Sortheksens sande identitet er endelig blevet afsløret, og Alrik, Viggo og de andre kæmper nu en desperat kamp mod tiden, for at stoppe hende, før det er for sent. Bibliotekets forsvar er svækket, og deres eneste håb er, at Iris kan stoppe sortheksen, før det lykkes hende at finde nøglen til biblioteket, og slippe det uhyre, der sover under det, fri.
Men sortheksen har en ny allieret, og ved hjælp af sort magi, lykkes det hende at narre Estrid i en fælde. Hvis Estrid skal undslippe maren, før det er for sent, må Alrik og Viggo tage kampen op mod maren i drømmeverdenen. Men drømmeverdenen kan være dødsensfarlig, hvis man ikke passer på, og de to brødre får brug for alt deres mod, hvis de skal redde Estrid.
Sidste bind sluttede med noget af en cliffhanger, men selvom dette bind starter lige på og hårdt, så var bogen desværre en skuffelse, og for mig det værste bind i serien.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er stadig livagtige og stemningsskabende, ligesom samspillet mellem handling og illustrationer fungerer perfekt, og er med til at øge bogens creepyness-faktor.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, men selvom de var overraskende, så brød jeg mig faktisk ikke om dem, og især det første twist virkede unødvendigt og ligegyldigt. Historien er spændende, og fyldt med action, sort magi, familieproblemer, hævn, ondskab, sorg og mobning. Men det er også en historie om drømme, mareridt og virkelighed, magtbegær og fordomme. Forfatterne begynder langsomt at knytte trådene fra de foregående bind sammen, og den del af det fungerer fint, men hele idéen med Alrik og Viggos evner og baggrund virkede lidt som om forfatterne ønskede at chokere og overraske læserne mest muligt, og det føltes en smule kunstigt på mig. Ligesom cliffhangeren til sidst også virkede en smule overflødig, selvom den da bestemt giver lyst til at læse sidste bind i serien.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og problemer, men desværre var en del af dem virkelig belastende og handlede uden at tænke sig om i dette bind. Udover Alrik var de eneste, jeg brød mig om, Alrik og Viggos plejeforældre, som i den grad stiller op, når brødrene har brug for det. Og Alrik var samtidig den eneste, der faktisk tænkte sig om undervejs, og forsøgte at handle fornuftigt. Desværre var han omgivet af idioter. Viggo opførte sig som sædvanligt impulsivt, og tager ingenting alvorligt, heller ikke sine nyopdagede evner. Magnar og Estrid opfører sig bestemt ikke som ansvarlige voksne, og lader stort set Iris koste rundt med dem efter forgodtbefindende, og Iris... var en egoistisk, manipulerende møgunge, som måske nok ønsker at gøre det rigtige, men hvis metoder i den grad halter bagefter. Jeg har sjældent lyst til ligefrem at kvæle en person og kaste bogen efter hende, men jeg afskyede hende virkelig, og kunne faktisk bedre lide sortheksen og mørkets væsener, end hende.
Jeg har været virkelig glad for den her serie, men desværre mindede det her bind mest af alt om næstsidste afsnit i en julekalender. Der, hvor man tror, at alt er ved at være i orden, efter at være blevet trukket i langdrag i 22 afsnit, men så bliver det hele værre end før. Samtidig dukkede der et nyt, og for mig temmelig unødvendigt, twist op i starten af bogen, og jeg havde lyst til at kvæle et par af personerne, fordi de var så belastende. Så selvom jeg kunne lide et par af elementerne, og elsker universet, så var dette bind desværre for mig det værste i serien. Jeg er stadig interesseret i at læse sidste bind i serien, men desværre mest for at afslutte den nu, for bogen her var en skuffelse. Og det er synd, for jeg har elsket serien indtil nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar