Viser opslag med etiketten Ravnenes hvisken. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ravnenes hvisken. Vis alle opslag

fredag den 10. juli 2026

Høstnat

Høstnat er en novelle fra Ravnenes hvisken-universet, skrevet af Malene Sølvsten.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal. 

Benedict og Odion er tvillinger og hekse. De bog i Ghana, og er blevet oplært i magi af deres mor. Men da Odion bliver besat, ændrer alt sig. Han mister kontrollen over sin magi, og dræber flere i landsbyen, herunder tvillingernes mor.  
Mens hun er døende, lykkes det moren at binde Odions kræfter til Benedict. Men den synlige magiske kamp har gjort beboerne bange, og Benedict og Odion bliver taget til fange og solgt som slaver. Snart befinder de sig på et skib langt hjemmefra, på vej til et liv som slavegjorte. Benedict kæmper for at bevare kontrollen over Odions magi, men forgæves, og må se sin bror forsvinde i magiens vanvid. 
Opsat på hævn, og draget af stærke magiske kræfter, overtager Odion skibet, som snart er på vej til Aalborg med en besætning af levende døde. 
Benedict får brug for hjælp, hvis han skal stoppe sin bror, før de levende døde overtager Aalborg og resten af Danmark, og allierer sig med heksen Mardöll, lægen Elias og den unge kvinde Cecilie. Men Odion er ikke den eneste, der ønsker en hær af levende døde. Stærke kræfter er på spil, og guderne selv følger opgøret tæt. 

Høstnat foregår i forfatterens velkendte univers fra Ravnenes hvisken, og følger flere personer fra serien længe før trilogien begynder. Novellen blev den sidste bog, Malene Sølvsten fik udgivet før sin død, hvilket gjorde læsningen en anelse vemodig, den megen spænding til trods.
Sproget er letlæst og flydende, med malende, og til tider ret splattede, beskrivelser, der vækker såvel slaveskibets mørke som 1700-tallets Aalborg og de mange magiske dueller til live.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom jeg ret hurtigt gættede bogens afsluttende twist, så var jeg alligevel godt underholdt hele vejen igennem. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, sorg, kærlighed, guder, hekse, magtbegær, hævn, desperation, levende døde, ofringer, slavegørelse, forfølgelse, videnskabelige eksperimenter, forbudte medikamenter, profetier, død, grådighed og forræderi, krydret med en del splat og masser af blod.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, men desværre var der lidt for mange synsvinkler undervejs, hvilket til tider gjorde historien en anelse svær at finde rundt i. Af de personer, vi følger undervejs, kunne jeg rigtig godt lide Benedict. Han elsker sin familie og er dybt loyal, hvilket dog også er med til at give ham skyklapper på, da broren begynder at forsvinde i vanvid. Selvom han ønsker at gøre det rigtige, kan han ikke få sig selv til for alvor at bekæmpe broren, da han stadig tror på det gode i ham. Mødet med Mardöll bliver for ham også mødet med en helt ny form for magi, ligesom hun får ham til at, og Odins loyale tilbeder, på trods af Odins manglende opmærksomhed. Mardöll er ikke bange for at bruge magi, til at opnå magt og rigdom, ligesom hun ikke er bleg for at tage livet af sine tilbedere, hvis det tjener Odins sag. Elias er søn af halvguden Od, og udødelig. Han er læge og videnskabeligt nysgerrig, men samtidig bekendt med såvel gudernes som magiens verden. Da han møder Cecilie, finder han en ligesindet, der ligesom han er optaget af videnskab og medicin. Cecilie er lynende intelligent, men desværre også født som kvinde, i en tid, hvor mændene bestemmer. Hun ønsker at bryde rammerne og selv bestemme over sit liv, men er bundet af både normer og sin egen krop. Da hun møder Elias, opdager hun en verden fyldt med kræfter, hun ikke troede fandtes, og begynder at håbe på et andet liv. Udover disse personer er der også halvguden Od, som er loyal over for sin far, guden Odin, på trods af, at han også er bekendt med gudens mørkere sider. Han elsker Elias, men troskaben til guderne kommer først. Od er på mange måder fanget mellem sine to sider, guden og mennesket, hvilket også kommer til udtryk i hans følelser for hans menneskelige kærlighed, Sofie Amalie, og hans hustru, gudinden Freja. Købmanden og slavehandleren Frederik er baron, magtbegærlig, ærgerrig og grådig. Han er gift med Mardöll, uden dog at vide, at hun er heks, og er kommet i konflikt med kongen, som vil fratage ham en del af den rigdom, han føler er hans. Hans mor, enkebaronessen, er streng, religiøs, kongetro og ivrig heksejæger. Hun er forfærdet over sønnens levemåde, men kan som kvinde ikke stille noget op. Sidst, men ikke mindst, er der guderne, som kæmper mod at blive glemt og miste deres magt, men samtidig har indbyrdes konflikter og egne agendaer. Især Odin er desperat for ikke at blive glemt, og vil gøre hvad som helst for at beholde sin magt. Også selvom det vil knække hans søn eller tilbedere.
Høstnat var en god læseoplevelse, selvom jeg kæmpede lidt med at finde rundt i de mange synsvinkler, og historien samtidig inddrog hele to elementer, jeg plejer at gå langt udenom, nemlig slavegørelse og levende døde. Til gengæld nød jeg at være tilbage i Malene Sølvstens velkendte univers, og det var fedt at lære mere om, hvordan magien fungerer, ligesom jeg nød gensynet med de velkendte karakterer, og især med Elias. Er man fan af Malene Sølvstens univers, er bogen her helt klart værd at læse. Bogen kan sagtens læses som standalone, da den foregår før forfatterens andre bøger, men man vil helt klart få mest ud af historien, hvis man starter med Ravnenes hvisken. 

onsdag den 8. juli 2020

Livets blod

Livets blod er en novelle fra Ravnenes hvisken-universet, skrevet af Malene Sølvsten.

Elias er adoptivsøn af halvguden Od, og har levet i flere hundrede år. I 1700-tallet er han endelig faldet til ro som apoteker med kone og tre børn. Men Elias er besat af at overvinde døden, og hans eksperimenter er tæt på at give resultat. Så tæt, at Odin selv advarer ham, og, da Elias nægter at opgive sine eksperimenter, dræber hans familie.
Men drabet på Elias' familie giver bagslag, for Elias er mere opsat end nogensinde før, på at løse livets gåde, så han kan få sin familie tilbage. Elias må vælge mellem sin fortid og en mulig fremtid, men kan han opgive det, han har kæmpet for i århundreder? Og vil Odin nogensinde lade ham opleve lykken igen?

Jeg var vild med Ravnenes hvisken-trilogien, og meget fascineret af Elias, så da jeg fandt ud af, at hans historie udkom i novelleform, skulle jeg selvfølgelig læse den. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Selvom dele af handlingen kronologisk foregår før trilogien, så giver det mest mening at læse novellen efter trilogien, da man ellers bliver spoilet for dele af seriens handling.
Livets blod fortæller Elias' historie fra han indleder sin kamp mod guderne, og de valg, han tager i løbet af sit lange liv - gode som dårlige.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren forstår at bringe de forskellige tidsperioder til live ved hjælp at livagtige beskrivelser undervejs.
Handlingen er godt skruet sammen, og til trods for, at jeg kendte dele af Elias' historie i forvejen, så blev jeg alligevel overrasket undervejs. Historien er spændende, men også hjerteskærende, og fyldt med magi, forbudte eksperimenter, mystiske medikamenter, guder, liv, død, forræderi, sorg, profetier, tid, tro og en altoverskyggende kærlighed, og jeg kunne ikke lade være med at føle for Elias, og mærke hans smerte undervejs. Samtidig får vi som læsere en del af optakten til begivenhederne i Ravnenes hvisken, og især samtalerne mellem Odin og Loke gav nye facetter til den historie, jeg troede, jeg kendte.
Personerne er levende og menneskelige, og Elias fungerede rigtig godt som hovedperson. Han er intelligent og besat af tanken om at udrydde døden, men også en kærlig far og ægtemand, med dybe følelser, og tabet af familien er tæt på at ødelægge ham. Det er kun tanken om at få dem tilbage, der lader ham overleve, og hans tiltagende bitterhed og kynisme er rigtig fint beskrevet. Af bipersonerne var det især slaven Ben, som stod frem, med hans loyalitet, stærke magiske evner og, trods flere beviser for det modsatte, stadige tro på det gode i Elias. Men også Loke og Odin fik flere, og mere dystre facetter undervejs.
Livets blod var en rigtig god novelle, og et dejligt gensyn med Ravnenes hvisken-universet. Jeg ville dog have ønsket, at historien var længere, for en gang imellem synes jeg, det hele gik lidt for hurtigt, og jeg ville have elsket at dykke dybere ned i Elias' liv og følelser. Var man vild med Sølvstens trilogi, vil man også elske Livets blod, og jeg kan kun anbefale den, til de læsere der, ligesom jeg, har Ravnenes hvisken-abstinenser.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 6. september 2019

Ravnenes hvisken 3

Ravnenes hvisken 3 er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Ravnenes hvisken, skrevet af Malene Sølvsten.

Danmark er ramt af en ekstrem kulde, og begravet i is og sne. Kulden har afskåret Danmark fra omverdenen, og sygdomme og sult breder sig. Regeringen forsøger at skærme befolkningen fra sandheden, men madlagrene er ved at være tømt, og desperationen stiger.
Anne er sikker på, at det er Fimbulvinteren fra Vølvens spådom der har lagt sig over landet, og noget tyder på, at hun har ret. Ragnarok, verdens undergang og gudernes skæbne, nærmer sig, og kun Anne og hendes søster kan stoppe den.
Først er Anne dog nødt til at lære at styre sine vølvekræfter. Og mens guderne og jætterne nærmer sig det endelige slag, opdager Anne at prisen for at stoppe Ragnarok er langt højere, end hun nogensinde kunne drømme om. Måske for høj. Hvis Ragnarok da overhovedet kan stoppes.

Jeg elskede det to første bind i trilogien, men selvom bind 3 leverede en flot afslutning på historien, så skuffede sidste bind mig desværre også en smule. Ikke fordi historien ikke er spændende, velskrevet og fantastisk, men fordi bogen for mig trak en smule i langdrag.
Sproget er letlæst og flydende, og de mange norrøne ord og begreber fra den nordiske mytologi er med til at gøre universet levende og troværdigt. Det samme gælder de livagtige og realistiske  beskrivelser af såvel personer som omgivelser og actionscener, som gør historien levende for læseren.
Universet er originalt og anderledes, samtidig med at det er velkendt for os, der er vokset op med den nordiske mytologi som en del af vores kultur. Måden forfatteren blander nutidigt teenageliv, nordiske guder, asatro, magi og de ni riger fungerer utroligt godt, og jeg er virkelig vild med det univers, som Sølvsten har skabt.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, guder, magi, kærlighed, venskab, sex, forræderi, intriger, dobbeltspil, opofrelse, spådomme, nordisk mytologi og kampen for overlevelse. Det er en historie om religion og skæbne, liv og død, men også en historie om at skabe sin egen skæbne, og tage sine egne valg. Og at leve med de valg, man træffer. Tempoet føltes langsommere, end i de første bind i serien, og selvom der sker rigtig meget, så var bogen lige det længste for mig, hvilket var med til at trække læseoplevelsen lidt ned.
Personerne er nuancerede, levende og menneskelige, og især Anne har udviklet sig siden starten på trilogien. Og bliver ved med at udvikle sig hele vejen til den bitre ende. Jeg kunne enormt godt lide Anne som hovedperson. Hun er modig, stædig og sarkastisk, men også ensom og usikker i forhold til andre mennesker. Men Anne er også meget stærk moralsk, og ved, hvilken pris, hun er villig til at betale. Også selvom det koster hende. Det var dog en lille smule urealistisk for mig, at hun havde tid til at have så mange kærlighedsaffærer undervejs, når nu Ragnarok var på vej. Men bortset fra det, virkede hun troværdig hele vejen igennem. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide veninden Luna, som også udvikler sig en del undervejs, og ikke mindst jætteulven Monster. Men også den uforudsigelige Elias med de skjulte motiver og en uvis dagsorden var blandt mine yndlinge. Og så var der to personer, som jeg absolut ikke brød mig om, men som jeg ikke kan fortælle hvem er, da det vil spoile indtil flere af bogens store twists.
Alt i alt en solid afslutning på en fantastisk trilogi, selvom bind 3 desværre ikke levede helt op til sine forgængere. Har man læst og elsket de første bind i serien, er Ravnenes hvisken 3 et absolut must, og bogen kan kun anbefales - trods irritationsmomenterne. Jeg glæder mig allerede til at vende tilbage til universet, når næste serie fra Malene Sølvsten udkommer om ikke så længe.

Se også forfatterens hjemmeside.

lørdag den 18. august 2018

Verden styrter

Verden styrter er en novelle fra Ravnenes hvisken-universet, skrevet af Malene Sølvsten.

Varnar er leder af Ragnaras garde, og hendes mægtigste kriger. Han vil gøre alt for at beskytte hende, og adlyder alle hendes ordrer blindt.
Men et opgør med en gudekult ændrer noget i ham. Han tvinges til at dræbe en ung kvinde, og pludselig ser han sig selv som morder.
Og da Ragnara pålægger ham endnu en opgave, må Varnar bestemme sig for, om han vil være dronningens morder - eller en fri mand.

Har man ikke læst Ravnenes hvisken 1 og 2, giver novellen ikke ret meget mening. For de personer, der optræder i den, er alle personer som man introduceres for i trilogien, og uden den introduktion, mangler man som læser en hel del forståelse af såvel univers som personer. Også selvom handlingen kronologisk set sker før første bind i trilogien går i gang.
Verden styrter fortæller Varnars historie før han møder Anne, og samtidig møder man en del af bipersonerne fra de første to bind i serien. Det er med til at gøre personerne mere nuancerede, men samtidig savnede jeg hovedpersonen Anne, og jeg følte ikke helt, at jeg kom ind under huden på de andre personer. Muligvis fordi historien, i og med at det er en novelle, er temmelig kort, og muligvis fordi der skiftes synsvinkler en hel del gange, hvilket virkede lidt forvirrende på mig. Kapitlerne er nemlig meget korte, og derfor føles det, som om det hele går meget hurtigt.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er virkelighedstro, levende og temmelig blodige.
Handlingen er godt skruet sammen, men giver absolut mest mening, hvis man, som tidligere nævnt, har læst Ravnenes hvisken. Historien er spændende, og fyldt med action, gudetro, oprør, kamp, mord, intriger, magi, og nordisk mytologi. Det er en historie om at være tro mod sig selv, og om at turde vælge en ny vej - uanset de konsekvenser det måtte have. Men det er også en historie om at gøre det rigtige, om kærlighed, ære og familie.
Har man abstinenser efter universet og personerne fra Ravnenes hvisken, kan novellen her bestemt anbefales, selvom den ikke er helt på højde med trilogien. Stemningen og magien er ganske vist den samme, men tempoet er lidt for hurtigt, og både handling og personer kræver et vist forkendskab til universet, hvis man skal få det fulde udbytte af historien.

Se også forfatterens hjemmeside.