Kampmagikeren

Kampmagikeren er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Påkalderen, skrevet af Taran Matharu.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Forår. 

Efter at være blevet forrådt og efterladt i Orkriget, har Fletcher og hans venner intet andet valg, end at flygte ind i æteren. Men æteren er et farefuldt sted, og selvom de har et skjult våben, er deres overlevelse tvivlsom, og ingen af dem aner, om de overhovedet kan finde en vej ud igen. Og hele tiden er orkerne lige i hælene på dem.
Som om det ikke var nok, er Fletchers salamanderdæmon begyndt at opføre sig mærkeligt.
Og imens er situationen i Hominum ved at forvandle sig fra slemt til værre. En racekrig truer med at ødelægge den alliance, som er den eneste mulighed for at vinde krigen mod orkerne, og ufreden ulmer. Håbet om fred har aldrig syntes så fjernt før, og fjenderne er overalt. Krigen nærmer sig sin afslutning, men hvem vil vinde? Og vil der være overhovedet være et land tilbage, når krigen er slut?

Hvor jeg måtte kæmpe mig igennem andet bind, så fløj jeg igennem Kampmagikeren, som var en virkelig stærk slutning på trilogien, og uden tvivl min yndlingsbog i serien.
Som i de forrige bind var sproget letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, som fik såvel de blodige kampscener som stive hofballer til at fremstå lyslevende for mit indre blik, og jeg kunne næsten lugte blodet og krudtrøgen, og høre bragene fra riffelilden, mens jeg læste den.
Universet udvider sig endnu en gang, hvor vi som læsere får mere at vide om den mystiske æter, dæmonerne, nye geografiske steder og nye plante- og dyrearter.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som denne gang faktisk formåede at overraske mig, hvilket gjorde læseoplevelsen en hel del bedre end de foregående binds. Historien er spændende, og fyldt med action fra start til slut. Der er skruet op for såvel de politiske intriger som magiske kampe, dæmonpåkaldelser, krig, racehad og forræderi, samtidig med at historien stadig har plads til venskab, kærlighed, familie, hemmeligheder, håb, hævn, loyalitet og søgen efter et nyt hjem. Og så slutter bogen helt perfekt.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom de stadig er en smule sort/hvide, så har især Fletcher udviklet sig helt enormt undervejs. Han vokser med opgaven, og tager lederrollen på sig, samtidig med at han bevarer sin tiltro til sine medmennesker (uden iøvrigt at skelne mellem de forskellige racer), sit gode hjerte, intelligens og mod. Hans bånd med Ignatius kommer på en hård prøve undervejs, og det samme gør hans følelser og håb for fremtiden. Af bipersonerne er Othello stadig min yndlingperson, men han får kraftig konkurrence af Fletchers plejefar, hvis kærlighed og tiltro til Fletcher aldrig vakler, selv når hele verden er imod ham. Jeg manglede dog lidt mere udvikling af skurkene, som som sagt er meget sort/hvide, og så kunne jeg godt have brugt lidt mere scenetid til Fletchers hovedfjende, men det er mere en personlig præference, end en kritik.
Selvom trilogien for mig har været lidt af en rutschebanetur, og især andet bind trak tænder ud, så var slutningen det hele værd. Universet var interessant, og jeg var ret vild med Fletcher, og den udvikling han gennemgik i løbet af serien. Og selvom historien til tider var lidt for forudsigelig, så er den stadig værd at læse, for læsere der er vilde med klassiske fantasyfortællinger.

Se også forfatterens hjemmeside.