet udnævnt til dragerytter. Som dragerytter er du med til at forsvare dit rige mod fjender udefra.

4 bøger = Drageridder
Du har udvist store evner og stort mod som dragerytter, og er blevet slået til ridder af fyrsten. Som ridder har du pligt til at forsvare folket mod uretfærdigheder, og har kommandoen over en mindre styrke drageryttere.

5 bøger = Dragefyrste

Som dragefyrste har du magten over hele landet, og sørger for at beskytte folket mod fjender udefra. Du har kommandoen over alle landets drageryttere og drageriddere, og det er dig, der bestemmer.

Anden udfordring
Den anden udfordring handler om at optjene evner til sin drage. Der er ni forskellige evner, og jo flere evner, man giver sin drage, jo stærkere bliver den. For at optjene evner, skal man læse en bog, der passer til den evne, man vil optjene. Man kan kun optjene en evne per læst bog, så det betaler sig at være strategisk i forhold til læserækkefølgen, hvis man vil være sikker på, at ens drage får de evner, man håber på. Udfordringen kan kombineres med første udfordring, og kan gentages, hvis alle mulige evner er optjent. Det vil sige, at man i teorien kan ende med at have flere drager. Hvis, altså, man læser mere end ni bøger, og gennemfører anden udfordring flere gange.
Evnerne er:

Ild
Nok den mest kendte og dødbringende drageevne. Gør din drage ildspyende, ved at læse en bog med rød eller orange på forsiden.

Visdom
Drager kan, hvis de bliver gamle nok, være meget vise. Gør din drage vis, ved at læse en bog, som blev udgivet første gang for mere end 20 år siden.

Forvandling
Nogle drager har evnen til at forvandle sig til mennesker. Giv din drage forvandlingsevner, ved at læse en bog med drager i menneskeform.

Tale
Mange drager har evnen til at tale og forstå menneskesprog. Få din drage til at mestre talens kunst, ved at læse en bog med ordet "drage" eller "dragon" i titlen.

Flyveevner
Ikke alle drager har evnen til at flyve, men heldigvis kan du sørge for, at din drage kan komme til at boltre sig i luften, ved at læse en bog med en drage på forsiden.

Magi
Nogle drager har evnen til at bruge magi, og du kan give din drage magiske evner, ved at læse en high fantasy.

Is
Enkelte drageracer har evnen til at spy is i stedet for ild. Giv din drage muligheden for at fryse dine fjender til is, ved at læse en bog med blåt på forsiden.

Usårlighed
Gamle drager er ofte tæt på usårlige, og vil du sikre din drage mod dragedræbere eller alderdom, er der også mulighed for det. Afslut eller kom ajour med en serie.

Gift
Enkelte drager, især af den nordiske slags, har evnen til at spytte gift i hovedet på både konkurrerende drager og dragedræbere. Giv din drage et giftigt forsvar, ved at læse en bog eller novelle på under 250 sider.


Jeg håber, I har lyst til at læse med, og glæder mig helt vildt, til at kaste mig over nogle af mine ulæste dragebøger. Jeg vil forsøge at være lidt mere aktiv på Instagram under readathonet, og håber, I vil følge mine læseeventyr under hashtagget #AllDragonsReadathon. Derudover har jeg også et par readathonrelaterede indlæg på vej i november.