Ragnarok er på vej. Efter Hjalte narrede Jonas og Omid til at aflevere Grids våben til ham og ødelagde runestenene, er verden gået af lave. Vinterens kulde viser, trods det, at det nu er maj, ingen tegn på at forsvinde, og tallene af uforklarlige dødsfald og forsvundne personer er steget i en sådan grad, at politiet ikke kan følge med.
Jonas og Omid vil gerne gøre deres fejl god igen, men ved ikke hvordan. Ingen lytter, når de fortæller om Ragnaroks komme, og selv deres familier tror ikke på dem. Især Jonas føler, at han har svigtet sit ansvar som vogter, så da Freja dukker op igen, og giver ham en mission, kan han ikke lade være med at sige ja. Også selvom det betyder, at han og Omid går hver sin vej, og han selv må tage den farlige rejse til dødsriget Hel.
Men kan Jonas stole på Freja? Og vil hans og Omids venskab overleve det, der er på vej?
Jeg var, trods enkelte skønhedsfejl, ret vild med første bind i serien, og glædede mig til at læse videre. Og jeg blev bestemt ikke skuffet, for bogen her er endnu bedre end sin forgænger.
Sprogligt er der blevet strammet gevaldigt op, og mens humoren, det gode tempo og de levende beskrivelser er blevet bevaret, så er ordvalget blevet justeret en del, så det nu passer bedre til karakterernes alder, ligesom der er færre fyldord. Det har gjort sproget mere letlæst og flydende, og selvom der er nogle enkelte ærgerlige stavefejl undervejs, så er det ikke noget, der trækker nævneværdigt ned.
Universet udvider sig i dette bind, hvor nordisk mytologi og guder blandes med nutid, sagnvæsener og elvere på en virkelig fed måde. Forfatteren formår at tilføje de nordiske myter sit eget twist, og det fungerer virkelig godt. At handlingen samtidig er henlagt til byer, som jeg kender rigtig godt, gør kun det hele endnu mere levende.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, der overrasker gang på gang, og en cliffhanger til sidst, der gør det virkelig svært at vente på sidste bind i trilogien. Historien er spændende, og fyldt med action, venskab, hemmeligheder, død, magi, sagnvæsener, nordisk mytologi og fanatikere, krydret med fordomme, manipulationer, familie og kampen mod verdens undergang.
Personerne er menneskelige, levende og nuancerede, og jeg kunne rigtig godt lide både Jonas og Omid, der er de to hovedsynsvinkler undervejs. Jonas føler, at han har svigtet sit ansvar som vogter, og vil gøre alt, for at gøre det godt igen. Alligevel kan han ikke lade være med at træffe et par mindre heldige beslutninger undervejs, ligesom han ikke altid er lige god til at bedømme, hvem han kan stole på. Omid føler sig også ansvarlig, men kan samtidig ikke lade være med at være misundelig på Jonas' rolle som den udvalgte, hvilket fører til gnidninger imellem de to venner. Alligevel supplerer de hinanden rigtig godt, og som læser både tror man på deres venskab, og håber, de kan finde hinanden igen. Også bipersonerne er interessante, og især de to tidligere medlemmer af Fenris' Befriere, Rose og Daniel, fremstår levende og nuancerede. Begge har de fået ødelagt deres illusioner af Befriernes mission, og begge forsøger de nu at rette op på fortidens gerninger, hvad der dog ikke er helt let. Til gengæld er jeg stadig ikke så begejstret for Freja, som er manipulerende og fast besluttet på at få Jonas og Omid til at følge hendes planer. Og så er der Ekkild og Hjalte, som begge har deres egne planer, og som, måske, måske ikke, er til at stole på.
De dødes skib var en virkelig god fortsættelse, og man kan mærke, at forfatteren har udviklet sig siden første bind. Sproget er strammet op, og historien er endnu mere hæsblæsende end i første bind, mens både univers og personer har udviklet sig. Kunne man lide første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og er man vild med nordisk mytologi, er serien absolut værd at stifte bekendtskab med. Jeg glæder mig allerede til at læse sidste bind i serien, og håber, jeg ikke kommer til at vente alt for længe, for altså, den cliffhanger!
