Aileen bor på øen Skarr. Hendes tante er øens vise kvinde, og har opdraget hende, siden Aileens mor døde i barselsseng. Aileens far forsvandt for flere år siden, efter barrieren mellem Logra og de andre øer i Chaldea opstod, da han blev bortført sammen med sønnen af højkongen.
Aileen er nu blevet så gammel, at det er hendes tur til at blive initieret som vis kvinde. Men prøven går galt, og Aileen er sikker på, at hun aldrig lærer at bruge sine kræfter. Hun får dog ikke tid til at tænke alt for meget over det, da hendes fætter, kongen af Skarr, tilkalder hende og hendes tante, og sender dem ud på en mission, for at ødelægge barrieren, og redde højkongens søn.
Missionen går dog galt fra starten, og det går hurtigt op for Aileen, at ikke alle er interesserede i at redde prinsen.
Diana Wynne Jones er en af mine absolutte yndlingsforfattere, men desværre døde hun, før hun blev færdig med The Islands of Chaldea. Bogen blev færdiggjort af hendes søster, men da Diana ingen noter efterlod sig om bogens slutning, plot mm., måtte søsteren selv finde ud af, hvordan bogen skulle slutte - og hvordan personerne skulle nå frem til slutningen. Desværre bærer bogen præg af, at Diana ikke selv færdigskrev den, da både plot og personer mangler noget af den magi, som ellers kendetegner Wynne Jones' bøger.
Sproget er letlæst og flydende, med gode beskrivelser og en del humor, og det er lykkedes for Ursula Jones at ramme samme tone og varme i sproget, som Diana selv.
Handlingen hænger sammen, men plottet er meget ensrettet, og det gør bogen en smule kedelig. Hvor Wynne Jones' bøger ellers har handlingsmæssige kringlede omveje, så følger bogens plot i denne bog en meget lige vej fra begyndelse til slutning, og der mangler noget charme og universopbygning, for at give rejsen mening. Det hele føles i stedet ret tilfældigt og uigennemtænkt, og jeg sad lidt tilbage med en nå-følelse. Historien er som sagt meget ligeud, og fyldt med magi, magiske vogtere, konger og dronninger, vise kvinder, intriger, forræderi og hemmeligheder, men man føler som læser aldrig at personerne for alvor er i fare, da der simpelthen mangler noget mere udfoldelse af såvel plot som steder, univers og personer. Og det er synd, for i stedet for en spændende magisk fortælling, får man i stedet en sød og lidt kedelig historie, som godt nok er fyldt med magi, men hvor man aldrig føler, at der er fare på færde.
Personerne er temmelig flade, og føles kun periodisk som levende mennesker. Jeg følte aldrig, at jeg for alvor kom ind under huden på dem, og selv hovedpersonen og jegfortælleren Aileen kom jeg aldrig rigtig til at kende. Personernes manglende dybde gjorde dem også svære at adskille fra hinanden, da bipersonerne har meget lidt scenetid, og derfor føles temmelig ligegyldige og anonyme. Jeg har derfor heller ikke ret meget at sige om personerne, andet end at Aileens tante er temmelig dominerende, Aileen har et godt hoved men manglende selvtillid, og at Ivar er forkælet og ikke ret intelligent. Hele udviklingen med Ogo og Aileen så jeg komme på lang afstand, og personerne overraskede mig aldrig.
Selvom indholdet skuffede en del, så er bogens ydre og layout enormt flot. Bogen er fyldt med små illustrationer i starten af hvert kapitel, og indeholder også et flot kort over Chaldea. Og bogens cover er utroligt smukt med snirkler, gyldne og blå farver, og små skønne og finurlige detaljer.
Alt i alt en noget skuffende læseoplevelse. Historien er sød, men mangler det finurlige og magiske, som Wynne Jones' øvrige forfatterskab havde, og så mangler såvel plot som personer og univers dybde. Er man som jeg superfan af Diana Wynne Jones, og ønsker man at læse alle hendes bøger, skal bogen selvfølgelig læses. Men ellers vil jeg anbefale, at man vælger at læse nogle af hendes mange andre bøger, da denne desværre ikke hører til blandt hendes bedste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar