fredag den 5. juni 2020

Af blod og støv

Af blod og støv er 1. bind af fantasyserien Sagakvartetten, skrevet af Julie M. Day.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget

YARA skal indvies i heksenes kreds, men noget går grueligt galt under ritualet. ZOLA står til at blive sin stammes overhoved, men hendes landsby bliver brutalt overfaldet af fremmede mænd på jagt efter slaver. Imens fører PHILIP og TARAN en rolig tilværelse i en lille landsby, men snart vender beslutninger truffet i hovedstadens hjerte op og ned på alting. Kongen af Kalos forhandler sig til en aftale med dværgenes konge og sender sin eneste søn, KRONPRINS CASSIUS, over Salthavet til en skæbne, han ikke selv har valgt. Imens finder den fordrukne eksløjtnant RULF et nyt formål med sin eksistens, da han får et tilbud fra kongen selv, som han ikke kan sige nej til ...
(Goodreads)

Wow, wow, wow! Jeg elskede forfatterens debutserie, og det var derfor med en smule angst og bæven, at jeg kastede mig over hendes nye serie, for hvad nu, hvis den ikke kunne leve op til mine tårnhøje forventninger? Men alle mine bekymringer blev i den grad gjort til skamme, for Af blod og støv ikke bare levede op til, men overgik, mine forventninger, og bogen blæste mig fuldstændig bagover. 
Det hører til sjældenhederne, at jeg bruger bogens bagsidetekst som resumé, i stedet for selv at fortælle, hvad bogen handler om, men i dette tilfælde har jeg valgt at gøre det, for ikke at spoile handlingen for meget. Der er nemlig rigtig mange tråde at holde styr på, og masser af overraskelser, og personligt synes jeg, det var en fordel, ikke at vide for meget om bogens handling på forhånd. 
Sproget er letlæst og flydende, og man kan mærke, at forfatteren har udviklet sig, siden hendes første serie, da såvel beskrivelser som stemninger er blevet endnu mere levende og, ja, stemningsfulde. Som læser kan man næsten mærke ørkenens hede, føle skibets vuggen og tage del i landsbyens stille liv, og samtidig mærker man en undertone af, at noget er på vej, og at freden snart bliver brudt. 
Universet er velgennemført og interessant, og endnu en gang beviser forfatteren, at hun altså kan det der med worldbuilding, og tager sig tid til at gøre det ordentligt. Verdenen præsenteres drypvis, gennem personernes dagligdag, og får aldrig karakter af infodumping, og det er altså virkelig fedt. Kortet hjælper med til at holde styr på de mange steder, personerne befinder sig, og tegne fronter op, og det fungerer rigtig godt. 
Handlingen er godt skruet sammen, med mange twists undervejs, og jeg er imponeret over den måde, forfatteren formår at holde styr på alle trådene undervejs. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, ånder, magtbegær, intriger, undertrykkelse, religiøs fanatisme, kærlighed, hævn, had, sex, vold og en lurende ondskab, og en slutning, som gør det næsten umuligt at vente på, at næste bind udkommer. I modsætning til forfatterens første trilogi, som balancerede på kanten mellem YA og voksen fantasy, så er denne bog tydeligt skrevet til en voksen målgruppe, og nærmer sig grim dark-spektret med sine fejlbehæftede personer og den underliggende stemning. Og jeg er vild med det. 
Personerne er nuancerede og menneskelige, med egne motiver, fejl og historier, og selvom det bestemt ikke er dem alle, der er lige sympatiske, så følte jeg, at jeg forstod dem. Selvom der er rigtig mange synsvinkler at holde styr på, så fungerer det rigtig godt, fordi man som læser virkelig lærer hovedpersonerne at kende. Men lad os tage dem fra en ende af. Yara er i hekselære, men hendes indvielse går galt, og siden har hun og hendes søstre været på flugt fra en trussel, som hun ikke forstår. Hun er nysgerrig, intelligent og ønsker mere end noget andet, at være ligesom sine søstre. Zola er datter af sin stammes leder, men da hendes landsby bliver overfaldet og folkene bortført som slaver, må hun flygte med sin storebror, og møder en helt anden kultur, end hun er vant til. Hun er modig, krigerisk og stædig, men også loyal over for sin familie og stamme, og fast besluttet på at redde dem. Også selvom det kan ende med at koste hende alt. Philip var barndomsven med Yara, og lever et stille og roligt landsbyliv, uden de store overraskelser. Han er bedste venner med hittebarnet Taran, som er smedelærling, og mens Taran er hidsig, stærk og ikke bange for at sige fra over for systemet, er Philip mere forsigtig og bange for at skille sig ud. Kronprins Cassius er flot, modig og vant til at få sin vilje. Hans fars planer for Cassius' liv kommer i den grad på tværs, og han har intet andet valg end at indordne sig. Rulf er tidligere løjtnant i kongens hær, men blev forvist for år tilbage, og er endt som slavehandler. Selvom han ikke bryder sig om at handle med slaver, og drikker sig fra sans og samling efter hvert salg, så er han god til det, og har ingen planer om at holde op. For hver hovedperson ændrer livet sig drastisk, og de må tage umulige valg, når skæbnen banker på. Valg, som påvirker ikke bare dem selv, men den verden de lever i. Og så er der selvfølgelig bipersonerne, samt et par synsvinkler mere, som jeg ikke kan nævne, for ikke at spoile handlingen. Fælles for dem alle er dog, at de er helstøbte karakterer, som føles som virkelige personer, med egne følelser og historier. 
Sidst, men ikke mindst, er jeg nødt til at nævne bogens flotte omslag, kort og indre illustrationer, som lige giver bogen lidt ekstra lækkerhed. Faktisk er mit eneste kritikpunkt, at bogen sluttede, for jeg var på ingen måde klar til at stoppe op, og vente på, at næste bind i serien udkommer. 
Af blod og støv var en fuldstændig fantastisk læseoplevelse, som fejede benene væk under mig, og fik tiden til at gå i stå, mens siderne næsten vendte sig selv, og jeg slugte historien. Er man vild med grim dark fantasy á la Joe Abercrombie, Jacob Kokkedal, og Tobias Stenbæk Bro, og elskede man forfatterens første trilogi, så kan bogen her kun anbefales. Læs den!

Se også forfatterens hjemmeside

Ingen kommentarer: