Alrik og Viggos mor er kommet på besøg i Mariefred, og mens Viggo er ovenud begejstret, er Alrik ikke spor glad. Han tror nemlig ikke på, at moren er blevet rask, og frygter at skulle flytte væk fra plejeforældrene og biblioteket.
Alrik får dog snart at andet at tænke på, da han ryger gennem isen til skolens årlige temadag. En nøkke er på spil i Mariefred, og det er op til Alrik, Viggo, Iris, Estrid og Magnar at finde og standse den, før det er for sent.
Og imens vokser ufreden og sortheksens mørke...
Jeg kan rigtig godt lide den her serie, og var glad for at vende tilbage til universet, efter en længere pause. Også selvom jeg synes, at serien er ved at blive en smule formularisk og forudsigelig, efterhånden som sortheksens identitet bliver mere og mere tydelig for læseren.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er uhyggeligt stemningsfulde og livagtige. Man kan næsten mærke vinterkulden og det iskolde vand på sin egen krop, og de sort/hvide illustrationer er med til at gøre såvel historie som uhyggen endnu mere levende.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med temaer som alkoholisme, plejefamilier, sort magi, overnaturlige væsener, mobning, venskab, fordomme, gys og masser af hæsblæsende action. Jeg er vild med den måde, som forfatterne bruger de nordiske sagnvæsener på, og hele idéen med det hemmelige bibliotek virker lokkende på en bibliotekar som mig. Og så slutter bogen med en virkelig ond cliffhanger, som gør det svært at vente på næste bind.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg holder virkelig meget af Alrik. Han er modig, intelligent, og trods sin facade, også sårbar. Forholdet til moren er anstrengt, og han stoler ikke på hende, samtidig med, at han konstant har dårlig samvittighed. Lillebroren Viggo har jeg et lidt mere ambivalent forhold til. Han er udadvendt, sjov og modig, men også lidt for impulsiv, og tænker sig ikke altid om, før han kaster sig ud i ting. Viggo elsker sin mor, og kan næsten ikke vente, til han og Alrik kan flytte sammen med hende igen, og han ignorerer derfor alle faresignalerne. Det gør ham både troværdig og en smule naiv, og til tider er han lidt for meget irriterende lillebror, til at jeg rigtig synes om ham. Af bipersonerne kan jeg især godt lide drengenes plejeforældre, som virkelig støtter op om Alrik og Viggo. Også selvom de ikke kender til kampen mod sortheksen. Deres mor brød jeg mig til gengæld ikke særlig meget om, da hun, som mange alkoholikere, skyder skylden på alle andre end sig selv, og skyldtripper sine egne børn. Iris har jeg også et lidt anstrengt forhold til, da hun, selvom hun er intelligent, også virker arrogant og selvglad, og selvom hendes rivalisering med Alrik og Viggo sikkert bunder i usikkerhed, så opfører hun sig bare ikke særlig pænt.
Nøkken var lige så spændende og godt skrevet som de forrige bind i serien, men alligevel synes jeg efterhånden, at serien er ved at blive en smule forudsigelig, da hvert bind følger nogenlunde den samme skabelon som de forrige. Det gør ikke historien dårlig, men fjerner lidt af spændingselementet, og mens jeg ikke tror, at det vil være noget målgruppen tænker over, så irriterer det mig som voksen læser. Serien er dog stadig værd at læse, og kunne man lide de første bind i serien, vil man næppe blive skuffet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar