Sjælehenteren

Sjælehenteren er 1. bind af fantasytrilogien Fortællinger fra Døden, skrevet af K. L. Berger.

Raven har det hele: Hun er ung, smuk, rig og forkælet, og kan få alt hvad hun peger på. Lige indtil hun bliver myrdet, og hvervet af Døden selv, til et job som sjælehenter.
I starten virker det som et ufarligt job, men Raven opdager snart, at det ikke er så ukompliceret som Døden har fortalt hende. Flere og flere sjælehentere forsvinder, og samtidig stiger antallet af dødsdæmoner, uden at nogen tilsyneladende tager sig af det.
Raven bestemmer sig for at finde ud af, hvad der er sket med de forsvundne sjælehentere. Men det er ikke ufarligt, og hun opdager snart, at der står større ting på spil. Skal Raven overleve, får hun brug for hjælp. Men hvem kan hun stole på, når Dommedag nærmer sig?

Hold da op, hvor var den her bog bare fantastisk! Jeg kan slet ikke få armene ned, og min eneste beklagelse er, at bogen sluttede. Nå ja, og så den seriøst onde cliffhanger bogen sluttede med.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne af såvel dødsfald som Helvede er utroligt livagtige. Bogen er gennemsyret af sarkasme og Dødens helt særlige form for tør humor, og jeg grinede flere gange undervejs af Ravens skarpe bemærkninger.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at forudsige hvad der vil ske. Det, og den utroligt spændende historie, gør bogen umulig at slippe, og jeg læste den på ingen tid. Historien er fyldt med action, venskab, hævn, engle, djævle og religion, og der lægges ikke fingrene imellem, når meningen med livet og døden, sjæle og magt, Gud og Djævelen diskuteres. Hvad er godt og hvad er ondt - og kan godt være ondt og omvendt?
Personerne er levende og menneskelige, og forfatteren vender op og ned på forestillingerne om Livet, Døden, Lucifer og Jahve. Jeg havde mere sympati med Djævelen end med Gud, mens jeg læste bogen, og tanken om Døden i hawaiskjorte er både betryggende og skræmmende på en og samme tid. Min yndling var dog uden tvivl hovedpersonen Raven. Hun er modig, stædig, sarkastisk og intelligent, og samtidig sidder mindet om den måde hun døde på dybt i hende. Også selvom døden har fjernet en del af hendes minder. Selvom hun, mens hun levede, var dybt forkælet og egoistisk, så udvikler hun sig i døden, og fatter sympati for de allermest ulykkelige sjæle - selvmorderne. Raven er ikke bange for noget - heller ikke for at gå i kødet på Jahve og Lucifer - og selvom hun måske nogle gange er lige lovlig impulsiv, så har hun hjertet på rette sted. Jeg kunne rigtig godt lide den måde hun blev ved med at udvikle sig på i løbet af bogen, og glæder mig til at følge hendes videre udvikling i de næste bøger.
Jeg elskede bogen, og kan kun anbefale den. Eneste minus er, at næste bog ikke er udkommet endnu, for jeg vil have mere!

Se også forfatterens hjemmeside.