Hele sit liv har Aislinn set dem. Feerne. Usynlige, frygtelige og farlige, og kun mulige at overleve, så længe de ikke kender hendes hemmelighed. Derfor har hun levet efter tre regler hele sit liv. 1. Kig ikke på de usynlige feer. 2. Svar ikke usynlige feer. 3. Tiltræk aldrig feers opmærksomhed.
Desværre kommer hun snart til at bryde alle tre regler. For Keenan, Sommerkongen, har valgt hende til sin nye dronning, og før hun ved af det, er Aislinn fanget i et ældgammelt og dødsensfarligt spil mellem Vinterdronning og Sommerkonge. Et spil, hvor hun ikke kender reglerne, men kan miste alt, hvis hun taber.
Jeg læste første gang Mørk lykke i 2010, og var fuldstændig vild med bogen. Og heldigvis holder den stadig, for der gik ikke mange sider, før jeg igen var fuldstændig opslugt af universet og personerne, og jeg slugte bogen på ingen tid.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren forstår at skabe en underliggende stemning af lurende fare, så man næsten kan se usynlige feer titte frem fra skyggerne, mens man læser. Beskrivelserne er livagtige, og især feerne beskrives på en måde, så det overjordiske fremstår tydeligt.
Universet er velgennemført og troværdigt, og bygger på keltisk mytologi. Feerne her er hverken nuttede eller rare, men kolde, manipulerende, sensuelle og egoistiske, og minder mere om fae og Shakespeares version, end Disneys. Men selvom feerne er magtfulde, så er der stadig regler, som de er nødt til at følge, ligesom de har svagheder, som straffer dem, hvis de overtræder deres egne love. Det giver såvel magisystem som verden en overordnet logik, som er med til at øge troværdigheden, så man som læser tror på den verden, man bliver introduceret til.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med intriger, forræderi, hemmeligheder, magi, magtbegær, undertrykkelse, bedrag, besættelse og en god portion action. Først og fremmest er det dog en historie om kærlighed, fortvivlelse og sorg, godt krydret med et af de mest dysfunktionelle mor/søn-forhold man kan forestille sig. Og selvom visse dele af plottet var temmelig klichefyldt, så kunne jeg ikke lade være med at elske det, trods trekants- og teenagedrama.
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige (eller fe-lige). Synsvinklen skifter mellem Aislinn, Keenan og Donia, og det fungerer rigtig godt, fordi man på den måde både får en del af forhistorien for konflikten, og får en dybere forståelse for karakterernes følelser. Aislinn er en virkelig skøn hovedperson, som, selvom hun er vokset op i frygt for, at feerne ville opdage hendes hemmelighed, ikke kan lade være med at gøre oprør mod bedstemorens regler. Aislinn er fast besluttet på at leve sit eget liv, på trods af fare og feer, og samtidig forsøger hun at finde ud af, om hun tør tage springet fra ven til kæreste med Seth. Hun er ikke bange for at sige sin mening, og kemien mellem hende og Seth er virkelig godt skrevet. Så da Keenan dukker op på banen, bliver Aislinn både bange og irriteret. For selvom hun er forelsket i Seth, og ved hvor farlige feer er, så kan hun alligevel ikke lade være med at blive tiltrukket af ham. Og samtidig er Keenan fascineret af Aislinn, der, som den eneste pige, kan modstå ham. Hvilket bare gør ham mere opsat på at vinde hendes kærlighed. Men selvom Keenan er selvoptaget, egoistisk og skræmmende, og parat til at gøre alt, for at vinde over sin mor, så har han også en mere skrøbelig side, som gør det svært ikke at have sympati med ham. Donia er Vinterpigen, og selvom det er hendes opgave at forhindre Aislinn i at vælge Keenan og blive Sommerdronning, så elsker hun stadig Keenan, og ønsker at hjælpe ham med at overvinde Vinterdronningen. Jeg holdt utroligt meget af Donia, og følte virkelig med hende, og den måde, hun er blevet en brik i spillet mellem Keenan og hans mor. Hun har mistet alt af kærlighed til Keenan, og som tak er hun blevet forvandlet til en fe, og må se på, mens han forsøger at gøre andre piger forelskede i ham, så han kan finde sig en dronning, der kan gøre det, Donia ikke kunne. Af bipersonerne holdt jeg især af Seth, som, udover at være en virkelig rar person, og en ven, Aislinn kan stole på, og fortælle alt, også er beskyttende, og kærlig, og jeg kunne ikke lade være med at heppe på det spirende forhold mellem ham og Aislinn. Vinterdronningen er det til gengæld svært at finde noget pænt at sige om, for mage til ondskabsfuld, manipulerende, magtbegærlig og forstyrret mor skal man godt nok lede længe efter.
Mørk lykke bevæger sig på grænsen mellem fantasy og paranormal romance, og selvom sidstnævnte ikke er en genre, jeg læser ret meget af, så holdt jeg meget af denne historie, hvilket i høj grad skyldes det mørke univers og de interessante og komplicerede hovedpersoner. Er man vild med feer og kærlighed, og elskede man Julie Kagawas Iron Fey-serie, så kan bogen her varmt anbefales. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til at kaste mig over næste bind i serien.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar