Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.
For to år siden døde Vanja, da hun kastede sig i havet. Men selvom hendes menneskelige jeg døde, så levede Vanja videre som selki. Og hvert år tvinges hun, og andre som hende, til at vende tilbage til deres menneskeskikkelse for en enkelt nat.
Men denne nat går det galt. En ulykkelig far gemmer Vanja og de andres sælskind, og uden dem er selkierne fanget på land i deres menneskeskikkelser. Og i live.
Men Vanja har ikke spor lyst til at vende tilbage til livet, og den verden, hun forlod, og tænker kun på at vende tilbage til havet. Og hun er ikke alene.
Havet kalder selkierne hjem, og forbandelsen er umulig at bryde.
Den her bog var overhovedet ikke, som jeg havde forestillet mig. Da jeg første gang hørte om den, var den første bind af en fantasytrilogi, og siden er den så blevet til en standalone realistisk YA-roman med et strejf af magisk realisme, som tager vigtige emner som sorg og selvmord op. Og det er bestemt ikke et dårligt bytte, for resultatet er en virkelig god historie.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren formår at mane såvel følelsesmæssigt knugende stemninger som Odinsøernes vilde natur og havets mærkelige tiltrækningskraft frem på en måde, så de står lyslevende for læseren. Og har man, som jeg, besøgt Færøerne, er inspirationen fra dem tydelig, både hvad angår mentalitet og natur.
Handlingen er godt skruet sammen, og forfatteren formår at gøre sagnet om sælkvinden, og selkierne, levende, og samtidig give den sit eget twist. Historien er spændende, hjerteknusende og håbefuld på en og samme tid, og fyldt med sorg, kærlighed, selvmord, familierelationer, hemmeligheder, svigt, tab, dobbeltmoral, religion og selkier. Det er en historie om livet, når det gør allermest ondt, om selvmord som den sidste udvej - og om at vælge livet tilbage, når man en gang har valgt det fra. Mest af alt er det dog en historie om håb, og om at finde det sted - eller den person - man hører til.
Personerne er levende, nuancerede og skrøbelige, og så menneskelige, at det næsten gør ondt. Historien fortælles skiftevis af Vanja, Iris og Frederik, og det fungerer rigtig godt, fordi man på den måde ser historien fra tre meget forskellige synsvinkler - Vanja, som er tvunget tilbage, Iris, som har savnet sin søster, og Frederik, som er tilflytter og skeptisk over for hele selki-elementet. Samtidig lærer man som læser også alle tre hovedpersoner rigtig godt at kende. Vanja har levet som selki i to år, og har bestemt ikke lyst til at vende tilbage til livet. Hendes højeste ønske er at vende tilbage til havet, men samtidig har hun dårlig samvittighed over for sin mor og søster, som har levet med sorgen, siden hun begik selvmord. Men de problemer, hun begik selvmord for at flygte fra, er ikke bare forsvundet, og samtidig kan hun ikke lade være med at være en smule tiltrukket af tilflytteren Frederik, som har sine egne problemer. Vanja var helt klart min yndlingsperson af de tre, fordi hendes sorg og følelser stod så knivskarpt, og jeg kunne ikke lade være med både at håbe, at hun kunne vende tilbage til havet - og at hun fandt noget at leve for. Iris er Vanjas lillesøster, og har savnet hende helt forfærdeligt, i de to år, hun har været død. Selvom hun er lykkelig over, at Vanja er i live igen, så kan hun samtidig ikke lade være med at være vred på hende, fordi Vanja så tydeligt ikke ønsker at blive hos dem. Og da hun bliver forelsket i en af de andre selkier, er hun desperat for at finde en måde, hvorpå hun kan redde både sin søster, og den fyr, hun elsker. Desværre blev hun til tider lidt for meget frelsende engel for mig, og hun foretog nogle ret dumme valg i sin mission for at redde Vanja og Njal, som jeg ikke kan komme nærmere ind på, da det vil spoile bogen for meget. Frederik er tilflytter, og bestemt ikke glad for at være flyttet fra København til Odinsøerne. Hans far er læge og arbejdnarkoman, og Frederik selv er idømt samfundstjeneste, efter at have forfalsket recepter. Mødet med Vanja bliver en øjenåbner for Frederik, for selvom han ikke helt tror på det med, at hun har været død, så kan han ikke lade være med at være tiltrukket af hende. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Njal og Mathias, to af de tilbagevendte selkier, som begge har deres egne problemer at slås med, og den gamle fisker Erik, som Frederik tilbringer en del af sin samfundstjeneste med at hjælpe. Til gengæld brød jeg mig virkelig ikke om præsten, som virkede skinhellig, lettere fanatisk, selvretfærdig og dobbeltmoralsk, og på den ene side gerne ville frelse Frederik, mens han på den anden side fordømte de personer, som faktisk havde brug for hans hjælp.
Selvom bogen overhovedet ikke var, som jeg havde forestillet mig, så var den stadig rigtig god, og såvel temaer som den måde, forfatteren brugte sagnet om sælkvinden på, fungerede rigtig godt. Jeg elskede det magiske element som selki-delen tilførte historien, men savnede lidt mere magi. Og så irriterede Iris mig en smule. Men det er dog småting, for historien var virkelig god, og jeg kunne ikke slippe den. Kan man lide hjerteknusende og hårdtslående YA, eller er man, som jeg, bare vild med Nicole Boyle Rødtnes' skrivestil og historier, så kan bogen kun anbefales.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar