Dungeon Crawler Carl

Dungeon Crawler Carl er 1. bind af science fantasy-serien af samme navn, skrevet af Matt Dinniman.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Dreamlitt. 

Carl er tidligere mekaniker i kystvagten. Han bor sammen med sin kæreste og hendes forkælede showkat, Prinsesse Donut i Seattle. Mens kæresten fejrer nytår i varmen, passer Carl katten derhjemme. Men det nye år får en dårlig start, da Carl slår op med sin kæreste. Da byen er lammet af en vinterstorm, lover Carl at passe Prinsesse Donut indtil hans ekskæreste kan hente katten. 
Da Prinsesse Donut bestemmer sig for at hoppe ud af vinduet midt om natten, må Carl, iført boxershorts, læderjakke og ekskærestens lyserøde crocs, hente hende ind igen. Men før Carl har fået indfanget katten, klapper lejlighedskomplekset og alle andre bygninger sammen. En fremmed race har invaderet Jorden for at udvinde dens ressourcer. Størstedelen af jordens befolkning er forsvundet sammen med bygningerne, mens de få overlevende mennesker kan vælge mellem at blive på overfladen eller træde ind i Verdensdungeonen, et realityshow, hvor kun den stærkeste overlever.
Carl og Prinsesse Donut må som Crawlere kæmpe sig frem fra niveau til niveau i Verdensdungeonen, hvis de vil overleve, og vinde den ultimative præmie. Undervejs kan de optjene evner og genstande, som, hvis de er heldige, kan hjælpe dem undervejs. Men Verdensdungeonen er fuld af farer, og Syndikatet bag har bestemt ikke spillernes bedste interesser for øje. Carl og Prinsesse Donut må lære at samarbejde og finde ud af, hvem de kan stole på, hvis de vil overleve. Men kan en mand og en kat overleve, når de står overfor gobliner, feer, muterede dyr, monstre, magi, talkshowværter, eksploderende toiletter og en AI med en fodfetich? Hvert minut tæller og alle kneb gælder, når spillet er i gang...

Dungeon Crawler Carl-serien er blevet rost til skyerne og hypet helt vildt på diverse bogplatforme, og jeg var derfor noget spændt på, om bogen kunne leve op til mine forventninger og seriens hype. Jeg havde dog ikke behøvet at være urolig, for Dungeon Crawler Carl levede op til begge dele, og jeg forstår til fulde hvorfor serien er blevet så populær, som den er. 
Sproget er letlæst og flydende, dialogerne fungerer virkelig godt, og hver karakter har en tydelig og særegen sprogtone, der gør det nemt at adskille dem fra hinanden. Bogen er proppet med computerspilsbegreber, popkulturelle referencer og masser af humor, kombineret med en god omgang samfundskritik og seksuelle undertoner. Bogens beskrivelser er livagtige, billedskabende og til tider temmelig splattede, og forfatteren er eminent god til at skrive stemninger frem. Stor ros også til den danske oversætter Tom Vedsted Vonsild, som har gjort et fantastisk stykke arbejde med at få såvel humor som spilbegreber til at give mening og spille på dansk. 
Universet er på en gang velkendt og fremmedartet, med elementer fra vores egen verden blandet med magi, teknologi og computerspilsuniverser. Resultatet er utroligt originalt og velfungerende, og som læser føler man sig hurtigt som en del af spillet. Bogens mange illustrationer er også med til at gøre universet levende, og de små sort/hvide stregtegninger er virkelig flotte. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og jeg kedede mig ikke et eneste sekund. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, magi, monstre, computerspilselementer, rumvæsener, ødelæggelse, død, mord, muterede dyr, talkshows, reality-tv, mod, hævn, intriger, forræderi, grådighed, magt og masser eksplosioner, godt krydret med talende katte, umage venskaber, medmenneskelighed, kærlighed, kæledyr og kampen om overlevelse. Bogen er umulig at slippe, og jeg slugte den på ingen tid. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og selv de onde var det svært ikke at holde af. Hovedpersonen Carl er veteran fra den amerikanske kystvagt og lidt af et mekanikergeni. Han er høj, stærk og god til nærkamp, og ikke bange for at tage kampen op mod overmagten. Men han har også et stort hjerte og et ønske om at gøre det rigtige, selv når spillet gør det umuligt. Carl er fast besluttet på ikke at lade spillet knække ham, men ønsker sig mest af alt et par bukser, og så var jeg ret vild med hans "fuck det"-attitude. Kemien mellem ham og Prinsesse Donut er helt fantastisk. Hvor Carl er den mere forsigtige type, er Prinsesse Donut ikke bleg for at kaste sig selv - eller rettere Carl - ud i kampen, i jagten på likes, følgere og evner. Hun er intelligent og til tider temmelig skånselsløs, og hader hunde, men også modig, selvbevidst og, som alle katte, fuldstændig sikker på, at hun er universets midtpunkt og fortjener al den tilbedelse, hun kan få poterne i. Men selvom hun betragter Carl - og mennesker i øvrigt - som sin tjener, så holder hun også meget af ham, og er parat til at kæmpe for ham. Af bipersonerne holdt jeg især af Mordecai, Carls og Donuts mentor og træner i spillet, som mindede en del om Master Splinter, men samtidig gemmer på en traumatisk fortid som tidligere Crawler. Men også AI-observatøren med dens sassy kommentarer, humoristiske og til tider temmelig forstyrrede forklaringer, og en (mulig) fodfetich - eller i hvert fald stor påskønnelse - for Carls fødder var svær ikke at holde af, og det samme gjaldt den hjemløse Crawler Agatha, beboere og personale fra plejehjemmet Meadow Lark og talkshowværten Odette. Og mens modstanderne i spillet til tider var groteske, klamme og voldelige, kunne jeg ikke lade være med at føle sympati med såvel gobliner som dingoer, der bare ønsker sig et bedre liv. 
Dungeon Crawler Carl var en rigtig god start på en serie, jeg glæder mig helt vildt til at læse videre i. Faktisk er det eneste minus, at næste bind ikke er udkommet på dansk endnu, så jeg kunne fortsætte serien med det samme! Kunne man lide Malice-serien af Chris Wooding, Ready Player One af Ernest Cline, Hunger Games af Suzanne Collins, A Hitchhiker's Guide to the Galaxy af Douglas Adams eller Et Grimm't eventyr af Dennis Jürgensen, eller er man vild med computerspil, LitRPG, fantasy, science fiction eller science fantasy, så er serien her helt klar værd at prøve kræfter med, og er man katteejer med hang til splat, computerspil, grovkornet humor og popkulturelle referencer, er bogen tæt på et must read. Dungeon Crawler Carl får mine varmeste anbefalinger, og jeg glæder mig allerede til næste bind. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Leoniderne

Leoniderne er 1. bind i science fantasy-serien Spektrum, skrevet af Nanna Foss. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal. 

Emilie er klassens stille pige. Hun er dygtig i skolen, men har det svært i klassen socialt, hvor hun er mobberen Jonathans yndlingsoffer. Emilies bedste venner er brødrene Alban og Linus, som hun tilbringer næsten al sin tid sammen med. 
Emilie elsker at tegne, og er også god til det, men alt ændrer sig, da hun tegner en dreng, hun har set i sine drømme. Dagen efter begynder drengen, Noah, og hans søster Pi nemlig i Emilies klasse, og det er ikke den eneste uforklarlige ting der sker omkring Emilie. Snart begynder flere af hendes drømme at blive til virkelighed, men ikke alle drømme er lige gode, og snart står Emilie midt i et mareridt. 

Jeg læste Leoniderne første gang i den oprindelige udgave kort før serien blev rebootet tilbage i 2020, og nu har jeg så endelig fået genlæst den i den nye udgave. Udover at blive forbløffet over, hvor meget jeg havde glemt af handlingen (jeg tror mange af os har fortrængt dele af 2020), så endte genlæsningen med at være en virkelig god oplevelse, blandt andet fordi jeg opdagede flere af de spor som forfatteren lagde ud undervejs i bogen, end jeg gjorde første gang, jeg læste den. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke er fan af seriens nye forsider, men det er en smagssag. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, så man næsten kan mærke vinterkulden og lugte røgen, mens man læser bogen. En god portion humor, litterære og videnskabelige referencer og velfungerende dialoger er også med til at hjælpe stemningen og spændingen på vej. I forbindelse med rebootet fik sproget en opstramning, og selvom indholdet er det samme, har det gjort, at personerne føltes langt mindre hysteriske og mængden af teenagedrama reduceret i denne genlæsning, hvilket var rart. 
Mens bogens univers langt henad vejen er realistisk og sat i vores verden, så er der tilpas med mystiske og overnaturlige elementer til, at verdenen alligevel føles anderledes. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og historien er fyldt med spænding, uhygge, venskab, mobning, paranormale evner, videnskab, kærlighed, identitet og tidsrejser, og så er serien foran sin tid i forhold til repræsentation af unge med handicap. 
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og jeg kunne rigtig godt lide hovedpersonen Emilie, selvom hun til tider virkede lidt for selvmedlidende. Emilie er stille, dygtig i skolen og har talent for at tegne. Desværre gør det hende også til yndlingsoffer for Jonathan, som er noget af en psykopat. Selvom Emilie elsker sin familie, føler hun indimellem, at hun drukner i den hjemlige støj, og så er det godt, at hun kan besøge sit "andet hjem" hos Alban og Linus. Venskabet mellem Emilie og især Alban er virkelig godt beskrevet, og på trods af, at der intet seksuelt er imellem dem (og hvor er det befriende med et teenagevenskab uden antydning af kærlighedsfnidder), så er deres indbyrdes kemi og "søskendebånd" virkelig stærkt. Alban er da også den af bipersonerne jeg synes bedst om. Han er blind, men lader ikke sit handicap begrænse eller definere sig, og så har han en utrolig evne til at se positivt på tingene. Alban er også beskyttende, kreativ, intelligent og loyal, og parat til at gøre alt for at beskytte dem han elsker. Linus er måske nok Albans lillebror, men er ligeså beskyttende over for Alban, og vant til at hjælpe når Alban har behov for det. Han er nørdet, hyperintelligent og elsker computerspil og dyr. Tvillingerne Noah og Pi er på mange måder diametrale modsætninger. Pi ser lyst på tilværelsen, er positiv og venlig, mens Noah er mere lukket, grov i munden og har et voldsomt temperament. Adriana er klassens stræber. Hun er smuk, karakterfokuseret og har sin egen klike, men kan også virke kold og  lukket. Hvor Emilie skal tvinges til at sige noget i timerne, kan Adriana næsten ikke få hånden ned, men samtidig får man efterhånden en følelse af, at Adriana er mere sårbar og usikker, end man skulle tro. Jeg kunne da heller ikke undgå at have en smule ondt af hende, især efter hendes mor kom på scenen. Jeg ville dog ønske, at bogens voksne var en smule mere tilstedeværende, både fysisk og følelsesmæssigt, og ikke mindst skolens lærere, som må være kollektivt blinde over for den hårde mobning Jonathan står for. Men det er en også den eneste anke jeg har i forhold til persongalleriet. 
Leoniderne var en virkelig god og spændende start på en serie hvor spændingen er i top, karakterarbejdet eminent, og forfatteren samtidig formår at bringe vigtige og tabuiserede emner som mobning, sorg og at leve med handicap på banen, uden det bliver moraliserende eller drukner handlingen. Kan man lide tidsrejser, paranormale evner, masser af spænding, humor og fantastiske karakterer, så kan bogen her kun anbefales. For mig var Leoniderne helt klart gensynet værd, og jeg glæder mig til langt om længe at få læst videre i serien. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Stjernedrømme

Stjernedrømme er 1. bind i science fiction-trilogien Skæbnekløver, skrevet af Mikkel Wendelboe. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Krabat. 

Emilia bor på Lyra med sin familie. Hendes far er højt placeret i Føderationens administration, og forventer, at Emilia følger i hans fodspor. Emilia drømmer selv om at blive pilot og besøge andre planeter, hvad hendes ambitiøse far er imod. 
I skolen bliver Emilia mobbet, dels på grund af hendes fars position og dels for hendes intelligens og viden, hvilket giver hende øgenavnet stræber. Heldigvis har hun veninden Tara, og er derfor ikke helt alene. 
Da en ny elev dukker op på skolen, ændrer alt sig for Emilia. Stacy er rebelsk, mystisk og virker sært tiltrækkende på Emilia, og før Emilia får set sig om, er hun ude, hvor hun ikke kan bunde. Stacy får hende til at stille spørgsmål til det samfund, hun troede, hun kendte, og pludselig har hendes drømme en chance for at blive til virkelighed. Men kan Emilia stole på Stacy? 

Jeg har efterhånden læst en del bøger af Mikkel Wendelboe, og er ret vild med hans måde at skrue historier og verdener sammen, og Stjernedrømme var bestemt ingen undtagelse.
Sproget er flydende, og trods en del fremmede begreber, der er med til at sætte stemningen, letlæst. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, dialogerne velfungerende, og så har forfatteren tilføjet en god portion humor, der er med til at give personerne kolorit. 
Universet er gennemført, velfungerende og originalt, og forfatterens worldbuilding er, som altid, helt i top. Bagest i bogen er der en ordliste, som dels forklarer nogle af bogens begreber, og dels giver et ekstra lag til worldbuildingen, hvilket er virkelig fedt. 
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at gætte hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, system- og teknologikritik, drømme, mobning, vold, intriger, forventninger, venskab, spirende følelser, hemmeligheder og fremmede væsner, krydret med politiske hierarkier, forældreambitioner og søgen efter sin egen identitet. Alt sammen fortalt i et højt tempo, der gør det næsten umuligt at slippe bogen, og en ond cliffhanger, der gør det svært ikke straks at kaste sig over næste bind. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og jeg kunne rigtig godt lide hovedpersonen Emilia. Hun er intelligent og drømmende, men også usikker på sig selv, og har svært ved at sige fra over for såvel sin far som de andre elever. Dette skyldes i høj grad den voldsomme mobning hun bliver udsat for, som, hvis det ikke var for veninden Tara, ville føre til total isolation og ensomhed. Emilia er vokset op i Føderationen og både tror på og er loyal over for styret, men begynder langsomt at stille spørgsmål ved styrets metoder. Mødet med Stacy vender op og ned på alt det, Emilia tror på, inklusiv hendes egne følelser og seksualitet. Og kemien er da også i den grad tilstede imellem de to. Af bipersonerne var det især Stacy og Tara, der gjorde indtryk. Stacy er mystisk, forførende og sikker på sig selv, samtidig med at hun ser stort på regler og normer. Hun er modig, bramfri, hemmelighedsfuld og impulsiv, og ikke bange for at sige hvad hun tænker. Tara er loyal og impulsiv, og begejstres let, men er samtidig en smule naiv og optaget af legender. Og så har hun et ubrydeligt og varmt venskab med Emilia, hvilket også gør hende til lidt af en outsider i skolen, samtidig med at de to piger supplerer hinanden rigtig godt. Til gengæld brød jeg mig ikke specielt om Emilias far, der er superambitiøs på sin datters vegne uden at lytte til, hvad hun egentlig selv ønsker. At han også har tendens til raserianfald og leflen for folk med magt eller forbindelser, gav mig et noget anstrengt forhold til ham, på trods af, at han tydeligvis elsker sin familie og også er stolt af sin datter. Og så er der chefen for sikkerhedsstyrken, som bruger sin magt til at styre Føderationen i den retning, han selv ønsker, samtidig med at han har tendens til at overreagere, når folk eller situationer går ham imod. 
Stjernedrømme var en virkelig god start på en serie, som jeg allerede glæder mig til at læse videre i, hvilket ikke mindst skyldes personerne og den fantastiske worldbuilding. Kan man lide science fiction med masser af originalitet, fantasi og højt tempo, med et strejf af samfundskritik og masser af humor, så kan bogen her kun anbefales.  

Se også forfatterens hjemmeside. 

Jekyll & Hyde genfortalt

Jekyll & Hyde genfortalt er en genfortælling af Robert Louis Stevensons gyserklassiker Dr. Jekyll og Mr. Hyde, skrevet af Kenneth Bøgh Andersen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 

Sagføreren Gabriel Utterson er bekymret for sin gamle ven, Dr. Henry Jekyll. Hans bange anelser startede med udformningen af Jekylls testamente, hvori Jekyll efterlader hele sin store formue til sin ven og assistent, Edward Hyde. En person, som Utterson, trods deres mangeårige venskab, aldrig har mødt eller hørt om før. Under en gåtur med hans slægtning Richard Enfield tager de bange anelser til, da Enfield fortæller Utterson om en uhyggelig episode involverende netop Hyde. 
Bekymret beslutter Utterson sig for at finde ud af, hvem Hyde er, så han, om nødvendigt, kan advare Jekyll. Det viser sig snart, at Hyde er både langt farligere og har en langt større indflydelse på Jekyll, end Utterson havde mistanke om. Både Hyde og Jekyll gemmer på farlige hemmeligheder. Hemmeligheder, som kan koste dem begge livet... 

Jeg læste den oprindelige klassiker som barn, og selvom jeg ikke kunne huske mange af detaljerne fra handlingen, så husker jeg stadig den underliggende, knugende rædsel, som gennemsyrede bogen, og den uhyggelige Hyde. Bogen skræmte mig fra vid og sans, og jeg har af samme grund aldrig senere turde genlæse den. Men da Kenneth Bøgh Andersen satte pennen i den, blev jeg alligevel nysgerrig. At jeg også er blevet noget mere hærdet over for gys, siden jeg læste historien første gang, spillede også ind. 
Og hvor er jeg glad for, at jeg genoptog bekendtskabet med Jekyll og Hyde. Eller stiftede bekendtskab med dem på ny, for genfortællingen har givet dem begge nye stemmer, uden på nogen måde at fjerne den krybende uhygge, der skræmte mig så meget som barn. 
Sproget er letlæst og flydende, med levende og billedskabende beskrivelser, som sammen med Rasmus Jensens utroligt flotte og stemningsskabende sort/hvide illustrationer gengiver originalens gru og uhygge, og hensætter læseren til 1800-tallets mørke og farlige gader i London. Forfatteren formår at bevare sprogtonen fra originalen, men har gjort teksten mere læsbar for nutidige læsere. 
Handlingen er blevet strammet op, plothuller fyldt ud, og historiens flow er blevet mere jævnt fordelt, hvilket gør læsningen lettere, set med nutidige øjne. Samtidig har forfatteren tilføjet små easter eggs i form af litterære og historiske referencer, hvilket jeg altid sætter pris på. Historien om Jekyll og Hyde er nok en af de bedst kendte, og har endda givet navn til et velkendt popkulturelt begreb, men alligevel formår den at overraske undervejs. Samtidig stiller den en række spørgsmål om det at være menneske. Hvad er godt og hvad er ondt? Hvad sker der, når videnskaben leger Gud? Hvad sker der, når moralen bukker under for ens inderste, mørke impulser? Og kan man stoppe, når man først har taget de første skridt ind i mørket? Det er en historie om godt og ondt, hemmeligheder, videnskab, mord, vold, venskab, afhængighed, og at miste kontrollen over sig selv. Men også en historie om at konfrontere sin egen mørke side, og vælge hvilken slags menneske man ønsker at være. Som Frankenstein har også Jekyll og Hyde et science fiction-element i form af Jekylls videnskabelige elementer, og også her tager lægens nysgerrighed og jagt på videnskabelig berømmelse en uventet og tragisk drejning. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og de forskellige synsvinkler undervejs gør, at man lærer såvel fortælleren Utterson som Jekyll, Hyde, og Hydes ofre rigtig godt at kende. Utterson er den respektable sagfører, som både har en stor pligtfølelse, men også en stor loyalitet over for sine venner. Sidstnævnte i en sådan grad, at han er parat til at gå meget langt både for at beskytte deres hemmeligheder og redde dem. Jekyll er på overfladen charmerende, venlig og gavmild, men bag facaden gemmer sig en trang til at undslippe den respektable spændetrøje, han selv og samfundet har iført ham, og udleve sine inderste, forbudte, lyster. En trang, der hurtigt viser sig at være så stærk, at han ikke kan undvære sit fix. Hyde er brutal, impulsiv, ondskabsfuld og voldelig, men også snu, og parat til at gøre alt for at overleve. Han afskyr Jekylls respektabilitet, men er samtidig ikke sen til at udnytte den til sin egen fordel. Også bipersonerne er interessante, og jeg havde selv et blødt punkt for Jekylls hushovmester Poole, som virkelig er indbegrebet af engelsk butler. 
Med Jekyll & Hyde genfortalt giver forfatteren nyt liv til gyserklassikeren, og resultatet er næsten mere skræmmende end originalen. Forfatteren har tilføjet både prolog og epilog til den oprindelige fortælling, hvilket giver en god ramme til historien, og samtidig tilføjet et spændende efterord om arbejdet med - og ændringerne af - klassikeren. Både nye læsere og kendere af historien vil kunne læse med, gyse, og leve sig ind i dualiteten mellem Jekyll og Hyde, og de eviggyldige spørgsmål, bogen stiller, og de fantastiske illustrationer gør kun læseoplevelsen endnu bedre. Bogen har mine varmeste anbefalinger. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Frankenstein genfortalt

Frankenstein genfortalt er en genfortælling af Mary Shelleys gyserklassiker Frankenstein, skrevet af Kenneth Bøgh Andersen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 

Et skib på videnskabelig ekspedition til Nordpolen redder ved et tilfælde en mand fra den visse død på isen. Dødssyg fortæller manden sin historie til kaptajnen. En historie fyldt med tragedie og forfærdelige handlinger, og en endeløs jagt på hævn... 

Langt de fleste har hørt om Frankenstein, enten refereret i bøger eller på film, men det er nok de færreste, der også har læst bogen. Jeg er en af dem, der har. Både i en forkortet udgave som barn, og den oprindelige udgave som voksen, men det er først nu, i Kenneth Bøgh Andersens genfortalte version, at jeg for alvor har kunnet leve mig ind i historien, og føle dens underliggende gru. Som barn gik hele den filosofiske del hen over hovedet på mig, og jeg syntes derfor, bogen var decideret kedelig. Som voksen fik jeg lidt mere med, men også her stod jeg af overfor de filosofiske dele, som fyldte for meget i forhold til selve handlingen, og bogen blev ikke lettere tilgængelig af det 1800-tals engelsk, den var skrevet på. Frankenstein har haft, og har stadig i dag, en stor rolle som begreb i populærkulturen, men den oprindelige historie er blevet godt og grundigt forvansket undervejs, i en sådan grad, så Frankenstein for mange er blevet til monstrets navn i stedet for monstrets skabers. 
Som mange klassikere har bogen fået et rygte for at være svært tilgængelig for læsere, hvilket til dels passer, da skrivestilen har ændret sig en del siden den første gang udkom i 1818. I Kenneth Bøgh Andersens genfortælling får historien nyt liv, og bliver pludselig tilgængelig for også de læsere, som har det svært med klassikere, og det får bogens budskaber og stemning til at fremstå endnu tydeligere. 
Sproget er letlæst og flydende, men bevarer sprogtonen fra bogens samtid, så man stadig føler sig hensat til fortiden som læser. Beskrivelserne er levende, billedskabende, og til tider kvalmende grafiske, og forfatteren formår at beholde den underliggende stemning af gru, som prægede originalen, hele vejen igennem. Rasmus Jensens flotte sort/hvide illustrationer er med til at fastholde uhyggen og stemningen hele vejen igennem, og tekst og illustrationer supplerer på den måde hinanden rigtig godt. 
Handlingen er blevet strammet op, det unødvendige skåret fra (heriblandt en del af de lange filosofiske udredninger, som fik mig til at stå af som både barn og voksen), og plothuller fyldt ud, hvilket både gør historien mere sammenhængende, og handlingens flow bedre, da historien ikke forsvinder ud af unødvendige tangenter undervejs. Paradoksalt nok får fjernelsen af mange af de lange filosofiske udredninger bogens filosofiske og moralske overvejelser til at fremstå endnu tydeligere, da man som læser i højere grad selv kommer frem til pointerne i stedet for at få fortalt, hvad facit er. Eller sagt på en anden måde: Der er kommet mere show end tell, hvilket klæder historien. Grundlæggende er Frankenstein en historie om livets store spørgsmål. Hvad er livet? Kan døden overvindes? Hvad er sjælens væsen? Og kan mennesket tillade sig at lege Gud? Det er en historie om en videnskabsmand, der går for vidt i jagten på svar og ønsket om berømmelse, og de konsekvenser, hans valg får, både for ham selv, og dem, han elsker. Men også en historie om jagten på accept, kærlighed og menneskelighed, om ensomhed, hævn, og at tage ansvar for sine handlinger, om at blive uskyldigt dømt, og leve ned til folks forventninger. For hvem er mest monstrøs: Skaberen eller væsnet? Og bliver man født som monster, eller skabes monsteret af omverdenen? 
Personerne er levende og menneskelige, og som læser kommer man til at lære både Victor Frankenstein og monsteret rigtig godt at kende. Man føler og lider med dem begge to, i en sådan grad, så det er svært at vide, hvem der er helten, og hvem der er skurken. Og om det overhovedet giver mening, at klassificere dem sådan, for både monster og skaber er i stand til frygtelige gerninger og dybe følelser. 
Frankenstein er en ægte klassiker - endda i dobbelt forstand, da den regnes som klassiker indenfor både gys og science fiction - og med Frankenstein genfortalt har Kenneth Bøgh Andersen givet klassikeren en kærlig opdatering, så også nutidens læsere kan få glæde af historien, og tage ved lære af de spørgsmål, historien stiller om etik, moral, og det at være menneske. Spørgsmål, der stadig er aktuelle i dag, og med videnskabens udvikling måske i endnu højere grad, end da Mary Shelley stillede dem i 1800-tallet. En klar anbefaling herfra, hvad enten du har læst den oprindelige udgave eller stifter bekendtskab med historien for første gang. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Top 10 Liste: Fantasy- og science fiction-tegneserier/graphic novels

I Top 10 Listerne giver jeg 10 anbefalinger til fantasylæsning, ud fra min egen læsning.  
Top 10 Listerne er ikke i prioriteret rækkefølge, hvor det bedste står øverst, men simpelthen 10 fantasyanbefalinger fra mig til jer. 
Rigtig god fornøjelse.

10 fantasy- og science fiction-tegneserier/graphic novels

Jeg er vild med at læse tegneserier og graphic novels, og selvom det normalt ikke er noget, der fylder meget på bloggen (bortset fra i mine månedlige læsestatus-indlæg), så kunne jeg rigtig godt tænke mig at anbefale nogle af mine yndlingstegneserier/graphic novels til jer. Og hvad er mere nærliggende, end at lave en Top 10 Liste? Listen består denne gang af både gamle og nye bekendtskaber, og jeg har valgt at tage både fantasy- og science fiction-titler med - selvom science fiction-delen kun består af en enkelt titel. Til gengæld er det min absolutte yndlingstegneserie. For at komme i betragtning til denne liste skal tegneserien eller graphic novel være enten fantasy eller science fiction, jeg skal have læst mindst første bind, hvis det er en serie, og jeg skal have elsket den, da jeg læste den. Da rigtig mange tegneserier og graphic novels udkommer i serier, består listen ikke overraskende mest af serier, og anbefalingen gælder her serien som helhed - hvilket betyder, at der kan optræde spoilers undervejs. 
Da langt de fleste af de nævnte titler ikke har en dansk Goodreads-omtale - hvis de overhovedet findes på Goodreads - kommer jeg denne gang selv med et kort resume af serien/de enkelte bind. I de tilfælde, hvor en serie har skiftet forfatter eller tegnere undervejs, er det forfattere og tegnere fra første bind, der nævnes. 

Philippe Luguy og Jean Léturgie: Ridder Goodwills eventyr

Den onde adelsmand Totenfels og hans troldmand søger efter tre sagnomspundne ædelsten, der tilsammen har næsten ubegrænset magisk magt, og kan ændre magtbalancen i kongeriget. Den ene ædelsten er ejet af den unge ridder Goodwill, som, før han ved af det, er blevet en del af Totenfels komplot mod kronen. Sammen med sin væbner Kervin må Goodwill tage kampen op, men kan en ridder vinde mod sort magi? 

En af de første fantasytegneserier, jeg kan huske fra min barndom, er Ridder Goodwills eventyr. Serien er oprindeligt fransk, med titlen Percevan, men er blevet oversat til dansk ad flere omgange. På fransk er der udkommet 16 album, samt et album med "fraklip", mens der på dansk indtil nu er udkommet 15 album og et album med "fraklip". Et bind 17 skulle efter sigende også være på vej på fransk, men har ingen udgivelsesdato endnu. Første bind, på dansk De tre stjerner, udkom i øvrigt på fransk samme år som jeg blev født, nemlig 1982. 

Jeg stiftede bekendtskab med serien gennem min morbror, som havde en stor tegneseriesamling, og det, der fangede mig, var den meget klassiske fantasyopbygning. Vi har en ædel ridder, der skal redde kongeriget fra ond magi og intriger, en ond skurk, kærlighed, masser af troldfolk - både gode og onde - og et komisk indslag fra ridder Goodwills væbner Kervin, der, selvom han er modig når det gælder, ikke altid er lige heldig. Serien skulle efter sigende være inspireret af både Asterix og Ringenes Herre, og som læser kan man da også sagtens se parallellerne, både i tonen, persongalleriet og verdensopbygningen. 

Forhåbentlig bliver også det (indtil videre) sidste bind i serien oversat til dansk, for desværre er mine franskkompetencer ikke helt gode nok til at fortsætte serien på originalsproget. 

Peter Madsen: Valhalla

De gamle nordiske guder og gudesagn vækkes til live med masser af humor i denne serie, der har fået nærmest kultstatus i Danmark. Mød Thor, Loke, Odin og alle de andre guder, når de tager kampen op mod jætter, Fenrisulven og døden selv, for at stoppe det lurende Ragnarok. 

En anden tegneserie fra min barndom er Valhalla-serien af Peter Madsen. En serie, der om nogen har været med til at gøre den nordiske mytologi tilgængelig for børn og barnlige sjæle med dens humoristiske take på de nordiske guder og de mange historier knyttet til dem. Første bind, Ulven er løs, udkom i 1979, og sidste bind, Vølvens syner, i 2009, og serien har således fulgt mig fra barndommen og ind i voksenlivet. Jeg kan da også huske at have lånt serien først på skolebiblioteket og siden på folkebiblioteket, før jeg endte med selv at få den samlede saga hjem til reolerne. Serien er fyldt med magi, guder, kærlighed, forræderi og myter, og er et must read for alle, der elsker nordisk mytologi og tegneserier. Og så er det sjovt som voksen at finde de små easter eggs i form af blandt andet historiske personer, som forfatteren og tegneren har gemt rundt omkring i de forskellige albums.  

Christophe Arleston og Alessandro Barbucci: Ekho spejlverdenen

På en flyrejse havner den unge pige Fourmille og hendes sidemand på mystisk vis i en anden verden. I Ekho er alt både fremmed og velkendt, og de to må lære at arbejde sammen, hvis de skal overleve. Da Fourmille bliver besat af sin afdøde tantes ånd, må hun forsøge at finde ud af, hvem der myrdede hende. Og helst inden morderen også får taget livet af Fourmille. 

Et forholdsvis nyt bekendtskab på tegneseriefronten er Ekho spejlverdenen. Serien er oprindeligt fransk, og første bind, New York, udkom på originalsproget i 2013, og på dansk i 2018. 

Serien blander magi, steampunk og mærkelige væsener med kendte personer, byer og historie fra vores egen verden på en utroligt original måde, og som læser er det sjovt at kunne se de mange hints til populærkulturen undervejs. Samtidig har serien en god portion humor, og som inkarneret tedrikker kan jeg kun tilslutte mig teens beroligende evne, der spiller en stor rolle undervejs. Det er dog især illustrationerne, der gør tegneserien til noget helt særligt, da de er utroligt detaljerede, og så er jeg ret vild med Fourmille, der er en pige med ben i næsen, selv når hun bliver besat af afdøde personer. Serien består indtil videre af 9 albums, hvoraf de første 7 er oversat til dansk, og jeg glæder mig allerede til næste bind udkommer. 

Roger Leloup: Yoko Tsuno

Elektroingeniøren Yoko Tsuno er født i Japan, men bor i Europa, hvor hun forsker. Sammen med de to TV-folk Pol og Vic kommer hun på noget af et eventyr, da de havner hos en fremmed civilisation, der bor langt under jordens overflade. En civilisation, der trues af udslettelse, og som bestemt ikke er glad for fremmede. 

Listens eneste science fiction-bidrag er en ægte klassiker, og den første science fiction-tegneserie, jeg stiftede bekendtskab med. Faktisk er det en af de første tegneserier, jeg overhovedet kan huske, at jeg læste, og igen var det min morbror, der lagde samling til. Han forærede mig i øvrigt de første bind i serien på et tidspunkt, og siden udbyggede jeg selv min samling, som i dag er komplet. Serien hører i dag til på min autobuy-liste, og jeg glæder mig hver gang, der kommer et nyt album. 

Serien er i dag på 30 bind, og på trods af at tegneren efterhånden er i 70'erne, er han stadig aktiv som serietegner, så det er slet ikke umuligt, at der kommer flere bind i serien. Yoko Tsuno er oprindeligt belgisk, og første bind, Nærkontakt i jordens indre, udkom i 1971 - på dansk i 1972.

I serien kommer Yoko vidt omkring - fra jordens indre til andre planeter, tidsrejser og mystiske komplots. En af de ting, jeg faldt for, var venskabet mellem Yoko, Pol og Vic, og senere Yoko og Khany, og så er det rart med en tegneserie med en kvindelig hovedperson, hvor kærlighed kun spiller en marginal rolle undervejs. Persongalleriet er efter 30 bind blevet temmelig stort, hvilket desværre gør nogle af de senere albums en smule uoverskuelige og gentagende, fordi tegneren gerne vil have så mange med som muligt, men de første albums er stadig fænomenale, og Yoko er en skøn hovedperson med både hjerne, hjerte og mod. Serien hører da også til mine absolutte favoritter, og jeg kan kun anbefale den. 

Thomas Day og Olivier Ledroit: Wika

Den onde fyrst Oberon angriber fuld af hævntørst hertug Grimm og hans gemalinde Titania. Fortet falder, men deres datter Wika bliver reddet. For at sikre den lille fes overlevelse, må hendes redningsmand klippe vingerne af hende, og skjule hende hos en menneskelig adoptivfamilie. Men Wika er stadig en fe, og da hendes kræfter begynder at vise sig, må hun flygte igen. 

En af de nyeste serier på listen er Wika. Serien består af tre bind, hvoraf første bind, Wika og Oberons rasen, udkom på fransk i 2014 og på dansk i 2015. 

Serien er en fantastisk blanding af fantasy, steampunk og En skærsommernats drøm af Shakespeare, og selvom selve historien, indrømmet, er en smule rodet, så opvejer de fantastiske illustrationer det i den grad. Detaljerigdommen er helt utrolig, og tegneren har i den grad leget med formatet, hvor der er både to- og firsides illustrationer med dobbeltsider indsat undervejs, så de største illustrationer kommer til sin ret. Her er magiske væsener, magi og kærlighed for alle pengene, fortalt gennem utroligt smukke billeder, og er man til feer, hævn og kampen mod det onde, kan serien kun anbefales. 

Will, A. Franquin, Y. Delporte og R. Macherot: Isabelle

Isabelle bor hos sin tante Ursula, der bager de mest vidunderlige tærter. Hun har en helt særlig evne til at se de ting, almindelige mennesker ikke lægger mærke til. En evne, hun får god brug for, da hendes troldmandsonkel Hermes dukker op, og har brug for hjælp til at hæve den forbandelse, der hviler over ham. 

En anden tegneserie fra min barndom er Isabelle. En serie, som jeg kom lidt skævt ind i, da jeg startede ud med at læse bind to hos mine gudforældre, og først som voksen fik læst starten på serien - som så i virkeligheden ikke er starten, da Den forheksede onkel oprindeligt udkom som bind tre på originalsproget belgisk. Første bind udkom på originalsproget i 1970, foruden et par tidligere småhistorier fra 1968 og 1969, og på belgisk udkom i alt 12 bind, hvoraf det sidste udkom i 1995. Serien skiftede i øvrigt forfattere flere gange undervejs, men tegneren har været den samme fra første til sidste album. På dansk udkom i alt fem bind fra 1979 til 1987, men Forlaget Zoom har planer om at genudgive og fortsætte serien, så forhåbentlig bliver det snart muligt at læse den oprindelige start på serien på dansk. 

Serien har et meget typisk fantasy-set up, hvor kampen mellem den gode troldmand Hermes og den onde heks Calendula, der har forbandet Hermes, er i centrum. Det hele kompliceres yderligere, da Hermes falder for Calendulas mange gange-tipoldedatter, som også hedder Calendula. Undervejs møder læseren, og Isabelle, mærkelige væsener, og lærer den magiske verden, der skjuler sig bag vores egen, at kende. Her er masser af magi, ondskab og kærlighed, og Isabelle er en skøn hovedperson med hendes evne til at tage det overnaturlige i stiv arm og bruge sin fornuft. Kan man lide fantasy med humor, varme og masser af magi, så er serien her bestemt værd at læse, trods den lidt rodede start på den danske udgave. 

Kieron Gillen, Dan Mora og Tamra Bonvillain: Once and Future

En gruppe nationalister bringer, ved hjælp af det sagnomvundne sværd Excalibur, selveste kong Arthur tilbage. Kongens tilbagekomst sætter gang i en gammel og mørk profeti, der kan ødelægge den verden, vi kender, når mørke monstre slippes løs. Kun én kan standse kongen, før det er for sent: Monsterjægeren Bridgette. Men først skal hun lige undslippe sit plejehjem, og hverve sit barnebarn, Duncan, til kampen. 

Det er måske lidt snyd at tage denne her serie med på listen, da jeg indtil videre kun har læst første volume, men det tog mig til gengæld også med storm. Første volume, The King is Undead, udkom på engelsk i 2020, og serien er, indtil videre, endnu ikke oversat til dansk. Jeg ville dog ønske, at den blev det, for historien er virkelig skøn, og et meget anderledes twist på Kong Arthur-myten. Indtil videre er der udkommet fire volumes, og jeg har lidt svært ved at finde ud af, om serien nu er slut, eller der kommer mere. 

Det, der greb mig ved serien, var dens meget anderledes take på Kong Arthur, som, udover i denne version at være en zombie, også har nogle lidt andre motiver end normalt. Tonen og universet minder derudover en hel del om tv-serien Grimm, med lige dele uhygge og humor, og brugen af kendte historier og sagnvæsener. Det er dog persongalleriet, der for alvor hiver det hele hjem. Hovedpersonen Duncan er en helt almindelig lidt klodset ung mand, der får sit livs chok, da han finder ud af, at hans pensionerede bedstemor er monsterjæger, og gemmer et større arsenal i skoven ud for sit plejehjem. Snart vælter det ud med skeletter i skabene, familiehemmeligheder og monstre, og Duncan må kaste sig ind i kampen mod monstrene, hvis han vil overleve. Og som om det ikke var slemt nok, forsøger han også at finde ud af det der med kærligheden. Ikke helt let, når man har en udød konge efter sig. Duncans bedstemor er herlig. Hun er måske nok gammel, men bestemt ikke tabt bag en vogn, og så både ryger, drikker og bander hun, når hun ikke bekæmper monstre. Er man til gys, action og masser af monstre, er serien helt klart værd at læse. 

Thom Roep og Piet Wijn: Gammelpot

Gammelpot vandrer land og rige rundt, og undervejs hjælper han de folk, han møder, med deres problemer. Det er ikke helt ufarligt, for onde hekse og listige skurke står nærmest i kø, men heldigvis har han sin magiske vadsæk til at føre ham (nogenlunde) uskadt ud af de farer. han møder undervejs. 

Med serien Gammelpot vender jeg tilbage til barndommen. Serien var en af mange, jeg lånte på først skolebiblioteket og siden folkebiblioteket, og med Cobolts genudgivelse af serien på dansk i 2015, er jeg gået i gang med at samle serien selv. Gammelpot stammer fra Holland, hvor første bind, Den forkælede prinsesse, udkom i 1974. Først som føjeton i det hollandske Anders And-blad, og senere i albumform. På dansk udkom første bind i 1977. De første bind i serien er blevet genudgivet ad flere omgange, før forlaget Cobolt i 2015 begyndte at genudgive hele serien med ekstramateriale om tilblivelsesprocessen. Tegner og forfatter har været de samme hele vejen igennem serien, trods en hjerneblødning hos tegneren, der dog ikke stoppede ham, men i stedet fik ham til at tegne resten af serien med venstre hånd - uden at man som læser kan se det!

Gammelpot er for mig ren nostalgi, med en sympatisk og rar hovedperson, der altid er klar til at hjælpe - uanset hvor mange problemer det giver ham. Der er stor forskel på mængden af magi i de forskellige historier. Mens nogle albums er befolket af talende dyr, hekse og troldmænd, tager Gammelpot i andre kampen op mod almindelige smuglere og svindlere uden magiske evner. Ikke overraskende synes jeg bedst om de albums, hvor magien er mest tydelig, men alle albums er charmerende og hyggelige at læse. 

Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel: Skæbnemageren

Simon føler sig overset til fordel for tvillingebroren Tim. Da han en aften ønsker, at hans bror aldrig var blevet født, går ønsket i opfyldelse. Forældrene kan ikke huske Tim, og snart begynder Simon også selv at glemme ham. Simon fortryder ønsket, og rejser til en anden verden, for at få sin bror tilbage. Men livet i den anden verden er farefuldt, og det er ikke sikkert, at Simon slipper fra sin rejse med livet i behold. 

Eneste enkeltbindsværk på denne liste er Skæbnemageren. En fuldstændig fantastisk dansk graphic novel, der udkom i 2017. Tegner og forfatter leger med både sort/hvid og farver undervejs, hvilket er med til at gøre rejsen ind i den anden verden endnu mere magisk, når hele historien pludselig foregår i farver. Tegneren er utroligt god til at fange nuancerne i historien og male stemninger frem, og tekst og billeder supplerer hinanden på fornemste vis. 

Jeg er mangeårig fan af Kenneth Bøgh Andersen, og var derfor meget spændt på at se, hvordan han ville håndtere overgangen til graphic novel. Resultatet talte for sig selv - fuldstændig fantastisk. Og så er det lidt sjovt, hvordan forfatteren har fået puttet easter eggs til nogle af sine andre historier ind undervejs. Historien giver, udover parallellerne til forfatterens egne værker, også mindelser om filmen Labyrinten, hvor hovedpersonen også ønsker sin bror væk, og må gå så grueligt meget igennem, for at redde ham. Og selvom tonen og verdenen i Skæbnemageren er noget mere dyster, så er historien om søskendekærlighed og -jalousi evigtgyldig. Skæbnemageren modtog i 2018 Claus Deleuran-prisen for Bedste danske tegneseriedebut, og det er fuldt fortjent, for det er en fuldstændig fantastiske historie. 

Christophe Arleston og Didier Tarquin: Zanfyst fra Troy

I den magiske verden Troy har alle folk en magisk evne, de kan bruge til både godt og ondt. Zanfyst har evnen til at smelte metal med blikket, og er derfor blevet smed. Han er trolovet med datteren af en vismand, og bor i en lille landsby. Da en ridder kommer forbi, opdager Zanfyst, at han ved at holde ridderens sværd, der har et særligt elfenbenshåndtag, får hidtil usete magiske kræfter. Kræfter, der kan både redde og dødsdømme Troy, for også andre er ude efter sværdet, og Zanfyst får brug for alle sine evner, hvis han skal overleve det, der kommer.  

Et af de nyeste bekendtskaber på denne liste, er serien Zanfyst fra Troy. Jeg lånte første bind på biblioteket, men endte med at købe hele serien, og fortsætter-serien, hjem, fordi jeg bare måtte eje dem. Forfatteren er i øvrigt den samme, som til en anden serie på denne liste, og jeg må bare konstatere, at jeg rigtig godt kan lide hans måde at fortælle på. Og så er jeg ret vild med tegnestilen, der emmer af magi og humor. Første bind i serien udkom på fransk i 1994 og på dansk, med titlen Magohamothens elfenben, i 1995. Serien består af otte bind, men har flere spin off-serier, hvoraf kun den første, Zanfyst fra Stjernerne, er udkommet på dansk. Forhåbentlig bliver resten oversat en dag, for mit fransk er desværre ikke godt nok til at fortsætte på originalsproget. 

Historien i Zanfyst fra Troy er ret klassisk, med en umage helt, der skal redde verden fra ondskaben, krydret med magi, masser af action og et trekantsdrama. Forfatter og tegner har dog formået at gøre seriens verden til noget helt særligt, og så er de ikke bange for at gøre grin med de kendte fantasy-klicheer, hvilket gør historien både sjov og original. At humoren en gang imellem bliver lidt for plat er nok mere en smagssag. Zanfyst er en temmelig typisk fantasyhelt, der tilfældigt ender som den udvalgte, og drager ud på en rejse for at redde verden. Han er ikke altid lige heldig, og hans romantiske forviklinger giver ham en del problemer undervejs, men han er modig, og opsat på at gøre det rigtige. Og hans sidekick, trolden Hebus, er virkelig skøn - på den voldelige, brutale og absolut ikke sturerene måde. Er man til klassisk fantasy med masser af worldbuilding og humor, er serien her et godt bud. 

Supernova

Supernova er 8. bind af graphic novel-serien Amulet, skrevet af Kazu Kibuishi. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 

Emily har mistet kontrollen over sin amulet, og er blevet overtaget af phoenixen. Samtidig kæmper hun en desperat kamp for at frigøre sig fra Stemmens indflydelse, så hun kan vende tilbage til sin familie. 
Imens er Navin på vej til rumstationen Lighthouse One for, sammen med modstandshæren, at kæmpe mod Skyggerne. 
Emily og Navin får brug for alt deres mod og alle deres evner, hvis de skal overleve, og redde Alledia. Men Skyggerne og Stemmen er ufatteligt stærke, og det endelige opgør nærmer sig. 

Jeg er virkelig vild med den her graphic novel-serie, og dette bind var ingen undtagelse. 
Sproget er letlæst og flydende, og dialogerne velfungerende. Og de mange fremmedartede navne og ord er med til at gøre såvel univers som handling levende. 
Universet udvider sig endnu en gang, med nye væsener og steder, og der er denne gang worldbuilding for alle pengene, når forfatteren både tager os med ud i rummet og ind i Tomrummet. De flotte illustrationer gør såvel univers som væsener levende, og især actionsekvenserne er enormt realistiske. 
Handlingen er godt skruet sammen, med indtil flere overraskelser undervejs, og selvom det til tider gik lidt vel hurtigt, så fungerer plottet virkelig godt. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, rumskibe, magi, forræderi, mærkelige væsener, robotter, farlige missioner, magtbegær, venskab og familierelationer. Selvom selve grundhistorien om det gode mod det onde er meget klassisk fantasy, så formår forfatteren at gøre den til sin egen, med såvel fantasy som science fiction og steampunk-elementer, og blandingen er enormt velfungerende. 
Personerne er levende og nuancerede, og Navin og Emily får i dette bind lige meget scenetid. Hvor Emilys kampe til dels foregår indeni, og handler om kontrol af stenvogterkræfterne og sig selv, så er Navins kamp mere udadrettet og fysisk, når han sammen med modstandshæren kæmper mod Skyggerne, og de to supplerer på den måde hinanden rigtig godt, selvom de fysisk befinder sig langt fra hinanden. Både Emily og Navin har udviklet sig en del siden første bind, og har fået mere selvtillid, ligesom deres lederegenskaber har fået lov til at vokse, og det er virkelig skønt at følge. Af bipersonerne var det især Trellis, jeg holdt af. Ligesom Emily og Navin har han udviklet sig meget siden første bind, og har fundet sin egen plads i verdenen. Og så var jeg lige dele fascineret og frastødt af Stemmen, der i dette bind får mere spilletid, og hvis motiver begynder at fremstå klarere for læseren. 
Supernova var endnu et stærkt bind i en fantastisk serie hvor worldbuilding, karakterudvikling og action går op i en højere enhed. Selvom dele af handlingen gik lidt for stærkt for min smag i dette bind, så kan jeg næsten ikke vente med at finde ud af, hvordan det hele ender, og jeg glæder mig helt vildt, til sidste bind udkommer. Er man til fantasy, steampunk og syrede universer, så kan serien her kun anbefales. Jeg er i hvert fald fan! 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Moreta: Dragonlady of Pern

Moreta: Dragonlady of Pern er 7. bind af fantasyserien The Dragonriders of Pern, skrevet af Anne McCaffrey. 

Moreta er leder af Ruathas drageryttere, og ser frem til den dag, hvor hendes dronningedrage lægger sine æg. Tiden nærmer sig, men glæden overskygges snart, da en mystisk sygdom breder sig blandt mennesker og dyr. Pern er i fare, og bliver der ikke fundet en kur, vil der ikke være flere ryttere tilbage, til at brænde Tråd af. 
Men at finde en kur kræver samarbejde mellem såvel ryttere og helere, som lords af de forskellige borgsamfund, og med indbyrdes intriger, magtkampe og stigende frygt og mistillid, vil det kræve et mirakel at få hele Pern til at arbejde sammen. Og tiden er ved at løbe ud. 

Det er nogle år siden, at jeg læste de første bind i serien, og jeg havde glædet mig til et gensyn med Perns drager. Desværre kunne bogen ikke leve op til mine forventninger, hvilket formodentlig skyldtes en blanding af manglende interesse i personerne, og bogens gennemgående tema om en dødelig pandemi, som, verdenssituationen taget i betragtning, var lidt for relaterbar for mig, og ødelagde en del af fornøjelsen for mig. For en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at jeg læser serien i den rækkefølge bøgerne blev udgivet, i stedet for kronologisk, da der stadig bliver udgivet bøger i serien, og kronologien derfor ændrer sig hele tiden. Derfor har bogen en anden bind-angivelse på Goodreads, hvis man skulle undre sig. 
Sproget var flydende, men jeg kunne godt mærke, at bogen har nogle år på bagen, da det til tider virkede en smule bedaget. Beskrivelserne var livagtige og billedskabende, og de mange selvopfundne ord var med til at gøre Pern levende for mig. 
Universet er gennemført og originalt, og balancerer på grænsen mellem science fiction og fantasy, med genmanipulationer, rumkolonisering og sygdomsforskning på den ene side, og et middelalderligt samfund, drager og drageryttere på den anden side. Personligt forstyrrede science fiction-elementerne mig en smule, og jeg ville have foretrukket mere fokus på fantasydelen, men det er en personlig præference, for blandingen fungerer fint og logisk. 
Handlingen er godt skruet sammen, og så slutter bogen på en måde, jeg ikke havde forventet. Historien er spændende, og fyldt med drager, politik, interne magtkampe, kærlighed, pligt, luftkampe, væddeløb og en verdensomspændende pandemi, som gav lidt for mange nutidige associationer.  
Personerne er menneskelige, men desværre følte jeg aldrig rigtigt, at jeg kom ind under huden på nogen af dem. Synsvinklen skifter mellem Moreta, som er leder af dragerytterne, Alessan, som er lord og borgherre, og Capiam, som er heler, hvilket giver et fint billede af, hvordan tre forskellige grupperinger i samfundet forsøger at stoppe pandemien. Problemet var bare, at personerne overhovedet ikke sagde mig noget, og jeg havde, trods et fint persongalleri bagest i bogen, svært ved at holde dem ude af hinanden. Det hjalp heller ikke, at der er rigtig mange navne at holde styr på, og at mange af dem ligner hinanden. Jeg kan derfor heller ikke rigtig sige noget om de tre hovedpersoner, udover at de alle tre var modige og pligtopfyldende. Og bipersonerne kunne jeg slet ikke holde styr på. 
Moreta: Dragonlady of Pern var ikke en dårlig bog, men desværre sagde personerne mig ikke rigtig noget, og havde jeg vist, at den handlede om en pandemi, med lidt for genkendelige symptomer, havde jeg ikke kastet mig over den på dette tidspunkt. Jeg er nemlig ret sikker på, at det var med til at nedsætte både min interesse og min fornøjelse at læse en bog, der, med undtagelse af dragerne, mindede lidt for meget om virkeligheden i 2020. Er man fan af serien, vil jeg stadig anbefale, at man læser bogen, men vent, til vi ikke selv står i midten af en pandemi. Det tror jeg nemlig vil hjælpe en hel del på læseoplevelsen. 

Ready Player One

Ready Player One - Spillet om OASIS er 1. bind af science fiction-serien Ready Player One, skrevet af Ernest Cline. 

I år 2045 er verden plaget af krige, sygdom, og manglende ressourcer, og store dele af jordens befolkning lever i fattigdom. Eneste flugt fra virkeligheden er virtual reality-spillet OASIS, hvor store dele af menneskeheden bruger deres tid. 
Da skaberen af OASIS dør, testamenterer han hele sin formue, og OASIS, til den spiller, der kan løse en række gåder gemt i spillet. Men efter fem år er det endnu ikke lykkedes en eneste spiller at løse den første gåde, og selvom jagten stadig er i gang, er det kun de mest ukuelige spillere, som stadig leder efter sporene. 
En af dem er Wade. Han er forældreløs og fattig, og hans eneste hobby - og altoverskyggende besættelse - er OASIS og dets skaber, og han ved en uhyggeligt masse om skaberens yndlingsperiode, 1980'erne. Wade har ikke midler til at købe ekstraudstyr i spillet, så da han finder det første spor, er ingen mere overraskede end ham. Pludselig får spillere over hele verden blod på tanden igen, og jagten på de næste spor går ind. Men ikke alle spiller for spillets skyld, og før Wade får set sig om, er han jaget vildt. Vil han overleve, bliver han nødt til at løse spillets gåde, men konkurrencen er hård, og det er ikke til at vide, hvem han kan stole på - hverken i den virtuelle eller den virkelige verden. 

Bogen her er lidt af en kultklassiker, og jeg har længe glædet mig til at læse den. Desværre levede den ikke helt op til mine forventninger, selvom den stadig var virkelig god. 
Sproget er flydende, og spækket med nørdede referencer til popkultur og litteratur fra 1980'erne, og den del var jeg ret vild med. De mange computer- og spilreferencer fungerede til gengæld ikke helt så godt for mig, da jeg i mange af tilfældene ikke anede, hvad de betød, og det trak læseoplevelsen en smule ned, da virtual reality spiller så stor en rolle i bogen, som den gør. 
Universet er interessant og gennemført, og der er noget næsten drømmeagtigt over det, fordi kontrasterne mellem virkeligheden og spilverdenen er så store, som de er. Blandingen af dystopisk virkelighed og en altomspændende besættelse af 1980'erne fungerer overraskende godt. Jeg er selv barn af 1980'erne, og selvom jeg ikke fangede alle referencerne (jeg var trods alt lidt for ung, til at have oplevet teenagekulturen i 1980'erne), så var jeg alligevel forbløffet over, hvor meget jeg genkendte. Og samtidig bragte forfatteren en hel del etiske overvejelser i spil omkring retten til privatliv, netetik og monopoler på internettet, som både var tankevækkende og lidt for tæt på vores nuværende virkelighed. For hvem ejer internettet? Og hvor langt er folk parate til at gå for at eje informationerne fra - og adgangen til - det virtuelle liv? 
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med overraskelser, og historien er spændende, og fyldt med action, hemmeligheder, magtbegær, computerspil, gåder, venskab, konkurrence, fattigdom, desperation og drive. De mange spilsekvenser gjorde til tider, at bogen føltes en smule lang - mest fordi jeg som ikke-gamer havde svært ved at forstå spiljargonen, og ikke var vanvittig interesseret i samtlige dele af spillet - men selvom dele af handlingen virkede temmelig syret, og jeg ikke helt forstod gamermentaliteten, så kunne jeg ikke undgå at blive fanget af historien. Også selvom jeg syntes kærlighedshistorien var en smule unødvendig. 
Personerne var for mig en smule flade, da det er de færreste af dem, vi som læser møder i virkeligheden, og med undtagelse af Wade følte jeg ikke, at jeg kom rigtigt ind under huden på dem, før til allersidst. Wade var til gengæld en interessant og nuanceret hovedperson. Først og fremmest er han utroligt nørdet, men han er også modig, handlekraftig og intelligent, samtidig med at han er konkurrencemindet, hjælpsom, og til tider en smule naiv. Af bipersonerne var det især Wades ven Aech, som bed sig fast. Han er intelligent og lige så nørdet som Wade, og de to havde en fantastisk kemi imellem sig, som gjorde, at man virkelig troede på deres venskab - til trods for, at de to aldrig har mødt hinanden i virkeligheden. Art3mis var jeg til gengæld ikke så begejstret for, da hun føltes mere som et ideal, end som en levende person, hvilket gjorde, at forelskelsen mellem hende og Wade føltes temmelig kunstig. 
Selvom bogen var virkelig god, så blev de mange 1980'er-referencer til tider lidt for meget for mig, og især spilreferencerne gik over hovedet på mig. Jeg tror dog, at mere garvede gamere, og læsere, som var unge - eller voksne - i 1980'erne vil få mere ud af bogen, og bogen er helt klart værd at anbefale, da den gemmer på flere vigtige tematikker, foruden en spændende historie.  

Heksen og Liljen

Heksen og Liljen er 1. bind af science fiction-serien Tidsvogterne, skrevet af Leif Jacobsen og Mats Lerneby.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Hoi Forlag. 

Tvillingerne Marie og Max på 13 år lever et helt almindeligt teenageliv. Mens Marie er meget interesseret i bøger, er Max vild med computere og teknologi, og de to bliver opmuntret af deres faste barnepige Amanda, som ofte passer dem, da deres forældre er meget bortrejst.
En dag modtager Marie en mærkelig video fra Amanda på sin telefon, hvor tvillingerne får besked på at tage hen til hendes lejlighed. Men da de kommer frem, er døren brudt op, der er blodspor, og Amanda er sporløst forsvundet. En besked mere, og Amandas mobiltelefon, sender dem på en rejse i tiden tilbage til Firenze i 1500-tallet.
Her møder de både Leonardo da Vinci og Firenzes magtfulde kansler Machiavelli, og bliver rodet ind i et internt magtopgør, som kan koste dem livet, hvis de ikke passer på.

Jeg havde ikke hørt om bogen her, før forlaget spurgte mig, om jeg ville anmelde den, og da jeg altid har været meget historisk interesseret, sagde jeg ja. Men selvom historien var spændende og velresearchet, så følte jeg, at der var et eller andet der manglede.
Sproget er flydende, og en lidt spøjs blanding af nutids-, renæssance- og videnskabelige termer, som, selvom jeg gerne skal indrømme at en del af de videnskabelige udtryk gik over hovedet på mig, fungerede rigtig godt. Beskrivelserne er levende, og man kan næsten lugte (og ja, det er med vilje, jeg bruger det ord), 1500-tallets Firenze.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, og så slutter den med noget af en cliffhanger. Selvom bogen her kun er starten på en serie, og derfor lægger op til de følgende bind, så følte jeg alligevel, at der manglede nogle svar undervejs, hvilket efterlod mig en smule forvirret, og mudrede læseoplevelsen lidt. Og det er synd, for idéen om to nutidsbørn, der havner i renæssance-Firenze er virkelig god, og der mangler da heller ikke hverken spænding eller action. Historien er spændende, og fyldt med intriger, tidsrejser, hekseforfølgelser, søskendeforhold, historiske personligheder, hævn, videnskab, religion og magtbegær, og man kan mærke, at forfatterne har sat sig grundigt ind i den historiske periode, som bogen foregår i. Desværre er der til tider lidt en tendens til infodumping, hvilket trak mig ud af hovedhistorien, fordi jeg i stedet fik en hel masse, absolut interessante, ting at vide, om Leonardo da Vinci, Machiavelli og Firenze, i stedet for at kunne koncentrere mig om plottet.
Personerne var for mig en anelse flade i det, og jeg følte ikke rigtigt, at jeg kom ind under huden på nogen af dem. Og det på trods af, at synsvinklen skifter flere gange undervejs, og fortæller historien fra både helte og skurkes side. Tvillingerne Marie og Max er de to hovedpersoner, som ufrivilligt sendes på en tidsrejse for at redde deres barnepige. Marie er god i skolen, boglig, og anses af forældrene som den ansvarlige af de to, mens Max hellere vil spille computerspil end læse lektier, medmindre det drejer sig om kemi og fysik. De to har et tæt forhold til deres barnepige, som både er deres bedste ven og fortrolige, og derfor vil de også gå langt for at redde hende. Men selvom de to bestemt er modige og intelligente, så tænker de sig ikke altid lige godt om, og er til tider en smule naive, hvilket giver dem en del problemer undervejs. Af bipersonerne var især Leonardo da Vinci og Machiavelli interessante, fordi jeg kendte lidt til dem i forvejen, og som læser lærer man også en del om dem undervejs, men jeg følte ikke rigtig noget for dem undervejs, og de andre bipersoner blev aldrig rigtigt til levende personer, men forsvandt, for de flestes vedkommende, hurtigt ud af historien igen.
Bogen er udstyret med kort over renæssancetidens Firenze både foran og bagi i bogen, og flotte illustrationer, der minder om bøger fra samme perioder, i starten af hvert kapitel, hvilket dels er med til at give læseren et overblik over, hvor tvillingerne bevæger sig rundt, og dels giver bogen et historisk pift.
Heksen og Liljen var, trods et par mangler, en god start på en serie, som jeg bestemt skal læse videre i. For unge, der elsker historie og tidsrejser, vil bogen være et godt bud på en anderledes historie, som giver et helt nyt indtryk af mobiltelefoner.

Just One Damned Thing After Another

Just One Damned Thing After Another er 1. bind af science fiction-serien The Chronicles of St. Mary's, skrevet af Jodi Taylor.

Madeleine Maxwell har en PhD i historie, men har endnu ikke fundet drømmejobbet. Så da hendes gamle lærer dukker op, for at headhunte hende til St. Mary's Institute of Historical Research, tager hun imod tilbuddet.
Jobbet viser sig dog hurtigt, at være langt farligere - og mere spændende - end Max på nogen måde kunne have forestillet sig. For St- Mary's historikere nøjes ikke med at læse om historiske begivenheder - de opsøger dem! Og nogle gange har besøgene en dødelige udgang for historikerne, når Historien selv modsætter sig ændringsforsøg.
Og det går snart op for Max, at det ikke kun er Historien, hun er oppe imod. For St. Mary's er ikke de eneste, der kan rejse i tiden, og deres modstandere er langt farligere - og mere skruppelløse - end de kaosskabende historikere.

Jeg har ønsket at læse bogen her, siden jeg hørte om den første gang, og selvom den ikke helt levede op til mine forventninger, så var den stadig rigtig god, og lægger i den grad op til de næste bind i serien.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom det er fyldt med både historiske og videnskabelige termer, så er det stadig letforståeligt. Beskrivelserne er livagtige, og såvel instituttet som de forskellige tidsperioder fremstår realistisk og levende for læseren. Og så er bogen fyldt med humor, som flere gange fik mig til at le højt.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at regne ud, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, tidsrejser, kærlighed, lidenskab for historien, videnskab, intriger, forræderi, venskab og masser af te, krydret med vold, død og voldtægtsforsøg. For mig var der dog lidt for meget handling til den ene bog, og selvom historien hænger godt sammen, så fungerede overgangene mellem de forskellige handlingselementer ikke helt for mig, og jeg tror, det ville have fungeret bedre, hvis bogen var blevet delt op i flere bind. Især fordi det meste af bogens handling alligevel føles som et oplæg til de næste bind i serien, mens St- Mary's formål og ansatte præsenteres for læseren, sammen med hovedkonflikten. Det ændrer dog ikke på, at bogen var virkelig god, og jeg både græd og grinede mig igennem den.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, med egne motiver og historier, og især hovedpersonen Max faldt jeg for. Hun er intelligent, loyal og, selvom hun har det svært med følelser, har hun et varmt hjerte. Selvom hun til tider kan være temmelig naiv hvad angår andre mennesker, så er hun villig til at gøre alt, for at redde dem, hun holder af. Og så er hun ikke bange for at sige sin mening. Af bipersonerne holdt jeg især af Chief Farrell, som både gemmer på en tragisk fortid og uventet lidenskab, og kemien mellem ham og Max fungerede utroligt godt. Jeg kunne også rigtig godt lide Max' medstuderende og de andre historikere, som hver især havde masser af mod og en fælles lidenskab for historien, og elskede at hade IT-afdelingens leder Isabella Barclay med hendes kontrolfreak-tendenser og hell has no fury-følelser.
Alt i alt var Just One Damned Thing After Another en rigtig god seriestarter, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind. Er man vild med tidsrejser, britisk humor og excentriske personer, så kan bogen kun anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

Zinvaris Dyb

Zinvaris Dyb er 4. bind af fantasyserien Stjernekrønikerne, skrevet af Mads Schack-Lindhardt.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt. 

Der er gået to år, siden Thiyaranah døde, og Sebastian brød alle bånd med Tir-Nâzral. Han øver sig godt nok stadig på sin magi, men savner hverken sine gamle venner eller den konstante livsfare fra tiden som udsending. Kun sin sjæleven Storm tænker han stadig på, og dragen er den eneste, han savner.
Men selvom Sebastian har brudt alle bånd med Tir-Nâzral, så er Tir-Nâzral ikke færdig med ham.
Nogen jager de Unavngivne og Evendal-familien, og da en lejemorder pludselig dukker op i Sebastians egen verden, har han intet andet valg, end at vende tilbage til det sted, der kostede ham alt. Men faren lurer overalt, og et angreb sender Sebastian længere væk hjemmefra, end han nogensinde før har været - og tættere på den fjende, som vil gøre alt for at dræbe ham.

Med Zinvaris Dyb bevæger forfatteren serien fra ren fantasy til science fiction - eller science fantasy - og det fungerer 100% For bind fire er fuldstændig på samme niveau som de forrige bind i serien, og lige så fantastisk en læseoplevelse.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, som bringer såvel drager som rumskibe til live, og actionscener, som næsten fjerner pusten hos læseren med deres hæsblæsende tempo. Og som et ekstra krydderi er bogen også fyldt med humor, sarkastiske bemærkninger (tak, Storm) og popkulturelle og litterære referencer, som kun kan gøre en fantasy- og bogelsker som mig glad.
Endnu en gang lykkes det forfatteren at udvide såvel sit eksisterende univers, som at opbygge et helt nyt, velgennemført og troværdigt univers, med flyvende rumskibe, mærkelige væsener og en næsten Star Wars-agtig følelse, og det er imponerende, at forfatteren kan holde styr på de mange detaljer undervejs.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot som overrasker gang på gang, og en historie, som både er nervepirrende spændende, og umulig at slippe. Hæsblæsende action, magi, drager, aliens, fremmede verdener, sorg, kærlighed, venskab, profetier og hævn blandes på fænomenal vis med laservåben, frelserskikkelser og håb, og afsluttes med en cliffhanger, som gør ventetiden til næste bind næsten utålelig.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og jeg elsker hvordan Sebastian konstant udvikler sig som person. Fra at være forblændet af sin sorg og vred på næsten alt og alle, til at genvinde sit mod og ønske om at gøre det rigtige, uden at han glemmer fortiden. Og så er jeg vild med dynamikken mellem Sebastian og Storm, og det venskab, de to deler, trods sårede følelser og savn. Storm er da også min absolutte yndling blandt bipersonerne, med sin sarkasme, loyalitet og den samhørighed, han deler med Sebastian som sjæleven, samtidig med at man som læser sagtens kan følge hans frustration over den måde, Sebastian konstant sætter Storms liv på pause, til trods for, at Storm også ønsker at gøre hjælpe. Jeg kunne dog også ret godt lide (eller lide at hade) halvorken Gulbash, hvis motiver langt hen ad vejen virker mystiske, samtidig med, at man som læser sagtens kan forstå hans ønske om hævn.
Zinvaris Dyb var endnu en fantastisk og hæsblæsende læseoplevelse i en serie, som hurtigt er ved at blive en af mine absolutte stadig-igangværende yndlingserier. Fans af de foregående bind vil bestemt ikke blive skuffede, og er man vild med klassiske fantasyfortællinger, som denne gang får et gevaldigt sci-fi twist, så kan serien kun anbefales. Jeg glæder mig allerede til næste bind udkommer, for jeg er slet ikke færdig med Sebastians historie endnu.

Se også forfatterens hjemmeside.