Draugen

Draugen er 10. og sidste bind af fantasyserien PAX, skrevet af Åsa Larsson, Ingela Korsell og Henrik Jonsson.

Sortheksen har fået fat i nøglen til biblioteket, og mens Magnar, Estrid og Iris bare venter på, at hun slår til, og vækker uhyret, har Viggo og Alrik andre ting at tænke på. Med pres fra Sløjd-Thomas har socialrådgiverne bestemt sig for at fjerne brødrene fra deres plejeforældre, og skille dem ad, og der er nu kun få dage tilbage, før Viggo og Alrik skal flytte fra byen, og hinanden.
Men så kommer Viggo på sporet af koden, som skjuler bibliotekets hemmelighed, og i en kamp mod tiden må brødrene endnu en gang tage kampen op mod sortheksen, for at redde Marienfred og verden.

Jeg var temmelig skuffet over foregående bind i serien, og selvom dette bind var bedre, så var jeg desværre ikke begejstret for den måde, forfatterne valgte at slutte serien af på.
Sproget var, som i de foregående bind, letlæst og flydende, med dystre og livagtige beskrivelser, og stemningsfulde, gysende illustrationer, som supplerer teksten rigtig godt.
Handlingen er godt skruet sammen, med et par twists undervejs, og forfatterne får knyttet alle de løse tråde fint sammen. Jeg brød mig dog ikke om måden, de valgte at slutte serien af på, selvom historien både var spændende og hjerteskærende, og jeg kan desværre ikke forklare hvorfor, uden at spoile det hele. Men jeg var ikke tilfreds. Historien er fyldt med action, sort magi, hemmeligheder, død, mobning, fordomme, familie, monstre, dobbeltmoral og masser af gys, men jeg forstod ikke, hvorfor skurk nummer to, som dukkede op i sidste bind, overhovedet skulle med, og selvom jeg godt kunne lide delen med Alrik og Viggos evner, så følte jeg ikke, at det blev forklaret nok.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og historier, og Alrik er stadig min yndlingsperson. Han er modig, beskyttende og tænker sig om (i modsætning til stort set alle andre i bogen), og så elsker han sin bror. Tanken om at blive skilt fra ham er fuldstændig ubærlig, og Alrik ved ikke, hvordan han skal overleve det. Og selvom Viggo stadig var temmelig irriterende og meget lillebror i dette bind, så havde jeg nemmere ved at bære over med ham, fordi hans dumheder denne gang har en grund. Også selvom han stadig opfører sig impulsivt og dumt. Af bipersonerne er det stadig Viggo og Alriks plejeforældre, som jeg holder mest af, da de bare virker som et par rare, favnende og kærlige mennesker, som stiller op for drengene, hver gang de har brug for det. Magnar og Estrid, som jeg ellers holdt vældig meget af i de første bind, havde jeg det desværre temmelig svært med. De virker mere interesserede i Iris, magien og at stoppe sortheksen (og ja, det er vigtigt), end i at støtte drengene. Og alligevel forventer de, at drengene vover livet og stiller op, når de har brug for dem. Og Iris afskyede jeg. Hun mangler fuldstændig empati og forståelse for brødrenes følelser, er selvglad, egoistisk og manipulerende, og forventer, at brødrene stiller op, selvom de, til dels på grund af hende, har mistet deres hjem. Faktisk havde jeg mere forståelse og medfølelse med skurkene, end jeg havde med hende, og det er måske også derfor, at jeg har det så svært med slutningen på serien, for jeg havde lyst til at kvæle hende.
Selvom jeg bestemt ikke var tilfreds med måden, serien her sluttede på, så lykkedes det alligevel for forfatterne at få knyttet de løse ender sammen, og samtidig løfte bogen her lidt i vejret, efter skuffelsen fra sidste bind. Jeg er stadig vild med sammenblandingen af illustrationer, tekst og nordiske sagnvæsener, og holdt meget af Alrik, men desværre kunne indholdet ikke helt holde til seriens længde. Det betyder ikke, at jeg ikke stadig anbefaler serien til læsere som holder af nordisk inspireret fantasy og gys, eller at bøgerne ikke er velskrevne, men personligt ødelagde slutningen lidt af fornøjelsen for mig.