Hej-Henry er død, og Estrid og Magnar er helt ødelagte over det. Samtidig er der noget mærkeligt ved det, for hvorfor begav Hej-Henry sig op på sit tag i hjemmesko?
Imens har Viggos narrestreger givet både ham og Alrik problemer på halsen. Noget, der ikke ligefrem øger deres popularitet i byen.
Iris har en farlig plan, som skal afsløre sortheksens identitet.
Og mens julen nærmer sig, breder en mystisk sygdom sig i byen. En sygdom, som måske, måske ikke, skyldes sort magi.
Med syvende bind er serien tilbage på sporet igen, og mens sjette bind føltes en smule forudsigeligt for mig, så føltes Pestmageren anderledes, og jeg kunne rigtig godt lide hele sygdomsaspektet. Som i øvrigt var skræmmende aktuelt med al snakken om isolation, mundbind og afspritning.
Sproget er stadig letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, som, sammen med de sort/hvide og til tider gruopvækkende illustrationer, maner en helt særlig uhyggelig stemning frem.
Handlingen er godt skruet sammen, med nogle virkelig gode twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske, og jeg havde i hvert fald ikke set slutningen komme. Historien er spændende, og fyldt med action, sort magi, intriger, død, sorg, familieproblemer, venskab, sygdom og paranoia, og samtidig tager bogen emner som selvtægt og mobning op på en virkelig god måde. Og så slutter bogen, fuldstændig som de forrige bind i serien, med noget af en cliffhanger.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg kan stadig rigtig godt lide Alrik. Han er modig, ansvarsfuld og hjælpsom, samtidig med, at han har det svært med moren, og dårlig samvittighed over, at han hellere vil blive hos sine plejeforældre, end flytte sammen med hende igen. Viggo havde jeg det til gengæld temmelig anstrengt med i dette bind. Han opførte sig dumt, impulsivt og gav både sig selv og Alrik problemer på halsen, i sit forsøg på at være sjov og vise sig. Jeg havde lyst til at sætte ham i skammekrogen, og kunne desværre ikke lade være med at give de fordomsfulde voksne en smule ret, hvad angik hans opførsel. Og hans temperament gjorde ikke sagen bedre. Af bipersonerne var det denne gang især plejeforældrene, som gjorde indtryk, og jeg kan altså virkelig godt lide den måde, de favner de to drenge på, og forsvarer dem, selv når Viggo i den grad klokker i det. Iris havde jeg det til gengæld mere ambivalent med. Hun er intelligent, modig og vil gerne hjælpe, men hendes gådefulde fortid, bedrevidenhed, og lemfældige omgang med regler og andres sikkerhed, gjorde hende til tider til et anstrengende bekendtskab.
Pestmageren overraskede hele vejen igennem, og jeg slugte bogen på rekordtid. Kunne man lide de foregående bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet over Pestmageren, og jeg glæder mig allerede, til at kaste mig over næste bind i serien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar